Yuval Harari om epidemier og smitsomme sygdomme i bogen Homo deus

Nedenfor kan du læse et uddrag af første kapitel “Menneskets nye dagsorden” fra stjernehistorikeren Yuval Hararis bog Homo deus, et banebrydende værk, der leverer en uhyre overbevisende prognose for, hvor vi er på vej hen – både som art og som samfund. Uddraget handler om menneskehedens anden store fjende: epidemier og smitsomme sygdomme.

I et interview med Yuval Harari i Politiken søndag den 22. marts 2020, hvor store dele af verden er voldsomt påvirket af corona-pandemien, fortæller den israelske historiker fra sit hjem i Tel Aviv, at det mest positive ved situationen er, at vi mennesker historisk set aldrig har været bedre rustet til at tackle en pandemi. Til gengæld mener han, at coronakrisen vil have stor politisk betydning i mange år og kan resultere i en mere splittet international verden.

“Det, vi skal være mest bange for, er den her krybende totalitarisme, som lister sig ind i demokratierne under dække af coronakrisen”, mener Yuval Harari.

Yuval Harari

Homo deus

“Usynlige armadaer“

Efter hungersnød har menneskehedens anden store fjende været epidemier og smitsomme sygdomme. Travle og myldrende byer forbundet af en uophørlig strøm af købmænd, embedsmænd og pilgrimme var både fundamentet for den menneskelige civilisation og en ideel grobund for sygdomsfremkaldende organismer (såkaldte patogener). Mennesker i antikkens Athen eller middelalderens Firenze levede med bevidstheden om, at de kunne blive syge og dø fra den ene dag til den anden, eller at en epidemi pludselig kunne bryde ud og udslette hele deres familie på én gang.

Det mest berygtede udbrud af en epidemi, den sorte død, startede i 1330’erne et sted i det østlige eller centrale Asien, da bakterien Yersinia pestis, som lever på lopper, begyndte at smitte mennesker, som blev bidt af lopper. Derfra – ridende på en hær af rotter og lopper – spredte pesten sig hurtigt over hele Asien, Europa og Nordafrika. Det tog bakterien mindre end 20 år at nå frem til Atlanterhavets kyst. Mellem 75 og 200 millioner mennesker døde – mere end en fjerdedel af Eurasiens befolkning. I England døde 4 ud af 10, og befolkningstallet faldt fra 3,7 millioner indbyggere før pestens hærgen til 2,2 millioner bagefter. Byen Firenze mistede 50.000 af sine 100.000 indbyggere.

Myndighederne var fuldstændig afmægtige over for katastrofen. Ud over at organisere masseandagter og processioner havde de ingen anelse om, hvordan de skulle forhindre epidemien i at sprede sig – for slet ikke at tale om at finde en kur mod sygdommen. Indtil den moderne æra forklarede mennesker sygdomme med dårlig luft, ondsindede dæmoner og vrede guder og havde ikke den fjerneste ide om eksistensen af bakterier og virusser. Mennesker troede beredvilligt på engle og feer, men kunne ikke forestille sig, at en lillebitte loppe eller en enkelt vanddråbe kunne indeholde en hel armada af dødbringende mordere.

Den sorte død var ikke en enkeltstående hændelse og ikke engang den værste epidemi i historien. Mange katastrofale epidemier ramte Amerika, Australien og Stillehavsøerne efter de første europæeres ankomst. Opdagelsesrejsende og kolonisterne medbragte uden deres vidende smitsomme sygdomme, som de indfødte ikke havde udviklet immunitet over for. Op mod 90 procent af de lokale befolkninger døde som følge af europæernes ankomst.

Den 5. marts 1520 sejlede en lille spansk flotille ud fra Cuba og satte kurs mod Mexico. Om bord på skibene var 900 spanske soldater foruden heste, våben og nogle få afrikanske slaver. En af slaverne, Francisco de Eguía, medbragte en langt mere dødbringende last. Francisco var ikke klar over det, men et sted mellem hans billioner af celler tikkede en biologisk tidsbombe: koppevirussen. Efter Francisco ankom til Mexico, begyndte virussen at formere sig eksponentielt i hans indre og førte til sidst til, at hele hans krop blev dækket af blæreformet udslæt. Den febersyge Francisco blev lagt i sengen i et hus tilhørende en indfødt familie i byen Cempoallan. Han smittede alle familiemedlemmerne, som igen smittede naboerne. Inden der var gået ti dage, var Cempoallan en kirkegård. Flygtende indbyggere fra byen spredte sygdommen fra Cempoallan til de nærliggende byer. Efterhånden som by efter by bukkede under for epidemien, bragte nye bølger af flygtende mexicanere sygdommen til resten af Mexico og andre dele af kontinentet.

LÆS OGSÅ: Fra Sapiens til Homo deus: En opfordring til at ændre fremtiden

Mayaerne på Yucatán-halvøen mente, at tre onde guder – Ekpetz, Uzannkak og Sojakak – fløj fra landsby til landsby om natten og smittede folk med sygdommen. Aztekerne gav guderne Tezcatlipoca og Xipetotec eller alternativt de hvide menneskers sorte magi skylden for miseren. Præster og læger blev konsulteret. De anbefalede bønner, kolde bade, smøring af kroppen med tjære og smøring af sårene med kvaste biller. Intet hjalp. Titusindvis af lig lå og rådnede i gaderne, uden at nogen turde nærme sig dem og begrave dem. Hele familier forsvandt fra jordens overflade på få dage, og myndighederne gav ordre til, at husene blev væltet ned over ligene. I nogle landsbyer døde mere end halvdelen af beboerne.

I september 1520 var epidemien nået til Mexicodalen, og i oktober slap den inden for byportene til aztekernes hovedstad, Tenochtitlan – en prægtig metropol med 250.000 indbyggere. Inden der var gået to måneder, var mere end en tredjedel af indbyggerne døde, herunder den aztekiske kejser Cuitláhuac. Da den spanske flåde ankom til Mexico i marts 1520, var landet hjemsted for 22 millioner mennesker – i december samme år var kun 14 millioner tilbage. Kopper var kun den første sygdomsbølge. Mens de nye spanske herrer havde travlt med at berige sig og udnytte de indfødte, blev Mexico ramt af den ene dødbringende bølge af influenza, mæslinger og andre smitsomme sygdomme efter den anden, indtil befolkningstallet i 1580 var nede på mindre end 2 millioner mennesker.

To århundreder senere, den 18. januar 1778, nåede den britiske opdagelsesrejsende James Cook frem til Hawaii. Hawaii-øerne var tæt befolket med en halv million mennesker, som levede fuldstændig isoleret fra både Europa og Amerika, og derfor havde de aldrig været udsat for europæiske og amerikanske sygdomme. Kaptajn Cook og hans mænd medbragte den første bølge af influenza, tuberkulose og syfilis til Hawaii. Efterfølgende europæiske besøgende bragte tyfus og kopper med sig. I 1853 var kun 70.000 beboere tilbage på Hawaiiøerne.

Epidemier dræbte indtil langt ind i det 20. århundrede et tocifret antal millioner mennesker. I januar 1918 døde soldater i det nordlige Frankrigs skyttegrave i tusindvis af en særlig smitsom influenzastamme, som fik tilnavnet »den spanske syge«. Frontlinjen var endestationen for det mest effektive globale forsyningsnetværk, som verden på det tidspunkt havde set. Soldater og krigsmateriel strømmede til fra Storbritannien, USA, Indien og Australien. Olie blev sendt fra Mellemøsten, korn og oksekød fra Argentina, gummi fra Britisk Malaya og kobber fra Congo. I bytte fik de alle den spanske syge. Inden for få måneder blev omkring en halv milliard mennesker – en tredjedel af den globale befolkning – ramt af virussen. I Indien dræbte den 5 procent af befolkningen (15 millioner mennesker). På Tahiti døde 14 procent af befolkningen. På Samoa 20 procent. I Congos kobberminer bukkede en ud af fem arbejdere under for sygdommen. Alt i alt dræbte pandemien mellem 50 og 100 millioner mennesker på mindre end et år. Til sammenligning kostede Første Verdenskrig i årene 1914-1918 40 millioner mennesker livet.

Ud over sådanne epidemiske tsunamier, som ramte menneskeheden med nogle få årtiers mellemrum, opstod også de mere regelmæssige bølger af smitsomme sygdomme, som dræbte flere millioner mennesker hvert eneste år. Børn, som endnu ikke havde udviklet immunitet, var særligt modtagelige for disse sygdomme – heraf navnet »børnesygdomme«. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede døde omkring en tredjedel af alle børn, før de blev voksne, af en kombination af underernæring og sygdom.

I løbet af det seneste århundrede er menneskeheden – på grund af voksende befolkninger og større mobilitet – blevet endnu mere sårbar over for epidemier. En moderne metropol som Tokyo eller Kinshasa giver sygdomsfremkaldende organismer langt rigere jagtmarker end middelalderens Firenze eller Tenochtitlan i 1520, og det globale transportnetværk er i dag endnu mere omfattende og effektivt, end det var i 1918. En spansk virus kan nå frem til Congo eller Tahiti på mindre end 24 timer. Vi burde derfor have forventet at leve i et epidemisk helvede med den ene dødelige epidemi efter den anden.

Både hyppigheden og virkningen af epidemier er imidlertid faldet dramatisk inden for de seneste få årtier. Især er det vigtigt at hæfte sig ved, at den globale børnedødelighed er lavere, end den nogensinde har været: Mindre end 5 procent af alle børn dør, før de bliver voksne. I den udviklede verden er andelen mindre end 1 procent. Dette mirakel skyldes det 20. århundredes enestående medicinske udvikling, som har givet os vaccinationer, antibiotika, forbedret hygiejne og meget bedre sundhedsvæsener.

For eksempel var en global indsats for vaccination mod kopper så succesfuld, at WHO i 1979 kunne erklære, at menneskeheden havde vundet, og at kopper var fuldstændig udryddet. Det var den første epidemi, som mennesket formåede at fjerne fra jordens overflade. Alene i 1967 blev 15 millioner smittet med kopper, hvoraf 2 millioner døde, men ikke en eneste person i verden blev smittet med eller døde af kopper i 2014. Sejren har været så fuldstændig, at WHO i dag helt er holdt op med at vaccinere mennesker mod kopper.

Med nogle få års mellemrum bliver vi nervøse over udbruddet af en potentiel ny plage, såsom SARS i 2002/03, fugleinfluenza i 2005, svineinfluenza i 2009/10 og ebola i 2014. Men takket være effektive modforanstaltninger har disse hændelser indtil videre kun ført til et relativt lille antal ofre. For eksempel skabte SARS i begyndelsen frygt for en ny sort død, men globalt døde mindre end 1.000 mennesker af sygdommen. Ebola-udbruddet i Vestafrika forekom i begyndelsen at være ude af kontrol, og den 26. september 2014 beskrev WHO ebola som »den alvorligste fare for folkesundheden i moderne tid«. Ikke desto mindre var epidemien i begyndelsen af 2015 kommet under kontrol, og i januar 2016 erklærede WHO epidemien for overstået. 30.000 mennesker blev smittet med ebola-virussen, og heraf døde 11.000. Ebola-udbruddet forårsagede herudover massive økonomiske problemer i Vestafrika og sendte chokbølger af angst gennem hele verden, men udbruddet bredte sig ikke til andre regioner, og dødstallet var ikke i nærheden af det, som den spanske syge eller den mexicanske koppeepidemi forårsagede.

Selv aids-tragedien, som tilsyneladende har været det største medicinske nederlag de seneste årtier, kan betragtes som et tegn på fremskridt. Siden sygdommens første større udbrud i begyndelsen af 1980’erne er mere end 30 millioner mennesker døde af aids, og yderligere et tocifret antal millioner har lidt invaliderende fysisk og psykisk skade. Det var svært at forstå og behandle den nye epidemi, for aids er på mange måder en virkelig lumsk sygdom. Mens et menneske, som smittes med koppevirus, dør inden for få dage, kan en hiv-positiv patient virke fuldstændig rask i uge- og månedsvis, og i denne periode kan vedkommende uforvarende nå at smitte andre. Herudover er det ikke hiv-virussen, som i sig selv er dræbende. Virussen svækker i stedet immunsystemet, hvorved patienten gøres modtagelig for utallige andre sygdomme. Det er disse afledte sygdomme, som rent faktisk dræber aids-ofre. Da aids begyndte at sprede sig, var det derfor svært at forstå, hvad der foregik. Når to patienter blev indlagt på et hospital i New York i 1981, kunne den ene tilsyneladende dø af lungebetændelse, den anden af kræft, hvorfor det ikke umiddelbart var til at se, at begge patienter i virkeligheden var ofre for hiv-virussen, som kan have været i deres kroppe i måneds- eller endda årevis.

Men disse vanskeligheder til trods tog det – efter at lægeverdenen blev opmærksom på den mystiske nye epidemi – blot forskerne to år at identificere den, at forstå, hvordan virussen spredte sig, og pege på effektive metoder til at bremse epidemien. På ti år forandrede ny medicin en hiv-positiv test fra at være en dødsdom til at være en kronisk lidelse (i det mindste for dem, der har mulighed for at betale for behandlingen). Tænk blot på, hvad der ville være sket, hvis aids var brudt ud i 1581 og ikke i 1981. Sandsynligvis ville ingen dengang have fundet ud af, hvad der forårsagede epidemien, hvordan virussen spredte sig fra person til person, eller hvordan epidemien kunne bremses (for slet ikke at tale om udryddes). Under sådanne forhold kunne aids have dræbt en langt større del af menneskeheden og have målt sig med og måske endda have overgået den sorte død.

Trods de uhyggeligt mange menneskeliv, som aids har kostet, og trods de millioner af mennesker, som hvert år dør af almindelige infektionssygdomme som malaria, er epidemier en langt mindre trussel mod menneskers liv og sundhed, end de var i tidligere årtusinder. Det store flertal af mennesker dør af ikkesmitsomme sygdomme som for eksempel kræft og hjerte-kar-sygdomme eller ganske enkelt af alderdom. (Kræft og hjerte-kar-sygdomme er naturligvis ikke nye sygdomme – de går tilbage til antikken. I tidligere tider levede relativt få mennesker imidlertid længe nok til at dø af dem).

Mange frygter, at dette kun er en midlertidig sejr, og at en eller anden ukendt fætter til den sorte død venter rundt om hjørnet. Ingen kan garantere, at epidemier ikke vil få et comeback, men der er gode grunde til at tro, at det er lægerne, der løber hurtigst i våbenkapløbet mellem læger og bakterier. Nye smitsomme sygdomme opstår primært som følge af tilfældige mutationer i sygdomsfremkaldende genomer. Disse mutationer gør det muligt for de sygdomsfremkaldende organismer at blive overført fra dyr til mennesker, få bugt med menneskets immunsystem eller modstå medicin som for eksempel antibiotika. I dag udvikles sådanne mutationer på grund af menneskets indvirkning på miljøet sandsynligvis hurtigere end tidligere, ligesom de også spreder sig hurtigere. Men i kapløbet mod lægevidenskaben er sygdomsfremkaldende organismer i sidste ende afhængige af rene tilfældigheder.

Læger derimod er henvist til andet end held. Selv om en del af videnskabens opdagelser skyldes rene lykketræf, er det ikke sådan, at læger vilkårligt blander en masse kemiske stoffer i et par reagensglas og håber at opdage en ny medicin ved et tilfælde. For hvert år, der går, opnår lægerne en større og bedre viden, som de bruger til at udvikle mere effektive former for medicin og behandling. Så selv om vi i 2050 uden tvivl vil stå over for mere resistente bakterier, vil lægevidenskaben på det tidspunkt med stor sandsynlighed være i stand til at bekæmpe dem endnu mere effektivt end i dag.

I 2015 meddelte et forskningsteam, at de havde opdaget en helt ny form for antibiotika – Teixobactin – som bakterier endnu ikke har udviklet resistens over for. Nogle forskere mener, at Teixobactin kan vise sig at være en game changer i kampen mod stærkt resistente bakterier. Videnskabsfolk er også i gang med at udvikle revolutionære nye behandlingsmetoder, som er radikalt forskellige fra tidligere tiders metoder. For eksempel er visse forskningslaboratorier allerede hjem for nanorobotter, som en dag vil navigere gennem vores blodbaner, identificere sygdomme og dræbe patogener og kræftceller. Mikroorganismerne har ganske vist 4 milliarder års erfaring med at bekæmpe organiske fjender, men de har absolut ingen erfaring med at bekæmpe bioniske rovdyr, og de vil derfor have særdeles svært ved at udvikle et effektivt forsvar mod dem.

Så selv om vi ikke kan være sikre på, at et nyt udbrud af ebola eller en ukendt influenzastamme ikke vil fare hærgende gennem verden og dræbe millioner af mennesker, vil vi ikke betragte et sådant udbrud som en uundgåelig naturkatastrofe. Vi vil snarere betragte det som en utilgivelig menneskelig fejl og kræve, at de ansvarlige stilles til ansvar. Da det i nogle få skræmmende uger sidst på sommeren 2014 så ud, som om ebola var ved at få overtaget over de globale sundhedsmyndigheder, blev der i al hast oprettet flere undersøgelseskommissioner. Den første rapport, som blev offentliggjort den 18. oktober 2014, kritiserede WHO for organisationens utilstrækkelige reaktion på udbruddet og gav korruption og ineffektivitet i WHO’s afrikanske afdeling skylden for epidemien. Yderligere kritik blev rettet mod det internationale samfund som helhed for ikke at reagere tilstrækkelig hurtigt og slagkraftigt. Den slags kritik antager, at menneskeheden har den nødvendige viden og de nødvendige redskaber til at forhindre epidemier, og at det – hvis en epidemi alligevel kommer ud af kontrol – snarere skyldes menneskelig inkompetence end guddommelig vrede. På samme måde betragtes den kendsgerning, at millioner af mennesker i Afrika syd for Sahara fortsat blev smittet og døde af aids i flere år efter, at læger havde forstået, hvordan sygdommen spredte sig, med rette som resultatet af et menneskeligt svigt snarere end af en grusom skæbne.

Så i kampen mod sygdomme og virusser som aids og ebola er vægten tippet til menneskets fordel. Men hvad med de farer, som er en iboende del af menneskets natur? Bioteknologi gør det muligt for os at få bugt med bakterier og virusser, men den bioteknologiske viden gør på samme tid mennesket selv til en hidtil uset stor trussel. De samme redskaber, som gør det muligt for læger hurtigt at identificere og helbrede nye sygdomme, kan også gøre det muligt for hære og terrorister at udvikle endnu mere forfærdelige sygdomme og dommedagspatogener. Det er derfor sandsynligt, at store epidemier kun vil fortsætte med at være til fare for menneskeheden i fremtiden, hvis menneskeheden selv skaber dem og bruger dem i en eller anden nådesløs ideologis navn. Den æra, hvor menneskeheden var hjælpeløs over for naturskabte epidemier, er sandsynligvis overstået. Men vi vil måske komme til at savne denne æra.

Yuval Harari: Homo deus

Yuval Noah Hararis forrige bog, bestselleren Sapiens, viste os, hvor vi kom fra. Homo deus viser os, hvor vi er på vej hen. Den israelske historiker beskriver med sin sædvanlige kombination af videnskab, historie og filosofi en ikke så fjern fremtid, hvor vi går nye udfordringer i møde.

Homo deus udforsker de projekter, drømme og mareridt, som vil forme det 21. århundrede – fra hvordan vi overvinder døden, til hvordan vi skaber kunstig intelligens.

Bogen stiller det fundamentale spørgsmål: Hvor går mennesket hen herfra? Og hvordan kan vi forsvare en skrøbelig verden mod vores egne destruktive kræfter? Dette er det næste stadie i menneskets evolution. Dette er Homo deus.