Historiske romaner Læseprøve og uddrag Romaner om 2. verdenskrig Romantiske bøger

New Yorks døtre er en gribende roman om valget mellem kærlighed og familie. Tyvstart din læsning her

New Yorks døtre

New Yorks døtre af Ella Carey er en smuk bog om kærlighed, familie og de svære valg i livet. Den foregår under Anden Verdenskrig, hvor den unge kvinde Lily Rose forsøger at finde sin vej i livet. Smuglæs i bogen herunder.


I New Yorks døtre følger du Lily Rose, en ung, ambitiøs kvinde, der under Anden Verdenskrig får muligheden for at vise, hvad hun kan som souschef på den berømte restaurant, Valentino’s.

LÆS OGSÅ: 10 historiske kærlighedsromaner du ikke kan slippe

Men hun har ikke sin families opbakning i sit valg af karriere. Særligt Lily Roses mor forsøger at få hende på andre, vigtigere tanker. Lily Rose skal vælge en ægtemand, og hendes mor har Nathaniel Carter, en rig ungkarl fra New York, i tankerne.

Valget er dog ikke så enkelt, for i køkkenet på restauranten, arbejder der en smuk italiener, Tom Morelli. Lily Rose bliver stillet overfor det sværeste valg i sit liv: valget mellem kærlighed og familie.

Læs et uddrag af New Yorks døtre herunder.

Du kan købe New Yorks døtre online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 10 marts.




New Yorks døtre

Ella Carey


KAPITEL 1

Lily
New York, efteråret 1942

Lily Rose tog sin røde filthat på, rakte ud efter sin matchende frakke og handsker og stormede ud af sit hjem i Gramercy Park. Hun sprang ind i sin lille American Bantam og hvilede hovedet et enkelt dyrebart sekund mod rattet. Gudskelov, at hun havde sin højtelskede automobil. Den kunne nemlig altid få hende væk herfra.

Skrigene fra hendes mor, Victoria, gav genlyd rundt på den private, indhegnede plads i New York og bredte sig i den fredfyldte morgenluft, mens der svagt i baggrunden hørtes bønfaldende ord fra Lilys far, Jacob.

Lily gassede op for motoren i sin kære blå og hvide bil med det lyserøde læderindtræk og susede op ad Third Avenue, før hun drejede ind på parkeringspladsen tættest ved sin elskede Valentino’s, den restaurant, hvor hun hver dag var taknemlig for sit job som souschef.

Lily smuttede ud af sin Bantam, lukkede den skinnende blanke bildør med et tilfredsstillende smæld, rettede på sin smarte røde hat og gik med lange skridt ud til East 63rd Street. Hendes hoved var fyldt med opskrifter, og hun fik en prikkende fornemmelse i hele kroppen ved tanken om alle de vidunderlige avancerede retter, hun skulle være med til at frembringe på Valentino’s i dag.

Fra parkeringspladsen hastede hun hen ad Park Avenue, hvor byens beboelsesejendomme i Beaux-Arts-stil blev oplyst i morgendisen. Lily pilede hen over røde løbere og under kulørte baldakiner, der førte ind til lobbyerne i glamourøse hjem og forbi ældre dørmænd med deres hvide handsker og elegante uniformer. Hun standsede først op for at få vejret, da hun stod uden for den imponerende indgang til Valentino’s.

Flankeret af et par snørklede gadelygter, hvis runde, gule kupler lyste spøgelsesagtigt i den tågede morgen, strålede Valentino’s iøjnefaldende art deco-bar i træ stolt foran det store vifteformede spejl indenfor. De geometriske paneler på væggene dannede et overdådigt bagtæppe for intime sofabænke under de romantiske lamper, der kastede et varmt skær ind i restaurantens smukke indre.

Lily gik rundt om bygningen til køkkenindgangen og indkasserede en vis interesseret opmærksomhed fra de ældre mænd, som ikke var blevet indkaldt til hæren, og som befolkede Manhattans gader i disse tider.

Mens Lily havde arbejdet sig opad i restaurantens brigade de cuisine fra at være en ydmyg grøntsagskok til souschef, havde hun genkendt så mange navne blandt kunderne, som tilhørte hendes families vennekreds, at hun havde lært ikke længere at blive nervøs over det.

Hun havde lavet mad til debutantbal for piger, hun var vokset op sammen med, hun havde pyntet bryllupskager for unge kvinder, som hun havde udvekslet noter med på sin skole i Upper East Side, og hun havde knoklet i det sydende varme køkken, mens hendes mors venner holdt damefrokoster i de private lokaler, hvor de udvekslede sladder med stolene trukket tæt sammen på de bløde uldtæpper ved borde pyntet med pragtfulde hvide liljer, alt sammen omgivet af mesterværker af moderne kunst, som restaurantens ejer, Giorgio Conti, havde samlet.

Men Lily vidste, at hendes mor, Victoria, ikke satte den mindste pris på Valentino’s kulturelle charme. Det eneste, Victoria ville have, var, at Lily skulle gifte sig med den rigeste ungkarl i New York. Det var en drøm, Victoria havde haft gennem lang tid, og at have en datter, der foretrak at kokkerere i Valentino’s køkken i kælderen i stedet for at deltage i hendes selskaber, var en kilde til konstante konflikter i hjemmet, og sommetider kæmpede Lily for at slippe væk.

Lily bankede med sin behandskede hånd på den diskrete sorte personaledør. En af afrydderne lukkede hende ind.

“Godmorgen, miss Rose!” Den unge mand rettede stolt ryggen i sin nystrøgne uniform.

“Næ, men goddag.” Lily gjorde sig fri af sin hat og rystede sit lange, sorte hår ud, og hendes dybblå øjne så lige ind i den høje afrydders, eftersom hendes højde var så tæt på hans 1,75.

Han tog sin hånd op til tindingen, og lyset spejlede sig i hans guldknapper. “Det er faktisk ikke tilfældigt, at jeg gør honnør.”

Hun standsede op, mens hun var ved at tage handskerne af. Hendes latter forstummede.

Afrydderens ansigt strålede af begejstring. “Jeg er blevet indkaldt. Jeg skal i flåden.”

En kold bølge skyllede igennem hende. “Hvordan tog Giorgio den nyhed?” Ejeren af Valentino’s, Giorgio Conti, holdt af hver eneste af sine ansatte. Lily havde en idé om, at han græd, hver gang en af dem rejste i krig.

“Han lagde en hånd på skulderen af mig, tog en dyb indånding og sagde til mig, at jeg havde et job, når jeg kom hjem.”

“Åh. Hvor længe er der, til du skal rejse?” Hendes blik ransagede hans ansigt. Det føltes højst mærkværdigt at stå og ønske ham en tryg rejse her, hvor den beroligende duft af Valentino’s signaturkaramelkager og pistacietærter steg op fra køkkenet nedenunder.

“Jeg rejser om tre dage.”

Lily lagde en hånd på hans arm. “Fart på!”

Det gav et sæt i Lily.

Sidney, overtjeneren på Valentino’s, kom farende ud fra restauranten og så vredt på Lily og den gemene afrydder, hun tilbragte sin tid med på gangen. Sidney havde en hvid serviet over armen, og hans grå hår var redt glat tilbage med pomade. En rød rosenknop tittede frem af hans knaphul, og hans pande var rynket af irritation. “Ned i kælderen, hvor du hører til, Lily. Hvorfor står du heroppe og hænger?”

“Åh, Sidney, du ved da, at der ikke er nogen steder, jeg hellere vil være, end i køkkenet,” sagde Lily. “Som du kan se, er jeg på vej derned lige i dette øjeblik.”

Sidney sendte hende et koldt blik og forsvandt.

Afrydderen skar en grimasse. “Jeg må hellere komme tilbage til arbejdet, før han går helt amok. Godt at se dig, Lily.” Med en fejende håndbevægelse gjorde han igen honnør.

Lily gik ned ad trappen og kom igennem den kølige vinkælder. Langs væggene var der fyldt med dyrebare gamle flasker, og fine tyrkiske tæpper på gulvet dæmpede hendes fodtrin i det stille, hvælvede rum.

På kvindernes personaletoilet skubbede Lily sit hår op under tørklædet, bandt det sammen om hovedet og satte sin kokkehue ovenpå, før hun tog sin elegante, velsiddende røde spadseredragt af. Hun iførte sig sin sorte kokkenederdel og den hvide knappede top og åbnede træsvingdørene ind til køkkenet, der allerede summede af aktivitet. Kokkene ved de forskellige arbejdsstationer var ved at gøre klar til at skære gulerødder og hakke løg, skære råt kød ud og gøre kylling klar til restaurantens små portionsbagte Parisienne-tærter.

Lily prøvede at vænne sine øjne til den dæmpede belysning i kælderen. “Godmorgen, alle sammen. Ifølge mine beregninger fra i aftes har vi over 400 kuverter i dag.”

Jimmy, Valentino’s fiskekok, kom farende hen til hende. Han så vred ud, og de grånende øjenbryn var hårdt rynket. Hans kokkedragt var stadig ulasteligt ren på hans slanke krop, selv om han havde tilbragt morgentimerne med at filetere fisk. “Laksen er af for dårlig kvalitet. Kom lige og se.”

Lily fulgte efter Jimmy hen til hans arbejdsplads. Hun åbnede lågen til køleskabet og stak hånden ind for at mærke på laksen. Den føltes ikke spændstig, når hun trykkede på den. “Vi er nødt til at skaffe en anden,” sagde hun, da hun trak hænderne til sig og tørrede dem i den våde klud, Jimmy rakte frem til hende. “Jeg ringer til leverandøren med det samme og siger, at de må sende et nyt parti.”

Lily gik hen til de lavest rangerede kokke, idet hun ignorerede de hævede øjenbryn fra nogle af de ældre mænd, kokke, som havde arbejdet her, siden Valentino’s åbnede.

Giorgio Conti havde holdt en storslået åbning i 1920’erne og havde hurtigt fået etableret sin restaurant på Park Avenue som en af New Yorks mest populære restauranter med det mest glamourøse klientel. Han fik hjælp af sin overtjener, Sidney, som kendte alle, der var værd at tale om i New York, og lokkede dem hen for at spise her igen og igen.

Valentino’s havde været en kæmpe succes i 20 år, overlevet depressionen og fortsatte nu sin fremmarch direkte mod krigen. Lily havde ansøgt, i samme øjeblik hun havde hørt, at der var et ledigt job. Lavere rangeret kok, køkkenassistent, hun ville såmænd have arbejdet gratis.

Hun var kommet forbi Valentino’s på vej hjem fra skole hver dag og havde stirret ind gennem de store vinduer i sin skoleuniform. De lange ben spejlede sig i ruden, det mørke hår var redt tilbage i en hestehale, de blå øjne spejdede gennem vinduet, og skoletasken hang ved hendes side. Hun havde altid ønsket, at hun kunne forvandle sig til en yndig sommerfugl og smutte ind i de gyldne art deco-omgivelser.

De flotte, ulasteligt klædte tjenere, som bar tallerkener med liflig mad højt hævet og stillede fristende retter foran smukt klædte gæster ved borde med hvide duge, champagne i isspande og dæmpede lamper, der kastede et varmt skær og skabte en magisk atmosfære i restauranten. Det var ved at se ind ad disse selvsamme vinduer, at Lily havde forstået, at madlavning ikke bare var den skønne, stimulerende hobby, som hun havde elsket at dyrke, men en kunstform og noget, der virkelig kunne gøre folk glade.

Og nu, hvor hun var så heldig, at hun var en del af Valentino’s, ville hun ikke give afkald på den mulighed for noget i hele verden. Lily gled ind i sin rolle som den, der holdt øje med køkkenet og havde ansvar for lagerbeholdninger og forsyningernes kvalitet, og begyndte på sin daglige inspektion af råvarer i den nederste ende af hierarkiet ved deres garde manger, som opbevarede de kolde retter.

Henne i toppen af rækken kunne hun se grillkokken, Leo, hvile sine store hænder mod stålkøkkenbordet med de tunge gasblus af jern og aflange varmefade, der bredte sig i hele køkkenets længde under rækker med store kobbergryder, der hang ned fra loftet. Lydene af kokke, der susede rundt og skar, snittede og hældte mad i gryder, og damp, der hvæsede fra komfurerne, fyldte den kvælende varme luft.

Leos ansigt blev formørket, og han kneb øjnene sammen, da han så Lily nærme sig.

Lily lod sit ekspertblik glide hen over Leos omhyggeligt arrangerede forberedelser, porterhouse-steaks, der var klar til at komme på panden i varmt smør, oksefileterne, der så saftige og møre ud, inden de skulle skæres ud og serveres med et perfekt rosa indre, og mørbraderne, som var lyserøde. Hun var udmærket klar over, at Leo havde taget sig af kødet hos Valentino i over 20 år, og han gjorde det til overmål klart, at han ikke så nogen grund til at arbejde sig højere op i la brigade de cuisine, som så mange andre kokke gerne ville.

“Godmorgen, Leo. Så der er ikke noget at klage over ved leverancerne fra markederne i dag?” spurgte Lily.

“Jeg kan klargøre mine råvarer lige så godt som en souschef, miss Rose. Eftersom jeg har gjort det, længe inden du blev født.” Han gryntede og vendte sig om mod sin arbejdsstation igen.

“Jeg er glad for, at tingene lever op til vores kvalitetskrav.” Lily tjekkede hans råvarer endnu en gang og skulle lige til at gå længere op ad linjen, da hendes med-souschef, Martina, dukkede op ved siden af hende.

Martina lagde armene over kors hen over sin 157 centimeter høje krop, og de mørke øjne lynede under kokkehuen. “Lily, Giorgio vil tale med os. Dig, mig og Tom. Nu.”

“Nå, er det rigtigt, Martina,” sagde Lily. “Du ved vel ikke hvorfor?”

Martina trak på skuldrene, og Tom Morelli så op fra sin chef de cuisine-arbejdsstation øverst i rækken.

“Tom.” Martinas stemme blev blidere, når hun talte til ham. Tom var kun ét trin under deres elskede restaurantchef, Marco, som var draget i krig, og derfor havde Tom reelt ansvaret for det meste af madlavningen på Valentinos.

Lily så sig rundt i køkkenet. Alt så ud til at fungere som normalt, men hun mærkede tydeligt Marcos fravær. Det vidste hun, at de andre kokke også gjorde – hun havde set flere af dem gå hen til Marcos kontor for at spørge ham om noget, blot for så at komme i tanke om, at deres restaurantchef var rejst bort med et troppeskib til et ukendt sted. Der var mørkt på hans kontor, og hans kokkehat hang fortabt bag på døren.

Uden en engageret fuldtidsleder i køkkenet måtte kokkene klare sig, som de bedst kunne, og dog var det umuligt at forestille sig nogen anden end deres elskede Marco som leder. Marco havde lært Lily alt det, hun kunne, og havde sørget for, at hun hurtigt var steget i graderne, ved at rykke hende op fra parti til parti, indtil hun på rekordtid var blevet souschef. Det var ham, hun kunne takke for sin karriere.

Tom Morelli tog sit forklæde af og bevægede sig tværs over køkkengulvet. Hans krop var slank og muskuløs i de cowboybukser, som han var den eneste, der slap af sted med at gå i. Han rullede sine hvide kokkeærmer op og slentrede af sted ved siden af Lily med smilerynker ved de grønne øjne og det mørke hår skjult under den høje kokkehue. Han kunne lave mad, så englene sang, og han smeltede hele personalets hjerter.

“Godeftermiddag, Lily,” sagde Tom og sendte hende et smørret smil.

Godmorgen, Tom.” Hun skjulte sit smil over hans morsomhed. De vidste begge, at hun havde været her til over klokken elleve aftenen før, og fordi hun var blevet sat på aftenholdet, behøvede hun ikke at være her så tidligt som visse andre.

Samtidig forsøgte hun at lade være med at tænke på Toms bløde, italienske accent, som enhver pige ville elske at få hvisket i øret. Tom Morelli var helt og aldeles forbudt område for hende. Hvis Lilys magtfulde mor fik den mindste mistanke om, at der var følelser mellem Lily og en af hendes kolleger her på Valentino’s, ville hun få hende væk herfra lige på stedet. Nej, hendes mor havde langt større planer for Lilys fremtid end en eller anden tilfældig kok.

Tom ventede på, at hun skulle gå foran ham. “Lad os høre, hvad Giorgio vil.”

Lily var sikker på, at Tom havde en eller anden glamourøs kæreste. Og halvdelen af kvarteret, hvor han boede, var sikkert også forelsket i ham, hvis man kunne dømme efter hans popularitet på Valentino’s. Hun rynkede panden og forsøgte at koncentrere sig.

Giorgio Conti stod uden for sit kontor og ventede på at byde dem alle indenfor.

“Mine kære …” sagde han med en lyrisk italiensk accent, der var mere udtalt end Toms.

Det gav et sæt i Lily ved synet af Giorgios medtagne træk. Hans normalt så perfekte grå pomadehår var pjusket, og afslørende mørke rande lå som en skygge under hans øjne. Som ejer af Valentino’s havde han ikke bare holdt samtaler med mulige kommende restaurantchefer; han havde også passet den bortrejste Marcos job i ugevis. Det tog tydeligvis på ham.

Valentino’s var Giorgios lidenskab, og han levede og åndede for stedet. Alle vidste, at han tog sig af restauranten, som var den hans barn. Han ville ikke ansætte nogen til den ekstremt vigtige stilling som restaurantchef uden at have fuldkommen tillid til deres evne til at klare den krævende rolle.

“Tom, Lily, Martina,” sagde han, med rullende r’er og forlængede konsonanter. “Kom indenfor og sid ned, kære venner.”

Lily sank ned på en polstret stol.

Giorgio hvilede hænderne solidt på den nydelige bunke creme- farvet brevpapir, som han brugte til sin korrespondance. Hans udtryk blev formørket. “Jeg … Der findes ikke nogen nem måde at sige det her på. Vi har fået en chokerende nyhed. Forbered jer på det værste.”

Lily mærkede en ubehagelig uro i maven.

Giorgio så ned i gulvet. “Marco er død. Vores restaurantchef er ikke længere iblandt os.”

Lily tog den ene hånd op for munden. Ved siden af hende gispede Martina, og Tom greb fat i siderne på sin stol.

“Marco blev slået ihjel under de allieredes landgang i Nordafrika,” sagde Giorgio med bøjet hoved. “Jeg læste bare for få dage siden, at operationen som helhed var en succes, men der var artilleriild fra de tyskstøttede Vichy-tropper i området mod vores styrker ved landgangen nord for Casablanca. Samlet set vandt de allierede, og jeg var lige begyndt at slappe af og tro, at alt var i orden, da hans mor ringede i morges. Det er blevet bekræftet, at vores kære Marco var en af de omkomne.”

Lily blegnede. “Ikke Marco,” hviskede hun, og hendes stemme skælvede i det stille rum, hvor atmosfæren var blevet tung. “Undskyld, men jeg kan slet ikke forstå det …”

Ligesom alle andre newyorkere var Lily skræmt over krigen. Nazisterne havde erklæret byen for “Mål nummer ét”, og hver morgen læste Lily de dystre advarsler i aviserne om, at tyskerne kunne sende bombefly ind over Amerika eller beskyde kystlinjen med granater fra ubåde. Men selv om 400.000 newyorkere fungerede som luftværnsvagter, og der var antiluftskytskanoner rundt om hele byen, havde hun ikke oplevet et personligt tab før nu.

Tom løsnede sin krave og lænede sig fremad i stolen med hovedet bøjet mod knæene, og Martina holdt en hånd op for munden og kæmpede for at holde tårerne tilbage.

Giorgio løftede langsomt hovedet. Han stirrede på Lily, og hun så hjælpeløst tilbage på ham, mens hun tog sig til panden med en skælvende hånd.

“Undskyld mig et øjeblik,” sagde Giorgio med skinger stemme. Han lagde hovedet i hænderne og græd.

For første gang siden neonskiltene på Times Square var blevet mørklagt, for første gang siden borgmester La Guardia havde advaret om truslen fra himlen, havde ulykken nået dørtærsklen til den tilsyneladende trygge verden på Valentino’s.

Lily sank den klump, der havde dannet sig i hendes hals. Det virkede uforståeligt, at deres respekterede, beundrede og meget afholdte Marco aldrig ville komme tilbage, at hun aldrig mere skulle se den høje mand først i trediverne med skildpaddeskjoldsbrillerne, der duggede i varmen, det varme smil, som aldrig forlod hans ansigt ret længe, og de mørke krøller, der tittede ud under kokkehuen.

Han var der simpelthen altid, hvis ikke i køkkenet sammen med dem, så på sit kontor i færd med at bladre gennem den betragtelige samling opskrifter, han havde opbygget gennem de år, hvor han trofast havde lavet mad for Giorgio med kuglepennen bag øret. Alt imens han fungerede som leder for dem alle og med en utrolig tålmodighed lærte dem, hvordan de skulle tilberede de opskrifter, som Giorgio elskede, på den mest perfekte måde.

Han blev hos dem efter arbejdstid, selv om han skulle være tilbage inden daggry for at gå på markedet, og han opmuntrede hver eneste fra sit team til at gøre deres absolut ypperste, til at følge de højeste standarder i arbejdet, og alt dette blev gjort på den rareste måde.

Det var et forfærdeligt tab for Valentino’s, ja, for hele New Yorks restaurationsbranche. Ligesom så mange andre i denne forfærdelige krig var Marco et menneske, hvis liv var forbi, før han overhovedet havde nået at blive midaldrende. Lily bøjede hovedet, og stille og med rystende hænder lod hun selv tårerne få frit løb ned ad sine kinder.


KAPITEL 2

Lily

Tyve minutter senere, efter at Sidney havde bragt fire stærke espressoer op til Giorgios kontor, sank Lily slapt bagover i sin stol, med svidende øjne og en stadig ujævn vejrtrækning. Tom lagde nakken bagover og tømte sin espresso i én slurk. Martina stirrede bare på sin kaffekop.

“Desværre må jeg se i øjnene, at jeg ikke har været i stand til at finde en egnet ny restaurantchef, kære venner. Ikke en eneste af dem, jeg har haft til samtale, har haft Marcos talent for at lave mad eller været lige så dedikeret til arbejdet som han,” sagde Giorgio. Han rystede på hovedet og lod hånden glide hen over sin hage. “Han vidste alt, hvad der var at vide om restauranten.”

Lily rystede vantro på hovedet.

“Det ville være naivt af os ikke at være forberedt på, at Tom også muligvis bliver indkaldt,” fortsatte Giorgio. “Ellers ville jeg have oplært ham til stillingen allerede.”

Vi kan ikke miste både Tom og Marco. Det må bare ikke ske. Lily dristede sig til at kaste et blik på den flotte mand ved sin side. Han stirrede ligbleg på Giorgio.

Martina flyttede sig uroligt på stolen.

“Vi står over for en kæmpe omvæltning,” sagde Giorgio. “Endnu større, end vi så i den sidste krig. Jeg har ikke haft andet valg end at ansætte kvinder som kokke. Før Pearl Harbor var det uhørt.” Giorgio forsøgte at smile.

Lilys hjerte begyndte at hamre vildt. Hun undgik at se på Martina.

Giorgio sænkede stemmen. “Men Marcos tragiske død har tvunget mig igen. Jeg har besluttet, at vi fra nu af vil oplære jer begge, Martina og Lily, til at overtage rollen som restaurantchef, i tilfælde af at Tom skulle blive indkaldt. Men jeg vil omhyggeligt holde øje med jer begge to, og snart vil vi beslutte, hvem der skal være restaurantchef. Oplæringen begynder med det samme.”

Lily vidste ikke, hvad der skete først. Martinas krænkede udbrud eller hendes eget triumferende råb. Lily vendte sig om og så sin med-souschefs læber fortrække sig i en hånlig grimasse. I den tid, hun havde arbejdet her, var det aldrig lykkedes hende at trænge igennem Martinas kolde facade. Hver gang Lily prøvede at være venlig, afbrød Martina bare hendes forsøg på at starte en samtale.

Nu skubbede Martina stolen så hårdt tilbage, at den skrabede mod det bonede trægulv. “Alle ved, at Lily vil forlade os, når krigen er slut. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun bliver gift med en eller anden rig overklassefyr – en af dine gæster vil utvivlsomt slå benene væk under hende og bygge et hus på landet i Connecticut til hende, før man kan nå at sige flødeskum!”

Lily sad fuldkommen lamslået. Det var jo totalt uretfærdigt. Hun rankede ryggen. Selv om hun ikke havde lyst til at gå ind i personlige diskussioner foran Giorgio, blev hun nødt til at forsvare sig mod et så ufortjent angreb. “Jeg er præcis lige så dedikeret til min karriere som nogen mand. Endda mere. Og jeg har ingen planer om at gifte mig. Hvem i alverden skulle jeg gifte mig med?” Lily mærkede, at hun blev rød i kinderne. Det vidste hendes mor godt …

Giorgio havde undladt at stille de uundgåelige spørgsmål om forlovelsesplaner og børn, da hun var til jobsamtale, men der var rigeligt med sladder i køkkenet, og hun var udmærket klar over, at nogle af de andre ansatte bare opfattede hende som en overklassepige, der ville yde sit bidrag under krigen. Men hvor vovede Martina at tale om det foran Giorgio?!

“Der er mange grunde til, at jeg også ønsker at tage Lily i betragtning til jobbet,” sagde Giorgio, mens hans blik vandrede fra Martina til Lily og tilbage igen.

Ved siden af hende kneb Tom øjnene sammen i koncentration.

Lily kunne mærke sit hjerte slå helt op i halsen. Restaurantchef. Øverste chefkok, på Valentino’s. I mødet med krigens tragiske, frygtelige ødelæggelse følte hun sig pludselig skyldig ved tanken om, at hun måske nu ville kunne realisere sin drøm om at kunne lave sine egne opskrifter til en af Manhattans mest berømte restauranter. Hun burde jo tænke på Marco, ikke på sin egen karriere. Men muligheden for at støtte et helt hold af kokke i deres udvikling og arbejde sammen med nogle af de bedste leverandører af råvarer i New York som restaurantchef på Valentino’s? Intet ville være mere tilfredsstillende for nogen kok.

Men Martina var af italiensk afstamning og tilberedte Giorgios elskede hjemlands cuisine som en drøm.

“Undskyld, Tom,” tilføjede Giorgio. “Fordi jeg taler om, at du rejser, før det er planlagt. Og jeg håber selvfølgelig, at du ikke forlader os.”

“Bestemt ikke,” sagde Tom, men alligevel vendte han sig mod Lily og så på hende med en bekymret mine.

Hun rystede meget diskret på hovedet som svar. Hun anede ikke, at Martinas fjendskab mod hende stak så dybt.

Giorgio sukkede. “Jeg er bare ked af, at jeg er blevet nødt til at bringe dette på bane samtidig med beskeden om, at vi har mistet Marco. Men vi kan ikke fortsætte længere uden at have en rigtig restaurantchef.”

Martina smøgede ærmerne op. “Selvfølgelig ikke, Giorgio. Selv om jeg ikke kan forstå, hvordan man alvorligt kan overveje at vælge en kok, der kun har været her halvt så længe som jeg, til den rolle, når jeg kunne gøre dig stolt.”

Giorgio foldede hænderne på sit skrivebord. “Martina, Lily har ikke bare en sand passion for sin kogekunst; hun har også unikke forudsætninger for at kunne forstå vores restaurants klientel. Hun kan ubesværet krydse grænserne mellem køkkenet, ledelsen og vores gæster, og det er meget værdifuldt for mig.”

Det blik, Martina sendte Lily, kunne have tilintetgjort en af hendes støbejernspander.

“Lily og Tom, i morgen tidlig præcis klokken tre tager I med mig ud til markederne.”

Trods den vrede, der dampede fra Martina ved siden af hende, kunne Lily slet ikke rumme sine blandede følelser, da hun fulgte efter Tom og Martina ud ad døren til Giorgios kontor. Hendes hjerte var ved at gå midt over på grund af tragedien ved at have mistet Marco, mens hendes hjerne ikke kunne holde op med at finde på opskrifter, der kunne bevise, hvor fast besluttet hun var på at opnå stillingen som restaurantchef.

Hun ville lave mad, det bedste hun havde lært, for Marco, og hvis hun måtte overtage hans job under tragiske omstændigheder, ville hun i det mindste ære hans minde.

Da frokostserveringen var klaret, og køkkenpersonalet var gået til pause med bøjede hoveder, efter at Giorgio havde fortalt dem den forfærdelige nyhed om Marcos død, gik Lily hen mod Marcos gamle kontor og trådte forsigtigt ind i det stille rum et øjeblik. Hun lagde armene over kors for at dæmpe den skælven, der gik gennem hende, da hun kom derind.

Hans kokkehue stod stadig på en reol med opskriftsbøger, og der lå en bunke af hans nydeligt håndskrevne råvarebestillinger på skrivebordet. Det var, som om han bare var gået op for at tale med Giorgio og kunne være tilbage hvert øjeblik. Lily stak hånden ned i lommen på sin nederdel efter et lommetørklæde og pudsede næsen.

På den nederste hylde, under alle Marcos kogebøger, stod der en hel række af hans læderindbundne opskriftsamlinger, præcis som han havde efterladt dem. Den sidste var ikke gjort færdig. Det ville han aldrig få lejlighed til nu.

“Lily.”

Lily løftede langsomt hovedet.

Tom Morellis øjne hang ved hendes, som om de ville stille hende et spørgsmål. Flere gange under arbejdet havde hun set ham sende blikke i retning af hende.

Han hvilede en hånd mod dørkarmen. “Er du okay?”

Hun nikkede. Hendes fingre trak i forklædebåndene, men de gik i hårdknude.

“Er det i orden, hvis jeg hjælper dig med de knuder?” Han smilede til hende, og hans læber krummede sig opad på en charmerende, drenget måde.

Lily lukkede øjnene et øjeblik. Så vendte hun sig endelig om og mærkede ham fingerfærdigt binde forklædebåndene op, bevidst om hans nærhed på en måde, så det næsten gjorde ondt. Da han var færdig, vendte hun sig igen om mod ham. Hun var nødt til at tage sig sammen. Det var sindsbevægelsen ved at have mistet Marco, der ramte hende så hårdt og fik hende til at mærke Toms tilstedeværelse med en intensitet, som hun vidste gik dybere, end den burde. Hun, Tom, Marco – de havde så tit arbejdet sammen. Marco og Tom havde været nære venner, og Lily var sikker på, at Tom måtte være knust over tabet. “Tak,” hviskede hun.

Tom rakte forklædet tilbage til hende. “Tag du bare tøjlerne,” hviskede han stille. “Du skal ikke tage dig af Martina. Du og jeg ved begge to, at Marco mente, du havde fortjent … alt det, du har opnået. Han sagde engang til mig, at han mente, der var uendelige muligheder for dig.”

Det var, som om det stille kontor hviskede omkring dem. Hun så op på Tom, og hendes ord kom ud i et blidt tonefald. “Tror du, han led, Tom?”

Tom lænede sig slapt mod døren. “Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvad han måtte gennemgå.” En bølge af bevægelse gik hen over hans ansigt, og så sænkede han stemmen. “Men jeg ved, at det ville være hans ønske, at du giver alt, hvad du har i dig, for den mulighed, du har fået her.”

“Tja,” sagde Lily, “jeg tror ikke, nogen af de andre ansatte tænker på samme måde om mig, som du gør, Tom, men det er virkelig pænt sagt.” Da hun var sikker på, at Tom ville forstå, busede hun ud med sine bekymringer. “Jeg er bekymret for, at Giorgio bare vil oplære mig, fordi min familie har forbindelser, som kunne komme ham til gavn. Du ved, hvor snedige han og Sidney kan være, når det handler om at få de rigtige mennesker til at spise på Valentino’s.”

Tom hævede øjenbrynene. “Du har arbejdet dig op i hierarkiet på rekordtid. Du er en fabelagtig kok. Og i øvrigt mener jeg, at du kunne blive en fantastisk restaurantchef. Giorgio er måske nok forretningsmand, og Sidney … nå, ham skal du ikke bekymre dig om, men Giorgio har virkelig sans for at ansætte de rigtige menne- sker.” En skygge gled hen over Toms ansigt. “Det er bare en skam, at vi kommer til at miste de fleste af dem. Det er det, der dræner Giorgio for energi lige nu.”

Lily nikkede. Hun var nødt til at tro på sig selv, hvis hun skulle kæmpe for denne drøm. “Ved du hvad, jeg bryder mig virkelig ikke om at tænke på … at endnu flere rejser herfra.” Især ikke dig. Hun så tænksomt på Marcos opskriftsbøger. “Jeg tror, den vigtigste udfordring vil blive at finde opskrifter, der kan bruges, selv om der er rationering.” Hun talte hurtigt. “Jeg ville elske at udarbejde nogle idéer til krigstidsopskrifter.”

“Og jeg ville elske at hjælpe dig med at udarbejde dem,” sagde han med et bredt, strålende smil. “Hvis jeg bliver nødt til at spise feltrationer, vil jeg være særligt taknemlig over, at du hjalp med at spare, så der kunne være tørret oksekød til mig og de tusindvis af andre mænd, der skal i kamp. Og hvis og når jeg bliver indkaldt, vil jeg se tilbage og huske på, hvor sjovt vi har haft det.”

“Og jeg lover, at jeg skal lave en Beef Wellington efter krigen, der er så lækker, at du vil glemme alle de dårlige minder om feltrationer. Valentino’s vil altid være her, når du kommer hjem, Tom. Den går ingen steder.”

“En skønhed, der kreerer retter, som får tænderne til at løbe i vand, og giver folk mulighed for i det mindste at forestille sig, at de stadig lever et normalt liv.” Hans udtryk blev blidere i det stille rum. Lily var ikke sikker på, om de stadig talte om Valentino’s.

Hun smilede til ham og sukkede ved at se varmen i hans øjne. “Her står jeg og sludrer løs om at blive restaurantchef, når du måske skal i krig. De udfordringer, jeg står i, kan slet ikke sammenlignes med dine.” Hun så ned.

“Nej, Lily …” Hans stemme var blid, da han løftede hendes hage op. “Enten du eller Martina vil blive landets første kvinde- lige restaurantchef på et sted af Valentino’s kaliber. Denne krig kan ikke vindes, medmindre de, der bliver her, bevarer en stærk hjemmefront.” Han så undersøgende på hendes ansigt. “Du har en familie på Valentino’s, skal du vide.”

“Tak,” hviskede hun, mens hun så ham dybt i øjnene, og hendes hjerte hamrede på en måde, som hun vidste ville have givet hendes mor et hysterisk anfald og fået hende til at lave en scene, der var en Broadway-debut værdig. “Det betyder virkelig meget.” Mere end du aner.

“Så … hvordan vil du komme herhen klokken tre om natten? Køre på cykel? Tage den på stop op ad Third Avenue?” Han brød ud i et strålende smil.

“Åh, du er skør!”

“Kunne du tænke dig at tage toget sammen med mig? Du har nævnt, at du bor i Gramercy Park.”

“Jo, det lyder da som en god plan.” Tanken om at tage toget sammen med Tom virkede langt mere spændende end at køre i bil alene midt om natten. Hun havde også næsten opbrugt sin benzinration for denne uge.

Og med hensyn til at overskride de grænser, hun havde sat i forhold til den skønne mand, der stod over for hende, som hun vidste, at hun kunne falde for når som helst, hvis hun fik frie tøjler, nå ja, så fulgtes de jo bare ad på arbejde. Hvad kunne der være galt i det? Det svarede til, at han havde tilbudt at bære hendes bøger hjem for hende eller en lignende venlig gestus.

Ikke noget særligt …

Han kastede sin kokkehue fra den ene hånd til den anden. “Jeg bliver nervøs i undergrundsbanen sent om natten. Jeg kunne godt bruge at have selskab.”

Hun udstødte en latter. “Åh, du skal ikke være bekymret. Jeg skal nok passe på dig.”

“Godt,” sagde han. “Jeg var en lille smule bekymret for, at du ville sige nej, hvis jeg spurgte.” Han klemte tommel- og pegefinger sammen for at illustrere den lille smule.

Lily daskede til ham med forklædesnoren, og han undveg hende.

“Sov godt,” sagde Tom med smilerynker om øjnene. “Ses vi klokken halv tre på hjørnet af Park Avenue og Gramercy Park?”

“Det er en aftale. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet gider gå i seng!”

Han hævede øjenbrynene, og hun sendte ham et smørret grin. Hun gik ind på dametoilettet ved slutningen af sin vagt og fik et glimt af sig selv i spejlet. Men trods den tragedie, der havde ramt dem alle i dag, var hun rød i kinderne, og hendes blå øjne strålede mere, end de havde gjort i månedsvis. Hun stirrede strengt på sig selv, men hun kunne ikke gøre for det. Hun smilede som en tåbe.



Ella Carey: New Yorks døtre

Lily Rose er en ung kvinde med ben i næsen der bor med sin familie i New York. Mens Anden Verdenskrig raser får hun en uventet mulighed for at vise hvad hun kan som souschef på den berømte restaurant Valentino’s.

Imod hendes families ønske tager hun jobbet og Lilys mor gør hvad hun kan for at få hende på bedre og vigtigere tanker; nemlig valget af ægtemand.

Hendes ambition er at Lily gift med med Nathaniel Carter, New Yorks rigeste ungkarl, men i Valentino’s køkken arbejder også den flotte italiener, Tom Morelli. Snart stilles Lily overfor det sværeste valg i hendes liv: familien og kærligheden.

Du kan købe New Yorks døtre online, eller i din lokale boghandler.