Fiktion Historie Læseprøve og uddrag

Intrigerne når nye højder på Hotel Flanagans. Smuglæs i ny roman af Åsa Hellberg

Det er 1980’ernes London, og på luksushotellet Flanagans gemmer hvert værelse på en ny hemmelighed … Læs i Kvinderne på Flanagans her.


Åsa Hellbergs planlagte trilogi om det luksuøse Hotel Flanagans i London er nået til roman nummer to – hver roman kan læses selvstændigt. Kvinderne på Flanagans følger op fra successen Velkommen til Flanagans.

Historien er nået frem til 1980’erne, hvor veninderne Elinor og Emma har kæmpet sig op til at overtage hotellet fra Linda Lansing.

LÆS OGSÅ: Åsa Hellberg skriver storsælgende feel good-romaner

På overfladen kulminerer de vilde 1980’ere i stoffer og sex, og forretningen går strygende for Elinor og Emma. Under overfladen begynder gamle hemmeligheder imidlertid at true forholdet mellem dem og samtidig også forholdet til deres unge døtre.

Spørgsmålet er, om hotellet kan overleve, hvis sandheden om dets ejere kommer frem?

Du kan købe Kvinderne på Flanagans online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Åsa Hellberg

Kvinderne på Flanagans

På dansk ved
Louise Urth Olsen


1

Nytårsaften 1982

”… i mange, mange år,” sang Elinor og dirigerede ivrigt resten af koret, der bestod af hendes datter Billie og Emmas datter Frankie. ”Hun skal leve, hun skal leve …”

Billie stemte i, mens Frankie lod til at være i dårligere humør end nogen sinde før. ”Hurraaa,” sagde hun surt og tilføjede så: ”Er vi færdige nu? Må jeg godt gå?”

”Frankie,” bed Elinor. ”Din mor har fødselsdag, vil du være sød at opføre dig, som det passer sig for en voksen kvinde på 21?” Hvad gik der af pigebarnet?

Billie løb over til sofaen, hvor Emma sad.

”Tillykke med fødselsdagen,” sagde hun, dumpede ned ved
siden af hende og rakte hende gaven. ”Hvordan føles det at være så gammel?” spurgte hun så.

”Jo tak, det er slet ikke så tosset,” svarede Emma og trak et kashmirsjal op af den elegante æske. ”Hvor er det smukt, og hvor er det sødt af dig,” sagde hun og bøjede sig frem og kyssede Billie på kinden. ”Det skal jeg have over skuldrene på de kølige aftener på kontoret.”

Elinor så Emma kigge over mod sin datter, og Frankie gik langsomt og demonstrativt over til sin mor og rakte hende sin gave.

”Tillykke.”

”Tak, min skat.” Emma åbnede gaven. Det var en bog. ”Sådan bliver du en bedre mor,” læste hun højt. ”Hvor betænksomt, Frankie, den vil jeg glæde mig til at læse,” sagde hun tørt og ville række ud efter sin datter, men Frankie trådte et skridt baglæns.

”Jeg må af sted. Godt nytår og alt det der.”

”Hvad mener du? Skal du ikke med til Flanagans nytårsmesse?”

Frankie gøs. ”Øh, nej. Men hyg jer. Og Billie – tag en flæsekjole på. Det vil se godt ud til dit krøllede hår.”

”Du har da selv krøllet hår.”

”Jo, men det er permanentet. Der er forskel.”

Og så marcherede hun ud af Emmas suite og smækkede døren efter sig.

Emma rystede stille på hovedet. ”Jeg er ked af, at hun altid er sådan efter dig, Billie,” sagde hun dæmpet.

”Det rager mig en papand. Hun er bare misundelig. Vi er vist omtrent lige vilde med hinanden.”

Elinor udvekslede et blik med Emma, som hun havde gjort så tit gennem de sidste 20 år. Deres jævnaldrende døtre hadede hinanden, og det kunne de to mødre ikke ændre på.

2

Eftersom Frankie ikke længere rutsjede ned ad gelænderet fra familiens hjem på øverste etage af Flanagans, fór hun i stedet ned ad trappen. Hendes mor bad hende altid om at gå langsomt, nyde stedets skønhed og tænke over, hvad det stod for, men Frankie havde løbet rundt på hotellet hele sit liv og kendte hver eneste detalje af mønstret på væg til væg-tæppet, hun vidste, hvem der var portrætteret på alle billederne, vidste, at hotellets tidligere ejer var en kvinde ved navn Lansing, at krystallysekronerne blev pudset en gang om året op til jul, at marmorgulvene var robuste, og det var godt, når man tænkte på, hvor mange par sko der betrådte dem hver eneste dag – og hun vidste, at hendes mor og Elinor havde arbejdet sig op i hierarkiet. Alt det kunne hun rable af sig i søvne.

Hun skulle skynde sig at stikke af, hvis hun ville slippe for alle spørgsmålene om nytårsaften, og hun spænede forbi Charles, som kom slæbende med en gæsts taske, uden at stoppe op. Charles måtte være mindst hundrede år nu. Hun vinkede, og han nikkede til hende og blinkede konspiratorisk.

Så sneg hun sig forbi receptionen, hvor hendes far stod, for hun havde slet ikke lyst til at stå til ansvar over for ham. Der ville blive et værre hyr, når det gik op for ham, at hun blæste på Flanagans en nytårsaften, men den diskussion måtte hendes mor tage. De ville alligevel skændes i aften, som alle andre aftener, så de kunne lige så godt skændes om hende også. Der fandtes ikke nogen mere ulykkelig end dem.

Frankie trådte ud gennem dørene på hotellet i Mayfair, tog vanterne på og slog kraven op på rævepelsen. Det var koldt, men ikke frysende, og det ville højst tage 20 minutter at gå over til Carols lejlighed i Covent Garden. Det var så skønt at slippe for Flanagans.

For Frankie vidste, præcis hvordan aftenen ville forløbe, hun havde været med alt for mange gange. Først ville hendes mor og far stå smilende ved siden af hinanden på trappen med gæster og pressefotografer samlede for foden af dem, og Ellinor og hendes mand, Sebastian, og deres kedelige datter, Billie, ville stille sig ved siden af dem. Far ville nikke til Sebastian og sige: ”Sebastian,” og Sebastian ville møde hans blik, nikke og sige: ”Alexander.” Og så ville de smile til alle kameraer, og dagen efter ville pressen fortælle om den storslåede succes, Emma og Elinor havde skabt sammen med deres mænd.

Der var bare det ved det, at hendes far og Sebastian hadede hinanden. Eller hadede var måske så stærkt et ord, men Frankie havde altid haft en fornemmelse af, at de ikke kunne lide hinanden. Deres forhold var lige så køligt som Frankie og Billies. Hun anede ikke hvorfor. Nogle mennesker gik vel ganske enkelt bare ikke i spænd. Så snart fotograferingen var overstået, ville hendes far og Sebastian gå i hver sin retning. Far ville se sur ud, og Sebastian ville drikke sig fuld. Det var jo ikke første gang, de tilbragte nytårsaften sammen.

Derefter ville hendes mor, Elinor og Billie gå rundt og hilse på gæsterne. Diana og Charles kom vistnok. Og Elton. Det kunne hendes mor godt lide. Det samme kunne Elinor og Billie. De elskede deres gæster, især de prominente. Hvis mor havde inviteret Kim Wilde eller Bowie, ville Frankie have overvejet at blive hjemme. Men Elton?

Krystallysekronerne var blevet pudset i flere uger, det samme var bestikket. Alle tjenerne havde fået nye skjorter og havde fået at vide, at de bare skulle tale med gæsterne, hvis de blev tiltalt. Servitricerne skulle have opsat hår, og Gud nåde og trøste dem, der kom med kortklippede og ulakerede negle. Mændene måtte ikke have overskæg – medmindre de lignede Tom Selleck, og det gjorde ingen af dem. Det var latterligt, men så latterlige var reglerne på Flanagans.

Når hendes far havde taget en runde for at tjekke, at alt var, som det skulle være, ville han vende tilbage til hendes mor, lægge armen om hende og kysse hende på kinden – og lade, som om ingen så, at hun trak sig væk. Det kunne ikke kun være Frankie, der kunne se, at hendes far var mere forelsket i hendes mor, end hun var i ham. Isdronningen, som kun tænkte på sit hotel. Hvordan kunne man være forelsket i sådan et menneske? Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men det havde hendes far været, i hvert fald indtil for et par år siden. Nu lod han mest som om af hensyn til Flanagans.

Det virkede, som om Sebastian var den eneste, der ikke var begejstret for hotellet. Men det skyldtes måske, at han drak så meget. Han ville sikkert ikke engang bemærke det, når hendes mor og far trak sig tilbage til lejligheden for at indlede årets første kæmpeskænderi. Det var svært at sige, om Elinor var lykkelig sammen med Sebastian. Han var sød nok og lidt pudsig, men han drak jo, og hvor sjovt var det lige?

Mors og fars skænderier handlede altid om det samme: Hendes far sagde, at hendes mor havde et unormalt stort behov for opmærksomhed fra mænd, og hendes mor sagde, at det havde hun overhovedet ikke. Frankie syntes, at hendes mor fedtede lige meget for alle, men hvad vidste hun om det. Hun havde engang overhørt hendes mormor kalde hendes mor for løs på tråden. Måske var det rigtigt nok.

Det ville under alle omstændigheder være skønt at slippe for dem i aften.

Frankie skulle blive og sove i Carols hybel. Hendes mor ville dø, hvis hun vidste, at Frankie og Carol gik i seng med hinanden. Måske kom Tom også til festen, og så ville de være tre, der kastede sig over både kokain og kærlighed. Det ville under alle omstændigheder blive en mindeværdig nytårsaften.

Frankie tog kun stoffer en gang imellem; hun ville under ingen omstændigheder blive afhængig. Men kokain var fantastisk. Man blev uovervindelig på kokain, sex blev så utrolig hedt, og livet så glasklart. Det var jo ikke, fordi Frankie var forelsket i hverken Carol eller Tom, men deres sex var så vild, og hun havde spist p-piller i flere år nu, så hun kunne slappe helt af. Hendes mor havde været 18, da hun blev gravid. Det var sikkert derfor, hun var så kold; hun syntes vel, at Frankie havde ødelagt hendes liv. Frankie blev snart 22, og hun ville ikke have børn. Man gentog ikke sine forældres fejltagelser, vel?

Frankie havde været i seng med ret mange. Hun stoppede op ved Piccadilly og talte efter. 33? Var der ikke flere? Sidst hun havde talt efter, og det var jo kun en måneds tid siden, var hun kommet frem til, at det måtte være mere end 30 fyre og 11 piger. For det kom jo an på, hvordan man talte det sammen, når de nogle gange lå i én stor bunke.

Der var proppet med mennesker henne ved statuen. Frankie nikkede til et par stykker, hun kendte. Den ene af dem havde solgt en del stoffer, var blevet taget, men var indtil videre sluppet for at ryge ind. Det var godt gjort. Hun smilede opmuntrende til ham, inden hun skråede over vejen, ned mod Trafalgar Square.

En hvilken som helst anden mor ville have reageret, hvis ens datter kom hjem høj som et hus, men ikke Frankies mor. Hun sukkede kun, rettede på en af sine skulderpuder, der var ved at glide ned, og mødte aldrig sin datters blik længe nok til at se de store pupiller eller de stive bevægelser, der skyldtes kokainen. Og hendes far havde så travlt med at kigge på hendes mor, at han heller ikke lagde mærke til noget som helst. Det var altså ret nemt at tage stoffer i familien Nolan. Alle var ligeglade.

Frankie bankede på Carols dør. Høje, glade stemmer afslørede, at festen var i fuld gang. Tom kom over mod hende og gramsede på hende, allerede inden hun havde fået pelsen af, og før hun vidste af det, havde hun taget en bane og sluttet sig til resten af selskabet. Det var god en afslutning på året, det her.

3

”Vil du være sød at lyne op?” Emma betragtede sig selv i helfigurspejlet i lejligheden på Flanagans. Kjolen i glitrende sølv var ikke ny, men stadig lige smuk. Hun ville tage matchende similiøreringe på til og en lille kuverttaske, det måtte gå. De tårnhøje hæle var ulidelige at have på en hel aften, men der var ikke andre alternativer nytårsaften.

Alexander lynede op og kyssede hendes nøgne hals. Hun gøs. Hvis det dog bare havde været af velbehag. ”Ikke nu,” sagde hun og gik over til sit sminkebord.

”Det havde jeg heller ikke regnet med,” sagde hendes mand roligt. ”Er du klar?” Han bandt slipset foran spejlet.

”Om lidt, jeg skal bare lige have øreringene på,” sagde hun og åbnede smykkeskrinet. ”Og så har jeg lige et par småting, jeg skal ordne på kontoret, det tager nok et kvarters tid. Du kan jo tage en drink så længe,” smilede hun og satte øreringen i øreflippen.

”Jeg går da bare med.”

”Nej, nej, det behøver du ikke, jeg kommer ned, når jeg er klar. Tag nu bare en drink,” sagde hun igen.

Hun var ligeglad med, om han tog en drink eller ej. Hun havde brug for et par minutter for sig selv, inden festlighederne gik i gang. Når hun først trådte ind i salonen, ville hun næppe trække vejret igen før langt over midnat, og det var der mange timer til. Frankie orkede hun ikke at tænke på nu, og alligevel var det hende, hun tænkte på konstant. Ville de kunne nå hinanden igen? De havde været så tætte engang, og hun savnede det så inderligt, at det gjorde ondt.

Men hvad kunne hun stille op?

Som hvis Alexander kunne læse hendes tanker, sagde han: ”Og vores datter, hvor er hun?”

”Jeg ved det ikke,” svarede hun. ”Hun smuttede ud for lidt siden. Hun troede vel ikke, jeg så det.”

”Er hun ikke sammen med os i aften?” Han kiggede forbavset på hende.

Hun rystede stille på hovedet. ”Det tror jeg ikke.”

For første gang nogen sinde skulle de fejre nytår uden Frankie.



Billie kom ud fra sit værelse i det store hus i Belgravia og stødte på sin far ude på gangen.

”Hvor ser du godt ud,” sagde Sebastian oprigtigt og smilede. ”Hvor er mor?”

”Jeg er her,” svarede Elinor og dukkede op i døren ind til soveværelset.

Han fløjtede.
”Gider du lige, far,” sagde Billie. ”Skal vi gå?” Hendes mors stramme kjole afslørede alle hendes former, og hendes brune hud glinsede af den creme, hun smurte sig ind i. Billie følte sig så dum sammen med sine alt for smukke forældre. Hendes hudfarve var betydelig blegere end hendes mors; alt for mange kridhvide menneskers blod løb i hendes årer. Hendes mor var både ældre og smukkere, det var jo i virkeligheden helt skørt. Kjolen, Billie havde på, gjorde det ikke bedre. Burde det ikke være hende, der havde den stramtsiddende kjole på?

Sebastian bød dem hver sin arm, da de gik ned ad gangen mod trappen.

Billie hadede, at Frankie havde frigjort sig så meget, at hun ganske enkelt var ligeglad med nytårsfesten på Flanagans. Hun kunne aldrig selv så meget som drømme om at sige, at hun ikke ville være med. Snart ville hun som altid stå mellem sin mor og far på Flanagans berømte trappe og føle sig som et lille barn, selv om hun var næsten 22. Da hendes mor havde været på hendes alder, var hun allerede den første sorte chef på Flanagans, var blevet gift med hendes far og havde fået barn.

Og hvad brugte Billie sit liv til? Indtil videre ingenting. Hun behøvede ikke arbejde for at tjene penge, for dem fik hun af sin far, når hendes mor ikke så det, og ganske vist læste hun også lidt og arbejdede på hotellet, men hun udrettede jo ikke noget.

På den anden side opførte Frankie sig som en billig tøs, hun drak og tog stoffer og spildte sine muligheder. Det var jo ikke, fordi hun lavede noget mere fornuftigt end Billie. Frankie så godt ud, hun var lynende intelligent, og var valset gennem skoletiden – og havde desuden fået blændende karakterer, selv om hun var rapkæftet og var blevet bortvist fra skolen. Billie derimod havde måttet kæmpe for sine karakterer, som alligevel var dårligere end Frankies. Det var så uretfærdigt. Billie var ordentlig, og det var derfor, hun nu havde en kedelig, usexet kjole på og lignede en på 14.

1983 bliver mit år, tænkte hun i bilen på vej over til Flanagans. Jeg skal vise dem.



Efter at det traditionsrige familiefotografi var blevet taget på trappen, og deres mænd og Billie havde sluttet sig til selskabet, tog Elinor et par skridt over mod Emma. Nu var det kun de kvindelige ejere tilbage at forevige.

”Jeg tror, Sebastian har en affære igen,” hviskede hun i Emmas øre.

”Åh nej, hvorfor tror du det?”

”Jeg ved det ikke, det er bare en fornemmelse.” Hun smilede stift, vinkede til nogen, hun kendte, og hviskede så igen: ”Hvad ville du gøre, hvis det var Alexander?”

Emma trak på skuldrene. ”Jeg ville næsten ønske, at Alexander skaffede sig en elskerinde. Jeg giftede mig kun med ham af hensyn til Frankie, det ved du jo godt,” svarede hun ærligt.

”Ja, jeg ved det. Men jeg ved også, at du har holdt af ham gennem alle årene.” Elinor hilste på en bekendt mere, som stod for foden af trappen. Fotograferne elskede det her, de knipsede med blitzene uafbrudt. Rundt om dem hvirvlede festklædte kvinder og mænd forbi.

”Hvad gør du, hvis han er utro igen?” sagde Emma. Sebastians affærer tog hårdt på Elinor. Hun havde ikke tal på, hvor mange gange han havde såret hende. De sidste ti år havde været svære. ”Jeg ved det ikke,” hviskede hun.
”Elsker du ham stadig?” spurgte Emma.
Hvad skulle Elinor svare på det? Uanset hvor slemt det kunne være, så kunne hun ikke forestille sig et liv uden sin familie. De var nødt til også at klare det denne gang.

”Ja … ja, men er et ægteskab ikke mere end kærlighed?” sagde hun. ”Jeg har altid tænkt, at det er større end det, et forhold indeholder så meget, som ikke har et hak med kærlighed at gøre. Vi har jo lovet hinanden at holde sammen i medgang og modgang, vi er en familie. Og jeg elsker min familie.”

”I mine øjne har du alt. En mand, du elsker, en guddommelig datter, som du kan enes med, og et arbejde, som gør dig lykkelig. Desuden er du frisk og rask.” Emma smilede over gelænderet mod en kameralinse, inden hun vendte sig om mod Elinor igen.

Elinor lo. ”Du har ret, jeg har alt.” Maven snørede sig sammen. Og det betyder, at jeg har alt at miste, tænkte hun, da deres blikke mødtes. Og så stillede hun det spørgsmål, hun altid stillede: ”Hvad ønsker du dig for det nye år?”

”At Frankie og jeg finder hinanden igen,” sagde Emma uden tøven. ”Og du?”

”At mit ægteskab overlever 1983.”

Så nikkede de kort til hinanden, sendte hinanden et smil, der bekræftede deres dybe venskab og den ubrydelige tillid, de havde til hinanden, inden de gik ned ad trappen og i hver sin retning for at mingle med Flanagans nytårsgæster.

Knuden i Elinors mave ville sikkert løsne sig også denne gang.

4

Første nytårsdag kom Frankie hjem og pakkede to store rejsetasker.

”Nå, men tak for årene her. Nu flytter jeg.” Hendes oprørske blik mødte Emmas.

Emma blev iskold. Hun ville trække Frankie ind til sig, ville skrige nej, ikke nu, ikke nu, hvor vi står så langt fra hinanden. Men det gjorde hun selvfølgelig ikke. ”Hvad? Hvordan kan det være? Og så pludseligt? Hvor flytter du hen? Jeg vil ikke have, at du flytter.”

”Jeg flytter ind til Carol, jeg har lagt hendes telefonnummer i køkkenet. Er der andet?” Tonen var som altid kølig og afvisende, og Emma havde stadig ikke vænnet sig til det. Hun kæmpede for ikke at vise, hvor ked af det hun blev. Hun var selv flyttet hjemmefra, da hun var 18, så hvem var hun at dømme Frankie, der var flere år ældre, end hun selv havde været?

”Søde, elskede Frankie, kan vi i det mindste ikke snakke om det? Skal du arbejde? Studere? Har du brug for et arbejde på hotellet? Og hvem er hende Carol? Kom, lad os spise morgenmad sammen, så kan du tage af sted bagefter. Jeg skal nok sørge for at få bilen kørt frem. Charles kan køre dig.” Hun kiggede bedende på Frankie.

Et kort øjeblik så det ud, som om Frankie tøvede, men så tog hun sine tasker. ”Hils far og sig, at jeg ringer til ham,” sagde hun, og så var hun væk.

Hvad kunne hun have gjort for at stoppe hende? Hun kunne selvfølgelig være lige så barsk og kontrollerende, som hendes egen mor havde været, men se, hvad det havde ført til. Emma havde ikke villet holde Frankie fanget, hun havde ønsket, at datterens opvækst skulle være meget friere. Men nu tvivlede hun, for Frankie udviste ingen tegn på formildelse. Hun var stadig rasende. Ikke kun på Emma, selv Alexander og Billie fik hendes vrede at mærke. Den eneste, hun kunne holde ud, var Elinor. Sebastian kunne hun slet ikke lide. ”Belgravias fyldebøtte” havde hun kaldt ham forleden, og Alexander havde leet, som havde hun sagt noget sjovt. Men Emma havde sagt fra, der var grænser for, hvad hun ville tillade datteren at kalde andre mennesker. Måske især Sebastian.

Da Alexander satte sig til morgenbordet, skænkede Emma te og rakte ham fadet med scones.

”Var det Frankie, der smækkede med døren?” spurgte han. Emma nikkede.

”Skal hun ikke have noget at spise?”

”Hun var kun lige inde og vende,” sagde Emma. ”Hun flytter åbenbart ind hos en veninde, Carol.”

Hun nippede til den dampende te, mens hun kiggede åndsfraværende ned i bordet. Var det her straffen for, at hun ikke ville have haft børn? Kærligheden brændte lige så vildt i brystet nu, som den altid havde gjort, men hun havde været lige ved at give sin datter væk. Fornemmede Frankie det? Havde små bidder af sandheden nået hende, selv om hun og Alexander havde en aftale om aldrig at fortælle hende det? Kun hun selv kendte hele sandheden, og den ville hun tage med sig i graven.

”Emma?” sagde Alexander.

Hun hævede blikket. ”Ja?”

”Du faldt i staver.”

Hun nikkede. ”Jeg er bekymret for Frankie,” sagde hun dæmpet. ”Hun trækker sig mere og mere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Nattens skænderier var ovre nu, præcis som det plejede at være. De var begge trætte, og ingen af dem orkede at tage fat, hvor de slap et par timer tidligere: Alexanders beskyldninger om, at hun ikke elskede ham, at hun ikke ville have sex med ham, men at det var helt fint at flirte med alle andre mænd; det var altid det samme.

”Mere te?” spurgte han.

”Ja tak,” smilede hun.

”Hvis Frankie er flyttet hjemmefra, har jeg også tænkt mig at forlade dig,” sagde han så helt roligt, mens han skænkede op i hendes kop. ”Du må finde en ny receptionschef i stedet for mig. Jeg tror, vi er ret enige om, at vores ægteskab er slut.”

Hun kiggede skeptisk på ham, forsøgte at komme på noget at sige. Burde hun sige, at hun ikke var enig, at de måtte give det en chance til? Han ville formodentlig blive lidt, hvis hun trak ham med ind i soveværelset og gav ham det, han længtes efter. Men så var hun nødt til at gøre det regelmæssigt, og det kunne hun ikke klare. Hun havde mistet lysten for længe siden. Det var ikke hans skyld. Eller hendes. Det var bare sådan, det var.

”Har du ikke noget at sige efter alle de år, jeg har støttet dig på dine præmisser?” Han sagde det, som om han regnede med, at hun ville protestere.

Emma skubbede stolen ud fra bordet og rejste sig, mens hun tørrede sig om munden med stofservietten, som havde ligget i hendes skød. Hun lagde den langsomt på bordet.

”Nej, jeg har intet at sige.” Hun vendte ham ryggen og forlod lejligheden. En ny arbejdsdag skulle til at begynde.



Da Emma trådte ind på kontoret, så hun til sin overraskelse, at Elinor sad ved sit skrivebord.

”Godmorgen. Jeg ved godt, det er min tur til at holde fri her nytårsmorgen, men jeg ville lige tjekke, at alt var okay,” sagde Elinor. Hendes jakke havde den moderne, brede skuldersilhuet, og hun udstrålede effektivitet.

”Du ved godt, at du er kontrolfreak, ikke?” smilede Emma, glad for, at hendes bedste veninde og forretningsmakker var på plads. Hun havde brug for at lette sit hjerte over for nogen, og ingen var bedre at tale med end Elinor.

Elinor nikkede over mod telefonen. ”Jeg skal hilse fra Linda. Hun og Robert kommer til foråret.”

Emma kastede som altid et blik over på Lindas portræt på væggen, når talen faldt på hende. Og det var tit. De havde stadig god kontakt til deres mentor, og hotellets forrige ejer, og både Emma og Elinor så længe frem til hendes sjældne besøg.

”Jeg holder så meget af Linda,” smilede Emma og gik hen til Elinor. ”Der er stadig så meget, jeg mangler at lære af hende. Jeg tænker tit på, hvordan hun ville have løst de problemer, der opstår.”

”Så voldsomt mange problemer har vi jo ikke,” sagde Elinor. ”Jeg kan fortælle, at indtjeningen igen satte rekord i går.”

”Ja, det går godt med Flanagans,” sagde Emma. ”Men min mand har besluttet sig for at forlade mig her til morgen. Det samme har min datter. Hun er flyttet ind hos sin veninde Carol. Hvor Alexander har tænkt sig at flytte hen, ved jeg ikke.” Hun trak opgivende på skuldrene.

Elinor slap sin pen.

”Men kære Emma.” Hun kiggede bekymret på hende over skrivebordet.

”Så nu er spørgsmålet, om jeg skal løbe efter nogen af dem eller begrave mig i arbejde.”

”Frankie kan du selvfølgelig ikke give slip på, men vil du stoppe Alexander?”

Emma rystede på hovedet. ”Nej, egentlig ikke. Men når vi er gode venner, er det jo godt mellem os.”

”Men er det sådan, du vil have det?”

Nej, jeg vil have din mand. Jeg har altid villet have din mand, fløj det gennem hovedet på hende, da hun satte sig ned på sin side af skrivebordet. Hun snuppede hurtigt en mappe, som lå foran hende.

”Vil du have et godt råd?” spurgte Elinor.

Emma nikkede bag papiret, indtil hun kunne fornemme, at skammens rødme var lettet, så sænkede hun atter papiret.

”Lad dem gå.”



Elinor betragtede Emma, hun led med sin bedste veninde. Emma lignede en engel, men det var hun på ingen måde. Men hvem var det? Elinor smilede for sig selv. Emma rummede så meget mere, end hun viste. Hun havde det største hjerte, men det var slet ikke det, hendes datter og mand så. De så kun ambitionerne, de så kun den Emma, som ville gøre hvad som helst for at nå sine mål. En egenskab, det var udmærket at besidde på hotellet, men ikke var lige så hensigtsmæssig hjemme i privaten.

De havde været bedste veninder siden 1960. Hun havde ikke kunnet modstå Emmas sprudlende charme, hendes skarpe vid og hendes generøsitet. Gang på gang havde Emma støttet hende, havde taget stilling og vist, at hun gav pokker i, at Elinor var

sort. Dengang var det en langt større sag, end det var nu, og det havde været trygt at have en veninde som Emma.

Da de var vendt tilbage til Flanagans som nybagte mødre i begyndelsen af 1962, havde de genoptaget deres venskab, og de første år havde deres døtre leget med hinanden, men siden var det, som om der var sket noget, for pludselig skreg pigerne i vilden sky, når de så hinanden. Frankie bed, og Billie hev hende i håret. De var begge lige gode om skænderierne. Ingen af dem gav sig, og Emma og Elinor måtte snart opgive drømmen om, at deres døtre engang ville gå i mødrenes fodspor og arbejde på hotellet.

Alexander og Sebastian kom heller ikke videre godt ud af det med hinanden. De betragtede hver især den anden med et vist forbehold og undgik så vidt muligt hinanden. Nogle gange var de alligevel tvunget til at være sammen, som i går til Flanagans traditionelle nytårsfest, men ellers omgikkes de ikke. De var så forskellige, som to mænd kunne være.

”Lad dem gå,” sagde Elinor igen, ”men giv indimellem Frankie et kald, uanset om hun vil have det eller ej, du har vel hende Carols nummer, ikke?”

”Jo,” svarede Emma tonløst.

”Hvornår flytter Alexander?”

”Det spurgte jeg ikke om.”

”Han er voksen, han skal nok klare sig,” sagde Elinor. Hun blev ramt af en let uro. Hun kunne godt lide Alexander, men hun forstod ham godt. Det var ikke let at leve sammen med en, der gang på gang knuste ens hjerte. Det vidste hun af egen erfaring. ”Skal jeg blive her sammen med dig i dag?”

”Nej, jeg synes, du skal være sammen med din familie,” sagde Emma.

”Sebastian sover nok det meste af dagen, og Billie skulle mødes med en veninde,” smilede Elinor. ”Det ville måske endda være dejligt at blive her i min lille lejlighed. Må jeg byde på te om et par timer?”

”Tak, det lyder dejligt. Jeg gennemgår lige tallene fra i går, så kommer jeg op.”

Elinor rejste sig. ”Det skal nok gå, Emma. Det lover jeg.”

”Hvordan kan du vide det?” sagde Emma stille.

”Du er god til at tage imod det, livet byder dig, det har du altid været, uanset hvor svært det har været.”

”Jeg håber, du har ret.”

Elinor vendte sig i døråbningen. ”Vi ses om lidt.”

Indtil for ti år siden havde Emma og Alexander haft et godt forhold. Det var før katastrofen, før det hele blev så forfærdeligt, tænkte hun trist, da hun betragtede Emma, der sad bøjet over papirerne, som skulle ordnes. Tænkte hun også tilbage?

5

1961

Frankie kom til verden arrig som en bi, og sådan var det fortsat.

Så snart jordemoren havde lukket døren ind til stuen, pakkede Emma Frankie ud af svøbet, så den vildt skrigende baby kunne fægte frit med de små arme. Så faldt hun til ro. Emma lullede hende i favnen, og gråden stilnede af. Hun var helt perfekt og kiggede med store øjne op på sin mor. Emma aede forsigtigt de lyse dun på hendes hoved. Det gjorde mere og mere ondt i hjertet for hver dag.

Hun havde født en lille kriger. Man kunne se på lang afstand, at der var krummer i pigen. Det var godt, for datteren ville måske ikke få det så let. Navnet Frankie havde Emma opsnappet i en avis. Både drenge og piger kunne hedde det, og det var vigtigt, at hendes datter fik et navn, der passede til de små knyttede næver.

Adoptivforældrene havde været på besøg på fødeklinikken og mødt Emma lige inden fødslen, og de havde understreget, at det var vigtigt, at Emma ville opgive sit barn fuldt og helt. De ville adoptere, ikke være plejeforældre. Emma havde nikket og sagt, at det var en selvfølgelig, I skal naturligvis have barnet.

Nu føltes det slet ikke så let alligevel.

Frankie greb fat om Emmas finger uden at slippe hende med blikket. Emma var tvunget til at kigge væk et øjeblik, inden hun atter vendte sig mod datteren.

”Kære lille ven,” hviskede hun. ”Jeg kan ikke beholde dig.” Hun løftede sin datter op og trak duften af hende ind. ”Jeg er så ked af det. Men jeg vil altid elske dig, det lover jeg.”

Med næsen mod Frankies isse lod hun tårerne løbe. Snøftende holdt hun sin datter tættere ind til sig.

”Det er tredjedagshormoner. Frøken Emma skal se, snart har hun glemt det hele,” sagde en jordemor og tog Frankie ud af favnen på hende. ”Barnet skal have noget at spise, og så kommer de nye forældre på besøg. Frøken Emma vil måske vaske sig lidt?” Hun gik med den nu skrigende Frankie.

På badeværelset hængte Emma sygehustøjet på knagen og tog underbukserne og bindet af. Hendes bryster var store som fodbolde og gjorde forfærdelig ondt. ”Nu må hun stoppe med være så pylret; mælken stilner af lidt efter lidt. Tænk i stedet på, at pigen er sund og rask, og at hun får et godt hjem,” havde de sagt.

Jeg er en avlsko, tænkte Emma og rørte forsigtigt ved de ømme bryster. Hun kunne ikke lade være med at sammenligne sig med Elinor, med hvordan hun havde det. Hendes barn måtte vel også være kommet til verden nu? Emma ville ikke være misundelig, men det var svært at undgå. Elinor var gift, med en rig mand til og med, som ville give hende alt, hvad hun pegede på. Og ikke nok med det. Han elskede hende sikkert også. Ville kysse hende godmorgen, begære hende om natten.

Det gjorde stadig ondt. Emma vidste jo, præcis hvilken vidunderlig elsker han var. Og det var mest det, hun var misundelig på. Det med at være gift vidste hun ikke rigtigt, hvad hun syntes om. Friheden blev begrænset, og for Emma var det en forfærdelig tanke. På den anden side havde hun ikke skullet opgive Frankie, hvis hun havde haft en mand. Når hun vendte tilbage til Flanagans, ville hun møde Elinor og Sebastian, det kunne ikke undgås. De ville sikkert fremvise både barn og ægteskabslykke. Hvordan ville det føles? Skulle hun i virkeligheden søge arbejde på et andet hotel? The Ritz? Miss Lansing ville give hende et godt skudsmål, det var hun sikker på. Men der var intet hotel som Flanagans, selv om The Ritz havde et godt ry og var lige så fornemt.

Hun skrubbede sig over hele kroppen, men brysterne vaskede hun kun forsigtigt. Det føltes, som om de var på nippet til at eksplodere.

Træt og trist undlod hun at kigge sig i spejlet. Hun havde ikke lyst. Frankies adoptivforældre ville være fulde af foragt, men hun havde ingen kræfter, orkede ikke at gøre sig umage. Læbestiften og hårbørsten lå i tasken ved siden af sengen. Hun ville gøre et forsøg på at ligne sit sædvanlige jeg, når hun forlod det her sted, men for nu måtte det være, som det var. Hun orkede simpelthen ikke.

Alle de piger, der boede her, var i samme situation som hun. De fleste af dem ville overlade deres børn til et børnehjem og hente dem igen, når deres liv så lysere ud, hvilket ofte betød, når de havde mødt en rar mand, som kunne tænke sig at få en anden mands barn på halsen. Emma havde været så overbevist om, at hun var anderledes; at hun uden problemer kunne opgive sit barn. Det var inden, hun vidste, at det var lige nøjagtig Frankie, der havde boet i hendes krop og gjort hende utilpas og tyk som en gris. Det hele havde ændret sig i hendes hjerte, da hun først havde født.

”Så er Ingram-parret her for at se deres datter,” sagde en af jordemødrene, som havde lindet på døren ind til badeværelset. ”Frøken Emma må skynde sig.” Sygeplejersken var ulastelig. Ikke et hårstrå sad forkert. Alt var perfekt på det her sted.

Parken udenfor var stor og frodig, der var ikke ét støvkorn i sovesalene, og babyerne fik rent tøj på efter selv det mindste gylp. På det punkt var alt godt. Men hvorfor kunne dem, der arbejdede her, ikke være bare lidt venligere? Emma var bekymret for, hvordan de behandlede Frankie, når hun ikke var i nærheden, og derfor tilbragte hun al sin tid sammen med datteren. Og kærligheden voksede samtidig med sorgen over, at hun var nødt til at give hende fra sig. Hun var bange for, at hun aldrig ville blive et helt menneske igen, når Frankies adoption var gået i orden.



Teen blev serveret i den store stue. Det så latterligt ud med alle de unge mødre i badekåber, som sad sammen med plejeforældre, der havde taget pænt tøj på. Det er tydeligt at se, hvem der har magten her, tænkte Emma, da hun gik over til Ingram-parret. Hun nejede, inden hun satte sig, selv om mrs. Ingram ikke var mange år ældre end hun. Det syntes hun bare at være på grund af sit korrekte sprog og det nydelige tøj. Hendes mand var ikke mere munter. Stakkels Frankie.

”Vi havde tænkt os at hente Evelyn torsdag aften. Det ville være fint, hvis hun havde været i bad inden,” sagde mrs. Ingram kontant.

”Evelyn?” Emma rynkede brynene. Hvem talte hun om?

”Ja, det er det, hun kommer til at hedde fra nu af.” Mrs. Ingram smilede stift.

Emma spærrede øjnende op. ”Men hun hedder jo Frankie.” ”Et drengenavn til vores pige? Nu må frøkenen være fornuftig. Det kan overhovedet ikke komme på tale. Evelyn bliver en fin lille pige, fra en god familie, og det skal hendes navn selvfølgelig afspejle.”

Det ramte hende med voldsom kraft. Al fornuft, alle frem tidsplaner forsvandt. Hun kunne umuligt overdrage sin datter til det her par. De var for storsnudede, for konservative, og Frankie skulle under ingen omstændigheder være bare ét minut hos dem, hun ville blive vanvittig. Emma vidste allerede nu, at hendes datter var balstyrisk, egenrådig og fuldstændig umulig at kontrollere. Og hvis mr. og mrs. Ingram ikke forstod, hvordan hun var …

Emma rejste sig hurtigt op. ”Tak, men så går det ikke,” sagde hun roligt. Det stod pludselig fuldstændig klart for hende, at kun hun kunne forstå sin datter. Hun ville give Frankie den frihed, hun havde brug for, for at blive en enestående kvinde. Emma havde ikke tænkt sig at spærre hende inde, sådan som hendes egen mor havde gjort. Hvordan hun skulle kunne opfostre Frankie på egen hånd, måtte hun finde ud af senere, nu skulle hun blot slippe af med de rædsomme mennesker, som havde tænkt sig at tage hendes barn.

”Undskyld mig, frøken?” Mr. Ingram, som indtil da havde været tavs, rejste sig bestemt op og tog et skridt hen mod hende. ”De har lovet os et barn. Nu sørger frøken Emma for at holde sit løfte.”

Alles blikke vendte sig mod ham. Han var stor og så stærk ud. Ved de andre borde sad adoptivforældre og nybagte mødre, og deres blikke vandrede chokerede fra Emma til mr. Ingram og tilbage igen. Man kunne mærke stemningen i lokalet. Men tanken om Frankie gjorde Emma modig, og hun kiggede ham bestemt og direkte ind i øjnene.

”Nu dæmper vi os,” hvæsede mrs. Ingram forlegent og hev i sin mands arm, ville, at han satte sig igen.

Det havde Emma ingen planer om. Hun ville bare forlade det her sted med sin datter i favnen så hurtigt som muligt. Hvor hun skulle tage hen, anede hun ikke. Hun kunne ikke vende hjem til byen og sin mor og mormor. ”Du skal ikke komme herhjem med barnet,” havde hendes mor sagt. Det var et under, at hun havde fået lov at være der, i månederne op til at maven begyndte at syne. Det var hendes mor, der havde kendt til mødrehjemmet, og det var vel nok heldigt. Hvor skulle Emma ellers være taget hen?

Med rank ryg gik hun derfra og ind i salen, hvor børnene lå på rad og række. Forsigtigt tog hun Frankie op i armene. ”Jeg finder ud af det,” hviskede hun til den lille, sovende pige. ”Jeg lover dig, at jeg nok skal finde ud af det her.”



”Jeg har en sød faster, som lejer værelser ud ikke så langt herfra. Skal jeg spørge, om hun har plads til dig og Frankie?” havde Eva spurgt. Hun var en af de piger, som Emma var blevet gode venner med i de fire måneder, de havde tilbragt sammen på hjemmet. Eva havde fået en søn, som skulle vokse op hos hendes gifte søster, til hun selv blev nogens kone. Det var den bedste løsning for hende. En anden pige skulle giftes med faren til barnet. Men de allerfleste var tvunget til at give deres små børn væk. Der var ganske enkelt ikke noget alternativ.

Nu betragtede de unge mødre Emma med store øjne, mens hun pakkede sine få ejendele sammen. Evas faster havde lovet Emma og Frankie et værelse i sit hus lige uden for Colchester.

”Hvordan vil du klare dig?” spurgte en eller anden. ”Hvor skal Frankie være, når du er på arbejde?”

”Det ved jeg ikke,” svarede Emma. ”Men jeg skal nok klare det på den ene eller den anden måde. Jeg vil gøre alt for Frankie.” Veninderne hjalp hende ud på gaden og blev stående ved siden af hende, mens hun ventede på taxaen. De ansatte på hjemmet var sure og viste sig ikke. Den sødeste af dem, Anna, var kommet ind på sovesalen, da Emma var alene, og havde stukket hende en pose med bleer, vaskeklude og en sovepose.

”Held og lykke,” havde hun hvisket.

Eva gav Emma et knus. ”Jeg kommer og besøger dig,” lovede hun.

Emma havde egentlig slet ikke råd til en taxa, men hun havde ikke andre muligheder. Hun havde ingen barnevogn til Frankie og var derfor nødt til at bære både hende og tasken. Da hun havde fået det hele ind i vognen og satte sig ind på bagsædet, kiggede hun en sidste gang på de unge kvinder, som stod der på fortovet. Tårerne brændte bag øjenlågene, men hun måtte ikke græde nu. Hun var mor, og hun gjorde det rigtige for sin datter. Der var ikke plads til tårer.

Under bilturen sov Frankie godt i favnen på Emma, der sad og tænkte på, hvordan det hele skulle gå. Det sværeste var tanken om, at hun nok ikke kunne vende tilbage til London, for hvor skulle hun gøre af Frankie? Hun kunne jo ikke have hende med på Flanagans. Og hvordan ville man ikke se på hende? Man ville sikkert tænke, at hun var løs på tråden, ganske som hendes mor havde sagt. Og selv om hun hadede sin mor, fordi hun havde løjet for hende hele hendes liv, så forstod hun hende bedre nu. Måske var det bedst at sige, at faren var død og begravet. Hellere det end at indrømme, at hun havde været sammen med en, der ikke ville have hende.

Det måtte aldrig nogen sinde komme frem, hvem der var Frankies far. Aldrig.

Uden for Evas fasters hus stod en kvinde med en rive i hånden. Hun stillede den op ad husmuren, tørrede sig over panden og var henne ved taxaen, da Emma steg ud med Frankie i armene.

”Velkommen. Det er mig, der er mrs. Foster.” Hun smilede og tog havehandskerne af.

Kvinden virkede sød, ligesom Eva havde sagt.

”Må jeg?” Mrs. Foster rakte hænderne frem mod Frankie, og Emma overlod hende datteren og tog sin taske. Rosenbuske stod langs kanten af grusgangen op til det lille røde murstenshus.

”I skal bo på førstesalen. Jeg har stillet en vugge ind på værelset, og så kan du vel skifte pigen på sengen? Jeg har et frottétæppe med plastunderlag, som hun kan ligge på.”

”Tak, hvor er det sødt af Dem. Det kan helt sikkert fungere,” sagde Emma. ”Vi er meget taknemmelige, mrs. Foster,” fortsatte hun.

Hendes udlejer beholdt Frankie i favnen, mens hun viste hende værelset. Det var nydeligt. En seng med hæklet sengetæppe og ved siden af en lille hvidmalet vugge. Vinduet over det gamle køkkenbord vendte ud mod haven, og i en vase stod en buket af den samme slags roser, Emma havde set, da hun ankom. Kludetæppet er slidt, men det ser rent ud, tænkte hun tilfreds. Her skulle hun nok trives.

Maden blev lavet i husets køkken i stueetagen, og da Emma havde set værelset, fandt hun sin tegnebog frem og betalte første måneds husleje, som gudskelov også var inklusive mad. Mrs. Foster sagde, at hun var bortrejst nu og da, og så måtte Emma selv lave mad, hun håbede ikke, det var noget problem. Emma rystede ihærdigt på hovedet.

Næste måned havde hun ikke flere penge, men det orkede hun ikke at tænke på nu. I fire uger var hun og Emma trygge – og mælk til sin baby havde hun rigeligt af.

Mrs. Foster kiggede undersøgende på Emma. ”Jeg tror, at frøkenen har brug for noget at spise,” sagde hun så. ”Det tærer på kroppen at amme. Kom med ud i køkkenet, så skal jeg sørge for lidt mad. Jeg var netop i gang med at bage.” Hun lagde forsigtigt Frankie over i favnen på Emma.

Emma aede sin datter over hovedet, fulgte det lille øres runding. Man kan allerede se, at hun bliver en skønhed, tænkte hun stolt. Øjenvipperne lå som fjer mod kinderne.

”Du og jeg,” hviskede hun, da Frankie slog øjnene op og mødte hendes blik. ”Du og jeg.” Og så fulgte hun med ud i køkkenet.

Et par uger senere bankede det på døren ind til Emmas værelse. ”Ja?”

Mrs. Foster åbnede forsigtigt døren. ”Der er kommet en ung mand for at besøge Dem,” sagde hun dæmpet.

”Mig? En ung mand? Hvem?”

”Han siger, at han hedder Alexander Nolan, og at han er en kollega fra London.”


Hvor meget kan et venskab holde til?

Emma og Elinor har overtaget driften af Hotel Flanagans efter Linda Lansing. De to veninder har lagt utallige arbejdstimer og ofret alt for at bevare hotellets gode omdømme, hvilket heldigvis er lykkedes. Men hemmelighederne lurer under overfladen, og alt deres hårde arbejde risikerer at have været forgæves …

Kvinderne på Flanagans er anden bog i trilogien om Hotel Flanagans, som denne gang finder sted i 1980’ernes London, hvor der hverken er mangel på sex, stoffer eller intriger.

Du kan købe Kvinderne på Flanagans online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg startede i sin tid en bogklub med to af mine gymnasiekammerater og opdagede først for alvor, hvor givende det er at læse noget, andre har valgt. Nu læser jeg med en umættelig følelse af altid at forsømme en anden god bog og forsøger derfor ihærdigt at læse så mange klassikere og så meget forskelligt litteratur som muligt. Som studentermedhjælper på Lindhardt og Ringhof kan du her på Bog.dk finde mit navn på både artikler, lister og læseprøver.