Fagbøger Historie

Frankrig for alle

Frankrig for alle

Af: Bjørn Bredal

Bjørn Bredal, Forstander på Borups Højskole

En bog om en idé: Frankrig. Og en bog om en dato: den 11. januar.

Millioner af mennesker vandrede søndag den 11. januar 2015 gennem de store franske byer i en stille republikansk march. Den forløbne uges kæde af mord, som var begyndt med drabene på satiremagasinet Charlie Hebdo, havde vakt forfærdelse og protest, men også solidaritet og samling.

I et land, hvor der sjældent går en dag, uden at den ene eller den anden flok franske demonstrerer imod nogle andre franske, gik utroligt mange nu sammen om at værne om det fælles – om republikken. Det var en sjælden konsensus, der blev markeret så meget desto tydeligere, som konflikt og strid er en naturlig del af fransk kultur.

I Paris gik marchen fra Place de la République til Place de la Nation. Eller sagt med symboler: fra Marianne, som repræsenterer Republikken, til Hanen, som repræsenterer Nationen. Ruten sagde i sig selv noget om to tilgange til Frankrig, en republikansk og en national, men nok så afgørende: Marchen var i høj grad international. Folk var fløjet ind fra nær og fjern for at være en del af dette Frankrig for alle, og forrest i marchen gik den tyske kansler Angela Merkel sammen med præsident Ibrahim Boubacar Keïta fra Mali. En hvid europæisk kvinde og en sort afrikansk mand på hver sin side af Frankrigs præsident Franҫois Hollande.

Måske er dette fælles projekt både nationalt og internationalt, og måske har Frankrig stadig et bud på noget, der går ud over Frankrig – noget mere alment menneskeligt? Det er denne idé, som bogen vil undersøge og beskrive i lyset af de dramatiske begivenheder i januar 2015. Begivenheder, der ligesom den efterfølgende debat symboliseres i ét eneste ord: Charlie. Er vi virkelig alle, som parolen lød den 11. januar 2015, Charlie? Eller er nogen slet ikke Charlie?

’Frankrig for alle’ forsøger både at portrættere og perspektivere. Det er Frankrig, der portrætteres, og det er Charlie, der perspektiveres. Jeg forsøger at se Frankrig med dobbelt blik: aktuelt iagttagende og historisk uddybende.

’Frankrig for alle’ er selvfølgelig ikke mere ’for alle’, end at det også er mit Frankrig, som læseren vil møde: Montaigne, Proust, Flaubert, Camus og Malraux er til hver en tid ”mine” forfattere, min horisont og mit perspektiv. Men i aktualiteten omkring 2015 er der forfattere som Patrick Modiano, Michel Houellebecq og Pierre Lemaitre, hvis romaner om at søge identitet, om Frankrigs farlige fremtid og om Den Store Krig i den nære fortid siger ganske meget om Charlie-Frankrig netop i disse år.

Skulle læseren undervejs trænge til en pause fra de store kapitler om de store ting, så har jeg indlagt en håndfuld små kapitler om store ting såsom Marseillaisen, Baguetten, Vinen, Gryden og Touren. Men vi når ikke hele Frankrig rundt – mange andre store og små ting kunne være behandlet stort eller småt. Læseren må før eller siden finde sit eget Frankrig for alle og allerede undervejs i bogen hjælpe til med at se ideen i det hele. Montaigne ville have sagt, at bogen er halvt den skrivendes, halvt den læsendes.

Bjørn Bredal

Du kan købe bogen her eller hos din boghandler.

h9788711446928

En bog om en idé: Frankrig.