Gys og gru

Efteråret er over os, og halloween nærmer sig. Nu er det blevet tid til bøger med gys og gru, som altid er et hit hos børn, og det er faktisk sundt at blive lidt bange. Her er 6 uhyggelige, som også egner sig godt til højtlæsning.


Sommeren er overvurderet. For findes der noget bedre end at sidde indenfor, når efterårsvejret rusker, og regnen siler ned, og det er tid til at hygge sig med en stak uhyggelige bøger i sofaen? Vi har fundet 6 frem, som både er gode for børnene at læse selv, men som også egner sig til højtlæsning.

Gys er godt for børn – i de rigtige doser

Mange trends kommer og går, men børn har altid været fascineret af gys og gru, og det er nok en af grundene til, at halloween efterhånden har udkonkurreret fastelavn som tradition herhjemme. Men hvorfor er børn så fascineret af gys?

“Børn kan godt lide at nærme sig det uhyggelige univers, og det giver dem mulighed for at lære at håndtere angst og stress. Det kan de muligvis bruge som en slags angstvaccine, hvis de får det i små doser, hvor de kan håndtere det. Og det gør dem muligvis bedre til at håndtere frygt senere i livet”, siger Mathias Clasen, der er horrorforsker og leder af forskningsenheden Recreational Fear Lab, i en artikel i Politiken. I de rigtige doser er det at blive lidt bange faktisk sundt for børnene.

“Hvis børn bliver udsat for en mængde frygt, som de selv kan overskue og håndtere, vil barnet ofte synes, at det er sjovt og spændende. Og det, tror vi, kan skyldes, at barnet oplever, at de lærer, hvordan de selv succesfuldt kan navigere situationer præget af mild frygt. Det er altså ikke bare sjovt for barnet, det er muligvis også sundt”, siger Marc Malmdorf Andersen, der er kognitions- og legeforsker på Aarhus Universitet, i en artikel i Politiken.

Kim Ace klar med ny gyserserie

Succesforfatteren Kim Ace er en af dem, der som barn elskede at blive skræmt, og som altid har været og stadig er fascineret af uhygge. Lige siden han var dreng, har hans egne store forfatterforbilleder inden for gyserlitteratur altid været Dennis Jürgensen og Stephen King. Han slugte alle de bøger, de har skrevet og læste dem igen og igen.

”Jeg er selv totalt hærdet. Jeg har læst SÅ mange gyserbøger, da jeg som 12-årig lå alene med en lommelygte i mit telt ved Gardasøen. Så når jeg skriver, så giver jeg bare los på gys og uhygge uden egentlig at tænke over, at jeg skriver til børn”.

Kim Ace blander to af børnenes favoritgenrer – humor og gys – i sin gyserserie for børn: Lucas O’Kult.

Der er en lille hyldest til Kim Aces forfatterforbillede Dennis Jürgensen i Lucas O’Kult-serien, byen hedder Kvæhlstrup, og Jürgensen har skrevet serien Krøniker fra Kvæhl.


6 gysende gode bøger

Lucas O’Kult & den store stygge musical

Den helt nye serie fra Kim Ace om Lucas fra Kvæhlstrup.

6 gysende gode bøger

Lucas har svært ved at falde til i Kvæhlstrup, så i et forsøg på at få nye venner, melder han  sig til skolens musical i et forsøg på at få nye venner. Lucas har bare lige glemt, at han lider af galoperende sceneskræk.

Samtidig sker det nogle meget besynderlige ting: Et lig forsvinder fra byens kirkegård, deres nye musicallærer begynder at opføre sig helt vanvittigt, og hvorfor hænger computernørderne og de seje gymnasiepigerne pludselig ud sammen? Lucas bliver nødt til at overvinde sin sceneskræk, hvis han skal nå at løse mysteriet, inden den store premiereaften.   

Fra ca. 9 år.

Du kan købe Lucas O’Kult og den store stygge musical online i din nærmeste boghandel.


Lucas O’Kult & Satans VHS

6 gysende gode bøger

Lucas O´Kult flytter til Kvæhlstrup med sin mor og to søskende. De har arvet farfarens hus, efter at han er forsvundet sporløst. En aften finder de en såkaldt VHS-afspiller i kælderen og ser den gyserfilm, der sidder i maskinen. Samtidig begynder der at ske grufulde ting i Kvæhlstrup. Ting, som minder uhyggeligt meget om filmens handling. Folk i byen begynder at mistænke Lucas og hans familie, og Lucas er nødt til at rense deres navn. Men måske er familien rent faktisk mere involveret, end de selv aner.

Fra ca. 9 år

Du kan købe Lucas O’Kult og Satans VHS online eller i din nærmeste boghandel.


Monsterklar

Gode godnathistorier med lidt gys i til børn

6 gysende gode bøger

Monsterklar er 10 sjove historier til børn på seks til otte år, der er klar på at grine og gyse på samme tid. Hør historien om drengen Aksel, der på ingen måde tør at gå ned i kælderen for at hente toiletpapir til sin far, der sidder og venter. Eller pigen Jytte, der er sikker på, at de mærkelige lyde, der kommer inde fra stuen er et monster, men heldigvis bare er far, som øver violin.    

Fra ca. 6 år. 

Du kan købe Monsterklar online eller i din nærmeste boghandel.




Disney skræk – Kloens kraft

En ekstra uhyggelig version af Kaptajn Klo i Disneys Skræk-serie.

6 gysende gode bøger

Kaptajn Klo fra Disneys ”Peter Pan” vender tilbage i et nyt og ekstra uhyggeligt eventyr.

11-årige Barrie har ikke lyst til at blive ældre. Han kan lide sit liv, som det er, og vil helst ikke have flere pligter, mere ansvar eller flere lektier som sin storesøster.

Så da han til en udstilling af gamle piratskibe finder en uhyggelig klo sammen med en seddel, der lover, at den, der besidder den, aldrig vil blive gammel, springer Barrie til og tager kloen med hjem. Men da kloen opfylder sit løfte, indser Barrie hurtigt, at det har frygtelige konsekvenser at forblive barn for altid. Nu må han finde en måde at bryde besværgelsen på, før det er for sent …

Fra ca. 9 år.

Du kan købe Kloens kraft online eller i din nærmeste boghandel.




Mørkets fyrste – Praktikant – Ret ond

Første bind i serien om den lille praktikant, der vil lære at være ond. Der er 5 bind i serien.

6 gysende gode bøger

Her er tegneserien, der kan omvende alle modvillige læsere!

Hvad gør man, når man gerne vil være den nye Mørkets fyrste, men ikke er særlig høj, særlig ond eller særligt … noget? Så starter man fra bunden og får sig nogle håndlangere og en dyster adresse. Hvilket heller ikke er nemt, når man ikke er særlig rig. Der er mange bump på vejen for vores (lille) antihelt, men det skal jo ikke stoppe ondskaben selv, heller ikke når omverden overser dig.

Du kan købe Mørkets fyrste – Praktikant (1): Ret ond online eller i din nærmeste boghandel.




5 minutter i halloween

Disney-godnathistorier, som har halloween-tema, men ikke er så uhyggelige, at man ikke kan sove.

6 gysende gode bøger

I denne bog kan du tage til halloween med Tiana, Pinocchio, Peter Plys, Rapunzel, Peter Pan, Askepot og mange flere.

Du kan også gå på jagt efter heksen fra Skyggeskoven med Pinocchio, og skræm Kaptajn Klo sammen med Peter Pan i denne skønne højtlæsningsbog fyldt med gys, uhygge og flotte illustrationer.

Fem minutter i halloween er ligesom Fem minutter i godnat-bøgerne fyldt med korte historier, der passer perfekt til godnatlæsningen – eller til alle andre tidspunkter på dagen, hvor der lige er fem minutter tilovers.

Fra ca. 4 år.

Du kan købe Fem minutter i halloween online eller i din nærmeste boghandel.




Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.