Boystown er en fortælling om venskab, kærlighed og tab i et AIDS-ramt kvarter i 80’ernes Chicago og konsekvenserne af den nådesløse sygdom 30 år senere.
“Folk har 32 bøger om anden verdenskrig i deres reol … men hvor er bøgerne om AIDS? Hvor er museet? Hvor er monumenterne? Det er en af de store begivenheder i det 20. århundrede. Vi burde tale om det i skolen i samme omfang, som vi taler om anden verdenskrig, og af samme årsager. Så historien ikke gentager sig og for at forstå Amerika, som det ser ud nu på grund af det, der allerede er sket”
– Rebecca Makkai om, at der ikke bliver talt og skrevet nok om AIDS.
Den prisvindende roman (Carnegie-medaljen og Los Angeles Times Book Prize) Boystown begynder i året 1985. AIDS har for alvor ramt bydelen Boystown i Chicago, hvor Yale bor sammen med kæresten Charlie. Et af ofrene for sygdommen er Yales nære ven Nico.
30 år senere befinder Nicos lillesøster Fiona sig i Paris. Her bliver hun konfronteret med de katastrofale følger, sygdommen fik for hendes liv.
LÆS OGSÅ: 10 bøger du bør unde dig selv at læse i august
De to historier væves ind i hinanden og skildrer begge den nådesløse sygdom og de menneskelige omkostninger, der går i arv gennem generationer.
Boystown (eng. The Great Believers) udkom på engelsk til enestående anmeldelser:
“Makkai skriver tankefuldt og sikkert om betydningen af erindring og eftermæle og den smerte, der følger med at overleve”
The Guardian
“Medrivende og menneskelig”
The New York Times
“Vanvittigt læseværdig”
The San Francisco Chronicle
Læs første kapitel af Boystown her:
Boystown
Rebecca Makkai
1985
Omkring tredive kilometer væk, tredive kilometer nordpå, var begravelsen ved at begynde. Yale så på sit ur, mens de gik op ad Belden.
”Hvor tom tror du, kirken er?” sagde han til Charlie.
Charlie sagde: ”Lad os ikke tænke på det.”
Jo tættere de kom på Richards hus, jo flere venner på vej i samme retning fik de øje på. Nogle var i fint tøj, som om det her faktisk var begravelsen, andre havde jeans på, læderjakker.
Med alle dem, der var her, kunne der ikke være andre end de nærmeste pårørende oppe i kirken, forældrenes venner, præsten. Hvis der var købt sandwicher til gravøllet, ville de fleste blive smidt ud bagefter.
I sin lomme fandt Yale folderen fra vigilien i går, og mens han gik, foldede han den til noget, der mindede om de flip-flapper, hans kammerater i barndommen plejede at lave i bussen – dem, der spåede om ens skæbne (”Berømt!” eller ”Myrdet!”), når man åbnede en flap.
Den her havde ingen flapper, men hver firkant indeholdt ord, nogle på hovedet, alle forkortet af folderne: ”Fader George H. Whitb”, ”elskede søn, bror, hvil i”, ”Alt hvad der er smukt og”, ”I stedet for blomster, donati”. Hvilket alt sammen, tænkte Yale, vel egentlig sagde noget om Nicos skæbne. Nico havde været smuk og betydet meget for så mange. Blomster ville ikke nytte noget.
Husene på gaden var høje, ornamenterede. Der var stadig græskar foran de fleste døre, men kun få udskårne ansigter – i stedet var der kunstneriske arrangementer med forskellige græskararter og majskolber. Smedejernsstakit, havelåger. Da de gik ind mod Richards hus (et nobelt rækkehus, der delte mure med noble naboer), hviskede Charlie: ”Hans kone indrettede huset. Da han var gift. I ’72.”
Yale kunne ikke lade være med at grine, og det var på det værst tænkelige tidspunkt, netop som de gik forbi en trist smilende Richard, der havde åbnet døren for dem.
Det var tanken om Richards heteroliv i Lincoln Park med en kvinde, der interesserede sig for boligindretning. Yales indre billede var som taget ud af en komedie: Richard, der hurtigt skubbede en mand ind i klædeskabet, da han hørte sin kone komme tilbage for at hente sin Chanel-taske.
Yale tog sig sammen, lagde ansigtet i alvorlige folder og gik tilbage til Richard. ”Hvor bor du smukt,” sagde han. En bølge af mennesker kom op bag dem, skubbede Yale og Charlie ind i stuen.
Indenfor var stilen snarere 1872 end 1972: chintzsofaer, velourstole med udskårne armlæn, orientalske tæpper. Yale kunne mærke, at Charlie klemte hans hånd, idet de dykkede ind i menneskemængden.
Nico havde gjort det helt klart, at der skulle være tale om en fest.
”Hvis jeg får lov at blive hængende lidt som et spøgelse, tror I så, jeg vil se jer græde? Hvis I gør det, så hjemsøger jeg jer. Hvis I sidder og tuder, kaster jeg en lampe gennem rummet, okay? Jeg stikker en ildrager op i røven på jer, og ikke på den gode måde.”
Hvis han var død for to dage siden, ville de ikke have været i stand til at gennemføre det. Men Nico var død for tre uger siden, og familien havde udskudt vigilien og begravelsen, indtil hans morfar, som ingen havde set i tyve år, kunne flyve ind fra Havana.
Nicos mor var resultatet af et kort præ-Castro-ægteskab mellem en diplomatdatter og en cubansk musiker – og nu var den her oldgamle cubaner åbenbart helt afgørende for planlægningen af begravelsen, mens Nicos kæreste igennem tre år ikke engang var velkommen i kirken i dag. Yale kunne ikke holde ud at tænke på det, han blev så rasende, hvilket ikke var, hvad Nico ville have ønsket.
I hvert fald havde de brugt de seneste tre uger på at sørge, og nu sitrede Richards hus af forceret festlighed. Dér var Julian og Teddy for eksempel, de stod og vinkede oppe bag gelænderet på første sal, der løb hele vejen rundt langs etagen.
Over den var der endnu en etage, og et smukt, rundt ovenlysvindue hævede sig over det hele. Det var mere en katedral, end kirken havde været. En eller anden hvinede af latter alt for tæt på Yales øre.
Charlie sagde: ”Det er vist meningen, at vi skal more os.” Charlies britiske accent blev altid mere tydelig, når han var sarkastisk.
Yale sagde: ”Jeg venter på go-go-danserne.”
Richard havde et klaver, og nogen spillede ”Fly Me to the Moon”. Hvad fanden havde de alle sammen gang i?
En tynd mand, som Yale aldrig havde set før, gav Charlie et bjørnekram. En udenbys gæst, ville han gætte på, en, der havde boet her tidligere, men som var flyttet, før Yale blev en del af kredsen.
Charlie sagde: ”Hvordan fanden er det lykkedes dig at blive yngre?” Yale ventede på at blive præsenteret, men manden var gået i gang med at fortælle en vigtig historie om en, som Yale ikke kendte. Charlie var navet i mange hjul.
En stemme i Yales øre: ”Vi drikker Cuba Libre.” Det var Fiona, Nicos lillesøster, og Yale vendte sig om for at give hende et knus, lugte til hendes citronduftende hår.
”Er det ikke latterligt?” Nico havde været stolt af sin cubanske afstamning, men hvis han havde været bekendt med det kaos, hans morfars ankomst havde afstedkommet, ville han have nedlagt veto, hvad angik valget af drinks.
Fiona havde i går fortalt dem alle sammen, at hun ikke tog med til begravelsen – at hun ville være her i stedet – men det var alligevel et chok at se hende, at vide, hun havde gjort alvor af sine ord. På den anden side havde hun afskrevet sin familie lige så godt og grundigt, som de havde afskrevet Nico i årene, før han blev syg. (Indtil han lå på det yderste, og de havde gjort krav på ham, insisteret på, at han døde i forstæderne på et dårligt udstyret hospital med pænt tapet.)
Hendes mascara var løbet. Hun havde taget skoene af, men stod usikkert, som om hun havde høje hæle på. Fiona rakte Yale sin egen drink – halvt fuld med en pink halvmåne på kanten. Hun berørte hans overlæbe med en finger. ”Jeg kan stadig ikke fatte, at du barberede det af. Altså, det ser godt ud. Du ser mere …”
”Hetero ud?”
Hun lo, og så udbrød hun: ”Hvad? Hvad? De tvinger dig ikke til det, vel? På Northwestern?” Fiona havde et af de bedste bekymringsansigter, Yale nogensinde havde set – hendes øjenbryn fandt hinanden, hendes læber forsvandt ind i hendes mund – men han undrede sig over, at hun havde flere følelser at give af.
”Nej,” sagde han. ”Det er … altså, jeg arbejder jo med udvikling. Jeg taler med mange tidligere studerende.”
”For at få penge?”
”Penge og kunst. Det er en underlig dans.”
Yale havde fået jobbet på Northwesterns nye Brigg Gallery i august, samme uge som Nico blev syg, og han var stadig ikke sikker på, hvor hans arbejdsopgaver begyndte og endte.
”Jeg mener, de kender godt til Charlie. Mine kolleger. Det er fint nok. Det er et galleri, ikke en bank.” Han smagte på sin Cuba Libre. Upassende for tredje november, men eftermiddagen var usædvanlig varm for årstiden, og det her var lige nøjagtig, hvad han havde brug for. Måske ville den vække ham lidt.
”Du havde virkelig noget Tom Selleck kørende der. Jeg hader, når lyshårede mænd får overskæg, det ligner ferskenfarvede dun. Men mørkhårede fyre, derimod, det elsker jeg. Du skulle have beholdt det! Men det er okay, for nu ligner du Luke Duke. På en god måde. Nej, du ligner Patrick Duffy!” Yale kunne ikke le, og Fiona lagde hovedet på skrå og så på ham med et alvorligt udtryk.
Han havde lyst til at græde ind i hendes hår, men han gjorde det ikke. Han havde fremelsket en indre lammelse hele dagen, klamret sig til den som til et reb. Hvis det havde været for tre dage siden, kunne de bare have grædt sammen. Men nu var der ligesom kommet skorpe på såret, og nu var der den her forestilling om en fest oven i alt det andet, det her krav om at være … okay. Munter, tilmed.
Og hvad havde Nico været for Yale? Bare en god ven. Ikke familie, ikke en kæreste. Nico var faktisk den første rigtige ven, Yale havde fået, da han flyttede hertil, den første, han havde sat sig ned bare for at tale med, og ikke på en bar, ikke med høj musik som bagtæppe.
Yale havde beundret Nicos tegninger, havde inviteret ham ud på pandekager og hjulpet ham med at studere til sin GED og fortalt ham, at han var et stort talent. Charlie var ikke interesseret i kunst, og det var Nicos kæreste Terrence heller ikke, så Yale tog ofte Nico med til udstillinger og kunstforedrag, introducerede ham for kunstnere.
Men stadigvæk: Hvis Nicos lillesøster var i stand til at holde så meget sammen på sig selv, var Yale så ikke forpligtet til også at gemme sorgen væk?
”Det er svært for alle,” sagde Fiona.
Deres forældre havde slået hånden af Nico, da han var femten, men Fiona sneg sig til at komme med mad og penge og allergimedicin til den lejlighed, han delte med fire andre fyre på Broadway, tog selv toget ind til byen fra Highland Park. Som elleveårig. Når Nico præsenterede Fiona, sagde han altid: ”Det er den kvinde, der har opfostret mig.”
Yale kunne ikke komme i tanke om nogen ord, der var værd at sige.
Fiona opfordrede ham til at gå ovenpå, når han fik chancen.
”Det er det rene Versailles deroppe.”
Yale kunne ikke finde Charlie i menneskemængden. På trods af at han udstrålede en overvældende højde, var Charlie faktisk kun en smule højere end gennemsnittet, og Yale blev altid overrasket i situationer som denne, over at hans hoved med det kortklippede hår, det pæne skæg, hængeøjnene, ikke stak op over alle andres.
Men nu stod Julian Ames ved siden af ham, han var kommet ned fra overetagen.
Han sagde: ”Vi har været i gang siden frokost! Jeg er stangstiv!”
Klokken var fem, himlen var allerede ved at blive mørk. Han lænede sig mod Yale og fnisede.
”Vi har gennemsøgt badeværelset. Han har ingenting, eller også gemmer han det. Nå, men nogen fandt nogle gamle poppers bagerst i køleskabet. Men giver poppers overhovedet mening, hvis man ikke skal bolle?”
”Nej. Tag dig sammen. Poppers?”
”Jeg spørger helt alvorligt!” Julian rettede sig op. En lok af hans mørke hår hang altid ned i panden, og Charlie fastholdt, at det fik ham til at ligne Superman. (”Eller en enhjørning,” som Yale plejede at tilføje.)
Han strøg lokken væk fra øjnene og lavede trutmund. Om noget var Julian for perfekt. Han havde fået opereret sin næse, da han forlod Atlanta – bedre for hans skuespillerkarriere – og Yale ville ønske, at han ikke havde gjort det. Han ville have foretrukket en mindre perfekt Julian.
”Og jeg svarer helt alvorligt. Det giver absolut ingen mening at tage poppers til en begravelse.”
”Men det her er ikke en begravelse, det er en fest. Det er ligesom …” Julian var helt tæt på igen, hviskede ham konspiratorisk ind i øret.
”Det er ligesom den der Poe-novelle, den med den røde død. Døden er udenfor, men vi har en fantastisk fest herinde.”
”Julian.” Yale drak resten af sin Cuba Libre og spyttede en isterning tilbage i glasset.
”Derfor er det stadig en dårlig idé. Og det er for resten ikke sådan, historien ender.”
”Jeg var ikke typen, der læste bøgerne færdig i skolen.”
Julian hvilede sin kind mod Yales skulder – noget, han ofte gjorde, og som altid gjorde Yale bekymret for, om Charlie skulle kigge.
Yale havde brugt de sidste fire år på at forsikre Charlie om, at han ikke ville stikke af med en som Julian eller som Teddy Naples, der lige nu lænede sig farligt langt ud over gelænderet, med fødderne hævet over gulvet, og kaldte på en ven nede i stuen. (Teddy var så lille, at nogen sikkert ville kunne gribe ham, hvis han faldt, men Yale så alligevel væk, gjorde en grimasse.)
Der var ingen grund til Charlies jalousi ud over begge mænds gode udseende og flirtende adfærd. Ud over at Charlie aldrig ville føle sig sikker.
Det havde været Yale, der som udgangspunkt havde foreslået monogami, men det var Charlie, der konstant frygtede opløsningen af samme. Og han havde valgt to af de smukkeste mænd i Chicago at fæstne sin usikkerhed til. Yale rystede Julian af sin skulder, og Julian smilede beruset og gik sin vej.
Stuen var blevet mere støjende, lyde fra etagerne over dem sivede ned, flere mennesker sivede ind. To meget smukke, meget unge mænd cirkulerede rundt med bakker med små firkantede quicher og fyldte champignoner og æg. Yale undrede sig over, hvorfor maden ikke også var cubansk, så det passede til drinksene, men Richard havde sikkert bare samme plan for alle fester: åbne døre, åben bar, unge fyre med quiche.
Under alle omstændigheder var det dog bedre end den underlige og uærlige vigilie i går aftes. Der havde været en dejlig duft af røgelse i kirken, men derudover var der ikke meget ved det, som Nico ville have kunnet lide.
”Alt det her havde været over hans lig,” havde Charlie sagt, og så kunne han selv høre, hvor upassende det var, og forsøgte at le. Forældrene havde bevidst kun inviteret Nicos kæreste til vigilien, havde sagt, at det var ”et passende tidspunkt for venner at vise den sidste ære”.
Med andre ord: Lad være med at komme til selve begravelsen. Med andre ord: Lad helst også være med at komme til vigilien, men er vi ikke rummelige? Men Terrence havde været der i går aftes, og det samme havde otte venner.
Primært for at støtte Terrence, og Fiona, som, viste det sig, havde overtalt sine forældre til at invitere dem; hun havde sagt, at hvis ikke Nicos venner blev inviteret, ville hun rejse sig op under begravelsen og fortælle det. Alligevel havde en masse af vennerne trukket sig. Asher Glass havde hævdet, at hans krop ville gøre oprør ved at sætte fod i en katolsk kirke. (”Jeg ville begynde at råbe op om kondomer. Jeg sværger!”)
De otte, der var kommet, havde siddet skulder ved skulder nede bagved, en falanks af jakkesæt rundt om Terrence. Det havde været lettere, hvis Terrence kunne have blendet anonymt ind, men de havde ikke engang sat sig, før Yale hørte en ældre kvinde udpege ham for sin mand: ”Ham der. Den sorte herre med brillerne.”
Som om der havde været en anden sort mand til stede i kirken, en med perfekt syn. Kvinden var ikke den eneste, der under hele mindehøjtideligheden blev ved med at dreje hovedet for at observere, med en nærmest antropologisk interesse, om og hvornår det her sorte menneske ville begynde at græde.
Yale havde holdt Charlie diskret i hånden – ikke demonstrativt, men fordi Charlie var så allergisk over for kirker.
”Jeg ser knæfald og salmesang,” sagde han, ”og fem ton anglikansk skyld lande på mine skuldre.” I ly af andres blikke havde Yale derfor blidt ladet sin brede tommelfinger glide hen over Charlies benede.
Familiemedlemmer havde udelukkende fortalt historier om Nico som barn, som om han var død i sine teenageår. Der var en god en, fortalt af Nicos stoiske og askegrå far: Da Fiona var syv år, havde hun bedt om tyve cent til at købe en håndfuld svenske lakridsfisk fra slikdisken i supermarkedet. Deres far påpegede, at hun allerede havde brugt sine lommepenge.
Fiona var begyndt at græde. Og Nico, som var elleve, havde sat sig ned midt i supermarkedet og i fem minutter skubbet til og trukket i sin lidt løse kindtand, indtil den endelig kom ud. Det blødte – og deres far, tandlægen, blev straks bange for, at roden stadig sad derinde.
Men Nico stak bare tanden i lommen og sagde: ”Tandfeen kommer med en dollar i aften, ikke?”
Foran Fiona kunne dr. Marcus ikke sige nej. ”Så kan du give mig et lån?”
Alle i kirken lo af historien, og dr. Marcus behøvede egentlig ikke fortælle, at Nico straks gav sin søster pengene, og at der gik et helt år, før den permanente tand voksede ud.
Nu lod Yale blikket glide rundt for at finde Terrence. Det tog lidt tid, men der var han, han sad halvvejs oppe ad trappen, med alt for mange mennesker omkring sig, til at Yale ville tale med ham lige nu. I stedet tog Yale en af de små quicher fra en bakke og stak den ind gennem gelænderets tremmer til ham.
”Du ser ud, som om du sidder fast!” sagde Yale, og Terrence kom quichen i munden, rakte hånden frem igen og sagde: ”Et par stykker mere, tak!”
Fiona havde overvejet at narre sine forældre, udskifte Nicos aske med noget fra pejsen og give den rigtige til Terrence. Det var svært at afgøre, om hun mente det alvorligt. Men Terrence fik ikke noget aske, og han fik heller ikke andet, ud over Nicos kat, som han havde taget med, da Nico blev indlagt på hospitalet.
Familien havde gjort det klart, at når de begyndte at rydde Nicos lejlighed i morgen, ville Terrence ikke være velkommen. Nico havde ikke noget testamente. Hans sygdom var opstået pludseligt, og han var blevet hurtigt svækket – først et par dage med noget, der mindede om helvedesild, men så, kun en måned senere, høj feber og demens.
Terrence havde været matematiklærer indtil i sommer, hvor Nico havde haft brug for ham døgnet rundt, og Terrence fandt ud af, at han selv var smittet. Og hvordan skulle Terrence komme igennem efteråret, vinteren, uden Nico, uden job? Det var ikke kun et økonomisk spørgsmål. Han elskede at undervise, elskede børnene.
Terrence havde et par af de svage, tidlige symptomer, havde tabt sig, men ikke noget alvorligt endnu, ikke nok til at komme på sygedagpenge. Han havde taget testen, efter Nico blev syg – om det var af solidaritet eller bare for at vide det, vidste Yale ikke.
Det var ikke ligefrem, som om der fandtes en magisk pille. Yale og Charlie havde af principielle årsager været blandt de første til at blive testet det forår. Charlies avis havde slået til lyd for at lade sig teste, for oplysning og sikker sex, og Charlie mente, at han var nødt til at leve op til sine ord. Og for Yale var det egentlig bare et spørgsmål om at få det overstået.
Han antog, at uvisheden i sig selv var dårligt for hans helbred. Klinikkerne var ikke begyndt at tilbyde testen endnu, men det var dr. Vincent. Yale og Charlie åbnede en flaske champagne, da de fik de gode resultater. Det var dog en dyster skål, og de drak ikke resten af flasken.
Nu var Julian tilbage ved Yales øre, han sagde: ”Skynd dig at få en ny drink, før lysbilledshowet begynder.”
”Er der lysbilledshow?”
”Det er Richard.”
Henne ved baren så Yale Fiona stå og tale med en, han ikke kendte, en hetero, så det ud til, med et kraftigt kæbeparti. Hun snoede sine lyse krøller om en finger. Hun drak for hurtigt, for hun stod allerede med et tomt glas i hånden igen.
Det måtte hun have tømt, efter hun gav Yale sit halvtomme glas, og Fiona vejede måske halvtreds kilo. Han rørte ved hendes arm.
Han sagde: ”Husk nu at spise lidt også.”
Fiona lo, så på fyren, lo igen. ”Yale,” sagde hun. Og kyssede ham på kinden, et fast kys, der sikkert efterlod et læbestiftaftryk.
Til manden sagde hun: ”Jeg har to hundrede storebrødre.” Hun kunne dratte om, hvilket sekund det skulle være.
”Men som du kan se, er han den mest stilfulde. Og se lige på Yales hænder. Se dem lige.”
Yale så ned på sine håndflader, der var ikke noget underligt ved dem.
”Nej,” sagde hun. ”Den anden side! Ligner de ikke poter? De har pels!” Hun lod en finger glide gennem de mørke hår på hans hånd. Hun hviskede højlydt til manden: ”Han har dem også på fødderne!” Og så til Yale: ”Har du for resten talt med min tante?”
Yale lod blikket glide rundt i rummet. Der var et par kvinder til stede, men ikke rigtig nogen over tredive.
Han spurgte: ”Ved vigilien?”
”Nej, hun har ikke kørekort. Men I må have talt sammen, for jeg sagde det til hende. Jeg sagde det for flere måneder siden. Og hun sagde, at hun havde kontaktet dig.”
Han sagde: ”Din tante?”
”Nej, min fars tante. Hun elskede Nico. Yale, det skal du vide. Hun elskede ham.”
Yale sagde til fyren: ”Sørg for, at hun får noget at spise,” og fyren nikkede. Fiona klappede Yales bryst og vendte sig om, som om hans logik var umulig at følge.
Han fik sin drink, næsten ren rom, og så sig om efter Charlie. Var det hans skæggede kind, hans blå slips? Men gardinet af mennesker lukkede sig igen, og Yale var ikke høj nok til at se ud over mængden. Og nu dæmpede Richard lyset og trak et filmlærred frem, og Yale kunne ikke se andet end de skuldre og rygge, der stødte ind i ham.´
Richard Campo var, hvis han overhovedet havde et arbejde, fotograf. Yale havde ingen idé om, hvor Richards penge kom fra, men de tillod ham at købe en masse dyre kameraer og tid nok til at strejfe rundt i byen og tage billeder af hverdagen, foruden det lejlighedsvise bryllup.
Kort efter at Yale var flyttet til Chicago, lå han og tog solbad på Belmont Rocks sammen med Charlie og Charlies venner, selv om det var, før Yale og Charlie blev et par. Det var himmelsk, på trods af at Yale havde glemt at tage et håndklæde med, på trods af at han altid blev solskoldet.
Fyre, der kyssede i fuld offentlighed! En lille bøsselomme skjult fra byen, men med udsigt over den store Lake Michigan. En af Charlies venner, en mand med krøllet, for tidligt grånet hår og et par limegrønne speedos, havde siddet der og knipset løs på sit Nikon, skiftet film, taget billeder af dem alle sammen.
Yale havde spurgt: ”Hvem er ham den perverse?”
Og Charlie havde svaret: ”Han er muligvis et geni.” Det var Richard. Ganske vist så Charlie et skjult geni i stort set alle, stak til dem, indtil han fandt ind til deres passioner, og tilskyndede dem at afsøge dem, men Richard var virkelig talentfuld.
Yale og Richard havde aldrig været tætte – han havde aldrig sat sin fod i huset før i dag – men Yale var blevet vant til ham. Richard befandt sig altid i periferien, han observerede og fotograferede. Han var omkring femten år ældre end alle andre i deres kreds: faderlig, tilbedende, ivrig efter at give en omgang.
Han havde støttet Charlies avis økonomisk i den første tid. Og hvad der var begyndt som en underlig grille, var inden for de seneste måneder blevet noget vigtigt. Når Yale hørte kameraet klikke, tænkte han: Godt, at han fangede det. I betydningen: Hvad der end sker – om tre år, om tyve år – vil det øjeblik i det mindste være bevaret.
Nogen biksede med pladespilleren, og da det første lysbillede tonede frem (Nico og Terrence, der skålede sidste år på Fionas tyveårs fødselsdag), begyndte musikken: den akustiske intro til ”America”, versionen fra Simon og Garfunkels koncert i Central Park.
Det var Nicos yndlingssang, som han betragtede som en art nationalsang, ikke blot en vise om et roadtrip. Den aften, Reagan blev genvalgt sidste år, havde Nico rasende spillet den på jukeboxen på Little Jim’s igen og igen, indtil hele baren fuldemandssang om at være faret vild og tælle biler og lede efter Amerika. Ligesom alle sang med nu.
Yale kunne ikke synge med, og selv om han ikke ville være den eneste, der græd, havde han svært ved at være der. Han bakkede ud fra mængden og gik et par skridt op ad Richards trappe, så ud på ansigterne under ham.
Alle stirrede på lysbillederne, helt opslugte. Kun en enkelt anden var også på vej væk. Teddy Naples stod ved Richards tunge hoveddør, tog sin jakke på, drejede langsomt det runde dørhåndtag. Normalt var Teddy en lille kugle af kinetisk energi, der hoppede rundt på tæerne og bevægede hænderne til musik, som ingen andre hørte.
Men lige nu bevægede han sig som et spøgelse. Måske havde han fat i det rigtige. Hvis Yale ikke havde været fanget på denne side af menneskemængden, ville han nok have gjort det samme. Ikke være gået, men være gået udenfor for at trække lidt frisk luft.
Lysbillederne: Nico i løbetøj med et nummer sat fast til sit bryst. Nico og Terrence, der læner sig mod et træ, mens de begge giver fingeren. Nico i profil med sit orange halstørklæde og sorte frakke, en cigaret mellem læberne. Pludselig var Yale der også, arm i arm med Charlie, Nico på den anden side: julefesten i december sidste år på Charlies avis.
Nico havde været grafisk designer på Out Loud Chicago, og han havde en tegneseriestribe der, og han var også lige begyndt at designe teaterkulisser. Helt autodidakt. Det her skulle have været prologen til hans liv. Et nyt lysbillede: Nico, der griner af Julian og Teddy til en halloweenfest, hvor de havde været klædt ud som Sonny og Cher. Nico, der åbner en gave.
Nico, der holder en skål med chokoladeis. Nærbillede af Nico, skinnende tænder. Sidste gang Yale så Nico, havde han været bevidstløs, og pludselig var der kommet noget skum – noget forfærdeligt hvidt skum – ud af hans mund og næsebor.
Terrence var løbet ud på gangen for at kalde på sygeplejerskerne, var løbet ind i en rengøringsvogn og havde slået knæet, og de skide sygeplejersker var mere optagede af, hvorvidt Terrence blødte, end hvad der skete med Nico. Og så kom billedet af Nicos smukke ansigt, og det var for meget. Yale løb op ad trapperne.
Han håbede ikke, at soveværelserne var fulde af fyre, der havde taget poppers, men det første var i det mindste tomt. Han lukkede døren og satte sig på sengen. Det var mørkt udenfor nu, den sparsomme gadebelysning formåede knap at oplyse væggene og gulvet. Richard måtte have ændret indretningen af i hvert fald det her værelse, efter den mystiske kone var flyttet ud.
To sorte læderstole flankerede den brede seng. Der var en smal reol med kunstbøger. Yale lagde sine briller på gulvet og lagde sig på ryggen i sengen for at stirre op i loftet og lave den åndedrætsøvelse, som Charlie havde lært ham.
Hele efteråret havde han lært listen over galleriets faste donatorer udenad. Og for at lukke lydene fra stueetagen ude gjorde han nu det, han ofte gjorde derhjemme, når han ikke kunne sove: Han opremsede de donatorer, der begyndte med A, derefter dem, der begyndte med B.
Der var en del gengangere fra The Art Institute, det kunstmuseum, han havde arbejdet på i de sidste tre år, men der var hundredvis af nye navne – tidligere studerende på Northwestern, nordkysttyper – som han var nødt til at kende navnene på.
På det seneste havde han fundet listerne foruroligende – havde mærket et svagt ubehag ved dem. Han kunne huske, hvordan det var at være otte år og spørge sin far, hvem i kvarteret der ellers var jøder (”Er familien Rothman jøder? Er familien Andersen?”), og hans far, der havde gnedet sin kind og sagt: ”Lad det ligge, min dreng.
Historien har vist os, at der sker grimme ting, når man laver lister over jøder.” Først mange år senere havde Yale fundet ud af, at denne betænkelighed hang mere sammen med farens særlige selvhad. Men Yale havde været ung og påvirkelig, og måske var det derfor, det skurrede lidt at opremse navne fra en liste.
Eller nej, måske var det noget andet. På det seneste havde han haft to parallelle mentale lister kørende – donatorlisten og sygelisten. De mennesker, der kunne tænkes at donere kunst eller penge, og de venner, der måske var syge; de store donatorer, hvis navne man aldrig ville glemme, og de venner, han allerede havde mistet.
Men de var ikke tætte venner, dem, der var væk – ikke før nu. De havde været bekendte, venners venner som Nicos gamle bofælle Jonathan, et par galleriejere, en bartender, fyren fra boghandlen. Hvor mange var der, seks? Seks mennesker, han kendte overfladisk, folk, han ville sige hej til på en bar, folk, hvis mellemnavne han ikke kendte, og måske ikke engang deres efternavne. Han havde været til tre begravelser. Men nu var der en ny liste: en nær ven.
Yale og Charlie havde været til et uformelt møde sidste år med en oplægsholder fra San Francisco. Han havde sagt: ”Jeg kender fyre, der ikke har mistet nogen. Vennegrupper, der ikke er blevet berørt. Men jeg kender også folk, der har mistet tyve venner. Hele ejendomme, der er blevet tømt for beboere.” Og Yale havde naivt, desperat tænkt, at han måske ville falde i den første kategori.
Det hjalp ikke ligefrem, at han gennem Charlie kendte nærmest alle i Boystown. Det hjalp heller ikke, at alle hans venner var succesfulde mennesker – og at de lod til at præstere over gennemsnittet, også i denne nye, frygtelige forstand.
Det havde muligvis reddet Yales liv, og Charlies, at de havde mødt hinanden, da de gjorde, var blevet forelskede i hinanden så hurtigt. De havde været sammen siden februar ’81 og havde – til næsten alles store forundring – holdt sig til hinanden lige siden efteråret samme år. 1981 var ikke for tidligt til at kunne være blevet smittet, bestemt ikke, men det her var ikke San Francisco, det var ikke New York.
Gudskelov gik alt lidt langsommere her.
Hvordan kunne Yale glemme, at han hadede rom? Det gjorde ham altid i dårligt humør, dehydreret, varm. Gav ham mavepine. Han fandt et lillebitte badeværelse i forlængelse af soveværelset og satte sig på det kølige toilet med hovedet mellem benene.
På listen over dem, der kunne blive syge, som ikke passede tilstrækkeligt på, som måske allerede var smittede: Tja, Julian, uden tvivl. Richard.
Asher Glass. Teddy – for himlens skyld, Teddy Naples, som hævdede, at det engang lykkedes ham at blive hængende i Man’s Worlds badehus i tooghalvtreds timer, han havde kun taget en lur nu og da (til lydene af sex og pumpende musik) i de private rum, som ældre mænd lejede til deres hyrdetimer, og overlevet på Snickers fra automaten.
Teddy var imod at lade sig teste, han var bekymret for, at testresultaterne ville blive registreret og brugt af regeringen, ligesom listerne med jøder. Det var i det mindste, hvad han sagde. Måske var han bare skrækslagen, ligesom alle andre.
Teddy var ved at tage sin ph.d. i filosofi på Loyola, og han havde en tendens til at finde på indviklede filosofiske forklaringer på de mest gennemsnitlige følelser. Teddy og Julian havde indimellem noget kørende, men for det meste flød Teddy bare rundt mellem Kierkegaard og barer og klubber.
Yale havde altid haft en mistanke om, at Teddy havde mindst syv vennegrupper og ikke rangerede deres særlig højt. Og nu havde han forladt festen. Måske var lysbillederne for meget for ham, ligesom de havde været for Yale; måske var han bare gået ud for at få lidt frisk luft, men Yale tvivlede på det. Teddy havde andre steder, han skulle være, bedre fester.
Og så var der listen over bekendte, der allerede var syge, som skjulte deres læsioner på armene, men ikke deres ansigter, hostede forfærdeligt, blev tyndere og tyndere, ventede på at få det værre – eller lå på hospitalet, eller var fløjet hjem for at dø i nærheden af deres forældre, få en notits i den lokale avis om, at de var døde af lungebetændelse. Der var kun et par stykker på den liste lige nu, men der var plads til flere. Til mange flere.
Da Yale endelig satte i bevægelse igen, var det for at gå hen til vasken og plaske koldt vand i hovedet. Han så forfærdelig ud i spejlet: dybe rande under øjnene, grønlig ansigtsfarve. Hans hjerte føltes underligt, men det gjorde det på den anden side altid.
Lysbilledshowet måtte være forbi, og hvis han kunne se ned på menneskemængden, ville han kunne få øjenkontakt med Charlie. De kunne smutte. De kunne tage en taxa, og han kunne stikke hovedet ud ad bilruden. Når de kom hjem, ville Charlie massere hans nakke, insistere på at lave ham en kop te. Han ville få det bedre.
Han åbnede døren til gangen og hørte en kollektiv stilhed, som om alle holdt vejret eller lyttede til nogen, der holdt en tale. Men han kunne ikke høre nogen tale. Han så ned, men der var ingen i stuen. De var rykket et andet sted hen.
Han gik langsomt ned ad trappen, håbede, han ikke ville blive forskrækket over noget. En pludselig lyd kunne få ham til at kaste op. Men nede i stuen var der kun lyden af pladespilleren, der stadig drejede rundt, efter den sidste sang var slut, og pickuppen, der bevægede sig ud til siden.
Ølflasker og drinksglas, endnu halvt fulde af Cuba Libre, dækkede borde og armlæn. Bakkerne med kanapéer var blevet efterladt på spisebordet. Yale kom til at tænke på en razzia, en politirazzia af en slags, men det her var et privat hjem, og de var alle voksne mennesker, og der var ikke foregået meget ulovligt. Måske havde nogen haft lidt pot, men det kunne vel ikke gøre noget.
Hvor længe havde han været ovenpå? Måske tyve minutter. Måske en halv time. Han spekulerede på, om han kunne være faldet i søvn på sengen, om klokken var to om natten nu. Men nej, medmindre hans ur var gået i stå, var klokken kun 17.45.
Han gjorde sikkert et for stort nummer ud af det, mon ikke de bare var ude i haven? Den slags huse havde altid en baghave. Han gik gennem det tomme køkken, gennem en hyggestue med bøger. Han fandt døren, men den var låst. Han tog hænderne op ved siden af øjnene, kiggede ud gennem ruden: en stribet markise, en bunke visne blade, månen. Ingen mennesker.
Yale vendte sig om og gav sig til at råbe: ”Hallo! Richard! Hvor er I? Hallo!”
Han gik ud til hoveddøren – som mærkværdigt nok også var låst – og fumlede med låsen, indtil den gik op. Der var ingen ude på den mørke gade.
Han fik en tåget, latterlig tanke om, at verden var gået under, at en eller anden apokalypse havde udryddet alt og glemt ham. Han lo for sig selv, men samtidig: Han så ingen skikkelser i naboernes vinduer. Der var lys i vinduerne på den anden side, men det var der jo også hos Richard.
Og for enden af gaden skiftede trafiklyset fra grønt til gult til rødt. Han hørte en svag summen af biler langt væk, men det kunne også have været vinden, kunne det ikke? Eller måske fra søen. Yale håbede at høre en sirene, en dyttende bil, en hund, en flyvemaskine tværs over aftenhimlen. Ingenting.
Han gik ind igen og lukkede døren. Han råbte igen: ”Hallo! Hvor er I?” Og nu forestillede han sig, at de legede en leg, at de alle sammen ville springe frem om lidt og grine af ham. Men det var jo en begravelse, var det ikke? Det var ikke niende klasse. Folk prøvede ikke altid at finde måder at såre ham på.
Han så sit eget spejlbillede i Richards tv. Han var her stadig, var stadig synlig. På ryglænet af en stol hang en blå vindjakke, han genkendte som Asher Glass’. Lommerne var tomme. Han burde gå. Men hvor skulle han gå hen?
Askebægrene var fulde af cigaretskod. Ingen var halvt røgne, ingen var slukket i hast. Der havde ligget kopier af nogle af Nicos tegneserier på sofabordene, i baren, men nu lå de spredt ud over det hele – formodentlig mere som et resultat af festen end dens afslutning – og Yale samlede en op fra gulvet. En drag queen ved navn Martina Luther Kink. Et tåbeligt ordspil på at have en drøm.
Han gik gennem hvert rum i stueetagen, åbnede hver en dør – spisekammer, bryggers, kosteskab – indtil han blev mødt af en mur af kold luft og en trappe ned. Han fandt lyskontakten og gik ned. Vaskemaskine, papkasser, to rustne cykler.
Han gik op igen og derefter hele vejen op til anden sal – et arbejdsværelse, et lille motionsrum, et pulterkammer – og så ned til første sal igen og åbnede alle døre. Ornamenterede mahognikommoder, himmelsenge. Et stort soveværelse holdt helt i hvidt og grønt.
Hvis det her var hans kones værk, havde hun gjort det ret godt. Et Diane Arbus-print på væggen, det med drengene med håndgranaten. Der stod en telefon ved siden af Richards seng, og Yale greb den med en følelse af lettelse. Han lyttede til tonen – beroligende – og drejede langsomt sit eget nummer. Intet svar.
Han havde brug for at høre en stemme, en hvilken som helst stemme, og han løftede røret igen og ringede til nummeroplysningen.
”Hvilket nummer ønsker De?” spurgte kvinden i den anden ende.
”Hallo?” Han ville være sikker på, at det ikke var en båndoptager.
”Det er nummeroplysningen. Hvem vil de gerne have nummeret til?”
”Til … Marcus. Nico Marcus på North Clark i Chicago.”
Han stavede navnene.
”Jeg har en N. Marcus på North Clark. Vil De gerne have, at jeg stiller Dem videre?”
”Nej … nej, tak.”
”Bliv på linjen for at få nummeret.”
Yale lagde på.
Han gik en runde mere i huset og endte til sidst ved hoveddøren igen. Han råbte ud i det tomme hus:
”Jeg smutter! Jeg går nu!” Og trådte så ud i mørket.
Rebecca Makkai: Boystown
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “En gribende læseoplevelse” – Jyllands-Posten
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Kristeligt Dagblad
❤️❤️❤️❤️ “Velresearchet, velfortalt, godt skruet sammen, sine steder mesterligt” – Politiken
Boystown (eng. The Great Believers) er en Makkais prisvindende og anmelderroste roman om venskab, kærlighed og tab under 80’ernes AIDS-epidemi i USA.
Yale Tishman har en strålende karriere i Chicagos kunstverden, men omkring ham begynder AIDS-epidemien at tage til i styrke. En efter en bliver hans venner syge og dør, og sygdommen kommer helt tæt på Yale. Tredive år senere søger Nicos lillesøster, Fiona, efter sin datter i Paris. Her bliver hun konfronteret med de katastrofale følger, sygdommen fik for hendes eget liv.
Yales og Fionas historier væves ind i hinanden og skildrer sygdommens rasen, den moderne verdens kaos og de menneskelige omkostninger epidemien havde for dem begge.
Boystown er en fortælling om venskab, kærlighed og tab i et AIDS-ramt kvarter i 80’ernes Chicago og konsekvenserne af den nådesløse sygdom 30 år senere.
“Folk har 32 bøger om anden verdenskrig i deres reol … men hvor er bøgerne om AIDS? Hvor er museet? Hvor er monumenterne? Det er en af de store begivenheder i det 20. århundrede. Vi burde tale om det i skolen i samme omfang, som vi taler om anden verdenskrig, og af samme årsager. Så historien ikke gentager sig og for at forstå Amerika, som det ser ud nu på grund af det, der allerede er sket”
– Rebecca Makkai om, at der ikke bliver talt og skrevet nok om AIDS.
Den prisvindende roman (Carnegie-medaljen og Los Angeles Times Book Prize) Boystown begynder i året 1985. AIDS har for alvor ramt bydelen Boystown i Chicago, hvor Yale bor sammen med kæresten Charlie. Et af ofrene for sygdommen er Yales nære ven Nico.
30 år senere befinder Nicos lillesøster Fiona sig i Paris. Her bliver hun konfronteret med de katastrofale følger, sygdommen fik for hendes liv.
LÆS OGSÅ: 10 bøger du bør unde dig selv at læse i august
De to historier væves ind i hinanden og skildrer begge den nådesløse sygdom og de menneskelige omkostninger, der går i arv gennem generationer.
Boystown (eng. The Great Believers) udkom på engelsk til enestående anmeldelser:
“Makkai skriver tankefuldt og sikkert om betydningen af erindring og eftermæle og den smerte, der følger med at overleve”
The Guardian
“Medrivende og menneskelig”
The New York Times
“Vanvittigt læseværdig”
The San Francisco Chronicle
Læs første kapitel af Boystown her:
Boystown
Rebecca Makkai
1985
Omkring tredive kilometer væk, tredive kilometer nordpå, var begravelsen ved at begynde. Yale så på sit ur, mens de gik op ad Belden.
”Hvor tom tror du, kirken er?” sagde han til Charlie.
Charlie sagde: ”Lad os ikke tænke på det.”
Jo tættere de kom på Richards hus, jo flere venner på vej i samme retning fik de øje på. Nogle var i fint tøj, som om det her faktisk var begravelsen, andre havde jeans på, læderjakker.
Med alle dem, der var her, kunne der ikke være andre end de nærmeste pårørende oppe i kirken, forældrenes venner, præsten. Hvis der var købt sandwicher til gravøllet, ville de fleste blive smidt ud bagefter.
I sin lomme fandt Yale folderen fra vigilien i går, og mens han gik, foldede han den til noget, der mindede om de flip-flapper, hans kammerater i barndommen plejede at lave i bussen – dem, der spåede om ens skæbne (”Berømt!” eller ”Myrdet!”), når man åbnede en flap.
Den her havde ingen flapper, men hver firkant indeholdt ord, nogle på hovedet, alle forkortet af folderne: ”Fader George H. Whitb”, ”elskede søn, bror, hvil i”, ”Alt hvad der er smukt og”, ”I stedet for blomster, donati”. Hvilket alt sammen, tænkte Yale, vel egentlig sagde noget om Nicos skæbne. Nico havde været smuk og betydet meget for så mange. Blomster ville ikke nytte noget.
Husene på gaden var høje, ornamenterede. Der var stadig græskar foran de fleste døre, men kun få udskårne ansigter – i stedet var der kunstneriske arrangementer med forskellige græskararter og majskolber. Smedejernsstakit, havelåger. Da de gik ind mod Richards hus (et nobelt rækkehus, der delte mure med noble naboer), hviskede Charlie: ”Hans kone indrettede huset. Da han var gift. I ’72.”
Yale kunne ikke lade være med at grine, og det var på det værst tænkelige tidspunkt, netop som de gik forbi en trist smilende Richard, der havde åbnet døren for dem.
Det var tanken om Richards heteroliv i Lincoln Park med en kvinde, der interesserede sig for boligindretning. Yales indre billede var som taget ud af en komedie: Richard, der hurtigt skubbede en mand ind i klædeskabet, da han hørte sin kone komme tilbage for at hente sin Chanel-taske.
Yale tog sig sammen, lagde ansigtet i alvorlige folder og gik tilbage til Richard. ”Hvor bor du smukt,” sagde han. En bølge af mennesker kom op bag dem, skubbede Yale og Charlie ind i stuen.
Indenfor var stilen snarere 1872 end 1972: chintzsofaer, velourstole med udskårne armlæn, orientalske tæpper. Yale kunne mærke, at Charlie klemte hans hånd, idet de dykkede ind i menneskemængden.
Nico havde gjort det helt klart, at der skulle være tale om en fest.
”Hvis jeg får lov at blive hængende lidt som et spøgelse, tror I så, jeg vil se jer græde? Hvis I gør det, så hjemsøger jeg jer. Hvis I sidder og tuder, kaster jeg en lampe gennem rummet, okay? Jeg stikker en ildrager op i røven på jer, og ikke på den gode måde.”
Hvis han var død for to dage siden, ville de ikke have været i stand til at gennemføre det. Men Nico var død for tre uger siden, og familien havde udskudt vigilien og begravelsen, indtil hans morfar, som ingen havde set i tyve år, kunne flyve ind fra Havana.
Nicos mor var resultatet af et kort præ-Castro-ægteskab mellem en diplomatdatter og en cubansk musiker – og nu var den her oldgamle cubaner åbenbart helt afgørende for planlægningen af begravelsen, mens Nicos kæreste igennem tre år ikke engang var velkommen i kirken i dag. Yale kunne ikke holde ud at tænke på det, han blev så rasende, hvilket ikke var, hvad Nico ville have ønsket.
I hvert fald havde de brugt de seneste tre uger på at sørge, og nu sitrede Richards hus af forceret festlighed. Dér var Julian og Teddy for eksempel, de stod og vinkede oppe bag gelænderet på første sal, der løb hele vejen rundt langs etagen.
Over den var der endnu en etage, og et smukt, rundt ovenlysvindue hævede sig over det hele. Det var mere en katedral, end kirken havde været. En eller anden hvinede af latter alt for tæt på Yales øre.
Charlie sagde: ”Det er vist meningen, at vi skal more os.” Charlies britiske accent blev altid mere tydelig, når han var sarkastisk.
Yale sagde: ”Jeg venter på go-go-danserne.”
Richard havde et klaver, og nogen spillede ”Fly Me to the Moon”. Hvad fanden havde de alle sammen gang i?
En tynd mand, som Yale aldrig havde set før, gav Charlie et bjørnekram. En udenbys gæst, ville han gætte på, en, der havde boet her tidligere, men som var flyttet, før Yale blev en del af kredsen.
Charlie sagde: ”Hvordan fanden er det lykkedes dig at blive yngre?” Yale ventede på at blive præsenteret, men manden var gået i gang med at fortælle en vigtig historie om en, som Yale ikke kendte. Charlie var navet i mange hjul.
En stemme i Yales øre: ”Vi drikker Cuba Libre.” Det var Fiona, Nicos lillesøster, og Yale vendte sig om for at give hende et knus, lugte til hendes citronduftende hår.
”Er det ikke latterligt?” Nico havde været stolt af sin cubanske afstamning, men hvis han havde været bekendt med det kaos, hans morfars ankomst havde afstedkommet, ville han have nedlagt veto, hvad angik valget af drinks.
Fiona havde i går fortalt dem alle sammen, at hun ikke tog med til begravelsen – at hun ville være her i stedet – men det var alligevel et chok at se hende, at vide, hun havde gjort alvor af sine ord. På den anden side havde hun afskrevet sin familie lige så godt og grundigt, som de havde afskrevet Nico i årene, før han blev syg. (Indtil han lå på det yderste, og de havde gjort krav på ham, insisteret på, at han døde i forstæderne på et dårligt udstyret hospital med pænt tapet.)
Hendes mascara var løbet. Hun havde taget skoene af, men stod usikkert, som om hun havde høje hæle på. Fiona rakte Yale sin egen drink – halvt fuld med en pink halvmåne på kanten. Hun berørte hans overlæbe med en finger. ”Jeg kan stadig ikke fatte, at du barberede det af. Altså, det ser godt ud. Du ser mere …”
”Hetero ud?”
Hun lo, og så udbrød hun: ”Hvad? Hvad? De tvinger dig ikke til det, vel? På Northwestern?” Fiona havde et af de bedste bekymringsansigter, Yale nogensinde havde set – hendes øjenbryn fandt hinanden, hendes læber forsvandt ind i hendes mund – men han undrede sig over, at hun havde flere følelser at give af.
”Nej,” sagde han. ”Det er … altså, jeg arbejder jo med udvikling. Jeg taler med mange tidligere studerende.”
”For at få penge?”
”Penge og kunst. Det er en underlig dans.”
Yale havde fået jobbet på Northwesterns nye Brigg Gallery i august, samme uge som Nico blev syg, og han var stadig ikke sikker på, hvor hans arbejdsopgaver begyndte og endte.
”Jeg mener, de kender godt til Charlie. Mine kolleger. Det er fint nok. Det er et galleri, ikke en bank.” Han smagte på sin Cuba Libre. Upassende for tredje november, men eftermiddagen var usædvanlig varm for årstiden, og det her var lige nøjagtig, hvad han havde brug for. Måske ville den vække ham lidt.
”Du havde virkelig noget Tom Selleck kørende der. Jeg hader, når lyshårede mænd får overskæg, det ligner ferskenfarvede dun. Men mørkhårede fyre, derimod, det elsker jeg. Du skulle have beholdt det! Men det er okay, for nu ligner du Luke Duke. På en god måde. Nej, du ligner Patrick Duffy!” Yale kunne ikke le, og Fiona lagde hovedet på skrå og så på ham med et alvorligt udtryk.
Han havde lyst til at græde ind i hendes hår, men han gjorde det ikke. Han havde fremelsket en indre lammelse hele dagen, klamret sig til den som til et reb. Hvis det havde været for tre dage siden, kunne de bare have grædt sammen. Men nu var der ligesom kommet skorpe på såret, og nu var der den her forestilling om en fest oven i alt det andet, det her krav om at være … okay. Munter, tilmed.
Og hvad havde Nico været for Yale? Bare en god ven. Ikke familie, ikke en kæreste. Nico var faktisk den første rigtige ven, Yale havde fået, da han flyttede hertil, den første, han havde sat sig ned bare for at tale med, og ikke på en bar, ikke med høj musik som bagtæppe.
Yale havde beundret Nicos tegninger, havde inviteret ham ud på pandekager og hjulpet ham med at studere til sin GED og fortalt ham, at han var et stort talent. Charlie var ikke interesseret i kunst, og det var Nicos kæreste Terrence heller ikke, så Yale tog ofte Nico med til udstillinger og kunstforedrag, introducerede ham for kunstnere.
Men stadigvæk: Hvis Nicos lillesøster var i stand til at holde så meget sammen på sig selv, var Yale så ikke forpligtet til også at gemme sorgen væk?
”Det er svært for alle,” sagde Fiona.
Deres forældre havde slået hånden af Nico, da han var femten, men Fiona sneg sig til at komme med mad og penge og allergimedicin til den lejlighed, han delte med fire andre fyre på Broadway, tog selv toget ind til byen fra Highland Park. Som elleveårig. Når Nico præsenterede Fiona, sagde han altid: ”Det er den kvinde, der har opfostret mig.”
Yale kunne ikke komme i tanke om nogen ord, der var værd at sige.
Fiona opfordrede ham til at gå ovenpå, når han fik chancen.
”Det er det rene Versailles deroppe.”
Yale kunne ikke finde Charlie i menneskemængden. På trods af at han udstrålede en overvældende højde, var Charlie faktisk kun en smule højere end gennemsnittet, og Yale blev altid overrasket i situationer som denne, over at hans hoved med det kortklippede hår, det pæne skæg, hængeøjnene, ikke stak op over alle andres.
Men nu stod Julian Ames ved siden af ham, han var kommet ned fra overetagen.
Han sagde: ”Vi har været i gang siden frokost! Jeg er stangstiv!”
Klokken var fem, himlen var allerede ved at blive mørk. Han lænede sig mod Yale og fnisede.
”Vi har gennemsøgt badeværelset. Han har ingenting, eller også gemmer han det. Nå, men nogen fandt nogle gamle poppers bagerst i køleskabet. Men giver poppers overhovedet mening, hvis man ikke skal bolle?”
”Nej. Tag dig sammen. Poppers?”
”Jeg spørger helt alvorligt!” Julian rettede sig op. En lok af hans mørke hår hang altid ned i panden, og Charlie fastholdt, at det fik ham til at ligne Superman. (”Eller en enhjørning,” som Yale plejede at tilføje.)
Han strøg lokken væk fra øjnene og lavede trutmund. Om noget var Julian for perfekt. Han havde fået opereret sin næse, da han forlod Atlanta – bedre for hans skuespillerkarriere – og Yale ville ønske, at han ikke havde gjort det. Han ville have foretrukket en mindre perfekt Julian.
”Og jeg svarer helt alvorligt. Det giver absolut ingen mening at tage poppers til en begravelse.”
”Men det her er ikke en begravelse, det er en fest. Det er ligesom …” Julian var helt tæt på igen, hviskede ham konspiratorisk ind i øret.
”Det er ligesom den der Poe-novelle, den med den røde død. Døden er udenfor, men vi har en fantastisk fest herinde.”
”Julian.” Yale drak resten af sin Cuba Libre og spyttede en isterning tilbage i glasset.
”Derfor er det stadig en dårlig idé. Og det er for resten ikke sådan, historien ender.”
”Jeg var ikke typen, der læste bøgerne færdig i skolen.”
Julian hvilede sin kind mod Yales skulder – noget, han ofte gjorde, og som altid gjorde Yale bekymret for, om Charlie skulle kigge.
Yale havde brugt de sidste fire år på at forsikre Charlie om, at han ikke ville stikke af med en som Julian eller som Teddy Naples, der lige nu lænede sig farligt langt ud over gelænderet, med fødderne hævet over gulvet, og kaldte på en ven nede i stuen. (Teddy var så lille, at nogen sikkert ville kunne gribe ham, hvis han faldt, men Yale så alligevel væk, gjorde en grimasse.)
Der var ingen grund til Charlies jalousi ud over begge mænds gode udseende og flirtende adfærd. Ud over at Charlie aldrig ville føle sig sikker.
Det havde været Yale, der som udgangspunkt havde foreslået monogami, men det var Charlie, der konstant frygtede opløsningen af samme. Og han havde valgt to af de smukkeste mænd i Chicago at fæstne sin usikkerhed til. Yale rystede Julian af sin skulder, og Julian smilede beruset og gik sin vej.
Stuen var blevet mere støjende, lyde fra etagerne over dem sivede ned, flere mennesker sivede ind. To meget smukke, meget unge mænd cirkulerede rundt med bakker med små firkantede quicher og fyldte champignoner og æg. Yale undrede sig over, hvorfor maden ikke også var cubansk, så det passede til drinksene, men Richard havde sikkert bare samme plan for alle fester: åbne døre, åben bar, unge fyre med quiche.
Under alle omstændigheder var det dog bedre end den underlige og uærlige vigilie i går aftes. Der havde været en dejlig duft af røgelse i kirken, men derudover var der ikke meget ved det, som Nico ville have kunnet lide.
”Alt det her havde været over hans lig,” havde Charlie sagt, og så kunne han selv høre, hvor upassende det var, og forsøgte at le. Forældrene havde bevidst kun inviteret Nicos kæreste til vigilien, havde sagt, at det var ”et passende tidspunkt for venner at vise den sidste ære”.
Med andre ord: Lad være med at komme til selve begravelsen. Med andre ord: Lad helst også være med at komme til vigilien, men er vi ikke rummelige? Men Terrence havde været der i går aftes, og det samme havde otte venner.
Primært for at støtte Terrence, og Fiona, som, viste det sig, havde overtalt sine forældre til at invitere dem; hun havde sagt, at hvis ikke Nicos venner blev inviteret, ville hun rejse sig op under begravelsen og fortælle det. Alligevel havde en masse af vennerne trukket sig. Asher Glass havde hævdet, at hans krop ville gøre oprør ved at sætte fod i en katolsk kirke. (”Jeg ville begynde at råbe op om kondomer. Jeg sværger!”)
De otte, der var kommet, havde siddet skulder ved skulder nede bagved, en falanks af jakkesæt rundt om Terrence. Det havde været lettere, hvis Terrence kunne have blendet anonymt ind, men de havde ikke engang sat sig, før Yale hørte en ældre kvinde udpege ham for sin mand: ”Ham der. Den sorte herre med brillerne.”
Som om der havde været en anden sort mand til stede i kirken, en med perfekt syn. Kvinden var ikke den eneste, der under hele mindehøjtideligheden blev ved med at dreje hovedet for at observere, med en nærmest antropologisk interesse, om og hvornår det her sorte menneske ville begynde at græde.
Yale havde holdt Charlie diskret i hånden – ikke demonstrativt, men fordi Charlie var så allergisk over for kirker.
”Jeg ser knæfald og salmesang,” sagde han, ”og fem ton anglikansk skyld lande på mine skuldre.” I ly af andres blikke havde Yale derfor blidt ladet sin brede tommelfinger glide hen over Charlies benede.
Familiemedlemmer havde udelukkende fortalt historier om Nico som barn, som om han var død i sine teenageår. Der var en god en, fortalt af Nicos stoiske og askegrå far: Da Fiona var syv år, havde hun bedt om tyve cent til at købe en håndfuld svenske lakridsfisk fra slikdisken i supermarkedet. Deres far påpegede, at hun allerede havde brugt sine lommepenge.
Fiona var begyndt at græde. Og Nico, som var elleve, havde sat sig ned midt i supermarkedet og i fem minutter skubbet til og trukket i sin lidt løse kindtand, indtil den endelig kom ud. Det blødte – og deres far, tandlægen, blev straks bange for, at roden stadig sad derinde.
Men Nico stak bare tanden i lommen og sagde: ”Tandfeen kommer med en dollar i aften, ikke?”
Foran Fiona kunne dr. Marcus ikke sige nej. ”Så kan du give mig et lån?”
Alle i kirken lo af historien, og dr. Marcus behøvede egentlig ikke fortælle, at Nico straks gav sin søster pengene, og at der gik et helt år, før den permanente tand voksede ud.
Nu lod Yale blikket glide rundt for at finde Terrence. Det tog lidt tid, men der var han, han sad halvvejs oppe ad trappen, med alt for mange mennesker omkring sig, til at Yale ville tale med ham lige nu. I stedet tog Yale en af de små quicher fra en bakke og stak den ind gennem gelænderets tremmer til ham.
”Du ser ud, som om du sidder fast!” sagde Yale, og Terrence kom quichen i munden, rakte hånden frem igen og sagde: ”Et par stykker mere, tak!”
Fiona havde overvejet at narre sine forældre, udskifte Nicos aske med noget fra pejsen og give den rigtige til Terrence. Det var svært at afgøre, om hun mente det alvorligt. Men Terrence fik ikke noget aske, og han fik heller ikke andet, ud over Nicos kat, som han havde taget med, da Nico blev indlagt på hospitalet.
Familien havde gjort det klart, at når de begyndte at rydde Nicos lejlighed i morgen, ville Terrence ikke være velkommen. Nico havde ikke noget testamente. Hans sygdom var opstået pludseligt, og han var blevet hurtigt svækket – først et par dage med noget, der mindede om helvedesild, men så, kun en måned senere, høj feber og demens.
Terrence havde været matematiklærer indtil i sommer, hvor Nico havde haft brug for ham døgnet rundt, og Terrence fandt ud af, at han selv var smittet. Og hvordan skulle Terrence komme igennem efteråret, vinteren, uden Nico, uden job? Det var ikke kun et økonomisk spørgsmål. Han elskede at undervise, elskede børnene.
Terrence havde et par af de svage, tidlige symptomer, havde tabt sig, men ikke noget alvorligt endnu, ikke nok til at komme på sygedagpenge. Han havde taget testen, efter Nico blev syg – om det var af solidaritet eller bare for at vide det, vidste Yale ikke.
Det var ikke ligefrem, som om der fandtes en magisk pille. Yale og Charlie havde af principielle årsager været blandt de første til at blive testet det forår. Charlies avis havde slået til lyd for at lade sig teste, for oplysning og sikker sex, og Charlie mente, at han var nødt til at leve op til sine ord. Og for Yale var det egentlig bare et spørgsmål om at få det overstået.
Han antog, at uvisheden i sig selv var dårligt for hans helbred. Klinikkerne var ikke begyndt at tilbyde testen endnu, men det var dr. Vincent. Yale og Charlie åbnede en flaske champagne, da de fik de gode resultater. Det var dog en dyster skål, og de drak ikke resten af flasken.
Nu var Julian tilbage ved Yales øre, han sagde: ”Skynd dig at få en ny drink, før lysbilledshowet begynder.”
”Er der lysbilledshow?”
”Det er Richard.”
Henne ved baren så Yale Fiona stå og tale med en, han ikke kendte, en hetero, så det ud til, med et kraftigt kæbeparti. Hun snoede sine lyse krøller om en finger. Hun drak for hurtigt, for hun stod allerede med et tomt glas i hånden igen.
Det måtte hun have tømt, efter hun gav Yale sit halvtomme glas, og Fiona vejede måske halvtreds kilo. Han rørte ved hendes arm.
Han sagde: ”Husk nu at spise lidt også.”
Fiona lo, så på fyren, lo igen. ”Yale,” sagde hun. Og kyssede ham på kinden, et fast kys, der sikkert efterlod et læbestiftaftryk.
Til manden sagde hun: ”Jeg har to hundrede storebrødre.” Hun kunne dratte om, hvilket sekund det skulle være.
”Men som du kan se, er han den mest stilfulde. Og se lige på Yales hænder. Se dem lige.”
Yale så ned på sine håndflader, der var ikke noget underligt ved dem.
”Nej,” sagde hun. ”Den anden side! Ligner de ikke poter? De har pels!” Hun lod en finger glide gennem de mørke hår på hans hånd. Hun hviskede højlydt til manden: ”Han har dem også på fødderne!” Og så til Yale: ”Har du for resten talt med min tante?”
Yale lod blikket glide rundt i rummet. Der var et par kvinder til stede, men ikke rigtig nogen over tredive.
Han spurgte: ”Ved vigilien?”
”Nej, hun har ikke kørekort. Men I må have talt sammen, for jeg sagde det til hende. Jeg sagde det for flere måneder siden. Og hun sagde, at hun havde kontaktet dig.”
Han sagde: ”Din tante?”
”Nej, min fars tante. Hun elskede Nico. Yale, det skal du vide. Hun elskede ham.”
Yale sagde til fyren: ”Sørg for, at hun får noget at spise,” og fyren nikkede. Fiona klappede Yales bryst og vendte sig om, som om hans logik var umulig at følge.
Han fik sin drink, næsten ren rom, og så sig om efter Charlie. Var det hans skæggede kind, hans blå slips? Men gardinet af mennesker lukkede sig igen, og Yale var ikke høj nok til at se ud over mængden. Og nu dæmpede Richard lyset og trak et filmlærred frem, og Yale kunne ikke se andet end de skuldre og rygge, der stødte ind i ham.´
Richard Campo var, hvis han overhovedet havde et arbejde, fotograf. Yale havde ingen idé om, hvor Richards penge kom fra, men de tillod ham at købe en masse dyre kameraer og tid nok til at strejfe rundt i byen og tage billeder af hverdagen, foruden det lejlighedsvise bryllup.
Kort efter at Yale var flyttet til Chicago, lå han og tog solbad på Belmont Rocks sammen med Charlie og Charlies venner, selv om det var, før Yale og Charlie blev et par. Det var himmelsk, på trods af at Yale havde glemt at tage et håndklæde med, på trods af at han altid blev solskoldet.
Fyre, der kyssede i fuld offentlighed! En lille bøsselomme skjult fra byen, men med udsigt over den store Lake Michigan. En af Charlies venner, en mand med krøllet, for tidligt grånet hår og et par limegrønne speedos, havde siddet der og knipset løs på sit Nikon, skiftet film, taget billeder af dem alle sammen.
Yale havde spurgt: ”Hvem er ham den perverse?”
Og Charlie havde svaret: ”Han er muligvis et geni.” Det var Richard. Ganske vist så Charlie et skjult geni i stort set alle, stak til dem, indtil han fandt ind til deres passioner, og tilskyndede dem at afsøge dem, men Richard var virkelig talentfuld.
Yale og Richard havde aldrig været tætte – han havde aldrig sat sin fod i huset før i dag – men Yale var blevet vant til ham. Richard befandt sig altid i periferien, han observerede og fotograferede. Han var omkring femten år ældre end alle andre i deres kreds: faderlig, tilbedende, ivrig efter at give en omgang.
Han havde støttet Charlies avis økonomisk i den første tid. Og hvad der var begyndt som en underlig grille, var inden for de seneste måneder blevet noget vigtigt. Når Yale hørte kameraet klikke, tænkte han: Godt, at han fangede det. I betydningen: Hvad der end sker – om tre år, om tyve år – vil det øjeblik i det mindste være bevaret.
Nogen biksede med pladespilleren, og da det første lysbillede tonede frem (Nico og Terrence, der skålede sidste år på Fionas tyveårs fødselsdag), begyndte musikken: den akustiske intro til ”America”, versionen fra Simon og Garfunkels koncert i Central Park.
Det var Nicos yndlingssang, som han betragtede som en art nationalsang, ikke blot en vise om et roadtrip. Den aften, Reagan blev genvalgt sidste år, havde Nico rasende spillet den på jukeboxen på Little Jim’s igen og igen, indtil hele baren fuldemandssang om at være faret vild og tælle biler og lede efter Amerika. Ligesom alle sang med nu.
Yale kunne ikke synge med, og selv om han ikke ville være den eneste, der græd, havde han svært ved at være der. Han bakkede ud fra mængden og gik et par skridt op ad Richards trappe, så ud på ansigterne under ham.
Alle stirrede på lysbillederne, helt opslugte. Kun en enkelt anden var også på vej væk. Teddy Naples stod ved Richards tunge hoveddør, tog sin jakke på, drejede langsomt det runde dørhåndtag. Normalt var Teddy en lille kugle af kinetisk energi, der hoppede rundt på tæerne og bevægede hænderne til musik, som ingen andre hørte.
Men lige nu bevægede han sig som et spøgelse. Måske havde han fat i det rigtige. Hvis Yale ikke havde været fanget på denne side af menneskemængden, ville han nok have gjort det samme. Ikke være gået, men være gået udenfor for at trække lidt frisk luft.
Lysbillederne: Nico i løbetøj med et nummer sat fast til sit bryst. Nico og Terrence, der læner sig mod et træ, mens de begge giver fingeren. Nico i profil med sit orange halstørklæde og sorte frakke, en cigaret mellem læberne. Pludselig var Yale der også, arm i arm med Charlie, Nico på den anden side: julefesten i december sidste år på Charlies avis.
Nico havde været grafisk designer på Out Loud Chicago, og han havde en tegneseriestribe der, og han var også lige begyndt at designe teaterkulisser. Helt autodidakt. Det her skulle have været prologen til hans liv. Et nyt lysbillede: Nico, der griner af Julian og Teddy til en halloweenfest, hvor de havde været klædt ud som Sonny og Cher. Nico, der åbner en gave.
Nico, der holder en skål med chokoladeis. Nærbillede af Nico, skinnende tænder. Sidste gang Yale så Nico, havde han været bevidstløs, og pludselig var der kommet noget skum – noget forfærdeligt hvidt skum – ud af hans mund og næsebor.
Terrence var løbet ud på gangen for at kalde på sygeplejerskerne, var løbet ind i en rengøringsvogn og havde slået knæet, og de skide sygeplejersker var mere optagede af, hvorvidt Terrence blødte, end hvad der skete med Nico. Og så kom billedet af Nicos smukke ansigt, og det var for meget. Yale løb op ad trapperne.
Han håbede ikke, at soveværelserne var fulde af fyre, der havde taget poppers, men det første var i det mindste tomt. Han lukkede døren og satte sig på sengen. Det var mørkt udenfor nu, den sparsomme gadebelysning formåede knap at oplyse væggene og gulvet. Richard måtte have ændret indretningen af i hvert fald det her værelse, efter den mystiske kone var flyttet ud.
To sorte læderstole flankerede den brede seng. Der var en smal reol med kunstbøger. Yale lagde sine briller på gulvet og lagde sig på ryggen i sengen for at stirre op i loftet og lave den åndedrætsøvelse, som Charlie havde lært ham.
Hele efteråret havde han lært listen over galleriets faste donatorer udenad. Og for at lukke lydene fra stueetagen ude gjorde han nu det, han ofte gjorde derhjemme, når han ikke kunne sove: Han opremsede de donatorer, der begyndte med A, derefter dem, der begyndte med B.
Der var en del gengangere fra The Art Institute, det kunstmuseum, han havde arbejdet på i de sidste tre år, men der var hundredvis af nye navne – tidligere studerende på Northwestern, nordkysttyper – som han var nødt til at kende navnene på.
På det seneste havde han fundet listerne foruroligende – havde mærket et svagt ubehag ved dem. Han kunne huske, hvordan det var at være otte år og spørge sin far, hvem i kvarteret der ellers var jøder (”Er familien Rothman jøder? Er familien Andersen?”), og hans far, der havde gnedet sin kind og sagt: ”Lad det ligge, min dreng.
Historien har vist os, at der sker grimme ting, når man laver lister over jøder.” Først mange år senere havde Yale fundet ud af, at denne betænkelighed hang mere sammen med farens særlige selvhad. Men Yale havde været ung og påvirkelig, og måske var det derfor, det skurrede lidt at opremse navne fra en liste.
Eller nej, måske var det noget andet. På det seneste havde han haft to parallelle mentale lister kørende – donatorlisten og sygelisten. De mennesker, der kunne tænkes at donere kunst eller penge, og de venner, der måske var syge; de store donatorer, hvis navne man aldrig ville glemme, og de venner, han allerede havde mistet.
Men de var ikke tætte venner, dem, der var væk – ikke før nu. De havde været bekendte, venners venner som Nicos gamle bofælle Jonathan, et par galleriejere, en bartender, fyren fra boghandlen. Hvor mange var der, seks? Seks mennesker, han kendte overfladisk, folk, han ville sige hej til på en bar, folk, hvis mellemnavne han ikke kendte, og måske ikke engang deres efternavne. Han havde været til tre begravelser. Men nu var der en ny liste: en nær ven.
Yale og Charlie havde været til et uformelt møde sidste år med en oplægsholder fra San Francisco. Han havde sagt: ”Jeg kender fyre, der ikke har mistet nogen. Vennegrupper, der ikke er blevet berørt. Men jeg kender også folk, der har mistet tyve venner. Hele ejendomme, der er blevet tømt for beboere.” Og Yale havde naivt, desperat tænkt, at han måske ville falde i den første kategori.
Det hjalp ikke ligefrem, at han gennem Charlie kendte nærmest alle i Boystown. Det hjalp heller ikke, at alle hans venner var succesfulde mennesker – og at de lod til at præstere over gennemsnittet, også i denne nye, frygtelige forstand.
Det havde muligvis reddet Yales liv, og Charlies, at de havde mødt hinanden, da de gjorde, var blevet forelskede i hinanden så hurtigt. De havde været sammen siden februar ’81 og havde – til næsten alles store forundring – holdt sig til hinanden lige siden efteråret samme år. 1981 var ikke for tidligt til at kunne være blevet smittet, bestemt ikke, men det her var ikke San Francisco, det var ikke New York.
Gudskelov gik alt lidt langsommere her.
Hvordan kunne Yale glemme, at han hadede rom? Det gjorde ham altid i dårligt humør, dehydreret, varm. Gav ham mavepine. Han fandt et lillebitte badeværelse i forlængelse af soveværelset og satte sig på det kølige toilet med hovedet mellem benene.
På listen over dem, der kunne blive syge, som ikke passede tilstrækkeligt på, som måske allerede var smittede: Tja, Julian, uden tvivl. Richard.
Asher Glass. Teddy – for himlens skyld, Teddy Naples, som hævdede, at det engang lykkedes ham at blive hængende i Man’s Worlds badehus i tooghalvtreds timer, han havde kun taget en lur nu og da (til lydene af sex og pumpende musik) i de private rum, som ældre mænd lejede til deres hyrdetimer, og overlevet på Snickers fra automaten.
Teddy var imod at lade sig teste, han var bekymret for, at testresultaterne ville blive registreret og brugt af regeringen, ligesom listerne med jøder. Det var i det mindste, hvad han sagde. Måske var han bare skrækslagen, ligesom alle andre.
Teddy var ved at tage sin ph.d. i filosofi på Loyola, og han havde en tendens til at finde på indviklede filosofiske forklaringer på de mest gennemsnitlige følelser. Teddy og Julian havde indimellem noget kørende, men for det meste flød Teddy bare rundt mellem Kierkegaard og barer og klubber.
Yale havde altid haft en mistanke om, at Teddy havde mindst syv vennegrupper og ikke rangerede deres særlig højt. Og nu havde han forladt festen. Måske var lysbillederne for meget for ham, ligesom de havde været for Yale; måske var han bare gået ud for at få lidt frisk luft, men Yale tvivlede på det. Teddy havde andre steder, han skulle være, bedre fester.
Og så var der listen over bekendte, der allerede var syge, som skjulte deres læsioner på armene, men ikke deres ansigter, hostede forfærdeligt, blev tyndere og tyndere, ventede på at få det værre – eller lå på hospitalet, eller var fløjet hjem for at dø i nærheden af deres forældre, få en notits i den lokale avis om, at de var døde af lungebetændelse. Der var kun et par stykker på den liste lige nu, men der var plads til flere. Til mange flere.
Da Yale endelig satte i bevægelse igen, var det for at gå hen til vasken og plaske koldt vand i hovedet. Han så forfærdelig ud i spejlet: dybe rande under øjnene, grønlig ansigtsfarve. Hans hjerte føltes underligt, men det gjorde det på den anden side altid.
Lysbilledshowet måtte være forbi, og hvis han kunne se ned på menneskemængden, ville han kunne få øjenkontakt med Charlie. De kunne smutte. De kunne tage en taxa, og han kunne stikke hovedet ud ad bilruden. Når de kom hjem, ville Charlie massere hans nakke, insistere på at lave ham en kop te. Han ville få det bedre.
Han åbnede døren til gangen og hørte en kollektiv stilhed, som om alle holdt vejret eller lyttede til nogen, der holdt en tale. Men han kunne ikke høre nogen tale. Han så ned, men der var ingen i stuen. De var rykket et andet sted hen.
Han gik langsomt ned ad trappen, håbede, han ikke ville blive forskrækket over noget. En pludselig lyd kunne få ham til at kaste op. Men nede i stuen var der kun lyden af pladespilleren, der stadig drejede rundt, efter den sidste sang var slut, og pickuppen, der bevægede sig ud til siden.
Ølflasker og drinksglas, endnu halvt fulde af Cuba Libre, dækkede borde og armlæn. Bakkerne med kanapéer var blevet efterladt på spisebordet. Yale kom til at tænke på en razzia, en politirazzia af en slags, men det her var et privat hjem, og de var alle voksne mennesker, og der var ikke foregået meget ulovligt. Måske havde nogen haft lidt pot, men det kunne vel ikke gøre noget.
Hvor længe havde han været ovenpå? Måske tyve minutter. Måske en halv time. Han spekulerede på, om han kunne være faldet i søvn på sengen, om klokken var to om natten nu. Men nej, medmindre hans ur var gået i stå, var klokken kun 17.45.
Han gjorde sikkert et for stort nummer ud af det, mon ikke de bare var ude i haven? Den slags huse havde altid en baghave. Han gik gennem det tomme køkken, gennem en hyggestue med bøger. Han fandt døren, men den var låst. Han tog hænderne op ved siden af øjnene, kiggede ud gennem ruden: en stribet markise, en bunke visne blade, månen. Ingen mennesker.
Yale vendte sig om og gav sig til at råbe: ”Hallo! Richard! Hvor er I? Hallo!”
Han gik ud til hoveddøren – som mærkværdigt nok også var låst – og fumlede med låsen, indtil den gik op. Der var ingen ude på den mørke gade.
Han fik en tåget, latterlig tanke om, at verden var gået under, at en eller anden apokalypse havde udryddet alt og glemt ham. Han lo for sig selv, men samtidig: Han så ingen skikkelser i naboernes vinduer. Der var lys i vinduerne på den anden side, men det var der jo også hos Richard.
Og for enden af gaden skiftede trafiklyset fra grønt til gult til rødt. Han hørte en svag summen af biler langt væk, men det kunne også have været vinden, kunne det ikke? Eller måske fra søen. Yale håbede at høre en sirene, en dyttende bil, en hund, en flyvemaskine tværs over aftenhimlen. Ingenting.
Han gik ind igen og lukkede døren. Han råbte igen: ”Hallo! Hvor er I?” Og nu forestillede han sig, at de legede en leg, at de alle sammen ville springe frem om lidt og grine af ham. Men det var jo en begravelse, var det ikke? Det var ikke niende klasse. Folk prøvede ikke altid at finde måder at såre ham på.
Han så sit eget spejlbillede i Richards tv. Han var her stadig, var stadig synlig. På ryglænet af en stol hang en blå vindjakke, han genkendte som Asher Glass’. Lommerne var tomme. Han burde gå. Men hvor skulle han gå hen?
Askebægrene var fulde af cigaretskod. Ingen var halvt røgne, ingen var slukket i hast. Der havde ligget kopier af nogle af Nicos tegneserier på sofabordene, i baren, men nu lå de spredt ud over det hele – formodentlig mere som et resultat af festen end dens afslutning – og Yale samlede en op fra gulvet. En drag queen ved navn Martina Luther Kink. Et tåbeligt ordspil på at have en drøm.
Han gik gennem hvert rum i stueetagen, åbnede hver en dør – spisekammer, bryggers, kosteskab – indtil han blev mødt af en mur af kold luft og en trappe ned. Han fandt lyskontakten og gik ned. Vaskemaskine, papkasser, to rustne cykler.
Han gik op igen og derefter hele vejen op til anden sal – et arbejdsværelse, et lille motionsrum, et pulterkammer – og så ned til første sal igen og åbnede alle døre. Ornamenterede mahognikommoder, himmelsenge. Et stort soveværelse holdt helt i hvidt og grønt.
Hvis det her var hans kones værk, havde hun gjort det ret godt. Et Diane Arbus-print på væggen, det med drengene med håndgranaten. Der stod en telefon ved siden af Richards seng, og Yale greb den med en følelse af lettelse. Han lyttede til tonen – beroligende – og drejede langsomt sit eget nummer. Intet svar.
Han havde brug for at høre en stemme, en hvilken som helst stemme, og han løftede røret igen og ringede til nummeroplysningen.
”Hvilket nummer ønsker De?” spurgte kvinden i den anden ende.
”Hallo?” Han ville være sikker på, at det ikke var en båndoptager.
”Det er nummeroplysningen. Hvem vil de gerne have nummeret til?”
”Til … Marcus. Nico Marcus på North Clark i Chicago.”
Han stavede navnene.
”Jeg har en N. Marcus på North Clark. Vil De gerne have, at jeg stiller Dem videre?”
”Nej … nej, tak.”
”Bliv på linjen for at få nummeret.”
Yale lagde på.
Han gik en runde mere i huset og endte til sidst ved hoveddøren igen. Han råbte ud i det tomme hus:
”Jeg smutter! Jeg går nu!” Og trådte så ud i mørket.
Rebecca Makkai: Boystown
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “En gribende læseoplevelse” – Jyllands-Posten
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Kristeligt Dagblad
❤️❤️❤️❤️ “Velresearchet, velfortalt, godt skruet sammen, sine steder mesterligt” – Politiken
Boystown (eng. The Great Believers) er en Makkais prisvindende og anmelderroste roman om venskab, kærlighed og tab under 80’ernes AIDS-epidemi i USA.
Yale Tishman har en strålende karriere i Chicagos kunstverden, men omkring ham begynder AIDS-epidemien at tage til i styrke. En efter en bliver hans venner syge og dør, og sygdommen kommer helt tæt på Yale. Tredive år senere søger Nicos lillesøster, Fiona, efter sin datter i Paris. Her bliver hun konfronteret med de katastrofale følger, sygdommen fik for hendes eget liv.
Yales og Fionas historier væves ind i hinanden og skildrer sygdommens rasen, den moderne verdens kaos og de menneskelige omkostninger epidemien havde for dem begge.
Du kan købe Boystown online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: