Imperiets børn er fortællingen om dengang, Danmark snød FN og resten af verden for at sikre sig Grønland. Læs et uddrag af den dramatiske fortælling her.
Efter Anden Verdenskrig blev FN oprettet, og det internationale samfund blev pålagt at skulle give deres kolonier selvstændigheden tilbage. Det betød, at Danmark skulle forlade Grønland. Det skete ikke, og op gennem 40’erne og 50’erne førte den skiftende danske regering både Grønland og FN bag lyset for netop at bevare landet mod nord som en del af Danmark.
Imperiets børn er den opsigtsvækkende fortælling om et af de mørkeste kapitler i dansk kolonihistorie. Bogen går tæt på, det der skete, da politikere og embedsmænd tog beslutningen om, at Grønland skulle fordanskes og gøres til en del af Danmark.
Det betød blandt andet, at man skjulte sandheden om FN’s retningslinjer for grønlænderne, at man gik imod danske topjuristers anbefalinger og at man skabte en lang række reformer, der havde til formål at gøre grønlænderne mere danske.
Imperiets børn er blevet til efter omfattende research i både Folketingets bibliotek, Rigsarkivet, FN’s arkiver og rejser til Grønland. Det betyder også, at bogen er fyldt med øjenvidneberetninger fra grønlændere, der på nært hold oplevede danskernes insisteren på at gøre det arktiske folk til en del af det danske.
I år er det 300 år siden, Hans Egede koloniserede Grønland, og det arktiske territorium er i dag langt mere eftertragtet og omdiskuteret, end da den norske præst på vegne af Danmarks kong Frederik den Fjerde gik i land på Vestkysten. I disse år dyster verdens stormagter om indflydelse i Arktis, hvor klimaændringerne åbner nye sejlruter og giver adgang til uudnyttede ressourcer såsom olie og gas, fisk og sjældne jordarter. Ikke siden Den Kolde Krig i årene efter Anden Verdenskrig har Grønland været så skarpt i fokus.
Også dengang var territoriet en vigtig geopolitisk landmasse. Mens Danmark i starten af 1950’erne udrullede enorme reformer for at modernisere det, der endnu var en dansk koloni, gennemlevede lokalbefolkningen, hvad flere historikere har kaldt det mørkeste kapitel af dansk kolonialisme i Grønland. Børn blev taget fra deres forældre, familier tvunget fra deres hjem og koncentreret i større byer, og den danske regering forsøgte at erstatte sproget og kulturen med dansk. Paradoksalt nok skete det i årene, hvor international kolonialisme med oprettelsen af FN blev forkastet, og Grønland med den nye grundlov i 1953 gik fra at være en dansk koloni til et dansk amt.
I den sparsomme offentlige debat bliver de tragedier, som moderniseringen – og daniseringen – medførte, karakteriseret som utilsigtede konsekvenser af en ellers human og godhjertet intention. Den danske politik i Grønland var i disse år ”i den bedste mening”, hedder det. Men denne bog viser, hvordan de reformer, som blandt andet skulle assimilere grønlænderne til dansk kultur, var motiveret af Danmarks territoriale interesser. Det handlede med daværende statsminister Hans Hedtofts ord om at fastholde retten til Grønland overfor resten af verden.
Dét gjorde regeringen ved at føre både FN og de grønlandske landsråd bag lyset. Regeringen tilbageholdt vigtige oplysninger for den grønlandske befolkning, samtidig med at den gav vildledende oplysninger til FN’s generalforsamling. På den måde lykkedes det i 1954 at få Grønland fjernet fra FN’s liste med kolonier, som havde ret til selvstændighed. Øen blev så at sige til en kamufleret koloni.
Imens mistede grønlænderne mere end deres selvbestemmelsesret. Forældre mistede deres børn, og familier deres hjem – traumer og tab, der endnu har efterdønninger i nutidens Grønland.
KAPITEL 1
En hemmelig hastesag
1952
Få dage i Grønlands historie har været så afgørende som den 9. september 1952. Mellem ribberne i seminariets gul-og rødmalede gymnastiksal i Godthåb var en lille kreds af grønlandske mænd forsamlet. Det var 12 af koloniens 13 landsrådsmedlemmer, som blot ét år forinden var valgt for første gang af befolkningen. Faktisk var demokratiet i Grønland endnu så ungt, at Landsrådet ikke havde en egentlig rådssal at samles i til sit årlige møde. Godt nok var der i byen en bygning beregnet til formålet, men den havde den danske administration i begyndelsen af Anden Verdenskrig inddraget, og den blev nu anvendt som kontorbygning for handelsinspektøren og hans underordnede.
Formanden for Landsrådet var modsat de andre medlemmer ikke valgt af befolkningen. Den 42-årige Poul Hugo Lundsteen var dansk jurist og embedsmand, og regeringen i København havde i 1950 udpeget ham til den nyoprettede stilling som landshøvding i Grønland og dermed formand for det unge grønlandske parlament. Lundsteen havde kortklippet, kæmmet hår, som var delt i en sideskilning. En rynke mellem øjenbrynene understregede et fast, stålsat blik.
Landshøvdingen var født på Frederiksberg, havde studeret i København og været dommerfuldmægtig i Aalborg, men havde ingen forudgående erfaring med Grønland, da han pludselig stod i spidsen for landet. Til gengæld havde han en speciel opfattelse af, hvad formålet med det spæde grønlandske demokrati var. Han anså ikke Landsrådet som en gruppe, der skulle repræsentere vælgernes synspunkter, men mente derimod, at rådet med ham selv for bordenden skulle dirigere befolkningen.
”Medlemmernes virksomhed i Landsrådet er jo ikke blot at bestemme, hvordan forholdene skal være. De enkelte medlemmer må være i dyb kontakt med befolkningen og virke som vejledere på alle pladser,” udtalte han til avisen Grønlandsposten, da han tiltrådte.
Hvis Lundsteen i disse dage pulsede mere ihærdigt på sine cigarer end sædvanligt, var det formentlig, fordi han af statsministeren i København var blevet pålagt en ømtålelig opgave. Dagen før mødet den 9. september 1952 havde Lundsteen forsigtigt fremlagt sagen for de grønlandske politikere. Regeringen barslede med en ny dansk grundlov, og Venstre-statsminister Erik Eriksen foreslog at indføre en bestemmelse, der for første gang i historien gav Grønland repræsentanter i det danske parlament, Rigsdagen.
Sådan fremlagde Lundsteen sagen for Landsrådet. Hvad han ikke nævnte, var, at Grønland få år forinden havde fået ret til langt mere indflydelse end blot to medlemmer i den danske rigsdag. Med oprettelsen af De Forenede Nationer havde øen nemlig, ligesom alle andre kolonier, fået international ret til selvstændighed. Den danske regering ville nu indlemme Grønland som en landsdel i Danmark ved at give grønlænderne repræsentation på Christiansborg. Det var umiddelbart et godt tilbud, for de fleste beslutninger om Grønland blev stadig taget i København langt fra de grønlandske politikere. Men tog grønlænderne imod tilbuddet om at blive indlemmet i Danmark, ville deres ret til uafhængighed bortfalde.
Behændigt nok blev de grønlandske landsrådsmedlemmer ikke indviet i den del af sagen. Lundsteen havde nemlig fået klare instrukser om ikke at gøre grønlænderne opmærksom på de folkeretlige aspekter af det tilbud, regeringen nu gav dem. Knap fire uger før mødet i gymnastiksalen havde statsminister Eriksen sendt to parallelle breve til Lundsteen i Godthåb – et officielt og et hemmeligstemplet. I det officielle brev bad statsministeren venligt Lundsteen om at rejse spørgsmålet om Grønlands nye plads i det danske rige.
Seminariets gymnastiksal i Godthåb, som dannede ramme om Landsrådets møder. FOTO: Arktisk Institut (Erik Trier Mørch)
”I forbindelse med udarbejdelsen af et forslag til en ny grundlov har man i forfatningskommissionen drøftet spørgsmålet om en eventuel ændring af Grønlands statsretslige stilling, hvorefter landet gøres til en integrerende del af riget med repræsentation i Rigsdagen,” skrev statsministeren i det officielle brev. ”Den påtænkte ændring i Grønlands statsretslige stilling mener udvalget vil kunne gennemføres ved en grundlovsbestemmelse om, at grundloven gælder for alle rigets dele, og at Grønland følgelig skal være repræsenteret i Rigsdagen.”
I det fortrolige brev skrev statsministeren imidlertid til Lundsteen, at han havde fået to juraprofessorer til at vurdere, om han kunne indlemme Grønland i Danmark, sådan som regeringen havde tænkt sig.
Den ene af de to juraprofessorer, Poul Andersen, havde nikket godkendende til planen. Han kaldte grønlandsk selvstyre for både ”upåkrævet og uhensigtsmæssigt”. Den anden, Alf Ross, modsatte sig derimod. Uheldigvis for statsministeren var Alf Ross ikke hvem som helst. Han var datidens måske mest kendte jurist i Danmark, og desuden var han internationalt anerkendt for sit forfatterskab om netop folkeretten. Måske derfor var Alf Ross mere optaget af Danmarks forpligtelser overfor FN end sin kollega. Ross havde gjort det klar for statsministeren, at Danmark ifølge FN-pagtens kapitel 73 faktisk var forpligtet til at fremme selvstyre i Grønland og udvikle landet, så det med tiden kunne blive fuldstændig uafhængigt.
”Kære landshøvding Lundsteen,” skrev statsministeren i det hemmelige brev. ”I en anden skrivelse af dags dato har jeg på regeringens vegne officielt anmodet Dem om at forelægge Landsrådet et forslag til en ny grundlovsbestemmelse vedrørende Grønlands statsretslige stilling,” fortsatte han. Statsministeren forklarede derpå til Lundsteens ”personlige og strengt fortrolige orientering,” hvordan professor Ross’ juridiske vurdering gik stik imod den strategi, som Danmark forfulgte i FN. Her havde den danske delegation i flere år arbejdet på at indlemme Grønland i Danmark, så forpligtelsen til at give Grønland selvstændighed ville bortfalde. Var Grønland en landsdel fremfor en koloni, et såkaldt ikke-selvstyrende område, ville grønlænderne nemlig ikke længere være omfattet af FN-pagtens kapitel 73 og dermed ikke længere have ret til løsrivelse.
”Professor Ross ser spørgsmålet i relation til Danmarks forpligtelse efter De Forenede Nationers pagt, idet Danmark har anerkendt, at Grønland udgør et ikke-selvstyrende område, således at Danmark er forpligtet til ’at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker’ (pagtens artikel 73).
Landshøvding P.H. Lundsteen i uniform i Godthåb i 1952. Lundsteen var dansk embedsmand og formand for det grønlandske landsråd. FOTO: Arktisk Institut (Gunver Hirschsprung)
Det er derfor professor Ross’ opfattelse, at Danmark er forpligtet til at gennemføre en udvikling henimod fuldstændig uafhængighed, i alt fald indenfor rammerne af et fællesskab,” forklarede statsministeren. Han beskrev derpå, hvordan både Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet i København havde frarådet Statsministeriet at lytte til professor Ross’ forslag. Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet understregede, forklarede Eriksen, at Ross’ forslag var ”i strid med linjen i den politik, der hidtil er fulgt i forhold til Grønland samt med linjen i det arbejde, som fra dansk side udføres i De Forenede Nationer.” Statsministeren beskrev, hvordan den danske delegation i FN længe havde arbejdet på at få anerkendt, at kolonimagternes forpligtelse til at give kolonierne selvstændighed kun opfyldes ad to veje: enten ved at kolonien blev uafhængig, eller ved at kolonien blev indlemmet i ”moderlandet”, som det hed. Danmark havde på ingen måde lyst til at opgive sin store arktiske besiddelse, og den danske delegation i FN arbejdede derfor ihærdigt på, at Danmark kunne beholde Grønland ved at gøre kolonien til et dansk amt.
Derfor var professor Ross’ juridiske vurdering mildest talt ubelejlig for den danske regering. Og derfor, forklarede statsministeren, havde man i København ”kategorisk modsat sig” professor Ross’ udtalelse. Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet havde i øvrigt bedt indtrængende om, at den forblev hemmelig for de grønlandske landsrådsmedlemmer, som ellers kunne få den indskydelse, at selvstændighed var bedre end to medlemmer i den danske rigsdag.
***
Landshøvding Lundsteen havde gjort, som statsministeren befalede, da han sidst på eftermiddagen den 8. september fremlagde sagen for Landsrådet. ”Den danske regering har bemyndiget mig til at forelægge Landsrådet til betænkning,” begyndte han, ”at der i den kommende grundlov indføres en bestemmelse, der for fremtiden sikrer Grønland repræsentation på Rigsdagen.” Han tilføjede, at Landsrådet skulle træffe sin beslutning med det samme. ”Statsministeren har på regeringens vegne meddelt mig, at han vil sætte pris på snarest belejligst at blive underrettet om Landsrådets stilling til det af regeringen forelagte forslag.”
Eriksens hemmelige brev til Lundsteen. FOTO: Rigsarkivet
Men selvom Lundsteen hverken nævnte FN eller Alf Ross, var Landsrådet splittet. Halvdelen af landsrådsmedlemmerne bar den traditionelle grønlandske anorak, mens den anden halvdel bar europæiske jakkesæt og slips. Og beklædningen gav et fingerpeg om, at der i rådet fandtes to fløje: en dansksindet og en mere traditionsbunden.
Det var den dansksindede fløj, der med landsrådsmedlem Augo Lynge i spidsen tog ordet først. Han var en slank mand med buskede sorte øjenbryn og et smalt overskæg, der indrammede midten af hans overlæbe. Augo Lynge var seminarielærer og søn af overkateketen i Godthåb, hvor han selv havde været formand for kommunerådet. Allerede i 1930’erne og 1940’erne var en lille grønlandsk elite i Godthåb begyndt at forlange lige rettigheder, og i 1931 havde Augo Lynge skrevet bogen Trehundrede år efter, der foregik i 2021, 300 år efter koloniseringen af Grønland.
Bogen var en blanding af fremtidsutopi og knaldroman, og Augo Lynge byggede sit plot op om et bankkup i den fiktive nye hovedstad og industriby Grønlandshavn på Vestkysten. I kulisserne for kuppet og jagten på røverne tegnede han sin vision for fremtidens Grønland. I bogen havde landet en svimlende fiskeindustri og var hovedleverandør til verdensmarkedet. Store husblokke lå på rad og række, og Grønlandshavn havde et levende forretningsliv med glasfacader, fortovsrestauranter og biografteater. Fremtidslandet var også meget turistet, og der gik ikke en dag, “uden at der er fly fra Kina, Japan eller Indien.” Fiktive forskere diskuterede sågar at smelte hele indlandsisen for at få adgang til kul og metaller under iskappen og gøre Grønlands indre beboeligt.
Bogen sluttede med en stor fejring af 300-året for koloniseringen og en lang tale fra det fiktive overhoved i landet, amtmanden, om de store omvæltninger, Grønland havde gennemgået. “Etableringen af de nye erhverv resulterede i en total ændring af alt i samfundet. Grønlænderne er nu et helt andet folk, næste ugenkendelige, dygtige, velstillede og i stand til at besidde selv de højeste embeder i deres land,” sagde amtmanden på de sidste sider. ”Den grønlandske fangerkultur og den europæiske kultur lader sig aldrig forene,” sagde amtmanden også. ”Da det gamle erhvervs totale utilstrækkelighed begyndte at gå op for danskerne, forsøgte regeringen noget nyt: fiskeri og fåreavl. Derved nedlagdes hjørnestenen til en ny kultur. Herved begyndte den nye tid for grønlænderne. Og fra den tid begyndte en ny æra i det grønlandske folks udvikling,” sluttede Augo Lynges amtmand.
I sin drømmeverden beskrev Augo Lynge altså Grønland anno 2021 som et moderne samfund, hvor grønlænderne havde vendt deres fangerkultur ryggen og nu levede fuldstændig europæisk. Han fantaserede om, at industrifiskeri og fåreavl kunne afløse sælfangst som landets hovederhverv, og at grønlænderne i fremtiden skulle bo i moderne boligblokke. Augo Lynge skitserede dermed ret præcist de reformer, som den danske regering 20 år senere kom til at udrulle.
Visionen om et ligestillet, dansklignende Grønland voldte ham imidlertid problemer i 1940’erne, da Danmark endnu ingen planer havde om at ligestille grønlændere med danskere. Da Augo Lynge i 1943 startede ungdomsforeningen Nunavta Qitornai – Fædrelandets Børn – for at vække en politisk bevidsthed i den grønlandske ungdom og diskutere landets fremtid, forflyttede kolonimyndighederne ham prompte til en post 800 kilometer længere nordpå. Nogle år senere skrev han udfordrende i avisen Grønlandsposten, ”vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger.”
Augo Lynge og hans hustru, Qitora, ved deres bryllup i 1925. FOTO: Arktisk Institut (Ukendt fotograf)
Nu var Augo Lynges før så radikale vision imidlertid opportun for den danske regering, og han tog da også varmt imod statsministerens forslag. ”Ifølge den nuværende grundlov er Grønland stadigvæk koloni i forhold til moderlandet, selvom hele samfundsmaskineriet nærmer sig stærkt danske tilstande. Det er meget vigtigt, at den nye grundlov udtrykkelig præciserer Grønlands statsretslige stilling,” sagde han til sine kolleger i Landsrådet.
”Derfor må vi ikke forpasse tidspunktet. Vi må benytte os af den gunstige lejlighed til at fuldføre værket. Men udvisningen af et sådant initiativ forudsætter fuld enighed i Landsrådet, og jeg vil nu derfor anmode det ærede landsråd om at give tilslutning til forslaget, nemlig at der i den nye grundlov optages en lovparagraf, hvorefter Grønland bliver optaget som et amt i Danmark, og at Grønland får repræsentanter i Danmarks rigsdag.”
På den anden fløj i Landsrådet stod som modsætning til Augo Lynges udelte begejstring landsrådsmedlem Frederik Lynge. Selvom de delte efternavn, var de to Lynger kun fjernt beslægtede, og de var lige så forskellige, som deres efternavn var ens. Frederik Lynge, som var fangersøn fra Nordvestgrønland, havde høje kindben og små, tætsiddende øjne. Han havde været kolonibestyrer i kulminebyen Kutdligssat, hvilket var en sjældent fremtrædende post for en grønlænder. Nu repræsenterede han byen Egedesminde ved Diskobugten i Landsrådet.
Frederik Lynge ønskede, at Grønland bevarede sin inuitkultur og på sigt blev selvstændigt. Han var påvirket af den nationale bevægelse Peqatigingniat, som kan oversættes til ”nogle, der forsøger at danne et fællesskab”. Foreningen var først og fremmest en religiøs bevægelse, men den hyldede også det traditionelle fangererhverv. Den gamle fangerkultur og den nye grønlænder skulle forbindes i én fælles grønlandsk nation, som stod i modsætning til det danske. Bevægelsen kastede en række nye salmer og nationale sange af sig, og den affødte også Grønlands første roman, Sinnattugaq, eller Drømmen, som provsten Mathias Storch fra Jakobshavn skrev. Bogen var en fremtidsvision for, hvordan Grønland kunne se ud i år 2105, og Storch skildrede et moderne Grønland helt uden danskere.
Nordgrønlands Landsråd anno 1927. Frederik Lynge står på bagerste række som nummer fire fra venstre og stirrer ud i horisonten. FOTO: Arktisk Institut (Ukendt fotograf)
Frederik Lynge frygtede ligesom de andre medlemmer af Peqatigingniat, at grønlænderne kunne miste deres folkelige identitet. I 1947, fem år før mødet i Landsrådet, havde han skrevet en avisartikel, som argumenterede for, at Grønland ikke skulle opsluges af Danmark. ”Vi grønlændere, vi ved, om vi da har den rette forståelse, at vi aldrig kan blive danske og heller ikke bør ønske at blive det,” advarede han. ”Jeg selv føler mig som grønlænder, altså er jeg ikke europæer, og alle andre folk kaldes nu engang ved det navn, de har som nation, disse ønsker ikke at lade sig opsuge og kan heller ikke opsuges af andre nationer.”
Da Frederik Lynge fik ordet på landsrådsmødet, foreslog han derfor at nedsætte et udvalg, der kunne overveje statsministerens forslag grundigt og undersøge holdningen blandt de grønlandske vælgere. ”Selvom tanken ikke er ny i Grønland, må Landsrådet tage en beslutning, der ikke bliver modsagt af befolkningen,” sagde han.
Landsrådsmedlem Peter Egede fra Sukkertoppen var enig. ”Materialet i en så vigtig sag som denne burde være til stede i forvejen, men det er først modtaget af medlemmerne nu,” indvendte han. ”Svaret i denne sag kan ikke indskrænkes til et ja eller nej, der kræves et mere rummeligt svar.”
Augo Lynge foreslog, at spørgsmålet blev udskudt en smule, men dét afviste landshøvding Lundsteen blankt. Det principielle spørgsmål hastede, forklarede han. I FN var Danmark nemlig presset af en tiltagende kolonikritisk stemning, og en række lande pressede på for, at blandt andet Danmark skulle give sin koloni selvstændighed. Men det fortalte Lundsteen ikke.
Landsrådsmedlem Frederik Nielsen, der ligesom Augo Lynge var dansk stemt, støttede Lundsteen og mente, at Landsrådet straks skulle beslutte sig og telegrafere svaret til København. Men selv Augo Lynge tøvede. Han foretrak et par dages betænkningstid. Mødet blev hævet klokken 17.15 uden tegn på enighed.
Alligevel var der dagen efter, den 9. september 1952, komplet enighed om at vedtage statsministerens forslag om at gøre Grønland til et dansk amt. I hvert fald hvis man skal tro de officielle dokumenter, som mødet efterlod sig. Hvordan landshøvding Lundsteen fik overbevist Frederik Lynge og de andre skeptikere i rådet, er lidt af en gåde, for netop denne beslutning blev truffet på et lukket møde, hvor der ikke blev ført referat. Hvad der skete på mødet, er derfor forblevet en hemmelighed lige siden.
Dermed blev Grønlands skæbne beseglet. Den enorme arktiske koloni var nu godt på vej til at blive opslugt som en landsdel i Danmark – en plan, som var udtænkt kort efter krigen.
“De fortalte mig, fra jeg var ret lille, at de havde betalt min mor med et par pakker cigaretter. Min mor sagde, at hun skrev under med ført hånd.”
Imperiets børn er fortællingen om dengang danske politikere og embedsmænd besluttede at fordanske Grønland og gøre øen til en dansk landsdel. Dette skete til trods for, at det var stik i mod FN’s retningslinjer efter Anden Verdenskrig, som pålagde det internationale samfund at give kolonier selvstændighed.
