Prinsen af ondskab fortæller historien om menneskepigen Jude, der bliver bortført til elvernes verden. Træd ind i Holly Blacks mørke og magiske univers med et uddrag af første bind i Folk of the Air-serien.
En søvnig søndag eftermiddag standsede en mand op foran et hus på en løvfyldt gade. Han havde ikke parkeret en bil, og han var heller ikke ankommet med taxa. Ingen naboer havde set ham spadsere hen ad fortovet. Han dukkede ganske enkelt op, som var han trådt ud fra en skygge.
Manden gik hen til døren og løftede hånden for at banke på. Inde i huset sad Jude på gulvtæppet i stuen og spise fiskefingre. De var bløde efter at være blevet varmet i mikroovnen og pølen af ketchup, som hun trak dem igennem, hjalp heller ikke. Hendes tvillingesøster, Taryn, slumrede på sofaen under et tæppe og med en tommelfinger mellem de juiceklistrede læber.
I den anden ende af sofaen sad deres storesøster, Vivienne, og så fjernsyn. Hendes sælsomme blik med de dråbeformede pupiller var rettet mod tegnefilmmusen, der forsøgte at løbe fra tegnefilmkatten. Hun lo, når det så ud til, at musen var tæt på at blive spist.
Vivi lignede ikke andre storesøstre, men eftersom syvårige Jude og Taryn var enæggede tvillinger, med det samme pjuskede, brune hår og hjerteformede ansigter, var de også anderledes. Så for Jude var Vivis øjne og hendes let spidsede og behårede ører ikke meget mærkeligere end at være spejludgaven af en anden person.
Og hvis Jude af og til bemærkede, hvordan børnene i kvarteret undgik Vivi, eller hvordan deres egne forældre talte om hende med lave, bekymrede stemmer, tænkte hun aldrig, at det var noget vigtigt. Voksne var altid bekymrede, og de hviskede altid.
Taryn gabte, strakte sig og lagde kinden mod Vivis knæ.
Udenfor skinnede solen og brændte ned over asfalten på vejene. Plæneklippermotorer brummede, og børn plaskede i bassiner i baghaverne. Far var ude i udhuset, hvor han havde et smedeværksted. Mor var i køkkenet og lavede burgere. Alting var kedeligt. Alting var fint.
Da der blev banket på døren, løb Jude ud for at lukke op. Hun håbede, at det var en af pigerne fra den anden side at vejen, som ville spille computer eller invitere hende over til en eftermiddagssvømmetur.
Den høje mand stod på deres dørmåtte og så ned på hende. Han havde en lang, brun læderjakke på, til trods for varmen. Hans sko var beslåede med sølv, og de klang hult, da han trådte over dørtrinnet. Jude kiggede op på hans skyggelagte ansigt og gøs.
“Mor,” råbte hun. “Moooooooor. Der er kommet nogen.”
Hendes mor kom ud fra køkkenet, mens hun tørrede sine våde hænder i bukserne. Da hun fik øje på manden, blev hun bleg. “Gå op på dit værelse,” sagde hun til Jude med en uhyggelig stemme. “Nu!”
“Hvis barn er det?” spurgte manden og pegede på Jude. Hans stemme havde en mærkelig accent. “Dit? Hans?”
“Ingens.” Mor så ikke engang over mod Jude. “Hun er ingens.”
Det passede ikke. Jude og Taryn lignede deres far på en prik. Det sagde alle. Hun tog et par skridt hen mod trappen, men hun havde ikke lyst til at være alene på værelset. Vivi, tænkte Jude. Vivi ved garanteret, hvem den høje mand er. Vivi ved, hvad vi skal gøre.
Men det var, som om Jude ikke kunne få sig selv til at gå videre.
“Jeg har set mange umulige ting,” sagde manden. “Jeg har set agernet før egetræet. Jeg har set gnisten før flammen. Men jeg har aldrig set noget som dette: En død kvinde, som lever. Et barn født ud af ingenting.”
Mor lod ikke til at vide, hvad hun skulle svare. Hendes krop dirrede af anspændelse. Jude ville gerne tage hendes hånd og give den et klem, men hun turde ikke.
“Jeg troede ikke helt på Balekin, da han fortalte mig, at jeg kunne finde dig her,” sagde manden en smule mildere. “Knoglerne af en jordisk kvinde og hendes ufødte barn i de forkullede ruiner af mit gods var overbevisende. Ved du, hvordan det er at vende tilbage fra slagmarken og finde sin kone død – og ens eneste arving død sammen med hende? At vende tilbage og se sit liv forvandlet til aske?”
Mor rystede på hovedet. Ikke som om hun svarede ham, men som om hun forsøgte at ryste ordene af sig.
Han tog et skridt frem mod hende, og hun tog et skridt bagud. Der var et eller andet galt med den høje mands ben. Han bevægede sig stift, som om han havde ondt i det. Lyset var anderledes i entreen, og Jude kunne se hans huds besynderlige, grønne skær og tænderne i hans undermund, som så ud til at være for store bag læben.
Hun kunne se, at hans øjne var ligesom Vivis.
“Jeg ville aldrig være blevet lykkelig sammen med dig,” sagde mor til ham.
“Din verden er ikke for folk som mig.”
Den høje mand betragtede hende i et langt øjeblik. “Du aflagde et ægteskabsløfte,” sagde han til sidst.
Mor løftede hagen. “Og derefter fornægtede jeg det.”
Hans blik gled over mod Jude, og han fik et hårdt udtryk i ansigtet. “Hvad er et løfte fra en dødelig hustru værd? Jeg har vel fået mit svar.”
Mor vendte sig om og blev tydeligt overrasket over, at Jude stadig stod der. Ved synet af sin mors ansigtsudtryk skyndte Jude sig ind i stuen.
Taryn sov stadig. Fjernsynet kørte stadig. Vivienne kiggede op med halvlukkede katteøjne. “Hvem er det?” spurgte hun. “Det lyder, som om nogen skændes.”
“En uhyggelig mand,” svarede Jude stakåndet, selv om hun knap nok havde løbet. “Vi skal gå ovenpå.”
Hun var ligeglad med, at mor bare havde sagt, at hun skulle gå ovenpå. Hun havde ikke tænkt sig at gøre det alene. Vivi rejste sig med et suk fra sofaen og rystede Taryn vågen. Judes tvilling fulgte søvndrukkent med dem ud i entreen.
Da de gik hen mod den tæppebelagte trappe, så Jude sin far komme ind fra baghaven. Han havde en økse i hånden – smedet som en næsten tro kopi af en, han havde studeret på et museum i Island. Det var ikke mærkeligt at se far med en økse. Han og hans venner dyrkede gamle våben og kunne bruge timevis på at tale om “materielle kulturer” og tegne ideer til fantastiske klinger. Det mærkelige var måden, han holdt våbenet på, som om han havde tænkt sig at …
Hendes far svang øksen mod den høje mand.
Han havde aldrig løftet en hånd mod Jude eller hendes søstre, ikke engang når de havde gjort noget virkelig slemt. Han ville aldrig gøre nogen noget. Det ville han bare ikke.
Og dog. Og dog.
Øksen susede forbi den høje mand og borede sig dybt ind i dørkarmen.
Taryn udstødte en besynderlig høj og jamrende lyd og slog hænderne over munden.
Den høje mand trak en lang, let krummet klinge frem fra under sin læderjakke. Et sværd, som fra en eventyrbog. Far kæmpede stadig med at få øksen fri af dørkarmen, da manden stødte sværdet ind i hans mave og trak det opad. Der kom en lyd, som kviste, der knækker, og et dyrisk brøl. Far faldt om på tæppet i entreen, det samme tæppe, som altid fik mor til at skælde ud, når de satte mudrede fodspor på det.
Tæppet blev rødt.
Mor skreg. Jude skreg. Taryn og Vivi skreg. Alle lod til at skrige, på nær den høje mand.
“Kom her,” sagde han og så direkte på Vivi.
“D-dit uhyre,” råbte deres mor og rykkede hen mod køkkenet. “Han er død!”
“Du skal ikke løbe væk fra mig,” svarede manden. “Ikke efter det, du har gjort. Hvis du løber væk, så sværger jeg, at jeg …”
Men hun løb. Hun var nået næsten rundt om hjørnet, da hans sværd ramte hende i ryggen. Hun tumlede om på linoleumsgulvet. Hendes arme rev magneter ned fra køleskabet.
Lugten af frisk blod hang tungt i luften, som vådt, varmt metal. Ligesom de der skuresvampe, mor brugte til at gøre stegepanden ren med, når hun virkelig havde brændt noget på.
Jude løb hen mod manden og hamrede næverne mod hans bryst og sparkede ham over benene. Hun var ikke engang bange. Hun var ikke sikker på, at hun var noget overhovedet.
Manden tog sig overhovedet ikke af Jude. Et langt øjeblik stod han der bare, som om han ikke helt kunne fatte, hvad han lige havde gjort. Som om han ville ønske, at han kunne tage de sidste fem minutter tilbage. Derefter faldt han ned på det ene knæ og greb fat om Judes skuldre. Han holdt hendes arme ind mod siden, så hun ikke kunne slå ham længere, men han så ikke engang på hende.
Hans blik var rettet mod Vivienne.
“Du blev stjålet fra mig,” sagde han til hende. “Jeg er kommet for at føre dig tilbage til dit sande hjem, i Elfhame, under højen.
Der vil du være ubeskriveligt rig. Der vil du være sammen med din egen slags.”
“Nej,” svarede Vivi ham med sin alvorlige, lille stemme. “Jeg skal ikke nogen steder hen med dig.”
“Jeg er din far,” sagde han. Hans stemme var skarp og steg som et piskesmæld. “Du er min arving og min slægt, og du vil adlyde mig nu, som altid.”
Hun rykkede sig ikke ud af stedet, men bed tænderne hårdt sammen.
“Du er ikke hendes far,” råbte Jude ad manden. Selv om han og Vivi havde de samme øjne, ville hun ikke lade sig selv tro det.
Han strammede grebet om hendes skuldre, og hun udstødte en lille klemt og pibende lyd, men hun så trodsigt op på ham. Hun havde vundet mange stirrrekonkurrencer.
Han var den første, som så væk. I stedet rettede han blikket mod Taryn, der lå på knæ, mens hun hulkende ruskede i mor, som om hun forsøgte at vække hende. Mor rørte sig ikke. Mor og far var døde. De ville aldrig bevæge sig igen.
“Jeg hader dig,” proklamerede Vivi til den høje mand med en indædthed, som Jude var glad for. “Jeg vil altid hade dig. Det sværger jeg.” Mandens ufølsomme ansigtsudtryk forandrede sig ikke. “Du vil ikke desto mindre følge med mig. Gør disse små mennesker klar. Pak let. Vi rider før mørkets frembrud.”
Vivienne løftede trodsigt hagen. “Lad dem være i fred. Hvis du absolut skal, så tag mig, men lad dem være.”
Manden så på Vivi, og så fnøs han. “Så du vil altså beskytte dine søstre mod mig. Jamen så sig mig, hvor du synes, de skal tage hen?”
Vivi svarede ikke. De havde ingen bedsteforældre, ingen levende slægtninge overhovedet. I hvert fald ikke nogen, de kendte til.
Han så igen på Jude, slap hendes skuldre og rejste sig. “De er min hustrus afkom og dermed mit ansvar. Jeg er muligvis både grusom, et uhyre og en morder, men jeg påtager mig mit ansvar. Og som den ældste bør du også påtage dig dit.”
Mange år senere, når Jude fortalte sig selv historien om, hvad der var sket, kunne hun ikke huske den del, hvor de pakkede. Chok syntes helt og aldeles at have udslettet den time. Men på en eller anden måde måtte Vivi have fundet tasker, hun måtte have lagt deres yndlingsbilledbøger og deres mest skattede legetøj ned i dem sammen med fotografier og nattøj og jakker og bluser.
Eller måske havde Jude pakket til sig selv. Hun vidste det ikke.
Hun kunne ikke forestille sig, hvordan de havde gjort det, mens deres forældres lig stadig lå varme nedenunder. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det havde føltes, og som årene gik, kunne hun ikke tvinge sig selv til at føle det igen. Tiden sløvede rædslen ved mordene. Hendes minder om den dag blev slørede.
En sort hest græssede på plænen, da de kom udenfor. Dens øjne var store og blide. Jude havde lyst til at smide armene om halsen på den og presse sit våde ansigt ind i dens silkebløde man. Men før hun kunne nå det, svang den høje mand hende og derefter Taryn op på sadlen, som om de var bagage og ikke børn. Han satte Vivi op bag ved sig selv.
“Hold fast,” sagde han.
Jude og hendes søstre græd hele vejen til Faerie.
Folk of the Air (1) – Prinsen af ondskab
Jude og hendes tvillingesøster Tarryn bliver bortført til elvernes land, da deres forældre bliver brutalt myrdet. De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der synes at finde de to menneskebørn latterlige og grimme.
LÆS OGSÅ: Træd ind i elvernes verden med et uddrag af Prinsen af ondskab
Især Jude står for skud. Men hun vil ikke finde sig i at blive behandlet som mindreværdig. Og være i konstant fare for at miste livet, fordi elverne synes, at ‘det er sjovt at se noget dø’. Derfor tager Jude til genmæle, og i sin kamp for at opnå respekt, får hun magtfulde fjender. Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: Magt …
Du kan købe Prinsen af ondskab online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Læs også opfølgeren: Folk of the Air (2) – Kongen af mørke
Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har kastet hende ud i en kamp for tronen, Oaks sikkerhed og hendes eget liv. Jude har sat alt på spil – selv sin egen familie – og hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til at herske.
Men forholdet mellem Jude og Cardan er sprængfarligt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.
Du kan købe Kongen af mørke online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Sidste bog i Folk of the air-trilogien: Dronningen af intet
Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.
Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
LÆS OGSÅ: Kampen om tronen skal afgøres – tyvstart på Dronningen af intet!
Om Holly Black
Holly Black har modtaget utallige priser for sine fantasybøger. I Danmark kender vi hende bl.a. for Spiderwick– serien, og internationalt har hun skrevet bøger i samarbejde med bl.a. Cassandra Clare. Med denne trilogi – Folk of the Air – markerer forfatteren sig endnu en gang som en af fantasygenrens mest populære forfattere. Holly Black bor i Western Massachusetts i et hus med en hemmelig dør.
Prinsen af ondskab fortæller historien om menneskepigen Jude, der bliver bortført til elvernes verden. Træd ind i Holly Blacks mørke og magiske univers med et uddrag af første bind i Folk of the Air-serien.
En søvnig søndag eftermiddag standsede en mand op foran et hus på en løvfyldt gade. Han havde ikke parkeret en bil, og han var heller ikke ankommet med taxa. Ingen naboer havde set ham spadsere hen ad fortovet. Han dukkede ganske enkelt op, som var han trådt ud fra en skygge.
Manden gik hen til døren og løftede hånden for at banke på. Inde i huset sad Jude på gulvtæppet i stuen og spise fiskefingre. De var bløde efter at være blevet varmet i mikroovnen og pølen af ketchup, som hun trak dem igennem, hjalp heller ikke. Hendes tvillingesøster, Taryn, slumrede på sofaen under et tæppe og med en tommelfinger mellem de juiceklistrede læber.
I den anden ende af sofaen sad deres storesøster, Vivienne, og så fjernsyn. Hendes sælsomme blik med de dråbeformede pupiller var rettet mod tegnefilmmusen, der forsøgte at løbe fra tegnefilmkatten. Hun lo, når det så ud til, at musen var tæt på at blive spist.
Vivi lignede ikke andre storesøstre, men eftersom syvårige Jude og Taryn var enæggede tvillinger, med det samme pjuskede, brune hår og hjerteformede ansigter, var de også anderledes. Så for Jude var Vivis øjne og hendes let spidsede og behårede ører ikke meget mærkeligere end at være spejludgaven af en anden person.
Og hvis Jude af og til bemærkede, hvordan børnene i kvarteret undgik Vivi, eller hvordan deres egne forældre talte om hende med lave, bekymrede stemmer, tænkte hun aldrig, at det var noget vigtigt. Voksne var altid bekymrede, og de hviskede altid.
Taryn gabte, strakte sig og lagde kinden mod Vivis knæ.
Udenfor skinnede solen og brændte ned over asfalten på vejene. Plæneklippermotorer brummede, og børn plaskede i bassiner i baghaverne. Far var ude i udhuset, hvor han havde et smedeværksted. Mor var i køkkenet og lavede burgere. Alting var kedeligt. Alting var fint.
Da der blev banket på døren, løb Jude ud for at lukke op. Hun håbede, at det var en af pigerne fra den anden side at vejen, som ville spille computer eller invitere hende over til en eftermiddagssvømmetur.
Den høje mand stod på deres dørmåtte og så ned på hende. Han havde en lang, brun læderjakke på, til trods for varmen. Hans sko var beslåede med sølv, og de klang hult, da han trådte over dørtrinnet. Jude kiggede op på hans skyggelagte ansigt og gøs.
“Mor,” råbte hun. “Moooooooor. Der er kommet nogen.”
Hendes mor kom ud fra køkkenet, mens hun tørrede sine våde hænder i bukserne. Da hun fik øje på manden, blev hun bleg. “Gå op på dit værelse,” sagde hun til Jude med en uhyggelig stemme. “Nu!”
“Hvis barn er det?” spurgte manden og pegede på Jude. Hans stemme havde en mærkelig accent. “Dit? Hans?”
“Ingens.” Mor så ikke engang over mod Jude. “Hun er ingens.”
Det passede ikke. Jude og Taryn lignede deres far på en prik. Det sagde alle. Hun tog et par skridt hen mod trappen, men hun havde ikke lyst til at være alene på værelset. Vivi, tænkte Jude. Vivi ved garanteret, hvem den høje mand er. Vivi ved, hvad vi skal gøre.
“Jeg har set mange umulige ting,” sagde manden. “Jeg har set agernet før egetræet. Jeg har set gnisten før flammen. Men jeg har aldrig set noget som dette: En død kvinde, som lever. Et barn født ud af ingenting.”
Mor lod ikke til at vide, hvad hun skulle svare. Hendes krop dirrede af anspændelse. Jude ville gerne tage hendes hånd og give den et klem, men hun turde ikke.
“Jeg troede ikke helt på Balekin, da han fortalte mig, at jeg kunne finde dig her,” sagde manden en smule mildere. “Knoglerne af en jordisk kvinde og hendes ufødte barn i de forkullede ruiner af mit gods var overbevisende. Ved du, hvordan det er at vende tilbage fra slagmarken og finde sin kone død – og ens eneste arving død sammen med hende? At vende tilbage og se sit liv forvandlet til aske?”
Mor rystede på hovedet. Ikke som om hun svarede ham, men som om hun forsøgte at ryste ordene af sig.
Han tog et skridt frem mod hende, og hun tog et skridt bagud. Der var et eller andet galt med den høje mands ben. Han bevægede sig stift, som om han havde ondt i det. Lyset var anderledes i entreen, og Jude kunne se hans huds besynderlige, grønne skær og tænderne i hans undermund, som så ud til at være for store bag læben.
Hun kunne se, at hans øjne var ligesom Vivis.
“Jeg ville aldrig være blevet lykkelig sammen med dig,” sagde mor til ham.
“Din verden er ikke for folk som mig.”
Den høje mand betragtede hende i et langt øjeblik. “Du aflagde et ægteskabsløfte,” sagde han til sidst.
Mor løftede hagen. “Og derefter fornægtede jeg det.”
Hans blik gled over mod Jude, og han fik et hårdt udtryk i ansigtet. “Hvad er et løfte fra en dødelig hustru værd? Jeg har vel fået mit svar.”
Mor vendte sig om og blev tydeligt overrasket over, at Jude stadig stod der. Ved synet af sin mors ansigtsudtryk skyndte Jude sig ind i stuen.
Taryn sov stadig. Fjernsynet kørte stadig. Vivienne kiggede op med halvlukkede katteøjne. “Hvem er det?” spurgte hun. “Det lyder, som om nogen skændes.”
“En uhyggelig mand,” svarede Jude stakåndet, selv om hun knap nok havde løbet. “Vi skal gå ovenpå.”
Hun var ligeglad med, at mor bare havde sagt, at hun skulle gå ovenpå. Hun havde ikke tænkt sig at gøre det alene. Vivi rejste sig med et suk fra sofaen og rystede Taryn vågen. Judes tvilling fulgte søvndrukkent med dem ud i entreen.
Da de gik hen mod den tæppebelagte trappe, så Jude sin far komme ind fra baghaven. Han havde en økse i hånden – smedet som en næsten tro kopi af en, han havde studeret på et museum i Island. Det var ikke mærkeligt at se far med en økse. Han og hans venner dyrkede gamle våben og kunne bruge timevis på at tale om “materielle kulturer” og tegne ideer til fantastiske klinger. Det mærkelige var måden, han holdt våbenet på, som om han havde tænkt sig at …
Han havde aldrig løftet en hånd mod Jude eller hendes søstre, ikke engang når de havde gjort noget virkelig slemt. Han ville aldrig gøre nogen noget. Det ville han bare ikke.
Og dog. Og dog.
Øksen susede forbi den høje mand og borede sig dybt ind i dørkarmen.
Taryn udstødte en besynderlig høj og jamrende lyd og slog hænderne over munden.
Den høje mand trak en lang, let krummet klinge frem fra under sin læderjakke. Et sværd, som fra en eventyrbog. Far kæmpede stadig med at få øksen fri af dørkarmen, da manden stødte sværdet ind i hans mave og trak det opad. Der kom en lyd, som kviste, der knækker, og et dyrisk brøl. Far faldt om på tæppet i entreen, det samme tæppe, som altid fik mor til at skælde ud, når de satte mudrede fodspor på det.
Tæppet blev rødt.
Mor skreg. Jude skreg. Taryn og Vivi skreg. Alle lod til at skrige, på nær den høje mand.
“Kom her,” sagde han og så direkte på Vivi.
“D-dit uhyre,” råbte deres mor og rykkede hen mod køkkenet. “Han er død!”
“Du skal ikke løbe væk fra mig,” svarede manden. “Ikke efter det, du har gjort. Hvis du løber væk, så sværger jeg, at jeg …”
Men hun løb. Hun var nået næsten rundt om hjørnet, da hans sværd ramte hende i ryggen. Hun tumlede om på linoleumsgulvet. Hendes arme rev magneter ned fra køleskabet.
Lugten af frisk blod hang tungt i luften, som vådt, varmt metal. Ligesom de der skuresvampe, mor brugte til at gøre stegepanden ren med, når hun virkelig havde brændt noget på.
Jude løb hen mod manden og hamrede næverne mod hans bryst og sparkede ham over benene. Hun var ikke engang bange. Hun var ikke sikker på, at hun var noget overhovedet.
Manden tog sig overhovedet ikke af Jude. Et langt øjeblik stod han der bare, som om han ikke helt kunne fatte, hvad han lige havde gjort. Som om han ville ønske, at han kunne tage de sidste fem minutter tilbage. Derefter faldt han ned på det ene knæ og greb fat om Judes skuldre. Han holdt hendes arme ind mod siden, så hun ikke kunne slå ham længere, men han så ikke engang på hende.
Hans blik var rettet mod Vivienne.
“Du blev stjålet fra mig,” sagde han til hende. “Jeg er kommet for at føre dig tilbage til dit sande hjem, i Elfhame, under højen.
Der vil du være ubeskriveligt rig. Der vil du være sammen med din egen slags.”
“Nej,” svarede Vivi ham med sin alvorlige, lille stemme. “Jeg skal ikke nogen steder hen med dig.”
“Jeg er din far,” sagde han. Hans stemme var skarp og steg som et piskesmæld. “Du er min arving og min slægt, og du vil adlyde mig nu, som altid.”
Hun rykkede sig ikke ud af stedet, men bed tænderne hårdt sammen.
“Du er ikke hendes far,” råbte Jude ad manden. Selv om han og Vivi havde de samme øjne, ville hun ikke lade sig selv tro det.
Han strammede grebet om hendes skuldre, og hun udstødte en lille klemt og pibende lyd, men hun så trodsigt op på ham. Hun havde vundet mange stirrrekonkurrencer.
Han var den første, som så væk. I stedet rettede han blikket mod Taryn, der lå på knæ, mens hun hulkende ruskede i mor, som om hun forsøgte at vække hende. Mor rørte sig ikke. Mor og far var døde. De ville aldrig bevæge sig igen.
“Jeg hader dig,” proklamerede Vivi til den høje mand med en indædthed, som Jude var glad for. “Jeg vil altid hade dig. Det sværger jeg.” Mandens ufølsomme ansigtsudtryk forandrede sig ikke. “Du vil ikke desto mindre følge med mig. Gør disse små mennesker klar. Pak let. Vi rider før mørkets frembrud.”
Manden så på Vivi, og så fnøs han. “Så du vil altså beskytte dine søstre mod mig. Jamen så sig mig, hvor du synes, de skal tage hen?”
Vivi svarede ikke. De havde ingen bedsteforældre, ingen levende slægtninge overhovedet. I hvert fald ikke nogen, de kendte til.
Han så igen på Jude, slap hendes skuldre og rejste sig. “De er min hustrus afkom og dermed mit ansvar. Jeg er muligvis både grusom, et uhyre og en morder, men jeg påtager mig mit ansvar. Og som den ældste bør du også påtage dig dit.”
Mange år senere, når Jude fortalte sig selv historien om, hvad der var sket, kunne hun ikke huske den del, hvor de pakkede. Chok syntes helt og aldeles at have udslettet den time. Men på en eller anden måde måtte Vivi have fundet tasker, hun måtte have lagt deres yndlingsbilledbøger og deres mest skattede legetøj ned i dem sammen med fotografier og nattøj og jakker og bluser.
Eller måske havde Jude pakket til sig selv. Hun vidste det ikke.
Hun kunne ikke forestille sig, hvordan de havde gjort det, mens deres forældres lig stadig lå varme nedenunder. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det havde føltes, og som årene gik, kunne hun ikke tvinge sig selv til at føle det igen. Tiden sløvede rædslen ved mordene. Hendes minder om den dag blev slørede.
En sort hest græssede på plænen, da de kom udenfor. Dens øjne var store og blide. Jude havde lyst til at smide armene om halsen på den og presse sit våde ansigt ind i dens silkebløde man. Men før hun kunne nå det, svang den høje mand hende og derefter Taryn op på sadlen, som om de var bagage og ikke børn. Han satte Vivi op bag ved sig selv.
“Hold fast,” sagde han.
Jude og hendes søstre græd hele vejen til Faerie.
Folk of the Air (1) – Prinsen af ondskab
Jude og hendes tvillingesøster Tarryn bliver bortført til elvernes land, da deres forældre bliver brutalt myrdet. De kæmper en hård kamp mod den arrogante adel, der synes at finde de to menneskebørn latterlige og grimme.
LÆS OGSÅ: Træd ind i elvernes verden med et uddrag af Prinsen af ondskab
Især Jude står for skud. Men hun vil ikke finde sig i at blive behandlet som mindreværdig. Og være i konstant fare for at miste livet, fordi elverne synes, at ‘det er sjovt at se noget dø’. Derfor tager Jude til genmæle, og i sin kamp for at opnå respekt, får hun magtfulde fjender. Men Jude er ikke uden evner, og hun finder snart ud af, hvordan hun opnår det, hun tørster allermest efter: Magt …
Du kan købe Prinsen af ondskab online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Læs også opfølgeren: Folk of the Air (2) – Kongen af mørke
Judes ambitioner på sin lillebror Oaks vegne har kastet hende ud i en kamp for tronen, Oaks sikkerhed og hendes eget liv. Jude har sat alt på spil – selv sin egen familie – og hun er nødt til at stole på den ondskabsfulde prins Cardan, der er sat ind som midlertidig konge, indtil Oak er gammel nok til at herske.
Men forholdet mellem Jude og Cardan er sprængfarligt. Hadet ulmer og truer med at antænde et livsfarligt begær hos dem begge, som de desperat kæmper imod. Ikke nok med det, så er der forrædere blandt Judes nærmeste, som gerne ser at hun fejler.
Du kan købe Kongen af mørke online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Sidste bog i Folk of the air-trilogien: Dronningen af intet
Jude er sendt i eksil i menneskeverden og sidder nu som dronning af intet. Hun ulmer af had og vil hævne sig. Der kommer uventet hjælp fra hendes tvillingesøster, der opsøger hende, da hendes liv i Faerie er i fare, og kun Jude kan hjælpe hende.
Der er varslet krig, og konflikterne synes at brede sig med raketfart. En gammel forbandelse vækkes til live og spreder rædsel overalt i Faerie og tvinger Jude til at vælge mellem sine ambitioner og sin menneskelighed. Og så er der selvfølgelig Cardan. Den forræderiske, magtsyge, selvoptagede, arrogante og … uimodståelige konge, som Jude må tage et endeligt opgør med.
Du kan købe Dronningen af intet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Kampen om tronen skal afgøres – tyvstart på Dronningen af intet!
Om Holly Black
Holly Black har modtaget utallige priser for sine fantasybøger. I Danmark kender vi hende bl.a. for Spiderwick– serien, og internationalt har hun skrevet bøger i samarbejde med bl.a. Cassandra Clare. Med denne trilogi – Folk of the Air – markerer forfatteren sig endnu en gang som en af fantasygenrens mest populære forfattere. Holly Black bor i Western Massachusetts i et hus med en hemmelig dør.
Andre læste også: