Af Leif Davidsen
Det forekommer mig, at en stor del af denne verdens forfattere er mere forelsket i novellegenren end læserne, i hvert fald sælger en novellesamling som regel langt, langt mindre end en roman. Alligevel fortsætter forfatterne ufortrødent med at skrive noveller og anser dem også ofte for at være af stor vigtighed for forfatterskabet, til trods for at det er romanerne, der giver dem smør på brødet. Måske hænger det sammen med, at de fleste forfattere begyndte med novellen eller den lille historie, da de første gang forsøgte sig med fiktion.
Jeg er ingen undtagelse. Jeg begyndte med digte og korte historier. Short Stories, som er det meget præcise engelske ord for novellen. Ordet stammer fra det italienske novella – den lille nyhed – og var oprindelig tilføjelser i margin til lovtekster. Jeg kan bedst lide ordet historier og vil gerne skrive under på Goethes definition af novellen, som “en stedfunden, usædvanlig begivenhed”. Den er altså baseret på realismen, den virkelige verden. Og det er det, jeg gerne vil: fortælle historier om mennesker i vor tid.
Jeg har altid læst mange noveller; og to novellesamlinger var de mest afgørende fiktionsbøger, da jeg i mine sene teenageår for alvor blev overbevist om, at jeg ville være forfatter og journalist som to af min ungdoms forbilleder, Ernest Hemingway og Klaus Rifbjerg. Den ene var Hemingways egentlige debutsamling In our time, som jeg fik som pensum i USA på high school i 1967 som 17-årig, og den anden var Rifbjergs novellesamling Rejsende, der udkom i 1969, og som jeg fik samme år til min fødselsdag.
Rejsende ramte mig lige i hjertet. Jeg var ung og rastløs og drømte om at blive forfatter og evig globetrotter. Min udlængsel var så stor, at jeg ikke tænkte på meget andet. Jeg opfattede ikke det at rejse som at være på vej til et mål. Selve rejsen var målet. Rifbjergs novellesamling om mennesker på rejse i Europa gav mig ikke alene lyst til at rejse, men også en stor lyst til at skrive fra verden uden for Danmark. Den var med til at sende mig til Spanien med drømmen om at sidde på en café og skrive historier om mennesker i vor tid.
Jeg har en del “samlede noveller” stående på bogreolen, som jeg ofte vender tilbage til. Truman Capotes The Complete Stories, Hemingways samlede noveller, Paul Therouxs Collected Stories og ikke mindst Graham Greenes samlede historier, der foregår i både hans barn- og ungdoms Storbritannien og i den store verden, som han i alle sine år opsøgte og skildrede i romaner og noveller. Dan Turèll skrev i et forord til et lille udvalg af Greenes noveller, som han redigerede i 1992, at “få var så internationalt orienteret som Greene, få vidste så meget om, hvad der fysisk foregik i London, i Moskva, på Haiti – og hvordan det påvirkede tilværelsen”. Dan Turèll gav udvalget titlen: Øjenvidnet, hvilket jeg synes er en meget præcis beskrivelse af forfatterens ideelle rolle.
De 21 historier i denne bog stammer fra mine to novellesam- linger Forræderen fra 1995 og Utahs bjerge fra 2011. Desuden rummer den novellen Desertøren og den badende kvinde, der er løftet fra min roman Min broders vogter. I romanen lader jeg den unge digter og Spaniensfrivillig Mads Meyer være forfatteren. Jeg har taget den med, fordi jeg synes, at den passer ind i sammenhængen, og fordi 21 er et noget smukkere og mere interessant tal end 20.
Novellerne er skrevet over en periode på næsten 25 år og skildrer, hvordan tilværelsen påvirker mennesker fra Den Spanske Borgerkrig, over den temmelig ukendte frihedskamp i De Baltiske Lande efter Anden Verdenskrig, Berlinmurens fald, kommunismens død, de jugoslaviske borgerkrige og frem til vor tids globaliserede virkelighed. Men der er også historier om det Danmark, som jeg voksede op i; et land, der sammen med verden har forvandlet sig radikalt i min levetid.
Til sammen spænder de over en periode på 75 år. Jeg har sat de 21 historier sammen på en anden og tematisk måde, end de fremtræder i de to novellesamlinger, men ellers er historierne trykt, som de blev skrevet i sin tid, med enkelte typografiske ændringer. Det er ikke mine “samlede noveller”, for jeg håber og regner med at blive ved med at fortælle historier om menne- sker i vor tid både i det korte og lange format.
Leif Davidsen
Forordet til “10 minutter i vor tid. De første 21 historier”, der udkom d. 24. september 2015.
Køb bogen her eller hos din boghandler
Læs også mere om Leif Davidsen.
Leif Davidsen om novellegenren
Af Leif Davidsen
Det forekommer mig, at en stor del af denne verdens forfattere er mere forelsket i novellegenren end læserne, i hvert fald sælger en novellesamling som regel langt, langt mindre end en roman. Alligevel fortsætter forfatterne ufortrødent med at skrive noveller og anser dem også ofte for at være af stor vigtighed for forfatterskabet, til trods for at det er romanerne, der giver dem smør på brødet. Måske hænger det sammen med, at de fleste forfattere begyndte med novellen eller den lille historie, da de første gang forsøgte sig med fiktion.
Jeg er ingen undtagelse. Jeg begyndte med digte og korte historier. Short Stories, som er det meget præcise engelske ord for novellen. Ordet stammer fra det italienske novella – den lille nyhed – og var oprindelig tilføjelser i margin til lovtekster. Jeg kan bedst lide ordet historier og vil gerne skrive under på Goethes definition af novellen, som “en stedfunden, usædvanlig begivenhed”. Den er altså baseret på realismen, den virkelige verden. Og det er det, jeg gerne vil: fortælle historier om mennesker i vor tid.
Jeg har altid læst mange noveller; og to novellesamlinger var de mest afgørende fiktionsbøger, da jeg i mine sene teenageår for alvor blev overbevist om, at jeg ville være forfatter og journalist som to af min ungdoms forbilleder, Ernest Hemingway og Klaus Rifbjerg. Den ene var Hemingways egentlige debutsamling In our time, som jeg fik som pensum i USA på high school i 1967 som 17-årig, og den anden var Rifbjergs novellesamling Rejsende, der udkom i 1969, og som jeg fik samme år til min fødselsdag.
Rejsende ramte mig lige i hjertet. Jeg var ung og rastløs og drømte om at blive forfatter og evig globetrotter. Min udlængsel var så stor, at jeg ikke tænkte på meget andet. Jeg opfattede ikke det at rejse som at være på vej til et mål. Selve rejsen var målet. Rifbjergs novellesamling om mennesker på rejse i Europa gav mig ikke alene lyst til at rejse, men også en stor lyst til at skrive fra verden uden for Danmark. Den var med til at sende mig til Spanien med drømmen om at sidde på en café og skrive historier om mennesker i vor tid.
Jeg har en del “samlede noveller” stående på bogreolen, som jeg ofte vender tilbage til. Truman Capotes The Complete Stories, Hemingways samlede noveller, Paul Therouxs Collected Stories og ikke mindst Graham Greenes samlede historier, der foregår i både hans barn- og ungdoms Storbritannien og i den store verden, som han i alle sine år opsøgte og skildrede i romaner og noveller. Dan Turèll skrev i et forord til et lille udvalg af Greenes noveller, som han redigerede i 1992, at “få var så internationalt orienteret som Greene, få vidste så meget om, hvad der fysisk foregik i London, i Moskva, på Haiti – og hvordan det påvirkede tilværelsen”. Dan Turèll gav udvalget titlen: Øjenvidnet, hvilket jeg synes er en meget præcis beskrivelse af forfatterens ideelle rolle.
De 21 historier i denne bog stammer fra mine to novellesam- linger Forræderen fra 1995 og Utahs bjerge fra 2011. Desuden rummer den novellen Desertøren og den badende kvinde, der er løftet fra min roman Min broders vogter. I romanen lader jeg den unge digter og Spaniensfrivillig Mads Meyer være forfatteren. Jeg har taget den med, fordi jeg synes, at den passer ind i sammenhængen, og fordi 21 er et noget smukkere og mere interessant tal end 20.
Novellerne er skrevet over en periode på næsten 25 år og skildrer, hvordan tilværelsen påvirker mennesker fra Den Spanske Borgerkrig, over den temmelig ukendte frihedskamp i De Baltiske Lande efter Anden Verdenskrig, Berlinmurens fald, kommunismens død, de jugoslaviske borgerkrige og frem til vor tids globaliserede virkelighed. Men der er også historier om det Danmark, som jeg voksede op i; et land, der sammen med verden har forvandlet sig radikalt i min levetid.
Til sammen spænder de over en periode på 75 år. Jeg har sat de 21 historier sammen på en anden og tematisk måde, end de fremtræder i de to novellesamlinger, men ellers er historierne trykt, som de blev skrevet i sin tid, med enkelte typografiske ændringer. Det er ikke mine “samlede noveller”, for jeg håber og regner med at blive ved med at fortælle historier om menne- sker i vor tid både i det korte og lange format.
Leif Davidsen
Forordet til “10 minutter i vor tid. De første 21 historier”, der udkom d. 24. september 2015.
Køb bogen her eller hos din boghandler
Læs også mere om Leif Davidsen.
Leif Davidsen om novellegenren
Andre læste også: