Forfatteren til En af os lyver er tilbage med endnu et nervepirrede mysterium. Her kan du læse hele første kapitel af Karen M. McManus’ seneste roman: Alt det vi ikke vidste.
Løgne, bedrag og gamle familiehemmeligheder er nogle af de ord, der beskriver Karen M. McManus’ nyeste roman, Alt det vi ikke vidste. En oplagt bog til dig, der ikke kan få nok af hendes forfatterskab eller tv-serier som Riverdale.
Alt det vi ikke vidste
Selvom Milly, Aubrey og Jonah er fætre og kusiner, kender de knap nok hinanden, og de har aldrig mødt deres rige bedstemor, som slog hånden af deres forældre, før de blev født. Så da de modtager en invitation til at komme og arbejde hos hende sommeren over, bliver de nysgerrige.
Deres forældre insisterer på, at de tager afsted, men da Milly, Aubrey og Jonah ankommer til øen, står det klart, at hun har helt særlige planer, og at familiens fortid er både mystisk og mørk.
Alle i familien har hemmeligheder, og hvad det end var, der skubbede dem fra hinanden, er langt fra et overstået kapitel …
Jeg er igen ved at komme for sent til en middagsaftale, men denne gang er det ikke min skyld. En mansplainer spærrer vejen for mig.
“Mildred? Det er da et bedstemornavn. Men ikke en særlig sej bedstemor.” Han får det til at lyde, som om han selv synes, han er morsom. Som om der i mine sytten år ikke er andre, der har bemærket, at mit navn ikke er klassisk på den smarte måde.
Der skulle simpelthen en finansrådgiver fra Wall Street med slikhår og ring på lillefingeren til at overbringe mig denne særlige samfundskommentar.
Jeg nipper til de sidste rester af min danskvand. “Jeg er faktisk opkaldt efter min bedstemor,” siger jeg.
Jeg befinder mig på et steakhouse midt i byen. Klokken er seks på en regnfuld aften i april, og jeg gør mit bedste for at ligne de andre happy hour-gæster. Det er noget, mine veninder og jeg gør nogle gange.
Vi tager ind på restauranter, hvor der også er en bar, så vi ikke skal bekymre os om at skulle vise ID i døren. Vi tager vores enkleste kjoler på og ekstra makeup. Vi bestiller danskvand med en skive lime i – “i et lille glas, tak, jeg er ikke så tørstig” – og hælder det ned, indtil glasset er næsten tomt. Og så venter vi på, at der er nogen, der tilbyder os en drink.
Det er der altid nogen, der gør.
Lillefingerring smiler. Hans tænder er næsten selvlysende i det svage lys. Han må tage sin tandblegningsrutine meget seriøst. “Jeg kan godt lide det. Det er noget af en kontrast til sådan en smuk ung kvinde som dig.” Han nærmer sig langsomt, og jeg får færten af en hovedpinefremkaldende duft af parfume. “Du har et interessant ansigt. Hvor er du fra?”
Ad. Det er marginalt bedre end Hvad er du?-spørgsmålet, som jeg nogle gange får, men det er stadig klamt. “New York,” svarer jeg spidst. “Dig?”
“Jeg mener oprindeligt,” forklarer han, og det var dråben. Jeg er færdig.
“New York,” gentager jeg og rejser mig fra barstolen. Det er vist meget godt, at han først begyndte at tale til mig, da jeg skulle til at gå, for en drink inden maden var ikke en af mine bedre ideer. Jeg får øjenkontakt med min veninde Chloe på tværs af lokalet og vinker farvel, men inden jeg kan komme afsted, tipper Lillefingerring sit glas mod mit. “Må jeg byde dig på én mere af det, du nu drikker?”
“Nej tak. Jeg har en aftale.”
Han læner sig tilbage og rynker panden. Meget. På bag-ud-med-Botox-måden. Han har også furer langs kinderne og rynker om øjnene. Han er alt for gammel til at lægge an på mig, selv hvis jeg virkelig var den universitetsstuderende, jeg fra tid til anden udgiver mig for at være. “Hvad spilder du så min tid for?” grynter han, og hans blik vandrer allerede rundt et sted bag mig.
Chloe kan godt lide vores happy hour-nummer, for – som hun siger – high school-drenge er så umodne. Og det er også rigtigt nok. Men nogle gange tror jeg, at det måske var bedre for os ikke at vide, hvor meget værre de kan blive.
Jeg tager limeskiven op af glasset og presser den sammen. Jeg sigter ikke ligefrem efter hans øjne, men jeg er stadig en smule skuffet, da saften kun rammer hans skjorteflip. “Undskyld,” siger jeg sødt og lader limeskiven falde ned i glasset igen, inden jeg stiller det på bardisken. “Normalt ville jeg heller ikke gide. Men der er så mørkt herinde. Da du først kom herover, troede jeg, at du var min far.”
Som om. Min far ser meget bedre ud, og i øvrigt: Han er ikke klam. Lillefingerring taber kæben, men jeg stryger forbi ham og ud ad døren, inden han kan nå at svare igen.
Den anden restaurant ligger lige på den anden side af vejen, og værtinden smiler, da jeg går ind ad døren. “Hvad kan jeg gøre for dig?”
“Jeg skal mødes med én til middag? Allison?”
Hun sænker blikket og kigger ned i bogen foran sig, og en lille rynke dukker op mellem øjnene. “Jeg kan ikke se …”
“Story-Tagahashi?” prøver jeg. Mine forældre havde en utrolig venskabelig skilsmisse, og bevis A er, at min mor stadig bruger begge efternavne. “Jamen det er jo stadig dit navn,” sagde hun for fire år siden, da skilsmissen gik igennem. “Og jeg har vænnet mig til det.”
Hun rynker panden endnu mere. “Det kan jeg heller ikke se.”
“Hvad så med Story?” prøver jeg. “Som i en fortælling?”
Hendes pande glatter sig ud. “Nåh! Ja, der var du. Denne vej.”
Hun tager to menukort og snor sig ned mellem de mange borde med hvide duge, indtil vi når til en hjørnebås. Væggen for enden er dækket af et stort spejl, og kvinden, der sidder på den ene side af bordet, sidder og sipper til et glas hvidvin, mens hun kaster stjålne blikke mod sit spejlbillede og glatter små, vildfarne totter i den mørke knold, som kun hun kan se.
Jeg sætter mig på sædet over for hende, mens værtinden placerer de overdimensionerede menukort foran os. “Så i aften er det Story?” spørger jeg.
Min mor venter med at svare, til værtinden er gået. “Jeg var ikke lige i humør til at gentage mig selv,” sukker hun, og jeg hæver det ene bryn. Min mor gør som regel altid et nummer ud af at udfordre enhver, der opfører sig, som om de ikke kan finde ud af at stave eller udtale min fars japanske efternavn.
“Hvorfor?” spørger jeg, selvom jeg ved, at hun ikke vil fortælle mig det. Først skal hun lige igennem en hel masse Milly-kritik.
Hun stiller glasset på bordet, og bevægelsen får alle hendes tynde guldarmbånd til at klirre mod hinanden. Min mor er kommunikationschef i et smykkefirma, og en af frynsegoderne ved jobbet er at kunne gå med sæsonens nyeste smykker.
Hun giver mig elevatorblikket og betragter min makeup, der er kraftigere end normalt, og min tætsiddende, marineblå kjole. “Hvor har du været, siden du er klædt sådan på?”
I baren på den anden side af gaden. “Til noget galleri-halløj med Chloe,” lyver jeg. Chloes mor ejer et kunstgalleri i den anden ende af byen, og der tilbringer vores venner meget tid. Angiveligt.
Mor løfter igen sit glas. Tager en tår, sender et hurtigt blik mod spejlet, glatter sit hår. Når det er løst, hænger det i mørke bølger, men – som hun ynder at fortælle mig – graviditeten fik hendes hår til at ændre tekstur fra glat til groft. Jeg er ret sikker på, at hun aldrig har tilgivet mig for det. “Jeg troede, du læste til eksamen.”
“Det gjorde jeg også. Inden.”
Hendes knoer bliver hvide rundt om glasset, og jeg venter på det, der plejer at komme. Milly, du kan ikke gøre dit tredje år på high school færdigt med et gennemsnit under middel. Du er nærmest middelmådig, og din far og jeg har investeret alt for meget i dig til, at du kan smide dine muligheder væk på den måde.
Hvis jeg var bare den mindste smule musikinteresseret, ville jeg starte et band, der, til ære for min mors yndlingsformaning, skulle hedde Nærmest Middelmådig. De sidste tre år har jeg konstant måttet høre på forskellige udgaver af den tale. Prescott Academy spytter studerende til topuniversiteterne ud, som var det en fabrik for folk med blåt blod i årerne, og til min mors store sorg er jeg altid at finde blandt den dårligste halvdel af min årgang.
Men der kommer ikke nogen formaning. I stedet rækker min mor sin frie hånd frem og aer min hånd. Stift, som er hun en marionetdukke med en uerfaren dukkefører. “Nå, men du ser rigtig fin ud.”
Jeg går øjeblikkeligt i forsvarsposition. Det er mærkeligt nok, at min mor gerne ville mødes med mig til middag, men hun giver mig aldrig komplimenter. Eller rører ved mig. Det hele føles pludselig som en optakt til noget, jeg ikke har lyst til at høre. “Er du syg?” ryger det ud af mig. “Er far?”
Hun glipper med øjnene og trækker hånden til sig. “Hvad? Nej! Hvorfor spørger du om sådan noget?”
“Men hvorfor …” Jeg holder inde, da en smilende tjener kommer hen til vores bord og hælder vand op af en sølvkande.
“Og hvordan har I det så i aften, de damer? Må jeg fortælle om dagens menu?”
Jeg betragter i smug min mor hen over kanten af menukortet, mens tjeneren lirer retterne af. Hun er helt klart anspændt, og hun sidder stadig og holder godt fast i sit næsten tomme vinglas, men det går op for mig, at det var forkert af mig at forvente dårlige nyheder.
Hendes mørkeblå øjne er klare, og hendes mundvige peger næsten opad. Hun venter på noget, men hun frygter det ikke. Jeg prøver at forestille mig, hvad der kunne gøre min mor glad, ud over hvis jeg på magisk vis pludselig fik topkarakterer, og som den dygtigste elev skulle holde studentertalen på Prescott Academy.
Penge. Det kan ikke være andet. Mors liv er centreret omkring penge – eller mere nøjagtigt, centreret omkring ikke at have nogen. Mine forældre har begge to gode jobs, og min far har altid været generøs med børnepengene, selvom han er blevet gift igen. Hans nye kone, Surya, er på alle punkter det komplet modsatte af en ond stedmor, også når det kommer til penge. Hun har aldrig misundt mor de store beløb, han sender hver måned.
Men godt er ikke nok, når man prøver at følge med tempoet på Manhattan. Og det er ikke sådan, min mor er vokset op.
En forfremmelse, så. Det må det være. Det ville være en fantastisk nyhed, bortset fra den del, hvor hun så ville minde mig om, at hun fik den på grund af sit hårde arbejde og i øvrigt, for resten, hvorfor kan jeg ikke arbejde hårdere med cirka alt, hvad jeg laver.
“Jeg vil gerne bede om en cæsarsalat med kylling uden ansjoser og dressingen ved siden af,” siger mor og rækker tjeneren menukortet uden rigtigt at kigge på ham. “Og endnu et glas Langlois-Chateau, tak.”
“Ja tak. Og den unge dame?”
“Ribeye på ben, stegt medium, og en stor bagekartoffel,” svarer jeg. Jeg kan lige så godt få så meget ud af det her som muligt.
Da han går, tømmer min mor vinglasset, og jeg drikker mit vand i store slurke. Min blære er allerede fyldt på grund af danskvanden fra baren, og jeg skal til at rejse mig for at gå på toilettet, da mor siger: “Jeg fik det mest interessante brev i dag.”
Så kom det. “Ja?” Jeg venter, men da hun ikke fortsætter, siger jeg: “Hvem fra?”
“Fra hvem,” retter hun automatisk. Hun lader fingeren glide langs vinglassets fod, og hendes mundvige peger en lille smule mere opad. “Fra din mormor.”
Jeg glipper med øjnene. “Fra Baba?” Hvorfor det fortjener sådan en spændingsopbygning, aner jeg ikke. Selvfølgelig kontakter min farmor ikke mor særlig tit, men det er ikke uden fortilfælde. Baba er den type, der godt kan lide at videresende artikler, hun har læst, til alle og enhver, som måske ville være interesseret, og hun gør det stadig med mor efter skilsmissen.
“Nej. Din mormor.”
“Hvad?” Nu er jeg virkelig forvirret. “Har du fået et brev fra … Mildred?”
Jeg har ikke noget kælenavn at bruge om min mormor. Hun er hverken Bedste eller Momse eller noget andet, for jeg har aldrig mødt hende.
“Ja, det har jeg.” Tjeneren vender tilbage med mors vin, og hun tager en lang, taknemmelig tår. Jeg sidder helt tavs, ude af stand til at forstå det, hun lige har fortalt.
Min mormor kastede lange skygger over min barndom, men mere som en eventyrfigur end en rigtig person: den rige enke til Abraham Story, hvis tip-gange-mange-oldefar kom hertil på skibet Mayflower.
Mine forfædre er mere interessante end enhver skolebog: Familien tjente en formue på hvalfangst, mistede det meste ved at købe jernbaneaktier og skød så til sidst resterne ind i fast ejendom på en lille møg-ø ud for kysten i Massachusetts.
Gull Cove Island var et hemmeligt tilflugtssted for kunstnere og hippier, indtil Abraham Story gjorde den til det, den er kendt for at være i dag: et sted, hvor rige og halvberømte mennesker bruger latterligt mange penge på at lade, som om de er tæt på naturen.
Min mor og hendes tre brødre voksede op på en kæmpe ejendom lige ned til stranden, som hed Catmint House, hvor de red på heste og deltog i gallafester, som var de prinser og prinsesse på øen.
Der står et billede af mor på vores kaminhylde i lejligheden, hvor hun som attenårig er ved at træde ud af en limousine, på vej til sine forældres årlige sommergalla, der blev afholdt på deres ferieresort.
Hendes hår er opsat, og hun har en hvid balkjole på og en vidunderlig halskæde med et dråbeformet diamantvedhæng. Mildred gav min mor den halskæde, da hun fyldte sytten, og engang troede jeg, at min mor ville forære den til mig, når jeg selv ramte samme fødselsdag.
Det skete ikke. Selvom mor aldrig selv går med den.
Min morfar døde, da mor var i gang med sit sidste år på high school. To år senere slog Mildred hånden af alle sin børn. Hun kappede alle bånd både økonomisk og personligt, uden anden forklaring end en enkelt sætning i et brev, der blev afsendt to uger før jul gennem hendes advokat; en mand ved navn Donald Camden, som mor og hendes brødre havde kendt hele deres liv:
I ved, hvad I har gjort.
Mor har altid insisteret på, at hun ikke aner, hvad Mildred mente med det. “Vi var alle fire måske nok blevet lidt … egoistiske,” kunne hun finde på at sige. “Vi gik alle sammen på college på det tidspunkt, og vi var i gang med at leve vores egne liv.
Mor var ensom uden far, og hun tiggede og bad os hele tiden om at komme hjem på besøg. Men vi havde ikke lyst. Ingen af os kom hjem til thanksgiving det år. Vi havde alle sammen lavet andre planer. Hun var rasende, men …” Mor fik altid sådan et eftertænksomt, fjernt udtryk i ansigtet, når hun nåede dertil i historien. “Det var sådan en lille ting. Næppe utilgiveligt.”
Hvis Abraham Story ikke havde oprettet uddannelsesfonde til både mor og hendes brødre, havde de måske ikke engang kunnet færdiggøre deres uddannelser. Men så snart de gjorde, måtte de stå på egne ben.
I begyndelsen prøvede de ofte at genoprette kontakten med Mildred. De forfulgte Donald Camden, hvis eneste svar var en lejlighedsvis e-mail, der blot gentog hendes beslutning. De sendte hende invitationer til deres bryllupper og sendte kort, når de fik børn.
De skiftedes endda til at dukke op på Gull Cove Island, hvor min mormor stadig bor, men hun ville aldrig se eller tale med dem. Jeg plejede at forestille mig, at hun en dag ville valse ind i vores lejlighed, i et væld af diamanter og pelse, og annoncere, at hun var kommet for at hente mig, hendes navnesøster.
Hun ville tage mig med til en legetøjsbutik og lade mig vælge lige det, jeg havde lyst til, inden hun ville give mig en stak pengesedler, som jeg kunne tage med hjem til mine forældre.
Jeg er ret sikker på, at min mor havde samme drøm. Hvorfor skulle hun ellers belemre en pige født i det enogtyvende århundrede med et navn som Mildred? Men min mormor, med hjælp fra Donald Camden, blev ved med at afvise sine børn. Og til sidst holdt de op med at prøve.
Mor kigger forventningsfuldt på mig, og det går op for mig, at hun venter på et svar. “Har du fået et brev fra Mildred?” spørger jeg.
Hun nikker, og så rømmer hun sig, inden hun svarer. “Altså. For at være helt præcis, så har du fået et brev.”
“Har jeg?” Mit ordforråd er skrumpet ind til nærmest ingenting i løbet af de seneste fem minutter.
“Kuverten var adresseret til mig, men brevet var til dig.”
Et ti år gammelt billede dukker op i mit hoved: mig og min forsvundne mormor, der er ved at fylde en indkøbsvogn med bamser, mens hun er klædt på til en tur i operaen. Med diadem og det hele. Jeg skubber tanken fra mig og leder efter ordene. “Er hun … skriver hun … hvorfor?”
Min mor stikker sin hånd ned i håndtasken og trækker en kuvert op, som hun skubber hen over bordet til mig. “Måske skulle du bare læse det?” Jeg åbner flappen og trækker et sammenfoldet, tykt og cremefarvet stykke brevpapir op, der dufter svagt af syrener.
Øverst er initialerne MMS indgraveret – Mildred Margaret Story. Vores navne er stort set ens, bortset fra at mit ender på Tagahashi. De korte afsnit er maskinskrevne, efterfulgt af en forkrampet, edderkoppeagtig underskrift.
Kære Milly
Vi har, naturligvis, aldrig mødt hinanden. Årsagerne er komplicerede, men som årene er gået, virker de nu mindre vigtige, end de tidligere har gjort. Du befinder dig på kanten til voksenlivet, og jeg er pludselig blevet nysgerrig efter at lære dig at kende.
Jeg ejer en ejendom ved navn Gull Cove Resort, som er et populært rejsemål for turister på Gull Cove Island. Jeg vil gerne invitere dig og din fætter og kusine, Jonah og Aubrey, til at tilbringe sommeren her på resortet som medarbejdere. Jeres forældre arbejdede der selv som teenagere og fandt omgivelserne både stimulerende og berigende.
Jeg er sikker på, at I alle tre kunne høste lignende fordele af en sommer på Gull Cove Resort. Og eftersom jeg ikke selv er frisk nok til at have gæster boende i længere tid, ville det give mig mulighed for at lære jer at kende.
Jeg håber, at du vil tage imod min invitation. Resortets sommerkoordinator, Edward Franklin, skal nok klare alle nødvendige foranstaltninger med hensyn til transport og logistik, og du kan kontakte ham på nedenstående e-mailadresse.
Mange venlige hilsner Mildred Story
Jeg læser det to gange, inden jeg folder papiret sammen igen og lægger det på bordet. Jeg ser ikke op, men jeg kan mærke min mors blik hvile på mig, mens hun venter på, at jeg skal sige noget. Jeg skal virkelig tisse nu, men jeg har brug for mere vand til at løsne min hals, inden ordene ryger ud af mig. “Mener hun det der pis seriøst?”
Jeg ved ikke, hvad min mor havde forventet, jeg ville sige, men det var helt sikkert ikke det. “Hvabehar?”
“Lad mig lige se engang,” siger jeg og bliver varm i kinderne, da jeg lægger brevet tilbage i kuverten. “En kvinde, som jeg aldrig har mødt – og som har slået hånden af dig uden at se sig tilbage, som ikke kom til dit bryllup eller min barnedåb eller noget andet, der har haft med denne her familie at gøre i de sidste fireogtyve år, som ikke har ringet eller sendt en e-mail eller skrevet indtil, nå ja, for fem minutter siden – den kvinde vil have, at jeg skal komme og arbejde på hendes hotel?”
“Jeg tror ikke, at du ser på det på den rigtige måde, Milly.”
Min stemme bliver næsten til et skrig. “Hvordan skal jeg så se på det?”
“Shhh,” hvæser mor, mens hun lader blikket glide rundt i lokalet. Hvis der er noget, hun hader, så er det at lave en scene. “Som en mulighed.”
“For hvad?” spørger jeg. Hun tøver, drejer på sin fingerring – som på ingen måde ligner det pragteksemplar af en guldring med grønne smaragder, som jeg har set på min mormors finger på gamle billeder – og pludselig forstår jeg det. “Nej, vent lidt. Lad være med at svare. Det var det forkerte spørgsmål. Jeg skulle have sagt hvems.”
“For hvem.” Hun kan seriøst ikke lade være.
“Du tror, at det her er en mulighed for at indynde dig hos hende, gør du ikke? For at blive … arveliggjort igen.”
“Det er der ikke noget, der hedder.”
“Seriøst, mor, gider du slappe af? Det handler ikke om min grammatik!”
“Undskyld,” siger mor, og det overrasker mig så meget, at jeg ikke får gjort den lange enetale færdig, som jeg var ved at bygge op til. Hendes øjne er stadig klare, men nu er de også fugtige. “Det er bare … det er jo min mor, Milly. Jeg har ventet i årevis på at høre fra hende. Jeg ved ikke, hvorfor hun skriver nu, eller hvorfor hun skriver til dig, eller hvorfor hun skriver det her, men hun rækker endelig ud til os. Hvis vi ikke rækker en hånd tilbage, får vi måske ikke en ny chance.”
“Hvilken chance?”
“For at lære hende at kende igen.”
Jeg skal lige til at sige Og hvad så, men jeg gør det ikke. Jeg ville have fulgt det til dørs med Vi har klaret det fint uden hende, men det passer ikke. Vi har det ikke fint.
Min mor bor på kanten af et hul, der har samme form som Mildred Story, og det har hun gjort hele mit liv. Det har forvandlet hende til én, der holder alle på afstand – selv min far, som jeg ved, at hun elskede så meget, som hun nu er i stand til at elske nogen.
Da jeg var lille, kiggede jeg på dem, når de var sammen, og ønskede, at jeg en dag ville få noget, der var lige så perfekt. Men da jeg blev ældre, begyndte jeg at lægge mærke til alle de små måder, mor skubbede far væk på. Hvordan hun stivnede, når han gav hende et kram. At hun brugte arbejdet som undskyldning for at blive væk, indtil vi var gået i seng.
At hun meldte afbud til familiesammenkomster på grund af migræne, der ellers aldrig generede hende på arbejdet. Med tiden gik hun fra at være kold og afstumpet over for min far til at kritisere alt, hvad han gjorde og sagde. Lige indtil den dag, hvor hun endelig bad ham om at flytte.
Nu hvor han er væk, gør hun det samme mod mig.
Jeg tegner et spørgsmålstegn i kondensen på mit vandglas. “Vil du gerne have, at jeg er væk hele sommeren?” spørger jeg.
“Du ville elske det, Milly.” Da jeg fnyser, tilføjer hun: “Nej, det ville du virkelig. Det er et vidunderligt resort, og de unge, som arbejder der, kommer fra hele landet. Udvælgelsen er faktisk ret konkurrencepræget. Medarbejderområdet er smukt, du ville have adgang til alle faciliteterne – det er ligesom en ferie.”
“En ferie, hvor jeg skal arbejde for min mormor.”
“Du ville være sammen med din fætter og kusine.”
“Jeg kender dem ikke engang.” Jeg har ikke set Aubrey, siden onkel Adams familie flyttede til Oregon, da vi var fem år. Jonah bor i Rhode Island, som ikke er særlig langt væk, men min mor og hans far taler knap nok sammen. Sidst, vi alle sammen var samlet, var til onkel Anders’ fødselsdag, da jeg var otte.
Jeg kan kun huske to ting om Jonah: Et, han slog mig i hovedet med et plasticbat og virkede skuffet over, at jeg ikke græd. Og to, han hævede op som en ballon, da han spiste en hors d’oeuvre, han var allergisk over for, selvom hans mor havde advaret ham og bedt ham lade dem være.
“Du kunne jo lære dem at kende. I er lige gamle, og ingen af jer har søskende. Det ville være rart for jer at få et tættere bånd.”
“Altså, ligesom du har tætte bånd til onkel Adam, onkel Anders og onkel Archer? I taler jo nærmest ikke sammen! Jeg har intet til fælles med min fætter og kusine.” Jeg skubber kuverten over mod hende. “Jeg gør det ikke. Jeg er ikke en hund, der kommer, bare fordi hun kalder. Og jeg vil ikke være væk hele sommeren.”
Mor begynder at pille ved sin ring igen. “Jeg tænkte nok, at du måske ville sige sådan. Og jeg ved godt, at det er meget at bede om. Så jeg vil gerne give dig noget til gengæld.” Hendes hånd bevæger sig op mod de tykke guldkæder, der glimter mod kjolens sorte stof. “Jeg ved, hvor meget du altid har elsket min halskæde med diamantvedhænget. Hvad, hvis du fik den som tak?”
Jeg retter mig op og forestiller mig allerede halskæden funkle mod min hals. Jeg har drømt om den i årevis. Men jeg troede, at den ville være en gave – ikke bestikkelse.
“Hvorfor kan du ikke bare give mig den, fordi jeg er din datter?” Jeg har altid undret mig over det, men har aldrig turdet spørge. Måske fordi jeg er bange for, at svaret ville være det samme som det, hun gav min far – ikke direkte med ord, men med handlinger: Du er ikke nok.
“Det er et arvestykke,” svarer mor, som om det ikke beviser min påstand fuldstændigt. Jeg rynker panden, da hun lægger sin ene velmanicurerede hånd på kanten af kuverten. Hun skubber ikke ligefrem til den. Hun prikker bare lidt til den. “Jeg har altid tænkt, at jeg ville give dig den, når du blev enogtyve, men hvis du vil bruge din sommer i min hjemby – ja, så virker det bare rigtigt at give dig den lidt før.”
Jeg udstøder et dybt suk, samler kuverten op og vender og drejer den i hænderne, mens mor drikker sin vin og tålmodigt venter på mit svar. Jeg ved ikke, hvad der er mest frustrerende: at min mor prøver at presse mig til at arbejde for min mormor hele sommeren, eller at det helt klart er ved at lykkes hende.
Alt det vi ikke vidste udkommer den 1. december.
Andre bøger af Karen M. McManus
En af os lyver
Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
Fem elever mødes en helt almindelig mandag eftermiddag på Bayview High til eftersidning. Men en af dem kommer ikke ud i live, og de er resterende fire er alle mistænkte for mordet på deres klassekammerat.
Men hvem gjorde det? Var det stræberen Brownyn, den populære Addy, Nate med det dårlige ry eller sportsstjernen Cooper?
En ting er sikkert: Simon havde planer om poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre.
Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderaps på Bayview High. Ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon. Indtil nu.
Nogen er fast besluttet på at føre Simons arv videre med nye spilleregler. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed.
Phoebe er det første offer. Og Phoebes hemmelig er mørk. Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid ‘konsekvens’.
Da det bliver Knox’ tur, er konsekvenserne blevet dødelige …
Echo Ridge er en lille by, og Ellery har aldrig været der før, men hun har hørt om den. Det var der, hendes moster forsvandt som 17-årig. Og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet. Nu skal Ellery bo der sammen med sin tvillingebror.
Nogen truer med at gøre årets homecoming lige så farlig, som den var for fem år siden.
Efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem.
I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv …
Karen M. McManus har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachussets, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, så elsker hun at rejse sammen med sin søn.
Hun debuterede med bestselleren En af os lyver i 2017, som tilbragte mere end et år på den prestigefulde New York Times-bestsellerliste.
Forfatteren til En af os lyver er tilbage med endnu et nervepirrede mysterium. Her kan du læse hele første kapitel af Karen M. McManus’ seneste roman: Alt det vi ikke vidste.
Løgne, bedrag og gamle familiehemmeligheder er nogle af de ord, der beskriver Karen M. McManus’ nyeste roman, Alt det vi ikke vidste. En oplagt bog til dig, der ikke kan få nok af hendes forfatterskab eller tv-serier som Riverdale.
Alt det vi ikke vidste
Selvom Milly, Aubrey og Jonah er fætre og kusiner, kender de knap nok hinanden, og de har aldrig mødt deres rige bedstemor, som slog hånden af deres forældre, før de blev født. Så da de modtager en invitation til at komme og arbejde hos hende sommeren over, bliver de nysgerrige.
Deres forældre insisterer på, at de tager afsted, men da Milly, Aubrey og Jonah ankommer til øen, står det klart, at hun har helt særlige planer, og at familiens fortid er både mystisk og mørk.
Alle i familien har hemmeligheder, og hvad det end var, der skubbede dem fra hinanden, er langt fra et overstået kapitel …
Du kan købe Alt det vi ikke vidste online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Alt det vi ikke vidste
af Karen M. McManus
Oversat fra engelsk af Dorthe Hjort Jensen
Jeg er igen ved at komme for sent til en middagsaftale, men denne gang er det ikke min skyld. En mansplainer spærrer vejen for mig.
“Mildred? Det er da et bedstemornavn. Men ikke en særlig sej bedstemor.” Han får det til at lyde, som om han selv synes, han er morsom. Som om der i mine sytten år ikke er andre, der har bemærket, at mit navn ikke er klassisk på den smarte måde.
Der skulle simpelthen en finansrådgiver fra Wall Street med slikhår og ring på lillefingeren til at overbringe mig denne særlige samfundskommentar.
Jeg nipper til de sidste rester af min danskvand. “Jeg er faktisk opkaldt efter min bedstemor,” siger jeg.
Jeg befinder mig på et steakhouse midt i byen. Klokken er seks på en regnfuld aften i april, og jeg gør mit bedste for at ligne de andre happy hour-gæster. Det er noget, mine veninder og jeg gør nogle gange.
Vi tager ind på restauranter, hvor der også er en bar, så vi ikke skal bekymre os om at skulle vise ID i døren. Vi tager vores enkleste kjoler på og ekstra makeup. Vi bestiller danskvand med en skive lime i – “i et lille glas, tak, jeg er ikke så tørstig” – og hælder det ned, indtil glasset er næsten tomt. Og så venter vi på, at der er nogen, der tilbyder os en drink.
Lillefingerring smiler. Hans tænder er næsten selvlysende i det svage lys. Han må tage sin tandblegningsrutine meget seriøst. “Jeg kan godt lide det. Det er noget af en kontrast til sådan en smuk ung kvinde som dig.” Han nærmer sig langsomt, og jeg får færten af en hovedpinefremkaldende duft af parfume. “Du har et interessant ansigt. Hvor er du fra?”
Ad. Det er marginalt bedre end Hvad er du?-spørgsmålet, som jeg nogle gange får, men det er stadig klamt. “New York,” svarer jeg spidst. “Dig?”
“Jeg mener oprindeligt,” forklarer han, og det var dråben. Jeg er færdig.
“New York,” gentager jeg og rejser mig fra barstolen. Det er vist meget godt, at han først begyndte at tale til mig, da jeg skulle til at gå, for en drink inden maden var ikke en af mine bedre ideer. Jeg får øjenkontakt med min veninde Chloe på tværs af lokalet og vinker farvel, men inden jeg kan komme afsted, tipper Lillefingerring sit glas mod mit. “Må jeg byde dig på én mere af det, du nu drikker?”
“Nej tak. Jeg har en aftale.”
Han læner sig tilbage og rynker panden. Meget. På bag-ud-med-Botox-måden. Han har også furer langs kinderne og rynker om øjnene. Han er alt for gammel til at lægge an på mig, selv hvis jeg virkelig var den universitetsstuderende, jeg fra tid til anden udgiver mig for at være. “Hvad spilder du så min tid for?” grynter han, og hans blik vandrer allerede rundt et sted bag mig.
LÆS OGSÅ: Hvem bliver den næste? Karen “McMurder” har skrevet efterfølgeren til En af os lyver
Chloe kan godt lide vores happy hour-nummer, for – som hun siger – high school-drenge er så umodne. Og det er også rigtigt nok. Men nogle gange tror jeg, at det måske var bedre for os ikke at vide, hvor meget værre de kan blive.
Jeg tager limeskiven op af glasset og presser den sammen. Jeg sigter ikke ligefrem efter hans øjne, men jeg er stadig en smule skuffet, da saften kun rammer hans skjorteflip. “Undskyld,” siger jeg sødt og lader limeskiven falde ned i glasset igen, inden jeg stiller det på bardisken. “Normalt ville jeg heller ikke gide. Men der er så mørkt herinde. Da du først kom herover, troede jeg, at du var min far.”
Som om. Min far ser meget bedre ud, og i øvrigt: Han er ikke klam. Lillefingerring taber kæben, men jeg stryger forbi ham og ud ad døren, inden han kan nå at svare igen.
Den anden restaurant ligger lige på den anden side af vejen, og værtinden smiler, da jeg går ind ad døren. “Hvad kan jeg gøre for dig?”
“Jeg skal mødes med én til middag? Allison?”
Hun sænker blikket og kigger ned i bogen foran sig, og en lille rynke dukker op mellem øjnene. “Jeg kan ikke se …”
“Story-Tagahashi?” prøver jeg. Mine forældre havde en utrolig venskabelig skilsmisse, og bevis A er, at min mor stadig bruger begge efternavne. “Jamen det er jo stadig dit navn,” sagde hun for fire år siden, da skilsmissen gik igennem. “Og jeg har vænnet mig til det.”
Hun rynker panden endnu mere. “Det kan jeg heller ikke se.”
“Hvad så med Story?” prøver jeg. “Som i en fortælling?”
Hendes pande glatter sig ud. “Nåh! Ja, der var du. Denne vej.”
Hun tager to menukort og snor sig ned mellem de mange borde med hvide duge, indtil vi når til en hjørnebås. Væggen for enden er dækket af et stort spejl, og kvinden, der sidder på den ene side af bordet, sidder og sipper til et glas hvidvin, mens hun kaster stjålne blikke mod sit spejlbillede og glatter små, vildfarne totter i den mørke knold, som kun hun kan se.
Jeg sætter mig på sædet over for hende, mens værtinden placerer de overdimensionerede menukort foran os. “Så i aften er det Story?” spørger jeg.
Min mor venter med at svare, til værtinden er gået. “Jeg var ikke lige i humør til at gentage mig selv,” sukker hun, og jeg hæver det ene bryn. Min mor gør som regel altid et nummer ud af at udfordre enhver, der opfører sig, som om de ikke kan finde ud af at stave eller udtale min fars japanske efternavn.
“Hvorfor?” spørger jeg, selvom jeg ved, at hun ikke vil fortælle mig det. Først skal hun lige igennem en hel masse Milly-kritik.
Hun stiller glasset på bordet, og bevægelsen får alle hendes tynde guldarmbånd til at klirre mod hinanden. Min mor er kommunikationschef i et smykkefirma, og en af frynsegoderne ved jobbet er at kunne gå med sæsonens nyeste smykker.
Hun giver mig elevatorblikket og betragter min makeup, der er kraftigere end normalt, og min tætsiddende, marineblå kjole. “Hvor har du været, siden du er klædt sådan på?”
I baren på den anden side af gaden. “Til noget galleri-halløj med Chloe,” lyver jeg. Chloes mor ejer et kunstgalleri i den anden ende af byen, og der tilbringer vores venner meget tid. Angiveligt.
Mor løfter igen sit glas. Tager en tår, sender et hurtigt blik mod spejlet, glatter sit hår. Når det er løst, hænger det i mørke bølger, men – som hun ynder at fortælle mig – graviditeten fik hendes hår til at ændre tekstur fra glat til groft. Jeg er ret sikker på, at hun aldrig har tilgivet mig for det. “Jeg troede, du læste til eksamen.”
“Det gjorde jeg også. Inden.”
Hvis jeg var bare den mindste smule musikinteresseret, ville jeg starte et band, der, til ære for min mors yndlingsformaning, skulle hedde Nærmest Middelmådig. De sidste tre år har jeg konstant måttet høre på forskellige udgaver af den tale. Prescott Academy spytter studerende til topuniversiteterne ud, som var det en fabrik for folk med blåt blod i årerne, og til min mors store sorg er jeg altid at finde blandt den dårligste halvdel af min årgang.
Men der kommer ikke nogen formaning. I stedet rækker min mor sin frie hånd frem og aer min hånd. Stift, som er hun en marionetdukke med en uerfaren dukkefører. “Nå, men du ser rigtig fin ud.”
Jeg går øjeblikkeligt i forsvarsposition. Det er mærkeligt nok, at min mor gerne ville mødes med mig til middag, men hun giver mig aldrig komplimenter. Eller rører ved mig. Det hele føles pludselig som en optakt til noget, jeg ikke har lyst til at høre. “Er du syg?” ryger det ud af mig. “Er far?”
Hun glipper med øjnene og trækker hånden til sig. “Hvad? Nej! Hvorfor spørger du om sådan noget?”
“Men hvorfor …” Jeg holder inde, da en smilende tjener kommer hen til vores bord og hælder vand op af en sølvkande.
“Og hvordan har I det så i aften, de damer? Må jeg fortælle om dagens menu?”
Jeg betragter i smug min mor hen over kanten af menukortet, mens tjeneren lirer retterne af. Hun er helt klart anspændt, og hun sidder stadig og holder godt fast i sit næsten tomme vinglas, men det går op for mig, at det var forkert af mig at forvente dårlige nyheder.
Hendes mørkeblå øjne er klare, og hendes mundvige peger næsten opad. Hun venter på noget, men hun frygter det ikke. Jeg prøver at forestille mig, hvad der kunne gøre min mor glad, ud over hvis jeg på magisk vis pludselig fik topkarakterer, og som den dygtigste elev skulle holde studentertalen på Prescott Academy.
Penge. Det kan ikke være andet. Mors liv er centreret omkring penge – eller mere nøjagtigt, centreret omkring ikke at have nogen. Mine forældre har begge to gode jobs, og min far har altid været generøs med børnepengene, selvom han er blevet gift igen. Hans nye kone, Surya, er på alle punkter det komplet modsatte af en ond stedmor, også når det kommer til penge. Hun har aldrig misundt mor de store beløb, han sender hver måned.
Men godt er ikke nok, når man prøver at følge med tempoet på Manhattan. Og det er ikke sådan, min mor er vokset op.
En forfremmelse, så. Det må det være. Det ville være en fantastisk nyhed, bortset fra den del, hvor hun så ville minde mig om, at hun fik den på grund af sit hårde arbejde og i øvrigt, for resten, hvorfor kan jeg ikke arbejde hårdere med cirka alt, hvad jeg laver.
“Jeg vil gerne bede om en cæsarsalat med kylling uden ansjoser og dressingen ved siden af,” siger mor og rækker tjeneren menukortet uden rigtigt at kigge på ham. “Og endnu et glas Langlois-Chateau, tak.”
“Ja tak. Og den unge dame?”
“Ribeye på ben, stegt medium, og en stor bagekartoffel,” svarer jeg. Jeg kan lige så godt få så meget ud af det her som muligt.
Da han går, tømmer min mor vinglasset, og jeg drikker mit vand i store slurke. Min blære er allerede fyldt på grund af danskvanden fra baren, og jeg skal til at rejse mig for at gå på toilettet, da mor siger: “Jeg fik det mest interessante brev i dag.”
Så kom det. “Ja?” Jeg venter, men da hun ikke fortsætter, siger jeg: “Hvem fra?”
“Fra hvem,” retter hun automatisk. Hun lader fingeren glide langs vinglassets fod, og hendes mundvige peger en lille smule mere opad. “Fra din mormor.”
Jeg glipper med øjnene. “Fra Baba?” Hvorfor det fortjener sådan en spændingsopbygning, aner jeg ikke. Selvfølgelig kontakter min farmor ikke mor særlig tit, men det er ikke uden fortilfælde. Baba er den type, der godt kan lide at videresende artikler, hun har læst, til alle og enhver, som måske ville være interesseret, og hun gør det stadig med mor efter skilsmissen.
“Nej. Din mormor.”
“Hvad?” Nu er jeg virkelig forvirret. “Har du fået et brev fra … Mildred?”
Jeg har ikke noget kælenavn at bruge om min mormor. Hun er hverken Bedste eller Momse eller noget andet, for jeg har aldrig mødt hende.
“Ja, det har jeg.” Tjeneren vender tilbage med mors vin, og hun tager en lang, taknemmelig tår. Jeg sidder helt tavs, ude af stand til at forstå det, hun lige har fortalt.
Min mormor kastede lange skygger over min barndom, men mere som en eventyrfigur end en rigtig person: den rige enke til Abraham Story, hvis tip-gange-mange-oldefar kom hertil på skibet Mayflower.
Mine forfædre er mere interessante end enhver skolebog: Familien tjente en formue på hvalfangst, mistede det meste ved at købe jernbaneaktier og skød så til sidst resterne ind i fast ejendom på en lille møg-ø ud for kysten i Massachusetts.
Gull Cove Island var et hemmeligt tilflugtssted for kunstnere og hippier, indtil Abraham Story gjorde den til det, den er kendt for at være i dag: et sted, hvor rige og halvberømte mennesker bruger latterligt mange penge på at lade, som om de er tæt på naturen.
Min mor og hendes tre brødre voksede op på en kæmpe ejendom lige ned til stranden, som hed Catmint House, hvor de red på heste og deltog i gallafester, som var de prinser og prinsesse på øen.
Der står et billede af mor på vores kaminhylde i lejligheden, hvor hun som attenårig er ved at træde ud af en limousine, på vej til sine forældres årlige sommergalla, der blev afholdt på deres ferieresort.
Hendes hår er opsat, og hun har en hvid balkjole på og en vidunderlig halskæde med et dråbeformet diamantvedhæng. Mildred gav min mor den halskæde, da hun fyldte sytten, og engang troede jeg, at min mor ville forære den til mig, når jeg selv ramte samme fødselsdag.
Det skete ikke. Selvom mor aldrig selv går med den.
Min morfar døde, da mor var i gang med sit sidste år på high school. To år senere slog Mildred hånden af alle sin børn. Hun kappede alle bånd både økonomisk og personligt, uden anden forklaring end en enkelt sætning i et brev, der blev afsendt to uger før jul gennem hendes advokat; en mand ved navn Donald Camden, som mor og hendes brødre havde kendt hele deres liv:
Mor har altid insisteret på, at hun ikke aner, hvad Mildred mente med det. “Vi var alle fire måske nok blevet lidt … egoistiske,” kunne hun finde på at sige. “Vi gik alle sammen på college på det tidspunkt, og vi var i gang med at leve vores egne liv.
Mor var ensom uden far, og hun tiggede og bad os hele tiden om at komme hjem på besøg. Men vi havde ikke lyst. Ingen af os kom hjem til thanksgiving det år. Vi havde alle sammen lavet andre planer. Hun var rasende, men …” Mor fik altid sådan et eftertænksomt, fjernt udtryk i ansigtet, når hun nåede dertil i historien. “Det var sådan en lille ting. Næppe utilgiveligt.”
Hvis Abraham Story ikke havde oprettet uddannelsesfonde til både mor og hendes brødre, havde de måske ikke engang kunnet færdiggøre deres uddannelser. Men så snart de gjorde, måtte de stå på egne ben.
I begyndelsen prøvede de ofte at genoprette kontakten med Mildred. De forfulgte Donald Camden, hvis eneste svar var en lejlighedsvis e-mail, der blot gentog hendes beslutning. De sendte hende invitationer til deres bryllupper og sendte kort, når de fik børn.
De skiftedes endda til at dukke op på Gull Cove Island, hvor min mormor stadig bor, men hun ville aldrig se eller tale med dem. Jeg plejede at forestille mig, at hun en dag ville valse ind i vores lejlighed, i et væld af diamanter og pelse, og annoncere, at hun var kommet for at hente mig, hendes navnesøster.
Hun ville tage mig med til en legetøjsbutik og lade mig vælge lige det, jeg havde lyst til, inden hun ville give mig en stak pengesedler, som jeg kunne tage med hjem til mine forældre.
Jeg er ret sikker på, at min mor havde samme drøm. Hvorfor skulle hun ellers belemre en pige født i det enogtyvende århundrede med et navn som Mildred? Men min mormor, med hjælp fra Donald Camden, blev ved med at afvise sine børn. Og til sidst holdt de op med at prøve.
Mor kigger forventningsfuldt på mig, og det går op for mig, at hun venter på et svar. “Har du fået et brev fra Mildred?” spørger jeg.
Hun nikker, og så rømmer hun sig, inden hun svarer. “Altså. For at være helt præcis, så har du fået et brev.”
“Har jeg?” Mit ordforråd er skrumpet ind til nærmest ingenting i løbet af de seneste fem minutter.
“Kuverten var adresseret til mig, men brevet var til dig.”
Et ti år gammelt billede dukker op i mit hoved: mig og min forsvundne mormor, der er ved at fylde en indkøbsvogn med bamser, mens hun er klædt på til en tur i operaen. Med diadem og det hele. Jeg skubber tanken fra mig og leder efter ordene. “Er hun … skriver hun … hvorfor?”
Min mor stikker sin hånd ned i håndtasken og trækker en kuvert op, som hun skubber hen over bordet til mig. “Måske skulle du bare læse det?”
Jeg åbner flappen og trækker et sammenfoldet, tykt og cremefarvet stykke brevpapir op, der dufter svagt af syrener.
Øverst er initialerne MMS indgraveret – Mildred Margaret Story. Vores navne er stort set ens, bortset fra at mit ender på Tagahashi. De korte afsnit er maskinskrevne, efterfulgt af en forkrampet, edderkoppeagtig underskrift.
Kære Milly
Vi har, naturligvis, aldrig mødt hinanden. Årsagerne er komplicerede, men som årene er gået, virker de nu mindre vigtige, end de tidligere har gjort. Du befinder dig på kanten til voksenlivet, og jeg er pludselig blevet nysgerrig efter at lære dig at kende.
Jeg ejer en ejendom ved navn Gull Cove Resort, som er et populært rejsemål for turister på Gull Cove Island. Jeg vil gerne invitere dig og din fætter og kusine, Jonah og Aubrey, til at tilbringe sommeren her på resortet som medarbejdere. Jeres forældre arbejdede der selv som teenagere og fandt omgivelserne både stimulerende og berigende.
Jeg er sikker på, at I alle tre kunne høste lignende fordele af en sommer på Gull Cove Resort. Og eftersom jeg ikke selv er frisk nok til at have gæster boende i længere tid, ville det give mig mulighed for at lære jer at kende.
Jeg håber, at du vil tage imod min invitation. Resortets sommerkoordinator, Edward Franklin, skal nok klare alle nødvendige foranstaltninger med hensyn til transport og logistik, og du kan kontakte ham på nedenstående e-mailadresse.
Mange venlige hilsner
Mildred Story
Jeg læser det to gange, inden jeg folder papiret sammen igen og lægger det på bordet. Jeg ser ikke op, men jeg kan mærke min mors blik hvile på mig, mens hun venter på, at jeg skal sige noget. Jeg skal virkelig tisse nu, men jeg har brug for mere vand til at løsne min hals, inden ordene ryger ud af mig. “Mener hun det der pis seriøst?”
Jeg ved ikke, hvad min mor havde forventet, jeg ville sige, men det var helt sikkert ikke det. “Hvabehar?”
“Lad mig lige se engang,” siger jeg og bliver varm i kinderne, da jeg lægger brevet tilbage i kuverten. “En kvinde, som jeg aldrig har mødt – og som har slået hånden af dig uden at se sig tilbage, som ikke kom til dit bryllup eller min barnedåb eller noget andet, der har haft med denne her familie at gøre i de sidste fireogtyve år, som ikke har ringet eller sendt en e-mail eller skrevet indtil, nå ja, for fem minutter siden – den kvinde vil have, at jeg skal komme og arbejde på hendes hotel?”
“Jeg tror ikke, at du ser på det på den rigtige måde, Milly.”
Min stemme bliver næsten til et skrig. “Hvordan skal jeg så se på det?”
“Shhh,” hvæser mor, mens hun lader blikket glide rundt i lokalet. Hvis der er noget, hun hader, så er det at lave en scene. “Som en mulighed.”
“For hvad?” spørger jeg. Hun tøver, drejer på sin fingerring – som på ingen måde ligner det pragteksemplar af en guldring med grønne smaragder, som jeg har set på min mormors finger på gamle billeder – og pludselig forstår jeg det. “Nej, vent lidt. Lad være med at svare. Det var det forkerte spørgsmål. Jeg skulle have sagt hvems.”
“For hvem.” Hun kan seriøst ikke lade være.
“Du tror, at det her er en mulighed for at indynde dig hos hende, gør du ikke? For at blive … arveliggjort igen.”
“Det er der ikke noget, der hedder.”
“Undskyld,” siger mor, og det overrasker mig så meget, at jeg ikke får gjort den lange enetale færdig, som jeg var ved at bygge op til. Hendes øjne er stadig klare, men nu er de også fugtige. “Det er bare … det er jo min mor, Milly. Jeg har ventet i årevis på at høre fra hende. Jeg ved ikke, hvorfor hun skriver nu, eller hvorfor hun skriver til dig, eller hvorfor hun skriver det her, men hun rækker endelig ud til os. Hvis vi ikke rækker en hånd tilbage, får vi måske ikke en ny chance.”
“Hvilken chance?”
“For at lære hende at kende igen.”
Jeg skal lige til at sige Og hvad så, men jeg gør det ikke. Jeg ville have fulgt det til dørs med Vi har klaret det fint uden hende, men det passer ikke. Vi har det ikke fint.
Min mor bor på kanten af et hul, der har samme form som Mildred Story, og det har hun gjort hele mit liv. Det har forvandlet hende til én, der holder alle på afstand – selv min far, som jeg ved, at hun elskede så meget, som hun nu er i stand til at elske nogen.
Da jeg var lille, kiggede jeg på dem, når de var sammen, og ønskede, at jeg en dag ville få noget, der var lige så perfekt. Men da jeg blev ældre, begyndte jeg at lægge mærke til alle de små måder, mor skubbede far væk på. Hvordan hun stivnede, når han gav hende et kram. At hun brugte arbejdet som undskyldning for at blive væk, indtil vi var gået i seng.
At hun meldte afbud til familiesammenkomster på grund af migræne, der ellers aldrig generede hende på arbejdet. Med tiden gik hun fra at være kold og afstumpet over for min far til at kritisere alt, hvad han gjorde og sagde. Lige indtil den dag, hvor hun endelig bad ham om at flytte.
Nu hvor han er væk, gør hun det samme mod mig.
Jeg tegner et spørgsmålstegn i kondensen på mit vandglas. “Vil du gerne have, at jeg er væk hele sommeren?” spørger jeg.
“Du ville elske det, Milly.” Da jeg fnyser, tilføjer hun: “Nej, det ville du virkelig. Det er et vidunderligt resort, og de unge, som arbejder der, kommer fra hele landet. Udvælgelsen er faktisk ret konkurrencepræget. Medarbejderområdet er smukt, du ville have adgang til alle faciliteterne – det er ligesom en ferie.”
“En ferie, hvor jeg skal arbejde for min mormor.”
“Du ville være sammen med din fætter og kusine.”
“Jeg kender dem ikke engang.” Jeg har ikke set Aubrey, siden onkel Adams familie flyttede til Oregon, da vi var fem år. Jonah bor i Rhode Island, som ikke er særlig langt væk, men min mor og hans far taler knap nok sammen. Sidst, vi alle sammen var samlet, var til onkel Anders’ fødselsdag, da jeg var otte.
Jeg kan kun huske to ting om Jonah: Et, han slog mig i hovedet med et plasticbat og virkede skuffet over, at jeg ikke græd. Og to, han hævede op som en ballon, da han spiste en hors d’oeuvre, han var allergisk over for, selvom hans mor havde advaret ham og bedt ham lade dem være.
“Du kunne jo lære dem at kende. I er lige gamle, og ingen af jer har søskende. Det ville være rart for jer at få et tættere bånd.”
“Altså, ligesom du har tætte bånd til onkel Adam, onkel Anders og onkel Archer? I taler jo nærmest ikke sammen! Jeg har intet til fælles med min fætter og kusine.” Jeg skubber kuverten over mod hende. “Jeg gør det ikke. Jeg er ikke en hund, der kommer, bare fordi hun kalder. Og jeg vil ikke være væk hele sommeren.”
Mor begynder at pille ved sin ring igen. “Jeg tænkte nok, at du måske ville sige sådan. Og jeg ved godt, at det er meget at bede om. Så jeg vil gerne give dig noget til gengæld.” Hendes hånd bevæger sig op mod de tykke guldkæder, der glimter mod kjolens sorte stof. “Jeg ved, hvor meget du altid har elsket min halskæde med diamantvedhænget. Hvad, hvis du fik den som tak?”
Jeg retter mig op og forestiller mig allerede halskæden funkle mod min hals. Jeg har drømt om den i årevis. Men jeg troede, at den ville være en gave – ikke bestikkelse.
“Hvorfor kan du ikke bare give mig den, fordi jeg er din datter?” Jeg har altid undret mig over det, men har aldrig turdet spørge. Måske fordi jeg er bange for, at svaret ville være det samme som det, hun gav min far – ikke direkte med ord, men med handlinger: Du er ikke nok.
“Det er et arvestykke,” svarer mor, som om det ikke beviser min påstand fuldstændigt. Jeg rynker panden, da hun lægger sin ene velmanicurerede hånd på kanten af kuverten. Hun skubber ikke ligefrem til den. Hun prikker bare lidt til den. “Jeg har altid tænkt, at jeg ville give dig den, når du blev enogtyve, men hvis du vil bruge din sommer i min hjemby – ja, så virker det bare rigtigt at give dig den lidt før.”
Jeg udstøder et dybt suk, samler kuverten op og vender og drejer den i hænderne, mens mor drikker sin vin og tålmodigt venter på mit svar. Jeg ved ikke, hvad der er mest frustrerende: at min mor prøver at presse mig til at arbejde for min mormor hele sommeren, eller at det helt klart er ved at lykkes hende.
Alt det vi ikke vidste udkommer den 1. december.
Andre bøger af Karen M. McManus
En af os lyver
Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
Fem elever mødes en helt almindelig mandag eftermiddag på Bayview High til eftersidning. Men en af dem kommer ikke ud i live, og de er resterende fire er alle mistænkte for mordet på deres klassekammerat.
Men hvem gjorde det? Var det stræberen Brownyn, den populære Addy, Nate med det dårlige ry eller sportsstjernen Cooper?
En ting er sikkert: Simon havde planer om poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre.
Du kan købe En af os lyver online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Se bogtraileren
En af os dræber
Det er et år siden, Simon døde, og et år siden, at Bayview-firkløveret blev renset for alle anklager, og i tiden der er gået, har der ikke manglet nye sladderaps på Bayview High. Ingen har kendt folks hemmeligheder lige så godt som Simon. Indtil nu.
Nogen er fast besluttet på at føre Simons arv videre med nye spilleregler. Hvis du vælger ikke at lege med, afslører gamemasteren en hemmelighed.
Phoebe er det første offer. Og Phoebes hemmelig er mørk. Maeve er den næste, og hun burde vide bedre: Vælg altid ‘konsekvens’.
Da det bliver Knox’ tur, er konsekvenserne blevet dødelige …
Du kan købe En af os dræber, fx på på Saxo.com, eller hos din lokale boghandler
Se bogtraileren
Echo Ridge
Echo Ridge er en lille by, og Ellery har aldrig været der før, men hun har hørt om den. Det var der, hendes moster forsvandt som 17-årig. Og for blot fem år siden blev byen landskendt, da årets homecoming queen blev myrdet. Nu skal Ellery bo der sammen med sin tvillingebror.
Nogen truer med at gøre årets homecoming lige så farlig, som den var for fem år siden.
Efterhånden som Ellery lærer mere om Echo Ridge, står det klart: Alle skjuler noget. Men hemmeligheder kan være farlige – og de fleste er ikke gode til at holde på dem.
I Echo Ridge er det bedst at holde sine hemmeligheder for sig selv …
Du kan købe Echo Ridge online, fx hos Bog&Idé, eller i din nærmeste boghandel.
Se bogtraileren
Om forfatteren
Karen M. McManus har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University. Hun bor i Cambridge, Massachussets, og når hun ikke er i gang med sin næste bog, så elsker hun at rejse sammen med sin søn.
Hun debuterede med bestselleren En af os lyver i 2017, som tilbragte mere end et år på den prestigefulde New York Times-bestsellerliste.
Andre læste også: