Rick Riordan har gjort det igen, og nu får vi endelig afslutningen på hans fængende trilogi – Magnus Chase og de nordiske guder. Der venter en hæsblæsende rejse spækket med humor og spænding – og selvfølgelig det bedste fra mytologiens verden.
Læs det første kapitel af bogen her!
KAPITEL 1
PERCY JACKSON GØR SIT BEDSTE FOR AT SLÅ MIG IHJEL
“Prøv en gang til,” sagde Percy. “Uden at dø helt så meget.” Oppe på rånokken på det gode skib USS Constitution tres meter over Boston Havn stod jeg og ville ønske, at jeg havde samme medfødte forsvarsmekanismer som en kalkungrib.
Så ville jeg gylpe ud over Percy Jackson og få ham til at forsvinde. Sidste gang han fik mig til at forsøge det spring, for blot en time siden, havde jeg brækket samtlige knogler i kroppen. Min ven Alex Fierro havde hastet mig hjem til Hotel Valhal lige tidsnok til, at jeg nåede at dø i min seng.
Beklageligvis var jeg einherje, en af Odins udødelige krigere. Jeg kunne ikke dø permanent, så længe jeg udåndede inden for Valhals mure. En halv time senere vågnede jeg og var så god som ny. Og nu stod jeg så her igen klar til mere smerte. Jubii!
“Er det her virkelig strengt nødvendigt?” spurgte jeg. Percy lænede sig op ad riggen. Blæsten fik hans sorte hår til at bølge.
Han lignede en helt almindelig fyr – orange T-shirt, jeans, slidte Reeboks i hvidt læder. Hvis man så ham komme gående på gaden, ville man ikke tænke: Hey, se, en halvgud, der er søn af Poseidon! Olymperne være lovet! Han havde ikke svømmehud mellem fingrene eller gæller, men hans øjne var godt nok havgrønne – nogenlunde samme farve, som jeg nok var i ansigtet lige nu.
Det eneste mærkelige ved Jackson var den tatovering, han havde på indersiden af underarmen – en mørk trefork med en enkelt streg og bogstaverne SPQR nedenunder.
Han havde sagt, at bogstaverne stod for Sono Pazzi Quelli Romani: De er gale, de romere. Jeg vidste ikke helt, om han tog gas på mig.
“Hør her, Magnus,” sagde han. “Du skal sejle gennem fjendtligt farvand. Der er nok en masse søuhyrer og havguder og guderne må vide hvad ellers, der vil prøve at slå dig ihjel, ikke?”
“Jo, det er der vel.”
Hvilket var kode for: Lad være at minde mig om det. Bare lad mig være.
“Før eller siden,” sagde Percy, “bliver du smidt over bord, måske så højt oppefra som nu. Så du er nødt til at lære at overleve nedslaget, undgå at drukne og komme op til overfladen igen klar til kamp. Det bliver ikke let, især ikke i koldt vand.”
Jeg vidste godt, at han havde ret. Ud fra hvad min kusine Annabeth havde fortalt, havde Percy været ude for endnu flere farlige eventyr end mig. (Og jeg boede i Valhal. Jeg døde mindst én gang om dagen.) Men hvor meget jeg end værdsatte, at han var taget herop fra New York for at give mig heltetips om overlevelse til søs, var jeg efterhånden træt af at være en fiasko.
I går var jeg blevet gnasket af en hvidhaj, kvalt af en kæmpeblæksprutte og forbrændt af tusind arrige brandmænd. Jeg havde slugt litervis af saltvand i forsøget på at holde vejret og erfaret, at jeg var lige så elendig til nærkamp på ti meters dybde som på landjorden.
I dag havde Percy brugt hele formiddagen på at vise mig rundt på det gamle krigsskib og forsøge at lære mig grundprincipperne for sejlads og navigation, men jeg kunne stadig ikke holde rede på mesanmast og agterparti. Og nu stod jeg så her og kunne ikke engang finde ud af at dratte ned fra en mast.
Jeg kiggede ned på Annabeth og Alex Fierro, der så til fra dækket.
“Det klarer du nemt, Magnus!” råbte Annabeth opmuntrende.
Alex Fierro rakte to tomler i vejret. Jeg tror i hvert fald, at det var tommelfingrene. Det var svært at se helt heroppefra. Percy tog en dyb indånding. Han havde virkelig været tålmodig med mig indtil videre, men det var tydeligt, at weekendens pres også var begyndt at gå ham på. Han fik tics ved venstre øje, hver gang han kiggede på mig.
“Det skal nok gå,” forsikrede han mig. “Jeg viser dig det lige igen, ikke? Lav sprællemand ligesom en faldskærmsudspringer for at bremse faldet. Og lige før du rammer vandet, retter du dig ud som en pil – hovedet opad, fødderne nedad, ryggen rank, balderne klemt sammen. Det sidste er ret vigtigt.”
“Sprællemand,” sagde jeg. “Faldskærm. Pil. Balder.”
“Nemlig,” sagde Percy. “Sådan her.”
Han sprang ud fra rånokken og styrtede ned mod havnebassinet i en fuldendt sprællemand. I sidste øjeblik rettede han sig ud med fødderne nedad, ramte vandet og forsvandt nærmest uden at lave nogen krusninger. Et øjeblik efter gennembrød han overfladen igen med hænderne forrest som for at sige: Se selv! Det er let som en leg!
Annabeth og Alex klappede.
“Okay, Magnus!” råbte Alex op til mig. “Så er det dig! Mand dig op!”
Det var sikkert for sjov. For det meste følte Alex sig som en pige, men i dag var han helt afgjort en dreng. Indimellem tog jeg fejl og brugte det forkerte stedord om ham/hende, så Alex plejede at gøre gengæld ved at drille mig ubønhørligt. Sådan var vores venskab nu engang.
“Du klarer den, fætter!” råbte Annabeth.
Under mig glimtede den mørke vandoverflade som et nyskuret vaffeljern klar til at mase mig flad. Nemlig, mumlede jeg for mig selv. Så sprang jeg.
Et halvt sekunds tid var jeg ret sejrssikker. Luften hvislede forbi mig. Jeg bredte armene ud og undgik at skrige. Okay, tænkte jeg. Det her kan jeg godt. Og det var så i dét øjeblik, at mit sværd, Søren, valgte at komme flyvende ud af det blå for at snakke.
“Hey, señor!” Runerne skinnede hen ad hans tveæggede klinge. “Hvad laver du?”
Jeg baskede vildt i forsøget på at komme op i lodret stilling før nedslaget. “Ikke nu, Søren!”
“Nå, nu er jeg med! Du styrter ned! Har jeg nogensinde fortalt dig om dengang, da Frej og jeg styrtede ned…”
Før han nåede at fortsætte den gribende historie, ramte jeg vandet med et gedigent plask. Kulden lammede mig, fuldstændig som Percy havde advaret om. Luften blev mast ud af mine lunger, og jeg sank nedad, midlertidigt ude af stand til at bevæge mig.
Det dunkede i anklerne, som om jeg havde ramt en murstenstrampolin. Men i det mindste var jeg ikke død. Jeg tjekkede efter alvorlige kvæstelser. Som einherje bliver man ret god til at afkode sine smerter. Man kan vakle dødeligt såret rundt på slagmarken i Valhal og drage sit sidste gispende suk og samtidig fuldkommen roligt tænke: Nå, det er sådan, det føles at få knust brystkassen. Interessant!
Den her gang havde jeg helt afgjort brækket venstre ankel. Den højre var kun forstuvet. Smal sag. Jeg påkaldte Frejs kraft. En varme som solskin om sommeren bredte sig fra brystet og ud i lemmerne. Smerten tog af.
Jeg var ikke lige så god til at heale mig selv som til at heale andre, men jeg kunne mærke, at anklerne så småt var ved at komme sig – som om en sværm venligsindede hvepse kravlede rundt inde under huden, mudderklinede knoglebruddeneog vævede ledbåndene sammen igen.
Ah, det var bedre, tænkte jeg, mens jeg flød gennem det kolde mørke. Var der ikke også noget andet, jeg skulle…? Nå jo. Trække vejret. Sørens skæfte puffede til min ene hånd som en hund, der ville have sin ejers opmærksomhed.
Jeg lukkede fingrene om lædergrebet, og så trak han mig opad, så jeg skød op fra havnen som en raketdrevet udgave af damen i søen. Rystende og hikstende landede jeg ved siden af mine venner på dækket af den gamle fregat.
“Hold da op.” Percy bakkede. “Dét der er ikke set før.
Er du okay, Magnus?”
“Ja,” fik jeg hostende fremstammet og lød som en and med bronkitis. Percy skævede til de lysende runer på mit våben.
“Hvor kom det sværd fra?”
“Hej, jeg hedder Søren!” sagde Søren.
Annabeth udstødte en overrasket lyd. “Kan det tale?”
“Det?” sagde Søren stødt. “Hey, dame, vis lige lidt respekt, tak. Jeg er Sumarbrander! Sommersværdet! Frejs våben! Jeg har været til i tusindvis af år! Og så er jeg altså en han!”
Annabeth rynkede panden. “Da du fortalte mig om dit fortryllede sværd, Magnus, glemte du så muligvis at nævne, at det … at han kan tale?”
“Glemte jeg det?” Det kunne jeg ærlig talt ikke huske.
De sidste par uger havde Søren været på orlov og lavet, hvad fortryllede sværd med bevidsthed nu end lavede i fritiden. Percy og jeg havde sparret med basisklinger fra Hotel Valhal. Jeg havde ikke forestillet mig, at Søren kunne komme susende ud af det blå for at præsentere sig.
Desuden var Sørens evne til at tale det mindst syrede ved ham. Hans evne til at kunne alle sangene fra Jersey Boysmusicalen udenad … det var syret. Alex Fierro så ud, som om han prøvede at lade være med at grine.
I dag var han klædt i lyserødt og grønt som sædvanlig, selv om jeg aldrig havde set lige det her outfit før: lædersnørestøvler, ultratætsiddende, rosafarvede jeans, løsthængende, limefarvet skjorte og et smalt, ternet slips, der hang om halsen som en halskæde. Med de solide, sorte Ray-Bans og den punkede frisure lignede han en, der lige var trådt ud af et new wave-pladeomslag anno 1979.
“Vær nu høflig, Magnus,” sagde han. “Præsenter sværdet for dine venner.”
“Øh, ja,” sagde jeg. “Søren, det her er Percy og Annabeth. De er halvguder – af den græske slags.”
“Hmm.” Søren lød ikke imponeret. “Jeg har engang mødt Herkules.”
“Hvem har ikke det?” mumlede Annabeth.
“Fair nok,” sagde Søren. “Men hvis I er Magnus’ venner…” Med ét stod han helt stille. Runerne blegnede. Så sprang han ud af hånden på mig og susede hen mod Annabeth, mens klingen gjorde små spjæt, som om han snusede i luften og havde fået færten af noget. “Hvor er hun henne? Hvor har du gemt silden?”
Annabeth gik baglæns ind i rælingen. “Hov-hov, sværd. Hold afstand, tak!”
“Opfør dig ordentligt, Søren,” sagde Alex. “Hvad har du gang i?”
“Hun er her et sted,” fastholdt Søren. Han fløj hen til Percy. “Aha! Hvad har du i lommen, havdreng?”
“Hvabehar?” Percy så lidt beklemt ud over det fortryllede sværd, der hang og svævede lige i mavehøjde. Alex skubbede sine Ray-Bans ned på næsen. “Okay, nu er jeg nysgerrig. Hvad har du i lommen, Percy? Nogen er sværdt interesseret.” Percy tog en helt ordinær kuglepen op af bukselommen.
“Mener du den her?”
“JA TAK!” udbrød Søren. “Hvem er denne skønne åbenbaring?”
“Søren,” sagde jeg. “Det er en kuglepen.”
“Nej, det er ej! Lad mig se hende! Lad mig se hende!”
“Øh … okay.” Percy tog hætten af kuglepennen.
I samme nu forvandlede den sig til et halvfems centimeter langt sværd med en funklende, bladformet bronzeklinge. Ved siden af Søren så våbenet skrøbeligt, nærmest klejnt ud, men efter Percys håndtering at dømme var der ingen tvivl om, at han ville kunne stå sig ganske udmærket på Valhals slagmarker med det sværd.
Søren vendte spidsen i min retning. Hans runer blinkede i en rødviolet farve. “Se selv, Magnus. Jeg sagde jo, at du ikke havde ret i, at det var dumt at have et sværd forklædt som kuglepen!”
“Det har jeg aldrig sagt, Søren!” indvendte jeg. “Det var dig, der sagde det.”
Percy hævede øjenbrynene. “Hvad snakker I om?”
“Ikke noget,” skyndte jeg mig at sige. “Nå, men det må så være det berømte Hvirvelstrøm-sværd. Annabeth har fortalt mig om det.”
“Hende,” rettede Søren mig.
Annabeth rynkede panden. “Er Percys sværd en hun?”
Søren lo. “Ja, hallo.”
Percy granskede Hvirvelstrøm, selv om jeg sagtens kunne have fortalt ham, at det var noget nær umuligt at fastslå et sværds køn alene ved at se på det.
“Hmm, jeg ved ikke rigtig,” sagde han. “Er du sikker…?”
“Percy,” sagde Alex. “Respekter nu bare kønsidentiteten.”
“Ja, ja, okay,” sagde han. “Det er bare lidt underligt, at jeg aldrig har vidst det.”
“På den anden side,” sagde Annabeth, “vidste du heller ikke før sidste år, at man kunne skrive med kuglepennen.”
“Den var under bæltestedet, frøken Nørd.”
“Nå!” afbrød Søren dem. “Men det vigtigste er, at Hvirvelstrøm er her nu, at hun er smuk, og at hun har mødt mig! Måske kunne hun og jeg … I ved nok … få lidt tid for os selv og snakke om, øh … sværdting?”
Alex grinede smørret. “Det lyder som en fabelagtig plan. Hvad med at vi lader sværdene lære hinanden at kende, mens vi andre spiser frokost? Magnus, tror du, du kan finde ud af at spise falafel uden at kløjes i det?”
Magnus Chase og de nordiske guder – De dødes skib
Magnus Chase er søn af Frej – sommerens, frugtbarhedens og sundhedens gud – så han er ikke ligefrem krigerisk anlagt. Selvom Magnus ikke født med et sværd i hånden, har han en evne til at rode sig ud i de værst tænkelige situationer!
I det tredje og afsluttende bind i serien om Magnus Chase er han og vennerne nødt til at sejle til det fjerneste hjørne af Jotunheim og Niflheim i jagten på Asgårds største trussel. Vil de lykkes med deres mission, eller vil de blive opslugt af Ragnarok?
Læs også de to første bind i serien:
Kampen om sommersværdet (1)
Thors hammer (2)
I mange år underviste forfatter Rick Riordan i både engelsk og historie, og i dag er han verdenskendt som manden bag serierne om blandt andet Percy Jackson, Olympens helte og Magnus Chase og de nordiske guder. Rick Riordan er intet mindre end en sand mester i at gøre mytologiens verden levende igen, og hans bøger er oversat til 37 sprog og har solgt mere end 55 mio. eksemplarer.
Her kan du få det ultimative overblik over Rick Riordans serier – fra Percy Jackson til og Apollons prøvelser.
Rick Riordan har gjort det igen, og nu får vi endelig afslutningen på hans fængende trilogi – Magnus Chase og de nordiske guder. Der venter en hæsblæsende rejse spækket med humor og spænding – og selvfølgelig det bedste fra mytologiens verden.
Læs det første kapitel af bogen her!
KAPITEL 1
PERCY JACKSON GØR SIT BEDSTE FOR AT SLÅ MIG IHJEL
“Prøv en gang til,” sagde Percy. “Uden at dø helt så meget.” Oppe på rånokken på det gode skib USS Constitution tres meter over Boston Havn stod jeg og ville ønske, at jeg havde samme medfødte forsvarsmekanismer som en kalkungrib.
Så ville jeg gylpe ud over Percy Jackson og få ham til at forsvinde. Sidste gang han fik mig til at forsøge det spring, for blot en time siden, havde jeg brækket samtlige knogler i kroppen. Min ven Alex Fierro havde hastet mig hjem til Hotel Valhal lige tidsnok til, at jeg nåede at dø i min seng.
Beklageligvis var jeg einherje, en af Odins udødelige krigere. Jeg kunne ikke dø permanent, så længe jeg udåndede inden for Valhals mure. En halv time senere vågnede jeg og var så god som ny. Og nu stod jeg så her igen klar til mere smerte. Jubii!
“Er det her virkelig strengt nødvendigt?” spurgte jeg. Percy lænede sig op ad riggen. Blæsten fik hans sorte hår til at bølge.
Han lignede en helt almindelig fyr – orange T-shirt, jeans, slidte Reeboks i hvidt læder. Hvis man så ham komme gående på gaden, ville man ikke tænke: Hey, se, en halvgud, der er søn af Poseidon! Olymperne være lovet! Han havde ikke svømmehud mellem fingrene eller gæller, men hans øjne var godt nok havgrønne – nogenlunde samme farve, som jeg nok var i ansigtet lige nu.
Det eneste mærkelige ved Jackson var den tatovering, han havde på indersiden af underarmen – en mørk trefork med en enkelt streg og bogstaverne SPQR nedenunder.
Han havde sagt, at bogstaverne stod for Sono Pazzi Quelli Romani: De er gale, de romere. Jeg vidste ikke helt, om han tog gas på mig.
“Hør her, Magnus,” sagde han. “Du skal sejle gennem fjendtligt farvand. Der er nok en masse søuhyrer og havguder og guderne må vide hvad ellers, der vil prøve at slå dig ihjel, ikke?”
“Jo, det er der vel.”
Hvilket var kode for: Lad være at minde mig om det. Bare lad mig være.
“Før eller siden,” sagde Percy, “bliver du smidt over bord, måske så højt oppefra som nu. Så du er nødt til at lære at overleve nedslaget, undgå at drukne og komme op til overfladen igen klar til kamp. Det bliver ikke let, især ikke i koldt vand.”
Jeg vidste godt, at han havde ret. Ud fra hvad min kusine Annabeth havde fortalt, havde Percy været ude for endnu flere farlige eventyr end mig. (Og jeg boede i Valhal. Jeg døde mindst én gang om dagen.) Men hvor meget jeg end værdsatte, at han var taget herop fra New York for at give mig heltetips om overlevelse til søs, var jeg efterhånden træt af at være en fiasko.
I dag havde Percy brugt hele formiddagen på at vise mig rundt på det gamle krigsskib og forsøge at lære mig grundprincipperne for sejlads og navigation, men jeg kunne stadig ikke holde rede på mesanmast og agterparti. Og nu stod jeg så her og kunne ikke engang finde ud af at dratte ned fra en mast.
Jeg kiggede ned på Annabeth og Alex Fierro, der så til fra dækket.
“Det klarer du nemt, Magnus!” råbte Annabeth opmuntrende.
Alex Fierro rakte to tomler i vejret. Jeg tror i hvert fald, at det var tommelfingrene. Det var svært at se helt heroppefra. Percy tog en dyb indånding. Han havde virkelig været tålmodig med mig indtil videre, men det var tydeligt, at weekendens pres også var begyndt at gå ham på. Han fik tics ved venstre øje, hver gang han kiggede på mig.
“Det skal nok gå,” forsikrede han mig. “Jeg viser dig det lige igen, ikke? Lav sprællemand ligesom en faldskærmsudspringer for at bremse faldet. Og lige før du rammer vandet, retter du dig ud som en pil – hovedet opad, fødderne nedad, ryggen rank, balderne klemt sammen. Det sidste er ret vigtigt.”
“Sprællemand,” sagde jeg. “Faldskærm. Pil. Balder.”
“Nemlig,” sagde Percy. “Sådan her.”
Han sprang ud fra rånokken og styrtede ned mod havnebassinet i en fuldendt sprællemand. I sidste øjeblik rettede han sig ud med fødderne nedad, ramte vandet og forsvandt nærmest uden at lave nogen krusninger. Et øjeblik efter gennembrød han overfladen igen med hænderne forrest som for at sige: Se selv! Det er let som en leg!
Annabeth og Alex klappede.
“Okay, Magnus!” råbte Alex op til mig. “Så er det dig! Mand dig op!”
“Du klarer den, fætter!” råbte Annabeth.
Under mig glimtede den mørke vandoverflade som et nyskuret vaffeljern klar til at mase mig flad. Nemlig, mumlede jeg for mig selv. Så sprang jeg.
Et halvt sekunds tid var jeg ret sejrssikker. Luften hvislede forbi mig. Jeg bredte armene ud og undgik at skrige. Okay, tænkte jeg. Det her kan jeg godt. Og det var så i dét øjeblik, at mit sværd, Søren, valgte at komme flyvende ud af det blå for at snakke.
“Hey, señor!” Runerne skinnede hen ad hans tveæggede klinge. “Hvad laver du?”
Jeg baskede vildt i forsøget på at komme op i lodret stilling før nedslaget. “Ikke nu, Søren!”
“Nå, nu er jeg med! Du styrter ned! Har jeg nogensinde fortalt dig om dengang, da Frej og jeg styrtede ned…”
Før han nåede at fortsætte den gribende historie, ramte jeg vandet med et gedigent plask. Kulden lammede mig, fuldstændig som Percy havde advaret om. Luften blev mast ud af mine lunger, og jeg sank nedad, midlertidigt ude af stand til at bevæge mig.
Det dunkede i anklerne, som om jeg havde ramt en murstenstrampolin. Men i det mindste var jeg ikke død. Jeg tjekkede efter alvorlige kvæstelser. Som einherje bliver man ret god til at afkode sine smerter. Man kan vakle dødeligt såret rundt på slagmarken i Valhal og drage sit sidste gispende suk og samtidig fuldkommen roligt tænke: Nå, det er sådan, det føles at få knust brystkassen. Interessant!
Den her gang havde jeg helt afgjort brækket venstre ankel. Den højre var kun forstuvet. Smal sag. Jeg påkaldte Frejs kraft. En varme som solskin om sommeren bredte sig fra brystet og ud i lemmerne. Smerten tog af.
Jeg var ikke lige så god til at heale mig selv som til at heale andre, men jeg kunne mærke, at anklerne så småt var ved at komme sig – som om en sværm venligsindede hvepse kravlede rundt inde under huden, mudderklinede knoglebruddeneog vævede ledbåndene sammen igen.
Ah, det var bedre, tænkte jeg, mens jeg flød gennem det kolde mørke. Var der ikke også noget andet, jeg skulle…? Nå jo. Trække vejret. Sørens skæfte puffede til min ene hånd som en hund, der ville have sin ejers opmærksomhed.
Jeg lukkede fingrene om lædergrebet, og så trak han mig opad, så jeg skød op fra havnen som en raketdrevet udgave af damen i søen. Rystende og hikstende landede jeg ved siden af mine venner på dækket af den gamle fregat.
“Hold da op.” Percy bakkede. “Dét der er ikke set før.
Er du okay, Magnus?”
“Ja,” fik jeg hostende fremstammet og lød som en and med bronkitis. Percy skævede til de lysende runer på mit våben.
“Hvor kom det sværd fra?”
“Hej, jeg hedder Søren!” sagde Søren.
Annabeth udstødte en overrasket lyd. “Kan det tale?”
“Det?” sagde Søren stødt. “Hey, dame, vis lige lidt respekt, tak. Jeg er Sumarbrander! Sommersværdet! Frejs våben! Jeg har været til i tusindvis af år! Og så er jeg altså en han!”
Annabeth rynkede panden. “Da du fortalte mig om dit fortryllede sværd, Magnus, glemte du så muligvis at nævne, at det … at han kan tale?”
“Glemte jeg det?” Det kunne jeg ærlig talt ikke huske.
De sidste par uger havde Søren været på orlov og lavet, hvad fortryllede sværd med bevidsthed nu end lavede i fritiden. Percy og jeg havde sparret med basisklinger fra Hotel Valhal. Jeg havde ikke forestillet mig, at Søren kunne komme susende ud af det blå for at præsentere sig.
Desuden var Sørens evne til at tale det mindst syrede ved ham. Hans evne til at kunne alle sangene fra Jersey Boysmusicalen udenad … det var syret. Alex Fierro så ud, som om han prøvede at lade være med at grine.
“Vær nu høflig, Magnus,” sagde han. “Præsenter sværdet for dine venner.”
“Øh, ja,” sagde jeg. “Søren, det her er Percy og Annabeth. De er halvguder – af den græske slags.”
“Hmm.” Søren lød ikke imponeret. “Jeg har engang mødt Herkules.”
“Hvem har ikke det?” mumlede Annabeth.
“Fair nok,” sagde Søren. “Men hvis I er Magnus’ venner…” Med ét stod han helt stille. Runerne blegnede. Så sprang han ud af hånden på mig og susede hen mod Annabeth, mens klingen gjorde små spjæt, som om han snusede i luften og havde fået færten af noget. “Hvor er hun henne? Hvor har du gemt silden?”
Annabeth gik baglæns ind i rælingen. “Hov-hov, sværd. Hold afstand, tak!”
“Opfør dig ordentligt, Søren,” sagde Alex. “Hvad har du gang i?”
“Hun er her et sted,” fastholdt Søren. Han fløj hen til Percy. “Aha! Hvad har du i lommen, havdreng?”
“Hvabehar?” Percy så lidt beklemt ud over det fortryllede sværd, der hang og svævede lige i mavehøjde. Alex skubbede sine Ray-Bans ned på næsen. “Okay, nu er jeg nysgerrig. Hvad har du i lommen, Percy? Nogen er sværdt interesseret.” Percy tog en helt ordinær kuglepen op af bukselommen.
“Mener du den her?”
“JA TAK!” udbrød Søren. “Hvem er denne skønne åbenbaring?”
“Søren,” sagde jeg. “Det er en kuglepen.”
“Nej, det er ej! Lad mig se hende! Lad mig se hende!”
“Øh … okay.” Percy tog hætten af kuglepennen.
I samme nu forvandlede den sig til et halvfems centimeter langt sværd med en funklende, bladformet bronzeklinge. Ved siden af Søren så våbenet skrøbeligt, nærmest klejnt ud, men efter Percys håndtering at dømme var der ingen tvivl om, at han ville kunne stå sig ganske udmærket på Valhals slagmarker med det sværd.
Søren vendte spidsen i min retning. Hans runer blinkede i en rødviolet farve. “Se selv, Magnus. Jeg sagde jo, at du ikke havde ret i, at det var dumt at have et sværd forklædt som kuglepen!”
“Det har jeg aldrig sagt, Søren!” indvendte jeg. “Det var dig, der sagde det.”
Percy hævede øjenbrynene. “Hvad snakker I om?”
“Ikke noget,” skyndte jeg mig at sige. “Nå, men det må så være det berømte Hvirvelstrøm-sværd. Annabeth har fortalt mig om det.”
“Hende,” rettede Søren mig.
Annabeth rynkede panden. “Er Percys sværd en hun?”
Søren lo. “Ja, hallo.”
Percy granskede Hvirvelstrøm, selv om jeg sagtens kunne have fortalt ham, at det var noget nær umuligt at fastslå et sværds køn alene ved at se på det.
“Hmm, jeg ved ikke rigtig,” sagde han. “Er du sikker…?”
“Percy,” sagde Alex. “Respekter nu bare kønsidentiteten.”
“Ja, ja, okay,” sagde han. “Det er bare lidt underligt, at jeg aldrig har vidst det.”
“Den var under bæltestedet, frøken Nørd.”
“Nå!” afbrød Søren dem. “Men det vigtigste er, at Hvirvelstrøm er her nu, at hun er smuk, og at hun har mødt mig! Måske kunne hun og jeg … I ved nok … få lidt tid for os selv og snakke om, øh … sværdting?”
Alex grinede smørret. “Det lyder som en fabelagtig plan. Hvad med at vi lader sværdene lære hinanden at kende, mens vi andre spiser frokost? Magnus, tror du, du kan finde ud af at spise falafel uden at kløjes i det?”
Magnus Chase og de nordiske guder – De dødes skib
Magnus Chase er søn af Frej – sommerens, frugtbarhedens og sundhedens gud – så han er ikke ligefrem krigerisk anlagt. Selvom Magnus ikke født med et sværd i hånden, har han en evne til at rode sig ud i de værst tænkelige situationer!
I det tredje og afsluttende bind i serien om Magnus Chase er han og vennerne nødt til at sejle til det fjerneste hjørne af Jotunheim og Niflheim i jagten på Asgårds største trussel. Vil de lykkes med deres mission, eller vil de blive opslugt af Ragnarok?
Læs også de to første bind i serien:
Kampen om sommersværdet (1)
Thors hammer (2)
Om Rick Riordan
I mange år underviste forfatter Rick Riordan i både engelsk og historie, og i dag er han verdenskendt som manden bag serierne om blandt andet Percy Jackson, Olympens helte og Magnus Chase og de nordiske guder. Rick Riordan er intet mindre end en sand mester i at gøre mytologiens verden levende igen, og hans bøger er oversat til 37 sprog og har solgt mere end 55 mio. eksemplarer.
Her kan du få det ultimative overblik over Rick Riordans serier – fra Percy Jackson til og Apollons prøvelser.
Andre læste også: