Ditte Hermansen litteraturdk Bogen samler tankerne

BOGEN SAMLER TANKERNE

Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?

Lindhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE har vi bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.

Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.

Af Ditte Hermansen, cand.mag i nordisk litteratur og blogger på litteraturdk.com

Jeg er vokset op i et hjem af bøger, højtlæsning som det vigtigste ritual, min far der nogle gange indskød en volapyksætning, for at se om jeg sov. Det var altid de nordiske, jeg greb fra hylderne først, hvilket siden så at sige eskalerede med 7 år på danskstudiet.

Nu er nordiske forfattere så meget en hjemmebane for mig, at jeg lykkeligt befinder mig mest dér, fordi mit tilhørsforhold til dén tradition er virkelig stærk.

Jeg husker bøger som noget helt centralt for at fatte bare noget som helst i det kaos, som det var for mig at være meget ung.

Jeg husker Liv og Alexander af Tine Bryld, beskrivelserne af Liv der onanerer med en flig af dynen, beskrivelserne af det knuste hjerte, hvor jeg endelig følte, at jeg ikke var alene i min ulykke.

Jeg læser for at forstå mig selv bedre. For at være en bedre veninde, en bedre kæreste og en bedre datter. For at få et historisk perspektiv på mit eget lille liv, et politisk perspektiv og for på en eller anden måde ægte at fatte, at andre mennesker evt. tænker på en anden måde. Jeg læser for at forstå andre mennesker.

Og jeg læser for at få et sprog til at tænke anderledes. Før man har sproget til en tanke, kan den jo ikke poppe op og da slet ikke føres ud i virkeligheden.

Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, hvor absurd dårligt jeg ville have det med mig selv, hvis jeg ikke havde haft bøgerne til at præsentere mig for nogle andre narrativer, end dem som samfundet og moder Hollywood ellers fordrer mig med.

For tiden har jeg mange veninder i starten af 30’erne, der har alle mulige Hollywood-historier, de ikke kan leve op til, og til min store glæde (fordi: så har min blog faktisk vundet 1-0) spørger de, om jeg ”ikke har nogle bøger, der har nogle lidt andre slags kvinder og budskaber og sådan”, og jeg taster amok i messenger-feltet for at kaste Kristina Stoltz, Lone Aburas, Maren Uthaug, Stine Pilgaard, Naja Marie Aidt, Liv Niemand Duvå, Dy Plambeck og Karen Fastrup efter dem.

Jeg er blevet voksen med disse nordiske kvinder, og når de nu nogle gange skriver til mig på Instagram fordi jeg har bloggen, er jeg fuldstændig revnende af lyst til at skrigende skrive til dem: ANER DU, hvor meget du har betydet?

Eller da jeg stod i kø på bogforum for nogle år tilbage, for at se Knausgård i øjnene i et øjeblik, imens hans signerede alle mine eksemplarer af det enorme værk ”Min kamp”. Tak for nogle fantastiske bøger, fik jeg blot fremstammet, en mild underdrivelse til manden, der mere end nogen anden har givet mig sprog for, hvad det er at være menneske.

Min moster sagde i en tale til min kandidatfest, at jeg var vokset op med Pippi og blevet voksen med Caspar Erics digte. Det og meget andet er så sandt, og da livet stadig er smadret og fyldt med ting jeg ikke forstår siger jeg bare: Godt at bøgerne er der for evigt, og at nogle orker at søge efter sandheder og skrive om det.