Fiktion Historiske romaner Læseprøve og uddrag Romaner om 2. verdenskrig Romantiske bøger

Begynd din læsning af den gribende historiske roman Den sidste boghandel i London

Den sidste boghandel i London, Madeline Martin

Den sidste boghandel i London er en charmerende og rørende fortælling om en ung kvindes mod og drømme i London under 2. verdenskrig. Læs de to første kapitler her.

Kærlighed, drømme og stort mod. Den sidste boghandel i London er en gribende historisk roman om London under 2. verdenskrig.

I romanen møder vi Grace, som kommer til London fra Norfolk med store forventninger til sit liv. Sammen med veninden Viv lægges der planer om fest og farver, og de håber, at de hver især kan financiere den glamourøse livsstil gennem jobs i flotte stormagasiner.

LÆS OGSÅ: 15 skønne romaner om kærlighed, familie, venskab og livet

Grace har bare ikke en anbefaling med til at søge et nyt job, og det betyder, at planen om at arbejde i flotte Harrods ikke kan lade sig gøre.

I stedet finder hun midlertidigt arbejde i en faldefærdig boghandel. Den gamle boghandler er tvær, og han afviser glædeligt alle Graces ideer for butikken. Men som tiden går, får hun mere ansvar, og Grace bliver modigere.

LÆS OGSÅ: Kærlighed, drama og intriger. Smuglæs i Velkommen til Flanagans

Kundeskaren i den lille boghandel er farverig og broget, og blandt dem er også, den flotte pilot George Anderson.

Da 2. verdenskrig bryder ud, kommer London under angreb, og Grace må træde i karakter og udvise mod og udholdenhed for at holde sammen på sit lokalsamfund.

Du kan købe Den sidste boghandel i London, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 26. maj.

Læs de første to kapitler af den historiske roman Den sidste boghandel i London herunder.

Madeline Martin
Den sidste boghandel i London

1

August 1939
London

Grace Bennett havde altid drømt om at bo i London en dag. Men hun havde aldrig forestillet sig, at det ville blive hendes eneste mulighed, især ikke med en krig umiddelbart forestående. 

Toget standsede ved Farringdon Station. Navnet stod tydeligt skrevet på væggen i en blå stribe tværs over en rød cirkel. Folk ventede på perronen, lige så ivrige efter at komme med, som folk inde i toget var efter at komme ud. De var i elegant tøj i den moderigtige stil, som hørte bylivet til. Langt mere sofistikeret end i Drayton, Norfolk. 

En blanding af lige dele nervøsitet og iver boblede inden i Grace.

“Vi er fremme.”

Hun så på Viv, der sad ved siden af. 

Veninden satte låget på sin læbestift med et klik og sendte hende et nymalet cinnoberrødt smil. Viv så ud ad vinduet, og hendes blik gled hen over det skakternede mønster af plakater på den buede mur.

“Efter i så mange år at have ønsket os at være i London.”

Hendes hånd greb fat om Graces og gav den et hurtigt klem.

“Nu er vi her.” 

Mens de endnu kun var små piger, havde Viv første gang nævnt tanken om at flytte væk fra det kedelige Drayton til et langt mere spændende liv i storbyen. Dengang havde det været en vild idé – at forlade deres langsomme, velkendte eksistens på landet til fordel for Londons travle puls, hvor alting foregik i højt tempo. Aldrig havde Grace overvejet, at det en dag kunne blive en nødvendighed. 

Men Grace havde ingenting tilbage i Drayton længere. I hvert fald ikke noget, hun ønskede at vende tilbage til. 

Pigerne rejste sig fra deres plyssæder og fik fat i deres bagage. De havde kun én kuffert med hver, nogle falmede tasker, som var mere hærgede af alder end af slid. De var begge proppet, så de var lige ved at revne, og var ikke bare håbløst tunge, men også besværlige at håndtere sammen med gasmaskekasserne, som de bar i en rem over skulderen. De rædselsfulde tingester skulle de have med sig overalt, ifølge regeringen, for at sikre, at de ville være beskyttet i tilfælde af et gasangreb. 

Heldigvis for dem lå Britton Street kun to minutters gang derfra – det havde mrs. Weatherford i hvert fald sagt. 

Graces mors barndomsveninde havde et værelse til leje, som hun havde tilbudt Grace for et år siden, da hendes mor lige var død. Det havde været på gode betingelser – to måneder gratis, mens Grace fandt sig et job, og selv derefter ville hun skulle betale mindre end normalt. Selv om Grace havde længtes efter at flytte til London, og Viv entusiastisk havde opfordret hende til det, var Grace blevet i Drayton i næsten et år derefter i et forsøg på at samle stumperne af sin knuste tilværelse. 

Det var før, hun fik at vide, at det hus, hun havde boet i, siden hun blev født, i virkeligheden tilhørte hendes onkel. Før han flyttede ind sammen med sin arrogante hustru og sine fem børn. Før det liv, hun kendte, blev slået endnu mere i stumper og stykker. 

Der var ikke plads til Grace i hendes eget hjem, en pointe, som hendes tante ofte havde været ivrig efter at gøre opmærksom på. Det, der engang havde været et trygt og kærligt sted, blev et sted, hvor hun følte sig uvelkommen. Da Graces tante endelig var uforskammet nok til at give hende besked på at flytte, vidste hun, at hun ikke havde andre muligheder. 

At skrive brevet til mrs. Weatherford i sidste måned for at høre, om hendes tilbud stadig stod ved magt, var noget af det sværeste, Grace nogensinde havde gjort. Dermed havde hun måttet bøje sig over for de udfordringer, hun havde mødt. Det havde været en forfærdelig, knusende falliterklæring, en kapitulation, der havde tilføjet hende sit livs største nederlag. 

Grace havde aldrig været i besiddelse af noget stort mod. Selv nu spekulerede hun på, om hun ville have klaret at komme til London, hvis ikke Viv havde insisteret på, at de skulle tage af sted sammen. 

Angsten slog knuder inden i hende, mens de ventede på, at togets glinsende metaldøre skulle glide fra hinanden og afsløre en helt ny verden. 

“Det hele skal nok blive fantastisk,” hviskede Viv sagte. “Det bliver alt sammen så meget bedre, Grace. Det lover jeg.” 

El-togets pneumatiske døre åbnede sig med en hvæsen, og de trådte ud på perronen midt i postyret af mennesker, der skulle ud og ind på én gang. Så hvislede dørene i bag dem, og vindsuset, da toget kørte, trak i deres skørter og hår. 

En reklame for Chesterfields på muren på modsatte side viste en flot livredder i færd med at ryge en cigaret, mens en anden plakat ved siden af opfordrede mænd i London til at melde sig til militærtjeneste. 

Det var ikke bare en påmindelse om den krig, deres land snart kunne stå overfor, men også om, at det udgjorde en større fare at bo i storbyen. Hvis Hitler havde til hensigt at erobre England, ville han sandsynligvis gå efter London. 

“Åh, se dér, Grace!” udbrød Viv. 

Grace vendte sig fra plakaten mod ståltrappen, som gled opad på et skjult bånd og forsvandt et sted oppe under det hvælvede loft. Ind i deres drømmes by. 

Plakaten var hurtigt glemt, da hun og Viv hastede hen mod rulletrappen og forsøgte at holde deres begejstring nede, da den ubesværet bar dem op, op, op. 

Vivs skuldre trak sig opad i slet skjult lykke.

“Sagde jeg ikke nok, at det her ville blive fantastisk?” 

Med ét slog det Grace, hvor stort det var. Efter mange års drømme og planer stod de nu her i London. Langt væk fra Graces tyran af en onkel, fri af Vivs strenge forældres regler. 

Trods alle Graces problemer fløj hun og Viv ud fra stationen som sangfugle, der havde siddet i bur, men som nu endelig var parate til at sprede vingerne ud. 

Bygninger hævede sig op mod skyerne overalt omkring dem, og Grace skyggede for solen med hånden for at se toppen af dem. Adskillige forretninger i nærheden bød dem velkommen med skilte malet i klare farver, som reklamerede for sandwicher, frisører og et apotek. På gaden raslede lastvogne forbi, og en dobbeltdækkerbus rumlede i modsat retning. Lakken på siden af den var lige så rød og skinnende som Vivs negle. 

Grace kunne næsten ikke lade være med at gribe sin veninde i armen og hvine, at hun skulle se. Men Viv sugede det også til sig, med store, strålende øjne. Hun lignede lige så meget en imponeret pige fra landet som Grace, om end hun var klædt i en moderne kjole og havde de rødbrune krøller sat i en perfekt frisure. 

Grace var knap så elegant. Men hun havde da taget sin bedste kjole på til lejligheden. Den gik til lige under knæene, og taljen var strammet ind med et smalt, sort bælte, der matchede hendes lavhælede sko. Selv om den ikke var helt så moderne som Vivs sort-hvide polkaprikkede kjole, fremhævede det lyseblå bomuldsstof Graces grå øjne og komplementerede hendes lyse hår. 

Det var selvfølgelig Viv, der havde syet den til hende. Men Viv havde også altid sørget for dem begge med mere ambitiøse drømme for øje. Gennem hele deres venskab havde de tilbragt timevis med at sy kjoler og rulle håret op og årevis med at læse om mode og etikette i Woman og Woman’s Life og rette på deres udtale utallige gange for at sikre sig, at de kom af med deres Drayton-accent. 

Nu lignede Viv selv en, der kunne pryde forsiden på et af de blade, med sine høje kindben og de brune øjne med lange øjenvipper. 

De sluttede sig til mylderet af mennesker, der hastede frem og tilbage, og flyttede deres tunge kufferter fra den ene hånd til den anden, mens Grace viste vej hen til Britton Street. Heldigvis havde den beskrivelse af vejen, som mrs. Weatherford havde sendt til hende i deres seneste korrespondance, været detaljeret og let at følge. 

Hvad der ikke havde været en del af beskrivelsen, var imidlertid alle tegnene på krig. 

Flere plakater, nogle, der tilskyndede mænd til at gøre deres del, mens andre opfordrede folk til at se bort fra Hitler og hans trusler og alligevel bestille sommerferie. Lige på den anden side af gaden indrammede en mur af sandsække en indgangsdør med et sort-hvidt skilt, der bekendtgjorde, at det var et offentligt beskyttelsesrum. 

I overensstemmelse med mrs. Weatherfords instrukser ankom de til Britton Street i løbet af bare to minutter og befandt sig foran et murstensrækkehus. Det havde en grøn dør med en dørhammer af blankpoleret messing og en blomsterkasse fuld af lilla og hvide petunier i vinduet. Ud fra mrs. Weatherfords beskrivelse var det her uden tvivl hendes hus. 

Og deres nye hjem. 

Viv stormede op ad trappen med krøllerne hoppende for hvert skridt og bankede på døren. Grace skyndte sig op til hende, ansporet af den forventning, der strømmede igennem hende. Det her var jo trods alt hendes mors bedste veninde, som havde besøgt dem i Drayton adskillige gange, mens Grace var barn. 

Venskabet mellem Graces mor og mrs. Weatherford var begyndt, mens mrs. Weatherford havde boet i Drayton. Selv efter at hun var flyttet, var deres venskab fortsat, både gennem Den Store Krig, hvor de begge mistede deres mænd, og gennem den sygdom, som Graces mor til sidst var bukket under for. 

Døren gik op, og mrs. Weatherford, som så ældre ud, end Grace huskede hende, viste sig i døråbningen. Hun havde altid været dejlig buttet med røde æblekinder og strålende blå øjne. Men nu bar hun runde briller, og hendes mørke hår var blandet med tråde af skinnende sølv. Hendes blik landede først på Grace. 

Hun gispede let og satte fingrene op for munden.

“Grace, du ligner jo din mor på en prik. Beatrice var altid så køn med sine grå øjne.”

Den ældre kvinde åbnede døren mere, så de kunne se hendes hvide bomuldskjole med blå blomster og matchende blå knapper. Entréen bag hende var lille, men ordentlig, næsten helt fyldt op af en trappe, der gik op til en anden etage.

“Kom endelig indenfor.” 

Grace mumlede en tak for komplimenten og undlod at røbe, præcis hvor meget den ros prikkede til den del af hende, der stadig sørgede over sin mor. 

Hun fik løftet sin kuffert gennem døråbningen og ind i et hjem, der var fyldt med en appetitlig duft af kød og grøntsager. Graces tænder løb i vand. 

