Carlsen

Kendte afsendere kan vække læselysten hos børn – især dem, de voksne aldrig har hørt om

Carlsen ComKean Jas & Mika

Børnebøger med youtubere og andre kendte personer kan hjælpe med at øge læselysten. For børn vil gerne læse om det, de allerede kender. Især hvis de voksne ikke aner noget om det.


Lad os bare være ærlige. Det kan være svært at få børnene til at kaste sig begejstret over den bog, du nøje har udvalgt til dem. Selvom du måske selv var glad for den bog, da du var barn. Der skal noget andet til for at vække børns læselyst i dag. En youtuber som afsender kan hjælpe til at gøre børnene nysgerrige efter at åbne bogen.

Et eksempel er Jas & Mika – Kærlighed ved første klik, der blev den største bogsucces for Carlsen i 2023 og fik rigtig mange børn til at læse.

“Jeg tror, det handler om, at børnene gerne vil læse bøger om de ting, de i forvejen interesserer sig for. Med Jas & Mika-bøgerne vil vi godt give børnene en god læseoplevelse, som tager udgangspunkt i et univers, de i forvejen kender og er glade for,” sagde Kaya Hoff, direktør for Carlsen, i forbindelse med udgivelsen af Jas & Mika – Farlig følger – andet bind i Jas og Mika-serien.

Louise Bylov, der er redaktør på Jas & Mika-bøgerne, håber, at det også kan få nogle af dem, der ellers aldrig læser, til at åbne en bog:

“Vi har sammen med forfatter Sofie Boysen og Jasmin og Mika forsøgt at skabe en sjov læseoplevelse, som er tro mod deres univers. Oplagt til fans, men også en sjov og spændende bog om forelskelse, kærlighed og venskab, som de fleste børn kan lide at læse om.”

Youtubere som ‘gateway drugs’

Som børnebibliotekar på Brønshøj Bibliotek har Julie Arndrup oplevet, at børn, der ikke synes, at læsning er særligt spændende, finder en vej ind via en anden hovedinteresse som fodbold, dyr eller youtubere.

“Jeg har flere gange oplevet, at det var kendte youtubere. For eksempel bøgene om Jas & Mika. Jeg har en låner, der ikke synes, læsning er let, men hun læser dem sammen med sin mor. De skiftes til at læse. Og det er kun, fordi det er Jas og Mika,” fortæller Julie Arndrup, som jævnligt møder børn, der bliver motiveret af at læse om folk, de er fans af, og som findes i virkeligheden.

“Nogle voksne ser måske ned på den type litteratur, men børn har brug for forskellige bøger. Et bredt udvalg er vigtigt for læseglæden,” understreger Julie Arndrup. Hun har været ude for, at nogle forældre ikke synes, den form for litteratur er god nok.

“Så omtaler jeg det som gateway drugs. Man starter et sted, fortsætter videre og prøver andre ting. Men lysten skal vækkes, og lyst handler om det, man kan lide,” forklarer Julie Arndrup, som selv startede med jumbobøger og Asterix, før hun for alvor kastede sig over bøger.

Rift om YouTube-bøgerne

Gitte Martens Poulsen, der er lærer i en 9. klasse og har danskundervisning på 6. årgang på Endrupskolen i Fredensborg, kan godt se, at det kan hjælpe læselysten på vej, hvis børnene kender hovedpersonerne i forvejen.

“Da vi kun havde et eksemplar af Jas og Mika – Kærlighed ved første klik stod op mod 30 elever i kø til at låne den! Det er ellers noget, jeg kun kender fra populære fantasy-bøger. Der er også børn, der efterspørger bøger om youtuberen Niki Topgaard. Letlæste fagbøger om kendte personer er også meget populære – der er rift om bøgerne om f.eks. sportsstjerner.”

Gitte Martens Poulsen er læsevejleder og står for at inspirere til frilæsning på skolebiblioteket, hvor de endnu ikke har så stort et udvalg af fiktive bøger om virkelige personer. Men Jas og Mika – Kærlighed ved første klik er så populær, at Gitte og hendes kollegaer har valgt at indkøbe flere eksemplarer for at imødekomme den store efterspørgsel.

Udover Jas og Mika-bøgerne har Gitte især succes med at afsætte sjove bøger som Ternet Ninja og Møgmis. Bøger, som eleverne kender fra BookTok, for eksempel skrevet af Colleen Hoover, Jenny Han og Holly Jackson, tiltaler pigerne i udskolingen.

Kvalitet lige så vigtig som kendte hovedpersoner

Gitte Martens Poulsen oplever langt flere fordele end ulemper ved bøger med kendte youtubere som afsendere som Jas & Mika-bøgerne. Men kvaliteten er afgørende.

“Sofie Boysen er en god forfatter med en sprogtone, som fanger målgruppen, og det er vigtigt, at kvaliteten er i orden, for ”kendte hovedpersoner” kan ikke alene bære en succes,” understreger hun.

Jesper Roos er redaktør på en ny serie med youtuberen ComKean som afsender. Når man som redaktør arbejder med bøger, hvor der står youtubere bag, er det ifølge Jesper Roos meget vigtigt at finde det rette forfattermatch.

ComKean og zombie-yoyoerne er første bind i serien om den populære youtuber ComKean – en superhelteserie til børn i alderen 6-10 år. Charly Baasch Gabrielsen aka ComKean står bag YouTube-kanalen, som har 180.000 abonnenter og 3-4 millioner visninger om måneden.

“ComKean er en youtuber, der elsker at game og har rigtig mange fans. Derfor var det vigtigt at finde en forfatter, der kender til den verden, og det gør Andreas Nederland, som har skrevet bogen. For det første er Andreas virkelig god til at skrive sjovt og spændende til børn, og så elsker han at game selv. Så det match med ham og ComKean var ret perfekt.”

Det var også vigtigt for Jesper Roos, at Andreas Nederland lærte ComKean at kende. Så Andreas har besøgt ham, ved, hvordan hjemmet ser ud og har lært familien at kende.

“Andreas Nederland og Charly Baasch Gabrielsen har sammen skabt en superhelteserie med ComKean i hovedrollen, som jeg er sikker på, at ComKeans fans vil elske – og de drenge, der egentlig hellere vil spille end læse, får måske en oplevelse og tænker: Den bog var faktisk okay.”

Netop drengene kan være ekstra svære at få til at læse, er Gitte Martens Poulsens erfaring som lærer og læsevejleder på skolebiblioteket.

“Hvis drengene skal lokkes til at læse, så skal forfatterne helst have en indgående forståelse for, hvad der sker i drengefællesskaber, når de voksne ikke er der. Som ikke moraliserer og har skjulte dagsordener, men som inviterer ind i en verden, de kender – eller som de er nysgerrige på. De tager ikke bøgerne ned fra hylden selv.”

Har du aldrig hørt om dem? Så hitter de hos børnene

Med udgivelsen af ComKean og zombie-yoyoerne var ønsket fra Carlsens side netop at prøve at vække læseglæden hos de drenge, der ikke er så ivrige efter at samle en bog op. Selvom mange voksne aldrig har hørt om ComKean, betyder det ikke, at det ikke er et kæmpe hit hos børnene.

“Børn i dag har ofte en ‘hemmelig verden’ på f.eks. Youtube med ‘stjerner’, som mange voksne ikke kender. Dem vil de gerne læse bøger om. Og den chance skal vi gribe, når vi vælger bøger til bibliotekerne,” forklarer Gitte Martens Poulsen og understreger, at forlagene har et stort ansvar for, at bøger om succesfulde youtubere, gamere og influencere har litterær kvalitet.

“Det er vigtigt, at de reelt har en historie at fortælle, og ikke bare er et stort navn. Men alle bøger, som fanger drengene, er velkomne – og det er jo også fedt, at forlagene har fingeren på pulsen!”

Mange youtubere er voksne – Jas & Mika er gift og har fået et barn, Charly Baasch Gabrielsen aka ComKean er tidligere politibetjent, og Niki Topgaard er snart 40 år. Det kan undre, hvorfor de har så stor appel til børn på mellemtrinnet.

“De fleste bøger om venskab og kærlighed handler om jævnaldrende børn, hvor identifikationen er mere oplagt. Men indblikket i en verden, som de beundrer og måske drømmer om at opleve, trækker læsere til. Og det kan jo kun være positivt. Det samme gælder for Colleen Hoovers bøger, hvor hovedpersonerne ofte er betydeligt ældre end læserne,” forklarer Gitte Martens Poulsen.

Bøger skal ikke være skrevet til dansklærere

Gitte Martens Poulsen har 25 års erfaring som udskolingslærer, og når hun skal fange de ældste elever, er hun inspireret af boghandlere i forhold til indretning og tilpasser indkøbene til skolebiblioteket efter bestsellerlister.

”Jeg synes, skolebibliotekerne skal plukke de lavthængende frugter og købe stort ind af de bøger, som eleverne læser uden tvang i deres fritid. Bøger, der giver eleverne den eftertragtede træning i automatisering og læseflow.”

I dansktimerne prioriterer Gitte Martens Poulsen, at eleverne læser mange romaner, som er skrevet til børn og unge – ikke til dansklærere.

”Jeg oplever en positiv udvikling henimod, at forfatterne er mere optagede af at ramme målgruppen, der hvor de er. Tidligere var en god roman i udskolingen en roman, som åbnede op for analyse og fortolkning, men i dag er det i højere grad et mål at finde bøger, som vækker elevernes umiddelbare læseglæde. En roman hvor eleverne bliver underholdt, uden at de skal igennem et tungt fortolkningsarbejde.”

I udskolingen på Gitte Martens Poulsens arbejdsplads er de helt bevidst gået væk fra at opfordre til selvstændig frilæsning med læsekontrakter og pres på forældrene om, at de skal holde de unge til ilden. Som dansklærer har Gitte Martens Poulsen ansvaret for, at eleverne hele tiden er i gang med en bog. De læser derfor mange fælles romaner – op mod 6-8 romaner om året.

“De mest populære romaner er dem, hvor eleverne fanges umiddelbart af handlingen, og hvor de ikke skal trækkes igennem mange spørgsmål, grundige analyser og komplicerede fortolkninger,” siger Gitte Martens Poulsen og understreger:

“Som dansklærere skal vi selvfølgelig også udvide elevernes horisont og vælge bøger, som udfordrer og kræver mere fordybet og fortolkende læsning, men hvis bearbejdelsen af det læste fylder for meget, så mister eleverne gejsten.”


3 X bøger med kendte youtubere

Jas & Mika – Kærlighed ved første klik

Kendte afsendere kan vække læselysten hos børn - især dem, de voksne aldrig har hørt om

Jasmin og Mika møder hinanden og bliver stormende forelskede, men Mika bor i København og Jasmin bor på Bornholm. Det er svært med distancen, og der er en anden pige, som også er vild med Mika. Hun forsøger at sabotere deres kærlighed. Vil det lykkes Jasmin og Mika at blive rigtige kærester?

Jas & Mika – Kærlighed ved første klik er en sjov og romantisk bog, som er inspireret af den ægte kærlighedshistorie mellem Jasmin Lind Schultz og Mika Schultz, som er kendt fra deres populære youtube-kanal og deres instagram- og TikTok-profiler. 

Fra ca. 10 år.  

Du kan købe Jas & Mika – Kærlighed ved første klik online eller i din nærmeste boghandel.


Jas & Mika – Farlig følger

Kendte afsendere kan vække læselysten hos børn - især dem, de voksne aldrig har hørt om

Jas & Mika – Farlig følger er opfølgeren til kæmpesuccesen Kærlighed ved første klik.

Jas & Mika er blevet kærester, og de har travlt med lave indhold til deres YouTubekanal. De er meget populære, og de har mange følgere, Pludselig begynder der dog at ske mærkelig ting. Har de mon fået en stalker? Jasmins venindegruppe er heldigvis straks på sagen. Stalkeren må findes, men hvem er det, og er det mon en farlig person?

Fra ca. 9 år

Du kan købe Jas & Mika – Farlig følger online hos fx Bog & Ide eller i din nærmest boghandel.




ComKean og Zombie-yoyoerne

Kendte afsendere kan vække læselysten hos børn - især dem, de voksne aldrig har hørt om

Børn, der gamer, kender ComKean – her er han som superhelt!

Hvorfor er der ingen børn, som melder sig til det LAN-party, ComKean holder? Hvorfor spiller alle yoyo? Og hvorfor ser deres øjne så mærkelige ud? ComKean undersøger det nærmere, og han får en dårlig mavefornemmelse. Han finder ud af, at det ikke er helt almindelige yoyer, og han må gøre alt, hvad han kan, for at redde børn fra at forsvinde helt. Men en ganske særlig skurk dukker op, og han kender ComKeans allerstørste svaghed. ComKean er en af Danmarks største youtubere og er kendt af alle børn for sin humor og sine shows, men mest af alt for sine videoer om computerspil. 

God fra omkring 6 år.

Du kan købe ComKean og zombie-yoyoerne online hos fx Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.


Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.