Fantasy og dystopi Romantiske bøger Young Adult-romaner

Ny hybridgenre hitter: Alle elsker romantasy

Romantasy

Genren er en uimodståelig blanding af romance og fantasy. Den byder på drager, varulve, elvere – og stormende forelskelser. What’s not to like?

Pige møder dreng. Dreng viser sig at være en farlig dæmon. Forviklinger følger, men i sidste ende får de selvfølgelig hinanden.

Cirka sådan forløber plottet i mange romaner fra en storhittende genre, der har taget verden med storm: romantasy. Hashtagget #romantasy er brugt over 800 millioner gange på TikTok, og fans af genren skaber lange køer foran boghandlere.

Vi dykker ned i fænomenet her.

Magi, mytiske væsener og masser af kærlighed

Romantasy låner alt det bedste fra romance- og fantasygenren. Først og fremmest er kærlighedshistorien central. Det er tiltrækningen mellem de to hovedpersoner, der bærer plottet; ofte fortalt gennem en række kendte og elskede troper fra romancelitteraturen. Det gælder blandt andet trekantsdramaer, misforståelser og karakterer, der går fra at være fjender til at være elskende (den såkaldte enemies-to-lovers-fortælling, som selveste Jane Austen gjorde populær i starten af 1800-tallet).

Samtidig indeholder en god romantasy en masse træk fra fantasygenren: magi, mytiske væsener og en hovedperson med særlige evner, der kastes ud på en farefuld rejse.

I et interview med The Guardian sætter den canadiske forfatter Nisha J. Tuli ord på, hvorfor romantasy kan andet og mere end almindelig romance:

”Det, jeg elsker ved romantasy, er, at der er helt enormt meget på spil. Det får man ikke i en almindelig kontor-romance. Jeg elsker, at plottet i en romantasy kan lyde: ’Han myrdede hele din familie, men nu forelsker I jer i hinanden.’ Den slags er kun mulig i et fantasy-univers.”

LÆS OGSÅ: Millioner køber Colleen Hoovers bøger om kærlighed med kant

Nej tak til hvide mænd og middelalderen

I romantasy er der langt til den klassiske middelalderfantasy, hvor en hvid mand redder verden.

I stedet er det en mangfoldig og moderne genre. Som regel er det en modig kvindelig hovedperson, der tager kampen op mod farlige monstre. Desuden er romantasy-bøger ofte fortalt fra en minoritetsgruppes perspektiv, og man ser i stigende grad queer kærlighedsfortællinger indenfor genren.

Blandt de største internationale romantasy-forfattere finder man Rebecca Yarros og Sarah J. Maas. De skriver medrivende, episke fortællinger om varvulve, drager, elvere – og stormende forelskelser. Maas’ bøger har solgt i over 37 millioner eksemplarer verden over og er oversat til 38 sprog, mens Yarros’ roman Fourth Wing vandt læserprisen Goodreads Choice Awards 2023 i kategorien ’Bedste romantasy’.

LÆS OGSÅ: Karen M. McManus: Romance og krimi er den perfekte blanding

I slutningen af 2000’erne og igennem 2010’erne var det en anden fantasygenre, der hittede: ’grimdark’. I grimdark-fantasy står den på gråvejr, vold og krig – faktisk kan det næsten ikke blive blodigt nok. Det største fænomen inden for grimdark-genren er ubetinget Game of Thrones-bøgerne af George R. R. Martin, der også blev en verdensomspændende succes som tv-serie på HBO.

Men i dag søger en stor skare læsere altså en anden form for fantasy, hvor der er mindre blod og meget mere kærlighed.

Unge elsker romantasy

“Er du til fe-hoffer? Blodtørstige royale der kæmper om tronen? Plottwist på plottwist og afsløring efter afsløring? Hjertevarmende scener fulgt af hjerteskærende scener? Den mest pinefulde, men også mest romantiske had-til-kærligheds-fortælling i verden? Så saml denne bog op.”

Sådan skriver en bruger på læsefællesskabet Goodreads om Holly Blacks young adult-roman Prinsen af Ondskab.

Holly Black er en af de mest populære romantasy-forfattere, der skriver til unge. I Prinsen af Ondskab, det første bind i hendes bedst sælgende Folk of the Air-serie, bliver pigen Jude bortført til elverriget Faerie, hvor den ondskabsfulde kongesøn Cardan gør livet surt for hende. Alligevel tiltrækkes Jude uimodståeligt af den smukke prins.

LÆS OGSÅ: Fem tips til at overleve i Holly Blacks elver-verden

Det er en fortælling, der har vakt begejstring blandt unge læsere. Holly Blacks bøger har solgt i over 26 millioner eksemplarer verden over og er oversat til mere end 30 sprog.

Unge elsker nemlig romantasy. Blandingen af episke eventyr og længselsfuld kærlighed har fundet en dedikeret fanskare blandt en ny generation af læsere, og det er især de unge, der deler deres læseglæde, fanteorier og anbefalinger på TikTok og andre sociale medier.

Som en anden Holly Black-fan skriver om Prinsen af Ondskab på Goodreads:

”Det var umuligt at lægge bogen fra mig og gå i seng. Den har vendt op og ned på min døgnrytme. Men det er alt sammen lige meget, for jeg vil gøre hvad som helst for denne bog! Jeg elsker den af hele mit hjerte.”

Fans af Folk of the Air kan glæde sig til sensommeren 2024, hvor femte bind i serien udkommer på dansk.


Læs mere om Folk of the Air-serien her:

Prinsen af Ondskab

holly black, fantasy, magi, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, serier, serie, ya-bøger

Da Judes forældre bliver brutalt myrdet, bliver hun og tvillingesøsteren bortført til elvernes magiske verden.

De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der finder de to menneskebørn latterlige og grimme. Især Jude står for skud.

Med livet som indsats forsøger hun at modsætte sig deres nedværdigende blikke. Hun tager til genmæle, og i sin kamp for at opnå respekt, får hun magtfulde fjender.

Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: magt.

Du kan købe Prinsen af ondskab i Bog & idé eller i din lokale boghandel.


Kongen af mørke

all the feels, konge af mørke, prinsen af ondskab, folk of the air, holly black, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, fantasy

Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har placeret hende midt i kampen for tronen, lillebrorens sikkerhed og hendes eget liv.

Jude har alt at miste, men hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til selv at indtage tronen.

Men forholdet mellem Jude og Cardan er et minefelt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.

Du kan købe Kongen af mørke online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandler.


Dronningen af Intet

Ny hybridgenre hitter: Alle elsker romantasy

Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.

Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.

Du kan købe Dronningen af intet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Den stjålne arving

Ny hybridgenre hitter: Alle elsker romantasy

4. bog i den populære serie ‘Folk of the Air’ af bestseller-forfatteren Holly Black.

De sidste otte år har freden hersket i Faerie, men i nord lægger lady Nore planer, som skal sikre hende den hævn, hun har tørstet efter så længe. 

Suren har søgt tilflugt i menneskenes verden fra de rædsler, hun måtte udstå ved Tændernes Hof. Men da hun en nat falder i et baghold, bliver hun reddet af prins Oak. Og nu står hun i gæld til ham. En gæld han gerne vil indfri ved at tage hende med tilbage til Faerie, hvor hun skal hjælpe ham med at fuldføre en plan om at drage mod nord. Det sted Suren hader og frygter af hele sit hjerte.

Du kan købe Folk of the Air (4) Den stjålne arving online eller i din nærmeste boghandel.