Børnebøger Læseprøve og uddrag

Geminiforbandelsen 3 er en episk fortælling om kaos og kyssefester. Smuglæs i bogen her

Geminiforbandelsen 3, Kim Ace

Geminiforbandelsen 3 er sidste bind i Kim Ace’ fantasytrilogi, hvor magi, eventyr, ondskab og hemmeligheder er i centrum. Tyvstart din læsning her.


Geminiforbandelsen 3 starter, da sommerferien nærmer sig, og det betyder, at Rasmus og Xander har travlt med at planlægge Xanders 13 års fødselsdagsfest.

Der er ikke lang tid til at Xander skal flytte til Spanien, og derfor forsøger de to drenge at få det bedste ud af den sidste tid, de har sammen. Men en dag modtager Rasmus en mærkelig besked: Jeg kender jeres hemmelighed.

LÆS OGSÅ: Geminiforbandelsen – velkommen til et nyt univers af humor og fantasy

Efter beskeden bryder kaos ud på skolen, og Rasmus og Xanders opdager en forbindelse mellem ulykkerne i Sønderdal og parallelverdenen Erytnevia. Pludselig er der mange spørgsmål, de skal finde et svar på. For hvem har skrevet beskeden? Hvorfor opfører nannyen Rosita sig så underligt? Hvad er der sket i Erytnevia, efter de tog tilbage? Og hvad er gåden bag Rasmus’ fortid?

Det viser sig, at Rasmus og Xander alligevel ikke længere er i sikkerhed i deres egen verden …

Læs et uddrag af Geminiforbandelsen 3 herunder.

Du kan købe Geminiforbandelsen 3 online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 18 august.




Geminiforbandelsen 3

Kim Ace


Kapitel 1: PIS!

Rasmus tvang sig selv ud af mareridtet ved at kaste sig bagover, væk fra skelethånden. Der lød et højt GOING, da han ramte madrassen og nærmest blev katapulteret op i luften. Han landede på numsen, helt viklet ind i sin dyne, og slap endelig kvælertaget om sin egen hals. Han stirrede forskrækket på sine hænder. Havde han lige siddet op i søvne og taget kvælertag på sig selv?

Hvad fanden var nu det for en gang vanvid? Han strøg de pjuskede krøller væk fra sin pande og prøvede at få vejrtrækningen under kontrol. Hans hjerte nægtede at falde til ro, men blev bare ved med at lyde som en hysterisk spætte, der hamrede mod hans ribben. Rasmus sad lidt, inden han vippede benene ud over sovesofaens kant og så over mod hjørnet i det dunkle værelse.

Først kunne han ikke få øje på Xander, men så spottede han endelig sin bedste vens lange, lyse hår, der stak ud under dynen nede i fodenden af hans enorme seng. Synet af Xander beroligede ham nok til, at hans blodtryk endelig gik fra et tempo, der svarede til en overdimensioneret foodprocessor, der er koblet direkte til en atomreaktor, og ned til et mere tåleligt håndmixer-i-frikadellefars-tempo.

Kulden fra Den Sorte Sump ville ikke slippe sit tag i ham, hvilket måske ikke var så mærkeligt, for han var plaskvåd på ryggen. Lækkert, tænkte han med et suk. Tis hele vejen op til skulderbladene denne gang. Det var da en alletiders skodrekord at slå. Måske han også kunne få nakkehåret med næste gang.

Rasmus havde faktisk forsøgt at indstille sig på at leve resten af sit liv som drengen med superevnen til at kunne udløse skybrud af tis i søvne. Men når det nu var i éns bedste vens sovesofa, så var det sgu alligevel lidt svært at acceptere. Og det hjalp da virkelig heller ikke på situationen, at den T-shirt, han havde sovet i, var en, han havde lånt af Xander.

Rasmus rejste sig og trak dynen med sig ud på gulvet. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af den. Derhjemme ville han have hængt den til tørre i vinduet, men kunne man bare tillade sig det, når man var gæst? I det mindste kunne hans plejebror, Troels, ikke se dynen her hos Xander og dermed opdage, at Rasmus stadig strintede som en bulldog med blærebetændelse næsten hver eneste nat. Han stod lidt ubeslutsomt halvvejs henne ved vinduet, da lyden af Xanders skrækslagne stemme fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.

„Nnn … nej – Nej!“

Rasmus snurrede rundt.

Xander lå og kæmpede med sin dyne, som om den var ved at kvæle ham, mens han talte i søvne. „Hey, Xander,“ hviskede Rasmus forsigtigt. „Nej … det passer ikk’,“ lød det desperat.

Rasmus ville vikle sin ven ud af sengetøjet, som han havde fået snoet rundt om sig, men Xander klamrede sig til det, så han var ved at blive kvalt.

„Hey, bro, du har mareridt.“

„Nej – NEJ!“

Pludselig trak Xander så hårdt i dynen, at Rasmus mistede grebet om den, og Xander kom til at bokse sig selv lige på næsen. Han slog endelig øjnene op.

„Auv!“ stønnede han og stirrede forvirret rundt.

„Du havde mareridt,“ hviskede Rasmus beroligende og trådte et par skridt væk fra sengen.

Xander så overrasket på ham.

„Men derfor behøver du da ikke at slå, bro.“

„Det var sgu da ikke mig! Du var i gang med at myrde din dyne, og så fik du altså lige klasket dig selv i fjæset.“

„Nåh,“ sagde Xander og ømmede sig. „Undskyld.“

„Nej-nej, det skal du ikke undskylde. Jeg havde også mareridt … jeg var faktisk i færd med at strangulere mig selv, da jeg vågnede.“ Rasmus gik i stå. Hvorfor lå de begge to og forsøgte at smadre sig selv i søvne? Prøvede de på at gøre Freddy Krueger arbejdsløs?

Xander satte sig op.

„Hey, Google, tænd lyset på Xanders værelse.“

„Okay. Tænder tre lamper,“ svarede en højtaler på skrivebordet, og værelset blev badet i lys.

Xander så ned ad sig selv.

„PIS!“ sukkede han udmattet og klaskede en hånd mod panden. Han havde tydeligvis glemt det uppercut, han lige havde givet sig selv, for han tog sig med det samme til næseryggen og udstødte en lille jamren.

„Ja, også her,“ mumlede Rasmus og viste dynen frem med et opgivende smil. „Den der 1,5 liters cola, jeg inhalerede i går aftes, har åbenbart sat en form for fartrekord igennem min krop. Nu ligger den i hvert fald og skvulper i din sovesofa … sorry, bro.“

„Ej, det gør da ikk’ noget.“ Xander rejste sig og smilede til Rasmus. „Vi kan sove videre i min seng. Vi vender bare madrassen om – det har jeg gjort før. Der er masser af plads til os begge to.“

I og med at Xanders seng næsten var lige så stor som hele Rasmus’ værelse, havde han fuldstændig ret.

„Men skal jeg ikke lige finde nogle nye dyner?“ fortsatte Xander.

„Jo, det tror jeg er en glimrende plan,“ svarede Rasmus. „For min minder mest af alt om en utæt vandballon lige nu.“ Xander smuttede forbi Rasmus, men nåede kun halvvejs hen til døren ud til gangen, inden han vadede direkte ind i deres byggeprojekt fra aftenen før. De havde lavet en meget udførlig plan for Xanders fødselsdagsfest, som han skulle holde den første dag i sommerferien.

Byggeprojektet var en model af den enorme baghave, hvor festen skulle foregå. Den var konstrueret af en blanding af Lego, superheltefigurer og interimistisk stablede bunker af chips. De havde markeret, hvor folk skulle sidde, hvor buffeten skulle stilles op, og hvor dj’en skulle stå. Xander havde endda gjort plads til en kæmpemæssig hoppeborg. Han var skideligeglad med, at han fyldte 13 år og endelig ville blive teenager, hoppeborge var sygt grineren.

I midten af det hele lå en lang liste over, hvem der skulle inviteres til festen. Rasmus havde forsøgt at foreslå, at man måske ikke nødvendigvis behøvede at invitere Dennis, men de var til sidst blevet enige om, at det nok alligevel var mest fair, at hele klassen skulle med.

„Av, shit – min legohoppeborg,“ udbrød Xander, imens han sprang rundt på et ben og klamrede sig til den fod, han lige havde jokket ned i en Chewbacca-legofigur.

„Det er fint nok,“ småfnisede Rasmus. „Vi bygger den op igen i morgen.“

I morgen, som var sidste skoledag inden sommerferien. Én dag tættere på Xanders fødselsdagsfest. Og én dag tættere på, at Xander skulle flytte tilbage til Spanien.

Dengang Rasmus fik choknyheden om, at Xander skulle tilbage til Spanien i slutningen af skoleåret, havde det virket, som om der var længe til. Men tiden var gået ubegribeligt hurtigt, og det var, som om både Rasmus og Xander havde ignoreret flytteplanerne, i håb om at det aldrig ville ske. Det var i hvert fald sådan, Rasmus havde det.

„Hey, bro, er du okay?“

Xanders stemme trak Rasmus ud af den ubehagelige tankestrøm.

„Hva? Øhm, ja – ja-ja!“ løj han.

Xander stod ved vasketøjskurven og smed helt ugenert sin T-shirt og sine boksershorts derned, inden han fandt et nyt par i sit klædeskab og tog dem på.

„Bro, har du en anden trøje, jeg kan låne?“ spurgte Rasmus tøvende. „Og – måske også et par tørre boksershorts?“

„Helt sikkert,“ smilede Xander og gav ham de første, han fandt på hylden, og skubbede vasketøjskurven over til Rasmus.

Rasmus skulle lige til at krænge T-shirten af, da han fortrød.

„Ej – jeg tror simpelthen bare, vi skal finde en tønde med saltsyre og smide den her derned … Den er der altså aldrig nogen, der burde gå med igen. Ikke engang Røde Kors ville tage imod den, hvis de vidste, hvad jeg har udsat den for.“

„Hold op,“ grinede Xander. „Rosita har altså rimelig vilde skills. Hun kan sagtens få den der til at dufte af en blomster- eng.“

„Ja – en blomstereng, hvor nogen har pisset på tulipanerne.“

Rasmus lod modvilligt trøjen dumpe ned i kurven og trak den friske over hovedet.

„Jeg er straks tilbage,“ sagde Xander på vej ud ad døren. „Flipper du ikke lige madrassen, mens jeg henter nogle dyner?“

Han var væk, før Rasmus kunne nå at svare.


Kapitel 2: FODTRIN I MØRKET

Rasmus kæmpede med madrassen, samtidig med at han ihærdigt forsøgte at undgå den våde plet på midten. Da han endelig fik overmandet sin skumfyldte modstander, lød der et kæmpe WHOMP, idet den væltede tilbage i sengerammen. Lyden forekom meget høj i det stille hus. Han samlede de tisfyldte dyner op og bestemte sig for, at de alligevel skulle hænges til tørre i vinduet, men standsede, da han fik øje på sit spejlbillede i ruden.

Ikke så meget som en millimeter højere var han blevet siden sidste sommer. Låne-T-shirten hang på ham og lignede faktisk en form for natkjole. Måske skulle han tage sig sammen og melde sig ind i Fitness World eller sådan noget, så han også kunne få sixpack ligesom Xander. På den anden side ville der jo ikke være plads til mere end en twopack på Rasmus’ korte overkrop.

De små hår på hans arme rejste sig pludselig, da en besynderlig lyd fik luften bag ham til at sitre.

Han trak sig instinktivt nogle skridt væk fra døren og stirrede hen mod den mørke gang. Hvad var det? Var det Xander?

Det havde lydt som knirkende gulvbrædder – eller en dør, der langsomt blev åbnet lige i nærheden. Men Xander kunne umuligt have nået at hente sengetøjet på så kort tid. Rasmus var i hvert fald næsten sikker på, at det var helt nede på første sal, at Xanders forældre, Thomas og Lene, havde soveværelse, og at det var der, man kunne finde ekstra dyner.

Men hvis det ikke var Xander, hvem var det så, der gik rundt heroppe på tredje sal? Den eneste, som ellers var hjemme, var Rosita, og hun lå og sov nede i kælderen. Rasmus ventede længe, inden han tog mod til sig.

„Xander?“

Der kom ikke noget svar.

„Bro, er det dig?“

Stadig kun stilhed.

Rasmus fik myrepatter over hele kroppen. Okay, slap af, din pivskid! Lyden af en knirkende dør er jo ikke ensbetydende med, at der står en øksemorder og venter på dig ude på gangen! Har du nogensinde hørt om gennemtræk?

SLAM! lød det, da en dør et sted på etagen smækkede i.

Rasmus undgik kun med nød og næppe at skide i bukserne af skræk. Han sank en kæmpe klump og prøvede at styre sin bævrende stemme.

„Rosita?“

Der kom stadig intet svar. Hvor fanden blev Xander af? Måske var det alligevel ham, der stod og tog pis på Rasmus ude på gangen? Rasmus listede med langsomme museskridt hen mod døråbningen og så ud.

Der var ingenting at se. Helt nede for enden kunne han ane gelænderet til trappen, som blev oplyst af et ovenlysvindue.

Alle dørene på gangen var lukkede. Det var umuligt at vide, hvorfra lyden var kommet. Efter alt for lang tid faldt det ham ind at tænde noget lys.

„Hey, Google, tænd lyset på gangen,“ hviskede han.

Højtaleren svarede alt for højt med sin robotagtige kvindestemme.

„Beklager, det forstod jeg ikke.“

Rasmus tog sig selv i at ville tysse på googledamen. Hvorfor skulle hun dog tale så forbandet højt?

„Hey, Google,“ forsøgte han igen. „Tænd lyset på gangen.“ „Beklager, det forstod jeg ikke,“ kom det igen.

Rasmus gloede frustreret på højtaleren.

„Hey, Google, TÆND LYSET.“

„På wikipedia-siden ‘Tinglysning’ står der: Tinglysning er domstolenes …“

„Hold kæft, Google!“

Højtaleren klappede endelig i, og derfor kunne Rasmus tydeligt høre lyden, der straks fik hans knogler til at fryse til is. Der var ingen tvivl. Henne fra trappen kom der langsomme, slæbende fodtrin, og de var på vej op mod ham!


Kapitel 3: ET SKRIG I NATTEN

Rasmus stirrede paralyseret hen mod den svagt oplyste trappeafsats og forventede, eller måske mere ønskede, at se Xanders ansigt komme til syne. Men der kom ingen Xander. I stedet kom lyden af knirkende trappetrin bare nærmere og nærmere, og samtidig slog Rasmus’ hjerte hurtigere og hurtigere. Nu var skridtene så tæt på, at han snart måtte kunne se, hvem det var, der lavede lyden. Det øverste trappetrin udstødte et langt og klagende knirk, da noget tungt, men usynligt trådte op på det.

Rasmus hamrede døren til Xanders værelse i og stavrede baglæns på ben, der føltes, som om de var lavet af vatrondeller. Sekundet efter snublede han over de to tisdyner, der lå og flød på gulvet, og landede på numsen i det våde sengetøj. Han stirrede på døren og ventede bare på øjeblikket, hvor det tilsyneladende usynlige monster ville bryde gennem døren og flå ham i småstykker. Da døren få sekunder senere gik op, udstødte Rasmus et brøl af forskrækkelse.

„Hvad sker der?“

Xander stod i døråbningen med to dyner i armene og gloede uforstående på ham.

„Luk døren, luk døren!“ råbehviskede Rasmus og sprang op. „Der er et eller andet derude!“

„Hvad?“ Xander vendte sig rundt og stirrede ud på gangen.

Rasmus løb hen og trak i Xander, så hårdt han kunne, og smækkede døren i bag dem.

„Jeg sværger, der er et eller andet usynligt derude!“ hviskede han lettere hysterisk, imens han gik baglæns længere ind i værelset. „Jeg hørte det komme op ad trappen!“

„Hvad snakker du om?“ Xander så vantro på ham. „Jeg ku’ altså ikk’ se noget …“

„Nej, det er jo det, jeg siger! Det er usynligt.“

„Hvordan kan du så vide, det er der?“

Rasmus gloede irriteret på Xander.

„Ja, jeg har sgu da ører. Jeg kunne høre nogen gå op ad trapperne.“

„Jamen det var jo bare mig.“ Xander lagde en beroligende hånd på Rasmus’ skulder.

„Medmindre du har fået fingrene i Harry Potters usynlighedskåbe, så var det ikke dig! Du må være gået lige forbi, hvad end det er, der lusker rundt derude.“

Rasmus og Xander så begge hen mod døren. Der var stille et stykke tid.

„Tror du ikke bare, det er dit mareridt, der har givet dig lidt nøjeren på?“ spurgte Xander endelig.

„Nej,“ svarede Rasmus, men hans stemme lød ikke så overbevist, som han følte sig. Var det bare hans mareridt, der fuckede med hans hjerne? „Hvorfor tog det for øvrigt så skide lang tid at finde de der dyner?“

„Lang tid? Jeg var seriøst kun væk i maks. to minutter.“ Xander smed dynerne på sin seng og gik tilbage mod gangen. „Skal vi så ikke lige tjekke, om der var et eller andet?“

„Nej!“ Rasmus havde mest lyst til bare at gøre som en struds og stikke hovedet i busken – eller i det her tilfælde banke hovedet igennem gulvtæppet på Xanders værelse og ned gennem gulvbrædderne.

„Jo, nu kigger vi lige,“ sagde Xander.

„Jamen det gi’r sgu da ikke nogen mening at kigge, hvis det alligevel er usynligt,“ svarede Rasmus modvilligt, men Xander havde allerede åbnet døren ud til gangen.

„Hey, Google, tænd lyset på 3. sal,“ sagde han og kiggede ud.

„Okay, tænder seks lamper.“

Rasmus skulede ondt til højtaleren på skrivebordet.

„Er det her en form for sammensværgelse eller hvad? Hvad har jeg nogensinde gjort dig, Google?“
Xander ventede på Rasmus i den nu oplyste gang, som ikke længere forekom særlig uhyggelig.

„Her er altså ikke noget.“

I samme øjeblik skar et øredøvende skrig sig igennem natten.

Xander så på Rasmus med forfærdede øjne.

„Rosita!“ Han nåede ikke engang at sige navnet til ende, før han var sat i en spurt ud ad døren og ned ad trappen. Rasmus halsede efter, så hurtigt han kunne, og indhentede ham først nede i den mørke stue. De så sig begge forvildede omkring.

„Se,“ udbrød Rasmus og pegede på den åbne havedør. Et sæt lange, hvide gardiner hang på hver sin side af åbningen og bølgede sælsomt i nattebrisen. Xander var ude igennem døren, før Rasmus kunne nå at blinke.

Skoven, der afskar Solhøjen fra Sønderdal, tårnede sig op omkring huset som en mur af træer og blade. Der var ingen at se i haven. Rasmus skulle lige til at kalde på Rosita, da han hørte nannyens rystende vejrtrækning inde fra et buskads. Drengene skyndte sig at løbe derover.

Den ældre spanske dame stod helt viklet ind i en busk og stirrede skrækslagen op mod huset.

„¿Qué pasa, Rosita?“ hviskede Xander, hvilket Rasmus kunne regne ud betød: Hvad sker der, Rosita?

„Es malvado … es malvado,“ udbrød hun næsten uhørligt.

Rasmus anede ikke, hvad det betød, men kunne ikke lide at spørge lige nu.

„Cálmate, cálmate,“ svarede Xander og tog forsigtigt hendes hånd.

Det fik endelig Rosita til at kigge på ham.

„La casa está poseída, Lyxander … poseída!“

Xander vendte sig rundt og så først med tvivlende øjne på Rasmus, inden han vendte blikket mod det kæmpestore, hvide hus. Udtrykket i hans ansigt fik Rasmus til at holde vejret.

„Bro, hvad siger hun?“

„Øhmm, hun siger … at huset er hjemsøgt.“


Kim Ace: Geminiforbandelsen 3

Tredje og sidste bind i Geminiforbandelsen-serien, som er en sjov og actionfyldt fantasytrilogi af Kim Ace.

Sommerferien nærmer sig, og Rasmus og Xander har travlt med at arrangere Xanders 13 års fødselsdagsfest. Xander skal snart flytte tilbage til Spanien, og de to venner prøver at få det bedste ud af den sidste tid, de har sammen.

Men en dag modtager Rasmus en mystisk besked: Jeg kender jeres hemmelighed, og kort udbryder der kaos på skolen. Hvem har skrevet beskeden? Hvorfor opfører nannyen Rosita sig så underligt? Hvad er der sket i Erytnevia, efter de tog tilbage? Og hvad er gåden bag Rasmus’ fortid? Situationen er katastrofal, og måske er Rasmus og Xander ikke længere i sikkerhed i deres egen verden.

Fra ca. 9 år.

Du kan købe Geminiforbandelsen (3) online, eller i din nærmeste boghandel.