Indefra Krimi Leif Davidsen Lydbøger

Leif Davidsen udkommer digitalt på 14 nye sprog

Leif Davidsen udkommer digitalt på 14 nye sprog

Leif Davidsens forfatterskab bliver udgivet digitalt af Saga Egmont på en masse nye sprog. Det sker som led i det nye imprint Saga Originals.


Leif Davidsen bliver er nu én af de første til at nå et stort internationalt publikum med de digitale muligheder. Det sker i samarbejde med Lindhardt og Ringhofs digitale afdeling, Saga Egmont, som nu vil udvide forfatterskabet til en masse nye sprogmarkeder rundt om i verden.

”Vi er utrolig glade for at udgive Leif Davidsen på så mange sprog. Han er en af de første store skandinaviske krimiforfattere, så det er oplagt, at han bliver en af de første, der udkommer på Saga Originals,” siger Sofia Stenson, rettighedskoordinator hos Saga Egmont, som står for koordineringen af oversættelserne af Leif Davidsens bøger.

”Skandinaviske krimier er utrolig populære. Derfor er der ingen tvivl om, at de vil klare sig godt på de nye markeder,” siger Sofia Stenson.

Leif Davidsens forfatterskab er allerede blevet udgivet digitalt på tysk, finsk og islandsk, og derefter følger der mange flere udgivelser på flere sprog i den kommende tid.

Bøger har desværre en kort levetid. Der kan det digitale være med til, at de ikke ender på de glemte bøgers kirkegård.

Leif Davidsen

Det digitale giver nyt liv

Selv er forfatteren begejstret over, at hans bøger nu får et nyt liv internationalt på de digitale platforme.

”Det er helt fantastisk, at man med e-bøger og lydbøger, giver dem helt nyt liv, helt nye markeder og adgang til helt nye mennesker, end printbøgerne havde før i tiden. Der er jo mange af de bøger, der har en del år på bagen,” siger Leif Davidsen.

”Bøger har desværre en kort levetid nu om dage. Der kan det digitale være med til, at de ikke ender på de glemte bøgers kirkegård. Så jeg håber og glæder mig over, at der kommer nogle nye læsere i de lande, som ikke kender mit forfatterskab og derfor får lyst til at læse videre,” siger Leif Davidsen.

LÆS OGSÅ: Fra Den Kolde Krig til Putins Rusland: Tag med på tidsrejse i Leif Davidsens forfatterskab

Forlagsdirektør i Saga Egmont, Lasse Korsemann Horne, glæder sig også over, at Leif Davidsens forfatterskab nu kan blive udbredt til en masse nye lande på de digitale platforme.

”Leif har altid været en del af Lindhardt og Ringhofs DNA, og derfor er vi enormt glade for nu at lancere en Leif 2.0 i Saga Egmont-regi ude i den store verden ved at genudgive alle hans bøger digitalt og lade nye komme til på sigt.

Leifs bøger har altid været populære både herhjemme og i udlandet, og det tror vi også, at de franske, tyske, italienske, engelske og hollandske brugere af e-bøger og lydbøger vil synes i de kommende år,” siger Lasse Korsemann Horne.

Saga Originals – bøger på tværs af grænser

Udgivelsen af Leif Davidsens forfatterskab på de digitale platforme sker under det nye imprint Saga Originals, der vil formidle litteratur på tværs af grænser ved at oversætte og udgive stærke historier. Blandt andet bliver den prisbelønnede bog Sygeplejersken af journalist Kristian Corfixen snart udgivet på ni sprog.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på Leif Davidsens bøger

Forlagsdirektør Lasse Korsemann Horne forklarer, at konceptet med Saga Originals er at oversætte de stærkeste og mest populære bøger fra lokalsproget til de sprog, hvor Saga Egmont er til stede som udgiver.

”Vi er ved at sammensætte Saga Originals første program, der samler de stærkeste forfattere på tværs af Sagas markeder til ét superstærkt program. Vi ved, hvad der er populært fra Latinamerika til Tyskland, fra Rusland til Holland og på kryds og tværs,” siger Lasse Korsemann Horne.

Målet med Saga Originals er bringe stærke fortællinger til interesserede læsere og skabe ny dynamik i litteraturbranchen, så forfatterne hurtigere kan udkomme internationalt, forklarer Lasse Korsemann Horne.

LÆS OGSÅ: “Jeg fik som ung rastløshedens virus.” Leif Davidsen om research og rejselyst

”Vi udnytter det faktum, at verden er forbundet via internettet, og at digitale bøger er utroligt populære, især lydbøgerne. Derfor går vi også hele tiden rundt og taler om, at i dag er en ny gylden tidsalder for bogen, fordi det aldrig har været nemmere at udgive og nå nye læsere verden over, og det er dét, som vi ønsker at hjælpe forfatterne med,” siger Lasse Korsemann Horne.

Leif Davidsen bliver nu udgivet på

Engelsk
Rumænsk
Estisk
Tjekkisk
Færøsk
Norsk
Fransk
Japansk
Hollandsk
Brasiliansk Portugisisk
Portugisisk
Spansk/Castilian
Italiensk
Græsk

Leif Davidsen er allerede oversat til

Finsk
Tysk
Svensk
Islandsk