Hun havde ikke fået et ordentligt hjemmelavet måltid mad siden sin mors død. I hvert fald ikke et godt et af slagsen. Hendes tante havde ikke været særlig god til at lave mad, og Grace arbejdede for mange timer med at drive sin onkels forretning til at kunne lave noget ordentligt selv. 

Et cremefarvet tæppe med blomster i pastelfarver lå på gulvet og dæmpede Graces skridt. Selv om det var rent, så det ud til at være ret slidt nogle steder. 

“Vivienne,” sagde mrs. Weatherford, da Viv sluttede sig til Grace i entréen. 

“Alle mine venner kalder mig Viv.”

Hun sendte mrs. Weatherford et smil med sin unikke Viv-charme. 

“Så smukke I begge to er blevet. I vil nok få min dreng til at rødme.”

Mrs. Weatherford gjorde tegn til dem om at sætte kufferterne på gulvet.

“Colin,” kaldte hun op ad den blanke trætrappe. “Tag dig af damernes ting, mens jeg sætter kedlen over.” 

“Hvordan har Colin det?” spurgte Grace høfligt. 

Ligesom hun selv var han enebarn, og han var på samme vis blevet faderløs efter Den Store Krig. Selv om han var to år yngre end Grace, havde de leget sammen som børn. Det var minder, hun tænkte tilbage på med stor ømhed. Der havde altid været noget blidt over Colin, en ægte venlighed bag den skarpe intelligens, man så i hans øjne. 

Mrs. Weatherford slog frustreret ud med armene.

“Han prøver at redde verden ét dyr ad gangen og tager dem alle sammen med hjem.”

Den godmodige kluklatter, der fulgte, lod dem forstå, at hun ikke havde så meget imod det, som hun hævdede at have. 

Grace stod stille et øjeblik for at beundre entréen, mens de ventede på Colin. Der stod et bord ved siden af trappen med en blank, sort telefon på. Tapetet havde et lyst og venligt brokademønster, en smule falmet, som passede til de hvidmalede døre og dørkarme. Rummet var ganske vist holdt i et enkelt design, men alting fremstod skinnende rent. Faktisk var Grace sikker på, at det ville blive svært at finde et støvgran på en eneste af hendes mors venindes ejendele. 

En knirkende lyd hørtes, efterfulgt af fodtrin, der kom ned ad trappen, og en høj, slank mand dukkede op. Hans mørke hår var velfriseret, og han var iført skjorte med flip og brune bukser. 

Han sendte dem et genert smil, som blødgjorde hans træk og fik ham til at virke endnu yngre end sine 22 år.

“Hej, Grace.” 

“Colin?” sagde hun vantro.

Han var næsten tredive centimeter højere end hende og tårnede sig op over hende, som hun engang havde gjort over ham. 

Han rødmede. 

Hans reaktion var charmerende, og det varmede hende at vide, at han ikke havde mistet sit søde væsen i årene, siden de sidst havde mødtes. 

Grace så op på ham.

“Du er sandelig vokset, siden jeg så dig sidst.” 

Han trak på sine magre skuldre og så totalt forlegen ud, før han nikkede let til Viv, som han også havde leget med, eftersom de to piger altid havde været uadskillelige.

“Viv. Velkommen til London. Mor og jeg har glædet os til, at I kom.”

Han sendte Grace et genert smil og bukkede sig så ned for at tage de to kufferter, som pigerne havde sat fra sig. Han tøvede.

“Må jeg tage disse her for jer?” 

“Ja, endelig,” sagde Viv. “Tak, Colin.” 

Han nikkede og tog en kuffert i hver hånd og bar dem med lethed op ad trappen. 

“Kan I huske, at jeg kom på besøg med Colin?” spurgte mrs. Weatherford.

“Ja, det kan vi godt,” sagde Grace. “Han virker lige så rar, som han altid har været.” 

“Bare meget højere,” tilføjede Viv. 

Mrs. Weatherford så op ad trappen med beundringen strålende i øjnene, som om hun kunne se ham endnu.

“Han er en god dreng. Kom, lad os drikke en kop te, så skal jeg vise jer rundt.”

Hun gjorde tegn til dem om at følge efter og skubbede døren op ud til køkkenet. Der strømmede lys ind gennem vinduerne over vasken og ved bagdøren, hvor det kom ind gennem florlette gardiner, der var trukket fra. Alt var lige så pletfrit i det lille køkken, som det havde været i entréen. Solen skinnede på et rent, hvidt køkkenbord, og et par tallerkener var sat pænt op på et stativ for at tørre. Der hang citronfarvede viskestykker på et stativ, og duften af den mad, hun var ved at lave, var endnu mere tillokkende.

Hun gjorde tegn til Grace og Viv mod det lille bord med fire hvide stole og tog kedlen af komfuret.

“Din onkel valgte et godt tidspunkt til at lægge beslag på dit hjem, nu hvor vi snart er midt i en krig.”

Hun bar kedlen over til vasken og åbnede vandhanen.

“Det er så typisk Horace,” sagde hun med tydelig foragt, mens vandet strømmede.

“Beatrice var bekymret for, at han kunne finde på sådan noget, men hendes sygdom kom så pludseligt …” 

Mrs. Weatherfords blik flakkede hurtigt fra vandstanden i kedlen til Grace.

“Jeg burde ikke stå her og snakke løs på den måde, når I kommer lige fra en lang togrejse. Jeg er så glad for at have jer her. Jeg ville bare ønske, at det var under andre omstændigheder.” 

Grace bed sig i læben, usikker på, hvad hun skulle sige. 

“De har et smukt hjem, mrs. Weatherford,” sagde Viv hurtigt. 

Grace sendte hende et taknemligt blik, som hun besvarede med et konspiratorisk blink med øjet. 

“Åh, lad os endelig være dus, min kære. Og tak.”

Den ældre kvinde lukkede for hanen og så sig med et smil rundt i sit solbeskinnede køkken.

“Det har været i min Thomas’ familie i flere generationer. Det er ikke så fint, som det var engang, men man klarer sig jo.” 

Grace og Viv gled ned i hver sin stol. Puden med citronmønsteret var så tynd, at man kunne mærke det hårde træsæde nedenunder.

“Vi er taknemlige over, at vi kan få lov til at bo hos dig. Det er meget storsindet.” 

“Det er da så lidt.” Mrs. Weatherford satte kedlen på komfuret og drejede knappen for at tænde for blusset.

“Jeg vil gøre alt for min kæreste venindes datter.” 

“Tror du, det bliver svært at finde arbejde?” spurgte Viv.

Selv om hun sagde det i en ubekymret tone, vidste Grace, hvor inderligt hendes veninde ønskede at blive butiksassistent. 

Faktisk virkede tanken også tillokkende på Grace. Det forekom hende så glamourøst at arbejde i et stormagasin, et fornemt og storslået sted som Woolworths med flere etager, der fyldte en hel gade. 

Mrs. Weatherford sendte hende et hemmelighedsfuldt smil.

“Tilfældigvis kender jeg en del butiksindehavere i London. Jeg er sikker på, at jeg kan hjælpe. Og Colin arbejder i Harrods. Han kan også lægge et godt ord ind for jer.” 

Vivs øjne lyste op, da hun formede forretningens navn med læberne til Grace med slet skjult begejstring. 

Mrs. Weatherford greb et af de gule viskestykker og tog en tallerken fra stativet for at tørre de få tilbageværende dråber vand af.

“Jeg må sige: I to lyder slet ikke, som om I er fra Drayton.” 

Viv løftede hovedet en tand ekstra.

“Tak. Vi gør bestemt hvad vi kan. Vi håber, det vil hjælpe os til at kunne få arbejde.” 

“Hvor dejligt.”

Mrs. Weatherford åbnede et skab og satte tallerkenen på plads.

“I har vel allerede sørget for at få anbefalinger?” 

Viv havde tilbragt dagen inden deres afrejse til London med omhyggeligt at skrive en anbefaling for sig selv på en lånt skrivemaskine. Hun havde tilbudt at skrive en for Grace også, men Grace havde sagt nej tak. 

Mrs. Weatherford vendte sig igen mod tallerkenerne i tørrestativet. Viv hævede øjenbrynene mod Grace for at give udtryk for, at hun også burde være gået med til at få en. 

“Ja, vi har anbefalinger.”

Viv talte selvsikkert på deres begges vegne. Hun var uden tvivl allerede ved at udtænke, hvordan hun alligevel kunne skaffe en til Grace også.

“Det har Viv,” rettede Grace hende. “Jeg har desværre ikke. Min onkel nægtede at skrive en anbefaling for den tid, jeg arbejdede i hans forretning.”

Det havde været hans sidste krænkelse, en hævn for, at hun “svigtede forretningen”, hvor hun havde arbejdet det meste af sit liv. Han lod ikke til at bryde sig om, at det var hans kone, der havde insisteret på, at Grace skulle finde sig et andet sted at bo, kun at Grace ikke længere ville stå til rådighed for hans mindste vink. 

Kedlen fløjtede skingert og udsendte en dampsky fra tuden. Mrs. Weatherford afbrød øjeblikkelig dens hylen ved at tage den af komfuret og sætte den på en bordskåner. 

Hun smækkede misbilligende med tungen, mens hun fyldte en skefuld teblade i teægget og hældte kogende vand i tekanden.

“Det er ærgerligt, virkelig ærgerligt.”

Hun mumlede noget ved sig selv om Horace og stillede tekanden på en sølvbakke med tre tekopper og et sukker-fløde-sæt. Hun rynkede panden og så på Grace med et resigneret udtryk.

“De vil ikke ansætte dig i et stormagasin uden en anbefaling.” 

Graces mod sank helt ned i fødderne. Måske burde hun alligevel have givet Viv lov til at lave en falsk anbefaling til hende. 

“Men,” tilføjede mrs. Weatherford langsomt, mens hun bar bakken hen til bordet og skænkede en dampende kop te til dem hver, “jeg har en stilling i tankerne, hvor du kunne arbejde i et halvt år for at få en ordentlig anbefaling.” 

“Grace ville være ideel, uanset hvad du tænker på.”

Viv tog en sukkerknald fra skålen og lod den dumpe ned i sin te.

“Hun har altid fået topkarakterer i skolen. Især i matematik. Hun drev praktisk talt sin onkels forretning på egen hånd og forbedrede den meget.” 

“Så tror jeg, det her vil være fantastisk.”

Mrs. Weatherford tog en slurk af sin te. 

Noget puffede til Graces skinneben. Hun kiggede ned og så en lille, stribet kat kigge bedende op på hende med store, ravgule øjne. 

Grace strøg med hånden over den bløde pels bag kattekillingens ører, og den begyndte at spinde.

“Jeg kan se, at du har en kat.” 

“Kun et par dage endnu; jeg håber ikke, I har noget imod det.”

Mrs. Weatherford viftede med hånden for at jage katten væk, men den blev stædigt stående ved siden af Grace. 

“Den lille røver vil ikke forlade køkkenet, når han kan lugte mad.”

Mrs. Weatherford kastede et ærgerligt blik ned på det lille dyr, som betragtede hende med et helt uskyldigt udtryk.

“Colin er fantastisk til dyr. Hvis jeg gav ham lov til at beholde hver eneste såret lille skabning, han kom hjem med, ville vi have et helt menageri.” Hendes kluklatter pustede til dampen fra hendes te. 

Katten rullede om på ryggen, så man kunne se et lille, hvidt ar på dens bryst. Grace kløede ham på stedet, og hans rytmiske spinden rumlede under hendes fingerspidser.

“Hvad hedder han?” 

“Tabby.”

Mrs. Weatherford himlede muntert med øjnene.

“Min søn er meget bedre til at redde dyr end til at give dem navne.” 

Som om han havde hørt hende kalde, trådte Colin ind i rummet i selvsamme øjeblik. Tabby sprang på benene og travede over til sin redningsmand. Colin løftede kattekillingen op i sine store hænder, og han holdt blidt om det lille væsen, der puttede sig kærligt ind til ham. 

Denne gang var det Colin, mrs. Weatherford gennede væk.

“Ud af køkkenet med ham.”

“Undskyld, mor.”

Colin sendte Grace og Viv et hurtigt, undskyldende smil og smuttede så ud af rummet med katten i sin favn. 

Mrs. Weatherford rystede på hovedet, som om hun morede sig kærligt, mens hun så ham gå sin vej.

“Jeg vil besøge mr. Evans og tale med ham om, om du kan få en plads i hans forretning.”

Hun lænede sig tilbage i stolen igen og stirrede ud på haven med et suk. 

Grace kastede et blik ud ad vinduet, hvor der var et gabende hul i jorden ved siden af en trist dynge oprykkede blomster og en bunke af noget, der så ud til at være aluminiumsplader. Sandsynligvis begyndelsen til et privat beskyttelsesrum, et såkaldt Anderson-rum. 

Grace havde ikke set nogen af dem i Drayton, hvor risikoen for at blive bombet ikke var så høj, men hun havde hørt om flere byer, hvor man havde uddelt materialer til disse Andy’er. De små rum skulle graves ned i haven som et tilflugtssted, hvis Hitler angreb England. 

En nervøs skælven løb Grace ned ad ryggen. Endelig var det lykkedes dem at komme til London, og så var det ved begyndelsen på en krig. Nu befandt de sig på det sted, der ville blive det vigtigste bombemål. 

Ikke fordi det var en mulighed at vende tilbage til Drayton. Hun ville hellere møde de mulige farer et sted, hvor hun var ønsket, end at skulle kæmpe med sin onkels fjendtlighed. 

Viv kiggede nysgerrigt ud ad vinduet og vendte straks blikket væk igen. Efter at have boet på en gård hele sit liv var hun – som hun udtrykte det – “fuldstændig færdig med jord.” 

Mrs. Weatherford sukkede igen og tog en slurk te.

“Det var engang en smuk have.” 

“Det skal den nok blive igen,” forsikrede Grace hende med større overbevisning, end hun følte.

For hvis der kom bombardementer, ville nogen af haverne så nogensinde blive det samme igen? Ville de selv for den sags skyld? 

Sådanne tanker nagede dybest inde i hendes sind og hang over hende som en tung skygge. 

“Mrs. Weatherford,” sagde hun brat, for nu ville hun ikke længere tænke på krig og bombardementer. “Må jeg spørge, hvilken slags forretning mr. Evans har?” 

“Selvfølgelig, min ven.” Mrs. Weatherford satte tekoppen på dens underkop med en klirrende lyd, og hendes øjne lyste op af begejstring. “Det er en boghandel.” 

Grace skjulte den snert af skuffelse, hun følte. Hun vidste jo ikke ret meget om bøger. Hvis hun nogensinde havde haft planer om at læse, var der altid kommet utallige ting i vejen. Hun havde haft alt for travlt i sin onkels forretning med at forsøge at tjene penge nok til sin egen og sin mors overlevelse til at have overskud til at læse. Og så var hendes mor blevet syg … 

Onkel Horaces forretning havde været let nok at drive, især fordi isenkramvarerne var ting, hun selv brugte. At sælge tekedler, håndklæder, vaser og andre varer, hun var vant til at bruge, faldt hende naturligt. Men hun vidste ingenting om litteratur. 

Nå nej, det var nu ikke helt sandt. 

Hun kunne stadig huske sin mors eksemplar af Grimms Eventyr med en elegant prinsesse malet på forsiden. Hvor havde hun elsket at ladet blikket vandre hen over de farverige illustrationer, mens hendes mors stemme fortryllede hende med de forunderlige fortællinger. Men ud over Grimms Eventyr havde hun aldrig haft tid til at læse. Hverken efter at hun begyndte i skolen, eller da hun var blevet bedt om at hjælpe til i sin onkel Horaces forretning. Og specielt ikke efter at hendes mor var blevet syg.

“Glimrende.”

Grace smilede et strålende smil for at skjule sin bekymring. Hun ville trods alt tage til takke med det. Hvad som helst ville være bedre end at arbejde i hendes onkels forretning. Men hvordan skulle hun på nogen måde kunne sælge noget, hun vidste så lidt om?

2

Graces første forsøg på at tage til Primrose Hill Books gik ikke som planlagt. 

Ikke at hun havde haft høje forventninger om succes, men hun havde forventet, at ejeren i det mindste ville være forberedt på, at hun kom. 

Hun fandt forretningen uden problemer – endnu et bevis på mrs. Weatherfords fine vejvisningsevner. Den smalle facade lå ikke på Primrose Hill, som navnet hævdede, men var en af mange i en række langs Hosier Lane, alle med vinduer, der reflekterede det matte skær fra den overskyede eftermiddagssol. Boghandlens to nederste etager var blevet malet sorte, og en gul facade med stuk hævede sig over dem, revnet og blegnet af ælde. Et hvidt skilt proklamerede navnet Primrose Hill Books med blanke, sorte, krøllede bogstaver. Det var tydeligvis meningen, at det skulle være elegant, men det forekom Grace ret tørt og kedeligt. 

Samme følelse afspejlede sig i forretningens snuskede udstillingsvinduer, som var dækket med skæve strimler af hvid lærredstape i stedet for at vise en pænt arrangeret, tillokkende udstilling.

Tapen var ikke usædvanlig; mange havde sat den på deres glasruder i forretningerne og hjemme for at forebygge, at de ville blive knust til småstykker i tilfælde af bombning. Men normalt var det gjort pænt og omhyggeligt.

Grace mærkede igen frygten trække i sig. Hvad nu, hvis mr. Evans spurgte om den sidste bog, hun havde læst? Hun tog en dyb indånding for at samle mod og gik beslutsomt ind i forretningen. En lille klokke ringede over hendes hoved, alt for munter til så trist et sted. 

Der hang en muggen atmosfære i luften, blandet med en lugt, der mindede om våd uld. Laget af støv på hylderne viste, at størstedelen af varerne ikke havde været rørt i nogen tid, og stabler af bøger på de slidte trægulve fik det hele til at fremstå rodet. Dette indtryk blev forstærket af en disk på højre side, som flød med, hvad der lignede tilfældigt stablede regnskabspapirer midt i et kaotisk hav af blyantstumper og forskellige andre små stykker affald. 

Det var ikke så underligt, at mr. Evans trængte til hjælp i butikken. 

“Sig til, hvis De har brug for noget.” Stemmen med den usynlige ejermand var lige så tør og hengemt som bøgerne. 

“Mr. Evans?” Grace begav sig længere ind i den lille forretning. 

Rækker af umærkede reoler strakte sig højt over hendes hoved, så tæt sammen, at hun undrede sig over, hvordan man kunne komme ind imellem dem for at kigge på, hvad de indeholdt. En balkon på første sal snoede sig rundt langs stueetagens vægge, synlig over de høje reoler og præcis lige så proppet og kaotisk. Selv om forretningen virkede stor udefra, var dens indre blevet gjort alt for lille og snævert. 

Slæbende fodtrin nærmede sig, og en korpulent mand med hvidt hår og buskede øjenbryn klemte sig ud fra en smal gang med en åben bog i hænderne. Han løftede hovedet fra dens indhold og betragtede hende i et langt øjeblik uden at sige noget. 

“Mr. Evans?” Grace trådte forsigtigt rundt om en knæhøj bunke bøger. 

Hans øjenbryn kravlede op over brillerne. “Hvem er De?” 

Der var intet, Grace hellere ville end at sno sig tilbage gennem skoven af reoler, tilbage til forretningens udgang. Men hun var kommet derhen med et formål, så hun stålsatte sig, som hendes mor altid havde opfordret hende til.

“God eftermiddag, mr. Evans. Jeg er Grace Bennett. Mrs. Weatherford har sendt mig herhen for at tale med Dem om en stilling som butiksassistent.” 

Hans blå øjne blev smallere bag brillerne. “Jeg har sagt til den nævenyttige kvinde, at jeg ikke har brug for hjælp.” 

“Undskyld?” spurgte Grace overrasket. 

Han så ned i sin bog og vendte ryggen til.

“Her er ikke noget for Dem at komme efter, miss Bennett.” 

Grace tog instinktivt et skridt hen mod døren.

“Øh … nå,” stammede hun. “Undskyld ulejligheden.” 

Han ignorerede hende og gik hurtigt ind mellem boghylderne igen som et tydeligt tegn på, at hun kunne gå. 

Hun stirrede chokeret efter ham. Hvis han ikke ville ansætte hende, ville der så være andre muligheder, når hun ikke havde nogen anbefaling? Hun kendte ikke andre end mrs. Weatherford, Colin og Viv. Hun var i en fremmed storby, langt væk fra et hjem, hvor hun ikke længere følte sig velkommen. Hvad skulle hun ellers gøre? 

En panisk følelse af presserende nødvendighed strømmede gennem hendes årer og fik det til at prikke af varme i hendes håndflader. Hun ville blive og kæmpe for jobbet. Når alt kom til alt, havde hun jo brug for det. 

Hvad nu, hvis hun ikke kunne få råd til den nedsatte leje for værelset om to måneder? Hun kunne i hvert fald ikke få sig selv til at bede mrs. Weatherford om mere hjælp ud over alt det, hun allerede havde gjort. Og Grace ville heller ikke være afhængig af hjælp fra Viv.

Lige pludselig blev forretningens indelukkede atmosfære kvælende, de overfyldte reoler for stressende. Hun burde blive og kæmpe, men hendes følelser var for kaotiske. Gud, hvor hun dog savnede sin mors styrke, hendes kærlighed og gode råd. 

Uden et ord til fandt Grace hen til døren mellem tætpakkede reoler og bogstabler og forlod forretningen. 

Hun vendte tilbage til Britton Street med raske skridt og ønskede kun at være alene. Men det var imidlertid ikke muligt. Viv sad i dagligstuen sammen med mrs. Weatherford og faldt i svime over Tabby. Colin, som havde arbejdet hele natten i Pet Kingdom i Harrods med en ny elefantunge, sad på hug ved siden af kattekillingen med en stump kød på enden af en ske. Hvilket betød, at alle øjne vendte sig mod Grace, i samme øjeblik hun lukkede yderdøren. 

Selv om hun godt vidste, at hendes venner mente det godt, havde hun lyst til at undvige deres blikke i stedet for at afsløre, hvordan hun var flygtet, så snart hun mødte vanskeligheder. 

“Hvordan gik det hos mr. Evans?”

Mrs. Weatherford lænede sig frem i den bordeauxfarvede lænestol. 

Graces kinder brændte, men det lykkedes hende at fremtvinge et smil og opføre sig upåvirket.

“Jeg tror ikke, han har planer om at ansætte en assistent.” 

“Hvorfor i alverden antager du det?” 

Grace stod og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Gasmaskekassen i den smalle rem bumpede mod hendes hofte.

“Det sagde han.” 

Mrs. Weatherford skubbede sig på benene med et vredt fnys.

“Colin, sæt vand over.”

Han så op på sin mor fra sin plads på gulvet ved siden af Tabby med skeen mellem sine store fingre.

“Vil du drikke teen herinde?” 

“Det er ikke til mig.” Hun hastede hen til trappen. “Det er til Grace, som uden tvivl trænger meget til en kop te, mens jeg går hen og taler et par ord med mr. Evans.”

“Vent.”

Viv lagde en hånd på Colins skulder, før han kunne nå at gå. 

Hun kløede Tabby på hovedet og sprang op fra sin plads på gulvet ved siden af dem.

“I stedet for te, så lad os gå ud at udforske London.” Hun viftede med hånden mod Grace. “Du er allerede så pænt klædt på, og min aftale er ikke før i morgen eftermiddag. Lad os gå ud og se os omkring i byen.” 

Vivs aftale var en jobsamtale i Harrods, som delvis var kommet i stand på grund af Colin, som havde arbejdet der i flere år, og desuden på grund af hendes anbefaling. Selv om det virkelig var en misundelsesværdig stilling, kunne Grace aldrig finde på at ærgre sig over sin venindes lykke. 

Og selv om Grace virkelig ikke havde lyst til at forlade den kølige, fredelige atmosfære i huset, smilede Viv så bredt af iver, at Grace ikke syntes, hun kunne sige nej. 

Viv gjorde sig klar så hurtigt, at hun kom ned ad trappen samtidig med mrs. Weatherford, begge med deres hat sat fast med hattenåle og nydelige højhælede sko, der klikkede hen over de polerede gulve. 

“Mærk jer mine ord.” Mrs. Weatherford kiggede i et lille spejl, der hang ved siden af yderdøren, og rettede på skyggen af sin kantede sorte hat. “Mr. Evans vil ansætte dig, hvis han vil sit eget bedste.” 

Grace ville ønske, at hun kunne protestere og stædigt benægte, at hun havde brug for et job eller den venlige hjælp, mrs. Weatherford tilbød. Men ak, hun kunne ikke takke nej til mrs. Weatherfords godgørenhed. Det havde hendes onkel sørget for ved at nægte at skrive en anbefaling. Efter at have brugt så mange år på at genopbygge hans forretning virkede det smerteligt uretfærdigt. Uretfærdigt og hjerteløst. 

Før hun overhovedet kunne nå at standse mrs. Weatherford, var den ældre kvinde forsvundet ud ad døren, fnysende af beslutsomhed.

Viv tog Grace i hånden. “Lad os gå ud og se den smukke juvel London, darling,” sagde hun med sin fineste “overklasse-accent”. 

Grace kunne ikke lade være med at smile og gav veninden lov til at slæbe hende afsted for at gå på opdagelse, mens Colin blev siddende sammen med Tabby. 

Kvinderne blev snart revet med af den travle storby, blandt knejsende bygninger, som var dækket af reklameskilte i klare farver, og trafikkens rumlen og dytten. De pilede og strøg gennem det hele og fulgte storbylivets hurtige fart med deres hastige skridt. 

Men London var ikke den smukke juvel, de havde forventet. Dens livsgnist var blevet dæmpet af den forestående krig, klæbet sammen med lærredstape og frygt. Dens stråleglans var skjult bag mure af sandsække, og dens sjæl var blevet udgravet for at gøre plads til beskyttelsesrum og skyttegrave. Sådanne advarsler var umulige at ignorere. 

I Drayton, hvor det var mindre sandsynligt at opleve et angreb, havde nogle forberedelser været tydelige. Men dér havde tapen langs kanten af vinduerne været ligegyldigt tidsfordriv, og den største lurende frygt var rationering snarere end bombeangreb. I London blev den slags derimod gjort, fordi det var skræmmende nødvendigt. 

Man kunne selvfølgelig midlertidigt skubbe tegnene fra sig. Som for eksempel da Grace og Viv gik ind i Harrods for første gang og så de kunstfærdige snirklede dekorationer langs lofterne, de malede egyptiske søjler og de vifteformede lamper. Forretningen fortsatte lige så langt som markerne i Drayton, og hver ny afdeling var finere og mere spændende end den foregående. Der var silketørklæder så fine, at det føltes, som om Grace rørte ved luft, og parfumer bag skinnende glasdiske, som fyldte luften med en dyr moskusduft. 

Langt det mest fascinerende var Pet Kingdom, hvor Colin arbejdede. Den elefantunge, han havde brugt natten på at berolige, tumlede sig nu i en bunke rent hø, mens en leopardunge kørte sin ru, lyserøde tunge hen over sin pels og betragtede dem med nysgerrige, grønne øjne. 

“Prøv at forestille dig det,” sagde Grace drømmende, da de forlod dyrene og slentrede gennem de andre afdelinger. “Snart arbejder du her som butiksassistent.” 

“Og du kunne være her sammen med mig,” hviskede Viv, “hvis du ville give mig lov til at skrive en anbefaling for dig også.” 

Graces begejstring visnede en smule ved tanken om, hvor hun ville ende i stedet, hvis mr. Evans gav efter for mrs. Weatherford. Han virkede som en gnaven mand i en forretning fyldt med varer, hun ikke vidste ret meget om. 

Og dog kunne hun ikke få sig til at komme med en falsk anbefaling. Hun havde aldrig været god til at lyve – blev altid helt rød i ansigtet og snublede over ordene. Hun ville utvivlsomt fumle lige så meget med falske oplysninger. Men hun vidste, at Viv ikke ville opgive emnet, medmindre hun føjede hende bare en lille smule. 

“Måske overvejer jeg det igen, hvis jeg ikke finder andre muligheder,” sagde Grace langsomt. 

Vivs ansigt lyste op. “Det klarer jeg.” 

“Kun hvis jeg ikke har andre muligheder,” gentog Grace, som pludselig håbede på, at mrs. Weatherford ville få sin vilje hos mr. Evans. 

Men Viv havde vendt sig om for at se på et par strømper og svarede bare på Graces forsigtige udtalelse med en mumlen. Viv lagde strømperne fra sig og lod hånden ligge på den krøllede lyserøde indpakning. 

“Ved du, hvad vi ikke har gjort endnu?” Hun snurrede rundt mod Grace med en sådan begejstring, at hendes grønne nederdel bredte sig ud rundt om knæene. “Vi har ikke været i Hyde Park.”

Grace smilede bredt. Hvor mange utallige sommerdage havde de ikke ligget i det solvarme græs og indåndet dets søde duft, mens de forestillede sig, at de var i Hyde Park? “Den ligger lige oppe ad vejen,” sagde hun og hævede øjenbrynene. 

Viv så sig omkring på de klart oplyste rækker af endeløse elegante udstillinger.

“Hvis vi kan finde ud.” 

Grace strakte hals og søgte uden held efter udgangen. Det varede længere, end nogen af dem brød sig om at indrømme, og de fór vild et sted mellem sengetøjet og lingeriafdelingen, men til sidst fandt de endelig udgangen og gik op ad gaden til Hyde Park. 

Det, de havde forventet, var grupper af liggestole med mennesker i dyrt tøj, Serpentinesøens udstrakte flade, der fangede sollyset som blinkende diamanter, og en endeløs plæne af grønt græs, der var så blødt, at de ville føle sig fristet til at tage skoene af. De havde ikke forventet at se skyttegravene, der var gravet i jorden som åbne sår eller – endnu værre – de tunge kanoner. 

De enorme metalgenstande hævede sig højere end et menneske, støttet af hjul så store, at de nåede Grace til livet. Et langt kanonløb stak ud fra hvert af disse uhyrer og rejste sig mod himlen, parat til at skyde enhver trussel ned. 

Grace så op mod de tunge, grå skyer og forventede halvvejs at se en række fly oppe i deres mørke dybder. 

“De skal ikke bekymre Dem om tyskerne mine damer.” En ældre mand, som kom gående, standsede op foran dem. “De antiluftskytskanoner dér skyder dem ned fra himlen, før de kan gøre os noget.” Han nikkede med selvsikker overbevisning. “I er i sikkerhed.” 

Graces mave snørede sig sammen, så hun ikke kunne få et ord frem. Viv lod til at reagere på samme måde og sendte ham bare et svagt smil. Manden berørte skyggen på sin hat og genoptog sin vandring gennem parken med en avis under armen. 

“Krigen er virkelig på vej, ikke?” sagde Viv stille. 

Jo, det var den. Det vidste de alle, selv om de ikke havde lyst til at indrømme det. 

Sommerferien var allerede blevet afbrudt, da lærerne blev bedt om at komme tidligt tilbage for at begynde at forberede sig på, at det sandsynligvis ville blive nødvendigt at evakuere tusindvis af børn ud af London. Hvis de først planlagde at sende børnene ud på landet, så ville krigen helt sikkert snart være over dem. 

Men der var en resignation i Vivs udtalelse, der anslog en streng af skyldfølelse i Graces indre. 

“Du behøver ikke at være her, Viv. Her er ikke sikkert at opholde sig. Du er kun kommet med for at hjælpe mig. Fordi jeg var for bange til at tage hertil på egen hånd. Du kunne …” 

“Tage tilbage til Drayton?” Vivs læber krusede sig i latter. “Jeg ville hellere dø end rejse tilbage og begrave mig selv i jord op til albuerne igen.” 

Det kommer vi måske alligevel til. Grace satte ikke ord på den makabre tanke, men hun kastede endnu et blik tilbage mod en antiluftskytskanon, som rejste sig mørk og truende mod eftermiddagshimlen. 

“Der er ikke blevet erklæret krig endnu.” Viv rettede på sin taskestrop og snoren til sin gasmaskeæske på skulderen. “Kom, lad os gå tilbage til mrs. Weatherford og se, om det er lykkedes hende at tale mr. Evans til fornuft.” 

Grace så på sin veninde med et mut udtryk. “Han vil ikke have mig der, og jeg har heller ikke lyst til at være der. Forretningen er gammel og støvet og fuld af bøger med titler, jeg ikke engang har hørt om.” 

En gnist lyste op i Vivs øjne. “Det er derfor, det er perfekt for dig, Duckie.” 

Grace kunne ikke lade være med at smile over kælenavnet. Hendes mor var begyndt at kalde hende det som helt lille, da hendes lyse krøller drejede udad i nakken. Ligesom en lille ands hale, plejede mor at sige. Navnet havde hængt ved. Nu hvor hendes mor var død, var Viv den eneste, der stadig huskede – og brugte – dette kælenavn. 

“Din onkels forretning var et støvet hul, inden du trådte til.” Viv satte hænderne i siden. “Og et eller andet siger mig, at mrs. Weatherford vil vride armen om på mr. Evans, så han skriver en anbefaling til dig om et halvt år, hvis han vover at nægte det.” 

Billedet af mrs. Weatherford, der holdt et langt foredrag for mr. Evans, indtil han gav efter, var næsten latterligt. “Se, det ville være en viljeskamp uden lige.” 

“Jeg ved godt, hvem jeg ville sætte mine penge på.” Viv blinkede. “Lad os gå hjem og se, hvad hun har fået ud af det.” 

Da de nåede tilbage til Britton Street, sad mrs. Weatherford allerede i dagligstuen med en kop te, mens duften af kød, der var ved at stege, fyldte luften. Utvivlsomt endnu et lækkert måltid. Mrs. Weatherford havde store talenter i et køkken, ligesom Graces mor. 

Mrs. Weatherford løftede hovedet fra sin tekop og viftede damptågen væk fra sine briller. “Nå, der er I. Mr. Evans vil give dig en rimelig løn og vil gerne have dig til at begynde i morgen klokken otte præcis.” 

Grace skubbede sine lavhælede sko af, og uden at gøre sig den ulejlighed at tage hjemmesko på trådte hun ind på det tykke tæppe i dagligstuen. “Du mener altså …?” 

Antydningen af et triumferende smil kunne ses på mrs. Weatherfords læber. “Ja, min ven. Du er den nye butiksassistent i Primrose Hill Books.” 

Lettelse kæmpede med nervøsitet. Det var et job, som ville garantere Grace et levebrød i London. Dermed kunne det måske endelig lykkes for hende at lægge Drayton og sin onkel bag sig. 

“Tak, fordi du talte med ham, mrs. Weatherford,” sagde Grace taknemligt. “Hvor var det venligt af dig.” 

“Det var mig en fornøjelse, min ven.” At den ældre kvinde stolt skød brystet en smule frem viste, at det virkelig havde været en fornøjelse for hende at gøre det. 

Grace gjorde en pause. “Må jeg spørge, hvorfor forretningen hedder Primrose Hill Books, når den ikke ligger på Primrose Hill?” 

Mrs. Weatherford sendte hende et drømmende smil, der fortalte Grace, at det havde en smuk årsag. “Mr. Evans og hans hustru, må hun hvile i fred, mødtes på Primrose Hill. De sad med ryggen lænet mod det samme træ og opdagede, at den anden læste præcis den samme bog. Kan I forestille jer det?” Hun tog en rosinbolle fra fadet og holdt den mellem to fingre. “Da de åbnede forretningen, sagde de, at det var det perfekte navn til en boghandel, de var fælles om. Ret romantisk, ikke?” 

Det var næsten umuligt at forestille sig den tørre, gamle forretningsindehaver som en ung, forelsket mand, men butikkens navn var da virkelig charmerende. Ligesom historien bag det. 

Det ville jo trods alt kun være et halvt år. 


Den sidste boghandel i London af Madeline Martin

Skøn historisk roman om mod og udholdenhed i et lokalsamfund under Anden Verdenskrig.

Grace ankommer til London i 1939 med høje forventninger til sit nye fremtidige liv. Hun har lagt planer med veninden, Viv, om fest og farver og og drømmer om jobs i glamourøse stormagasiner. Efter moderens død er Grace blevet smidt ud af sit barndomshjem af sin skruppelløse onkel og ankommer derfor tomhændet uden en anbefaling med til at søge et nyt job.

Graces mors gamle veninde, Mrs. Weatherford åbner sit hjem for de to unge kvinder, og hjælper Grace med et midlertidigt arbejde i den faldefærdige boghandel, Primrose Hill Books. Den gamle boghandler, Mr. Evans, er en tvær mand, som først afviser Grace og hendes idéer for butikken. Men som tiden går, får hun mere ansvar og blod på tanden, hjulpet på vej af butikkens brogede kundeskare. Og i blandt dem, den flotte pilot, George Anderson.

Du kan købe Den sidste boghandel i London, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Den sidste boghandel i London er også tilgængelig som e- og lydbog på streamingtjenester som Mofibo, Saxo Premium, Chapter, Bookmate mm.

LÆS OGSÅ: 10 historiske romaner til din læsning