Læseprøve og uddrag Norske krimier

Mayday er en nervepirrende thriller fra det højspændte Arktis. Tyvstart din læsning her

Mayday Grethe Bøe header

Mayday er en medrivende debutroman fra den norske filmskaber og forfatter Grethe Bøe. Smuglæs i spændingsromanen om NATO-piloterne Ylva Nordahl og John Evans her.


Mayday er en thriller om NATO-piloterne Ylva Nordahl og John Evans, som bliver sendt ud på en tilsyneladende umulig mission. For at gennemføre missionen, må de bevæge sig tværs over den russiske tundra til fods, mens fjenden er lige i hælene på dem. Målet er at komme til Norge og forhindre den ultimative katastrofe.

LÆS OGSÅ: 15 romaner du skal læse i 2022 – her venter fantastiske læseoplevelser

Forholdet mellem NATO og Rusland har nået et kritisk punkt, og samtidig holder NATO sin største øvelse nogensinde i Finnmark. Ylva og Johns F-16-fly bliver under øvelsen skudt ned af et russisk fly, og hændelsen udløser en storpolitisk krise.

Det eneste, der kan stoppe krisen i at udvikle sig, er, at Ylva og John når tilbage til Norge og afslører, hvad der egentlig skete i luftrummet. De begiver sig ud i en kamp mod tiden, hvor både Ruslands præsident, chefen for NATO og den private militærindustri støder sammen.

Læs et uddrag af Mayday herunder.

Du kan købe Mayday online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 15 juni.




Mayday

Grethe Bøe


PROLOG

Stilheden dirrede hen over ørkenen af tætpakket is. Glitrende snekrystaller dansede let omkring kvinden, som lå der, alene midt ude i det øde område af is og sne. Vejrtrækningen peb forpint og kunne knap nok mærkes. Hun kæmpede for at være ved fuld bevidsthed. Sådan som hun plejede som barn at ligge stille og lytte i vinternatten, lyttede hun nu. Er det muligt at høre sneen falde?

Hun løftede stift hånden op for at se på armbåndsuret. Glasset var knust, viserne stod stille og markerede det øjeblik, hvor alt eksploderede. Men kompasset havde utroligt nok overlevet, og nu pegede kompasnålen mod nord. Ylva så hurtigt op, hun skulle derhen, hun måtte se at komme hjem til Norge.

Kulden skar ind i rygraden, hun havde for længst mistet følelsen i sine fingre og tæer og rystede ukontrolleret. Huden i ansigtet var dækket af små frostsår. I begyndelsen kløede de voldsomt, men nu kunne hun knap nok mærke dem, ansigtet var følelsesløst, som om det var ved at forsvinde.

Ylva lukkede øjnene, de lodne og kæmpestore snefnug smeltede på øjenlågene, det lindrede lidt. Søvnen, som hun havde kæmpet alt for længe imod, overmandede hende gradvist. Den var som et blødt tæppe og en kop kakao foran pejsen, som nøgne varme kroppe i solen, dovent omslyngede på lune klipper. Saltvand i håret, sveddråber på panden, duften af solcreme og smagen af havvand.

Ylva smilede, varm hud i solen, hun kunne mærke den, varmen, den strålede indefra og ud, den fyldte alt ud. Skulle hun give efter? Bare give sig hen til vildelsen, det glødende og drømmende? Hvis hun gav slip nu, ville smerten ophøre, mareridtet være forbi, og hun ville få fred. Vejrtrækningen aftog gradvist, varmen blev udløst i hende, og hun blev liggende livløs ude på isen.

Så blev alt stille.

– Vågn op!

En skarp stemme skar sig gennem det kolde mørke. Ylva slog øjnene op og stirrede ud mod frostlandskabet, men der var ingen. Ingen. Hun var alene.

– Hvis du lægger dig til at sove nu, vågner du aldrig op!

Der var den igen, stemmen. Det var ham, det var farens stemme, var det ikke?

Umuligt, han var gået bort, hun havde set ham dø, han var død, var han ikke?

Ylva så sig omkring, kun snehvide sletter fyldte den tavse horisont.

Hun kæmpede sig sammenbidt op på knæ, det prikkede for øjnene, og hun svajede, idet hun fornemmede den jernagtige smag af blod, hendes eget blod.

Åh gud, hun orkede det ikke længere. Øjnene fyldtes med tårer, og det trøstesløse landskab blev opløst i blå akvarelnuancer. Tårerne brændte sig ind i den tynde hud omkring øjnene, og den prikkende svien drev hende til vanvid. Hun strøg hånden hen over ansigtet og tvang sig til at holde øjnene åbne, længe nok til at se det dampende blod blive suget op af bittesmå iskrystaller. Det var smukt. Hun fik kvalme, den lokkende tomhed nærmede sig igen, den omsluttede hende, som en favn, man kunne drukne i.

Giv ikke efter nu, jeg skal hen over grænsen, formanede hun sig selv. Med sine sidste kræfter rejste hun sig op og kravlede gennem islandsskabet. En meter, to meter, der var mange kilometer til grænsen, tre meter …

Kroppen rystede, og benene gav efter, hun kunne knap nok mærke den skarpe kulde mod kinderne, da hovedet slog sig på den hårde isskorpe. Hun frøs ikke længere og vidste, hvad det betød. Smerte var det sikreste tegn på liv, og Ylvas smerter var ved at forsvinde. Tørre frostnåle drev hen over tundraen og bredte et fint tæppe af kolde snefnug hen over hende.

I korte glimt så hun faren for sig, da han lå på kældergulvet. Han rakte ud efter hende, armene var som kraftesløse tentakler, og han hev efter vejret i overfladiske, desperate stød. Hun så hans læber bevæge sig, men der kom ingen lyd ud. Den højre mundvig hang i en skæv, sygelig grimasse, mens han hvæsende hviskede. Noget.

Det lykkedes aldrig Ylva at finde ud af, hvad det var.

Far, hvad er det, du vil sige?

Ylva så ud over det glitrende øde landskab, det var som at

være inde i den snekugle, faren forærede hende den sidste jul. Som en nøgen og forsvarsløs nyfødt baby lå hun nu inde i den tynde glasboble, lige før den skulle rystes.

Ylva lå sådan, krøbet sammen i fosterstilling, apatisk stirrende ud i luften, da en mørk skygge for hen over hende. Hun vendte blikket op mod himlen, og der, stille glidende i stadigt lavere cirkler med det opmærksomme blik rettet fast mod hende, så hun en kæmpe kongeørn. Rovfuglen var skræmmende smuk, med lyse pletter på de brune vinger og en hvid hale med en sort stribe yderst. Ylva smilede. Vingerne dækkede himlen og kastede en tung skygge hen over hende, og hun lukkede øjnene.

Netop da kongeørnen dykkede ned, perforerede den med sine fem centimeter lange kløer pilotdragten, trøjen og hendes hud. I en hurtig bevægelse fæstnede kløerne sig dybt ind i Ylvas ryg. Hun mærkede det skrabe mod ribbenene og rullede om på maven for at komme fri. Ørnen ændrede vingernes vinkel for at flyve op igen med byttet i sine kløer. Trykket fra de kraftige vingeslag

Content_9788727007533.indd

slog mod hende, men hun var for tung. Rovfuglen slap ikke sit greb, den var sulten og skulle spise. Den stirrede ned på hende med vingerne spredt ud i en to meter bred vifte. Ylva orkede ikke at forme munden til et skrig, ansigtet og læberne var frosset fast til en hvid maske. Hun så op og mødte ørnens ravgule blik.

Ylva havde hørt om ørne, der fløj afsted med rensdyrkalve, og hun havde set, hvordan det krumme, skarpe næb rev saftige kødlunser fri fra sit sprællevende bytte ude på vidderne. Nu mærkede hun kløerne trænge endnu dybere ind i ryggen. Rovdyrøjnene stirrede ned på hende, hun stønnede i smerte. Så huggede den til.


KAPITEL 1: En uge tidligere

Det var ironisk nok helt vindstille, da den arktiske storm slog til. Med 60.000 soldater fejede Exercise Arctic Blizzard, NATOs største vinterøvelse nogensinde, med et massivt tryk ind over den nordligste del af Norge. Selvom soldaterne under selve øvelsen var spredt ud på forskellige baser rundtomkring i landsdelen, havde mange af dem taget turen til Bodø for at overvære selve opstarten, og den lille by myldrede nu af liv.

På den militære hovedflyvestation i Bodø skulle NATOs kamppiloter briefes, før øvelsen gik løs næste dag, og Ylva Nordahl var mødt op klokken 17:00 i den største hangar på flyvestationen. Hun glædede sig som et lille barn. Mens hun kom nærmere hangaren, hørte hun rungende latter mellem betonvæggene, gensynsglæden var tydeligvis stor derinde. Hun blev stående i døren for at se på de 37 kamppiloter fra ENJJPT ved Sheppard Air Force i Texas.

Det føltes underligt at se alle piloterne samlet inde i den samme hangar, som hun havde løbet rundt i, da hun var en lille og ustyrlig unge. Det var i det hele taget underligt at være tilbage i Bodø. For første gang siden hun var kommet på vingerne, var hun tilbage der, hvor det hele startede. Alt og ingenting var som før.

Nu virkede hangaren mindre, og tiden havde sat sine spor. Herinde havde Ylvas far og de andre kamppiloter siddet og diskuteret verdens konstante omvæltninger, mens fjernsynet oppe på væggen havde flimret i baggrunden. Hun vidste, at faren havde fulgt med i nyhederne sammen med kollegaerne torsdag den 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt, og Ylva blev født. Dagen var om ikke afslutningen på historien, så i hvert fald et kæmpe vendepunkt for både ham og verden.

Fra den dag behøvede lederne på begge sider af jerntæppet ikke længere at sikre deres egen legitimitet ved at forene folket mod en fælles ydre fjende. Nu var de alle sammen på samme side. Demo- kratiet og de frie markedskræfters usynlige hånd havde endelig sejret. Selvom kun den, der aldrig selv har været en ung kvinde ved en efterfest, kan tro på, at usynlige hænder er noget godt.

Hun kunne konstatere, at den grå hangar var blevet forsømt efter den kolde krigs afslutning, men på trods af det materielle forfald var atmosfæren, lugten og de støvede grå mure det samme som dengang, hvor Ylva nærmest voksede op her.

Da major V. ”Ajax” Armour trådte ind i hangaren, blev der stille med det samme. Som USA’s første kvindelige, farvede kamppilot satte hun barren højt, og Armours forelæsninger på Sheppard Air Force Base var populære. Majoren tog sig god tid og lod alle falde til ro, hun kunne godt lide at lave en storslået entré.

– Piloter, velkommen til Bodø og Exercise Arctic Blizzard. Hendes stemme udfyldte rummet, og piloterne så op på hende.

– Flere af jer har fløjet for ENJJPT her i efteråret, og I kender hinanden godt. Men nu, nu er I ude i den virkelige verden, og her aner I ingen verdens ting!

Forventningen, alvoren og spændingen steg blandt piloterne.

– Alle får tildelt sin egen FWIT-godkendte instruktør, og I skal flyve mindst to sorties om dagen.

Et veltilfredst sus gik gennem rummet, alle ville op på vingerne. Alle ville flyve.

Præcis klokken 17:43 var Ylva på vej tilbage mod hovedbygningen, hvor hun skulle møde sin instruktør under øvelsen. Hun vidste godt, hvem han var, alle vidste, hvem major John ”Stone” Evans var, og at få netop ham som mentor var enhver pilots største drøm og værste mareridt. Han var en af NATOs mest legendariske kamppiloter og var i højeste grad beundret. Men alle vidste også, at han var en misantropisk djævel, der helst holdt sig for sig selv.

På vej tilbage forbi landingsbanen gik Ylva forbi en samling F-35-fly. Længere væk stod der flere F-16-fly, Eurofighters og AWACS. Hun havde lyst til at flyve i dem alle og følte sig som et barn i en legetøjsbutik, mens hun gik her. Og det var eksklusivt legetøj, hun kunne boltre sig med. De 52 nye F-35-fly, som Norge havde købt af USA, havde kostet mere end 70 milliarder kroner, hvilket var en dråbe i havet sammenlignet med de godt 1,6 trillioner dollar, verden brugte i militærudgifter hvert år.

Ylva havde svært ved at forestille sig, hvor stort tallet egentlig var. Hun havde lavet en kalkule, mest for morskabs skyld, en sommernat i Texas, som viste, at menneskeheden let kunne udrydde al fattigdom og de fleste dødelige sygdomme for omtrent det samme beløb som et års militært forbrug. Et år!

Da Ylva trådte ind i vestibulen, stod han og ventede på hen- de. Egentlig blev hun skuffet. Legenden John Evans lignede en helt almindelig, midaldrende mand. Kortklippet, cirka 1,85 høj, muskuløs kropsbygning og iklædt et standard pilotjakkesæt. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet, men hun blev faktisk irriteret over, at han ikke var højere.

Det eneste, hun bed mærke i, og som kunne pege på, at boomeren skilte sig ud, var kæbepartiet. I det smalle, markerede ansigt bulede det ud som spændte knogler under den glatbarberede, solbrændte hud. Ved nærmere eftersyn mindede han mest om en øgle, en komodovaran.

Stenansigt, det kaldte alle ham, og nu forstod hun hvorfor. Med sine iskolde blå øjne levede han op til sit øgenavn. At hun ville vinde hans respekt, virkede helt usandsynligt, målet var at få hans accept. Selvom det i sig selv var uklart, om det overhovedet lod sig gøre. Han hilste kort.

– Jeg er major John Evans og skal være din mentor under øvelsen. Vi mødes her i morgen klokken 06:00.

Det var alt. Ikke mere snak.

Ylva iagttog opmærksomt hans blik, da han præsenterede sig. Var han en af de machomænd, der mente, at hun udvandede respekten for det hellige broderskab blandt flyvevåbnets alfahanner? Var det derfor, han knap nok gad se på hende, idet han overleverede sine to oplysende sætninger? Det var umuligt at sige, han var umulig at læse.

Men hvem gad interessere sig for det? Ylva var pænt uinteresseret i major Evans’ sjæleliv. Hans manglende charme opvejede trods alt det at skulle flyve med en af U.S. Air Forces bedste kamppiloter. Det var hans viden, hun ville have, eventuel respekt måtte hun gøre sig fortjent til. Så meget forstod hun. Hun var trods alt sin fars datter.


KAPITEL 2

Bodø Kulturhus myldrede med velklædte politikere, uniformerede generaler, højtbetalte repræsentanter fra det militær-industrielle kompleks, officerer og civile selvbestaltede eksperter. Presseopbuddet var relativt tyndt, men Ylva registrerede, at både NRK, TV 2 og et par internationale aviser havde sat sig på stolerækkerne foran scenen. Norges Armaniklædte forsvarsminister trådte op på podiet, og på sin typiske anekdotiske måde gav hun udtryk for NATOs hensigt med årets øvelse:

– Klokken er et minut i tolv, begyndte hun, – ifølge the Doomsday Clock står viseren på 23:59, og heri består vores ordre om afmarch.

Ylva havde ofte hørt politikere referere til den symbolske ur- skive i sikkerhedspolitiske sammenhænge. Forskerne i Bulletin of Atomic Scientist havde siden 1947 overvåget menneskehedens trang til selvdestruktion, og det berømte dommedagsur blev introduceret som et pædagogisk værktøj til at formidle, hvor tæt vi var på den metaforiske midnat: total selvudslettelse.

I begyndelsen havde forskerpanelet underholdt sig med at overvåge faren for atomkrig, men eftersom truslerne om klimaforandringer og nye opdagelser inden for biologi var eskaleret til et livsudslettende niveau, blev de unikke menneskabte teknologier for potentielt kollektiv selvskade også omfattet i deres prognoser. Og nu stod menneskeheden ifølge forsvarsministeren altså 16 sekunder fra Armagedon.

Ylva blev siddende og kiggede på menneskene i salen. Alle sad badet i det blå lys fra scenen og lyttede alvorligt til for- svarsministerens tale. Dette var allerede kendt viden, men det var godt at få det bekræftet igen og igen. Det var trods alt truslen, der var deres levebrød. Truslen var også Ylvas levebrød. Scenen var sat, fjenden kunne nu introduceres, og opgaven defineres.

– En tredjedel af verdens uudnyttede olie- og gasressourcer samt betydelige mængder værdifulde mineraler befinder sig nede i den arktiske havbund, og disse ressourcer vil blive tilgængelige nu, når tundraen og havisen smelter på grund af den globale opvarmning. Rusland har i de seneste år investeret flere tusind milliarder dollar i militær oprustning i Arktis, og årets NATO-øvelse vil give os værdifulde kompetencer til at varetage vores fælles interesser i de nordlige områder.

Forsvarsministeren stoppede, tog en lille slurk vand og så ud over forsamlingen. De sad der og ventede som tavse og kvikke børn. Hun bladrede til næste side i sine papirer.

Normalt satte Ylva pris på forsvarsministeren, men denne tale fortalte hende ikke noget nyt.

Hun rejste sig, gik diskret ud og satte sig i foyeren. Det var første gang, hun var indenfor i Bodøs nye, smukke bygning. De store vinduer med udsigt ud over havnen på den ene side og den mægtige horisont, hvor havet mødte fjeldet, på den anden gjorde hende trist. For det var ikke tilfældigt, at Ylva havde forladt den by, hun var vokset op i, og det var ikke hendes eget valg, at hun siden blev udstationeret her.

Gennem ruden blev hendes blik mødt af en spøgelsesagtig skikkelse, som tavst stirrede tilbage, det var hendes eget spejlbillede. Hun så netop væk, da en skygge gled ind over glasfladen.

– Ylva! Er det dig?

Hun genkendte straks stemmen og vendte sig om. Herregud, der stod han, manden, som Ylvas far havde betragtet som sin nærmeste ven. Han smilede varmt til hende. Årene havde også sat sine spor på ham, men general George Rove var stadig den kække amerikanske officer, der lod ti år gamle Ylva klatre op i cockpittet og lade, som om hun fløj til Texas. Det tætklippede hår var gråt, ansigtet furet, men den kraftige barytonstemme havde stadig den samme venlige autoritet. Hun rejste sig automatisk og hilste formelt.

– Mr. Rove, sir.

Eller hvad skulle hun kalde ham? Som lille kaldte hun ham for Goggo, men det gik nok ikke at henvende sig til general Rove med det kælenavn nu. Han nikkede anerkendende.

– Kamppilot i det norske flyvevåben.

Ylva rettede sig op, hendes stolthed var vanskelig at skjule, og George Rove smilede varmt, nærmest rørt.

– Geir ville have været så stolt.

Det gjorde stadig ondt at høre farens navn, selv nu, mange år efter hans død. Rove betragtede hende, han var en af dem, der kunne give en sin fulde opmærksomhed, som om man var den vigtigste person i rummet.

– Wow, det er næsten tyve år siden.

Ylva nikkede.

– Yes, sir.

Han smilede og viftede afvæbnende med hånden. – George. Kald mig George.

For Ylva var det mest naturligt enten at kalde ham for Goggo, sir eller general Rove. Hun havde aldrig kendt ham som George.

– Er du stadig i U.S. Air Force, sir?

Han smilede.

– Tja, efter en kort periode med at flytte papirbunker i The Carlisle Group savnede jeg det operative arbejde, du ved, hvordan det er.

Ylva smilede, alle vidste, at ingen, der havde været operativt ude i felten, kunne holde livet som kontormus ud bagefter.

– Nej, jeg slap ud i tide. Nu driver jeg mit eget sikkerhedsfirma og arbejder som strategisk rådgiver for NATO.

Hvis der var en mand, der kunne rådgive om sikkerhed og militærstrategi, var det George Rove, så meget var Ylva klar over. Samtidig var det både godt og skidt at se ham nu, han mindede hende om faren og den betydning, hans tilstedeværelse havde haft.

Efter hans død blev alt kaos. Rove og hendes far havde været som brødre, og ingen havde været mere stolt end Ylvas far, da vennen steg i graderne og blev general, trestjernet general. Hun vidste, at han beundrede Rove, og hun forstod godt hvorfor. Rove havde en enorm karisma, og han besad evnen til at fremstå både jovial og autoritær på samme tid. Den kombination var der ikke mange, der kunne klare.

Ylva og den meriterede general blev stående og så hinanden an. Roves blik hvilede på hende, dvælende, som om han ledte efter et svar, sådan som han også altid gjorde i den sidste tid, hvor hun kendte ham.

– Hvordan har din mor det?

Selvfølgelig spurgte han om det. Hvad skulle Ylva svare? At hun stort set kun lå på sofaen og proppede sig med piller, mens hun zappede fra kanal til kanal? At hun var faret vild i hjernens kulsorte labyrint, og at hun knap nok kom ud af huset? At hun, ligesom Ylva, ikke troede på, at faren var død af en blodprop i hjernen, men at han blev myrdet?

Ylva smilede ubekymret.

– Hun har det o.k.

Rove flyttede ikke sit blik, han ville høre om det, hun ikke ville fortælle, så hun løj.

– Hun er den sødeste og mest følsomme kvinde, jeg nogensinde har mødt, sagde han.

Desværre havde han ret, tænkte Ylva, og det var netop derfor, hun var dømt til et liv fanget i sit eget sensitive sind. Ylva var bevidst om ikke at komme til at ligne sin mor, hun ville ikke lide samme skæbne.

Han bemærkede Ylvas reaktion.

– Hun var helt knust, efter at din far …

Stop. Denne samtale havde hun forskellige versioner af med alle dem, der kendte hendes far, men som aldrig viste sig efter hans begravelse. Hun vidste, at de gerne ville overbevises om, at hendes tapre mor tog det tungt, men som den gode kvinde og loyale hustru, hun var, havde hun hevet sig selv op ved hårrødderne og rejst sig igen.

Op og stå for Gud, konge og fædreland.

– Hun har det fint.

Ylva smilede og fastholdt et roligt blik. Det var et talent, hun havde, for hun lærte tidligt at sige det, som folk gerne ville høre, og kunne kontrollere, hvordan hun fremstod, helt ned til sved, vejrtrækning og hjerteslagenes frekvens. Hun kunne det, hun havde brug for at kunne. Efter en kort stilleleg, efterfulgt af smil og uudgrundelige blikke, rundede Rove af.

– Det var godt at se dig, Ylva.

– Det var godt at se dig, sir.

Ylva nikkede og smilede. Smilede og nikkede. Som altid. Imens Rove gik hen mod den store sal, sænkede hun paraderne og lod hjertet slå så hårdt, det havde brug for.

Tyve år var to tredjedele af hendes liv, men det føltes, som om det var i går, at hun havde leget med faren og Rove inde i hangaren på flyvestationen i Bodø. Ylva fulgte Rove med øjnene, idet han mødte John Evans, og de sammen gik ind i salen. To gamle helte fra U.S. Air Force, topmotiverede og parate til endnu en gang at redde verden. Men ville verden egentlig reddes af dem?



Grethe Bøe: Mayday

Mayday er en nervepirrende thriller fra det højspændte Arktis. Tyvstart din læsning her

Mens forholdet mellem Rusland og NATO er på frysepunktet, afholder NATO sin største øvelse nogensinde i Finnmark. NATO-piloterne Ylva Nordahl og John Evans havner i deres F-16-fly i en konfrontation med et russisk fly og bliver skudt ned. Det udløser en storpolitisk krise, og det eneste, der kan forhindre, at konflikten optrappes, er, at Ylva og John når sikkert tilbage til Norge og afslører, hvad der egentlig skete i luftrummet. Det er en næsten umulig mission og det bliver en kamp mod tiden, hvor både Ruslands præsident, chefen for NATO og den private militærindustri støder sammen. Ylva og John skal bevæge sig tværs over den iskolde russiske tundra til fods med fjenden i hælene for at komme til Norge. På sin flugt gennem den vilde og smukke, arktiske tundra opdager Ylva dog, at hverken John eller dem, hun stoler på, viser sig at være det, de udgiver sig for.

Mayday er en uhyggelig og aktuel arktisk thriller af den norske filmskaber og forfatter Grethe Bøe er første bog i serien med den halvt samiske, halvt norske jagerpilot Ylva Nordahl, som bærer på en hemmelighed, der gør hende til en frygtløs forkæmper for sandheden.

Du kan købe Mayday online her eller i din lokale boghandel.