Islandske krimiforfattere Krimi Yrsa Sigurðardóttir

Under sneen. Ny, isnende thriller af Yrsa Sigurdardóttir. Begynd din læsning her

under sneen, yrsa sigurdardottir, gode krimier

Yrsa Sigurdardóttir er aktuel med Under sneen, og har endnu engang skabt en mystisk og frygtfremkaldende fortælling, der udspiller sig i det islandske højland. Smuglæs i krimiens første kapitler herunder.


Under sneen begynder, da et redningshold ankommer til det afsidesliggende islandske højland. En gruppe af mennesker er forsvundet, og spørgsmålene hober sig op. Hvorfor bevægede de sig ud i højlandet under en snestorm – og uden overtøj? Og hvorfor forlod de det lille shelter, de havde opholdt sig i?

LÆS OGSÅ: Yrsa Sigurðardóttir: Mord er modbydeligt, men jeg skriver jo ikke en turistguide

Parallelt udspiller der sig en række besynderlige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes, hvor intet er hvad det ser ud til. En blodpøl bliver fundet i den uberørte sne langt fra civilisationen, og en lille barnesko, der har været begravet i årtier, finder pludselig vej til overfladen.

Og til sidst er der et mørkt og gabende hul i klippegrunden, som bliver ved med at drage mennesker til sig …

Læs et uddrag af Under sneen herunder.

Du kan købe Under sneen online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel fra d. 8 februar.





Under sneen

Yrsa Sigurdardottir


PROLOG

Kvinden, der stod udenfor på trappen, så slet ikke ud, som Kolbeinn havde forestillet sig, da han talte i telefon med hende. Den mørke stemme passede ikke til den slanke krop og

hendes lyse udseende. Han havde forventet en hærget person med en cigaret hængende i mundvigen og en vodkaflaske i lommen. Den kvinde, der stod uden for hans hjem, så mere ud, som om hun drak spinatjuice i stedet for alkohol, og hun lignede ikke en, der røg. Men da hun præsenterede sig, var det ikke til at tage fejl af, at det var hende, der havde ringet.

”Du må undskylde, at det trak sådan ud. Jeg havde bare ikke et ærinde i byen før nu.” Kvinden rakte ham en papkasse. Den var tung, og han tog godt fat om den. Den var sikkert fuld af bøger. ”Den her kasse fandt vi som sagt oppe på loftet. Bag en bunke med rester af gammelt isoleringsmateriale. Det er sikkert derfor, den er blevet tilbage, da I tømte huset.”

Kolbeinn undskyldte, at han og hans bror ikke havde gennemgået loftet bedre. Kvinden slog ud med hånden og sagde, at det ikke var noget problem. Hun havde selv glemt en cykel i cykelkælderen, da hun og hendes mand flyttede fra deres lejlighed og ind i hans fars hus. Den slags kunne jo ske.

Kassen var dækket af støv, og Kolbeinn stillede den fra sig. Den bar et logo på begge sider, som stammede fra et smørmærke, der ikke længere var på markedet. Han havde aldrig set det i en butik, så vidt han huskede. Det var nok mange år siden, der var blevet pakket ting ned i den kasse.

Kvinden så pludselig ud, som om hun kom i tanke om noget. ”Nå, ja, for resten! Jeg har også en anden ting. Jeg ved ikke, om den vil interessere dig, men jeg ville alligevel ikke smide den ud.” Hun trak en lille, gennemsigtig plasticpose op af frakkelommen og rakte den til ham. Den indeholdt en eller anden brun, uigenkendelig genstand. ”Det er en sko. Vi fandt den i efteråret, da vi var ved at grave ud til en terrasse. Måske har det været din eller din brors.”

Man kunne tydeligt se skoen gennem posen, hvis man så ordentligt efter. Det var en brun snøresko af læder i børnestørrelse. Det var ganske vist ikke til at sige, om det var dens oprindelige farve. Måske havde den været skinnende hvid. Snørebåndene havde i hvert fald ændret farve og var brune som den jord, skoen havde ligget i.

Men uanset farven, så gjaldt det samme for skoen som for smør- mærket. Kolbeinn havde aldrig set den før. Hvilket måske ikke sagde så meget. Skoen passede til et barn på tre, højst fire år, og han huskede absolut ingenting fra dengang, han selv var i den alder, så måske havde det været hans. Det stod i hvert fald klart, at den tilhørte nogen fra hans familie eller et barn, som havde været på besøg. Hans forældre havde bygget huset, og skoen havde næppe ligget i jorden, da de overtog grunden.

Kolbeinn så op og mødte kvindens blik. ”Tak. Det er interessant.” Hun virkede skuffet over, at han ikke havde mere at sige om det arkæologiske fund. Måske havde hun håbet på, at han kunne fortælle hende en historie om, hvordan skoen var forsvundet. Men han havde ikke noget at komme med i den forbindelse.

Han forsøgte at råde bod på sin manglende entusiasme. ”Man har sikkert ledt alle vegne efter den i sin tid. Man havde jo ikke uendelige mængder af tøj og sko i gamle dage.” Han vendte og drejede posen og betragtede skoen. ”Hvordan i alverden er den endt nede i jorden under græsplænen? Der var for længst vokset masser af planter og buske op i haven, da min bror og jeg kom til.”

Kvinden nikkede. ”Ja. Det er lidt underligt. Og så alligevel ikke. Vi fandt den lige ved flagstangen. Den er sikkert faldet ned i hullet, da man gravede ud til den, og så er der bare ingen, der har lagt mærke til det.” Kvinden kastede et nervøst blik på ham. ”Vi fjernede flagstangen. Jeg håber, det er i orden med jer.”

Han smilede. ”Ja, da. Det er jer, der ejer huset nu, så I skal jo bare gøre, som det passer jer. Og jeg kan heller ikke påstå, at den har været særlig populær. Ikke hos min mor, i hvert fald. Hun fortalte mig engang, at de kun havde flaget én gang. Og det var på halv. Det hørte ikke med til historien, i hvilken anledning det havde været, men hun sagde, at hun igen og igen havde plaget min far om at fjerne den.”

Kvinden så lettet ud. ”Hvis han satte den op, kan jeg godt forstå, at han ikke har villet tage den ned. Vi var nødt til at bruge en kran for at få den olietønde op, den stod i, som var fyldt med cement.”

Det kom ikke bag på Kolbeinn. Hans far var kendt for aldrig at gøre tingene halvt. Hverken til søs eller til lands. Hvis han rejste en flagstang, så skulle den kunne modstå alle tænkelige – og utænkelige – slags uvejr.

De småsnakkede lidt om vind og vejr. Han spurgte, om hun kunne lide at bo i Höfn, og hun sagde, at hun var rigtig glad for det. Hun spurgte, om han selv nogensinde ville flytte tilbage til østlandet, og han sagde, at det regnede han ikke med. Han var for længst blevet bybo, eftersom han stadig var et barn, da familien flyttede til hovedstaden efter forældrenes skilsmisse.

Med det sagt var de løbet tør for samtaleemner. Deres veje havde udelukkende krydset hinanden, fordi han skulle sælge sin fars hus. Han og hans bror havde ikke truffet ægteparret under salgsprocessen, men havde ladet en ejendomsmægler på østlandet stå for al kommunikation. Muligvis kunne de have solgt hurtigere, hvis de havde interesseret sig mere for det, men ingen af dem havde travlt. Deres far døde som en velhavende mand, og det hastede ikke med at komme af med huset, da boet var blevet gjort op.

De to brødres rolle havde kun bestået i at godkende salget og skrive papirerne under. Deres far var død, og huset var ikke blevet efterladt til deres mor, som stadig levede. Og det ville heller ikke have gjort den store forskel, for hun havde fået en hjerneskade og var ikke i stand til ret meget. Hun ville ikke have kunnet vende pennen rigtigt, hvis hun skulle have skrevet under på købsaftalen. Hvis hun da overhovedet kunne skrive sit eget navn længere.

Efter et øjebliks forlegen tavshed røg det ud af ham, om han måtte have lov at byde hende på en kop kaffe, men hun takkede nej. Hun havde en lang køretur foran sig hjem og måtte hellere se at komme af sted. Udnytte lyset. Han takkede hende igen for kassen og skoen, og herefter tog de afsked med hinanden.

Han betragtede hende, mens hun gik over til sin bil, og vinkede til hende fra døren, da hun satte sig ind i den. Så lukkede han døren efter sig, stadig med posen i hånden. Det var venligt af hende, at hun ikke bare havde smidt skoen ud, men egentlig var det bare et spørgsmål om tid, før han selv gjorde det. Han var ikke meget for at samle på gammelt skrammel, og en barnesko, som havde ligget flere år i jorden, faldt i høj grad ind under den kategori.

Men måske ville hans bror synes, det var sjovt at se den. Især hvis det havde været hans sko. Der var ingen af dem, der havde beholdt ret meget fra dødsboet, for de havde ikke noget følelsesmæssigt forhold til farens ting eller møbler. Efter at de flyttede med deres mor til Reykjavik, havde de kun haft begrænset kontakt med ham, og derfor var der heller ikke mange minder forbundet med hans ting. Det havde de fundet ud af, da de sammen tog over til østlandet for at tømme huset og havde bestemt sig for at sælge eller smide størstedelen af indboet ud.

Denne ene kasse og barneskoen var næsten lige så meget, som de i forvejen havde gemt.

Kolbeinn tog skoen op af posen. Han mærkede en svag jordlugt stige op fra det udtørrede læder. Skoen var hård at røre ved, og de løse snørebånd var stive. Det var næsten, som om det var en afstøbning af en sko, han stod med. Han vendte og drejede den og studerede den nøje, men der var intet bekendt ved den. Da han kiggede ned i den, dukkede der dog et minde fra barndommen op.

I hælen på indersiden af skoen kunne man ane et lille stofskilt magen til dem, hans mor havde enten limet eller syet fast i alt hans brors og hans eget tøj, helt op i deres teenageår. Skiltene var forsynet med deres navne og skulle sikre, at tøj og sko fandt hjem igen, hvis de tabte dem eller glemte dem et sted.

Skoen tilhørte derfor formentlig Kolbeinn eller hans bror. Han forsøgte at skrabe lidt på skiltet i håb om, at nogle røde, broderede bogstaver ville dukke frem under jordlaget, men det skete ikke. Ved denne bevægelse kom han til at skubbe til snørebåndet, der lå tværs over skoen, og kunne inden under det ane, hvilken farve læderet oprindelig havde haft.

Det gav et lille sæt i Kolbeinn. Så vidt han kunne se, havde skoen været lyserød. Det var dermed fuldstændig udelukket, at den havde tilhørt ham eller hans bror. Selvom man i dag ikke gik så højt op i at lade ens barns køn bestemme farven på dets tøj, var det en anden sag med hans forældres generation. Især hvad angik hans far. Han var en del ældre end deres mor og endnu mere gammeldags, og han ville aldrig være gået med til, at hans sønner gik i lyserøde sko.

Hvordan kunne det være, at hans mor havde mærket en sko for nogle andre menneskers datter? Det var nærmest udelukket, at nogen anden kunne have mærket den på denne måde. Hans mor var den eneste, der benyttede sig af den metode; andre mødre skrev bare navnene på tøjet med tusch, hvis de overhovedet mærkede det. Det vidste han, fordi han og hans bror blev drillet med det i skolen. Andre mødre syntes at have andet at bruge deres tid på end at sidde og brodere deres børns navne på små stofskilte, som deres mor havde gjort.

Hans nysgerrighed var blevet vakt. Han besluttede sig for at prøve at bløde mærket op i vand for at opløse jorden. Eftersom bogstaverne var syet ind i mærket, var det ikke utænkeligt, at han ville kunne læse, hvad der stod på det.

Vandet i køkkenvasken blev brunt, da det løb af skoen, mens han gnubbede. Han var blevet øm i fingrene, da han endelig mente at kunne se en del af de broderede bogstaver.

Det første bogstav var uden tvivl et S. Derefter kom enten et A, E eller O. Så et L og derefter to bogstaver, han ikke kunne tyde, og så noget, der lignede et R til sidst. Han var ikke længe om at finde to mulige kvindenavne på seks bogstaver, som begyndte med S og endte på R. Der var kun to opgivet på den navneliste, han fandt på nettet. Salvör og Sólvör.

Kolbeinn lagde skoen fra sig.

Salvör.

Navnet sagde ham på en eller anden måde noget. Men lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke hente mindet fra fortiden frem fra hukommelsen. Det var som at forsøge at gribe efter røg, og han gav op.

Han lagde skoen ved siden af vasken og betragtede det brunlige vand, der løb ned i afløbet. Han følte sig underligt tilpas, og han forsøgte at skubbe alt fra sig, der kunne tænkes at have forbindelse til navnet. Det viste sig tit at være den bedste metode, når der var noget, man ikke kunne komme i tanke om. Så dukkede mindet pludselig op, som en forsigtig hund, der ikke ville komme hen til en, indtil man lod, som om man ikke så den.

Han nåede ikke at finde ud af, om det virkede, før hans telefon pludselig ringede. Det var en sygeplejerske fra det hjem, hvor hans mor boede. Kvinden meddelte ham, at han skulle skynde sig at komme, for hans mor havde formodentlig fået et hjerteanfald, og det var uvist, hvor længe hun ville leve.

Det var længe siden, at hans mors liv havde mindet om noget, man kunne kalde et liv, og det var gået stærkt ned ad bakke de seneste måneder. Men alligevel var det her et opkald, som han af hele sit hjerte ønskede, at han ikke havde fået. Han tøvede lidt, mens han forsøgte at få hold på sig selv, men sagde så, at han var på vej.

”Giver du din bror besked?”

Kolbeinn sagde, at det skulle han nok. Inden sygeplejersken lagde på, tilføjede hun: ”Og din søster. Det er meget vigtigt for din mor, at hun også kommer. Selvom det efterhånden er blevet meget svært at forstå hende, så har hun sagt det samme om og om igen, siden hun fik anfaldet. Så du må endelig give hende besked også.”

”Min søster?”

”Ja.” Sygeplejersken lød lidt forvirret. ”Salvör. Hun vil se Salvör, sin datter.”



KAPITEL 1

Der var ingen tegn på, at nogen havde færdedes i området. Sneen lå skinnende hvid og uberørt overalt. Der var heller ikke et levende væsen at se nogen steder, hvilket måske ikke var

så mærkeligt – det var kun ganske få dyr, der kunne overleve en hård vinter i så øde omgivelser som disse. Det havde været meget tydeligt, da de på vejen passerede forbi kadaveret af et får. Det var næsten helt dækket af sne, men lidt af pelsen stak frem fra sneen, tæt besat med isklumper. Får, der ikke nåede med ned fra højlandet under efterårets indsamling, havde ikke nogen muligheder for at klare sig. Det døde får var et nedslående syn, og de skyndte sig hurtigt videre. Der var alligevel ikke noget, de kunne gøre for det stakkels dyr.

Midt i det åbne, ubeskyttede område lå en stor træhytte. Den slidte maling havde set bedre dage, farven havde nok været lysere og ikke nær så mat, men til trods for sit vejrbidte udseende stak hytten alligevel ud fra omgivelserne. Ydervæggenes mosgrønne farve og det rustrøde tag stod i skarp kontrast til den blændende hvide verden rundt om hytten.

Jóhanna spidsede ører. Der kom ikke en lyd fra hytten. Bortset fra sneen, der knirkede under Thórirs støvler, var der dødstille. Han var en redningsarbejder fra Reykjavik, der var kommet herop for at assistere med eftersøgningen. Der hørtes ikke en lyd. Selv vinden syntes at holde vejret. Det var, som om den havde brugt alt sit krudt på stormene, der havde hærget på det sidste.

De seneste uger havde det ene lavtryk lagt sig i halen på det næste og dannet en hel kø på vejrkortene. Til sidst var det endt med, at Jóhanna slukkede for fjernsynet, når der kom vejrudsigt. Det kunne ikke nytte noget at sidde og blive frustreret over det. Vejret kom og gik og opførte sig, som det passede det.

”Her er ikke en sjæl.” Thórir var kommet op på siden af hende. ”Ingen spor, og her er helt stille.”

Jóhanna sagde ikke noget. Det var unødvendigt. Hun pegede op mod den snedækkede fjeldside, som næsten dannede en halvcirkel omkring det flade stykke land, hvor træhytten lå. ”Hvad tror du, det der er?” Et stykke oppe af fjeldsiden stak noget, der lignede et rensdyrgevir, op af sneen. ”Er det et gevir eller nogle grene?”

Thórir trak på skuldrene. Bevægelsen var knap nok til at få øje på under den kraftige termodragt. Jóhanna var iført en lignende dragt med Hornafjördurs redningstjenestes logo foran og bagpå. ”Aner det ikke. Men et menneske er det ikke.”

Jóhanna havde ikke noget at sige til dette. ”Lad os kigge ind i hytten nu, hvor vi alligevel er kommet helt herop. Måske er de derinde, selvom vi ikke kan høre dem, hvem ved? Måske sover de.”

”Eller er helt afkræftede.”

Ingen af dem nævnte den tredje mulighed. I stedet begyndte de at gå af sted gennem sneen over mod hytten. De forstod begge to at være stille, og det var Jóhanna taknemmelig for.

Hun var mange gange blevet sat sammen med en mandlig eller kvindelig redningsarbejder på lignende eftersøgninger, hvor det viste sig, at det var en, der talte uophørligt. Det syntes ikke at gøre nogen forskel, om hun svarede kort eller slet ikke. Personen ævlede bare endnu mere for at kompensere for Jóhannas manglende respons. Når hun kom hjem efter sådan en tur, havde hun bogstavelig talt ondt i ørerne, og hun gik ud fra, at makkeren havde ondt i kæberne. Men det var ikke nogen trøst.

Jóhanna vidste, at hendes kolleger i redningstjenesten tænkte, at hun havde fået sorteper, da det blev bestemt, at hun skulle danne par med Thórir under eftersøgningen. Han var kommet fra et andet redningskorps for at assistere med eftersøgningen sammen med nogle andre redningsarbejdere fra forskellige dele af landet. Men eftersom han var fra Reykjavik og desuden uddannet i kriseledelse, blev han mistænkt for at være en besserwisser, som så ned på redningskorpsene i provinsen.

Man byggede ikke den konklusion på andet, end at manden syntes at have troet, at han skulle være på hovedkvarteret i Höfn. Men de havde god brug for alt det mandskab, de kunne skrabe sammen, og derfor havde han fået lov at låne en termodragt og var blevet sendt af sted sammen med resten af holdet.

Bortset fra denne misforståelse havde Jóhanna ikke lagt mærke til noget i hans måde at være på, som kunne pege på, at folk havde ret i deres mistanke. Tværtimod havde manden ladet hende tage styringen og var fulgt efter hende uden at gøre indsigelser eller komme med bemærkninger. Ikke desto mindre kunne hun ikke undgå at føle, at hun var kommet under lup, og at hendes ageren i situationen blev vurderet.

De trådte op på træterrassen foran hytten. Den var dækket af sne ligesom alt andet. Ubetrådt. Jóhanna lod blikket glide hen langs forsiden af hytten og konstaterede, at der var skodder slået for vinduerne. Det sagde dog ikke ret meget. Folk, som søgte ly for vejret i en hytte, begyndte ikke at fjerne skodderne. Hvem havde også lyst til at kigge ud, når man endelig havde fundet et sted at være efter at have gennemgået en masse strabadser?

Skodderne ydede beskyttelse mod de storme, som ofte rasede på denne tid af året, og som var blevet værre med årene. Jóhanna kunne ikke mindes, at vejret havde været så ustadigt og voldsomt, da hun var barn. I hvert fald ikke år efter år.

Over døren hang et skilt med hyttens navn: Thule. De stirrede begge på det, men ingen af dem sagde det, som de formentlig begge tænkte. Den amerikanske indskrift hørte ikke hjemme i den islandske ødemark. I stedet hjalp de hinanden med at skubbe sneen væk fra døren. De ryddede et tilstrækkelig stort område til, at den kunne åbnes, men ingen af dem havde lyst til at gå ind, så de blev bare ved med at fjerne sneen fra træterrassen.

Selvom der ikke var noget, der tydede på, at gruppen, som de ledte efter, var derinde, havde de begge gjort sig én ting klart: Hvis de alligevel skulle vise sig at være derinde, var de ikke længere i live.

Jóhanna trak vejret dybt ind, da arbejdet med at rydde sneen væk var blevet uforholdsmæssigt langtrukket. De var klar til at åbne døren. Den kolde luft fyldte hendes lunger, men hun følte sig ikke bedre tilpas af den grund. Men i det mindste kunne hun skyde skylden på kulden, da hun fik kuldegysninger og forsøgte at bilde sig selv ind, at det ikke havde noget at gøre med stilheden i hytten.

”Har du nogensinde fundet et dødt menneske?” Thórir virkede heller ikke ivrig efter at åbne døren.

Det sidste, Jóhanna havde lyst til i øjeblikket, var at tænke på det. Faktisk skubbede hun altid mindet om det fra sig, når det dukkede op i tankerne. ”Ja. Desværre.”

Thórir tav lidt, men spurgte så: ”Mange?”

Jóhanna sukkede indvendigt. Hvis det her var en test, så var den en virkelig ubehagelig en af slagsen. ”Tre. Og jeg har set mange, der var hårdt sårede.” Hun så en busulykke på fjeldheden Hellisheidi for sit indre blik, som hun var blevet kaldt ud til for to år siden, mens hun stadig boede i Reykjavik. Tre af passagererne havde endt deres rejse blandt de skarpe lavasten, efter at være blevet slynget ud af bussen.

Hun så også ulykken for sig, som hun selv havde været involveret i. En bilulykke, hvor hun endte med at ligge forslået i vejkanten, tæt på at miste bevidstheden. Det havde været tæt på, og hun forsøgte at tvinge sine tanker i den retning. Måske ville det samme ske for den forsvundne gruppe, de ledte efter. Måske ville de blive reddet, selvom udsigterne var dystre. Men det lykkedes hende ikke at aflede sine tanker fra bilulykken. Hun klemte øjnene hårdt i. Så tvang hun sig selv til at vende tilbage til nuet. ”Hvad med dig?”

”Ja. Desværre.” Manden virkede lige så lidt ivrig som hun selv efter at tale om den erfaring. Muligvis havde han spurgt hende om det for at høre, hvor erfaren hun var, og hvilken reaktion han kunne forvente fra hende, hvis de gik ind i hytten og fandt alle de eftersøgte døde derinde.

Han behøvede ikke at være bekymret for, at hun ikke kunne håndtere det. Men der var noget, der sagde hende, at det heller ikke ville komme dertil. Jóhanna rettede sig lidt op og så på Thórir. ”Hytten er lige så tom, som da hyttevagten forlod den i efteråret; det er, hvad jeg tror. Så vi skal ikke forvente at finde noget særligt derinde.” I virkeligheden havde hun en helt anden fornemmelse. Der var noget ubehageligt ved dette sted i udkanten af højlandet. Mennesker hørte ikke hjemme der. Det gjorde hytten heller ikke. Her skulle naturen have lov at være i fred.

Under sneen, på det flade område omkring hytten, var der en temmelig elendig græseng. Af samme grund havde man forsøgt at så mere græs, men menneskets forsøg på at forme omgivelserne var ikke den store nytte til. Hver sommer var man nødt til at så nyt græs på de bare pletter, som ellers bredte sig. Hun havde selv været her sidste sommer med sin mand og hjulpet med arbejdet.

Den tur havde været en enestående oplevelse. Naturen havde vist sig fra sin smukkeste side, og Jóhanna havde aldrig set sådan en farvepragt som her i dette tidligere aktive vulkanområde. Jordlagene, der nu lå skjult under sneen, gav fjeldsiderne alle regnbuens farver. De havde ikke kun besøgt den hytte, hun og Thórir nu stod ved, men også nogle andre i området.

Det var en del af den måde, man finansierede redningstjenesten på, og de fleste hytteejere betalte gerne for den service. Derfor havde hun sammen med sin mand og nogle gode venner vandret rundt overalt i området, men al den glæde og det mentale løft, som den tur havde bragt hende, var nu forsvundet som dug for solen. Hun følte sig tung til mode, og frygten var begyndt at snige sig ind på hende.

Det hang ikke kun sammen med det vinterlige landskab og sneen, som skjulte de farverige fjeldes skønhed. Det var først og fremmest selve eftersøgningen, som voldte hende ubehag. Der var nemlig ikke den store grund til optimisme, selvom lederne af eftersøgningen havde forsøgt at peppe holdet op, inden de drog af sted. Det var ikke lykkedes særlig godt, og det var heller ikke mange oplysninger, de kunne give eftersøgningsholdet. Og det, som de faktisk havde kunnet oplyse, var ualmindelig mærkeligt.

Man søgte efter fire eller fem personer, islændinge, som ikke havde ladet høre fra sig i lidt over en uge. De var ikke blevet meldt savnet før efter fem dage, og på grund af dårligt vejr havde man ikke påbegyndt eftersøgningen før nu. Mens stormen rasede, prøvede politiet at spore gruppen via deres mobiltelefoner, der alle sidst havde været på mobilnettet på Kollmúlavegur, en fjeldvej, der førte ind i højlandsområdet Lónsöræfi. Herefter var de alle fire faldet ud.

Det var uklart, om den femte person havde været sammen med dem. Man kunne kun opspore data på fire telefoner derude, men det var ikke nødvendigvis sigende for, hvor mange personer de var i gruppen. Den femte person havde måske ikke en telefon med eller havde slukket for den.

Det, der gjorde, at man troede, de havde været fem, var det faktum, at de to par, som var meldt savnet, var kommet med fly til Hornafjördur, og de havde hverken lejet bil eller lånt en, så vidt man vidste. De havde overnattet én nat på et hotel i byen, og kvinden i receptionen, der havde tjekket dem ud, mente at have set, at der holdt nogen udenfor i en bil, som var der for at hente dem. Om det var en kvinde eller en mand, havde hun ingen idé om.

For at komplicere sagen yderligere var den omtalte bil ikke blevet fundet nogen steder langs landevejen eller grusveje ind i højlandet. Hvis der var tale om en terrængående bil, kunne det naturligvis godt være, at den dukkede op. Men formodentlig havde gruppen aftalt med en, at vedkommende skulle køre dem ind i højlandet, og da det var gjort, kørte personen tilbage igen. Hvis det forholdt sig sådan, ville chaufføren formentlig stå frem nu, hvor medierne havde bragt nyheden om, at eftersøgningen af gruppen var i gang.

Det var ikke noget nyt, at folk forsvandt i højlandet. Og det var heller ikke usædvanligt, at folk begav sig ud i vildmarken, til trods for en dårlig vejrudsigt. Men at en gruppe islændinge kunne finde på at tage på fornøjelsestur i højlandets ødemark om vinteren, var særdeles usædvanligt. Når det en sjælden gang skete, at islændinge forsvandt under disse omstændigheder, drejede det sig som regel om to-tre venner, der var taget på snescooter-tur eller var ude at lede efter et godt sted at stå på ski. Hvis det var om efteråret, kom der også rypejægere til.

Men det var ikke tilfældet her. Det var ikke en gruppe mennesker, som dyrkede vintersport, man ledte efter. De var heller ikke friluftsfolk eller store eventyrere. De to mænd havde dyrket rensdyrjagt, men jagtsæsonen var for længst forbi, og der var ikke længere nogen hjorder i området. De to kvinder havde aldrig søgt om jagttegn af nogen art. Det var folk fra Reykjavik, to par i trediverne, og det stod ikke klart, hvad de ville her i området. Måske var de ude for at finde et sted, hvor de kunne tage det perfekte vinterbillede til Instagram.

Selv den forklaring var dog tvivlsom. Den sydøstlige del af landet havde ikke monopol på islandsk vinter. Gruppen havde ikke behøvet at tage et fly ud af byen for at finde nogle snelandskaber.

Ifølge de pårørende til deltagerne i højlandsturen havde de meddelt på arbejdet og til deres nærmeste, at de skulle være væk i knap en uge. At de var på vej på en eventyrlig tur, som gik til Islands øde egne, hvor der hverken var net- eller telefonforbindelse. Det var ikke blevet nævnt, hvad formålet var med turen, og de havde heller ikke sagt, præcis hvor de skulle hen. Ifølge nogle af dem, man havde talt med, havde de sagt, at de ikke kendte målet med turen. De fleste af de pårørende hældede til den teori, at de fire havde købt en organiseret tur, som blev solgt under de præmisser.

Det var endnu ikke lykkedes at finde et bureau, der solgte den slags ture ind i Lónsöræfi midt om vinteren. Forståeligt nok. Det ville være det rene vanvid at organisere og sælge den slags ture.

Et vandrelav i Øst-Skaftafell sagde, at de havde fået en forespørgsel om en hytte, som måske kunne have med denne gruppe at gøre, men at hytterne i højlandet generelt var lukket på denne årstid. Den stod ganske vist ulåst, men det var bare en sikkerhedsforanstaltning, hvis nogen fik brug for den i nødstilfælde, men den blev ikke lejet ud om vinteren. Manden, som havde talt med eftersøgningsholdet, sagde, at han havde haft på fornemmelsen, at personen, der ringede ind med forespørgslen, ikke ville rette sig efter reglerne. Han havde en mistanke om, at vedkommende ville benytte sig af hytten, som jo var åben for alle.

Størsteparten af redningskorpset blev sendt over til den pågældende hytte. Man undersøgte den og gennemsøgte området omkring den og søgte ligeledes ved en anden fjeldhytte, hvor vagten i nationalpark Vatnajökull holdt til om sommeren.

Men der var flere hytter i området, og resten af redningskorpset blev delt op i mindre grupper og sendt ud for at undersøge dem alle. Ingen af ejerne af hytterne havde fået en forespørgsel om udleje, men det udelukkede ikke, at den eftersøgte gruppe havde søgt læ for vejr og vind i en af den.

Der var tale om en privatejet hytte ved Eskifell, to hytter, som var ejet af Fljótsdalsherred Vandrelav, den ene ved Geldingafell og den anden ved søen Kollumúli, samt Djúpivogur Vandrelavs hytte ved Leirás og hytten, som Jóhanna og Thórir havde fået til opgave at undersøge. Derudover blev der sendt to mænd af sted til ødegårdene Eskifell og Grund i Vídidalur, hvis gruppen skulle være endt der.

Det var et forsøg på at skyde med spredehagl, eftersom man ikke med sikkerhed vidste, hvilken retning gruppen var gået i. Der blev god brug for det ekstra mandskab, man havde tilkaldt. Selvom redningskorpset var godt bemandet, kunne det ikke klare så omfattende en eftersøgning.

Hytten Thule, som Jóhanna og Thórir skulle undersøge, havde tidligere været ejet af den amerikanske hær, mens den drev radarstationen ude på halvøen Stokksnes. Da kystvagten overtog denne, fulgte hytten med i købet. Så vidt Jóhanna forstod, havde hytten været lidt af et problem, eftersom der ikke rigtig var brug for den. De ansatte hos kystvagten havde sikkert rigeligt af udendørs oplevelser i forbindelse med deres daglige arbejde og følte ikke trang til at bruge deres sommerferie på vandreture i vildmarken.

Jóhanna tog et skridt hen imod døren, men Thórir kom hende i forkøbet. Det var sikkert et forsøg på at opretholde hovedstadsområdets ære. Måske var han bange for at fremstå som lidt af en kujon i hendes øjne, hvis han virkede, som om han var nervøs for at blive mødt af et eller andet forfærdeligt syn inde i hytten. Det var en stor misforståelse. Hvis man frygtede den slags, havde man ikke noget at gøre i et redningskorps.

Jóhanna lod ham åbne døren til hytten. Det var hende lige meget. Hun betragtede ham, mens han skubbede døren op og stirrede ind i mørket. Hun kunne se på hans forbavsede ansigtsudtryk, at der var noget derinde, som han ikke havde forventet, men hun kunne også se, at han ikke havde fået øje på et lig. Han så undrende ud – ikke bedrøvet.

Jóhanna skubbede selv til døren, så den åbnede helt, og fik øje på det samme som Thórir. Inden for døren lå en bunke tøj. Jóhanna kunne skelne en frakke, overtræksbukser, handsker og vandrestøvler og derudover noget almindeligt tøj, som ikke var overtøj.

Rummet virkede forladt, og der var bælgravende mørkt. Hun fandt sin lommelygte frem og rettede lyskeglen mod gulvet længere inde, på den anden side af tøjbunken. Man kunne se en hel del fodspor i støvet, der lå overalt, og det så ud til, at flere personer havde gået rundt der. Men hvor mange og hvornår var ikke godt at sige.

”Mon det er spor efter dem, vi leder efter?” Thórir vendte sig mod Jóhanna. ”Og tilhører tøjet mon dem? Eller er det noget, som blev efterladt her i efteråret?”

Jóhanna kunne ikke svare på det. Men hvis frakken og vinter- støvlerne tilhørte en af dem fra gruppen, de var ude for at finde, kunne den person ikke være langt væk derfra. Vedkommende havde næppe bevæget sig ud i sneen og kulden uden at iføre sig støvler og overtøj.

Stilheden blev endnu mere trykkende. Jóhanna stak hovedet ind ad døren og snusede. Det var en lettelse at konstatere, at der ikke var nogen lugt derinde, som tilkendegav, at hytten var blevet til et gravkammer. Men eftersom det var lige så koldt inde som ude, sagde det selvfølgelig ikke ret meget.

De betragtede det farverige tøj. Der var noget, der sagde Jóhanna, at det var blevet lagt der for nylig. I modsætning til gulvet lå der ikke noget støvlag på tøjet. Der var ikke andet at gøre end at gå ind og få afkræftet mistanken om, at de savnede personer alle lå døde derinde. Det var jo også derfor, de havde kæmpet sig gennem sneen hele vejen herud. For at finde ud af, hvor de var blevet af. De havde skumplet rundt på bagsædet af en offroader. Var blevet sat af ved stien op til hytten og havde kæmpet sig af sted gennem snedriverne, vadet gennem smalle kløfter og var gledet og faldet utallige gange undervejs..

”Lad os kigge indenfor.” Jóhanna smøg sig forbi Thórir, da han trådte til side for hende. Hun vidste ikke, om han gjorde det for at være høflig, eller fordi han vægrede sig ved at gå forrest. Det gjorde heller ingen forskel. Hun bøjede sig ned over tøjet og undersøgte det overfladisk. ”At dømme efter størrelserne tilhører det en kvinde. Eller flere kvinder.” Hun sukkede. ”Kom. Lad os gøre det systematisk. Vi begynder ovenpå.”

Luften i hytten var tung og stillestående. Thórir lukkede døren efter sig, og nu var lyset fra Jóhannas lygte det eneste, de havde at orientere sig efter. Det svage vinterlys udenfor trængte ikke ind under de kraftige skodder. Thórir skyndte sig at åbne døren igen, men lyset nåede ikke langt ind. Hytten var stor og i to etager.

Thórir tog også sin lommelygte frem og tændte den, og det blev lidt nemmere at se. Jóhanna ville have foretrukket, at den lyste kraftigere og kastede en bredere lyskegle, men det var der ikke noget at gøre ved. De måtte nøjes med det, de havde. De gik ind i det centrale rum i hytten og delte sig i to.

Tyve minutter senere stod de igen ude på terrassen uden at være blevet klogere. De havde fundet flere ting, der pegede på, at de savnede personer havde været i hytten. I et af værelserne lå der et par sokker under sengen, som var vendt på vrangen, og i modsætning til gulvet var de ikke støvede. I køkkenet var der emballage fra madvarer i skraldespanden, og man kunne se, at der var blevet lavet mad. At dømme efter datomærkningen på emballagen var den blevet smidt ud for nylig.

På badeværelset stod der en tandbørste og en tube tandpasta i et glas, og på en hylde over vasken lå der en næsten tom pakke med renseservietter. I en åben skraldespand ved siden af toilettet lå der noget tandtråd og en sammenkrøllet renseserviet, der så ud til at være blevet brugt til at fjerne mascara. Der hang et lille håndklæde ved siden af vasken, som var tørt. Det samme gjaldt et viskestykke, som var blevet hængt op på stangen foran ovnen i køkkenet. Tørt, men ikke støvet. Næsten uanset hvor man kiggede hen, var det tydeligt, at der havde boet folk i hytten.

Men til trods for en grundig eftersøgning fandt de ingen.

Jóhanna stod på terrassen og så ud over området. Sne, sne og atter sne. Og så rensdyrgeviret oppe på fjeldsiden. Hun holdt hånden op for at skygge for øjnene, så hun bedre kunne se, og blev sikker i sin sag. Det var et gevir, ikke en forkrøblet busk. Det lignede en skelethånd, der strakte de halvt krummede fingre op mod himlen. Det så ud, som om der lå noget under sneen, der hvor det stak op, så formentlig var det ikke bare et gevir, men et helt dyr. Hun lod hånden falde og så væk. Rensdyret havde formodentlig ikke noget at gøre med de forsvundne personer. ”Hvor i alverden er de gået hen?”

Thórir rynkede de mørke bryn. ”Måske tog de ud for at vandre og løb ind i et uvejr. Det har sneet uden ophør de seneste dage, så deres spor ville i så fald for længst være forsvundet. Så vidt jeg forstår, har snefaldet den seneste tid slået alle rekorder.”

Det havde han ret i, og det var sandsynligvis forklaringen. Gruppen var vandret af sted ud i højlandet og var omkommet. Lónsöræfi var et stort område, og der gik mange og lange vandreruter ud fra hytten. Det ville ikke blive nævnt at finde de pågældende personer, hvis deres lig lå skjult under et tykt lag sne. Der var optræk til endnu en storm, og derudover skulle det blive langvarig frost.

Hun håbede inderligt, at de havde søgt ly i en anden hytte. Måske var der et andet eftersøgningshold, der havde fundet dem.

Jóhanna nåede ikke at trøste sig ret længe ved den forestilling, før hun blev forstyrret af tanken om, hvorfor i alverden de havde begivet sig ud i ødemarken og efterladt overtøj og sko i hytten. Det var der ingen forklaring på.

”Vi må hellere se at komme tilbage, inden det bliver mørkt.” Jóhannas blik søgte op mod geviret. Dets tilstedeværelse der på den stejle fjeldside generede hende. Mændene i gruppen var jægere. Hvis dyret var blevet skudt, så havde det måske betydning for fortsættelsen af eftersøgningen. De havde ikke uanede mængder af tid, men de kunne ikke forlade stedet uden at have undersøgt det. Det ville være en katastrofe, hvis det viste sig, at krybskytteri var årsagen til, at de forsvundne personer var taget op til hytten, og at hun og Thórir havde undladt at se på sagen. Jóhanna var ikke kendt for at være en, der sad med hænderne i skødet. ”Men først er vi nødt til at undersøge rensdyret.”

Thórir protesterede ikke, og de begyndte at vade af sted gennem den dybe sne, så hurtigt de kunne. Isskorpen var ikke den samme tykkelse overalt, og visse steder var den papirtynd. Sine steder gik de igennem til midt på livet, for hvert skridt de tog. Det blev endnu hårdere, da de begyndte at stige op ad fjeldsiden. De var næsten nået op til geviret, da Jóhanna pludselig stoppede op. ”Jeg trådte på noget.” Hun stirrede ned på sin højre fod.

”Måske en sten?” Thórir satte hænderne i siden og rynkede brynene.

”Nej. Det var ikke en sten.” Jóhanna flyttede foden og stirrede ned i hullet. Hun udstødte et gisp og måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at miste balancen og falde baglæns ned ad fjeldsiden. ”Hva’ satan!”

Thórir kom over til hende. Nu var det hans tur til næsten at gå bagover. Nede i hullet kunne man skimte en del af et ansigt. Et vidt opspærret, brustent øje stirrede op på dem.




Under sneen

Et redningshold bliver sendt ud i det islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud midt om vinteren, ud i mørke og snestorme? Og hvorfor forlod de det lille shelter de havde, uden ordentligt overtøj og helt udsatte?

Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. Intet er hvad det ser ud til. Om det er blodpølen fundet i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko der har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, eller det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker …

Under sneen er en hårrejsende og foruroligende roman, som får dig til at gyse. I denne fantastiske stand-alone thriller beviser Yrsa Sigurðardóttir endnu engang, at “hun er frygtens frembringer, præcis så behændig som forfattere som Stephen King.” (The Independent)

Du kan købe Under sneen i din lokale boghandel eller online hos Bog & Idé.