Fiktion Historiske romaner

Kærlighed, drama og intriger. Smuglæs i Velkommen til Flanagans

Velkommen til Flanagans

Den svenske bestsellerforfatter Åsa Hellberg har skrevet en historisk romanserie om det vilde liv på det overdådige hotel Flanagans. Smuglæs i Velkommen til Flanagans her.

Velkommen til Flanagans af Åsa Hellberg

Velkommen til serien om Hotel Flanagans! Den svenske bestsellerforfatter Åsa Hellberg, har skrevet første bog i en ny historisk romanserie fuld af kærlighed, drama og intriger.

Første bog udspiller sig i 1960’ernes London på Hotel Flanagans, der er fuld af rige gæster og overdådige fester. Men modsat gæsterne er hotellets direktør, Linda Lansing, en helt almindelig kvinde fra Sverige, som har arvet hotellet fra sin engelske far.

Udfordret af både rollen som kvindelig hotelejer og af sin egen familie, der vil gøre alt for at tage hotellet fra hende, må Linda træffe en beslutning: Hvor langt vil hun gå for at holde sin fars livsværk på egne hænder?

Du kan købe Velkommen til Flanagans online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Åsa Hellberg

Velkommen til Flanagans


På dansk ved
Nete Harsberg og
Betty Frank Simonsen

London, nytårsaften 1959

Den nådesløse regn burde have fået selv det mest forlystelses­syge menneske i London til at blive hjemme foran pejsen med et glas champagne i stedet for at fare ud og feste. Men gaden foran Hotel Flanagans var fyldt med biler. Nogle kørte selv, andre havde chauffører holdende udenfor, til når de var klar til at drage hjem ud på morgenen. Lange kjoler fejede over den våde asfalt, en mand lagde en frakke om sin kones skuldre.

Men regnen påvirkede nu ikke så meget dem, der var på vej til nytårsfesten på Flanagans – værre var det for dem, der steg af bussen et stykke fra hotellets indgang. Vandet strømmede ned ad gaden, og førerne af de prangende biler tog ikke notits af folk på fortovet, når de svingede ind foran luksushotellet. Ederne føg af sted i nytårsnatten, da kaskader af vand skyllede ind over fint, nystrøget tøj.



Herinde på hotellet mærkede man heldigvis intet til det skræk­kelige vejr, tænkte Linda Lansing. Hun hældte de sidste dråber i sig, inden hun stillede glasset fra sig på skrivebordet og forlod kontoret. Et kort øjeblik blev hun stående ved balustraden og så ud over den funklende flok gæster.

Tjenere løb ivrigt rundt med bakker med både fyldte og tømte glas. Alt lod til at gå, som det skulle. Alkoholen havde flydt i flere timer, lydniveauet var højt, og stemningen blev mere og mere livlig. Det ville som altid blive en mindeværdig nytårsaf­ten. Linda tog en dyb indånding. Det var ved at være tid til at slutte sig til resten af selskabet.

Kjolen knitrende om hendes ben, da hun langsomt gik ned ad trappen. Da hun var kommet helt ned, tog hun godt fat i gelænderet. Den sidste drink på kontoret havde været en dårlig idé. Hun kneb øjnene sammen, nikkede smilende til gæsterne og håbede, at ingen bemærkede hendes lille fejltrin. Det var selvfølgelig virkelig dumt at drikke sig fuld til sin egen fest, men i dette tilfælde skyldtes beruselsen, at hun ikke havde spist. Hun var alt for vant til alkohol til at blive påvirket af to glas whisky.

Nogen tog let fat i hendes arm. Lady Carlisle. Linda smilede varmt og kyssede Mary på kinden. Hendes 35-årige, bedste veninde strålede i sin perlebesatte gallakjole. Rundt om halsen glimtede de juveler, hun havde fået af sin mand i julegave. Hun var rig, forkælet og helt igennem vidunderlig.

”Jeg er så glad for, du er her, Mary. Din kjole er akkurat lige så smuk, som du beskrev den. Er det Dior?”

Mary nikkede glad. ”Ja, den er elegant, ikke?” Hun smilede og lagde sin hånd over Lindas på gelænderet. ”Du har gjort det igen, men jeg regnede heller ikke med andet.” Hun lænede sig ind mod Linda og hviskede: ”Har du hørt om Jones-parret? Forfærdelig historie. Jeg har lige hørt det. Han har åbenbart forelsket sig i en kvinde fra Reading og har forladt godset. Vidste du det? Mrs. Jones er helt fortvivlet, den stakkels kvinde. Det bliver selvføl­gelig det store samtaleemne fra nu af.” Hun så velfornøjet ud og satte cigaretrøret til sine perfekte, rødmalede læber. Marys dage bestod mestendels af sladder, velgørenhed og uendelig lan­ge middagsselskaber. De sene nætter på natklubberne og tiden som ballets dronning var ovre, havde hun for nylig konstateret med beklagelse. Og der måtte selvfølgelig være stor forskel på at være en omsværmet ung kvinde, som var selvskrevet til alle eksklusive fester i London, og så bo med mand og to børn på sin mands enorme gods lidt uden for byen og have fået titel af lady.

Linda fiskede lighteren op af sin taske og tændte Marys ci­garet. Det gik ikke at vinke efter en tjener i alle situationer, når det var en fest af denne størrelse, og selv om hun gik rundt mellem gæsterne, som om hun var en del af selskabet, forholdt det sig jo ikke sådan.

Til trods for at de var ved at bevæge sig ind i 1950’ernes sidste skælvende minutter, deltog hun ikke i denne nytårsfest som andet end en kransekagefigur for det hotel, hun ejede. Det var sådan, hun blev set på, selv om året så småt var ved at hedde 1960.

Den smukke jetsetter Linda Lansing – den stakkel – har været nødsaget til selv at drive det eksklusive Hotel Flana­gans, siden hendes far gik bort. Ingen mand eller børn. Hun har ingenting udover sit smukke ansigt og det enestående og velrenommerede hotel midt i London. Miss Lansing har stået i spidsen for sin fars livsværk igennem snart ti år, og det lader til, at det fortsætter sådan. Der er ingen bejlere i sigte, beretter den kilde, avisen har talt med, men hun har til gengæld sine fætre, der kommer hende til hjælp. I Lansing-familien står man hinanden meget nær.

Artiklen – og et gammelt billede af Linda taget under krystal­lysekronen i hotellets lobby – var bragt i The Times få måneder tidligere. Som om der ikke fandtes moderne kvinder. Som om Linda ikke havde været tæt på at knokle sig ihjel for at sikre hotellets overlevelse. De skulle bare vide, hvad hun havde været igennem i løbet af de sidste ti år …

I Lansing-familien står man hinanden meget nær. Linda lo højt, da hun læste det. Det var nok meget heldigt, at journali­sten ikke havde gravet lidt dybere, for i virkeligheden var der stof til en hel bog. Men når det gjaldt forretninger drevet af kvinder, var det altid fraværet af mænd, der skulle fremhæves. At hun havde klaret hoteldriften uden nogen opbakning fra sin familie, var ikke noget, man spekulerede over.

”Stakkels mrs. Jones,” sagde hun nu til Mary. Egentlig var hun bedøvende ligeglad med både mr. og mrs. Jones, de måtte have lige så mange affærer, de havde lyst til. For Linda var de bare endnu et nummer i rækken. Men svigt kendte hun alt til, og derfor tænkte hun alligevel, at mrs. Jones måtte have det forfærdeligt.

Alle de velhavende par, der boede på godser uden for London, havde enorme villaer ved Holland Park og sommerresidenser ved Den Franske Riviera, deltog i hendes fester og var ofte så venlige og imødekommende, at Linda var ved at kaste op. Vi bare ses, sagde de med hovedet på skrå og så op og ned ad hende, fra de marineblå silkesko over de runde hofter og taljen og hele vejen op til det lyse hår. Nogle mænds blik blev hængende lidt for længe ved barmen, men når deres hustru gav dem en albue i siden, blev de klar over, hvor upassende det var. Linda blev kun inviteret hjem til gæsterne, når hun skulle vises frem for pressen. Når fotograferne havde fået deres billeder, og hun havde givet dem den glamour og det moderne islæt, som læserne længtes efter, blev hun som oftest ignoreret.

Hun havde ofte fået at vide, at hun udgjorde en trussel for andres lykkelige ægteskab. Man ville så gerne have ondt af den ensomme og forladte Linda Lansing, men det gik ikke, når alle mænd i rummet bemærkede hvert et skridt, hun tog. Som om hun havde nogen som helst interesse i dem. Det havde hun på ingen måde, for hun kunne ikke udstå idioter.

Hendes bedste veninde, lady Mary Carlisle, var i modsætning til de fleste andre high society-damer virkelig godt selskab. Ind­imellem kom Mary ved te-tid og slog sig ned i salonen, og så satte Linda sig ved siden af hende for at blive opdateret. Marys mand var betydelig ældre end sin chikke hustru og blev helst hjemme på godset uden for Windsor. Så kom Mary kørende, med chaufføren placeret omme på bagsædet, og ville more sig inde i byen.

”Vi skal snakke om alt det her med Jones over en kop te senere på ugen, jeg har så meget at fortælle,” sagde Mary med et sigende nik.

Selv om Linda egentlig var temmelig ligeglad, vidste hun, at hendes venindes hang til dramatik nok alligevel skulle fange hende. Og hvis mr. Jones skulle finde på at tjekke ind på hotellet, var det selvfølgelig godt at kende lidt til sagen.

Han ville i så fald ikke være den første mand, der begik utroskab inden for hotellets fire vægge, det skulle guderne vide. Og der var visse mennesker, som mente, at Linda burde afvise den slags personer. Men hvorfor skulle hun? Hun blandede sig ikke i andres affærer.

På et tidspunkt havde en kvinde kaldt Flanagans for et hore­hus, og hun blev naturligvis aldrig inviteret igen. Selv om hun bogstavelig talt havde været nede på sine tryglende knæ, da mandens utroskab var ovre. Det havde alligevel vist sig at være værre at blive udelukket fra Londons mest legendariske hotel, end at manden havde boltret sig i en af sengene derinde.

Mary afbrød Lindas tanker. ”Darling, jeg ville bare hilse på og ønske godt nytår. Jeg ved godt, du er nødt til at mingle. Og jeg må hellere holde min mand i godt humør, så han ikke finder på at tage hjem inden midnat.”

Så kiggede hun direkte på Linda.

”Kys nogen,” sagde hun. ”Det dør du ikke af.”



Festlighederne kunne ikke mærkes nede i hotellets kælder, hvor Elinor knoklede som et bæst i køkkenet. Fad efter fad blev sendt op ad trappen, og de konstante råb på mere gjorde, at hun ikke engang havde tid til at skubbe de hårlokker på plads, som havde forvildet sig ud under kappen på hendes hoved. Der var mørdejskager med creme, vandbakkelser, små agurkesandwich, kaviar og østers, og Elinor var af miss Lansing blevet bedt om først at gøre det klart i sidste øjeblik, så det var helt frisk ved serveringen.

Elinor klagede ikke, men hun havde arbejdet siden klokken otte i morges, og nu var 1950’erne snart ovre. Den sidste dag i årtiet ville hun komme til at mindes som svedig, anstrengende og ikke specielt festlig.

At fejre det nye årti var egentlig ikke rigtig noget for hende. Sidste gang det var sket, havde hun været 11 år gammel, og det var endt med råb og skrig inde fra nabolejligheden. Da hendes mor og far var nået ind ved siden af, havde de fundet mrs. Jenkins døden nær på gulvet, lige idet klokken slog de 12 tunge slag.

”Hvad kan du lære af det her?” havde hendes mor spurgt, da Elinor var krøbet sammen i dobbeltsengen med armene om sin forskræmte lillebror. Elinor gættede på, at svaret var, at man skulle være sød og adlyde sin mand, for det havde mrs. Jenkins åbenbart ikke gjort. Elinor kunne stadig se sin mors forfærdede ansigt for sig. ”Nej,” sagde hun. ”Det kan lære dig at gå ved det første slag, sørge for at få et arbejde og … ” hun havde sænket stemmen og set sig omkring, som om hun var bange for, at nogen hørte hende, ”gift dig kun med en mand, der respekterer dig, og som kan se, at du har et godt hoved. Som ikke slår dig, hverken på grund af din hudfarve, eller fordi du er klogere end ham. Glem aldrig det. Du er englænder, selv om du har en svensk mor og en far fra Jamaica. Du skal være stolt over, at hele tre lande har bidraget til, at du er den, du er.”

Da mrs. Jenkins var sendt af sted med ambulancen, havde Elinor, hendes mor, far og lillebror delt et æble – en af de få svenske traditioner, hendes mor havde taget med sig – og havde derefter ønsket hinanden godt nytår. Hendes far skulle tidligt på arbejde på havnen næste morgen, og hendes mor havde tre huse at rengøre efter nytårsfesterne. Elinor skulle passe sin lillebror.

Elinor åbnede døren til det store kølerum og tog et fad frem med udskårne agurker. Ville 1960 blive anderledes? Hendes far havde stadig sit fysisk hårde arbejde, og hendes mors fin­gerspidser lignede indskrumpede rosiner, da Elinor i går aftes havde spist med familien.

Selv var hun flyttet hjemmefra. Hernede i kælderen havde hun sin egen seng, et lille klædeskab og en sengelampe, som blev anvendt flittigt, når hun skulle lave lektier.

Elinor ville blive til noget stort en dag.

Hun havde det fint her, men vidste, at hvis hun studerede, ville det åbne døre, som ellers ikke stod åbne for en pige med hendes baggrund. Timerne mandag aften var derfor dyrebare for hende. Lige nu læste hun engelsk. Det duede ikke at tale som hendes forældre, der begge talte gebrokkent engelsk. Det var okay i Notting Hill, men ikke her. Sprog var vigtigt. Tidligere havde hun taget timer i takt og tone. De andre piger havde stirret på hende, da hun trådte ind ad døren, men Elinor havde forsøgt at ignorere deres blikke. Hun ville lære regler om etikette, og efter tre måneder kunne hun balancere bøger oven på hovedet samtidig med, at hun drak en kop te med strittende lillefinger. Det ville hun aldrig have lært, hvis ikke det var for det kursus. Hendes far havde lavet sjov med, at det var penge ud ad vinduet for en ung kvinde med hendes hudfarve, men hun var fyldt 21 og behøvede ikke længere lytte til ham. Hendes mor støttede hende, og det var det vigtigste.

”Du står vel ikke og falder i staver. Kom i gang,” brølede hendes chef, da han gik forbi hende.

Elinor nikkede. ”Nej, selvfølgelig ikke. Undskyld.”

Forsigtigt tog hun en teskefuld kaviar op af dåsen og lagde den på en saltkiks, præcis som miss Lansing havde sagt, hun skulle. Man måtte sige, at det nye år indtil nu lod til at blive som det gamle.

Hun så op mod de små vinduer. Regnen løb ned ad ruderne. Det ville have været sjovt at smugkigge på alle de fine gæster, der ankom til hotellet en aften som denne. Især kvinderne, der havde taget de flotteste kjoler på, sådan lød det i hvert fald fra dem, der havde været ovenpå. Det havde Elinor ikke.

Hun skar skorperne af det hvide brød.

Snart var endnu et fad klar til servering.



Bussens baglygter forsvandt om hjørnet, og hvis Emma ikke skulle blive drivvåd af vandmasserne, måtte hun snart indendørs. Lysene og de glade latterbrøl længere nede ad gaden lokkede hende tættere på, og selv om hun vidste, at hun intet havde at gøre her, sneg hun sig ind gennem de åbne døre. Ingen standsede hende, og hvis nogen spurgte, hvad hun skulle, ville hun bare sige, hun var gået forkert.

Hun havde aldrig set mage.

Fra sin tilbagetrukne plads bag en søjle, kunne hun se, hvordan moderne mennesker opførte sig her i London. De gjorde sig til ude på dansegulvet og så ud til at have det utrolig sjovt. Bandet i hjørnet spillede en form for musik, Emma aldrig havde hørt før. Kirkelig var den i hvert fald ikke, så meget forstod hun.

Hendes mor og mormor ville falde døde om på det blankpo­lerede gulv, hvis de vidste, at Emma stod og kiggede på voksne, der opførte sig så uanstændigt. Mændene krængede jakkerne af og løsnede slipset, og kvinderne smed skoene. Sveden fik skjorterne til at klæbe til mændenes overkroppe, og Emma kunne mærke, at hun blev helt tør i munden. Hun kunne ikke blive ved med at stå her og stirre. Men da en mand helt ublu tog fat i sin dansepartner og kyssede hende, havde Emma svært ved ikke at glo. Hun blev voldsomt varm i kinderne. Hun hav­de aldrig set den slags før. Jo, hun havde selvfølgelig læst om det. Hun havde sine hemmelige gemmesteder, hvor hun gemte blade, der omhandlede både musik og mode, og den bibel, som hendes mor troede, at Emma læste i hver aften, handlede i virkeligheden om unge kvinders frigørelse.

Det var hendes 18-års fødselsdag i dag, og selv om hendes mor og mormor grædende havde sagt, at hun ikke måtte tage af sted, var hun alligevel sprunget på toget. Det var enten det eller at stikke af hjemmefra. Hun kunne ikke holde det ud længere.

Frihed. Denne dag havde hun længtes efter. Hun skulle træffe sine egne beslutninger. Fornuftige beslutninger. For hvis hun ikke passede på, ville hun snart være gift og have en skrigunge på skødet, som alle de andre kvinder. Og det måtte bare ikke ske. Hun var godt nok ikke myndig endnu, men hun var ikke dum. Emma ville helt klart gerne have sex, men hun ville lære, hvordan man undgik at blive gravid.

Hun tog langsomt hatten af og kunne mærke, at hun frøs om fødderne på trods af varmen herinde. Støvlerne var slid­te, og regnvandet var sivet ind. De våde strømper måtte hun forsøge at ignorere. Hun havde et par ekstra sko i rejsetasken, men dem ville hun først bruge, når hun kom i tjeneste et sted. ”En fin familie,” havde hendes mor sagt. ”Det skal være hos en fin familie, ellers kommer du hjem igen, din stædige pige.” Emma havde på fornemmelsen, at de mennesker, der befandt sig her, ikke hørte til den slags, hendes mor fandt fine, trods de skinnende kjoler, juvelerne og det velplejede hår. Hendes mor havde nok nærmere en præstefamilie i tankerne, med hundrede børn, der skulle bades, passes og pudses næse på af en anden end deres mor.

Emma var ikke specielt vild med børn, så hun havde ikke tænkt sig at passe dem. Hun havde større ambitioner, men det havde hun aldrig fortalt sin mor, der mente, at Emma skulle finde arbejde som husholderske og senere gifte sig med en sød, kristen mand.

Der lignede mor og datter på ingen måde hinanden.

Emmas mål var at blive rig. Den plan kunne fyrene sætte en kæp i hjulet på, og derfor havde hun ikke tænkt sig at forelske sig. Hun ville bare have det sjovt. Det havde hun læst om, og det lød utrolig moderne og spændende.

1960’erne var hendes årti, det kunne hun mærke. Hun dirrede af forventning. Tanken om at få alt og samtidig være uafhængig var milevidt fra det, hun var opdraget til, men ifølge det blad, hun yndede at læse, var det ikke umuligt.

”Av!” sagde hun, da en mand i uniform tog hende hårdt i armen og brysk fulgte hende ud på gaden. Men hun protesterede ikke. Til trods for, at det regnede endnu kraftigere nu, var hun alt for glad for denne dag til at lade sig gå på af det. ”Musikken, de spiller derinde,” sagde hun til udsmideren. ”Er det jazz?”

Han så på hende. Så begyndte han at grine. ”Jazz? Nej, lille frøken, så gammeldags er vi ikke her på Flanagans. Det er rock.” Hans latter blev ved at give genlyd bag hende, da han efterlod hende på gaden og gik ind i tørvejret igen.

Emma fik øje på en mand i kokketøj, der smed en cigaret fra sig, og med et fast tag om sin morfars gamle rejsetaske skyndte hun sig hen til ham for at spørge, hvem hun skulle tale med om arbejde. Hendes ”hallo!” druknede i den silende regn. Han forsvandt ned ad en trappe, og med målrettede skridt fulgte hun efter. Hun så lyset fra vinduet i gadeniveau. Man kunne høre støj, latter og høje stemmer derindefra, og Emma smilede glad for sig selv. Åh, hvor var det vidunderligt endelig at blive voksen.



Da klokken nærmede sig midnat, åbnede Linda døren ned til køkkenet, og køkkenpersonalet så chokeret på hende. Det var en god påmindelse om, at hun burde komme her lidt oftere. De nyest tilkomne stod bomstille, som om de skulle til at undergå en inspektion.

Linda var ret ligeglad lige nu, hun var sulten og småberuset og havde overhovedet ikke tænkt sig at følge Marys opfordring til at kysse nogen. Tværtimod. Det eneste, hun ville, var at få sig lidt mad, og så ville hun snart i seng. Resten af festen måtte passe sig selv.

Den kvindelige overtjener kom hen til hende og pegede. I det ene hjørne af køkkenet stod en pige, der lignede en druknet mus. Det dryppede fra den grimme hat, hun havde siddende på hovedet.

”Jeg kan ikke komme af med pigebarnet. Hun nægter at forlade køkkenet.” Overtjeneren rystede irriteret på hovedet.

”Jeg tager over,” sagde Linda. ”Du kan gå tilbage til gæster­ne.” Hun vendte sig om mod den ubudne gæst. ”Og du er?” spurgte hun. Linda kunne godt lide stædighed. Det var et tegn på ambition.

”Plaskvåd?” sagde pigen. Hun smilede bredt, med pæne, hvide tænder.

”Det er ganske tydeligt. Jeg tænker mere på, hvad du laver her på Flanagans?”

”Jeg søger tjeneste.”

”Nytårsnat?”

”Jeg kunne ikke forestille mig et bedre tidspunkt. Jeg fylder 18 i dag,” sagde hun stolt. Hun havde smuk hud, så åben og venlig ud.

”Tag hatten af,” sagde Linda bestemt.

Pigens lange, tykke fletning bølgede ned ad ryggen. Udseende­mæssigt var hun fint egnet, selv om hendes frisure var umoderne.

”Hvad hedder du?”

”Emma.”

Lindas mave knurrede. Det kom til at afgøre pigens skæbne. ”Lav to stykker smørrebrød til mig,” sagde hun. ”Hvis jeg er tilfreds, har du et job. Hvis ikke, går du ud i regnen igen. Elinor kan vise dig, hvor du skal hænge overtøjet og hvor kølerum­mene er. Mere hjælp får du ikke. Om ti minutter skal du være færdig.” Linda så på uret. ”Klar, parat, sæt i gang.”

Problemet med piger var, at de altid giftede sig, lige når de endelig var godt oplært. Derfor kunne det bedre betale sig at have drenge ansat, til trods for at pigerne var bedre til arbejdet. De var hurtigere og mere omhyggelige, og den sorte pige, Elinor, havde vist sig at være en, man kunne regne med. Hun holdt sig for sig selv, var ikke så sladrevorn som de andre og arbejdede hårdere end nogen anden. Desuden havde hun talent. Når en af hendes tallerkener blev sendt ud i restauranten, så den altid overmåde appetitlig ud.

Linda lagde mærke til alt, selv om personalet nok ikke var bevidst om det. Sådan var det nødt til at være. Hun var fuldkommen afhængig af, at de gjorde et godt stykke arbejde. Og at de var loyale. Dem, der sladrede om gæsterne, røg ud. Elinor lod ikke til at sladre om noget som helst. Det lod end ikke til, at hun kom op at diskutere med sine kolleger. Det var usædvanligt, for der var altid masser af skænderier hernede. Altid nogen, der følte sig forurettede. Desværre kunne hun ikke sende Elinor ovenpå for at betjene gæsterne på grund af hendes hudfarve, men Linda havde alligevel planer om at udvide pigens ansvarsområde. Hvis denne nye pige, Emma, var god, kunne Elinor tage hende under sine vinger. Unge, ambitiøse kvinder var en sjældenhed, som Linda altid var på udkig efter.

Ni minutter senere kom Emma med en stor tallerken med det lækreste smørrebrød, Linda længe havde set. ”Og dem har du selv smurt?” spurgte hun.

Emma nikkede.

Linda tog en stor bid af det første stykke. Hun sukkede høj­lydt. Den gode dressing under laksen havde Elinor lavet – Linda genkendte straks smagen på sin yndlingsdressing.

”Og dressingen, har du også lavet den?”

Emma nikkede uden tøven.

Linda tænkte sig om et øjeblik, så puffede hun til tallerkenen.

”Godt, Emma, du er ansat. Ikke på grund af smørrebrødet – for det har Elinor lavet – men fordi du lyver. Du vil virkelig gerne have det her job, har jeg ret?”

Emma nikkede endnu en gang. Denne gang endnu ivrigere. Langsomt bredte der sig et smil over de blegt rosa kinder. ”Får jeg det så?”

”Ja, det gør du. Du skal dele værelse med Elinor, være klar til at smøge ærmerne op, når jeg beder om det, på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Du er på prøve i en måned, og der­efter vurderer jeg … ” Hun tav overrasket, da Big Ben meldte det nye årtis komme med sine dumpe, skæbnetunge slag.

Hun var gået glip af årsskiftet. Der stod hun ellers som regel ved balustraden og løftede sit glas mod gæsterne, selv om de på det tidspunkt altid var mere optagede af sig selv.

Nå, det gjorde ikke noget, at hun i stedet tilbragte årsskiftet hernede blandt de mennesker, der, som hun selv, havde arbejdet hele dagen. Hun sagde til sig selv, at det var, fordi hun havde spist lidt for lidt og muligvis drukket lidt for meget.

Da hun vendte sig om mod personalet, så hun, at Elinor og den nyansatte Emma smilede til hinanden, og det var, som om Linda først nu forstod, at det for alle andre var betydningsfuldt, at de nu gik ind i 1960.

Hun tog endnu en bid af smørrebrødet og nikkede i retning af personalerummet. Elinor tog Emma i hånden, og sammen smuttede de ned ad gangen. Linda bød personalet på cham­pagne, og hun hørte propperne springe under råb og høj latter.

Selv ville hun tage elevatoren op til sit kontor. Det var der­oppe, hendes whisky befandt sig.



Næste morgen gik Linda med gigantisk hovedpine nøgen rundt i lejligheden og samlede de ting sammen, som hun ubekymret havde smidt fra sig dagen før. Kjolen lå på sofaen i stuen og den ene sko lige ved siden af. Den anden fandt hun til sidst under det store guldspejl i entréen. Bh, hofteholder, trusser og strøm­per fandt hun i en bunke ved siden af sengen. Da det hele var samlet sammen, åbnede hun dobbeltdørene ind til klædeskabet og hængte aftenkjolen på plads. Hvis ikke den blev syet om, var dette den eneste gang, den ville blive brugt, og den lange række af gallakjoler gav hende altid en dårlig smag i munden. Hun tog fat i en af dem, den med fine, mørkerosa kniplinger. Hvornår havde hun sidst haft den på? Det gav et stik i hende. Mindet om det andet liv, det, hun engang havde været så tæt på at få, men som hun havde mistet, gjorde stadig ondt.

Hånden strejfede en lyseblå kreation i chiffon – så lys, at den næsten så hvid ud. Med et skørt så omfangsrigt, at flere af syerskerne måtte holde i stoffet, mens madame Piccard syede.

Linda havde kastet sig ind i hans stærke arme, og hans smo­king havde matchet hendes kjole. Folk var trådt et skridt tilba­ge, havde givet dem plads. Hendes fødder havde knap strejfet gulvet. Hans blik, der havde holdt hendes fast. Pulsen, der slog hårdt. Og derefter. Han havde åbnet de hundrede knapper i ryggen, langsomt, den ene efter den anden, indtil hele kjolen lå som en luftig sky om hendes fødder, og hun havde glemt at trække vejret.

Hvorfor havde hun ikke skilt sig af med den? Det minde var for smertefuldt, det vidste hun jo godt.

Hun smækkede skabsdørene i med et smæld.

Spørgsmålet var, om hun skulle spise morgenmad eller tage sig en opstrammer. Hovedet dunkede. Hvis hun ikke snart fik en kop kaffe, blev det endnu værre.

Men gæsterne lod til at have haft en dejlig aften, og det var det vigtigste. Hun havde ikke brugt ti år på at få økonomisk succes for bare at miste den igen. Hendes hårde arbejde havde lønnet sig, og hotellets stjerne lyste som en af de klareste på Londons konkurrenceprægede hotelhimmel. Sammen med Savoy og The Ritz var hendes hotel et af de tre, man talte mest om.

Mary var blevet til langt over midnat og havde sagt farvel med løftet om at give lyd fra sig om nogle dage. Hendes mand havde set frisk ud, på trods af, at han var noget ældre end hende. ”Lad os være ærlige, han er meget ældre,” sagde Mary, da de sidst havde talt om betydningen af aldersforskellen.

Linda havde aldrig rigtig vænnet sig til at se dem sammen, alligevel var det forståeligt, at Mary til sidst havde giftet sig med ham.

Han var et virkelig godt parti, og familierne havde kendt hinanden i en evighed. Han havde ikke accepteret hendes første afvisning og heller ikke den anden. Så da han for tredje gang havde stået og viftet med den store diamantring for næsen af Mary, havde hun indvilliget. Af medlidenhed, sagde hun, men Linda vidste, at Mary elskede ham, selv om hun klagede over, at der var langt mellem kys og kærtegn nu om dage. Han var en moderne mand og havde foreslået, at hun tog sig en elsker. Det fnøs hun ad, selv om hun virkelig længtes efter fysisk nærhed.

Derfor flirtede Mary ret skamløst, når hun havde mulighed for det. Men som hun sagde, førte det ikke andet med sig end begærlige blikke og muligvis et enkelt kys.

”De vil have mig, og jeg lader mig rive med, bare en smule, det kan ikke blive til mere end det. Men at du lader være, dig, der har mulighed for det, det forstår jeg ikke. Sex er jo vidun­derligt,” havde hun sagt til Linda og foreslået den ene mand efter den anden, som åbenbart alle var fantastiske på den ene eller den anden måde. Linda havde dog endnu ikke mødt en, der interesserede hende det mindste. Rige mænd var præcis lige så kedelige som de penge, de havde arvet.

Der lød et forsigtigt bank på døren, og hun så sig om efter morgenkåben, der ikke hang på sin sædvanlige knage ved klæ­deskabet. Hun fandt den på gulvet. Den marineblå silke gik i et med væg til væg-tæppet, det var sikkert derfor, hun ikke havde bemærket den før nu. Havde hun haft den på i går efter festen? Det kunne hun ikke huske.

Hun strammede bæltet, og foran det store spejl sikrede hun sig, at man ikke kunne se, hun var helt nøgen indenunder. Et hurtigt kig på uret fortalte hende, at klokken var ni. Præcis som jeg vil have det, tænkte hun og åbnede døren.

Emma – for var det ikke det, hun hed, den nye pige fra i går – kom pilende ind og stillede sig midt i rummet med morgen­madsbakken i hænderne. Hun så sig rådvild omkring.

Linda pegede på bordet ved vinduet, hvor hun altid sad og spiste sin morgenmad, og da Emma havde stillet bakken fra sig, forsvandt hun lige så hurtigt, som hun var kommet.

Diskret. Det var et godt tegn. Personalet blev instrueret i at svare, når de blev talt til, men ikke mere end det. Hvis man var ny, var det ikke let at vide. Desuden havde Linda en mistanke om, at det her pigebarn ikke var særlig genert af sig. Hun havde set Linda direkte i øjnene i går og ikke hvisket eller set ned i gulvet, som så mange andre gjorde. Ambition, tænkte Linda. Det var det, hun havde set og var blevet imponeret af.

Hun hastede ikke igennem morgenmaden. London sov længe sådan en dag, og selv om hun ville klæde sig pænt på – og for syns skyld skulle vise sig på hotellet – ville hun allerhelst ud at gå en tur. Hun holdt mest af byen, når den var mennesketom.

1960.

Der var alligevel noget underligt håbefuldt over det årti. Ikke fordi hun troede, hun ville komme til at grine mere i år, end hun havde gjort i 1959, men for hvert år lagde hun lidt mere afstand til de sorger, hun havde været nødt til at udholde de seneste år.

Der blev banket hårdt på døren.

Linda sukkede og rejste sig. Hvad nu?

Udenfor stod Laurence, et af de familiemedlemmer, som pressen mente, stod hende nær.

”Hvad vil du?” spurgte hun irriteret.

Han så ned på sine negle, inden han mødte hendes blik. ”Jeg vil bare fortælle dig, at 1960 bliver året, hvor du vil miste alt. Godt nytår, kære kusine.”



Åsa Hellberg: Velkommen til Flanagans

Velkommen til Flanagans af Åsa Hellberg

Velkommen til serien om Hotel Flanagans! Den svenske bestsellerforfatter Åsa Hellberg, har skrevet første bog i en ny historisk romanserie fuld af kærlighed, drama og intriger.

Første bog udspiller sig i 1960’ernes London på Hotel Flanagans, der er fuld af rige gæster og overdådige fester. Men modsat gæsterne er hotellets direktør, Linda Lansing, en helt almindelig kvinde fra Sverige, som har arvet hotellet fra sin engelske far.

Udfordret af både rollen som kvindelig hotelejer og af sin egen familie, der vil gøre alt for at tage hotellet fra hende, må Linda træffe en beslutning: Hvor langt vil hun gå for at holde sin fars livsværk på egne hænder?

Du kan købe Velkommen til Flanagans online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


LÆS OGSÅ: 5 spændende romaner der udkommer lige om lidt