Bøger til børn, bøger for børn, efterårsferie, ferielæsning, efterårsferielæsning, ferie

[Spoiler-alert: det gælder om, at dine børn OGSÅ får de rigtige bøger til ferien]

AAAAAAaaahhhhh. Du har ferie. Du har pakket det perfekte arsenal af bøger til en uges hygge med familien. Måske er der endda en pejs eller en brændeovn. Og måske har du endda forhånds-handlet ind, så I ikke behøver lave andet end at slappe af og hygge jer.

LÆS OGSÅ: Læse-listen der giver DIG tid til at læse i din ferie

… Meeen – måske er der lige én ting, du har glemt at tage højde for? For mens du nu skal læse – hvad skal børnene så lave imens? Det er værd at overveje, hvis ikke du vil læse på et bagtæppe af det her:

via GIPHY

(tilsæt selv lydsporet…)

Ingen panik – for her får du simpelthen: den ultimative ferie-læse-liste til børn i alle aldre!


Lad os starte med de aller-yngste.

Kodeordene her er: holdbarhed. Tykke sider. Savle-proof. Skal helst kunne holde til tænder på vej. Skal kunne modstå kyle- og gylpe-prøverne.

Og: så er billeder en virkelig god idé, for er der billeder i, så KAN de jo faktisk læse selv, også de helt små.

via GIPHY

Pap-bøger findes med alle temaer: dyr i zoologisk have, byggeplads, søg og find, og de findes med kendte og elskede figurer som fx Mumitrolden. Og så er der selvfølgelig: bøger om kærlighed.

Hvor højt tror du, jeg elsker dig?

Hvor højt tror du jeg elsker dig? Sam McBratney

Lille Brune Hare vil gerne fortælle Store Brune Hare, hvor meget han elsker ham i denne lille papbog om kærlighed og venskab.

De må dog begge erkende, at det ikke altid er lige let at give udtryk for sin følelser.

Fra ca. 2 år

Du kan købe Hvor højt tror du, jeg elsker dig? online eller i din nærmeste boghandel.


De lidt større – fra cirka 2 år – hvad skal de læse?

Altså: forudsat at de ikke selv finder på uhyre interessante aktiviteter som fx denne:

via GIPHY

Med børn i denne alder, så slipper du næppe for højtlæsning. Og det er faktisk heller ikke noget, du nødvendigvis har LYST til at slippe for, for børn i den her alder ELSKER jo simpelthen at sidde HEEEELT tæt på og studere billeder, mens du læser højt. Og det er faktisk (mindst) lige så godt som at læse selv.

Når både du og barnet skal have glæde af højtlæsningen, så bliver to ting temmeligt afgørende:

  1. der skal være billeder, som dit barn kan bruge god tid på at studere, mens du læser;
  2. der skal være tekst, du faktisk godt gider læse højt.

Den slags bøger er der heldigvis rigtig mange af: fra de klassiske fortællinger om Totte og Lotte (som ungerne elsker, fordi det er så tæt på deres hverdag) over Halfdans ABC, som de nyder sproget og rytmen og rimene i – til Alberte Windings finurlige og fantastiske fortællinger om Anker.

Og nåja: så er der jo alt, hvad Oliver Jeffers har lavet – for wow, altså, sikke en magisk sammensætning af ord og billeder! Og skulle vi lige blive i temaet fra de helt små, så kunne det jo fx handle om: kærlighed.

Oliver Jeffers: Det vi vil bygge

Det vi vil bygge, Oliver Jeffers, her er vi, billedbog

Hvad skal vi bygge, du og jeg?

Det vi vil bygge er en varm far-og-datter billedbog, der er perfekt som dåbsgave.

LÆS OGSÅ: Giv verden i gave – Her er vi af Oliver Jeffers

Forfatteren bag bogen er Olivers Jeffers, hvis inspiration til bogen har været sin nyfødte datter, og som har skabt dette mesterværk af en billedbog i samme stil som den internationale succes Her er vi.

Fra ca. 2 år

Du kan købe Det vi vil bygge online eller i din nærmeste boghandel.


Så når de for alvor tumlinge-alderen omkring de 4 år. Og SÅ går det stærkt.

Det er også typisk her, de begynder at få spændende idéer til, hvad man kan lave, når far og mor ikke lige kigger …

via GIPHY

… så det er også i denne alder en god idé at blive ved med at læse højt (så sidder de da stille så længe…).

Og HER åbner bøgernes verden sig for alvor! Der skal selvfølgelig stadig være billeder, men historierne begynder at kunne være længere og mere komplekse – og ungerne SUGER til sig, hvad enten du læser højt fra Fupz’ historier om Sallie, Dav Pilkeys historier om den søde lille Drage, fra en smukt illustreret udgave af H.C. Andersens eventyr – eller fra en af de hylemorsomme bøger om Sallys far.

Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen: Dengang Sallys far var dreng

Dengang Sallys far var dreng, Thomas Brunstrøm

Sally har et problem: Hendes far lyver rigtig, rigtig meget. Eller, det tror Sally i hvert fald, at han gør.

Far fortæller altid historier om dengang han var dreng; hvor han sov i en papkasse og gik 14 kilometer til skole på bare fødder og fik bussemænd til aftensmad … men det tog han da sandelig ikke skade af!

Sally ved ikke helt, hvad hun skal tro – men en dag får hun en genial idé. En idé til, hvordan hun kan afsløre far …

Fra ca. 4 år.

Du kan købe Dengang Sallys far var dreng online her eller i din lokale boghandel.


Omkring 7-års alderen er der meget energi – OG begyndende læsefærdigheder!

Start med at komme af med lidt af den overskydende energi –

via GIPHY

Og SÅ er det tid til bøger!

Til denne aldersgruppe er der et rent overflødighedshorn af fantastiske bøger: opslagsværker som Mit store dyreatlas; spændende spiluniverser, der kan udfoldes også i bogform som fx de mange bøger om Minecraft-universet; tegnede fantasy-fortællinger som serien Isens hjerte. Måske kender nogle af dem også youtube-berømtheden Naja Münster, som også har en bogserie?

Og til de der begyndende læsefærdighede? Der er tegneserier geniale – fx Dav Pilkeys gakkede, humoristiske serie om Hundemand.

Og så er skolen jo blevet en del af hverdagen – og dén hverdag er også vigtig både at tale og læse om. Dét kan man fx gøre i Frida Brygmann og Thomas Korsgaards rørende og sjove, moderne Gummi Tarzan: historien om Sylvester Thorkildsen, også kendt som: Minimund.

Thomas Korsgaard og Frida Brygmann: Minimund

Minimund, Thomas Korsgaard, Frida Brygmann

Sylvester bliver drillet i skolen. Han har nemlig en spinkel stemme og en lille mund.

En dag skriver Sylvester derfor et brev i håb om, at nogen kan hjælpe ham.

Det er dér, Nogen Kristiansen kommer ind i billedet. Han har nemlig et stemmekatalog, og nu kan Sylvester prøve alle de sejeste stemmer og finde en, der passer ham.

Men meget kan gå galt, når man taler med stemmer, der ikke er ens egen.

En rørende, komisk historie om at stå ved den, man er.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe Minimund online eller i din nærmeste boghandel.


Og SÅ bliver de tweens. Og nu får bøgerne måske kamp til stregen.

For: tweens ser op til teens. De lærer af dem. De ser, hvad de gør, og så gør de det samme. Og det kan fx betyde en hel del af det her:

via GIPHY

Men der ER altså plads til bøger også – så længe det er de rigtige bøger. Og her begynder det jo for alvor at blive et spørgsmål om smag: er man til geniale superskurke i et besnærende fantasy-univers? Skal det være realisme med plads til både tårer, veninder og hverdagsliv?

Skal det være street med accent på gangsta-måden? Skal det være livets store spørgsmål og temaer som sorg og familie?

Eller skal det være hylesjovt på den bizarre måde, hvor døde kæledyr spiller hovedrollen?

Aaron Reynolds: Rex Dexter og de stendøde kæledyr

Aaron Reynolds, Rex Dexter, Rex Dexter og de stendøde kæledyr

Rex Dexter har et brændende ønske om at få en hund. Hans forældre er dog knap så overbeviste om, at det er en god idé. Derfor får han ikke en hund til sin fødselsdag men … en høne.

Kan Rex klare ansvaret? Nej, for halvanden time senere er hønen kørt ned af en damptromle.

Men så sker der noget mærkeligt. Den døde høne hjemsøger Rex. Og faktisk er det blot en af mange (stendøde) kæledyr, som begynder at hjemsøge ham …

Rex Dexter og de stendøde kæledyr er en bizar og rablende morsom historie, der er helt vildt langt ude!

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Rex Dexter og de stendøde kæledyr online eller i din nærmeste boghandel.


Og så er der de store børn – dem over 14.

Her kunne man jo tro, at dem, der kan læse selv, er de letteste at få til at sætte sig roligt ned og slappe af med en bog. Og klart, de er mere selvhjulpne – men de er så også de mest krævende læsere.

Der skal simpelthen den helt rigtige bog til: én der fanger og fænger, som er spændende eller rørende eller bare rigtig grund-god.

via GIPHY

Med andre ord: bøger, der ikke er så væsensforskellige fra de bøger, du selv ville have lyst til at læse – men selvfølgelig: med temaer, der er i øjenhøjde med det liv, de unge lever.

Det kunne være en bog om perfektionisme og forventningspres. En bog, der taler ind i Black Lives Matter-debatten. En nervepirrende krimi sat i et high-school-miljø. Eller: det kunne være en skræmmende realistisk roman om stalking – og skateboarding:

Sarah Engell: Det øjeblik du tvivler

Det øjeblik du tvivler Sarah Engell

Vigga er skater, en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Lige indtil hun uventet forelsker sig.

Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler.

Men truslerne og de ækle beskeder fortsætter. Og de bliver værre og værre. Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe.

Du kan købe Det øjeblik du tvivler online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Og så er vi altså ikke helt færdige. For: vi skal selvfølgelig også omkring de bøger, der skal i brug, når I har lyst til at lave noget sammen allesammen- altså:

Bøger for hele familien

Og de findes!

Bøger, man kan samles om, kunne fx være quiz-bøger – og her er flere gode muligheder at vælge imellem.

Er man til dyr, så er Sebastians store quiz om dyr nærmest et must – men vi må advare om, at har dine børn læst bare NOGLE af Sebastians øvrige, lærerige bøger om dyr – så forbered dig på at få stor-tæv!

Ved du fx: Er en kamel tungere end en giraf? Har spækhuggeren en lugtesans? Hvilken slags dyr er Jumbos gamle tante i Elefantens vuggevise? Nej? Prøv lige at spørge dine unger…

Sebastians store quiz om dyr

Sebastians store quiz om dyr, Sebastian Klein, quiz

Har du et stort dyrehjerte, og synes du også bare at dyr er mega seje? Men har du egentlig styr på dyrene?

Sebastian Klein er tilbage med 1000 helt nye spørgsmål om dyr i vand, på land og i luften. Svarene er uddybet, så du også bliver endnu klogere undervejs.

Vidste du fx, at tigeren nogle gange går på jagt efter bjørne? Eller at fuglen mursejleren kan flyve i søvne?

Få en masse sjove timer til at gå sammen med Sebastian og bliv klogere på hele verdens dyr. Kan du mon svarer rigtigt på alle spørgsmålene?

Fra ca. 10 år.

Du kan købe Sebastians store quiz om dyr #2 online eller i din nærmeste boghandel.


Holder I ferie i Danmark – så er humøret måske mere til Den store quiz om lille Danmark – med spørgsmål i så forskellige kategorier som: ‘MAD – guf kager og andet spiseligt’, ‘SPROG – dansk på alle måder’ og ‘MUSIK – for store og små’? Med 1000 spørgsmål i 10 kategorier skal der nok være nyt at lære – for både store og små!

Den store quiz om lille Danmark

Den store quiz om lille Danmark, børnebøger for hele familien, quizbog, Carlsen

1000 spørgsmål om lille Danmark – den ultimative quiz for hele familien!

Hvad er det, dronningen altid siger til sidst i sin nytårstale?

Hvem var det nu Danmark spillede mod i finalen til EM i fodbold i 1992?

Og hvilket stykke fredagsslik er mon allermest populært hos os danskere?

Fyld slikskålen, del holdene og find ud af, hvem der har mest tjek på vores allesammens lille Danmark.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe Den store quiz om lille Danmark online eller i din nærmeste boghandel.

Uanset hvor rejsen går hen eller hvilke bøger, I skal læse: Så husk at fylde tasken godt op med læsestof!

via GIPHY

Rigtig god ferie – og god læselyst!


Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen. Har tilsvarende kronisk mangel på plads i reolen. Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til læserne i de godt tretten år, jeg har arbejdet i bogbranchen.