Biografier

Lanceringen af Michelle Obamas erindringer er en international begivenhed

Michelle Obama All Over Press

To af nyere tids mest imødesete selvbiografier skrives af det tidligere amerikanske præsidentpar Michelle og Barack Obama.

I 2017 indgik de ifølge Financial Times en af de største forlagsaftaler i historien med Penguin Random House. Som en del af aftalen donerer det amerikanske forlag i Obama-familiens navn en million børnebøger til den velgørende organisation First Book.

Det bliver Lindhardt og Ringhof, som udgiver Michelle Obamas erindringer på dansk den 13. november 2018. Her lanceres bogen samtidigt over hele verden på 24 sprog, og dens engelske titel bliver “BECOMING”, mens den danske titel endnu ikke er kendt.

“Det er en international begivenhed, ja faktisk en af de største biografiudgivelser i international forlagshistorie, og vi er utroligt stolte over, at vi er udvalgt til at blive Michelle Obamas danske forlag. Vi glæder os, for vi kan forstå på det amerikanske forlag, at det bliver en bevægende og vigtig bog,” siger Lindhardt og Ringhofs adm. direktør Lars Boesgaard.

Michelle Obama: “Jeg håber, at min rejse inspirerer læserne”

”At skrive BECOMING har været en dybt personlig oplevelse,” har Michelle Obama udtalt: “Det har for første gang givet mig plads til ærligt at reflektere over min uventede livsbane. I denne bog taler jeg om mine rødder og om, hvordan en lille pige fra Chicagos South Side fandt sin egen stemme og styrken til at bruge den til at give styrke til andre. Jeg håber, at min rejse inspirerer læserne til at finde modet til at blive den, som de stræber efter at være. Jeg glæder mig til at dele min historie.”

Som USA’s førstedame – den første afroamerikanske kvinde i den rolle – var hun med til at skabe det mest imødekommende og rummelige Hvide Hus i historien, samtidig med at hun etablerede sig som en stærk fortaler for kvinder og piger i USA og rundtomkring i verden.

Erindringerne består både af dybe refleksioner og fascinerende historiefortælling, hvor Michelle Obama inviterer læserne ind i sin verden og i de oplevelser, der har formet hende – fra barndommen i i Chicagos South Side til hendes år som en erhvervsleder, der skulle finde balancen mellem moderskab og arbejde, og endelig hendes år på verdens mest berømte adresse.

Det bliver også Lindhardt og Ringhof, som kommer til at udgive Barack Obamas erindringer på dansk samtidig med, at de lanceres over hele verden. Her er udgivelsesdato og titel ikke offentliggjort endnu.

Læs mere om Michelle Obamas kommende bog her