Danske romaner Fiktion Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov: To omslag bliver til

Leonora Christina Skov, Rygsvømmeren, Champagnepigen

Leonora Christina Skovs to første romaner, Rygsvømmeren og Champagnepigen, er blevet udgivet i nye udgaver – med omslag, der er skabt i tæt samarbejde med grafiker, Simon Lilholt. Simon og Leonora skabte sammen forsiden til romanen Hvor intet bryder vinden, som i 2015 vandt Foreningen for Boghaandværks pris for bedste omslag – samt omslaget til Leonoras seneste roman, Den, der lever stille.

Læs med her, hvor Leonora fortæller om arbejdet med de nye udgaver – og om, hvilke overvejelser, hun har gjort sig om udtryk og udstyr.


Hvilke overvejelser har du gjort dig om, hvordan Rygsvømmeren og Champagnepigen skulle se ud i de nye udgaver? 

Jeg har altid på forhånd haft en klar vision om, hvordan bøgerne skal se ud. Og jeg har været inde over designet på ALLE mine bøger.

Efter at Hvor intet bryder vinden vandt prisen for bedste omslag i 2015 fik jeg helt frie hænder, da omslaget til Den, der lever stille skulle designes – og jeg har fået lige så frie hænder i udarbejdelsen af omslag til Rygsvømmeren og Champagnepigen.

Fotoet på den nye udgave af min debutroman, Rygsvømmeren, er det samme som på førsteudgaven. Jeg har altid syntes, Rygsvømmeren er den flotteste af mine bøger. Og jeg har faktisk haft den med til alle møder om udseendet på mine senere bøger – fordi jeg synes dens look passer rigtig godt til mine bøger.

Leonora Christina Skov, Champagnepigen, Rygsvømmeren

Fotoet på Champagnepigen ville jeg til gengæld gerne ændre, og jeg ville gerne finde noget, der havde samme æstetik som Rygsvømmeren – men med mere farve. Og jeg ville meget gerne have den gule farve med, som også var på det oprindelige omslag.

Jeg var heldig at finde begge dele – altså: den rigtige æstetik og den rigtige farve – på et foto af fotografen Elle Moss, som jeg er helt vild med. Det er også et af hendes fotos, der er på forsiden af min seneste roman, Den, der lever stille. Og ikke nok med det: Champagnepigen har et tvillinge-tema, og Moss’ foto har den samme fordobling. Så det kunne ikke passe bedre.

Den amerikanske fotograf, Elle Moss, er faktisk selv med på to af forsiderne; det er hende, der er den udviskede kvinde på Den, der lever stille – og det er også hende i spejlvendt udgave på forsiden til Champagnepigen. I sin praksis bruger hun ofte sig selv som model, enten i klassiske opsatser eller photoshoppet ind i billedet i flere versioner, fra flere vinkler.

Men det er ikke kun bøgernes forsider, der er kælet for?

Det er vigtigt for mig, at bøgerne skal føles godt. Hvis man som læser vælger den fysiske bog frem for at købe eller streame lyd- eller e-bogen, så synes jeg også, man skal også have følelsen af, at man får noget særligt. På bøgerne her har jeg valgt at bruge ubestrøget papir og give dem halvbind i noget, der hedder geltex; begge dele har en tekstur, der kan mærkes – og man kan mærke overgangen mellem materialerne. Og jeg synes, det er vigtigt: når man vælger den fysiske bog, at den netop er fysisk: at den har tekstur og at den føles godt.

Når man står i boghandlen, så skal der være en grund til, at det er netop min bog, man vælger. Dér synes jeg også indpakningen betyder noget, altså: bogens udstyr betyder noget.


Leonora Christina Skov: To omslag bliver til

Læs mere og bestil Rygsvømmeren og Champagnepigen her.

Læs her, hvordan det var for Leonora Christina Skov at genbesøge sine første to romaner i forbindelse med genudgivelsen.

Forfatterportræt øverst på siden af Sofie Amalie Klougart.