Læseprøve og uddrag Børnebøger Carlsen

Ny favorit til fantasy-elskere. Smuglæs i Amari og Nattens Brødre

B.B. Alstons debutroman Amari og Nattens Brødre har gået sin sejrsgang verden over og er nu klar til at indtage Danmark.


Lad dig suge ind i Amaris magiske verden!

Hun er spået til at blive den helt store nye favorit for fantasyfans. Den amerikanske forfatter B.B. Alstons historie om pigen Amari er perfekt til børn, der elsker spændende serier med magiske universer.

Amaris bror Quinton er forsvundet, men Amari har ikke opgivet håbet om at finde ham i live. Hun trives ikke i skolen, og hendes mor må arbejde det meste af dagen på hospitalet for, at de to kan få tilværelsen til at hænge sammen i et af byens fattige kvarterer.

LÆS OGSÅ:  Du har aldrig mødt nogen som Amari. Og det er netop derfor, hun findes!

En dag dukker et spor op, der leder til en invitation til en optagelsesprøve på en mystisk skole. Det går op for Amari, at intet i vores verden er, som det ser ud …

Filmrettighederne til Amari og Nattens Brødre er allerede solgt, og bogen er efter planen første bind af en samlet trilogi. Der er med andre ord meget mere godt i vente fra historien om Amari.

Du kan købe Amari og Nattens Brødre online eller i din nærmeste boghandel.



B.B. Alston

Amari og nattens brødre

På dansk ved Elisabeth Kiertzner

Jeg sidder på inspektørens kontor. Igen. Ude på gangen på den anden side af glasdøren er inspektør Merritt ved at få et møgfald af Emily Grants mor. Hun fægter så meget med armene, at man skulle tro, jeg havde gjort noget meget værre end at give hendes lille, storsnudede prinsesse-datter et puf. Det var Emily, der provokerede mig, og ikke omvendt. Det var ikke min skyld, at hun fik overbalance og faldt på halen foran alle.

Emily står bag sin mor med sit slæng omkring sig. De holder sig for munden og hvisker sammen, mens de kigger på mig gennem døren, som om de bare ikke kan vente med at få mig for sig selv. Jeg læner mig tilbage i stolen, så de ikke kan se mig. Denne gang har du seriøst problemer, Amari.

Jeg kigger op på billedet af den mørkhudede dreng på væggen bag inspektør Merritts skrivebord og rynker panden. Quinton løfter stolt pokalen, som han vandt i statens matematikkonkurrence. Man kan ikke se os, men mor og jeg står lige neden for scenen og klapper af ham.

Der er ikke meget at klappe af længere.

Dørene går op, og fru Grant kommer ind, efterfulgt af Emily. Uden at værdige mig et blik sætter de sig på stolene længst væk. Det er, som om deres modvilje mod mig fylder hele kontoret. Jeg skærer ansigt og lægger armene over kors – følelsen er gengældt.

Nu kommer mor i sin blå hospitalsuniform. Hun er endnu en gang blevet kaldt fra arbejde på grund af mig. Jeg sætter mig op i stolen for at forklare mig, men hun sender mig et blik, og jeg bider ordene i mig.

Inspektør Merritt er den sidste, der sætter sig. Han ser fra den ene til den anden med et udmattet blik.

”Jeg er klar over, at I to piger har en historie med hinanden. Men eftersom det er sidste skoledag …”

”Jeg vil have den piges legat inddraget!” ryger det ud af fru Grant. ”Jeg nægter at betale så mange skolepenge, som jeg gør, for at min datter skal overfaldes på gangene!”

”Overfaldes?” Jeg farer op, men mor løfter hånden for at bremse mig.

”Amari ved bedre end at lægge hånd på andre,” siger mor. ”Men det har været under opsejling længe. De piger har generet min datter, fra det øjeblik hun startede her. De skrev så grimme beskeder på hendes sociale medier, at vi overvejede at slette hendes konti.”

”Og den sag håndterede vi, i samme øjeblik vi blev bekendt med den,” siger inspektør Merritt. ”Alle fire piger fik en skriftlig advarsel.”

”Hvad med alt det, som de siger direkte til mig?” Jeg læner mig frem i stolen, ildrød i kinderne. ”De kalder mig ’Velgørenhedsprojekt’ og ’Fattig- frokost’, og hver gang de kan se deres snit til det, minder de mig om, at børn som mig ikke hører til her.”

”For det gør I ikke!” siger Emily.
”Stille!” snerrer fru Grant. Emily ruller med øjnene. Fru Grant rejser sig op og vender sig om mod mor.

”Jeg tager en snak med min datter om hendes opførsel, men din datter blev fysisk … Jeg kan anmelde hende. Vær glad for, at jeg ikke tager det skridt.”

Mor rejser børster, men bider vreden i sig. Gad vide, om det er, fordi Emilys mor har ret i det med, at hun kan anmelde det. Næsten hele skolen så på.

”Op,” siger fru Grant til sin datter, og de går hen mod døren, hvor fru Grant standser brat, vender sig om og ser på os. ”Jeg forventer at få besked, så snart legatet er inddraget. Ellers får forældrebestyrelsen meget at tale om på næste møde.”

Døren smækker i bag dem.

Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan sidde stille. Det er så uretfærdigt alt sammen. Mennesker som Emily og fru Grant vil aldrig kunne forstå, hvordan det er ikke at have penge. De kan gøre, lige hvad de vil uden konsekvenser, mens vi andre må vogte hvert skridt, vi tager.

”Vil du virkelig inddrage Amaris legat?” spørger mor spagt.

Inspektør Merritt sænker blikket. ”Vi har en nultolerancepolitik over for fysiske disputter. Ifølge skolens regler bør hun bortvises. Den mildeste straf, jeg kan give, er at inddrage hendes legat.”

”Aha …” Mor synker sammen i stolen.

Min vrede bliver til skam. Mor er i forvejen ked af det på grund af Quinton. Jeg burde ikke give hende flere bekymringer, bare fordi jeg ikke kan håndtere et par mobbere.

”Jeg er klar over, at det har været … vanskeligt, siden Quinton forsvandt,” siger inspektør Merritt til mig. ”Han var en god dreng med en lysende fremtid. Det er ikke raketvidenskab at forbinde den begivenhed med starten på dine adfærdsproblemer, Amari. Jeg kan sørge for, at du får gratis samtaler hos en psykolog …”

”Jeg har ikke brug for en psykolog,” afbryder jeg.

Inspektør Merritt rynker panden. ”Du bør tale med nogen om din vrede.”

”Vil du vide, hvorfor jeg skubbede Emily? Det var, fordi hun syntes, det var sjovt at joke med, at min bror er død. Men det er han ikke. Jeg er ligeglad med, hvad alle andre siger. Han er derude et sted. Bare vent, til jeg finder ham!”

Jeg ryster over hele kroppen, og tårerne strømmer ned ad mine kinder. Inspektør Merritt siger ikke noget. Mor rejser sig langsomt op og lægger armene om mig. ”Gå ud til bilen, skattepige. Så får jeg lige afsluttet her.”

***

Vi kører hjem i tavshed. Det er næsten seks måneder siden, Quinton forsvandt, men det føles ikke som så længe. Det er, som om det var forleden dag, han ringede til mor for at sige, at han kom hjem til jul. Det var en ret stor ting, for da Quinton blev færdig med high school og fik det der seje job, var han aldrig hjemme. Det var et af den slags job, hvor man ikke må fortælle nogen, hvad man laver.

Jeg var helt sikker på, at Quinton var sådan en tophemmelig spion, ligesom James Bond. Men han smilede bare skævt til mig og sagde: ”Du tager fejl, men du tager ikke helt fejl.” Hver gang jeg prøvede at lokke noget mere ud af ham, lo han bare og lovede at fortælle mig det, når jeg blev større.

Sagen er, at Quinton er klog klog. Han holdt talen til afslutningsceremonien på Jefferson Academy, og to af landets fineste universiteter tilbød ham et fuldt legat. Han afviste dem begge til fordel for at arbejde, for hvem det nu end var. Da han forsvandt, var jeg sikker på, at det havde noget med det der hemmelige job at gøre. Eller at nogen, som arbejdede sammen med ham, i det mindste vidste, hvad der var sket. Men da vi nævnte det med hans job for betjentene, kiggede de på mig og mor, som om vi ikke var rigtig kloge.

De havde den frækhed at fortælle os, at han – så vidt de kunne se – var arbejdsløs. At der ikke var nogen skatteopgørelser, som kunne bevise, at han nogensinde havde haft et job i det hele taget. Men det gav bare ingen mening. Han ville aldrig lyve om den slags. Da mor fortalte dem, at han plejede at sende penge hjem for at hjælpe med regningerne, antydede betjentene, at Quinton måske var blandet ind i noget, han ikke ønskede, at vi kendte til. Noget ulovligt. Det er altid det, folk tror, når man kommer fra ’Woods’, som det sociale boligbyggeri Rosewood også bliver kaldt.

Bilen rasler, da vi kører hen over togskinnerne, som afslører, at vi er hjemme i mit kvarter. Jeg vil ikke lyve: Det føles anderledes at komme tilbage hertil, når man har været i den anden ende af byen. Det er, som om verden er lysere inde omkring Jefferson Academy og alle de store, farvestrålende huse, der omkranser skolen. I sammenligning med det virker der gråt her, hvor jeg kommer fra.

Vi kører forbi butikkerne, der sælger spiritus, og forbi pantelånerne, og jeg får øje på pusherne, der står og læner sig op ad gadeskiltene og ser ud, som om de ejer hele verden. Jayden, en dreng, jeg kender fra området, står sammen med en flok ældre drenge. Han har en tyk guldkæde om halsen og smiler til mig, da han genkender bilen, idet vi kører forbi.

Jeg prøver at smile tilbage, men ved ikke, om det er overbevisende. Vi har ikke talt sammen, siden Quinton forsvandt. Og siden Jayden begyndte at hænge ud med de fyre, som han lovede min bror at holde sig fra.

Da vi har parkeret foran vores blok, skjuler mor ansigtet i hænderne og græder.

”Er … er du okay!” spørger jeg.

”Jeg føler, at jeg svigter dig, skattepige. Jeg har tolv-timersvagter fem dage om ugen. Du burde have nogen, som er der, og som du kan tale med.”

”Jeg har det fint. Jeg ved godt, at du kun arbejder så meget, fordi du er nødt til det.”

Mor ryster på hovedet. ”Jeg ønsker ikke, at du skal slide sådan i det ligesom mig. Det legat til Jefferson Academy var din adgangsbillet til et godt universitet … til et bedre liv. Guderne må vide, at jeg ikke selv har råd til at sende dig sådan et sted hen. Jeg aner ikke, hvad vi nu skal gøre.”

”Undskyld, men jeg passede aldrig ind der.” Jeg lægger armene over kors og vender mig om for at se ud ad vinduet. Bare fordi min bror fik det til at se let ud, betyder det ikke, at jeg også kan. ”Jeg er ikke Quinton.”

”Jeg siger ikke, at du skal være din bror,” siger mor. ”Jeg beder dig bare om at prøve. Skolen var en mulighed for, at du kunne se, at der findes en større verden uden for vores kvarter. En chance for at udvide din horisont.” Hun sukker. ”Jeg ved godt, at det er uretfærdigt, men sandheden er, at nogle mennesker har en indgroet forestilling om, hvad du er for et menneske, når du er en fattig sort pige fra Woods. Du skal ikke give dem grund til at tro, at de har ret.”

Jeg svarer ikke. Hun opfører sig, som om hun ikke allerede har fortalt mig det en million gange.

”Hvis du ikke har travlt med at lave ballade henne i skolen,” siger mor, ”så sidder du foran den computer i timevis. Det er usundt, Amari.”

Altså, jeg ved jo godt, at hun har ret. Men det er svært at koncentrere sig om noget i skolen, når man kan høre de andre børn hviske om en. Og jeg føler, at jeg hjælper til med eftersøgningen af Quinton, når jeg poster billeder af ham på alle de hjemmesider, jeg kan finde. Jeg ved godt, at chancen er lille, men det giver mig håb.

Mor fortsætter: ”Når du kommer ind, skubber du computeren ind under min dør og lader den ligge der.”

”Men mor.”

Hun vifter med hånden. ”Jeg vil ikke høre noget. Computeren bliver hos mig, indtil du begynder at tage din fremtid mere alvorligt. Vi snakker videre om det i morgen. Jeg må tilbage til hospitalet.”

Jeg smækker bildøren i efter mig. Og jeg ser mig ikke tilbage, da jeg vader hen mod indgangen. Hvad gør jeg nu?

***

Da jeg er inde i lejligheden, kaster jeg mig ned på sofaen og begraver ansigtet i puderne. Det har været en møgdag. Lidt efter sætter jeg mig op med et støn og tager min gamle, ramponerede computer op af skoletasken. Quinton vandt den, da han fik en andenplads ved en eller anden international naturvidenskabsmesse for en evighed siden. Han gav mig den, da han vandt en bedre.

Det overrasker mig ikke engang, at skærmen ikke tænder, da jeg åbner den.

Jeg åbner og lukker den et par gange, men den virker stadig ikke. Den er tydeligvis i det humør, så jeg lægger den fra mig og går ud i køkkenet for at spise noget mad.

Men da jeg har fyldt noget i min knurrende mave, virker computeren stadig ikke. Jeg lukker øjnene og holder den op til panden. ”Mor siger, at jeg skal sige farvel til dig, og jeg aner ikke, hvornår jeg får dig tilbage. Vær nu sød at virke.”

Denne gang lyser den op med det samme. Gudskelov.

Kvarterets gratis wi-fi er sygt langsomt, men det lykkes mig alligevel at copy-paste Quintons ’savnet’-plakat over på en snes hjemmesider.

Normalt ville jeg tjekke hans e-mail nu (jeg regnede hans password ud for nogle måneder siden – Amari Ama- zing – mit fake superheltenavn fra gamle dage), men min nysgerrighed får overtaget, og i stedet finder jeg Emily Grants Instagram-profil for at se, om hun har postet noget om i dag. Og hvad ser jeg? Et billede af mig på hendes profil og teksten:

Sommerferie! Og mere godt nyt:
Vi fik endelig fjernet affaldet fra Jefferson. Bortvist!

Hendes post får tonsvis af kommentarer fra andre elever. Jeg læser kun et par stykker, inden jeg smækker computeren i. Hun er uønsket her … jeg har hørt, at hun stjal fra elevskabene … hendes dumme bror skulle bare falde død om …

Jeg blev ikke bortvist, og min bror er ikke død. Jeg bider tænderne sammen og åbner computeren igen for at skrive et svar, der vil lukke munden på dem alle. Øverst på skærmen popper en besked op, og jeg stivner. Det er en ny e-mail til Quinton.

1 ny mail: Fra Diskrete Leverancer

Det virker måske ikke som noget særligt, men Quinton får aldrig nye e-mails. Nogensinde. Jeg har tjekket dem, lige siden den dag jeg gættede hans password.

Jeg åbner den:

Pakken er afleveret.
Du vil, som anmodet, modtage en ny e-mail, når Amari Peters har underskrevet.
Tak fordi du benytter Diskrete Leverancer, hvor de får som fortjent, om de så ved det eller ej! Denne e-mail sletter sig selv om 3 … 2 … 1 …

E-mailen er væk.
Jeg farer forbløffet op. Blev e-mailen lige … Og hvad er det, jeg skal skrive under på? Så banker det på døren.

”Leverance!”


Amari and the night brothers, b.b. alston, middle grade, børnebog, fantasy

Amari er en sort, fattig pige, bosat i byens hårde kvarter. Hun elsker sin lille familie og finder styrke i deres sammenhold. Men da hendes bror Quinton forsvinder, krakelerer Amaris verden. Myndighederne opgiver hurtigt deres eftersøgning, men det gør Amari ikke.

I sin søgen efter ham føres hun til en mystisk skole, som hun kun kan få adgang til ved at bestå en svær optagelsesprøve fuld af magi.

Amari må samle al sin styrke, for der er mange, der kæmper om pladserne på den prestigefyldte skole – forskellen er bare, at de alle sammen besidder et magisk talent, og det gør Amari ikke. Eller gør hun?

Fra ca. 12 år

LÆS OGSÅ: Magiske Amari vil tage verden med storm i ny storslået fantasy-serie

Du kan købe Amari og Nattens Brødre online eller i din nærmeste boghandel.


Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.