Bogen er resultatet af omfattende research i både danske og udenlandske arkiver såvel som rejser til Grønland.
Imperiets børn er fortællingen om dengang, Danmark snød FN og resten af verden for at sikre sig Grønland. Læs et uddrag af den dramatiske fortælling her.
Efter Anden Verdenskrig blev FN oprettet, og det internationale samfund blev pålagt at skulle give deres kolonier selvstændigheden tilbage. Det betød, at Danmark skulle forlade Grønland. Det skete ikke, og op gennem 40’erne og 50’erne førte den skiftende danske regering både Grønland og FN bag lyset for netop at bevare landet mod nord som en del af Danmark.
Imperiets børn er den opsigtsvækkende fortælling om et af de mørkeste kapitler i dansk kolonihistorie. Bogen går tæt på, det der skete, da politikere og embedsmænd tog beslutningen om, at Grønland skulle fordanskes og gøres til en del af Danmark.
LÆS OGSÅ: Imperiets børn-forfatter: Danskerne opfattede grønlænderne som børn, der skulle opdrages
Det betød blandt andet, at man skjulte sandheden om FN’s retningslinjer for grønlænderne, at man gik imod danske topjuristers anbefalinger og at man skabte en lang række reformer, der havde til formål at gøre grønlænderne mere danske.
Imperiets børn er blevet til efter omfattende research i både Folketingets bibliotek, Rigsarkivet, FN’s arkiver og rejser til Grønland. Det betyder også, at bogen er fyldt med øjenvidneberetninger fra grønlændere, der på nært hold oplevede danskernes insisteren på at gøre det arktiske folk til en del af det danske.
LÆS OGSÅ: 17 bøger der gør dig klogere på anden verdenskrig
Anne Kirstine Hermann
IMPERIETS BØRN
Forord
I år er det 300 år siden, Hans Egede koloniserede Grønland, og det arktiske territorium er i dag langt mere eftertragtet og omdiskuteret, end da den norske præst på vegne af Danmarks kong Frederik den Fjerde gik i land på Vestkysten. I disse år dyster verdens stormagter om indflydelse i Arktis, hvor klimaændringerne åbner nye sejlruter og giver adgang til uudnyttede ressourcer såsom olie og gas, fisk og sjældne jordarter. Ikke siden Den Kolde Krig i årene efter Anden Verdenskrig har Grønland været så skarpt i fokus.
Også dengang var territoriet en vigtig geopolitisk landmasse. Mens Danmark i starten af 1950’erne udrullede enorme reformer for at modernisere det, der endnu var en dansk koloni, gennemlevede lokalbefolkningen, hvad flere historikere har kaldt det mørkeste kapitel af dansk kolonialisme i Grønland. Børn blev taget fra deres forældre, familier tvunget fra deres hjem og koncentreret i større byer, og den danske regering forsøgte at erstatte sproget og kulturen med dansk. Paradoksalt nok skete det i årene, hvor international kolonialisme med oprettelsen af FN blev forkastet, og Grønland med den nye grundlov i 1953 gik fra at være en dansk koloni til et dansk amt.
I den sparsomme offentlige debat bliver de tragedier, som moderniseringen – og daniseringen – medførte, karakteriseret som utilsigtede konsekvenser af en ellers human og godhjertet intention. Den danske politik i Grønland var i disse år ”i den bedste mening”, hedder det. Men denne bog viser, hvordan de reformer, som blandt andet skulle assimilere grønlænderne til dansk kultur, var motiveret af Danmarks territoriale interesser. Det handlede med daværende statsminister Hans Hedtofts ord om at fastholde retten til Grønland overfor resten af verden.
Dét gjorde regeringen ved at føre både FN og de grønlandske landsråd bag lyset. Regeringen tilbageholdt vigtige oplysninger for den grønlandske befolkning, samtidig med at den gav vildledende oplysninger til FN’s generalforsamling. På den måde lykkedes det i 1954 at få Grønland fjernet fra FN’s liste med kolonier, som havde ret til selvstændighed. Øen blev så at sige til en kamufleret koloni.
Imens mistede grønlænderne mere end deres selvbestemmelsesret. Forældre mistede deres børn, og familier deres hjem – traumer og tab, der endnu har efterdønninger i nutidens Grønland.
KAPITEL 1
En hemmelig hastesag
1952
Få dage i Grønlands historie har været så afgørende som den 9. september 1952. Mellem ribberne i seminariets gul-og rødmalede gymnastiksal i Godthåb var en lille kreds af grønlandske mænd forsamlet. Det var 12 af koloniens 13 landsrådsmedlemmer, som blot ét år forinden var valgt for første gang af befolkningen. Faktisk var demokratiet i Grønland endnu så ungt, at Landsrådet ikke havde en egentlig rådssal at samles i til sit årlige møde. Godt nok var der i byen en bygning beregnet til formålet, men den havde den danske administration i begyndelsen af Anden Verdenskrig inddraget, og den blev nu anvendt som kontorbygning for handelsinspektøren og hans underordnede.
Formanden for Landsrådet var modsat de andre medlemmer ikke valgt af befolkningen. Den 42-årige Poul Hugo Lundsteen var dansk jurist og embedsmand, og regeringen i København havde i 1950 udpeget ham til den nyoprettede stilling som landshøvding i Grønland og dermed formand for det unge grønlandske parlament. Lundsteen havde kortklippet, kæmmet hår, som var delt i en sideskilning. En rynke mellem øjenbrynene understregede et fast, stålsat blik.
Landshøvdingen var født på Frederiksberg, havde studeret i København og været dommerfuldmægtig i Aalborg, men havde ingen forudgående erfaring med Grønland, da han pludselig stod i spidsen for landet. Til gengæld havde han en speciel opfattelse af, hvad formålet med det spæde grønlandske demokrati var. Han anså ikke Landsrådet som en gruppe, der skulle repræsentere vælgernes synspunkter, men mente derimod, at rådet med ham selv for bordenden skulle dirigere befolkningen.
”Medlemmernes virksomhed i Landsrådet er jo ikke blot at bestemme, hvordan forholdene skal være. De enkelte medlemmer må være i dyb kontakt med befolkningen og virke som vejledere på alle pladser,” udtalte han til avisen Grønlandsposten, da han tiltrådte.
Hvis Lundsteen i disse dage pulsede mere ihærdigt på sine cigarer end sædvanligt, var det formentlig, fordi han af statsministeren i København var blevet pålagt en ømtålelig opgave. Dagen før mødet den 9. september 1952 havde Lundsteen forsigtigt fremlagt sagen for de grønlandske politikere. Regeringen barslede med en ny dansk grundlov, og Venstre-statsminister Erik Eriksen foreslog at indføre en bestemmelse, der for første gang i historien gav Grønland repræsentanter i det danske parlament, Rigsdagen.
Sådan fremlagde Lundsteen sagen for Landsrådet. Hvad han ikke nævnte, var, at Grønland få år forinden havde fået ret til langt mere indflydelse end blot to medlemmer i den danske rigsdag. Med oprettelsen af De Forenede Nationer havde øen nemlig, ligesom alle andre kolonier, fået international ret til selvstændighed. Den danske regering ville nu indlemme Grønland som en landsdel i Danmark ved at give grønlænderne repræsentation på Christiansborg. Det var umiddelbart et godt tilbud, for de fleste beslutninger om Grønland blev stadig taget i København langt fra de grønlandske politikere. Men tog grønlænderne imod tilbuddet om at blive indlemmet i Danmark, ville deres ret til uafhængighed bortfalde.
Behændigt nok blev de grønlandske landsrådsmedlemmer ikke indviet i den del af sagen. Lundsteen havde nemlig fået klare instrukser om ikke at gøre grønlænderne opmærksom på de folkeretlige aspekter af det tilbud, regeringen nu gav dem. Knap fire uger før mødet i gymnastiksalen havde statsminister Eriksen sendt to parallelle breve til Lundsteen i Godthåb – et officielt og et hemmeligstemplet. I det officielle brev bad statsministeren venligt Lundsteen om at rejse spørgsmålet om Grønlands nye plads i det danske rige.
FOTO: Arktisk Institut (Erik Trier Mørch)
”I forbindelse med udarbejdelsen af et forslag til en ny grundlov har man i forfatningskommissionen drøftet spørgsmålet om en eventuel ændring af Grønlands statsretslige stilling, hvorefter landet gøres til en integrerende del af riget med repræsentation i Rigsdagen,” skrev statsministeren i det officielle brev. ”Den påtænkte ændring i Grønlands statsretslige stilling mener udvalget vil kunne gennemføres ved en grundlovsbestemmelse om, at grundloven gælder for alle rigets dele, og at Grønland følgelig skal være repræsenteret i Rigsdagen.”
I det fortrolige brev skrev statsministeren imidlertid til Lundsteen, at han havde fået to juraprofessorer til at vurdere, om han kunne indlemme Grønland i Danmark, sådan som regeringen havde tænkt sig.
Den ene af de to juraprofessorer, Poul Andersen, havde nikket godkendende til planen. Han kaldte grønlandsk selvstyre for både ”upåkrævet og uhensigtsmæssigt”. Den anden, Alf Ross, modsatte sig derimod. Uheldigvis for statsministeren var Alf Ross ikke hvem som helst. Han var datidens måske mest kendte jurist i Danmark, og desuden var han internationalt anerkendt for sit forfatterskab om netop folkeretten. Måske derfor var Alf Ross mere optaget af Danmarks forpligtelser overfor FN end sin kollega. Ross havde gjort det klar for statsministeren, at Danmark ifølge FN-pagtens kapitel 73 faktisk var forpligtet til at fremme selvstyre i Grønland og udvikle landet, så det med tiden kunne blive fuldstændig uafhængigt.
”Kære landshøvding Lundsteen,” skrev statsministeren i det hemmelige brev. ”I en anden skrivelse af dags dato har jeg på regeringens vegne officielt anmodet Dem om at forelægge Landsrådet et forslag til en ny grundlovsbestemmelse vedrørende Grønlands statsretslige stilling,” fortsatte han. Statsministeren forklarede derpå til Lundsteens ”personlige og strengt fortrolige orientering,” hvordan professor Ross’ juridiske vurdering gik stik imod den strategi, som Danmark forfulgte i FN. Her havde den danske delegation i flere år arbejdet på at indlemme Grønland i Danmark, så forpligtelsen til at give Grønland selvstændighed ville bortfalde. Var Grønland en landsdel fremfor en koloni, et såkaldt ikke-selvstyrende område, ville grønlænderne nemlig ikke længere være omfattet af FN-pagtens kapitel 73 og dermed ikke længere have ret til løsrivelse.
”Professor Ross ser spørgsmålet i relation til Danmarks forpligtelse efter De Forenede Nationers pagt, idet Danmark har anerkendt, at Grønland udgør et ikke-selvstyrende område, således at Danmark er forpligtet til ’at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker’ (pagtens artikel 73).
FOTO: Arktisk Institut (Gunver Hirschsprung)
Det er derfor professor Ross’ opfattelse, at Danmark er forpligtet til at gennemføre en udvikling henimod fuldstændig uafhængighed, i alt fald indenfor rammerne af et fællesskab,” forklarede statsministeren. Han beskrev derpå, hvordan både Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet i København havde frarådet Statsministeriet at lytte til professor Ross’ forslag. Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet understregede, forklarede Eriksen, at Ross’ forslag var ”i strid med linjen i den politik, der hidtil er fulgt i forhold til Grønland samt med linjen i det arbejde, som fra dansk side udføres i De Forenede Nationer.” Statsministeren beskrev, hvordan den danske delegation i FN længe havde arbejdet på at få anerkendt, at kolonimagternes forpligtelse til at give kolonierne selvstændighed kun opfyldes ad to veje: enten ved at kolonien blev uafhængig, eller ved at kolonien blev indlemmet i ”moderlandet”, som det hed. Danmark havde på ingen måde lyst til at opgive sin store arktiske besiddelse, og den danske delegation i FN arbejdede derfor ihærdigt på, at Danmark kunne beholde Grønland ved at gøre kolonien til et dansk amt.
Derfor var professor Ross’ juridiske vurdering mildest talt ubelejlig for den danske regering. Og derfor, forklarede statsministeren, havde man i København ”kategorisk modsat sig” professor Ross’ udtalelse. Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet havde i øvrigt bedt indtrængende om, at den forblev hemmelig for de grønlandske landsrådsmedlemmer, som ellers kunne få den indskydelse, at selvstændighed var bedre end to medlemmer i den danske rigsdag.
***
Landshøvding Lundsteen havde gjort, som statsministeren befalede, da han sidst på eftermiddagen den 8. september fremlagde sagen for Landsrådet. ”Den danske regering har bemyndiget mig til at forelægge Landsrådet til betænkning,” begyndte han, ”at der i den kommende grundlov indføres en bestemmelse, der for fremtiden sikrer Grønland repræsentation på Rigsdagen.” Han tilføjede, at Landsrådet skulle træffe sin beslutning med det samme. ”Statsministeren har på regeringens vegne meddelt mig, at han vil sætte pris på snarest belejligst at blive underrettet om Landsrådets stilling til det af regeringen forelagte forslag.”
FOTO: Rigsarkivet
Men selvom Lundsteen hverken nævnte FN eller Alf Ross, var Landsrådet splittet. Halvdelen af landsrådsmedlemmerne bar den traditionelle grønlandske anorak, mens den anden halvdel bar europæiske jakkesæt og slips. Og beklædningen gav et fingerpeg om, at der i rådet fandtes to fløje: en dansksindet og en mere traditionsbunden.
Det var den dansksindede fløj, der med landsrådsmedlem Augo Lynge i spidsen tog ordet først. Han var en slank mand med buskede sorte øjenbryn og et smalt overskæg, der indrammede midten af hans overlæbe. Augo Lynge var seminarielærer og søn af overkateketen i Godthåb, hvor han selv havde været formand for kommunerådet. Allerede i 1930’erne og 1940’erne var en lille grønlandsk elite i Godthåb begyndt at forlange lige rettigheder, og i 1931 havde Augo Lynge skrevet bogen Trehundrede år efter, der foregik i 2021, 300 år efter koloniseringen af Grønland.
Bogen var en blanding af fremtidsutopi og knaldroman, og Augo Lynge byggede sit plot op om et bankkup i den fiktive nye hovedstad og industriby Grønlandshavn på Vestkysten. I kulisserne for kuppet og jagten på røverne tegnede han sin vision for fremtidens Grønland. I bogen havde landet en svimlende fiskeindustri og var hovedleverandør til verdensmarkedet. Store husblokke lå på rad og række, og Grønlandshavn havde et levende forretningsliv med glasfacader, fortovsrestauranter og biografteater. Fremtidslandet var også meget turistet, og der gik ikke en dag, “uden at der er fly fra Kina, Japan eller Indien.” Fiktive forskere diskuterede sågar at smelte hele indlandsisen for at få adgang til kul og metaller under iskappen og gøre Grønlands indre beboeligt.
Bogen sluttede med en stor fejring af 300-året for koloniseringen og en lang tale fra det fiktive overhoved i landet, amtmanden, om de store omvæltninger, Grønland havde gennemgået. “Etableringen af de nye erhverv resulterede i en total ændring af alt i samfundet. Grønlænderne er nu et helt andet folk, næste ugenkendelige, dygtige, velstillede og i stand til at besidde selv de højeste embeder i deres land,” sagde amtmanden på de sidste sider. ”Den grønlandske fangerkultur og den europæiske kultur lader sig aldrig forene,” sagde amtmanden også. ”Da det gamle erhvervs totale utilstrækkelighed begyndte at gå op for danskerne, forsøgte regeringen noget nyt: fiskeri og fåreavl. Derved nedlagdes hjørnestenen til en ny kultur. Herved begyndte den nye tid for grønlænderne. Og fra den tid begyndte en ny æra i det grønlandske folks udvikling,” sluttede Augo Lynges amtmand.
I sin drømmeverden beskrev Augo Lynge altså Grønland anno 2021 som et moderne samfund, hvor grønlænderne havde vendt deres fangerkultur ryggen og nu levede fuldstændig europæisk. Han fantaserede om, at industrifiskeri og fåreavl kunne afløse sælfangst som landets hovederhverv, og at grønlænderne i fremtiden skulle bo i moderne boligblokke. Augo Lynge skitserede dermed ret præcist de reformer, som den danske regering 20 år senere kom til at udrulle.
Visionen om et ligestillet, dansklignende Grønland voldte ham imidlertid problemer i 1940’erne, da Danmark endnu ingen planer havde om at ligestille grønlændere med danskere. Da Augo Lynge i 1943 startede ungdomsforeningen Nunavta Qitornai – Fædrelandets Børn – for at vække en politisk bevidsthed i den grønlandske ungdom og diskutere landets fremtid, forflyttede kolonimyndighederne ham prompte til en post 800 kilometer længere nordpå. Nogle år senere skrev han udfordrende i avisen Grønlandsposten, ”vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger.”
FOTO: Arktisk Institut (Ukendt fotograf)
Nu var Augo Lynges før så radikale vision imidlertid opportun for den danske regering, og han tog da også varmt imod statsministerens forslag. ”Ifølge den nuværende grundlov er Grønland stadigvæk koloni i forhold til moderlandet, selvom hele samfundsmaskineriet nærmer sig stærkt danske tilstande. Det er meget vigtigt, at den nye grundlov udtrykkelig præciserer Grønlands statsretslige stilling,” sagde han til sine kolleger i Landsrådet.
”Derfor må vi ikke forpasse tidspunktet. Vi må benytte os af den gunstige lejlighed til at fuldføre værket. Men udvisningen af et sådant initiativ forudsætter fuld enighed i Landsrådet, og jeg vil nu derfor anmode det ærede landsråd om at give tilslutning til forslaget, nemlig at der i den nye grundlov optages en lovparagraf, hvorefter Grønland bliver optaget som et amt i Danmark, og at Grønland får repræsentanter i Danmarks rigsdag.”
På den anden fløj i Landsrådet stod som modsætning til Augo Lynges udelte begejstring landsrådsmedlem Frederik Lynge. Selvom de delte efternavn, var de to Lynger kun fjernt beslægtede, og de var lige så forskellige, som deres efternavn var ens. Frederik Lynge, som var fangersøn fra Nordvestgrønland, havde høje kindben og små, tætsiddende øjne. Han havde været kolonibestyrer i kulminebyen Kutdligssat, hvilket var en sjældent fremtrædende post for en grønlænder. Nu repræsenterede han byen Egedesminde ved Diskobugten i Landsrådet.
Frederik Lynge ønskede, at Grønland bevarede sin inuitkultur og på sigt blev selvstændigt. Han var påvirket af den nationale bevægelse Peqatigingniat, som kan oversættes til ”nogle, der forsøger at danne et fællesskab”. Foreningen var først og fremmest en religiøs bevægelse, men den hyldede også det traditionelle fangererhverv. Den gamle fangerkultur og den nye grønlænder skulle forbindes i én fælles grønlandsk nation, som stod i modsætning til det danske. Bevægelsen kastede en række nye salmer og nationale sange af sig, og den affødte også Grønlands første roman, Sinnattugaq, eller Drømmen, som provsten Mathias Storch fra Jakobshavn skrev. Bogen var en fremtidsvision for, hvordan Grønland kunne se ud i år 2105, og Storch skildrede et moderne Grønland helt uden danskere.
FOTO: Arktisk Institut (Ukendt fotograf)
Frederik Lynge frygtede ligesom de andre medlemmer af Peqatigingniat, at grønlænderne kunne miste deres folkelige identitet. I 1947, fem år før mødet i Landsrådet, havde han skrevet en avisartikel, som argumenterede for, at Grønland ikke skulle opsluges af Danmark. ”Vi grønlændere, vi ved, om vi da har den rette forståelse, at vi aldrig kan blive danske og heller ikke bør ønske at blive det,” advarede han. ”Jeg selv føler mig som grønlænder, altså er jeg ikke europæer, og alle andre folk kaldes nu engang ved det navn, de har som nation, disse ønsker ikke at lade sig opsuge og kan heller ikke opsuges af andre nationer.”
Da Frederik Lynge fik ordet på landsrådsmødet, foreslog han derfor at nedsætte et udvalg, der kunne overveje statsministerens forslag grundigt og undersøge holdningen blandt de grønlandske vælgere. ”Selvom tanken ikke er ny i Grønland, må Landsrådet tage en beslutning, der ikke bliver modsagt af befolkningen,” sagde han.
Landsrådsmedlem Peter Egede fra Sukkertoppen var enig. ”Materialet i en så vigtig sag som denne burde være til stede i forvejen, men det er først modtaget af medlemmerne nu,” indvendte han. ”Svaret i denne sag kan ikke indskrænkes til et ja eller nej, der kræves et mere rummeligt svar.”
Augo Lynge foreslog, at spørgsmålet blev udskudt en smule, men dét afviste landshøvding Lundsteen blankt. Det principielle spørgsmål hastede, forklarede han. I FN var Danmark nemlig presset af en tiltagende kolonikritisk stemning, og en række lande pressede på for, at blandt andet Danmark skulle give sin koloni selvstændighed. Men det fortalte Lundsteen ikke.
Landsrådsmedlem Frederik Nielsen, der ligesom Augo Lynge var dansk stemt, støttede Lundsteen og mente, at Landsrådet straks skulle beslutte sig og telegrafere svaret til København. Men selv Augo Lynge tøvede. Han foretrak et par dages betænkningstid. Mødet blev hævet klokken 17.15 uden tegn på enighed.
Alligevel var der dagen efter, den 9. september 1952, komplet enighed om at vedtage statsministerens forslag om at gøre Grønland til et dansk amt. I hvert fald hvis man skal tro de officielle dokumenter, som mødet efterlod sig. Hvordan landshøvding Lundsteen fik overbevist Frederik Lynge og de andre skeptikere i rådet, er lidt af en gåde, for netop denne beslutning blev truffet på et lukket møde, hvor der ikke blev ført referat. Hvad der skete på mødet, er derfor forblevet en hemmelighed lige siden.
Dermed blev Grønlands skæbne beseglet. Den enorme arktiske koloni var nu godt på vej til at blive opslugt som en landsdel i Danmark – en plan, som var udtænkt kort efter krigen.
“De fortalte mig, fra jeg var ret lille, at de havde betalt min mor med et par pakker cigaretter. Min mor sagde, at hun skrev under med ført hånd.”
Imperiets børn er fortællingen om dengang danske politikere og embedsmænd besluttede at fordanske Grønland og gøre øen til en dansk landsdel. Dette skete til trods for, at det var stik i mod FN’s retningslinjer efter Anden Verdenskrig, som pålagde det internationale samfund at give kolonier selvstændighed.
Bogen er resultatet af omfattende research i både danske og udenlandske arkiver såvel som rejser til Grønland.
Du kan købe Imperiets børn online, fx hos Bog & idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: