Anna Grue har med Døden i kurbadet skabt andet selvstændige bind i hyggekrimiserien om efterlønneren Anne-Maj. Start din læsning allerede nu.
Efterlønneren Anne-Maj Mortensen er tilbage, og hun er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation. En kvinde findes myrdet, og det er overvældende, når også knæet gør ondt, genoptræningen er ubehagelig og maden er afsindig meget dårligere end Anne-Majs egen.
LÆS OGSÅ: 10 romaner du skal læse i 2021 – her venter fantastiske læseoplevelser
Anne-Majs frustrationer over kurbadsoplevelsen bliver dog hurtigt erstattet af hendes egen efterforskning, som ikke ligefrem behager det lokale politi. Men med krykkerne godt placeret under armene, går Anne-Maj igang med selv at finde frem til morderen.
Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i hyggekrimiserien om efterlønneren Anne-Maj. Bogen udkommer den 28. maj 2021, men du kan allerede starte din læsning nu – lige herunder.
Anna Grue
Døden i kurbadet
1
Fredag den 11. september
Anne-Maj Mortensen har aldrig følt sig tiltrukket af wellness-industrien. Agurkeskiver på øjnene, saunagus, hvalsang og pling-plong-meditationsmuzak … nej. Bare nej.
Alligevel sidder hun nu midt i et spahelvede omgivet af muntert pludrende venindepar, som vandrer rundt i hvide badekåber på vej til eller fra ansigtsbehandlinger og mudderbade. Mange af dem bærer rundt på uappetitligt udseende smoothies: grønne, bordeaux eller gråslimede af chiafrø og proteinpulver.
Fy for pokker, tænker Anne-Maj og lader sig med en højlydt stønnen synke ned i en blomstret lænestol med ryggen til de andre gæster. Hun placerer sit nyopererede venstreben på en puf og filosoferer videre over den ubegribelige smoothietrend: Hvis man vil have frugt og grøntsager, kan man vel bare spise dem. Hvorfor ødelægge de gode fibre med en tur i blenderen? Hun fatter det ikke.
Anne-Maj er her med andre ord ikke for den såkaldte wellness’ skyld. Den er blot et nødvendigt onde, hun må finde sig i for at få det, hun i dyre domme betaler for: tre uger med fuld forplejning, kyndig fysioterapi, en god seng – og ingen trapper.
Det sidste er nok i virkeligheden det vigtigste. Anne-Maj har nemlig så sent som i mandags fået et nyt knæled, og i sin nuværende tilstand, afhængig af to krykkestokke og med temmelig mange smerter, ser hun sig ude af stand til at bo i sit lille, toetagers byhus inde i Nykøbing: Toilet og soveværelse befinder sig på førstesalen, køkkenet i stueetagen. Det ville betyde mange ture op og ned ad trappen hver dag, og det magter hun ganske enkelt ikke, selv om personalet på hospitalet stædigt har fastholdt, at det burde hun kunne nærmest med det samme.
Det kan de sagtens sige, tænker hun og smiler lidt anstrengt til den buttede tjener, som har fulgt hende ud i havestuen med et glas kold hvidvin og en karaffel med postevand på en rund bakke. Den unge kvindes mund og næse er skjult bag et babyblåt engangsmundbind, men hendes øjne lader ingen i tvivl om, at hun smiler. Da hun er gået, sluger Anne-Maj to smertestillende kapsler og synker tilbage i stolen med et suk.
Hun kunne naturligvis have valgt et seriøst, specialiseret rekreationshjem uden alt det forstyrrende new age-halløj, men det nærmeste ligger i Nordsjælland, og hun har det skidt med at skulle så langt væk; helt at undvære regelmæssige besøg af datteren Iben, barnebarnet Didi og sin lille hund, som i heldigste fald og med vinden i den rigtige retning adlyder navnet Mortensen den Tredje.
Odsherreds eneste lokale genoptræningsmulighed er netop stedet her: Høve Kurbad, knap tyve kilometer fra Nykøbing. Det højtbeliggende hotel er kendt viden om for sin enestående udsigt over Sejerøbugten og de smukt renoverede bygninger: kalkede mure, store småsprossede vinduer, en bred veranda ud mod havsiden – alt i hvidt med små detaljer i en sart lyseblå. Det er så smagfuldt, at det gør ondt.
Hovedbygningen har ligget her, øverst på skrænten, i over hundrede år, mens spafløjen med pool og diverse behandlingsrum er opført for få år siden. Det hele i den originale stil, som mest af alt minder om et romantisk badehotel. På den stejlt skrånende grund ud mod bugten er anlagt en kæmpestor, charmerende have, der holdes delvist vild; med klippede stier i det høje græs og en mængde små buskadser, så parken trods sin størrelse virker intim og hyggelig. Rundtomkring står hvidmalede bænke, og Anne-Maj ville ønske, hendes ben tillod hende en spadseretur ned til en af dem.
Niveauet for såvel genoptræning som spaophold er højt, har hun ladet sig fortælle, og prisen er naturligvis derefter: Anne-Maj har været nødt til at optage lån i sit hus for at få råd. Men hjælper behandlingen, ræsonnerer hun, er det hver en krone værd. Hun har en god forudanelse om, at det gør den. Fysioterapeuten lyder i hvert fald meget overbevisende.
Hun nipper til vinglasset. Det er eftermiddagens tredje genstand, men noget skal man jo have at stå imod med, tænker hun og kaster et irriteret blik ud mod et par i trediverne, der med armene om hinanden har taget opstilling på verandaen. De spærrer totalt for udsigten. Egoister.
Siden myndighederne i marts tog konsekvensen af, at coronapandemien var nået frem til lille Danmark, har hun og de fleste andre tillært sig de nye omgangsformer uden de store problemer. Efterhånden sker det nærmest automatisk:
Man holder afstand, spritter af, vasker hænder, undgår store forsamlinger, passer på hinanden, mødes så vidt muligt udendørs, holder sig til sin boble af udvalgte venner og familiemedlemmer. Som forhenværende lægesekretær har Anne-Maj været vant til et højt hygiejneniveau hver eneste dag, så hende generer det ikke, og så vidt hun kan bedømme, gælder det også størstedelen af hendes landsmænd. Alle er trætte af restriktionerne, men man holder ud. Enhver kan jo se på smittetallene, at de virker.
I denne situation er det virkelig heldigt, at hun opholder sig netop her på dette luksuskurbad, hvor hygiejnen er i top, og personalet tydeligvis er instrueret i at tage alle forholdsregler. Alt foregår ubesværet og som den naturligste ting i verden; ikke som i supermarkedet, hvor man hele tiden skal vogte sig for de demonstrativt ligeglade. Anne-Maj kaster endnu et surt blik ud mod det forelskede par, der står ganske ugenert og tungekysser med hele hotellet som publikum. Gå dog op på værelset og smit hinanden, tænker hun arrigt.
Det lyseblå hus hjemme på Lindealle passes af Iben og Didi, som fodrer, lufter og med garanti overforkæler Mortensen. Det er ikke noget stort offer for dem – begge elsker den ruhårede gravhund og ville meget gerne selv have et firbenet familiemedlem, men deres udlejer er urokkelig modstander af enhver form for kæledyr.
I et par måneder under pandemiens første bølge havde Anne-Maj, Iben og Didi isoleret sig sammen i førstnævntes hus, og det var egentlig gået forbløffende godt med at etablere nye hverdagsrutiner, selv om pladsen var trang. Iben var af og til forsvundet en enkelt aften. Hun nægtede at sige, hvor hun var, men lovede på æresord, at hun opførte sig fornuftigt og lod sig teste regelmæssigt.
”Jeg er voksen, Mor,” havde hun påpeget. ”Jeg har brug for et voksenliv. Og jeg får pip, hvis jeg skal se på jer to hver eneste aften, indtil det her er overstået.”
Af og til skal man bare ikke diskutere med Iben, ved Anne-Maj, så det gjorde hun naturligvis heller ikke ved disse lejligheder. Skal hun være helt ærlig, er hun af og til lidt bange for sin datter.
”Hej.” En stemme skærer sig ind i Anne-Majs tanker. ”Må jeg sidde her, eller venter du på nogen?”
Det er en lille vissenpind af en dame, noget yngre end Anne-Maj selv og iklædt wellnessfolkets uniform: en kridhvid frottékåbe og skridsikre gummisandaler. Hendes skulderlange pagehår er stribet i honninggyldne nuancer. Hun opdager Anne-Majs ansigtsudtryk og tilføjer lidt forskrækket: ”Forstyrrer jeg?”
”Nej da,” lyver Anne-Maj. Herregud. Den anden er tydeligvis også på et soloophold. Det er vel meget logisk, at de to kvinder fordriver lidt af tiden sammen. ”Nej nej,” gentager hun. ”Sæt dig endelig ned.”
”Ida Funch.” Damen stiller et dugget glas fra sig og rækker rutinemæssigt ud efter flasken med håndsprit.
”Anne-Maj Mortensen.”
”Skål.” Ida Funchs drink ligner en gintonic; heldigvis ikke en af de ulækre smoothies. ”Er du her til genoptræning?” spørger hun med et blik mod Anne-Majs bandagerede ben.
”Nyt knæ,” svarer Anne-Maj. ”Jeg blev opereret mandag, ankom hertil i går – og har booket rekreationsophold indtil tredje oktober. Og du? Du er her måske kun weekenden over?”
”Næh, jeg bliver et par uger. Jeg skal bare hvile mig lidt.” Ida trækker på skuldrene. ”Det er mere … mentalt.”
”Ja?”
Ida trækker badekåben lidt mere sammen om sig: ”Jeg gik ned med stress for et par måneder siden …”
Et nyt skuldertræk. ”Jeg troede egentlig, det ville hjælpe at arbejde hjemmefra under nedlukningen, så jeg slap for alle afbrydelserne på kontoret, men nej. Det blev nærmest værre. Jeg kunne slet ikke overskue noget som helst, og det var mig, der skulle styre alle de interne Zoom-møder på computeren og sørge for, at de andres opgaver blev koordineret. Det kunne jeg slet ikke klare … Nu er jeg så sygemeldt. Jeg får antidepressiv medicin og går i terapi, og behandlingen er begyndt at virke så godt, at jeg snart kan vende tilbage til arbejdet. Så foreslog min mand, at det måske ville være smart at forkæle mig selv lidt inden da. Det er derfor, jeg er her.”
”Det lyder da som en god idé.” Anne-Maj har meget svært ved at forestille sig at få stress. Hendes overbevisning er i bund og grund, at man bare skal tage sig sammen og være omhyggelig med at planlægge sin hverdag. Orden og systematik giver ro i sindet. Men den slags siger man jo ikke højt. ”Hvad laver du?”
”Lige nu?” Ida ler. ”Slapper af og får en drink.” Hun ser på Anne-Maj. ”Sorry. Det er selvfølgelig ikke det, du mener. Jeg er redaktionschef på Alt for Familien … Jeg ved ikke, om du kender bladet?”
”Jo da,” svarer Anne-Maj helt oplivet. ”Jeg har faktisk lige bedt min datter om at tage denne uges nummer med til mig i morgen. I har nogle rigtig gode krydsord.”
Ida nikker. Isterningerne klirrer i glasset, da hun tager en ny slurk. ”Så du har en voksen datter?”
”Iben.” Anne-Maj smiler. ”Og et barnebarn på snart tolv.”
”Hold da op.” Ida tager endnu en slurk af sin drink. ”Hvad laver Iben?”
”Hun er … Hun søger job for tiden,” siger Anne-Maj.
”Åh. Hvad som?”
”Iben har været ekspedient i mange år, de seneste år i en skoforretning. Hun var ret glad for det, men så kom coronaen.”
”Det gør mig ondt.” Ida lyder faktisk, som om hun mener det. Hun rejser sig: ”Skal du have én med?” Hun ser på Anne-Majs næsten tomme vinglas.
”Jeg burde ikke …”
”Åh, kom nu. Det er min omgang. Bagefter kan vi gå ind og spise. Jeg kan se, der er søtunge i dag.”
”Tak.” Anne-Maj tømmer glasset. ”Men jeg har altså spist.”
Ida ser på uret. ”Den er kun lidt over syv.”
”Jeg var så sulten, og køkkenet åbnede klokken fem.”
”Var den så god, maden?”
”Joh …” Anne-Maj trækker på det. ”Fisken var lidt tør, som om den lige havde fået nogle minutter for meget i ovnen, og kålsalaten var for groft skåret.”
”Jaså.” Ida ser en smule forbløffet ud. Hun kender jo ikke Anne-Majs pertentlige forhold til madlavning.
Det tætomslyngede par på verandaen er gået, og lyset er så småt ved at svinde. Anne-Maj stirrer gennem det småsprossede vindue ud over Sejerøbugten, hvor en mængde hvide skumtoppe langt nede under hende bryder det mørke havvand.
Ida kommer tilbage med deres drinks, og den følgende time tilbringer de to kvinder i hyggelig samtale. Pillerne og alkoholen i forening har dæmpet smerterne i Anne-Majs knæ til et udholdeligt niveau, og hun sender i sit stille sind en dybfølt tak til sin læge, Morten, som har sørget for, at hans gamle lægesekretær har ordentlig smertedækning i stedet for de håndkøbstabletter, der er hospitalets bedste bud.
To kvinder i trediverne sætter sig i sofagruppen ved siden af, også de i badekåber og begge med mørkt, fugtigt hår; den ene kvindes er langt, og den anden er klippet i en kort stritfrisure. Den langhårede har en kæmpemæssig, indviklet tatovering, der dækker hele det ene underben, og et tyndt, flettet læderarmbånd om håndleddet.
”Skål,” siger den korthårede kvinde og nikker til Ida og Anne-Maj med løftet glas.
Da alle fire har nippet til deres drinks, siger den tatoverede i et konverserende tonefald: ”Nå, vi kan da ikke klage, hvad?” Hendes stemme skratter let, som om hun har været kæderyger hele sit liv, og hendes stemmebånd nu definitivt er ved at give op. ”Det her er da bare livet!” Hun sender dem et stort smil.
”Kurbadet?” spørger Anne-Maj. ”Ja, her er dejligt.”
”Vi har vundet det,” siger den korthårede. ”Opholdet, altså. To overnatninger på enkeltværelser, fuld forplejning og tre behandlinger hver. Det koster os ikke en krone.”
”Vi og vi.” Den tatoverede smiler. ”Du vandt, og så var du så sød at invitere din lillesøster med.”
”I er søstre?” spørger Ida.
”Ja.” Hun peger med glasset over mod den anden kvinde: ”Det der er Lenette, og jeg hedder Miah. Andersen og Andersen.”
”For et par uger siden lå der en adresseret brochure i min postkasse,” fortæller Lenette, ”og vi har endda et Nej tak til reklamer-skilt klistret på. Det er ret irriterende, at det ikke bliver respekteret … men denne gang var det jo faktisk held i uheld,” siger hun.
”Hvis tryksagen er adresseret til dig, gælder Nej tak-skiltet ikke,” siger Ida i et lidt belærende tonefald, som om hun er ved at formulere en notits til sit ugeblad.
Lenette trækker på skuldrene. ”Det var i hvert fald en reklame for et eller andet firma, og der stod uden på kuverten, at man kunne vinde en spaweekend i Høve … Ellers havde jeg sgu nok ikke lukket den op. Man kunne deltage i konkurrencen ved at svare på nogle dødlette spørgsmål og sende svarene til en bestemt mailadresse.”
Ida smiler. ”Og så vandt du? Fantastisk!”
”Det er helt sikkert på grund af coronaen,” siger Ida. ”Alle hoteller og restauranter har mistet mange penge, så de gør vel alt for at få lidt gang i omsætningen.”
”Ja, alle regeringens vanvittige påfund går hårdt ud over erhvervslivet,” siger Lenette og ryster på hovedet. ”Bare vent: Der vil være mange, som går konkurs. Det er godt nok en høj pris at betale for at undgå en ganske almindelig influenza.”
Anne-Maj skal lige til at protestere, men tager sig i det. Ikke om hun gider sidde her og diskutere alvoren af coronavirus. Hun leder behændigt samtalen over på mere neutralt område og spørger de to søstre ud om kurbadets udvalg af behandlinger.
Kort efter forlader de yngre kvinder havestuen og går op på deres værelser for at skifte til almindeligt tøj inden middagen.
”Skal vi se at komme ind i restauranten?” spørger Anne-Maj.
”To minutter,” svarer Ida. ”Jeg skal lige drikke ud.”
Da de omsider forlader havestuen, og Anne-Maj tumler lidt med stokke og skuldertaske, standser Ida pludselig midt i en bevægelse: ”Nu ved jeg, hvor jeg kender dig fra,” udbryder hun. ”Det var dig, der fangede en seriemorder sidste år! I den der genbrugsbutik … det var i Nykøbing Sjælland, ikke?”
Anne-Maj lægger ansigtet i ydmyge folder. ”Åh,” siger hun, ”det var da ikke noget.”
”Jo, det var,” ivrer Ida. ”Hvis du ikke havde grebet ind – hvem ved, hvor mange flere der så var døde?”
”Før eller siden havde politiet vel fundet frem til den rigtige,” svarer Anne-Maj og undgår omhyggeligt at støtte på venstre ben. Virkningen af den smertestillende medicin er ved at klinge af.
”Nu ikke så beskeden.”
Anne-Maj er i vældigt humør resten af aftenen og fortæller beredvilligt om opklaringen af forrige års Genbrugs-mord, og Ida lytter helt opslugt, mens hun spiser. Først da Anne-Maj er ved at trimle om af træthed, bryder de op. Ida følger sin nye bekendt helt hen på værelset, og Anne-Maj må gøre sig meget fast i mælet for at slippe for hendes lidt for omsorgsfulde selskab under vandladning og tandbørstning.
Da Anne-Maj er blevet alene, og aftentoilettet er overstået, tager hun endnu to af Mortens gode Dolol-kapsler. Så trækker hun dynen op til næsen, forsøger at ignorere smerterne og vipper fødderne op og ned, som hun har fået besked på af fysioterapeuten. Resten af de obligatoriske øvelser springer hun over. I morgen giver hun den en ekstra skalle, tænker hun.
2
Lørdag den 12. september
”Mor!” Iben ser helt forskrækket ud. ”Hvad er der sket?”
”Åh, det er bare mig, der er en klovn.” Anne-Maj sidder på en havestol med en ivrigt logrende Mortensen på skødet. ”Jeg skulle ud at tisse i nat, og så gled den ene krykke på badeværelsesgulvet. Jeg snublede og hamrede hovedet ned mod håndvasken; tænkte kun på at passe på mit knæ, så … Ja, det må have set fuldstændig åndssvagt ud.”
Hun forsøger sig med et grin, men har for en gangs skyld lidt svært ved selv at se det morsomme i sin egen klodsethed. Slaget i sig selv havde selvfølgelig gjort ondt, men følelsen af sårbarhed var langt værre. En angst, som hun ellers ikke kender meget til, havde grebet hende. Hvad nu, hvis hun havde vrikket helt forkert om på det nyopererede knæ? Skulle hun så opereres på ny? Og hvad var der sket, hvis hun ikke havde kunnet komme op igen, som hun lå der uden sin mobil? Hvor længe ville hun have ligget derude på flisegulvet, før nogen havde fundet på at lede efter hende?
”Én ting er sikker,” tilføjer hun, mens hun gør et ihærdigt forsøg på at holde Mortensens tunge ude af sit næsebor. ”Det har gjort mig endnu mere glad for ikke at være derhjemme for tiden. Tænk, hvis det var sket på vej ned ad trappen. Jeg kunne være død.”
Didi glemmer alt det med at holde afstand og slår armene om hende. ”Sådan må du ikke sige, Mormor. Du må ikke dø.”
”Det gjorde jeg jo heller ikke,” siger Anne-Maj, som nu både skal holde styr på sin eksalterede hund og det stakkels knæ samt skubbe sit forskrækkede barnebarn lidt på afstand, uden at det virker alt for ukærligt. Ungen er jo tilbage i skole her efter sommerferien, og hvem ved, hvor meget virus hun er udsat for i det daglige? ”Det gik jo fint, skat.”
”Men dit øje!”
”Ja, det vil nok være papegøjefarvet resten af den tid, jeg skal være her. Jeg ser herrens ud.”
Hverken Iben eller Didi modsiger hende.
De sidder på terrassen med Sejerøbugten liggende udstrakt under sig. Den stride blæst gør det i virkeligheden lidt for koldt at sidde stille, men Anne-Maj er ude af stand til at gå mere end nogle få meter, så raske spadsereture i det kuperede landskab er udelukket, og da hotellet udtrykkeligt formener hunde adgang indendørs, er hun og hendes gæster nødt til at blive, hvor de er.
”Men hvordan går det ellers, fru Mortensen?” spørger Iben, da hun omsider har fået nok af at stille spørgsmål om morens sæbeøje. ”Har du mange smerter?”
”Joh …” Anne-Maj kaster et blik over mod Didi, der har lokket Mortensen den Tredje med sig og nu er i færd med at rulle grankogler hen til ham. Erfaringen siger, at Didi udmærket er i stand til at følge med i en samtale, selv om hun tilsyneladende er dybt koncentreret om noget andet. Og der er jo ingen grund til at gøre barnet bekymret.
”Det er ikke så galt,” lyver hun derfor. ”Det er værst, når Kim Kellerup har været hård ved mig. Fysioterapeuten,” tilføjer hun. ”Han er sådan en kropsfanatiker; går til crossfit flere gange om ugen, har han fortalt. Hvis man kan gøre den slags frivilligt, når man har tilbragt hele dagen i et motionscenter, så er man altså lidt blød i bolden … Kim er sindssygt skrap. Altså virkelig. Det er ligesom at blive hundset med af sin gamle gymnastiklærer.”
”Åh, jeg kender typen,” siger Iben med en gysen. ”Der er kun én slags mennesker, der kan skræmme mig mere end idrætslærere, og det er bademestre.”
Anne-Maj ler. ”Præcis. Kombinationen af rungende fliserum, klorlugt, plastsandaler og en skinger fløjte forvandler mig til en hare, der sidder paralyseret af angst i billygternes lyskegle. Det er en stor del af grunden til, at jeg hader svømmehaller.”
”Og tænk, betaler du ligefrem penge for at lade sådan en type kommandere rundt med dig?” Iben ryster på hovedet.
”Arh, så slem er han nu ikke,” trækker Anne-Maj i land. ”Kim er faktisk ret hjælpsom, når det stikker ham. Egentlig skal jeg klare alt muligt selv allerede nu, men … I går tabte jeg min pilleæske, da jeg ville tage noget smertestillende efter træningen. Jeg havde ærligt talt virkelig mange smer…”
Anne-Maj stopper midt i ordet. Hun ser over mod Didi, der forsøger at få Mortensen til at gribe grankoglen i luften. Den lille hund står bomstille med et undrende blik, mens barnet kaster koglen til ham igen og igen. Det falder ham tydeligvis ikke ind at gribe noget som helst. Anne-Maj ser igen på Iben. ”Du ved …” Da hendes datter nikker, fortsætter hun:
”Men i hvert fald … Jeg tabte æsken, og kapslerne rullede ud over hele gulvet og ind under diverse styrketræningsmaskiner. Jeg kunne pludselig slet ikke overskue at skulle ned og kravle rundt efter dem, og jeg vidste, at det ville Kim kræve, og … jeg havde så on… var så træt, og jeg kunne slet ikke overskue det.”
”Åh, Mor.”
Det er yderst sjældent, at Iben viser omsorg for sit mødrene ophav. Anne-Maj er lige ved at miste tråden. ”Nå, men … hvad var det? Jo, det opdagede Kim så. Og i stedet for straks at kommandere mig ned på alle fire lod han mig blive siddende, og så var det ham, der kravlede rundt og samlede alle kapslerne op og puttede dem i min lille æske. Bagefter hentede han et glas vand til mig, og så sad vi og sludrede, indtil pillerne begyndte at virke, og jeg kunne humpe tilbage til mit værelse.”
”Han lyder da ret sød.”
”Ja, han kan i hvert fald være det.” Anne-Maj skærer en grimasse. ”Men jeg er bange for, at det er undtagelsen. Det meste af tiden er manden ganske forfærdeligt ivrig.”
”Det er den slags jo.” Iben smiler skævt. ”Jeg kan lige se dig for mig fistre rundt i et træningslokale med sådan en sporty type med alt for meget energi.”
”Fire mere! Fire mere! Bare giv den gas!” vrænger Anne-Maj og ler. ”Heldigvis er manden på weekend nu, så jeg slipper for det helvede indtil på mandag.”
”Hvor tit skal du igennem træningsprogrammet?”
”Flere gange om dagen, de fleste på egen hånd.” Hun skutter sig. ”Ej, hvor er her koldt!”
”Jeg har også fået for lidt tøj på,” indrømmer Iben. ”Jeg har vist ikke helt indset, at det er ved at blive efterår.”
”De lover indian summer i de kommende uger.”
”Virkelig? Det lyder godt.”
”Sæt Mortensen i bilen, og giv ham et tørret griseøre. Så går vi ind og får en kop kaffe.”
”Har de kakao?” Didi har ganske rigtigt fuldstændig styr på indholdet af de voksnes samtale. ”Med flødeskum?”
”Lad os finde ud af det.” Anne-Maj sætter hænderne mod armlænene og skubber kroppen op i lodret position. Et skarpt jag i det nyopererede knæ får det til at svimle for hende, og hun må gøre holdt et øjeblik, mens hun mærker sveden pible frem langs hårgrænsen. Da hun igen kan trække vejret, bakser hun krykkerne på plads, så hun kan støtte sig til dem. I det samme bemærker hun Ibens udtryk. ”Det går fint,” insisterer Anne-Maj.
”Det ser altså ikke sådan ud.” Iben holder bekymret øje med sin mor, mens de sætter kursen mod hovedindgangen.
De tager plads midt i restauranten – næsten halvdelen af bordene er fjernet, så regeringens afstandskrav kan overholdes, og alle pladser ved vinduespartiet er optaget af frottéindhyllede wellnessdamer. Søstrene Miah og Lenette fra i går vinker muntert, og Anne-Maj nikker tilbage, mens hun klamrer sig til krykkerne.
De gæster, som Anne-Maj nu ved er her på rekreation, sidder for sig selv bagerst i lokalet. En bleg kvinde og en ældre, bebrillet herre sidder over for den stressede Ida Funch samt en særdeles velklædt dame. Tytter, præsenterede hun sig ved morgenbordet, hvor hun og Anne-Maj havde siddet over for hinanden.
Tytter er her for at tabe sig på en eller anden juicekur. Hvis man nu var lidt snedig, så bad man om at komme på den samme diæt, tænker Anne-Maj. Det ville da være smart at kombinere genoptræningen med et højst tiltrængt vægttab. Problemet er bare, at hun lige har tjekket menuen og ved, der er hjemmelavet pasta med hummersauce i aften. Og tiramisu til dessert … Fra i morgen, beslutter hun. Så vil hun overveje det seriøst.
”Er det dit barnebarn, Anne-Maj?” spørger den søde, unge tjener fra i går. ”I ligner vel nok hinanden.” Hun sætter den musselmalede kop med varm chokolade foran Didi og stiller en skål med rigelige mængder flødeskum ved siden af den. ”Samme runde næsetip, samme smilehuller.”
Hendes øjne er lattermilde over mundbindets kant. Didi og Anne-Maj kigger forbløffet på hinanden; den første måske en anelse mindre begejstret end den anden. De to er så forskellige, som man næsten kan være, når man er blodsbeslægtet, og de plejer ikke ligefrem at føle sig som hinandens spejlbilleder.
Anne-Maj lille, bred, med det grå hår klippet i noget, den lokale frisørsalon insisterer på at kalde en frisk korthårsfrisure. Didi tynd, med alle tegn på med tiden at vokse sig høj; håret er langt, tykt og gyldent. Læg dertil, at aldersforskellen er på godt et halvt århundrede.
”Ah, hvad?” siger barnet efter ubønhørligt at have ladet et skeptisk blik vandre rundt mellem sin mormors rynker og deller. ”Synes du virkelig?”
”Det med smilehullerne er da rigtigt nok,” siger Iben. ”Jeg har dem også. Se!” Hun smiler overdrevent.
Didi løfter et øjenbryn og vender sig atter mod tjeneren. ”Hvad hedder du?”
”Katrine.” Tjeneren piller ved sit mundbind, griber sig i det og lader skyndsomt hånden falde. ”Hvad hedder du?”
”Didi.”
Katrine opdager, at den tatoverede wellnessdame, Miah, ved vinduet gør tegn til hende om at komme. Hun blinker til Didi og forsvinder så for at passe sit arbejde.
”Hun er sød, hvad?” siger Iben og følger den unge kvinde med øjnene. ”Og ansvarsbevidst. Meget fornuftigt at have mundbind på.”
”Mon ikke det er en direkte ordre?” Anne-Maj nikker over mod et vinduesbord, hvor en delvist formummet ungtjener er i færd med at servere. ”Det er vel et spørgsmål om tid, før vi alle sammen render rundt med sådan en halvmaske.”
”Det skulle ikke undre mig.”
Anne-Maj tømmer koppen og skubber den lidt ind på bordet. Bevægelsen rykker en anelse ved hendes ben, som ligger placeret på nabostolen. Hun skotter ned mod uret. Der er fyrre minutter, til hun må tage den næste dosis. Pokkers.
Iben har heldigvis ikke bemærket noget. De sidder og småsnakker hyggeligt i et kvarters tid, og så rejser hun sig. ”Nå,” siger hun. ”Vi må se at komme hjem.”
”Du husker at vande blomsterne, ikke?”
”Jo jo jo.” Iben ser på sin datter: ”Er du ved at være klar, skat?”
Didi slubrer resten af den nu afkølede chokolade i sig og tillader nådigt moren at borttørre et lille flødeskumsoverskæg, inden de tager tøj på.
”Hov!” siger Iben. ”Jeg havde nær glemt at give dig det her.” Hun lægger ugens udgave af Alt for Familien foran sin mor.
”Tak,” siger Anne-Maj. ”Det var sødt af dig.”
”Ingen årsag, fru Mortensen.” Iben vifter lidt akavet. ”Vi giver altså ikke farvelknus eller noget.”
”Helt fint.” Anne-Maj orker ikke alle de forklaringer; hun ved det jo godt alt sammen. Desuden er det ikke rart hele tiden at blive mindet om, at man på grund af sin fremskredne alder befinder sig i risikogruppen. ”Hende, der sidder derovre,” hun nikker diskret i retning mod gruppen af rekreationsgæster, ”hende i den blå cardigan … Hun er redaktionschef på Alt for Familien.”
”Nå da.” Iben lyder ikke specielt interesseret.
Anne-Maj bliver siddende ved bordet. Hun finder en kuglepen frem og slår ugebladet op på krydsordssiderne. Det er ganske vist tid for hendes øvelser, men som hun har det lige nu, er de et håbløst projekt. Hun kan lige så godt forsøge at beskæftige sig med noget andet.
Hendes øje er stadig ømt efter nattens uheld, og knæet gør så ondt, at hun kun med opbydelsen af alle sine mentale kræfter har været i stand til at stå den seneste halve time igennem. Omgivelserne tåger til, mens tårerne lægger sig som en svidende hinde over hendes øjne, og hun må opgive krydsordsopgaven, før hun overhovedet er kommet i gang. Hun har været tapper længe nok nu, beslutter hun.
Hun vinker Katrine til sig og får hende til at hente et glas vand. ”Og en halv karaffel hvidvin,” tilføjer hun og rækker ud efter en serviet at duppe øjnene med. Den unge kvinde ser ud, som om hun har mere lyst til at tilkalde en ambulance, men Anne-Maj ryster på hovedet. ”Jeg skal bare have min medicin, så går det fint.”
Hun fisker æsken med de stærke, smertestillende kapsler op fra tasken. Den lille sølvæske har en turkisfarvet miniaturegravhund på låget. Anne-Maj savner med ét Mortensen den Tredje, så det gør ondt.
Døden i kurbadet
Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation.
Knæet værker, og det hele går lidt langtsom på grund af krykkerne.
Men da en af de andre kurgæster dør, sætter Anne-Maj smerterne til side og går i gang med sin egen efterforskning – også selvom den ikke ligefrem behager det lokale politi.
Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i Anne Grues hyggekrimiserie om efterlønneren Anne-Maj Mortensen.
Andre bøger i samme serie:
Blodigt Bryllup
En geskæftig kvinde findes død under forberedelserne til et bryllup på en herregård. Og der er ikke tale om et hvilket som helst bryllup, for det er den selvbestaltede privatdetektiv Anne-Maj Mortensens datter, der skal giftes. Da Anne-Maj går i gang med at undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, opdager hun hurtigt, at der måske er tale om mord. Og snart følger flere …
Blodigt bryllup er en minikrimi baseret på Familiejournalens føljeton om den ukonventionelle efterlønner Anne-Maj Mortensen, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult.
Ligene i lysthuset
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
Nøglen til mord
Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen.
Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.
Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.
Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.
Mysteriet i genbrugsen
Mysteriet i Genbrugsen er første bog i en helt ny serie serie fra Anna Grue, der skrev Dan Sommerdahl-serien.
Der foregår noget mystisk i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland.
LÆS OGSÅ: Anna Grue: Mine krimier handler mere om mennesker og relationer end om kriminalitet
En efter en afgår butikkens aldrende frivillige ved døden. Politiet afskriver dødsfaldene som naturlige, men efterlønner Anne-Maj Mortensen er stærkt skeptisk.
Så selvom hun har travlt med familiemiddage, hundeopdragelse og havearbejde, går hun i gang med at efterforske sagen.
En rigtig hyggekrimi der kommer til at kalde på en lang weekend i sommerhus med en stor kop te og masser af læsetid.
Anna Grue har med Døden i kurbadet skabt andet selvstændige bind i hyggekrimiserien om efterlønneren Anne-Maj. Start din læsning allerede nu.
Efterlønneren Anne-Maj Mortensen er tilbage, og hun er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation. En kvinde findes myrdet, og det er overvældende, når også knæet gør ondt, genoptræningen er ubehagelig og maden er afsindig meget dårligere end Anne-Majs egen.
LÆS OGSÅ: 10 romaner du skal læse i 2021 – her venter fantastiske læseoplevelser
Anne-Majs frustrationer over kurbadsoplevelsen bliver dog hurtigt erstattet af hendes egen efterforskning, som ikke ligefrem behager det lokale politi. Men med krykkerne godt placeret under armene, går Anne-Maj igang med selv at finde frem til morderen.
Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i hyggekrimiserien om efterlønneren Anne-Maj. Bogen udkommer den 28. maj 2021, men du kan allerede starte din læsning nu – lige herunder.
Du kan købe Døden i kurbadet online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 28. maj.
Anna Grue
Døden i kurbadet
1
Fredag den 11. september
Anne-Maj Mortensen har aldrig følt sig tiltrukket af wellness-industrien. Agurkeskiver på øjnene, saunagus, hvalsang og pling-plong-meditationsmuzak … nej. Bare nej.
Alligevel sidder hun nu midt i et spahelvede omgivet af muntert pludrende venindepar, som vandrer rundt i hvide badekåber på vej til eller fra ansigtsbehandlinger og mudderbade. Mange af dem bærer rundt på uappetitligt udseende smoothies: grønne, bordeaux eller gråslimede af chiafrø og proteinpulver.
Fy for pokker, tænker Anne-Maj og lader sig med en højlydt stønnen synke ned i en blomstret lænestol med ryggen til de andre gæster. Hun placerer sit nyopererede venstreben på en puf og filosoferer videre over den ubegribelige smoothietrend: Hvis man vil have frugt og grøntsager, kan man vel bare spise dem. Hvorfor ødelægge de gode fibre med en tur i blenderen? Hun fatter det ikke.
Anne-Maj er her med andre ord ikke for den såkaldte wellness’ skyld. Den er blot et nødvendigt onde, hun må finde sig i for at få det, hun i dyre domme betaler for: tre uger med fuld forplejning, kyndig fysioterapi, en god seng – og ingen trapper.
Det sidste er nok i virkeligheden det vigtigste. Anne-Maj har nemlig så sent som i mandags fået et nyt knæled, og i sin nuværende tilstand, afhængig af to krykkestokke og med temmelig mange smerter, ser hun sig ude af stand til at bo i sit lille, toetagers byhus inde i Nykøbing: Toilet og soveværelse befinder sig på førstesalen, køkkenet i stueetagen. Det ville betyde mange ture op og ned ad trappen hver dag, og det magter hun ganske enkelt ikke, selv om personalet på hospitalet stædigt har fastholdt, at det burde hun kunne nærmest med det samme.
Det kan de sagtens sige, tænker hun og smiler lidt anstrengt til den buttede tjener, som har fulgt hende ud i havestuen med et glas kold hvidvin og en karaffel med postevand på en rund bakke. Den unge kvindes mund og næse er skjult bag et babyblåt engangsmundbind, men hendes øjne lader ingen i tvivl om, at hun smiler. Da hun er gået, sluger Anne-Maj to smertestillende kapsler og synker tilbage i stolen med et suk.
Hun kunne naturligvis have valgt et seriøst, specialiseret rekreationshjem uden alt det forstyrrende new age-halløj, men det nærmeste ligger i Nordsjælland, og hun har det skidt med at skulle så langt væk; helt at undvære regelmæssige besøg af datteren Iben, barnebarnet Didi og sin lille hund, som i heldigste fald og med vinden i den rigtige retning adlyder navnet Mortensen den Tredje.
Odsherreds eneste lokale genoptræningsmulighed er netop stedet her: Høve Kurbad, knap tyve kilometer fra Nykøbing. Det højtbeliggende hotel er kendt viden om for sin enestående udsigt over Sejerøbugten og de smukt renoverede bygninger: kalkede mure, store småsprossede vinduer, en bred veranda ud mod havsiden – alt i hvidt med små detaljer i en sart lyseblå. Det er så smagfuldt, at det gør ondt.
Hovedbygningen har ligget her, øverst på skrænten, i over hundrede år, mens spafløjen med pool og diverse behandlingsrum er opført for få år siden. Det hele i den originale stil, som mest af alt minder om et romantisk badehotel. På den stejlt skrånende grund ud mod bugten er anlagt en kæmpestor, charmerende have, der holdes delvist vild; med klippede stier i det høje græs og en mængde små buskadser, så parken trods sin størrelse virker intim og hyggelig. Rundtomkring står hvidmalede bænke, og Anne-Maj ville ønske, hendes ben tillod hende en spadseretur ned til en af dem.
Niveauet for såvel genoptræning som spaophold er højt, har hun ladet sig fortælle, og prisen er naturligvis derefter: Anne-Maj har været nødt til at optage lån i sit hus for at få råd. Men hjælper behandlingen, ræsonnerer hun, er det hver en krone værd. Hun har en god forudanelse om, at det gør den. Fysioterapeuten lyder i hvert fald meget overbevisende.
Hun nipper til vinglasset. Det er eftermiddagens tredje genstand, men noget skal man jo have at stå imod med, tænker hun og kaster et irriteret blik ud mod et par i trediverne, der med armene om hinanden har taget opstilling på verandaen. De spærrer totalt for udsigten. Egoister.
Siden myndighederne i marts tog konsekvensen af, at coronapandemien var nået frem til lille Danmark, har hun og de fleste andre tillært sig de nye omgangsformer uden de store problemer. Efterhånden sker det nærmest automatisk:
Man holder afstand, spritter af, vasker hænder, undgår store forsamlinger, passer på hinanden, mødes så vidt muligt udendørs, holder sig til sin boble af udvalgte venner og familiemedlemmer. Som forhenværende lægesekretær har Anne-Maj været vant til et højt hygiejneniveau hver eneste dag, så hende generer det ikke, og så vidt hun kan bedømme, gælder det også størstedelen af hendes landsmænd. Alle er trætte af restriktionerne, men man holder ud. Enhver kan jo se på smittetallene, at de virker.
I denne situation er det virkelig heldigt, at hun opholder sig netop her på dette luksuskurbad, hvor hygiejnen er i top, og personalet tydeligvis er instrueret i at tage alle forholdsregler. Alt foregår ubesværet og som den naturligste ting i verden; ikke som i supermarkedet, hvor man hele tiden skal vogte sig for de demonstrativt ligeglade. Anne-Maj kaster endnu et surt blik ud mod det forelskede par, der står ganske ugenert og tungekysser med hele hotellet som publikum. Gå dog op på værelset og smit hinanden, tænker hun arrigt.
Det lyseblå hus hjemme på Lindealle passes af Iben og Didi, som fodrer, lufter og med garanti overforkæler Mortensen. Det er ikke noget stort offer for dem – begge elsker den ruhårede gravhund og ville meget gerne selv have et firbenet familiemedlem, men deres udlejer er urokkelig modstander af enhver form for kæledyr.
I et par måneder under pandemiens første bølge havde Anne-Maj, Iben og Didi isoleret sig sammen i førstnævntes hus, og det var egentlig gået forbløffende godt med at etablere nye hverdagsrutiner, selv om pladsen var trang. Iben var af og til forsvundet en enkelt aften. Hun nægtede at sige, hvor hun var, men lovede på æresord, at hun opførte sig fornuftigt og lod sig teste regelmæssigt.
”Jeg er voksen, Mor,” havde hun påpeget. ”Jeg har brug for et voksenliv. Og jeg får pip, hvis jeg skal se på jer to hver eneste aften, indtil det her er overstået.”
Af og til skal man bare ikke diskutere med Iben, ved Anne-Maj, så det gjorde hun naturligvis heller ikke ved disse lejligheder. Skal hun være helt ærlig, er hun af og til lidt bange for sin datter.
”Hej.” En stemme skærer sig ind i Anne-Majs tanker. ”Må jeg sidde her, eller venter du på nogen?”
Det er en lille vissenpind af en dame, noget yngre end Anne-Maj selv og iklædt wellnessfolkets uniform: en kridhvid frottékåbe og skridsikre gummisandaler. Hendes skulderlange pagehår er stribet i honninggyldne nuancer. Hun opdager Anne-Majs ansigtsudtryk og tilføjer lidt forskrækket: ”Forstyrrer jeg?”
”Nej da,” lyver Anne-Maj. Herregud. Den anden er tydeligvis også på et soloophold. Det er vel meget logisk, at de to kvinder fordriver lidt af tiden sammen. ”Nej nej,” gentager hun. ”Sæt dig endelig ned.”
”Ida Funch.” Damen stiller et dugget glas fra sig og rækker rutinemæssigt ud efter flasken med håndsprit.
”Anne-Maj Mortensen.”
”Skål.” Ida Funchs drink ligner en gintonic; heldigvis ikke en af de ulækre smoothies. ”Er du her til genoptræning?” spørger hun med et blik mod Anne-Majs bandagerede ben.
”Nyt knæ,” svarer Anne-Maj. ”Jeg blev opereret mandag, ankom hertil i går – og har booket rekreationsophold indtil tredje oktober. Og du? Du er her måske kun weekenden over?”
”Næh, jeg bliver et par uger. Jeg skal bare hvile mig lidt.” Ida trækker på skuldrene. ”Det er mere … mentalt.”
”Ja?”
Ida trækker badekåben lidt mere sammen om sig: ”Jeg gik ned med stress for et par måneder siden …”
Et nyt skuldertræk. ”Jeg troede egentlig, det ville hjælpe at arbejde hjemmefra under nedlukningen, så jeg slap for alle afbrydelserne på kontoret, men nej. Det blev nærmest værre. Jeg kunne slet ikke overskue noget som helst, og det var mig, der skulle styre alle de interne Zoom-møder på computeren og sørge for, at de andres opgaver blev koordineret. Det kunne jeg slet ikke klare … Nu er jeg så sygemeldt. Jeg får antidepressiv medicin og går i terapi, og behandlingen er begyndt at virke så godt, at jeg snart kan vende tilbage til arbejdet. Så foreslog min mand, at det måske ville være smart at forkæle mig selv lidt inden da. Det er derfor, jeg er her.”
”Det lyder da som en god idé.” Anne-Maj har meget svært ved at forestille sig at få stress. Hendes overbevisning er i bund og grund, at man bare skal tage sig sammen og være omhyggelig med at planlægge sin hverdag. Orden og systematik giver ro i sindet. Men den slags siger man jo ikke højt. ”Hvad laver du?”
”Lige nu?” Ida ler. ”Slapper af og får en drink.” Hun ser på Anne-Maj. ”Sorry. Det er selvfølgelig ikke det, du mener. Jeg er redaktionschef på Alt for Familien … Jeg ved ikke, om du kender bladet?”
”Jo da,” svarer Anne-Maj helt oplivet. ”Jeg har faktisk lige bedt min datter om at tage denne uges nummer med til mig i morgen. I har nogle rigtig gode krydsord.”
Ida nikker. Isterningerne klirrer i glasset, da hun tager en ny slurk. ”Så du har en voksen datter?”
”Iben.” Anne-Maj smiler. ”Og et barnebarn på snart tolv.”
”Hold da op.” Ida tager endnu en slurk af sin drink. ”Hvad laver Iben?”
”Hun er … Hun søger job for tiden,” siger Anne-Maj.
”Åh. Hvad som?”
”Iben har været ekspedient i mange år, de seneste år i en skoforretning. Hun var ret glad for det, men så kom coronaen.”
”Det gør mig ondt.” Ida lyder faktisk, som om hun mener det. Hun rejser sig: ”Skal du have én med?” Hun ser på Anne-Majs næsten tomme vinglas.
”Jeg burde ikke …”
”Åh, kom nu. Det er min omgang. Bagefter kan vi gå ind og spise. Jeg kan se, der er søtunge i dag.”
”Tak.” Anne-Maj tømmer glasset. ”Men jeg har altså spist.”
Ida ser på uret. ”Den er kun lidt over syv.”
”Jeg var så sulten, og køkkenet åbnede klokken fem.”
”Var den så god, maden?”
”Joh …” Anne-Maj trækker på det. ”Fisken var lidt tør, som om den lige havde fået nogle minutter for meget i ovnen, og kålsalaten var for groft skåret.”
”Jaså.” Ida ser en smule forbløffet ud. Hun kender jo ikke Anne-Majs pertentlige forhold til madlavning.
Det tætomslyngede par på verandaen er gået, og lyset er så småt ved at svinde. Anne-Maj stirrer gennem det småsprossede vindue ud over Sejerøbugten, hvor en mængde hvide skumtoppe langt nede under hende bryder det mørke havvand.
Ida kommer tilbage med deres drinks, og den følgende time tilbringer de to kvinder i hyggelig samtale. Pillerne og alkoholen i forening har dæmpet smerterne i Anne-Majs knæ til et udholdeligt niveau, og hun sender i sit stille sind en dybfølt tak til sin læge, Morten, som har sørget for, at hans gamle lægesekretær har ordentlig smertedækning i stedet for de håndkøbstabletter, der er hospitalets bedste bud.
To kvinder i trediverne sætter sig i sofagruppen ved siden af, også de i badekåber og begge med mørkt, fugtigt hår; den ene kvindes er langt, og den anden er klippet i en kort stritfrisure. Den langhårede har en kæmpemæssig, indviklet tatovering, der dækker hele det ene underben, og et tyndt, flettet læderarmbånd om håndleddet.
”Skål,” siger den korthårede kvinde og nikker til Ida og Anne-Maj med løftet glas.
Da alle fire har nippet til deres drinks, siger den tatoverede i et konverserende tonefald: ”Nå, vi kan da ikke klage, hvad?” Hendes stemme skratter let, som om hun har været kæderyger hele sit liv, og hendes stemmebånd nu definitivt er ved at give op. ”Det her er da bare livet!” Hun sender dem et stort smil.
”Kurbadet?” spørger Anne-Maj. ”Ja, her er dejligt.”
”Vi har vundet det,” siger den korthårede. ”Opholdet, altså. To overnatninger på enkeltværelser, fuld forplejning og tre behandlinger hver. Det koster os ikke en krone.”
”Vi og vi.” Den tatoverede smiler. ”Du vandt, og så var du så sød at invitere din lillesøster med.”
”I er søstre?” spørger Ida.
”Ja.” Hun peger med glasset over mod den anden kvinde: ”Det der er Lenette, og jeg hedder Miah. Andersen og Andersen.”
”For et par uger siden lå der en adresseret brochure i min postkasse,” fortæller Lenette, ”og vi har endda et Nej tak til reklamer-skilt klistret på. Det er ret irriterende, at det ikke bliver respekteret … men denne gang var det jo faktisk held i uheld,” siger hun.
”Hvis tryksagen er adresseret til dig, gælder Nej tak-skiltet ikke,” siger Ida i et lidt belærende tonefald, som om hun er ved at formulere en notits til sit ugeblad.
Lenette trækker på skuldrene. ”Det var i hvert fald en reklame for et eller andet firma, og der stod uden på kuverten, at man kunne vinde en spaweekend i Høve … Ellers havde jeg sgu nok ikke lukket den op. Man kunne deltage i konkurrencen ved at svare på nogle dødlette spørgsmål og sende svarene til en bestemt mailadresse.”
Ida smiler. ”Og så vandt du? Fantastisk!”
”Det er helt sikkert på grund af coronaen,” siger Ida. ”Alle hoteller og restauranter har mistet mange penge, så de gør vel alt for at få lidt gang i omsætningen.”
”Ja, alle regeringens vanvittige påfund går hårdt ud over erhvervslivet,” siger Lenette og ryster på hovedet. ”Bare vent: Der vil være mange, som går konkurs. Det er godt nok en høj pris at betale for at undgå en ganske almindelig influenza.”
Anne-Maj skal lige til at protestere, men tager sig i det. Ikke om hun gider sidde her og diskutere alvoren af coronavirus. Hun leder behændigt samtalen over på mere neutralt område og spørger de to søstre ud om kurbadets udvalg af behandlinger.
Kort efter forlader de yngre kvinder havestuen og går op på deres værelser for at skifte til almindeligt tøj inden middagen.
”Skal vi se at komme ind i restauranten?” spørger Anne-Maj.
”To minutter,” svarer Ida. ”Jeg skal lige drikke ud.”
Da de omsider forlader havestuen, og Anne-Maj tumler lidt med stokke og skuldertaske, standser Ida pludselig midt i en bevægelse: ”Nu ved jeg, hvor jeg kender dig fra,” udbryder hun. ”Det var dig, der fangede en seriemorder sidste år! I den der genbrugsbutik … det var i Nykøbing Sjælland, ikke?”
Anne-Maj lægger ansigtet i ydmyge folder. ”Åh,” siger hun, ”det var da ikke noget.”
”Jo, det var,” ivrer Ida. ”Hvis du ikke havde grebet ind – hvem ved, hvor mange flere der så var døde?”
”Før eller siden havde politiet vel fundet frem til den rigtige,” svarer Anne-Maj og undgår omhyggeligt at støtte på venstre ben. Virkningen af den smertestillende medicin er ved at klinge af.
”Nu ikke så beskeden.”
Anne-Maj er i vældigt humør resten af aftenen og fortæller beredvilligt om opklaringen af forrige års Genbrugs-mord, og Ida lytter helt opslugt, mens hun spiser. Først da Anne-Maj er ved at trimle om af træthed, bryder de op. Ida følger sin nye bekendt helt hen på værelset, og Anne-Maj må gøre sig meget fast i mælet for at slippe for hendes lidt for omsorgsfulde selskab under vandladning og tandbørstning.
Da Anne-Maj er blevet alene, og aftentoilettet er overstået, tager hun endnu to af Mortens gode Dolol-kapsler. Så trækker hun dynen op til næsen, forsøger at ignorere smerterne og vipper fødderne op og ned, som hun har fået besked på af fysioterapeuten. Resten af de obligatoriske øvelser springer hun over. I morgen giver hun den en ekstra skalle, tænker hun.
2
Lørdag den 12. september
”Mor!” Iben ser helt forskrækket ud. ”Hvad er der sket?”
”Åh, det er bare mig, der er en klovn.” Anne-Maj sidder på en havestol med en ivrigt logrende Mortensen på skødet. ”Jeg skulle ud at tisse i nat, og så gled den ene krykke på badeværelsesgulvet. Jeg snublede og hamrede hovedet ned mod håndvasken; tænkte kun på at passe på mit knæ, så … Ja, det må have set fuldstændig åndssvagt ud.”
Hun forsøger sig med et grin, men har for en gangs skyld lidt svært ved selv at se det morsomme i sin egen klodsethed. Slaget i sig selv havde selvfølgelig gjort ondt, men følelsen af sårbarhed var langt værre. En angst, som hun ellers ikke kender meget til, havde grebet hende. Hvad nu, hvis hun havde vrikket helt forkert om på det nyopererede knæ? Skulle hun så opereres på ny? Og hvad var der sket, hvis hun ikke havde kunnet komme op igen, som hun lå der uden sin mobil? Hvor længe ville hun have ligget derude på flisegulvet, før nogen havde fundet på at lede efter hende?
”Én ting er sikker,” tilføjer hun, mens hun gør et ihærdigt forsøg på at holde Mortensens tunge ude af sit næsebor. ”Det har gjort mig endnu mere glad for ikke at være derhjemme for tiden. Tænk, hvis det var sket på vej ned ad trappen. Jeg kunne være død.”
Didi glemmer alt det med at holde afstand og slår armene om hende. ”Sådan må du ikke sige, Mormor. Du må ikke dø.”
”Det gjorde jeg jo heller ikke,” siger Anne-Maj, som nu både skal holde styr på sin eksalterede hund og det stakkels knæ samt skubbe sit forskrækkede barnebarn lidt på afstand, uden at det virker alt for ukærligt. Ungen er jo tilbage i skole her efter sommerferien, og hvem ved, hvor meget virus hun er udsat for i det daglige? ”Det gik jo fint, skat.”
”Men dit øje!”
”Ja, det vil nok være papegøjefarvet resten af den tid, jeg skal være her. Jeg ser herrens ud.”
Hverken Iben eller Didi modsiger hende.
De sidder på terrassen med Sejerøbugten liggende udstrakt under sig. Den stride blæst gør det i virkeligheden lidt for koldt at sidde stille, men Anne-Maj er ude af stand til at gå mere end nogle få meter, så raske spadsereture i det kuperede landskab er udelukket, og da hotellet udtrykkeligt formener hunde adgang indendørs, er hun og hendes gæster nødt til at blive, hvor de er.
”Men hvordan går det ellers, fru Mortensen?” spørger Iben, da hun omsider har fået nok af at stille spørgsmål om morens sæbeøje. ”Har du mange smerter?”
”Joh …” Anne-Maj kaster et blik over mod Didi, der har lokket Mortensen den Tredje med sig og nu er i færd med at rulle grankogler hen til ham. Erfaringen siger, at Didi udmærket er i stand til at følge med i en samtale, selv om hun tilsyneladende er dybt koncentreret om noget andet. Og der er jo ingen grund til at gøre barnet bekymret.
”Det er ikke så galt,” lyver hun derfor. ”Det er værst, når Kim Kellerup har været hård ved mig. Fysioterapeuten,” tilføjer hun. ”Han er sådan en kropsfanatiker; går til crossfit flere gange om ugen, har han fortalt. Hvis man kan gøre den slags frivilligt, når man har tilbragt hele dagen i et motionscenter, så er man altså lidt blød i bolden … Kim er sindssygt skrap. Altså virkelig. Det er ligesom at blive hundset med af sin gamle gymnastiklærer.”
”Åh, jeg kender typen,” siger Iben med en gysen. ”Der er kun én slags mennesker, der kan skræmme mig mere end idrætslærere, og det er bademestre.”
Anne-Maj ler. ”Præcis. Kombinationen af rungende fliserum, klorlugt, plastsandaler og en skinger fløjte forvandler mig til en hare, der sidder paralyseret af angst i billygternes lyskegle. Det er en stor del af grunden til, at jeg hader svømmehaller.”
”Og tænk, betaler du ligefrem penge for at lade sådan en type kommandere rundt med dig?” Iben ryster på hovedet.
”Arh, så slem er han nu ikke,” trækker Anne-Maj i land. ”Kim er faktisk ret hjælpsom, når det stikker ham. Egentlig skal jeg klare alt muligt selv allerede nu, men … I går tabte jeg min pilleæske, da jeg ville tage noget smertestillende efter træningen. Jeg havde ærligt talt virkelig mange smer…”
Anne-Maj stopper midt i ordet. Hun ser over mod Didi, der forsøger at få Mortensen til at gribe grankoglen i luften. Den lille hund står bomstille med et undrende blik, mens barnet kaster koglen til ham igen og igen. Det falder ham tydeligvis ikke ind at gribe noget som helst. Anne-Maj ser igen på Iben. ”Du ved …” Da hendes datter nikker, fortsætter hun:
”Men i hvert fald … Jeg tabte æsken, og kapslerne rullede ud over hele gulvet og ind under diverse styrketræningsmaskiner. Jeg kunne pludselig slet ikke overskue at skulle ned og kravle rundt efter dem, og jeg vidste, at det ville Kim kræve, og … jeg havde så on… var så træt, og jeg kunne slet ikke overskue det.”
”Åh, Mor.”
Det er yderst sjældent, at Iben viser omsorg for sit mødrene ophav. Anne-Maj er lige ved at miste tråden. ”Nå, men … hvad var det? Jo, det opdagede Kim så. Og i stedet for straks at kommandere mig ned på alle fire lod han mig blive siddende, og så var det ham, der kravlede rundt og samlede alle kapslerne op og puttede dem i min lille æske. Bagefter hentede han et glas vand til mig, og så sad vi og sludrede, indtil pillerne begyndte at virke, og jeg kunne humpe tilbage til mit værelse.”
”Han lyder da ret sød.”
”Ja, han kan i hvert fald være det.” Anne-Maj skærer en grimasse. ”Men jeg er bange for, at det er undtagelsen. Det meste af tiden er manden ganske forfærdeligt ivrig.”
”Det er den slags jo.” Iben smiler skævt. ”Jeg kan lige se dig for mig fistre rundt i et træningslokale med sådan en sporty type med alt for meget energi.”
”Fire mere! Fire mere! Bare giv den gas!” vrænger Anne-Maj og ler. ”Heldigvis er manden på weekend nu, så jeg slipper for det helvede indtil på mandag.”
”Hvor tit skal du igennem træningsprogrammet?”
”Flere gange om dagen, de fleste på egen hånd.” Hun skutter sig. ”Ej, hvor er her koldt!”
”Jeg har også fået for lidt tøj på,” indrømmer Iben. ”Jeg har vist ikke helt indset, at det er ved at blive efterår.”
”De lover indian summer i de kommende uger.”
”Virkelig? Det lyder godt.”
”Sæt Mortensen i bilen, og giv ham et tørret griseøre. Så går vi ind og får en kop kaffe.”
”Har de kakao?” Didi har ganske rigtigt fuldstændig styr på indholdet af de voksnes samtale. ”Med flødeskum?”
”Lad os finde ud af det.” Anne-Maj sætter hænderne mod armlænene og skubber kroppen op i lodret position. Et skarpt jag i det nyopererede knæ får det til at svimle for hende, og hun må gøre holdt et øjeblik, mens hun mærker sveden pible frem langs hårgrænsen. Da hun igen kan trække vejret, bakser hun krykkerne på plads, så hun kan støtte sig til dem. I det samme bemærker hun Ibens udtryk. ”Det går fint,” insisterer Anne-Maj.
”Det ser altså ikke sådan ud.” Iben holder bekymret øje med sin mor, mens de sætter kursen mod hovedindgangen.
De tager plads midt i restauranten – næsten halvdelen af bordene er fjernet, så regeringens afstandskrav kan overholdes, og alle pladser ved vinduespartiet er optaget af frottéindhyllede wellnessdamer. Søstrene Miah og Lenette fra i går vinker muntert, og Anne-Maj nikker tilbage, mens hun klamrer sig til krykkerne.
De gæster, som Anne-Maj nu ved er her på rekreation, sidder for sig selv bagerst i lokalet. En bleg kvinde og en ældre, bebrillet herre sidder over for den stressede Ida Funch samt en særdeles velklædt dame. Tytter, præsenterede hun sig ved morgenbordet, hvor hun og Anne-Maj havde siddet over for hinanden.
Tytter er her for at tabe sig på en eller anden juicekur. Hvis man nu var lidt snedig, så bad man om at komme på den samme diæt, tænker Anne-Maj. Det ville da være smart at kombinere genoptræningen med et højst tiltrængt vægttab. Problemet er bare, at hun lige har tjekket menuen og ved, der er hjemmelavet pasta med hummersauce i aften. Og tiramisu til dessert … Fra i morgen, beslutter hun. Så vil hun overveje det seriøst.
”Er det dit barnebarn, Anne-Maj?” spørger den søde, unge tjener fra i går. ”I ligner vel nok hinanden.” Hun sætter den musselmalede kop med varm chokolade foran Didi og stiller en skål med rigelige mængder flødeskum ved siden af den. ”Samme runde næsetip, samme smilehuller.”
Hendes øjne er lattermilde over mundbindets kant. Didi og Anne-Maj kigger forbløffet på hinanden; den første måske en anelse mindre begejstret end den anden. De to er så forskellige, som man næsten kan være, når man er blodsbeslægtet, og de plejer ikke ligefrem at føle sig som hinandens spejlbilleder.
Anne-Maj lille, bred, med det grå hår klippet i noget, den lokale frisørsalon insisterer på at kalde en frisk korthårsfrisure. Didi tynd, med alle tegn på med tiden at vokse sig høj; håret er langt, tykt og gyldent. Læg dertil, at aldersforskellen er på godt et halvt århundrede.
”Ah, hvad?” siger barnet efter ubønhørligt at have ladet et skeptisk blik vandre rundt mellem sin mormors rynker og deller. ”Synes du virkelig?”
”Det med smilehullerne er da rigtigt nok,” siger Iben. ”Jeg har dem også. Se!” Hun smiler overdrevent.
Didi løfter et øjenbryn og vender sig atter mod tjeneren. ”Hvad hedder du?”
”Katrine.” Tjeneren piller ved sit mundbind, griber sig i det og lader skyndsomt hånden falde. ”Hvad hedder du?”
”Didi.”
Katrine opdager, at den tatoverede wellnessdame, Miah, ved vinduet gør tegn til hende om at komme. Hun blinker til Didi og forsvinder så for at passe sit arbejde.
”Hun er sød, hvad?” siger Iben og følger den unge kvinde med øjnene. ”Og ansvarsbevidst. Meget fornuftigt at have mundbind på.”
”Mon ikke det er en direkte ordre?” Anne-Maj nikker over mod et vinduesbord, hvor en delvist formummet ungtjener er i færd med at servere. ”Det er vel et spørgsmål om tid, før vi alle sammen render rundt med sådan en halvmaske.”
”Det skulle ikke undre mig.”
Anne-Maj tømmer koppen og skubber den lidt ind på bordet. Bevægelsen rykker en anelse ved hendes ben, som ligger placeret på nabostolen. Hun skotter ned mod uret. Der er fyrre minutter, til hun må tage den næste dosis. Pokkers.
Iben har heldigvis ikke bemærket noget. De sidder og småsnakker hyggeligt i et kvarters tid, og så rejser hun sig. ”Nå,” siger hun. ”Vi må se at komme hjem.”
”Du husker at vande blomsterne, ikke?”
”Jo jo jo.” Iben ser på sin datter: ”Er du ved at være klar, skat?”
Didi slubrer resten af den nu afkølede chokolade i sig og tillader nådigt moren at borttørre et lille flødeskumsoverskæg, inden de tager tøj på.
”Hov!” siger Iben. ”Jeg havde nær glemt at give dig det her.” Hun lægger ugens udgave af Alt for Familien foran sin mor.
”Tak,” siger Anne-Maj. ”Det var sødt af dig.”
”Ingen årsag, fru Mortensen.” Iben vifter lidt akavet. ”Vi giver altså ikke farvelknus eller noget.”
”Helt fint.” Anne-Maj orker ikke alle de forklaringer; hun ved det jo godt alt sammen. Desuden er det ikke rart hele tiden at blive mindet om, at man på grund af sin fremskredne alder befinder sig i risikogruppen. ”Hende, der sidder derovre,” hun nikker diskret i retning mod gruppen af rekreationsgæster, ”hende i den blå cardigan … Hun er redaktionschef på Alt for Familien.”
”Nå da.” Iben lyder ikke specielt interesseret.
Anne-Maj bliver siddende ved bordet. Hun finder en kuglepen frem og slår ugebladet op på krydsordssiderne. Det er ganske vist tid for hendes øvelser, men som hun har det lige nu, er de et håbløst projekt. Hun kan lige så godt forsøge at beskæftige sig med noget andet.
Hendes øje er stadig ømt efter nattens uheld, og knæet gør så ondt, at hun kun med opbydelsen af alle sine mentale kræfter har været i stand til at stå den seneste halve time igennem. Omgivelserne tåger til, mens tårerne lægger sig som en svidende hinde over hendes øjne, og hun må opgive krydsordsopgaven, før hun overhovedet er kommet i gang. Hun har været tapper længe nok nu, beslutter hun.
Hun vinker Katrine til sig og får hende til at hente et glas vand. ”Og en halv karaffel hvidvin,” tilføjer hun og rækker ud efter en serviet at duppe øjnene med. Den unge kvinde ser ud, som om hun har mere lyst til at tilkalde en ambulance, men Anne-Maj ryster på hovedet. ”Jeg skal bare have min medicin, så går det fint.”
Hun fisker æsken med de stærke, smertestillende kapsler op fra tasken. Den lille sølvæske har en turkisfarvet miniaturegravhund på låget. Anne-Maj savner med ét Mortensen den Tredje, så det gør ondt.
Døden i kurbadet
Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation.
Knæet værker, og det hele går lidt langtsom på grund af krykkerne.
Men da en af de andre kurgæster dør, sætter Anne-Maj smerterne til side og går i gang med sin egen efterforskning – også selvom den ikke ligefrem behager det lokale politi.
Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i Anne Grues hyggekrimiserie om efterlønneren Anne-Maj Mortensen.
Du kan købe Døden i kurbadet online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre bøger i samme serie:
Blodigt Bryllup
En geskæftig kvinde findes død under forberedelserne til et bryllup på en herregård. Og der er ikke tale om et hvilket som helst bryllup, for det er den selvbestaltede privatdetektiv Anne-Maj Mortensens datter, der skal giftes. Da Anne-Maj går i gang med at undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, opdager hun hurtigt, at der måske er tale om mord. Og snart følger flere …
Blodigt bryllup er en minikrimi baseret på Familiejournalens føljeton om den ukonventionelle efterlønner Anne-Maj Mortensen, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult.
Du kan købe Blodigt bryllup online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel
Ligene i lysthuset
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
Du kan købe Ligene i lysthuset i nærmeste boghandel eller online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Nøglen til mord
Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen.
Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.
Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.
Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.
Du kan købe Nøglen til mord online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.
Mysteriet i genbrugsen
Mysteriet i Genbrugsen er første bog i en helt ny serie serie fra Anna Grue, der skrev Dan Sommerdahl-serien.
Der foregår noget mystisk i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland.
LÆS OGSÅ: Anna Grue: Mine krimier handler mere om mennesker og relationer end om kriminalitet
En efter en afgår butikkens aldrende frivillige ved døden. Politiet afskriver dødsfaldene som naturlige, men efterlønner Anne-Maj Mortensen er stærkt skeptisk.
Så selvom hun har travlt med familiemiddage, hundeopdragelse og havearbejde, går hun i gang med at efterforske sagen.
En rigtig hyggekrimi der kommer til at kalde på en lang weekend i sommerhus med en stor kop te og masser af læsetid.
Andre læste også: