Nu kommer tredje selvstændige bog i Helene Turstens spændende serie om kriminalinspektør Embla Nyström. Læs et uddrag her.
I Snefald jagter Embla Nyström gerningsmændene bag drabet på en berygtet bandeleder. En bandeleder, som er mistænkt for at have været indblandet i Emblas venindes forsvinden for 14 år siden. Kan Embla i jagten på de skyldige finde svar på, hvad der skete med hendes veninde for alle de år siden?
Smuglæs i de første kapitler af bogen nedenfor.
Du kan se alle bøgerne i serien her
Helene Tursten
Snefald
På dansk ved
Charlotte A.E. Glahn
Hoveddøren blev åbnet på klem. Et ansigt dukkede frem, nogen kiggede forsigtigt ud. Da alt virkede roligt og stille, trådte en mand ud på fortrappen. Uden nogen tegn på hastværk stak han en pistol ned bag i bukselinningen og lod en mobil glide ned i jakkelommen. Derefter lynede han skindjakken. Han rettede på sin mørke solbriller og trak hætten op på trøjen, han bar under jakken.
På begge sider af huset bredte store marker sig ud, hvilket var en fordel, for det betød, at der ikke var nogen i nærheden, der kunne se eller høre ham. For en sikkerheds skyld stak han hånden ind bag dørkarmen og slukkede lyset. Han tog også nøglen, der sad i låsen på indersiden af døren. Uden at bekymre sig om at lukke døren lydløst skubbede han til den med hoften. Han låste og vendte sig om. Med et vrik med håndleddet kastede han nøglen ud i mørket. Og gik forsigtigt ned ad de glatte trappetrin.
Efter et par skridt blev han opslugt af natten.
Da stormen kom, trak den brølende ind fra vest med horisontalt piskende fnug. Den hårde blæst hvirvlede det lag sne, der var faldet tidligere på ugen, op til drivende tæpper af fygende sne. På blot et par minutter var sigtbarheden lig nul.
Gulvet havde ikke længere fast form, fødderne sank dybere og dybere ned for hvert skridt. Hun måtte ikke standse op, for så ville hun sidde fast. Videre, videre! Det haster! Lollo, jeg kommer! Lyset kom nærmere, og gennem de dunkende lyde i ørerne mente hun at høre stemmer. Hun kunne skimte store skygger lidt længere fremme. De bøjede sig over en lille sammenkrøbet skikkelse, som hun vidste var Lollo. Gode gud, lad det ikke være for sent! Jeg vil aldrig mere … gode gud … bare du hjælper os! Skriget, hun forsøgte at presse frem, kom aldrig over hendes læber, de bevægede sig bare stumt. En af skyggerne vendte sig pludselig imod hende, og det gik op for hende, at hun var opdaget. Først blev hun stiv af skræk, så vendte hun sig om for at flygte. Men det var tilstrækkeligt, at hun var standset op i en brøkdel af et sekund. Fødderne sad fast. Med rasende fart nærmede den truende skygge sig, og hun kunne ikke røre sig ud af flækken. Da han nåede frem til hende, mærkede hun, at han greb fat om hendes hals.
”Hvis du siger et ord til nogen, er du død! Vi ved, hvem du er, og hvor du bor!” hvæsede han.
Hun forsøgte fortvivlet at presse ordene frem.
”Lollo, Lol…”
”Glem hende!”
Han slyngede hende ned mod gulvet. Væggene omkring hende styrtede sammen, og hun sank ned i det iskolde slim, næseborene og munden blev dækket. Træk vejret … hun kunne ikke få vejret! Jorden under hende rystede.
Embla vågnede ved, at hun sad op i sengen og hev efter vejret. Angstsveden løb mellem brysterne, og T-shirten klæbede til ryggen. Som altid, når hun havde haft sit tilbagevendende mareridt. Men denne gang var noget anderledes. Jorden rystede. Hun plejede at vågne ved, at hun ikke kunne få vejret. Hvorfor rystede jorden? Og hvor befandt hun sig?
Langsomt kom hun til sig selv igen og indså, at det var sengen, der bevægede sig.
Morbror Nisses lille gæsteværelse var trangt, men der var lige plads til en ekstraseng, hvis man stillede den for fodenden af hendes seng. Det var derfra rystelserne kom. Noget uglet brunt hår stak op over sengegavlen, og under strithåret glimtede et par lysvågne øjne. Elliot fortsatte med utålmodigt at ruske i gavlen.
– Vågn op! I dag skal vi på jagt!
Med et lille jubeludbrud sprang han ud af sengen og hoppede over i hendes.
– Jagt! Jagt! Jagt!
Han sang sin selvkomponerede melodi, mens han hoppede rundt i sengen. Selv om hun kun var halvt vågen, kunne hun ikke lade være med at grine. Normalt var han en livlig dreng, men lige nu var der skruet helt op for energien.
– Jaja, men smut nu lige på toilettet først og tag så det tøj på, der ligger på stolen i gangen …
Længere nåede hun ikke, for han var allerede hoppet ned fra sengen og var på vej ud på det lille badeværelse, der lå i forlængelse af gæsteværelset.
Elliot var det bedste, der var kommet ud af hendes forhold til Jason Abbot, en jazzmusiker, hun havde dannet par med for snart fem år siden. De havde haft et utal af opslidende skænderier på grund af Jasons gentagne utroskab og var til sidst gået fra hinanden. Men mellem Jasons søn Elliot og Embla var der vokset en stærk relation frem, som faren klogt nok ikke havde ønsket at bryde. Han havde naturligvis indset fordelen ved at have en anden voksen i sønnens liv, som var villig til at hjælpe til indimellem. Elliots mor døde, før han fyldte et år, og han havde ingen erindring om hende. Alle Jasons slægtninge boede på Jamaica og i Miami. Drengens eneste nære familie i Sverige var en fraskilt moster og hendes tre børn. Hun havde mere end nok med sit eget.
Embla blev liggende lidt i sengens varme og forsøgte at ryste angsten af sig, der stadig sad som en knude i brystkassen. Den seneste uge var mareridtet vendt tilbage hver nat. Årsagen var åbenlys. Hendes bedste barndomsveninde Louise, kaldet Lollo, som var forsvundet sporløst for 14 ½ år siden, havde pludselig ladet høre fra sig.
Sent fredag aften for otte dage siden havde Emblas mobil truttet kendingsmelodien til Star Wars’ originale soundtrack fra 1977. Hun var blevet irriteret, fordi hun troede, det var Nadir, som hun netop havde gjort det forbi med, der ringede igen. Lidt forbeholdent havde hun svaret med sit navn.
Det eneste, hun hørte, var et hurtigt åndedræt. ”Hallo! Hvem er det?” havde hun sagt. Lidt efter hviskede en kvindestemme: ”Åsa? Er det Åsa?”
Hårene havde rejst sig i nakken på hende. Ingen havde kaldt hende Åsa i flere år. Nu kaldte alle hende for Embla, hendes rigtige fornavn. Som barn havde hun hadet det, fordi ingen andre hed sådan. Hun havde fortalt alle sine venner og lærere, at hun hed Åsa, hvilket i virkeligheden var hendes mellemnavn. Da hun blev ældre, havde hun skiftet tilbage til Embla, som hun nu syntes var virkelig cool og fint. Men det ville en person, som ikke havde haft den mindste kontakt med hende siden de tidlige teenageår, ikke vide. Og den person, der ringede, havde ikke set hende i 14 ½ år. Det vidste hun med sikkerhed, for hun genkendte stemmen. ”Lollo!” skreg hun ind i telefonen.
Der lød en pustende lyd i den anden ende, og forbindelsen blev afbrudt.
Den første reaktion havde været chok, men efter lidt tid kom hun til sig selv og begyndte at bearbejde erkendelsen af, at hendes gamle veninde var i live. Samtidig hvirvlede tankerne rundt inde i hovedet: Hvor var hun? Var hun i fare? Ville hun ringe tilbage? Og hvad ville hun sige?
Efter at have vendt og drejet sagen havde Embla truffet en beslutning. For første gang ville hun fortælle alt om Louises forsvinding til nogen, hun stolede på. Der var kun ét menneske, som hun kunne forestille sig at bekende sit livs store traume for. Hun ringede til sin gamle chef, kriminalkommissær Göran Krantz, chef for Teknisk afdeling på politigården i Göteborg. Og fortalte hele historien i telefonen: at hendes bedste veninde var forsvundet en nat, da de var 14 år gamle. Embla havde haft sin første – og eneste – kæmpebrandert, og derfor var minderne om, hvordan de havnede på en natklub, slørede og rodede. Det eneste, hun huskede klart, var den scene, der bestandigt udspillede sig i hendes tilbagevendende mareridt.
De tre mænd, der havde stået lænet ind over Lollo. Kvælertaget. Dødstruslen. Magtesløsheden. Skyldfølelsen.
Eftersom Embla og Elliot skulle til Dalsland den følgende morgen for at holde vinterferie, blev Göran og hun enige om at forsøge at mødes snarest muligt, når hun var tilbage i Göteborg. I løbet af ugen, hvor hun og drengen hengav sig til forskellige vinteraktiviteter, ville han forsøge at se nærmere på efterforskningsmaterialet vedrørende Louises forsvinding. Han kunne dog ikke love noget, for arbejdsbelastningen var stor, og hele Teknisk afdeling var tvunget i knæ. Hvis hendes barndomsveninde kontaktede hende igen, skulle hun med det samme lade ham det vide, så de kunne forsøge at spore samtalen. Bagefter var Embla taknemmelig for, at hun havde talt med ham. Det var en stor lettelse, at han havde taget hende alvorligt og gerne ville hjælpe hende med at finde frem til, hvad der var sket med Lollo.
Lige siden opkaldet fra Lollo havde tankerne om hendes forsvinding konstant rumlet i Emblas bevidsthed. Indimellem følte hun, at hovedet var ved at sprænges. Kun når hun var sammen med Elliot og Nisse, kunne hun koble tankerne fra for en stund.
Der gik ikke mange minutter, før toiletdøren fløj op igen. Elliot spænede ud på gangen, stadig syngende sin lille sang som akkompagnement til toiletskyllet. Melodien var medrivende, men teksten noget ensformig, eftersom den kun bestod af ét eneste ord: jagt. Han sang ordet med forskellige betoninger og i varierende tonearter. Eftersom han havde arvet sin fars musikalitet, havde han tydeligvis en fornemmelse for, hvordan en sang skulle fremføres, men det begyndte at blive en smule trættende med den kedelige tekst, som han havde sunget uafbrudt i flere dage nu. Nærmere bestemt lige siden Embla havde ladet sig overtale af Nisse til, at ”lade knægten få en fornemmelse af, hvordan det er at være med på jagt”.
Hun forholdt sig stadig lidt tvivlende til, hvorvidt det var en god idé at tage en niårig med på jagt. Selv havde hun været 15 år første gang, hvilket hun hele tiden havde anført som argument for at vente yderligere et par år. Nisse havde indvendt, at han havde været på Elliots alder, da han begyndte at komme med ud i skoven. Men vi har jo også haft jagten i blodet i utallige generationer, tænkte hun. Det har ingen i Elliots slægt.
De velkendte lyde nede fra stueetagen trængte op til hende: den klukkende lyd fra kaffemaskinen, det klirrende porcelæn, skridt hen over det knirkende køkkengulv og radioen, der kørte på lav volumen. Trygge lyde, der afslørede, at Nisse var ved at lave morgenmad.
Som sædvanlig var han først oppe. Han havde altid stået tidligt op. Det er man nødt til, når man har en bondegård med dyr. De skal fodres, inden man tager af sted på sit almindelige arbejde, som giver en fast indtægt. Nisse havde arbejdet på savværket i hele sit voksne liv. Han havde nu i to år været pensionist og desværre også enkemand. Han og hustruen Ann-Sofie havde ingen børn, men lige siden hun var lille, havde Embla ofte været hos dem. Hun trivedes på landet, med skoven, dyrene og naturen. Måske havde hun altid følt sig mere hjemme her end sammen med sin store familie inde midt i Göteborg.
Hun var efternøler. Et barn, som ingen i familien egentlig havde tid til. Hendes tre ældre brødre havde, på hver deres måde, taget meget plads. De var alle tre begyndt i skole, da hun blev født. Den stærkeste følelse, hun huskede fra sin barndom, var ensomhed. Det var heldigt, at hun havde haft Lollo …
Tanken om barndomsveninden gjorde hende lysvågen. Samtidig kaldte Nisse nede fra stuetagen:
– Morgenmad!
Med et langt gab strakte hun sig, før hun modvilligt steg ud af sengen. Rullegardinet rykkede hun op med et smæld, og derefter blev hun stående og så ud ad vinduet. Hun kunne med en vis forbavselse konstatere, at der var faldet store mængder af sne i løbet af natten. Tidligere på ugen var der faldet omkring 15 centimeter, men efter nattens snefald måtte det nærme sig en halv meter. Det var yderligere en grund til ikke at gå på jagt i dag. Og koldt var det også. Termometeret på ydersiden af vinduet viste -11 grader, og det blæste stadig meget.
– Embla, skynd dig!
Det var Elliot, der råbte nede fra køkkenet. Om to dage begyndte skolen igen efter vinterferien. Han havde glædet sig til at fortælle om jagten til sine måbende venner. Ingen anden ville kunne slå det. En jagt slog uden problemer en charterrejse til Gran Canaria eller en skiferie i Åre.
Elliott kunne nærmest ikke sidde stille på stolen, hele hans krop vibrerede og hoppede af ophidselse.
– Må jeg ikke også få et gevær? Bare et lille et, altså. Det behøver ikke være ladt. Eller måske lidt ladt. Hvis nu der kommer en bjørn eller sådan noget.
– Elliot, der kommer ikke nogen bjørn. De sover vintersøvn. Og vi skal bare ud og se, om vi kan få ram på en ræv, sagde Nisse.
– Ræv? Men hvad nu, hvis der kommer en ulv? Så må jeg have et gevær! Vi skyder den med det samme! Booom!
Med begge pegefingre sigtede drengen mod et fiktivt dyr ude i gangen. Det gav et ryk i hele kroppen, hver gang han affyrede et skud.
– Pow! Pow! Booom!
– Det kalder jeg en kraftig rekyl, sagde Nisse og blinkede til Embla.
Hun kunne ikke andet end at smile. Men inden i hende gnavede spørgsmålet stadig, om det nu også var en god idé at tage drengen med ud på jagt? Sne, kulde, det faktum, at han kun var ni år …
– Og Seppo skal med! udbrød Elliot ivrigt og pegede på den store grå hund, der lå i sin kurv ved siden af komfuret.
Da hunden hørte sit navn blive nævnt, åbnede han det ene øje og spidsede ører. Var der mad? Da han indså, at det ikke var tilfældet, lukkede han øjet igen og sov videre.
– Nej, Seppo er ikke den slags hund, man bruger til rævejagt. Han er trænet på elge og rådyr, forklarede Nisse tålmodigt.
– Hvad for nogle hunde jagter så ræve? ville Elliot vide.
– Mindre hunde. Som regel terriere. For eksempel …
Telefonen ringede og afbrød ham. Nisse gik hen og tog fastnettelefonen, der hang på væggen ved siden af døren.
– Hej du! Hvordan har I det ovre i Herremark? spurgte han glad.
Så vidste Embla, hvem det var. Harald Fäldt, hendes mors og Nisses fætter. Nisse havde set en del til Harald og hans kone gennem årene, men Embla havde ikke set dem i mange år. Hun kunne knap huske, hvornår de så hinanden sidst. Jo, der havde været en stor fest på gæstgiveriet, som han og hans kone Monika havde arrangeret. En sommerfest, måske var det en midsommerfest? Hun kunne ikke huske det, for hun havde kun været syv eller otte år.
– Har du stadig et lille gevær, fra da du var lige så gammel som mig? Har du? Må jeg låne det?
– Nej, Elliot, der findes ingen børnegeværer. Og jeg fik først mit eget gevær, da jeg var 18 år og havde taget jagttegn.
Elliot rynkede brynene og så forvirret ud.
– Hvad for noget?
– Jagttegn.
– Hvad er det?
– En slags skole for jægere.
Der bredte sig et grublende udtryk i hans ansigt, men kun i et par sekunder, før han lyste op igen.
– Lærte du så alt muligt om geværer?
– Ja. Men man skal også lære en masse om dyrene i skoven og alle de regler, der er. Skydevåben er jo farlige, for man kan faktisk skyde et menneske, hvis man ikke er forsigtig.
Elliot nikkede med en alvorlig mine for at tilkendegive, at han var helt med. Et øjeblik efter lyste han op igen.
– Må man så skyde med gevær, når den der skole er overstået? spurgte han ivrigt.
– Ja. Men man skal altså være 18 år.
Han himlede med sine store grønbrune øjne og hævede brystkassen i et dybt suk.
Nisse vendte sig mod Embla og pegede på telefonen.
– Kan du ikke lige tale med Harald? De har nogle problemer ovre i Herremark.
Hun rejste sig fra bordet og gik hen for at tage imod røret fra morbroren.
– Hej, det er Embla, sagde hun lidt afventende.
– Hej. Fætter Harald her. Ja, altså, ikke din fætter … men Sonja og Nisses. Men vi er dog i familie.
Han lød forvirret og forceret. Åbenbart kunne han selv høre det, for med et par hvæsende indåndinger forsøgte han at falde lidt til ro.
– Det er jo et stykke tid siden, vi har set hinanden. Men Nisse fortalte, at du og knægten ville komme op i denne uge. Og jeg ved jo, at du er politiinspektør. Efterforsker mord og den slags. Og der er sket noget her. En af vores gæster er blevet dræbt i løbet af natten. Vi fandt ham her til morgen, sagde han med en lidt mere behersket stemmeføring.
Det var svært at forestille sig, at folk slog hinanden ihjel i det fredfyldte Herremark, men efter sin tid som efterforsker i Lenskriminalpolitiet i Västra Götalands mobile enhed, forkortet LVM, vidste hun, at der blev begået grove forbrydelser de mest idylliske steder. Alligevel blev hun rystet.
– Myrdet? Kan det ikke dreje sig om selvmord? spurgte hun lavmælt, for at Elliot ikke skulle høre noget.
Det var en unødvendig sikkerhedsforanstaltning. En kedelig telefonsamtale interesserede ham ikke det mindste. Han var i fuld gang med at lægge strategi før jagten. Nisse sad mest og nikkede ivrigt.
– Han ligger i sengen. Skudt i hovedet, svarede Harald kort.
Stemmen var anspændt og dirrede mærkbart.
Embla var tavs i et stykke tid, mens hun tænkte intenst. Mord? Selvmord? Indimellem var det svært at afgøre. Men når først en person har besluttet sig for at tage sit eget liv ved hjælp af et skydevåben, skyder de sig oftest i hovedet, vidste Embla.
– Hvor er han? spurgte hun.
– I en af de feriehytter, vi lejer ud.
Derefter stillede hun det mest åbenlyse spørgsmål:
– Har du ringet til politiet?
– Ja. Men fordi det er lørdag, er det kun politiet i Åmål, der arbejder. Og de er optagede af et andet mord, der skete her i nat. Faktisk kun et par kilometer herfra. En ung dreng, der blev stukket ned med en kniv. Hockeyholdet holdt vist fest.
– Okay. Men politiet i Bengtsfors … forsøgte hun, men blev afbrudt.
– Politistationen er som sagt lukket i weekenden. Den skal for resten lukkes helt, har jeg hørt. Eller, det har Monika hørt.
Et rallende hosteanfald afbrød hans redegørelse. Der var nok ikke andet for end at køre derhen. Om ikke andet så for at berolige Monika og Harald, til politiet havde tid til at tage sig af sagen. Embla sørgede for at foretage en hurtig sammenfatning:
– Du har fundet en død mand i en af jeres feriehytter. Du vurderer, at han er blevet dræbt. Skudt. Har jeg opfattet det korrekt?
– Ja.
– En ung fyr fra en hockeyklub er også blevet dræbt i løbet af natten. Klubben holdt fest i nærheden. Stedet ligger kun et par kilometer fra Herremarks gæstgiveri. Stemmer det?
– Ja. Politiet i Åmål siger, at der vil gå noget tid, før de kan komme. Så derfor ville jeg høre, om du kunne køre forbi? Det ville vi være meget glade for. Monika og jeg.
Embla så hen på Elliot. Han gestikulerede ivrigt, øjnene lyste af forventning. Det ville ikke gå an at aflyse jagten.
– Du, kan jeg lige ringe tilbage om et par minutter? Jeg må lige tale med Nisse. Vi har lovet Elliot noget, som Nisse må klare selv, hvis jeg skal køre op til Herremark.
Hun afsluttede samtalen og så eftertænksomt på Elliot. Inden hun nåede at fremlægge problemet for Nisse, sagde han:
– Kør du bare, så tager jeg drengen med ud. En ræv skulle vi vel kunne klare at skyde på egen hånd.
Han blinkede til Elliot, som sendte ham et strålende smil tilbage.
Den hårde blæst havde pakket sneen sammen i driver, men uden varsel kunne der fyge så meget sne ind over vejen, at det skjulte den helt. Det gjaldt om at køre forsigtigt, ellers var der risiko for, at bilen kørte direkte ind i nogle af de høje snedriver langs kanten af vejen. Men vejen var godt ryddet, selv om sneen hvirvlede ind over kørebanen. Det gik forbavsende hurtigt at køre de godt 30 kilometer til Herremark. Da hun ifølge GPS’en nærmede sig, så hun et skilt til Herremarks Gæstgivergård. Hun drejede af fra landevejen i pilens retning. De sidste hundrede meter fra landevejen var dårligere ryddet, og hendes bil havde problemer med at komme frem, på trods af at den var forsynet med gode vinterdæk. Det var en Kia Sportage, som hun havde lånt af sin veninde Bella, der var flyttet til New York for at arbejde for en bank i et år. Emblas egen gamle Volvo 245 skulle sættes i stand i løbet af foråret, lidt uvist præcis hvornår.
I samme øjeblik hun slingrede ind på gårdspladsen foran gæstgiveriet, blev de store dobbeltdøre slået op, og Harald og Monika trådte ud for at tage imod hende.
– Tak, søde Embla, fordi du kom! Det er så forfærdeligt! udbrød Monika grådkvalt.
Hendes hænder dirrede, da hun tog Emblas fremstrakte hænder i sine. Grebet var uventet hårdt, som om hun klamrede sig til en redningskrans. Hos Harald kom bekymringen til udtryk ved, at han ikke kunne stå stille, men trampede uroligt på stedet. Han skiftede hele tiden vægten fra den ene fod til den anden, hvilket fik ham til at svaje en smule.
Monika var lille og spinkel, med tykt stålgråt hår i en kort page. Hun var klædt i en smuk norsk sweater i blå nuancer og sorte lange bukser. Harald var høj og havde med årene fået en vis fylde. Ligesom Nisse havde han tabt det meste af håret, og ligesom sin fætter havde han valgt at barbere de sidste rester af. I ungdommen havde han og Nisse og Emblas mor Sonja haft flammende mørkerødt hår. Blandt de yngre i slægten var det kun Embla og hendes yngste bror Kolbjörn, der havde arvet slægtens karakteristiske hårfarve, begge de ældre brødre var mørkhårede, ligesom deres far.
Harald var klædt i en rødternet skjorte og et par mørkeblå lærredsbukser. På fødderne lyste et par neongrønne Crocs. Kulden til trods glinsede sveddråber på hans pande og på overlæben.
Før Embla kørte, havde Nisse fortalt hende lidt om Herremark gæstgiveris historie. Gården var opført i midten af 1800-tallet. Oprindelig var det en herregård med en del jord og skov til. Åbenbart havde senere generationer ikke forvaltet ejendommen på bedste vis. Den ludfattige sidste indehaver af slægtsgården havde solgt både jorden og hovedbygningen til Monika og Harald. I fællesskab havde de bygget virksomheden op gennem de sidste 40 år. I dag kunne de byde deres gæster på mad i topklasse på en velrenommeret restaurant med tilhørende overnatningsmuligheder. Bag hovedbygningen skrånede parken ned mod en stor sø. Nede ved søen havde Harald ladet opføre feriehuse af høj standard. Mange af gæsterne kom tilbage år efter år og lejede sig ind i flere uger om sommeren. Det var også populært at leje kanoer og sejle rundt på egnens søer og åer.
Selv om vinteren var der som regel fuldt booket. Kun et par kilometer fra gæstgiveriet var der en slalombakke med træklift, hvilket især børnefamilierne satte pris på, men de fleste kom for de gode langrendsruter. De blev præparerede og holdt ved lige hele vintersæsonen. Restauranten var yderst populær, og man måtte bestille bord lang tid i forvejen, hvis man ville spise frokost eller middag på stedet. Køkkenet var berømt for sine udsøgte retter af forskelligt vildt fra egnen, og som regel var det Harald selv, der havde nedlagt vildtet. Monika havde base i køkkenet og havde haft held til at tilknytte særdeles dygtige kokke til stedet.
Nu begyndte parret at nærme sig pensionsalderen, og Nisse havde fortalt, at de allerede forhandlede med en efterfølger. Embla kunne sagtens forstå, at fundet af den døde mand i feriehytten måtte have rystet dem i deres grundvold. Naturligvis var de også bekymrede for gæstgiveriets ry.
– Kom ind, så du ikke fryser ihjel, sagde Monika og trak hende over dørtærsklen.
Først da de var kommet indenfor, slap hun sit greb om Emblas hånd og gav hende et varmt knus. Monikas kind var fugtig af tårer, og Embla gav hende et lige så varmt knus tilbage. Harald luntede efter dem og lukkede de tunge dobbeltdøre. Indenfor var der en mindre lobby med et par små læderlænestole foran en åben pejs, hvor ilden knitrende bød gæsterne velkommen.
– Vi går op til os, sagde Harald.
Han vendte sig om og gik hen til en dør med skiltet ”privat”. Han holdt høfligt døren og lod de to damer gå først ind i den lille gang. Embla tog sine støvler af og hængte frakken på en af de håndsmedede jernkroge på væggen. Med Monika forrest gik de op ad trappen til førstesalen. Langsomt, med tunge skridt, fulgte Harald efter dem. De kom op til en stor øvre hall, med bogreoler langs væggene. Fra vinduet havde man en fantastisk udsigt ned mod søen. I rummet stod der en gruppe kurvemøbler med tykke hynder i et blå- og hvidstribet stof. På gulvet lå et kludetæppe i forskellige blå nuancer.
– Sæt dig endelig ned, sagde Monika og pegede mod sofagruppen.
Embla satte sig i en af stolene. Ægteparret Fäldt satte sig tæt sammen i den lille sofa og søgte hinandens hænder. Kurvesofaen knirkede bekymrende under deres samlede vægt. Men hvis ret skulle være ret, var det nok mest Harald, der stod for overvægten.
Ingen tid til høflighedsfraser, vi må hellere gå direkte til sagen, tænkte Embla.
– Er du helt sikker på, at manden er død? indledte hun og så på Harald.
– Helt sikker. Al blodet … hovedet …
Han afbrød sig selv og forsøgte at modarbejde kvalmen, der steg op i halsen. Harald er jæger, han kan se, når et skud har været dødeligt, tænkte Embla.
– Hvornår kom han hertil?
Efter et hastigt blik på ægtemanden, der gjorde en synkebevægelse, svarede Monika.
– I går eftermiddags. Han skrev sig ind som Jan Müller. Det var samme navn, han havde booket feriehytten i. Og han fortalte, at han havde brug for at være uforstyrret, så derfor ville han gerne have hytten længst væk.
Embla pegede mod søen.
– Længst væk? De ligger da ret tæt, gør de ikke? sagde hun.
– Det var ikke en af hytterne ved søen, men dem ved vejen ned til Klevskog. Naturreservatet, du ved. Vi har tre nybyggede hytter dernede.
Hun kendte hverken til naturreservatet eller hytterne, men besluttede sig for at lade som ingenting.
– Er alle tre hytter lejet ud lige nu?
Begge rystede på hovedet. Derefter mumlede Harald en undskyldning og rejste sig brat op. Han så ikke ud til at have det for godt. Med hastige skridt gik han hen mod en lukket dør, åbnede den og forsvandt ind i lejligheden. Monika så bekymret efter ham, men vendte sig så mod Embla igen.
– Nej. Her om vinteren bor alle gæsterne i hytterne ved søen. Det var kun Jan Müller, der bad om at måtte bo ved reservatet, sagde hun.
– Hvor langt væk ligger hytterne?
Hun rynkede koncentreret panden og funderede lidt.
– Hvad kan det være? Der er vel højst 500 meter til frakørselsvejen herfra. Og så omkring 100 meter ned til den første hytte. De ligger med 20 meters mellemrum. Det husker jeg fra tegningerne, da vi byggede dem, sagde hun langsomt.
Manden havde valgt en hytte, der lå uforstyrret. Det kunne tale for, at han havde tænkt sig at tage sit eget liv og ikke ville risikere at blive forstyrret.
Døren gik op igen, og Harald kom tilbage. Ansigtsfarven var stadig rød, men han så roligere ud nu. Han sank tungt ned i sofaen, der gav sig højlydt.
– Undskyld. Jeg var lige nødt til at få lidt vand, sagde han.
Monika tog hans hånd og knugede den. Embla smilede opmuntrende og vendte sig mod ham.
– Müller må have haft en bil, konstaterede hun.
– Ja. En stor Audi, en firhjulstrækker. Og den var ny. Han fortalte, at han var ved at køre den til.
– Farve?
– Hvid.
– Er vejen til hytterne ryddet?
– Ja. Vi rydder altid helt ned til reservatet.
Embla funderede lidt over navnet Jan Müller. Det sagde hende ikke noget, ingen klokker ringede.
– Müller … var han tysker?
Harald rynkede panden og overvejede det et øjeblik.
– Nja. Han talte svensk. Det lød, som om han var fra Göteborg, med en svag accent. Men tysk … nej. Vi har mange tyske gæster, og de lyder ikke på samme måde. Det er svært at sige noget om, hvor han kom fra, sagde han tøvende.
Monika nikkede istemmende.
– Hvordan så han ud? Nogen særlige kendetegn? Alder? fortsatte Embla.
Harald nikkede til sin kone som tegn til, at hun skulle overtage.
– Normal højde eller lidt under, men kraftigt bygget. Mellem 45 og 50 år gammel. Mørkhåret med en del grå stænk. En lille måne, som han havde kæmmet håret over. Han bar et nydeligt jakkesæt under en blå uldfrakke, da han tjekkede ind. Også velklædt ved middagen i går. Jeg kan huske, at han havde en temmelig kraftig herreparfume på. Og han havde et meget stort armbåndsur af guld. Det så jeg, da han tjekkede ind. Jeg stod ved siden af Harald, som tog sig af det formelle, og derfor havde jeg lejlighed til at se lidt nærmere på hr. Müller.
– Hvornår ringede han og bookede hytten?
– Tidligt i går morges. Og han spurgte straks, om nogen af hytterne ved naturreservatet var ledige. Da jeg fortalte, at det var de alle tre, ville han gerne have den, der lå længst nede ved reservatet.
Han må altså have kendt til de tre afsidesliggende hytter. Men det kunne han selvfølgelig have set på gæstgiveriets hjemmeside, hvor overnatningsmulighederne blev præsenteret. Det havde hun selv gjort i al hast, før hun kørte til Herremark. Men de tre hytter ved reservatet havde hun faktisk ikke set.
– Hvor længe havde han tænkt sig at blive? spurgte hun videre.
Nu var det Harald, der svarede.
– Det var som sagt mig, der tjekkede ham ind. Han sagde, at han kun ville blive en enkelt nat. Han bestilte middag til fredag aften og morgenmad lørdag. Og han sagde, at han var morgenmenneske, så han ville gerne have morgenmad præcis klokken syv. Det pointerede han flere gange. Da han ikke dukkede op i morges, ringede jeg ned til hytten lidt i halv otte. Han svarede ikke, og så blev jeg urolig. Jeg tænkte, at han måske var blevet syg eller noget. Der er ensomt dernede, når ingen af de andre hytter er beboede.
– Hvornår gik du ned for at kigge til ham?
– Omkring kvart i otte. Og jeg tog bilen.
Embla rejste sig op.
– Okay. Jeg kører derned og kigger nu. Må jeg få jeres mobilnummer? Samt en rutebeskrivelse og en nøgle.
– Jeg låste vist ikke efter mig, men her har du en af ekstranøglerne.
Harald trak en nøgle med en nøglebrik frem fra den ene bukselomme og rakte den til Embla. Der var malet et stort tretal på nøglebrikken med sort farve.
– Var døren låst, da du kom? spurgte hun.
– Ja. Men nøglen sad ikke på indersiden.
En detalje, der måske ikke var uden betydning.
– Kan nogen være faldet over en ekstranøgle?
Han rystede bestemt på hovedet.
– Nej. Vi har fire nøgler til hver hytte. Müller fik kun en, eftersom han var alene. De andre tre var låst inde i vores nøgleskab. Det så jeg, da jeg tog den derfra, før jeg kørte ned til hytten.
Med en let dirrende finger pegede han på nøglen, hun holdt i hånden.
Ifølge anvisningerne skulle hun køre omkring 150 meter i nordlig retning på vej 172, indtil hun så et skilt, hvor der stod Klevskog Naturreservat, og der skulle hun dreje ind. Vejen var ryddet, som Harald havde sagt. Gennem fygesneen kunne hun se de tre hytter, der lå på række. Den afdøde skulle befinde sig i den længst mod skoven.
På begge sider af vejen bredte markerne sig ud. Tung fygning drev over vidderne og hvirvlede i den stadig hårde blæst. Et stykke fra hytterne rejste mægtige graner sig; det var der, naturreservatet begyndte. Harald havde givet hende hurtig information om naturreservatet, før hun kørte.
Klevskog var berømt for sin biodiversitet, ikke mindst af fugle. Midt i reservatet lå der en lavvandet sø, som var en ideel habitat for diverse vadefugle og vandfugle. Der var ingen bebyggelse inde i reservatet. De tre hytter var først og fremmest bygget med henblik på ornitologer, men husene var af høj standard, hvilket gjorde dem attraktive også for de ikke-fugleinteresserede. Ifølge Harald havde det været en vellykket satsning, for hytterne var yderst populære. Men fra november til marts var det lavsæson. Vinterturisterne ville hellere bo nærmere gæstgiveriet.
Det var underligt, at manden i hytten specifikt havde bedt om at leje hytten længst væk af de tre. Han måtte have været kendt i området. Måske havde han været her tidligere? Som ornitolog? Men hverken tidspunktet på året eller beskrivelsen af hans beklædning talte for det. Elegant tøj og guldur. Og så var der bilen, som Harald havde nævnt, en spritny Audi firhjulstrækker. En dyr og eksklusiv bil.
Da Embla nærmede sig den sidste hytte i rækken, så hun ganske rigtigt en stor snedynge, der dækkede bilen. Hun parkerede sin lånte Kia bag dyngen, for det var der, Haralds hjulspor endte. Da hun havde slukket motoren, blev hun siddende et øjeblik inde i bilen og iagttog omgivelserne. Det eneste, der brød den urørte sneoverflade foran huset, var fodspor, der ledte hen mod trappen, og andre, der førte tilbage med stor afstand mellem sporene. Harald var uden tvivl løbet tilbage til bilen.
Selv om det ikke længere stormede, lod den hårde blæst ikke til at være ved at aftage. Det var svært at afgøre, om det bare var snefygning i luften, eller om det var begyndt at sne igen. Ifølge vejrudsigten skulle der falde mere sne i løbet af dagen. Hun tog mobilen frem og tjekkede rapporten for nattens vejr. Snefaldet var begyndt omkring kl. 01.00 og var aftaget omkring 05.30. Det forekom sandsynligt, at hvad der end havde udspillet sig i hytten, så burde det være sket før eller i uvejrets første timer. Sne og vind kan udviske spor ganske hurtigt. Rutinemæssigt burde hun undersøge eventuelle forekomster af spor uden for huset, før hun gik ind, eftersom hun var den første på stedet, hvis man så bort fra Harald. Hun tog et par gummihandsker fra handskerummet og trak dem på. Derefter stak hun hænderne i sine tykke vanter og steg ud af bilen.
Den hårde vind ramte hende med fuld kraft og fik hende automatisk til at krympe sig. De spidse snefnug stak som små nåle i ansigtet. Hun følte sig lettet ved tanken om, at Elliot og Nisse nok ikke ville være ude i kulden særlig længe. De ville tage hjem for at drikke varm kakao og spise Nisses gode boller. Det var sikkert tilstrækkeligt for Elliot, at han havde fået lov til at være med på sit livs første jagt, selv om den blev kort.
Dybt nedbøjet begyndte hun at gå hen mod hytten i Haralds spor. Flere gange standsede hun op, trak vanterne af og fotograferede jorden med mobilkameraet. Hun så ikke noget bemærkelsesværdigt, udover Haralds spor, hvilket var vigtigt at dokumentere.
Ganske rigtigt havde Harald ikke låst efter sig. Hun åbnede forsigtigt døren. Det første, hun registrerede, var en stærk duft af herreparfume. Lige lovlig stærk, faktisk. Hun tændte lyset på kontakten, der sad lige ved dørkarmen. To lamper i loftet lyste op, en over køkkenafdelingen ved den fjerneste væg og en midt i den lille stue. Hun trak sin pelskantede hætte ned – pelsen kom fra en ræv, hun selv havde skudt – og lod hurtigt blikket glide rundt i hytten. Ved dørens ene side var der en kort væg. På den var der en hattehylde og ved siden af stod et lille skab. Efter at have passeret skabet kom man direkte ind i stuen. Under hattehylden hang en mørkeblå uldfrakke, og på selve hylden lå et lækkert uldhalstørklæde nydeligt foldet, foruden et par sorte skindhandsker. På gulvet stod et par sorte herresko, der absolut ikke egnede sig til vejrforholdene. Væggene var beklædt med høje, hvide træpaneler, og gulvet var af lyst, lakeret træ. Lige fremme kunne hun se et lille, moderne udstyret køkken. Hun noterede sig, at der ikke stod noget brugt service på bordet, men hun måtte huske lige at kigge i opvaskemaskinen også. Ved vinduet i køkkenafdelingen var der et bord med fire køkkenstole. På gulvet lå der kludetæpper i grønne og hvide farver. Ved gavlvæggens vindue stod en sofa og to mindre lænestole. Af møblernes placering at dømme antog hun, at der hang et tv på den modsatte side. I hjørnet ved siden af sofaen tronede en stor, muret kamin med tilhørende brændekurv af flettede jerntråde, fuld af brænde. Det så ikke ud, som om manden havde tændt op i kaminen.
Eftersom hun faktisk havde ferie, havde hun ikke haft skoovertræk med i bilen. Før hun forlod Nisses gård, havde hun improviseret og taget to plasticposer med. Dem trak hun ud over sine støvler, før hun gik ind i stuen og så sig omkring. Nøjagtig som hun havde antaget, hang der et tv på væggen. Der var to døre i stuen, hvoraf den ene stod på klem. Gennem sprækken kunne hun se reflekser i glasset til en brusekabine. Den anden dør stod på vid gab.
Det var døren til soveværelset.
Først gik hun hen til badeværelset, tændte lyset og kiggede ind. Det var et lille rum med kakler på alle vægge og med toilet, håndvask og brusekabine. Duften af herreparfume var stærk, på grænsen til kvalmende. Der hang en sort toilettaske på en krog samt en stor, hvid badekåbe i tyk frotté og en mindre af samme gode kvalitet. Alt virkede nyt og lækkert.
Hun lukkede døren og gik hen til soveværelsesdøren, rakte hånden ind bag dørkarmen og tændte på kontakten. Hun standsede på dørtærsklen og lod blikket glide rundt i rummet.
Den rå lugt af blod blandet med herreparfume og alkohol var ikke til at tage fejl af. En dobbeltseng dominerede rummet, med et natbord på hver side. På natbordet nærmest døren stod der en tom spiritusflaske og et tomt glas. Ved den ene væg stod et dobbeltskab. På en bænk under vinduet lå der en lukket sort kabinekuffert. En svinedyr, ultralet Samsonite, notede hun sig. Efter at have skannet rummet, så hun nærmere på manden i sengen.
Hun forstod godt, at Harald var blevet chokeret. Det var et ubehageligt syn.
Manden lå på ryggen, med dynen trukket et stykke ned over brystet og de kraftige hænder korslagte ovenpå. På håndryggen og fingrene var der sorte hår. På højre lillefinger glimtede en signetring med en stor facetslebet grøn sten. Under de krydsede hænder lå en pistol af større model. Med en vis forbavselse konstaterede hun, at han havde en mørkeblå silkepyjamas på. Hvem bruger silkepyjamas midt om vinteren, når man skal sove i en hytte langt ude på landet? Bortset fra manden i sengen, altså.
Skudhullet var lige mellem hans buskede øjenbryn. Grov kaliber. Puden var gennemvædet af blod, hvilket indikerede et stort udgangshul. En stor del af hovedets bagside var formodentlig sprængt væk. For at få et bedre overblik stillede hun sig på tæerne, hvilket ikke var det letteste med de tunge støvler, hun havde på. Nu så hun, at der var en endnu større blodplet over hjertet. To skud altså. Huden i ansigtet havde en gråhvid tone, hvilket tydede på, at han havde været død i et stykke tid.
I betragtning af at offeret havde to dødelige skudskader fra et grovkalibret våben, kunne der ikke være tale om selvmord. Man kan ikke lægge hænderne over kors over brystet efter at have skudt sig selv i hovedet og i hjertet.
Manden var kraftig, men ikke fedladen. På trods af at der var næsten tre meter hen til sengen, og ansigtet var vansiret af skuddet, syntes hun, der var noget bekendt ved hans grove ansigtstræk: de buskede øjenbryn, den dominerende hage, det gråsprængte hår, der var blevet tyndt oppe på issen.
Hun fik sit livs chok, da hun indså, hvem han var.
I sengen lå Milo Stavic. Manden fra de tilbagevendende mareridt, der havde plaget hende i snart femten år. Manden, der sammen med sine to brødre havde bortført Lollo. Manden, der havde truet med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen, hvad der var sket den nat.
Hun trådte instinktivt et skridt tilbage.
– Nej! Det er jo … sindssygt! sagde hun højt.
Stemmen dirrede, og hun hev heftigt efter vejret, mens hjertet dunkede i brystet.
– Sindssygt?
Stemmen bag hende var dyb, og hun genkendte den ikke.
Vil du læse videre i Snefald?
Snefald er den tredje og nyeste fritstående krimi om Embla Nyström.
Embla Nyström får et opkald fra sin morbrors fætter, som har fundet en død mand i en af de hytter, som han udlejer. Ofret, som er blevet likvideret, er en af Sveriges største bandeledere af organiseret kriminalitet. Han er blandt dem, der mistænkes for at stå bag Emblas venindes uopklarede forsvinden 14 år tidligere.
LÆS OGSÅ: Svensk krimiserie af Helene Tursten. Se alle Embla Nyström-bøgerne her
Snart dukker flere mordofre op fra gangsterbossens inderkreds. Kan jagten på de skyldige give Embla svar på, hvad der skete dengang? Er der en chance for, at hendes veninde stadig lever?
LÆS OGSÅ: Svensk krimiserie af Helene Tursten. Se alle Embla Nyström bøgerne her
Vil du gerne finde flere krimier til din samling? Så har vi samlet en liste med de bedste krimibøger her.
Nu kommer tredje selvstændige bog i Helene Turstens spændende serie om kriminalinspektør Embla Nyström. Læs et uddrag her.
I Snefald jagter Embla Nyström gerningsmændene bag drabet på en berygtet bandeleder. En bandeleder, som er mistænkt for at have været indblandet i Emblas venindes forsvinden for 14 år siden. Kan Embla i jagten på de skyldige finde svar på, hvad der skete med hendes veninde for alle de år siden?
Smuglæs i de første kapitler af bogen nedenfor.
Du kan se alle bøgerne i serien her
Du kan købe Snefald online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. august 2020.
Helene Tursten
Snefald
På dansk ved
Charlotte A.E. Glahn
Hoveddøren blev åbnet på klem. Et ansigt dukkede frem, nogen kiggede forsigtigt ud. Da alt virkede roligt og stille, trådte en mand ud på fortrappen. Uden nogen tegn på hastværk stak han en pistol ned bag i bukselinningen og lod en mobil glide ned i jakkelommen. Derefter lynede han skindjakken. Han rettede på sin mørke solbriller og trak hætten op på trøjen, han bar under jakken.
På begge sider af huset bredte store marker sig ud, hvilket var en fordel, for det betød, at der ikke var nogen i nærheden, der kunne se eller høre ham. For en sikkerheds skyld stak han hånden ind bag dørkarmen og slukkede lyset. Han tog også nøglen, der sad i låsen på indersiden af døren. Uden at bekymre sig om at lukke døren lydløst skubbede han til den med hoften. Han låste og vendte sig om. Med et vrik med håndleddet kastede han nøglen ud i mørket. Og gik forsigtigt ned ad de glatte trappetrin.
Efter et par skridt blev han opslugt af natten.
Da stormen kom, trak den brølende ind fra vest med horisontalt piskende fnug. Den hårde blæst hvirvlede det lag sne, der var faldet tidligere på ugen, op til drivende tæpper af fygende sne. På blot et par minutter var sigtbarheden lig nul.
Gulvet havde ikke længere fast form, fødderne sank dybere og dybere ned for hvert skridt. Hun måtte ikke standse op, for så ville hun sidde fast. Videre, videre! Det haster! Lollo, jeg kommer! Lyset kom nærmere, og gennem de dunkende lyde i ørerne mente hun at høre stemmer. Hun kunne skimte store skygger lidt længere fremme. De bøjede sig over en lille sammenkrøbet skikkelse, som hun vidste var Lollo. Gode gud, lad det ikke være for sent! Jeg vil aldrig mere … gode gud … bare du hjælper os! Skriget, hun forsøgte at presse frem, kom aldrig over hendes læber, de bevægede sig bare stumt. En af skyggerne vendte sig pludselig imod hende, og det gik op for hende, at hun var opdaget. Først blev hun stiv af skræk, så vendte hun sig om for at flygte. Men det var tilstrækkeligt, at hun var standset op i en brøkdel af et sekund. Fødderne sad fast. Med rasende fart nærmede den truende skygge sig, og hun kunne ikke røre sig ud af flækken. Da han nåede frem til hende, mærkede hun, at han greb fat om hendes hals.
”Hvis du siger et ord til nogen, er du død! Vi ved, hvem du er, og hvor du bor!” hvæsede han.
Hun forsøgte fortvivlet at presse ordene frem.
”Lollo, Lol…”
”Glem hende!”
Han slyngede hende ned mod gulvet. Væggene omkring hende styrtede sammen, og hun sank ned i det iskolde slim, næseborene og munden blev dækket. Træk vejret … hun kunne ikke få vejret! Jorden under hende rystede.
Embla vågnede ved, at hun sad op i sengen og hev efter vejret. Angstsveden løb mellem brysterne, og T-shirten klæbede til ryggen. Som altid, når hun havde haft sit tilbagevendende mareridt. Men denne gang var noget anderledes. Jorden rystede. Hun plejede at vågne ved, at hun ikke kunne få vejret. Hvorfor rystede jorden? Og hvor befandt hun sig?
Langsomt kom hun til sig selv igen og indså, at det var sengen, der bevægede sig.
Morbror Nisses lille gæsteværelse var trangt, men der var lige plads til en ekstraseng, hvis man stillede den for fodenden af hendes seng. Det var derfra rystelserne kom. Noget uglet brunt hår stak op over sengegavlen, og under strithåret glimtede et par lysvågne øjne. Elliot fortsatte med utålmodigt at ruske i gavlen.
– Vågn op! I dag skal vi på jagt!
Med et lille jubeludbrud sprang han ud af sengen og hoppede over i hendes.
– Jagt! Jagt! Jagt!
Han sang sin selvkomponerede melodi, mens han hoppede rundt i sengen. Selv om hun kun var halvt vågen, kunne hun ikke lade være med at grine. Normalt var han en livlig dreng, men lige nu var der skruet helt op for energien.
– Jaja, men smut nu lige på toilettet først og tag så det tøj på, der ligger på stolen i gangen …
Længere nåede hun ikke, for han var allerede hoppet ned fra sengen og var på vej ud på det lille badeværelse, der lå i forlængelse af gæsteværelset.
Elliot var det bedste, der var kommet ud af hendes forhold til Jason Abbot, en jazzmusiker, hun havde dannet par med for snart fem år siden. De havde haft et utal af opslidende skænderier på grund af Jasons gentagne utroskab og var til sidst gået fra hinanden. Men mellem Jasons søn Elliot og Embla var der vokset en stærk relation frem, som faren klogt nok ikke havde ønsket at bryde. Han havde naturligvis indset fordelen ved at have en anden voksen i sønnens liv, som var villig til at hjælpe til indimellem. Elliots mor døde, før han fyldte et år, og han havde ingen erindring om hende. Alle Jasons slægtninge boede på Jamaica og i Miami. Drengens eneste nære familie i Sverige var en fraskilt moster og hendes tre børn. Hun havde mere end nok med sit eget.
Embla blev liggende lidt i sengens varme og forsøgte at ryste angsten af sig, der stadig sad som en knude i brystkassen. Den seneste uge var mareridtet vendt tilbage hver nat. Årsagen var åbenlys. Hendes bedste barndomsveninde Louise, kaldet Lollo, som var forsvundet sporløst for 14 ½ år siden, havde pludselig ladet høre fra sig.
Sent fredag aften for otte dage siden havde Emblas mobil truttet kendingsmelodien til Star Wars’ originale soundtrack fra 1977. Hun var blevet irriteret, fordi hun troede, det var Nadir, som hun netop havde gjort det forbi med, der ringede igen. Lidt forbeholdent havde hun svaret med sit navn.
Det eneste, hun hørte, var et hurtigt åndedræt. ”Hallo! Hvem er det?” havde hun sagt. Lidt efter hviskede en kvindestemme: ”Åsa? Er det Åsa?”
Hårene havde rejst sig i nakken på hende. Ingen havde kaldt hende Åsa i flere år. Nu kaldte alle hende for Embla, hendes rigtige fornavn. Som barn havde hun hadet det, fordi ingen andre hed sådan. Hun havde fortalt alle sine venner og lærere, at hun hed Åsa, hvilket i virkeligheden var hendes mellemnavn. Da hun blev ældre, havde hun skiftet tilbage til Embla, som hun nu syntes var virkelig cool og fint. Men det ville en person, som ikke havde haft den mindste kontakt med hende siden de tidlige teenageår, ikke vide. Og den person, der ringede, havde ikke set hende i 14 ½ år. Det vidste hun med sikkerhed, for hun genkendte stemmen. ”Lollo!” skreg hun ind i telefonen.
Der lød en pustende lyd i den anden ende, og forbindelsen blev afbrudt.
Den første reaktion havde været chok, men efter lidt tid kom hun til sig selv og begyndte at bearbejde erkendelsen af, at hendes gamle veninde var i live. Samtidig hvirvlede tankerne rundt inde i hovedet: Hvor var hun? Var hun i fare? Ville hun ringe tilbage? Og hvad ville hun sige?
Efter at have vendt og drejet sagen havde Embla truffet en beslutning. For første gang ville hun fortælle alt om Louises forsvinding til nogen, hun stolede på. Der var kun ét menneske, som hun kunne forestille sig at bekende sit livs store traume for. Hun ringede til sin gamle chef, kriminalkommissær Göran Krantz, chef for Teknisk afdeling på politigården i Göteborg. Og fortalte hele historien i telefonen: at hendes bedste veninde var forsvundet en nat, da de var 14 år gamle. Embla havde haft sin første – og eneste – kæmpebrandert, og derfor var minderne om, hvordan de havnede på en natklub, slørede og rodede. Det eneste, hun huskede klart, var den scene, der bestandigt udspillede sig i hendes tilbagevendende mareridt.
De tre mænd, der havde stået lænet ind over Lollo. Kvælertaget. Dødstruslen. Magtesløsheden. Skyldfølelsen.
Eftersom Embla og Elliot skulle til Dalsland den følgende morgen for at holde vinterferie, blev Göran og hun enige om at forsøge at mødes snarest muligt, når hun var tilbage i Göteborg. I løbet af ugen, hvor hun og drengen hengav sig til forskellige vinteraktiviteter, ville han forsøge at se nærmere på efterforskningsmaterialet vedrørende Louises forsvinding. Han kunne dog ikke love noget, for arbejdsbelastningen var stor, og hele Teknisk afdeling var tvunget i knæ. Hvis hendes barndomsveninde kontaktede hende igen, skulle hun med det samme lade ham det vide, så de kunne forsøge at spore samtalen. Bagefter var Embla taknemmelig for, at hun havde talt med ham. Det var en stor lettelse, at han havde taget hende alvorligt og gerne ville hjælpe hende med at finde frem til, hvad der var sket med Lollo.
Lige siden opkaldet fra Lollo havde tankerne om hendes forsvinding konstant rumlet i Emblas bevidsthed. Indimellem følte hun, at hovedet var ved at sprænges. Kun når hun var sammen med Elliot og Nisse, kunne hun koble tankerne fra for en stund.
Der gik ikke mange minutter, før toiletdøren fløj op igen. Elliot spænede ud på gangen, stadig syngende sin lille sang som akkompagnement til toiletskyllet. Melodien var medrivende, men teksten noget ensformig, eftersom den kun bestod af ét eneste ord: jagt. Han sang ordet med forskellige betoninger og i varierende tonearter. Eftersom han havde arvet sin fars musikalitet, havde han tydeligvis en fornemmelse for, hvordan en sang skulle fremføres, men det begyndte at blive en smule trættende med den kedelige tekst, som han havde sunget uafbrudt i flere dage nu. Nærmere bestemt lige siden Embla havde ladet sig overtale af Nisse til, at ”lade knægten få en fornemmelse af, hvordan det er at være med på jagt”.
Hun forholdt sig stadig lidt tvivlende til, hvorvidt det var en god idé at tage en niårig med på jagt. Selv havde hun været 15 år første gang, hvilket hun hele tiden havde anført som argument for at vente yderligere et par år. Nisse havde indvendt, at han havde været på Elliots alder, da han begyndte at komme med ud i skoven. Men vi har jo også haft jagten i blodet i utallige generationer, tænkte hun. Det har ingen i Elliots slægt.
De velkendte lyde nede fra stueetagen trængte op til hende: den klukkende lyd fra kaffemaskinen, det klirrende porcelæn, skridt hen over det knirkende køkkengulv og radioen, der kørte på lav volumen. Trygge lyde, der afslørede, at Nisse var ved at lave morgenmad.
Som sædvanlig var han først oppe. Han havde altid stået tidligt op. Det er man nødt til, når man har en bondegård med dyr. De skal fodres, inden man tager af sted på sit almindelige arbejde, som giver en fast indtægt. Nisse havde arbejdet på savværket i hele sit voksne liv. Han havde nu i to år været pensionist og desværre også enkemand. Han og hustruen Ann-Sofie havde ingen børn, men lige siden hun var lille, havde Embla ofte været hos dem. Hun trivedes på landet, med skoven, dyrene og naturen. Måske havde hun altid følt sig mere hjemme her end sammen med sin store familie inde midt i Göteborg.
Hun var efternøler. Et barn, som ingen i familien egentlig havde tid til. Hendes tre ældre brødre havde, på hver deres måde, taget meget plads. De var alle tre begyndt i skole, da hun blev født. Den stærkeste følelse, hun huskede fra sin barndom, var ensomhed. Det var heldigt, at hun havde haft Lollo …
Tanken om barndomsveninden gjorde hende lysvågen. Samtidig kaldte Nisse nede fra stuetagen:
– Morgenmad!
Med et langt gab strakte hun sig, før hun modvilligt steg ud af sengen. Rullegardinet rykkede hun op med et smæld, og derefter blev hun stående og så ud ad vinduet. Hun kunne med en vis forbavselse konstatere, at der var faldet store mængder af sne i løbet af natten. Tidligere på ugen var der faldet omkring 15 centimeter, men efter nattens snefald måtte det nærme sig en halv meter. Det var yderligere en grund til ikke at gå på jagt i dag. Og koldt var det også. Termometeret på ydersiden af vinduet viste -11 grader, og det blæste stadig meget.
– Embla, skynd dig!
Det var Elliot, der råbte nede fra køkkenet. Om to dage begyndte skolen igen efter vinterferien. Han havde glædet sig til at fortælle om jagten til sine måbende venner. Ingen anden ville kunne slå det. En jagt slog uden problemer en charterrejse til Gran Canaria eller en skiferie i Åre.
Elliott kunne nærmest ikke sidde stille på stolen, hele hans krop vibrerede og hoppede af ophidselse.
– Må jeg ikke også få et gevær? Bare et lille et, altså. Det behøver ikke være ladt. Eller måske lidt ladt. Hvis nu der kommer en bjørn eller sådan noget.
– Elliot, der kommer ikke nogen bjørn. De sover vintersøvn. Og vi skal bare ud og se, om vi kan få ram på en ræv, sagde Nisse.
– Ræv? Men hvad nu, hvis der kommer en ulv? Så må jeg have et gevær! Vi skyder den med det samme! Booom!
Med begge pegefingre sigtede drengen mod et fiktivt dyr ude i gangen. Det gav et ryk i hele kroppen, hver gang han affyrede et skud.
– Pow! Pow! Booom!
– Det kalder jeg en kraftig rekyl, sagde Nisse og blinkede til Embla.
Hun kunne ikke andet end at smile. Men inden i hende gnavede spørgsmålet stadig, om det nu også var en god idé at tage drengen med ud på jagt? Sne, kulde, det faktum, at han kun var ni år …
– Og Seppo skal med! udbrød Elliot ivrigt og pegede på den store grå hund, der lå i sin kurv ved siden af komfuret.
Da hunden hørte sit navn blive nævnt, åbnede han det ene øje og spidsede ører. Var der mad? Da han indså, at det ikke var tilfældet, lukkede han øjet igen og sov videre.
– Nej, Seppo er ikke den slags hund, man bruger til rævejagt. Han er trænet på elge og rådyr, forklarede Nisse tålmodigt.
– Hvad for nogle hunde jagter så ræve? ville Elliot vide.
– Mindre hunde. Som regel terriere. For eksempel …
Telefonen ringede og afbrød ham. Nisse gik hen og tog fastnettelefonen, der hang på væggen ved siden af døren.
– Hej du! Hvordan har I det ovre i Herremark? spurgte han glad.
Så vidste Embla, hvem det var. Harald Fäldt, hendes mors og Nisses fætter. Nisse havde set en del til Harald og hans kone gennem årene, men Embla havde ikke set dem i mange år. Hun kunne knap huske, hvornår de så hinanden sidst. Jo, der havde været en stor fest på gæstgiveriet, som han og hans kone Monika havde arrangeret. En sommerfest, måske var det en midsommerfest? Hun kunne ikke huske det, for hun havde kun været syv eller otte år.
– Har du stadig et lille gevær, fra da du var lige så gammel som mig? Har du? Må jeg låne det?
– Nej, Elliot, der findes ingen børnegeværer. Og jeg fik først mit eget gevær, da jeg var 18 år og havde taget jagttegn.
Elliot rynkede brynene og så forvirret ud.
– Hvad for noget?
– Jagttegn.
– Hvad er det?
– En slags skole for jægere.
Der bredte sig et grublende udtryk i hans ansigt, men kun i et par sekunder, før han lyste op igen.
– Lærte du så alt muligt om geværer?
– Ja. Men man skal også lære en masse om dyrene i skoven og alle de regler, der er. Skydevåben er jo farlige, for man kan faktisk skyde et menneske, hvis man ikke er forsigtig.
Elliot nikkede med en alvorlig mine for at tilkendegive, at han var helt med. Et øjeblik efter lyste han op igen.
– Må man så skyde med gevær, når den der skole er overstået? spurgte han ivrigt.
– Ja. Men man skal altså være 18 år.
Han himlede med sine store grønbrune øjne og hævede brystkassen i et dybt suk.
Nisse vendte sig mod Embla og pegede på telefonen.
– Kan du ikke lige tale med Harald? De har nogle problemer ovre i Herremark.
Hun rejste sig fra bordet og gik hen for at tage imod røret fra morbroren.
– Hej, det er Embla, sagde hun lidt afventende.
– Hej. Fætter Harald her. Ja, altså, ikke din fætter … men Sonja og Nisses. Men vi er dog i familie.
Han lød forvirret og forceret. Åbenbart kunne han selv høre det, for med et par hvæsende indåndinger forsøgte han at falde lidt til ro.
– Det er jo et stykke tid siden, vi har set hinanden. Men Nisse fortalte, at du og knægten ville komme op i denne uge. Og jeg ved jo, at du er politiinspektør. Efterforsker mord og den slags. Og der er sket noget her. En af vores gæster er blevet dræbt i løbet af natten. Vi fandt ham her til morgen, sagde han med en lidt mere behersket stemmeføring.
Det var svært at forestille sig, at folk slog hinanden ihjel i det fredfyldte Herremark, men efter sin tid som efterforsker i Lenskriminalpolitiet i Västra Götalands mobile enhed, forkortet LVM, vidste hun, at der blev begået grove forbrydelser de mest idylliske steder. Alligevel blev hun rystet.
– Myrdet? Kan det ikke dreje sig om selvmord? spurgte hun lavmælt, for at Elliot ikke skulle høre noget.
Det var en unødvendig sikkerhedsforanstaltning. En kedelig telefonsamtale interesserede ham ikke det mindste. Han var i fuld gang med at lægge strategi før jagten. Nisse sad mest og nikkede ivrigt.
– Han ligger i sengen. Skudt i hovedet, svarede Harald kort.
Stemmen var anspændt og dirrede mærkbart.
Embla var tavs i et stykke tid, mens hun tænkte intenst. Mord? Selvmord? Indimellem var det svært at afgøre. Men når først en person har besluttet sig for at tage sit eget liv ved hjælp af et skydevåben, skyder de sig oftest i hovedet, vidste Embla.
– Hvor er han? spurgte hun.
– I en af de feriehytter, vi lejer ud.
Derefter stillede hun det mest åbenlyse spørgsmål:
– Har du ringet til politiet?
– Ja. Men fordi det er lørdag, er det kun politiet i Åmål, der arbejder. Og de er optagede af et andet mord, der skete her i nat. Faktisk kun et par kilometer herfra. En ung dreng, der blev stukket ned med en kniv. Hockeyholdet holdt vist fest.
– Okay. Men politiet i Bengtsfors … forsøgte hun, men blev afbrudt.
– Politistationen er som sagt lukket i weekenden. Den skal for resten lukkes helt, har jeg hørt. Eller, det har Monika hørt.
Et rallende hosteanfald afbrød hans redegørelse. Der var nok ikke andet for end at køre derhen. Om ikke andet så for at berolige Monika og Harald, til politiet havde tid til at tage sig af sagen. Embla sørgede for at foretage en hurtig sammenfatning:
– Du har fundet en død mand i en af jeres feriehytter. Du vurderer, at han er blevet dræbt. Skudt. Har jeg opfattet det korrekt?
– Ja.
– En ung fyr fra en hockeyklub er også blevet dræbt i løbet af natten. Klubben holdt fest i nærheden. Stedet ligger kun et par kilometer fra Herremarks gæstgiveri. Stemmer det?
– Ja. Politiet i Åmål siger, at der vil gå noget tid, før de kan komme. Så derfor ville jeg høre, om du kunne køre forbi? Det ville vi være meget glade for. Monika og jeg.
Embla så hen på Elliot. Han gestikulerede ivrigt, øjnene lyste af forventning. Det ville ikke gå an at aflyse jagten.
– Du, kan jeg lige ringe tilbage om et par minutter? Jeg må lige tale med Nisse. Vi har lovet Elliot noget, som Nisse må klare selv, hvis jeg skal køre op til Herremark.
Hun afsluttede samtalen og så eftertænksomt på Elliot. Inden hun nåede at fremlægge problemet for Nisse, sagde han:
– Kør du bare, så tager jeg drengen med ud. En ræv skulle vi vel kunne klare at skyde på egen hånd.
Han blinkede til Elliot, som sendte ham et strålende smil tilbage.
Den hårde blæst havde pakket sneen sammen i driver, men uden varsel kunne der fyge så meget sne ind over vejen, at det skjulte den helt. Det gjaldt om at køre forsigtigt, ellers var der risiko for, at bilen kørte direkte ind i nogle af de høje snedriver langs kanten af vejen. Men vejen var godt ryddet, selv om sneen hvirvlede ind over kørebanen. Det gik forbavsende hurtigt at køre de godt 30 kilometer til Herremark. Da hun ifølge GPS’en nærmede sig, så hun et skilt til Herremarks Gæstgivergård. Hun drejede af fra landevejen i pilens retning. De sidste hundrede meter fra landevejen var dårligere ryddet, og hendes bil havde problemer med at komme frem, på trods af at den var forsynet med gode vinterdæk. Det var en Kia Sportage, som hun havde lånt af sin veninde Bella, der var flyttet til New York for at arbejde for en bank i et år. Emblas egen gamle Volvo 245 skulle sættes i stand i løbet af foråret, lidt uvist præcis hvornår.
I samme øjeblik hun slingrede ind på gårdspladsen foran gæstgiveriet, blev de store dobbeltdøre slået op, og Harald og Monika trådte ud for at tage imod hende.
– Tak, søde Embla, fordi du kom! Det er så forfærdeligt! udbrød Monika grådkvalt.
Hendes hænder dirrede, da hun tog Emblas fremstrakte hænder i sine. Grebet var uventet hårdt, som om hun klamrede sig til en redningskrans. Hos Harald kom bekymringen til udtryk ved, at han ikke kunne stå stille, men trampede uroligt på stedet. Han skiftede hele tiden vægten fra den ene fod til den anden, hvilket fik ham til at svaje en smule.
Monika var lille og spinkel, med tykt stålgråt hår i en kort page. Hun var klædt i en smuk norsk sweater i blå nuancer og sorte lange bukser. Harald var høj og havde med årene fået en vis fylde. Ligesom Nisse havde han tabt det meste af håret, og ligesom sin fætter havde han valgt at barbere de sidste rester af. I ungdommen havde han og Nisse og Emblas mor Sonja haft flammende mørkerødt hår. Blandt de yngre i slægten var det kun Embla og hendes yngste bror Kolbjörn, der havde arvet slægtens karakteristiske hårfarve, begge de ældre brødre var mørkhårede, ligesom deres far.
Harald var klædt i en rødternet skjorte og et par mørkeblå lærredsbukser. På fødderne lyste et par neongrønne Crocs. Kulden til trods glinsede sveddråber på hans pande og på overlæben.
Før Embla kørte, havde Nisse fortalt hende lidt om Herremark gæstgiveris historie. Gården var opført i midten af 1800-tallet. Oprindelig var det en herregård med en del jord og skov til. Åbenbart havde senere generationer ikke forvaltet ejendommen på bedste vis. Den ludfattige sidste indehaver af slægtsgården havde solgt både jorden og hovedbygningen til Monika og Harald. I fællesskab havde de bygget virksomheden op gennem de sidste 40 år. I dag kunne de byde deres gæster på mad i topklasse på en velrenommeret restaurant med tilhørende overnatningsmuligheder. Bag hovedbygningen skrånede parken ned mod en stor sø. Nede ved søen havde Harald ladet opføre feriehuse af høj standard. Mange af gæsterne kom tilbage år efter år og lejede sig ind i flere uger om sommeren. Det var også populært at leje kanoer og sejle rundt på egnens søer og åer.
Selv om vinteren var der som regel fuldt booket. Kun et par kilometer fra gæstgiveriet var der en slalombakke med træklift, hvilket især børnefamilierne satte pris på, men de fleste kom for de gode langrendsruter. De blev præparerede og holdt ved lige hele vintersæsonen. Restauranten var yderst populær, og man måtte bestille bord lang tid i forvejen, hvis man ville spise frokost eller middag på stedet. Køkkenet var berømt for sine udsøgte retter af forskelligt vildt fra egnen, og som regel var det Harald selv, der havde nedlagt vildtet. Monika havde base i køkkenet og havde haft held til at tilknytte særdeles dygtige kokke til stedet.
Nu begyndte parret at nærme sig pensionsalderen, og Nisse havde fortalt, at de allerede forhandlede med en efterfølger. Embla kunne sagtens forstå, at fundet af den døde mand i feriehytten måtte have rystet dem i deres grundvold. Naturligvis var de også bekymrede for gæstgiveriets ry.
– Kom ind, så du ikke fryser ihjel, sagde Monika og trak hende over dørtærsklen.
Først da de var kommet indenfor, slap hun sit greb om Emblas hånd og gav hende et varmt knus. Monikas kind var fugtig af tårer, og Embla gav hende et lige så varmt knus tilbage. Harald luntede efter dem og lukkede de tunge dobbeltdøre. Indenfor var der en mindre lobby med et par små læderlænestole foran en åben pejs, hvor ilden knitrende bød gæsterne velkommen.
– Vi går op til os, sagde Harald.
Han vendte sig om og gik hen til en dør med skiltet ”privat”. Han holdt høfligt døren og lod de to damer gå først ind i den lille gang. Embla tog sine støvler af og hængte frakken på en af de håndsmedede jernkroge på væggen. Med Monika forrest gik de op ad trappen til førstesalen. Langsomt, med tunge skridt, fulgte Harald efter dem. De kom op til en stor øvre hall, med bogreoler langs væggene. Fra vinduet havde man en fantastisk udsigt ned mod søen. I rummet stod der en gruppe kurvemøbler med tykke hynder i et blå- og hvidstribet stof. På gulvet lå et kludetæppe i forskellige blå nuancer.
– Sæt dig endelig ned, sagde Monika og pegede mod sofagruppen.
Embla satte sig i en af stolene. Ægteparret Fäldt satte sig tæt sammen i den lille sofa og søgte hinandens hænder. Kurvesofaen knirkede bekymrende under deres samlede vægt. Men hvis ret skulle være ret, var det nok mest Harald, der stod for overvægten.
Ingen tid til høflighedsfraser, vi må hellere gå direkte til sagen, tænkte Embla.
– Er du helt sikker på, at manden er død? indledte hun og så på Harald.
– Helt sikker. Al blodet … hovedet …
Han afbrød sig selv og forsøgte at modarbejde kvalmen, der steg op i halsen. Harald er jæger, han kan se, når et skud har været dødeligt, tænkte Embla.
– Hvornår kom han hertil?
Efter et hastigt blik på ægtemanden, der gjorde en synkebevægelse, svarede Monika.
– I går eftermiddags. Han skrev sig ind som Jan Müller. Det var samme navn, han havde booket feriehytten i. Og han fortalte, at han havde brug for at være uforstyrret, så derfor ville han gerne have hytten længst væk.
Embla pegede mod søen.
– Længst væk? De ligger da ret tæt, gør de ikke? sagde hun.
– Det var ikke en af hytterne ved søen, men dem ved vejen ned til Klevskog. Naturreservatet, du ved. Vi har tre nybyggede hytter dernede.
Hun kendte hverken til naturreservatet eller hytterne, men besluttede sig for at lade som ingenting.
– Er alle tre hytter lejet ud lige nu?
Begge rystede på hovedet. Derefter mumlede Harald en undskyldning og rejste sig brat op. Han så ikke ud til at have det for godt. Med hastige skridt gik han hen mod en lukket dør, åbnede den og forsvandt ind i lejligheden. Monika så bekymret efter ham, men vendte sig så mod Embla igen.
– Nej. Her om vinteren bor alle gæsterne i hytterne ved søen. Det var kun Jan Müller, der bad om at måtte bo ved reservatet, sagde hun.
– Hvor langt væk ligger hytterne?
Hun rynkede koncentreret panden og funderede lidt.
– Hvad kan det være? Der er vel højst 500 meter til frakørselsvejen herfra. Og så omkring 100 meter ned til den første hytte. De ligger med 20 meters mellemrum. Det husker jeg fra tegningerne, da vi byggede dem, sagde hun langsomt.
Manden havde valgt en hytte, der lå uforstyrret. Det kunne tale for, at han havde tænkt sig at tage sit eget liv og ikke ville risikere at blive forstyrret.
Døren gik op igen, og Harald kom tilbage. Ansigtsfarven var stadig rød, men han så roligere ud nu. Han sank tungt ned i sofaen, der gav sig højlydt.
– Undskyld. Jeg var lige nødt til at få lidt vand, sagde han.
Monika tog hans hånd og knugede den. Embla smilede opmuntrende og vendte sig mod ham.
– Müller må have haft en bil, konstaterede hun.
– Ja. En stor Audi, en firhjulstrækker. Og den var ny. Han fortalte, at han var ved at køre den til.
– Farve?
– Hvid.
– Er vejen til hytterne ryddet?
– Ja. Vi rydder altid helt ned til reservatet.
Embla funderede lidt over navnet Jan Müller. Det sagde hende ikke noget, ingen klokker ringede.
– Müller … var han tysker?
Harald rynkede panden og overvejede det et øjeblik.
– Nja. Han talte svensk. Det lød, som om han var fra Göteborg, med en svag accent. Men tysk … nej. Vi har mange tyske gæster, og de lyder ikke på samme måde. Det er svært at sige noget om, hvor han kom fra, sagde han tøvende.
Monika nikkede istemmende.
– Hvordan så han ud? Nogen særlige kendetegn? Alder? fortsatte Embla.
Harald nikkede til sin kone som tegn til, at hun skulle overtage.
– Normal højde eller lidt under, men kraftigt bygget. Mellem 45 og 50 år gammel. Mørkhåret med en del grå stænk. En lille måne, som han havde kæmmet håret over. Han bar et nydeligt jakkesæt under en blå uldfrakke, da han tjekkede ind. Også velklædt ved middagen i går. Jeg kan huske, at han havde en temmelig kraftig herreparfume på. Og han havde et meget stort armbåndsur af guld. Det så jeg, da han tjekkede ind. Jeg stod ved siden af Harald, som tog sig af det formelle, og derfor havde jeg lejlighed til at se lidt nærmere på hr. Müller.
– Hvornår ringede han og bookede hytten?
– Tidligt i går morges. Og han spurgte straks, om nogen af hytterne ved naturreservatet var ledige. Da jeg fortalte, at det var de alle tre, ville han gerne have den, der lå længst nede ved reservatet.
Han må altså have kendt til de tre afsidesliggende hytter. Men det kunne han selvfølgelig have set på gæstgiveriets hjemmeside, hvor overnatningsmulighederne blev præsenteret. Det havde hun selv gjort i al hast, før hun kørte til Herremark. Men de tre hytter ved reservatet havde hun faktisk ikke set.
– Hvor længe havde han tænkt sig at blive? spurgte hun videre.
Nu var det Harald, der svarede.
– Det var som sagt mig, der tjekkede ham ind. Han sagde, at han kun ville blive en enkelt nat. Han bestilte middag til fredag aften og morgenmad lørdag. Og han sagde, at han var morgenmenneske, så han ville gerne have morgenmad præcis klokken syv. Det pointerede han flere gange. Da han ikke dukkede op i morges, ringede jeg ned til hytten lidt i halv otte. Han svarede ikke, og så blev jeg urolig. Jeg tænkte, at han måske var blevet syg eller noget. Der er ensomt dernede, når ingen af de andre hytter er beboede.
– Hvornår gik du ned for at kigge til ham?
– Omkring kvart i otte. Og jeg tog bilen.
Embla rejste sig op.
– Okay. Jeg kører derned og kigger nu. Må jeg få jeres mobilnummer? Samt en rutebeskrivelse og en nøgle.
– Jeg låste vist ikke efter mig, men her har du en af ekstranøglerne.
Harald trak en nøgle med en nøglebrik frem fra den ene bukselomme og rakte den til Embla. Der var malet et stort tretal på nøglebrikken med sort farve.
– Var døren låst, da du kom? spurgte hun.
– Ja. Men nøglen sad ikke på indersiden.
En detalje, der måske ikke var uden betydning.
– Kan nogen være faldet over en ekstranøgle?
Han rystede bestemt på hovedet.
– Nej. Vi har fire nøgler til hver hytte. Müller fik kun en, eftersom han var alene. De andre tre var låst inde i vores nøgleskab. Det så jeg, da jeg tog den derfra, før jeg kørte ned til hytten.
Med en let dirrende finger pegede han på nøglen, hun holdt i hånden.
Ifølge anvisningerne skulle hun køre omkring 150 meter i nordlig retning på vej 172, indtil hun så et skilt, hvor der stod Klevskog Naturreservat, og der skulle hun dreje ind. Vejen var ryddet, som Harald havde sagt. Gennem fygesneen kunne hun se de tre hytter, der lå på række. Den afdøde skulle befinde sig i den længst mod skoven.
På begge sider af vejen bredte markerne sig ud. Tung fygning drev over vidderne og hvirvlede i den stadig hårde blæst. Et stykke fra hytterne rejste mægtige graner sig; det var der, naturreservatet begyndte. Harald havde givet hende hurtig information om naturreservatet, før hun kørte.
Klevskog var berømt for sin biodiversitet, ikke mindst af fugle. Midt i reservatet lå der en lavvandet sø, som var en ideel habitat for diverse vadefugle og vandfugle. Der var ingen bebyggelse inde i reservatet. De tre hytter var først og fremmest bygget med henblik på ornitologer, men husene var af høj standard, hvilket gjorde dem attraktive også for de ikke-fugleinteresserede. Ifølge Harald havde det været en vellykket satsning, for hytterne var yderst populære. Men fra november til marts var det lavsæson. Vinterturisterne ville hellere bo nærmere gæstgiveriet.
Det var underligt, at manden i hytten specifikt havde bedt om at leje hytten længst væk af de tre. Han måtte have været kendt i området. Måske havde han været her tidligere? Som ornitolog? Men hverken tidspunktet på året eller beskrivelsen af hans beklædning talte for det. Elegant tøj og guldur. Og så var der bilen, som Harald havde nævnt, en spritny Audi firhjulstrækker. En dyr og eksklusiv bil.
Da Embla nærmede sig den sidste hytte i rækken, så hun ganske rigtigt en stor snedynge, der dækkede bilen. Hun parkerede sin lånte Kia bag dyngen, for det var der, Haralds hjulspor endte. Da hun havde slukket motoren, blev hun siddende et øjeblik inde i bilen og iagttog omgivelserne. Det eneste, der brød den urørte sneoverflade foran huset, var fodspor, der ledte hen mod trappen, og andre, der førte tilbage med stor afstand mellem sporene. Harald var uden tvivl løbet tilbage til bilen.
Selv om det ikke længere stormede, lod den hårde blæst ikke til at være ved at aftage. Det var svært at afgøre, om det bare var snefygning i luften, eller om det var begyndt at sne igen. Ifølge vejrudsigten skulle der falde mere sne i løbet af dagen. Hun tog mobilen frem og tjekkede rapporten for nattens vejr. Snefaldet var begyndt omkring kl. 01.00 og var aftaget omkring 05.30. Det forekom sandsynligt, at hvad der end havde udspillet sig i hytten, så burde det være sket før eller i uvejrets første timer. Sne og vind kan udviske spor ganske hurtigt. Rutinemæssigt burde hun undersøge eventuelle forekomster af spor uden for huset, før hun gik ind, eftersom hun var den første på stedet, hvis man så bort fra Harald. Hun tog et par gummihandsker fra handskerummet og trak dem på. Derefter stak hun hænderne i sine tykke vanter og steg ud af bilen.
Den hårde vind ramte hende med fuld kraft og fik hende automatisk til at krympe sig. De spidse snefnug stak som små nåle i ansigtet. Hun følte sig lettet ved tanken om, at Elliot og Nisse nok ikke ville være ude i kulden særlig længe. De ville tage hjem for at drikke varm kakao og spise Nisses gode boller. Det var sikkert tilstrækkeligt for Elliot, at han havde fået lov til at være med på sit livs første jagt, selv om den blev kort.
Dybt nedbøjet begyndte hun at gå hen mod hytten i Haralds spor. Flere gange standsede hun op, trak vanterne af og fotograferede jorden med mobilkameraet. Hun så ikke noget bemærkelsesværdigt, udover Haralds spor, hvilket var vigtigt at dokumentere.
Ganske rigtigt havde Harald ikke låst efter sig. Hun åbnede forsigtigt døren. Det første, hun registrerede, var en stærk duft af herreparfume. Lige lovlig stærk, faktisk. Hun tændte lyset på kontakten, der sad lige ved dørkarmen. To lamper i loftet lyste op, en over køkkenafdelingen ved den fjerneste væg og en midt i den lille stue. Hun trak sin pelskantede hætte ned – pelsen kom fra en ræv, hun selv havde skudt – og lod hurtigt blikket glide rundt i hytten. Ved dørens ene side var der en kort væg. På den var der en hattehylde og ved siden af stod et lille skab. Efter at have passeret skabet kom man direkte ind i stuen. Under hattehylden hang en mørkeblå uldfrakke, og på selve hylden lå et lækkert uldhalstørklæde nydeligt foldet, foruden et par sorte skindhandsker. På gulvet stod et par sorte herresko, der absolut ikke egnede sig til vejrforholdene. Væggene var beklædt med høje, hvide træpaneler, og gulvet var af lyst, lakeret træ. Lige fremme kunne hun se et lille, moderne udstyret køkken. Hun noterede sig, at der ikke stod noget brugt service på bordet, men hun måtte huske lige at kigge i opvaskemaskinen også. Ved vinduet i køkkenafdelingen var der et bord med fire køkkenstole. På gulvet lå der kludetæpper i grønne og hvide farver. Ved gavlvæggens vindue stod en sofa og to mindre lænestole. Af møblernes placering at dømme antog hun, at der hang et tv på den modsatte side. I hjørnet ved siden af sofaen tronede en stor, muret kamin med tilhørende brændekurv af flettede jerntråde, fuld af brænde. Det så ikke ud, som om manden havde tændt op i kaminen.
Eftersom hun faktisk havde ferie, havde hun ikke haft skoovertræk med i bilen. Før hun forlod Nisses gård, havde hun improviseret og taget to plasticposer med. Dem trak hun ud over sine støvler, før hun gik ind i stuen og så sig omkring. Nøjagtig som hun havde antaget, hang der et tv på væggen. Der var to døre i stuen, hvoraf den ene stod på klem. Gennem sprækken kunne hun se reflekser i glasset til en brusekabine. Den anden dør stod på vid gab.
Det var døren til soveværelset.
Først gik hun hen til badeværelset, tændte lyset og kiggede ind. Det var et lille rum med kakler på alle vægge og med toilet, håndvask og brusekabine. Duften af herreparfume var stærk, på grænsen til kvalmende. Der hang en sort toilettaske på en krog samt en stor, hvid badekåbe i tyk frotté og en mindre af samme gode kvalitet. Alt virkede nyt og lækkert.
Hun lukkede døren og gik hen til soveværelsesdøren, rakte hånden ind bag dørkarmen og tændte på kontakten. Hun standsede på dørtærsklen og lod blikket glide rundt i rummet.
Den rå lugt af blod blandet med herreparfume og alkohol var ikke til at tage fejl af. En dobbeltseng dominerede rummet, med et natbord på hver side. På natbordet nærmest døren stod der en tom spiritusflaske og et tomt glas. Ved den ene væg stod et dobbeltskab. På en bænk under vinduet lå der en lukket sort kabinekuffert. En svinedyr, ultralet Samsonite, notede hun sig. Efter at have skannet rummet, så hun nærmere på manden i sengen.
Hun forstod godt, at Harald var blevet chokeret. Det var et ubehageligt syn.
Manden lå på ryggen, med dynen trukket et stykke ned over brystet og de kraftige hænder korslagte ovenpå. På håndryggen og fingrene var der sorte hår. På højre lillefinger glimtede en signetring med en stor facetslebet grøn sten. Under de krydsede hænder lå en pistol af større model. Med en vis forbavselse konstaterede hun, at han havde en mørkeblå silkepyjamas på. Hvem bruger silkepyjamas midt om vinteren, når man skal sove i en hytte langt ude på landet? Bortset fra manden i sengen, altså.
Skudhullet var lige mellem hans buskede øjenbryn. Grov kaliber. Puden var gennemvædet af blod, hvilket indikerede et stort udgangshul. En stor del af hovedets bagside var formodentlig sprængt væk. For at få et bedre overblik stillede hun sig på tæerne, hvilket ikke var det letteste med de tunge støvler, hun havde på. Nu så hun, at der var en endnu større blodplet over hjertet. To skud altså. Huden i ansigtet havde en gråhvid tone, hvilket tydede på, at han havde været død i et stykke tid.
I betragtning af at offeret havde to dødelige skudskader fra et grovkalibret våben, kunne der ikke være tale om selvmord. Man kan ikke lægge hænderne over kors over brystet efter at have skudt sig selv i hovedet og i hjertet.
Manden var kraftig, men ikke fedladen. På trods af at der var næsten tre meter hen til sengen, og ansigtet var vansiret af skuddet, syntes hun, der var noget bekendt ved hans grove ansigtstræk: de buskede øjenbryn, den dominerende hage, det gråsprængte hår, der var blevet tyndt oppe på issen.
Hun fik sit livs chok, da hun indså, hvem han var.
I sengen lå Milo Stavic. Manden fra de tilbagevendende mareridt, der havde plaget hende i snart femten år. Manden, der sammen med sine to brødre havde bortført Lollo. Manden, der havde truet med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen, hvad der var sket den nat.
Hun trådte instinktivt et skridt tilbage.
– Nej! Det er jo … sindssygt! sagde hun højt.
Stemmen dirrede, og hun hev heftigt efter vejret, mens hjertet dunkede i brystet.
– Sindssygt?
Stemmen bag hende var dyb, og hun genkendte den ikke.
Vil du læse videre i Snefald?
Snefald er den tredje og nyeste fritstående krimi om Embla Nyström.
Embla Nyström får et opkald fra sin morbrors fætter, som har fundet en død mand i en af de hytter, som han udlejer. Ofret, som er blevet likvideret, er en af Sveriges største bandeledere af organiseret kriminalitet. Han er blandt dem, der mistænkes for at stå bag Emblas venindes uopklarede forsvinden 14 år tidligere.
LÆS OGSÅ: Svensk krimiserie af Helene Tursten. Se alle Embla Nyström-bøgerne her
Snart dukker flere mordofre op fra gangsterbossens inderkreds. Kan jagten på de skyldige give Embla svar på, hvad der skete dengang? Er der en chance for, at hendes veninde stadig lever?
Du kan købe Snefald online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Svensk krimiserie af Helene Tursten. Se alle Embla Nyström bøgerne her
Vil du gerne finde flere krimier til din samling? Så har vi samlet en liste med de bedste krimibøger her.
Andre læste også: