Hernan Diaz’ roman Tillid var en af årets mest ventede bøger i USA i 2022. Bogen, der netop har vundet Pulitzerprisen, er umiddelbart en roman om penge og et velhavende ægtepar i 20’ernes New York. Men Tillid er som et puslespil, hvor læseren selv skal lægge brikkerne og undervejs må overveje om det, man læser, er sandt eller falsk.
Egentlig burde man læse Hernan Diaz’ nye roman Tillid, før man læser dette interview med forfatteren. For udover at være en roman, der handler om et yderst velhavende ægtepar i 20’ernes og 30’ernes New York, så er selve romanens struktur en vigtig nøgle til at forstå den dybere pointe med Hernan Diaz’ romanprojekt. En pointe, som gradvist vil åbenbare sig under læsningen, og sandsynligvis få læseren til at reflektere over, hvad det egentlig er, man er i gang med at læse og hvem, der har patent på historien og sandheden. Lyder det kryptisk? Så vil jeg foreslå, at man straks går i gang med romanen og selv får læseoplevelsen eller læser videre her og lader forfatteren forklare sig.
Rige mennesker er kedelige
Ved første øjekast er Tillid en roman om et formuende ægtepar i 20’ernes New York, der er vidt berømte, men også omgærdet af mystik og sladder. De er blevet rige på børshandel på Wall Street, lever i den absolutte økonomiske overklasse og bevæger sig kun i lukkede kredse på afstand af almindelige menneskers liv. Ægteparret er så fascinerende stof, at første del af Tillid er en roman om netop dem: Forpligtelser af den fiktive forfatter Harold Vanner. Men hvori består Hernan Diaz’ egen fascination af rigdom og var det denne fascination, som satte ham i gang med at skrive Tillid?
”Jeg har til min store overraskelse konstateret, at selvom penge spiller en kæmpestor rolle i den amerikanske kultur, så er der ikke særlig mange romaner, der handler om penge i den amerikanske kanon. Der findes selvfølgelig romaner, der omhandler klasse, udbytning og konsekvenserne af rigdom, men den del, der handler om at tjene penge, er stort set usynlig. Lige netop det oversete felt har optaget mig meget”, siger Hernan Diaz og fortsætter:
”Jeg er ikke interesseret i rige mennesker som individer – deres karaktertræk er som regel temmelig kedelige, og deres livssyn ofte ret vulgært. Jeg er derimod interesseret i, hvordan en enorm formue kan sprede ringe i vandet og forvrænge virkeligheden. Stor rigdom er ligesom et sort hul: det tiltrækker alt omkring sig, og der er ikke noget, der undslipper dets tiltrækningskraft. Det er denne evne til at gradbøje virkeligheden, der interesserer mig”.
Fire dokumenter, fire stemmer
På ydersiden ligner Tillid en helt almindelig roman, men allerede når man har bladret forbi titelbladet og kolofonen, støder man på en utraditionel indholdsfortegnelse. Her kan man se, at romanen falder i fire dele (“dokumenter” ifølge Diaz), har fire forskellige afsendere, der tilmed skriver på fire forskellige måder. Den videre læsning vil afsløre, at efter man har læst romanen, der udgør bogens første del, så får man en ufuldstændig biografi, dernæst en erindringsbog og til slut en dagbog. Hvad er meningen?
”Med Tillid har jeg haft lyst til at undersøge den hårfine grænse, der eksisterer mellem fakta og fiktion. En skillelinje, som jeg tror, konstant er til forhandling. Hovedformålet for de fleste historikere i de sidste årtier har været at afdække, hvor mange af de såkaldte objektive udlægninger af fortiden i virkeligheden er udtryk for ideologiske strukturer. Det er der ikke noget nyt i.
Men det, jeg synes kræver en nærmere undersøgelse – og som interesserer mig dybt som forfatter – er, hvordan fiktioner kan være med til at forme verden. Siden Platon har vi spurgt os selv, hvordan kunsten imiterer virkeligheden. Jeg synes, at det modsatte spørgsmål er mere interessant: på hvilken måde påvirker og ændrer fiktioner virkeligheden?”, siger Hernan Diaz, der debuterede i 2018 med den litterære western I det fjerne og derudover har en ph.d. fra NYU.
En af de største udfordringer i arbejdsprocessen med Tillid var at konstruere de fire forskellige dele af bogen, der skulle have fire forskellige stemmer. Derfor udarbejdede Hernan Diaz udførlige stilguides til hver af de fire dele, hvor han udspecificerede den enkelte forfatters syntaks, ordforråd, tegnsætning og andre grammatiske særpræg.
”Med sine fire ”dokumenter”, inviterer Tillid læseren til at overveje, hvor forudindtagede vi egentlig er, når vi læser en bestemt tekst. Hver gang vi læser noget, indgår vi ubevidst en kontrakt. For eksempel, forventer vi af en type tekster, at de er solidt forankret i noget faktuelt, mens vi fritager andre tekster for at have nogen som helst forbindelse med virkeligheden. Vores forventninger afhænger af fortællingens sproglige udtryk, genren, forfatteren, den institutionelle kontekst osv. Derfor var det essentielt for mig at fremkalde den effekt, det giver at have fire vidt forskellige tekster skrevet af fire vidt forskellige mennesker”.
The great man
Tillid foregår i 20’erne og i 30’ernes New York, en dramatisk tid, der er storleverandør af fortællinger om ”the great man”, en arketype, der går igen i megen amerikansk kultur og litteratur. Tænk blot på F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby fra 1925. Hvorfor er det denne periode, som Hernan Diaz, der selv er født i Argentina, opvokset i Sverige og nu bor i Brooklyn, har henlagt sin fortælling til?
”20’erne og 30’erne er så ikoniske årtier i den amerikanske historie. De repræsenterer en tid med enormt overskud og ekstrem ulighed efterfulgt af en afgrundsdyb depression. Jeg syntes, at det var det rigtige tidspunkt at genbesøge den periode og undersøge de klicheer, der klæber til den. Jeg opfatter “the great man” som en arketype i den kapitalistiske verden globalt set, noget der rækker langt udenfor USA. Jeg kan ikke svare for andre lande historisk set, men jeg tror godt, man kan fastslå, at den største koncentration af formuer altid har været lagt i hænderne på mænd”.
Hernan Diaz (Fotograf: Pascal Perich)
Kvinderne i skyggen
Det er også en tid, hvor kvinderne er fraværende i de officielle store fortællinger og primært findes i skyggen af en mand. I Tillid møder vi en hustru og en sekretær, der dog begge – som romanen skrider frem – får en mere fremtrædende rolle i historien end det umiddelbart kan anes på overfladen. På den måde kan romanen ligne et forsøg på at opskrive kvindens betydning. Er det sandt?
”I alt for lang tid er kvinder blevet reduceret til rollen som hustru og (da de så kom ud på arbejdsmarkedet) som sekretær. Det er de stereotyper, de er blevet presset ind i, når emnet har været magt og økonomi. Men kvinder er derudover til en vis grad blevet marginaliseret af en machokultur på venstrefløjen – og det er det, som jeg også forsøger at undersøge i Tillid. At undersøge misogynien på tværs af det politiske spektrum er en af de centrale omdrejningspunkter for den her bog. Bogen tager fat på de fastlåste kvinderoller (og her bør jeg også nævne rollen som offer, som er en anden udbredt måde at tæmme kvinden på i litteraturen) og et forsøg på at nedbryde dem”, siger Hernan Diaz og uddyber:
”Kvinder har historisk set været ekskluderet fra de fortællinger, der handler om at opbygge formuer. De har i bogstaveligste fald aldrig ejet en stemme i den sammenhæng. Alt imens har vi lagt øre til mange højrøstede, forfængelige fortællinger om en masse ”selfmade men”. I stedet for at indlede en diskussion om, hvem der har en stemme (hvem er blevet nægtet taletid; hvem har haft en megafon), så besluttede jeg mig for at indarbejde det i bogens formelle udforming. Det var her, bogens flerstemmige struktur fandt sin form”.
Den kloge læser
Som læser af Tillid skal man være vågen, og man bliver konstant nødt til at forholde sig til det, man læser og den, som fortæller historien, ligesom de enkelte dele af romanen føjer nyt til den foregående del og den efterfølgende – nøjagtig som i en krimi, der helt strategisk lægger spor ud. Hvad har Hernan Diaz tænkt om læserens rolle og hendes læseoplevelse, da han skrev Tillid?
