Børnebøger Carlsen Kim Ace

Kim Ace er tilbage med en hylende morsom gyser-serie for børn: Lucas O’Kult

Kim Ace, gyserserie, lucas o'kult

Med Lucas O’Kult udgiver Kim Ace to nye bøger samtidigt: Satans VHS og Den store stygge musical.

Succesforfatteren Kim Ace er tilbage med en ny hylende morsom gyser-serie for børn: Lucas O’Kult. 

”Når lyset er tændt indenfor om natten, fungerer et vindue som et spejl. Så kan der stå hvad som helst uden for, og man kan ikke se det … tanken giver mig the creeps, og jeg forsøger altid at forestille mig, hvad det værste er, som kunne stå på den anden side af vinduet og kigge ind,” fortæller Kim Ace om sin fascination af uhygge.

Lige siden han var dreng, har hans egne store forfatter-forbilleder inden for gyser-litteratur altid været Dennis Jürgensen og Stephen King. Han slugte alle de bøger, de har skrevet og læste dem igen og igen. Og der er en lille hyldest til Dennis Jürgensen i serien, fordi byen hedder Kvæhlstrup – Jürgensen har skrevet serien ”Krøniker fra Kvæhl”.

”Jeg er selv totalt hærdet. Jeg har læst SÅ mange gyserbøger, da jeg som 12-årig lå alene med en lommelygte i mit telt ved Gardasøen. Så når jeg skriver, så giver jeg bare los på gys og uhygge uden egentlig at tænke over, at jeg skriver til børn,” griner han.

To bøger udkommer samtidigt

Serien om Lucas O’kult skydes i gang med to bind, Satans VHS + Den store stygge musical, der udkommer samme dag.

I Satans VHS flytter Lucas O´Kult til Kvæhlstrup med sin mor og to søskende. De har arvet farfarens hus, efter at han er forsvundet sporløst. En aften finder de en såkaldt VHS-afspiller i kælderen og ser den gyserfilm, der sidder i maskinen. Samtidig begynder der at ske grufulde ting i Kvæhlstrup. Ting, som minder uhyggeligt meget om filmens handling. Folk i byen begynder at mistænke Lucas og hans familie, og Lucas er nødt til at rense deres navn. Men måske er familien rent faktisk mere involveret, end de selv aner.

Hyldest til gyserfilm

”Den er lidt en hyldest til gyserfilm fra 1990’erne som The Ring og Scream,” fortæller Kim Ace.

I filmen The Ring dør en række teenagere præcis en uge efter, de har set et bestemt videobånd – da hovedpersonen ser optagelsen, har hun derfor kun syv dage til at løse mysteriet, før hun selv bliver slået ihjel. Og i Scream er der en gal massemorder i et fastelavnskostume løs, som dræber en masse mennesker omkring vores heltinde Sidney.

”Jeg dykkede meget ned i den der følelse af dejavue, et sammentræf så utroligt at det bliver til paranoia, når man tænker nærmere over det. Og Lucas O’Kult er i forvejen totalt neurotisk – hans hjerne finder i enhver given situation frem til mindst 5.000, som kan gå galt. Hvis der lander en sommerfugl på hans arm, tænker han straks, at nu skal armen amputeres, fordi sommerfuglen sikkert har smittet ham med et eller andet forfærdeligt. Og så er han hamrende mørkeræd. Så når jeg skriver, tænker jeg hele tiden på; hvad er det værste, der kan ske for ham nu,” fortæller Kim Ace.

Skræk for edderkopper

I Den store stygge musical har Lucas svært ved at falde til i Kvæhlstrup, så i et forsøg på at få nye venner, melder han sig til skolens musical. Lucas har bare lige glemt, at han lider af galoperende sceneskræk. Samtidig sker det nogle meget besynderlige ting: Et lig forsvinder fra byens kirkegård, deres nye musicallærer begynder at opføre sig helt vanvittigt, og hvorfor hænger computernørderne og de seje gymnasiepiger pludselig ud sammen? Lucas bliver nødt til at overvinde sin sceneskræk, hvis han skal nå at løse mysteriet, inden den store premiereaften.

Og det er jo ikke svært at se, hvor inspirationen til den historie kommer fra.

Kim Ace er født og opvokset langt ude på den jyske hede i Sdr. Omme. I 2007 blev han uddannet musical performer fra Den Danske Scenekunstskole, og arbejder i dag som musicalstjerne med roller i for eksempel Tarzan, Dirty Dancing og The Boy Band Tour, lige som han har også gennem flere år koreograferet og iscenesat forestillinger som Seebach (the musical).

Kim Ace debuterede i 2021 med første bind i Geminiforbandelsen, som blev udvalgt af Boghandlerforeningen til Verdensbogugen, hvor 30.000 danske børn fik foræret bogen for at styrke deres lyst til at læse. Samtidig modtog Kim Ace både i 2021 og 2022 en Orla-pris i kategorien “Bogen der fik mig til at glemme tiden” for hhv. bind 1 og 2 i Gemini-serien.

Og så er Kim Ace altså ikke mere hærdet, end han selv lider af en vanvittig araknofobi – angst for edderkopper:

”Alt stritter på mig, hvis jeg ser en lille edderkop på vores badeværelse. Så skal den bare dø. Lige nu. Koste hvad det vil. Om jeg så smadrer vores nye fladskærm med kosten, mens jeg jagter den,” gyser han.


Satans VHS

Kim Ace er tilbage med en hylende morsom gyser-serie for børn: Lucas O'Kult

Lucas O´Kult flytter til Kvæhlstrup med sin mor og to søskende. De har arvet farfarens hus, efter at han er forsvundet sporløst. En aften finder de en såkaldt VHS-afspiller i kælderen og ser den gyserfilm, der sidder i maskinen. Samtidig begynder der at ske grufulde ting i Kvæhlstrup. Ting, som minder uhyggeligt meget om filmens handling. Folk i byen begynder at mistænke Lucas og hans familie, og Lucas er nødt til at rense deres navn. Men måske er familien rent faktisk mere involveret, end de selv aner.

Fra ca. 9 år

Du kan købe Lucas O’Kult og Satans VHS online eller i din nærmeste boghandel fra 10. oktober.


Den store stygge musical

Kim Ace er tilbage med en hylende morsom gyser-serie for børn: Lucas O'Kult

Lucas har svært ved at falde til i Kvæhlstrup, så i et forsøg på at få nye venner, melder han  sig til skolens musical i et forsøg på at få nye venner. Lucas har bare lige glemt, at han lider af galoperende sceneskræk.

Samtidig sker det nogle meget besynderlige ting: Et lig forsvinder fra byens kirkegård, deres nye musicallærer begynder at opføre sig helt vanvittigt, og hvorfor hænger computernørderne og de seje gymnasiepigerne pludselig ud sammen? Lucas bliver nødt til at overvinde sin sceneskræk, hvis han skal nå at løse mysteriet, inden den store premiereaften.   

Fra ca. 9 år.

Du kan købe Lucas O’Kult og den store stygge musical online i din nærmeste boghandel.