”Jeg forestiller mig altid, at læseren er meget mere intelligent end jeg er. Og i det her tilfælde, håbede jeg også, at læseren ville være aktiv. Du har ret i, at Tillid flirter med detektivromanen. Men her er det læseren, der skal være detektiv – en slags tekstdetektiv. Det er op til ham eller hende – i en vis udstrækning – at finde ud af, hvordan puslespillet skal lægges. Man får næsten alle komponenter for at kunne regne tingene ud, og det er okay, hvis nogen regner det hele ud tidligt, det er jo ikke en whodunit. Mit hovedærinde med bogen er snarere at reflektere over fortællingens natur, og hvordan fiktion og sandhed er forbundet med hinanden”.
Det er netop det, man som læser bliver tvunget til at forholde sig til fx i anden del af Tillid, der består af det dokument, der hedder Mit liv. Det er et ufuldstændigt manuskript til en biografi skrevet af finansmagnaten Andrew Bevel, hvor læseren får indblik i en tekst, der er under konstruktion og som normalt ikke ville blive udgivet i sådan en ufærdig form.
Hertil forklarer Hernan Diaz: ”Formålet er at vise, at mange af de dokumenter, vi antager er historiske sandheder er – ja – konstruktioner. Så her får læseren netop det: en fortælling, der er i gang med at blive fortalt – og stadiet før fortællingen er størknet og blevet til ”sandheden”. Jeg tror, at den ufuldstændige fortælling, der afbrydes af forfatterens mange noter, hjælper til at udstille, hvor absurde og afsindigt morsomme de her slags mænds selvophøjede erindringer er. Og jeg stoler fuldstændigt på, at mine læsere fanger dette”.
Helen og Benjamin Rask gør sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han arbejder på Wall Street, og hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de placeret sig sikkert i toppen af samfundet.
Fortællingen om Helen og Benjamin er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag, og til sin og læserens store overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.
Hernan Diaz’ roman Tillid var en af årets mest ventede bøger i USA i 2022. Bogen, der netop har vundet Pulitzerprisen, er umiddelbart en roman om penge og et velhavende ægtepar i 20’ernes New York. Men Tillid er som et puslespil, hvor læseren selv skal lægge brikkerne og undervejs må overveje om det, man læser, er sandt eller falsk.
Egentlig burde man læse Hernan Diaz’ nye roman Tillid, før man læser dette interview med forfatteren. For udover at være en roman, der handler om et yderst velhavende ægtepar i 20’ernes og 30’ernes New York, så er selve romanens struktur en vigtig nøgle til at forstå den dybere pointe med Hernan Diaz’ romanprojekt. En pointe, som gradvist vil åbenbare sig under læsningen, og sandsynligvis få læseren til at reflektere over, hvad det egentlig er, man er i gang med at læse og hvem, der har patent på historien og sandheden. Lyder det kryptisk? Så vil jeg foreslå, at man straks går i gang med romanen og selv får læseoplevelsen eller læser videre her og lader forfatteren forklare sig.
Rige mennesker er kedelige
Ved første øjekast er Tillid en roman om et formuende ægtepar i 20’ernes New York, der er vidt berømte, men også omgærdet af mystik og sladder. De er blevet rige på børshandel på Wall Street, lever i den absolutte økonomiske overklasse og bevæger sig kun i lukkede kredse på afstand af almindelige menneskers liv. Ægteparret er så fascinerende stof, at første del af Tillid er en roman om netop dem: Forpligtelser af den fiktive forfatter Harold Vanner. Men hvori består Hernan Diaz’ egen fascination af rigdom og var det denne fascination, som satte ham i gang med at skrive Tillid?
”Jeg har til min store overraskelse konstateret, at selvom penge spiller en kæmpestor rolle i den amerikanske kultur, så er der ikke særlig mange romaner, der handler om penge i den amerikanske kanon. Der findes selvfølgelig romaner, der omhandler klasse, udbytning og konsekvenserne af rigdom, men den del, der handler om at tjene penge, er stort set usynlig. Lige netop det oversete felt har optaget mig meget”, siger Hernan Diaz og fortsætter:
”Jeg er ikke interesseret i rige mennesker som individer – deres karaktertræk er som regel temmelig kedelige, og deres livssyn ofte ret vulgært. Jeg er derimod interesseret i, hvordan en enorm formue kan sprede ringe i vandet og forvrænge virkeligheden. Stor rigdom er ligesom et sort hul: det tiltrækker alt omkring sig, og der er ikke noget, der undslipper dets tiltrækningskraft. Det er denne evne til at gradbøje virkeligheden, der interesserer mig”.
Fire dokumenter, fire stemmer
På ydersiden ligner Tillid en helt almindelig roman, men allerede når man har bladret forbi titelbladet og kolofonen, støder man på en utraditionel indholdsfortegnelse. Her kan man se, at romanen falder i fire dele (“dokumenter” ifølge Diaz), har fire forskellige afsendere, der tilmed skriver på fire forskellige måder. Den videre læsning vil afsløre, at efter man har læst romanen, der udgør bogens første del, så får man en ufuldstændig biografi, dernæst en erindringsbog og til slut en dagbog. Hvad er meningen?
”Med Tillid har jeg haft lyst til at undersøge den hårfine grænse, der eksisterer mellem fakta og fiktion. En skillelinje, som jeg tror, konstant er til forhandling. Hovedformålet for de fleste historikere i de sidste årtier har været at afdække, hvor mange af de såkaldte objektive udlægninger af fortiden i virkeligheden er udtryk for ideologiske strukturer. Det er der ikke noget nyt i.
Men det, jeg synes kræver en nærmere undersøgelse – og som interesserer mig dybt som forfatter – er, hvordan fiktioner kan være med til at forme verden. Siden Platon har vi spurgt os selv, hvordan kunsten imiterer virkeligheden. Jeg synes, at det modsatte spørgsmål er mere interessant: på hvilken måde påvirker og ændrer fiktioner virkeligheden?”, siger Hernan Diaz, der debuterede i 2018 med den litterære western I det fjerne og derudover har en ph.d. fra NYU.
LÆS OGSÅ: Hernan Diaz imponerer med debutromanen I det fjerne
Læserens forventninger til teksten
En af de største udfordringer i arbejdsprocessen med Tillid var at konstruere de fire forskellige dele af bogen, der skulle have fire forskellige stemmer. Derfor udarbejdede Hernan Diaz udførlige stilguides til hver af de fire dele, hvor han udspecificerede den enkelte forfatters syntaks, ordforråd, tegnsætning og andre grammatiske særpræg.
”Med sine fire ”dokumenter”, inviterer Tillid læseren til at overveje, hvor forudindtagede vi egentlig er, når vi læser en bestemt tekst. Hver gang vi læser noget, indgår vi ubevidst en kontrakt. For eksempel, forventer vi af en type tekster, at de er solidt forankret i noget faktuelt, mens vi fritager andre tekster for at have nogen som helst forbindelse med virkeligheden. Vores forventninger afhænger af fortællingens sproglige udtryk, genren, forfatteren, den institutionelle kontekst osv. Derfor var det essentielt for mig at fremkalde den effekt, det giver at have fire vidt forskellige tekster skrevet af fire vidt forskellige mennesker”.
The great man
Tillid foregår i 20’erne og i 30’ernes New York, en dramatisk tid, der er storleverandør af fortællinger om ”the great man”, en arketype, der går igen i megen amerikansk kultur og litteratur. Tænk blot på F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby fra 1925. Hvorfor er det denne periode, som Hernan Diaz, der selv er født i Argentina, opvokset i Sverige og nu bor i Brooklyn, har henlagt sin fortælling til?
”20’erne og 30’erne er så ikoniske årtier i den amerikanske historie. De repræsenterer en tid med enormt overskud og ekstrem ulighed efterfulgt af en afgrundsdyb depression. Jeg syntes, at det var det rigtige tidspunkt at genbesøge den periode og undersøge de klicheer, der klæber til den. Jeg opfatter “the great man” som en arketype i den kapitalistiske verden globalt set, noget der rækker langt udenfor USA. Jeg kan ikke svare for andre lande historisk set, men jeg tror godt, man kan fastslå, at den største koncentration af formuer altid har været lagt i hænderne på mænd”.
Kvinderne i skyggen
Det er også en tid, hvor kvinderne er fraværende i de officielle store fortællinger og primært findes i skyggen af en mand. I Tillid møder vi en hustru og en sekretær, der dog begge – som romanen skrider frem – får en mere fremtrædende rolle i historien end det umiddelbart kan anes på overfladen. På den måde kan romanen ligne et forsøg på at opskrive kvindens betydning. Er det sandt?
”I alt for lang tid er kvinder blevet reduceret til rollen som hustru og (da de så kom ud på arbejdsmarkedet) som sekretær. Det er de stereotyper, de er blevet presset ind i, når emnet har været magt og økonomi. Men kvinder er derudover til en vis grad blevet marginaliseret af en machokultur på venstrefløjen – og det er det, som jeg også forsøger at undersøge i Tillid. At undersøge misogynien på tværs af det politiske spektrum er en af de centrale omdrejningspunkter for den her bog. Bogen tager fat på de fastlåste kvinderoller (og her bør jeg også nævne rollen som offer, som er en anden udbredt måde at tæmme kvinden på i litteraturen) og et forsøg på at nedbryde dem”, siger Hernan Diaz og uddyber:
”Kvinder har historisk set været ekskluderet fra de fortællinger, der handler om at opbygge formuer. De har i bogstaveligste fald aldrig ejet en stemme i den sammenhæng. Alt imens har vi lagt øre til mange højrøstede, forfængelige fortællinger om en masse ”selfmade men”. I stedet for at indlede en diskussion om, hvem der har en stemme (hvem er blevet nægtet taletid; hvem har haft en megafon), så besluttede jeg mig for at indarbejde det i bogens formelle udforming. Det var her, bogens flerstemmige struktur fandt sin form”.
Den kloge læser
Som læser af Tillid skal man være vågen, og man bliver konstant nødt til at forholde sig til det, man læser og den, som fortæller historien, ligesom de enkelte dele af romanen føjer nyt til den foregående del og den efterfølgende – nøjagtig som i en krimi, der helt strategisk lægger spor ud. Hvad har Hernan Diaz tænkt om læserens rolle og hendes læseoplevelse, da han skrev Tillid?
”Jeg forestiller mig altid, at læseren er meget mere intelligent end jeg er. Og i det her tilfælde, håbede jeg også, at læseren ville være aktiv. Du har ret i, at Tillid flirter med detektivromanen. Men her er det læseren, der skal være detektiv – en slags tekstdetektiv. Det er op til ham eller hende – i en vis udstrækning – at finde ud af, hvordan puslespillet skal lægges. Man får næsten alle komponenter for at kunne regne tingene ud, og det er okay, hvis nogen regner det hele ud tidligt, det er jo ikke en whodunit. Mit hovedærinde med bogen er snarere at reflektere over fortællingens natur, og hvordan fiktion og sandhed er forbundet med hinanden”.
LÆS OGSÅ: Tyvstart læsningen af Tillid her
Fortællingen som konstruktion
Det er netop det, man som læser bliver tvunget til at forholde sig til fx i anden del af Tillid, der består af det dokument, der hedder Mit liv. Det er et ufuldstændigt manuskript til en biografi skrevet af finansmagnaten Andrew Bevel, hvor læseren får indblik i en tekst, der er under konstruktion og som normalt ikke ville blive udgivet i sådan en ufærdig form.
Hertil forklarer Hernan Diaz: ”Formålet er at vise, at mange af de dokumenter, vi antager er historiske sandheder er – ja – konstruktioner. Så her får læseren netop det: en fortælling, der er i gang med at blive fortalt – og stadiet før fortællingen er størknet og blevet til ”sandheden”. Jeg tror, at den ufuldstændige fortælling, der afbrydes af forfatterens mange noter, hjælper til at udstille, hvor absurde og afsindigt morsomme de her slags mænds selvophøjede erindringer er. Og jeg stoler fuldstændigt på, at mine læsere fanger dette”.
Tillid
VINDER AF PULITZERPRISEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – KRISTELIGT DAGBLAD
❤️❤️❤️❤️❤️ – POLITIKEN
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – BERLINGSKE
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – JYLLANDS-POSTEN
Helen og Benjamin Rask gør sig bemærkede som det ultimative power-par i 1920’ernes New York. Han arbejder på Wall Street, og hun er født ind i det velhavende aristokrati. Sammen har de placeret sig sikkert i toppen af samfundet.
Fortællingen om Helen og Benjamin er det centrale mysterium i en succesfuld roman fra 1938, som hele New York synes at have læst. Én kvinde dykker ned i historien bag, og til sin og læserens store overraskelse finder hun hemmeligheder og bedrag, der overgår selv den vildeste fantasi.
Du kan købe Tillid online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: