Få øjnene op for kunstens enestående kvinder gennem tiden. Kunsthistoriker Katy Hessel genskriver kunsthistorien – uden mænd.
Da den engelske kunsthistoriker Katy Hessel for en del år siden besøgte en kunstmesse i London og gik rundt blandt tusindvis af værker slog det hende, at ikke et eneste af dem var skabt af en kvinde. Hun ransagede sig selv: hvor mange kvindelige kunstnere kendte hun egentlig?
Det fik hende straks efter til at oprette instagramprofilen @thegreatwomenartists, hvor hun i et lettilgængeligt sprog ønskede at skabe opmærksomhed omkring interessante kvindelige kunstnere og deres værker. Kunstnere, der for manges vedkommende er blevet overset i den gængse kunsthistorieskrivning, men som Katy Hessel mener fortjener at blive hevet frem i lyset.
Historien om kunst uden mænd er en slags personligt opslagsværk, der præsenterer cirka 300 bemærkelsesværdige kvindelige kunstnere, som har været med til at forme kunstens verden fra 1500-tallet og frem til nutiden.
Katy Hessel vil med sin bog gerne både udfordre den traditionelle kunstkanon og samtidig opfordre til en bredere samtale om kunst udenfor kunstinstitutionerne og universiteterne.
Læs Katy Hessels introduktion til bogen her:
I oktober 2015 besøgte jeg en kunstmesse med tusindvis af værker og blev hurtigt klar over, at ikke et eneste af dem var lavet af en kvinde. Det udløste straks en række spørgsmål: Kunne jeg selv på stående fod nævne tyve kvindelige kunstnere? Ti før 1950? Bare en enkelt før 1850? Svaret var nej. Havde jeg hidtil studeret historien om kunsten fra en mandlig synsvinkel? Svaret var ja.
På det tidspunkt var udelukkelsen af kvindelige kunstnere (og andre underrepræsenterede personer) fra den officielle kunsthistorie ved at blive et hot emne. Jeg havde netop fået min bachelorgrad på en opgave, der handlede om Alice Neel (1900-1984). Hun var en fremragende amerikansk maler, der specialiserede sig i psykologisk komplicerede portrætter af folk fra alle samfundslag. Men Neel blev først rigtig anerkendt i den etablerede kunstverden, da hun for længst var fyldt 70.
Hendes historie gjorde mig opmærksom på den anselige underrepræsentation, som kvindelige kunstnere gennem tiderne har været udsat for – deres værker blev ikke solgt i gallerierne, de hang ikke på museerne, de var fraværende på aktuelle udstillinger, og de blev ignoreret i kunsthistorien.
LÆS OGSÅ: 7 interessante fakta fra Historien om kunst uden mænd, du måske ikke kendte
Hvorfor var det gået sådan? Manglen på kvinder, der blev anerkendt som betydningsfulde kunstnere, er i hvert fald blevet diskuteret siden 1970’erne, da Linda Nochlin udgav sit banebrydende essay Why Have There Been No Great Women Artists?, netop som den anden feministiske bølge kom rullende. Men mere end 40 år senere virkede det ikke, som om der var sket de store ændringer.
Når listen med kunstnere, som typisk siges at definere den kunsthistoriske kanon, skal skrives, er de følgende navne næsten altid med: Giotto, Botticelli, Titian, Leonardo, Caravaggio, Rembrandt, David, Delacroix, Manet, Gauguin, Van Gogh, Kandinsky, Pollock, Freud, Hockney og Hirst. Jeg er sikker på, at mange af jer har hørt om dem. Men hvor mange af de følgende kunstnere kender I? Anguissola, Fontana, Sirani, Peeters, Gentileschi, Kauffman, Powers, Lewis, Macdonald Mackintosh, Valadon, Höch, Asawa, Krasner, Mendieta, Pindell og Himid? Hvis ikke jeg aktivt havde studeret emnet ’kvindelige kunstnere’ de seneste syv år, tvivler jeg på, at jeg ville have genkendt mere end et par stykker.
Burde det komme som en overraskelse? Ikke ifølge statistikken. En undersøgelse fra 2019 viste, at samlingerne på de 18 største amerikanske kunstmuseer indeholdt 87 % værker skabt af mænd og 85 % værker skabt af hvide kunstnere.
I dag udgør værkerne af kvindelige kunstnere kun 1 % af samlingen på Londons National Gallery. I 2020 arrangerede man samme sted den første store soloudstilling med malerier af en historisk kvindelig kunstner, nemlig Artemisia Gentileschi, og i 2023 lagde Royal Academy of Arts i London for første gang lokaler til en soloudstilling af en nulevende kvindelig kunstner (Marina Abramovic). Kun en enkelt farvet kvinde har individuelt vundet den britiske Turner Prize (Lubaina Himid) – det skete i 2017 – og først i 2020 kom farvede kvinder til at repræsentere USA (Simone Leigh) og Storbritannien (Sonja Boyce) ved Biennalen i Venedig, en af verdens mest prestigefyldte kunstbegivenheder.
Da jeg i begyndelsen af 2022 bestilte en YouGov-undersøgelse af briternes kendskab til kvindelige kunstnere, viste resultaterne, at 30 % ikke kunne nævne flere end tre kvindelige kunstnere (hele 83 % af de 18-24-årige formåede ikke at nævne tre), og mere end halvdelen svarede, at de aldrig havde hørt om kvindelige kunstnere i skolen.
Natten efter at jeg havde besøgt kunstmessen, kunne jeg ikke sove. Frustreret og vred over det, jeg netop havde været vidne til, stod jeg op og skrev ’kvindelig kunstner’ i søgefeltet på Instagram. Der skete ingenting. Og derfor oprettede straks jeg profilen @thegreatwomenartists (et navn, der skal forstås som en hyldest til Nochlin) og lovede mig selv, at jeg hver dag ville lægge billeder og tekst op om alt fra unge, ukendte kunstnere til de gamle mestre. Og det skulle være, uanset hvilket medie de arbejdede i: fra malerier og skulpturer til fotografier og tekstiler.
Målet var at formidle i et uhøjtideligt sprog og tiltrække følgere med en varierende grad af kunsthistorisk indsigt og en stor nysgerrighed efter at ville vide mere om disse oftest oversete kvindelige kunstneres liv og værk.
Siden 2019 har jeg også udgivet en podcast med samme titel, som behandler det samme emne på en mere udfoldet måde. Jeg forsøger således at nedbryde den udbredte fordom, at kunst er for eliten – kunst er for alle, og alle kan deltage i samtalen.
LÆS OGSÅ: Litteratur i #MeToo’s årti. Se vores liste med bøger, der beskæftiger sig med kvinders oplevelser og rettigheder
Jeg vil også gerne give plads til de kunstnere, som ofte er blevet ignoreret i historiebøgerne og de fag, jeg fulgte på universitet. Det er ikke, fordi jeg tror, der er noget grundlæggende anderledes ved værker, der er skabt af kunstnere med et bestemt køn – det handler mere om, at samfundet og dets smagsdommere gennem historien altid har fremhævet en særlig gruppe. Og jeg mener, at det er afgørende vigtigt både at italesætte denne praksis og at forandre den. Det er det, jeg nu (næsten syv år senere) forsøger at gøre med denne bog, som altså har fået titlen Historien om kunst uden mænd.
Bogen indeholder ikke en definitiv fremstilling – det ville være en helt umulig opgave at skrive sådan en – men jeg vil forsøge at nedbryde den kanon, jeg så ofte er blevet præsenteret for i min egen kultur. Kunsthistoriens kanon er naturligvis global, men fordi det vestlige, maskuline narrativ har været helt urimeligt dominerende på bekostning af andre narrativer, er det netop dette, jeg ønsker at udfolde og udfordre.
Bogens titel er inspireret af den berømte ’bibel’ inden for feltet, E.M. Gombrichs Kunstens historie. Det er en fantastisk bog, som kun har en enkelt fejl: Den første udgave (fra 1950) omtalte nøjagtig nul kvindelige kunstnere, og ikke før den 16. udgave kommer en kvinde gennem nåleøjet. Det er mit håb, at denne bog vil blive brugt som en supplerende guide til alt det, vi allerede ved.
Kunstnere sætter fokus på bestemte øjeblikke i historien (via deres enestående udtryksformer) og gør det dermed muligt for os andre at forstå tidens gang. Hvis ikke vi oplever kunst skabt af mange forskellige mennesker, kommer samfundet, historien og kulturen ikke til at hænge sammen i vores bevidsthed. Derfor håber jeg, at denne bog vil blive fulgt af mange andre, og at kanon dermed vil blive udvidet yderligere.
Der er ingen tvivl om, at den voksende interesse for ikke-mandlige kunstnere, der nyder godt af store udstillinger eller regelmæssige ophængninger på museumsvægge, skyldes de mennesker, som i dag har ledende stillinger på alverdens museer. For første gang i historien er det kvinder, som har de ledende stillinger på Tate, Louvre og National Gallery of Art i Washington D.C., for blot at nævne nogle få institutioner. Og hvad fortæller det så? At uligheden i gallerier og på museer afspejler en større systemisk tendens, og derfor er der meget af det, vi oplever, som bør ændres.
Det samme kan siges om den måde, vi tilskriver kønnet en økonomisk værdi i samfundet. Overvej lige en gang, at den højeste pris, der nogensinde er blevet betalt for et værk af en nulevende kvindelig kunstner på auktion (Jenny Savilles Propped, 1992), kun udgjorde 12 % af den højeste pris, som en nulevende mandlig kunstner har opnået (David Hockneys Portrait of an Artist (Pool with two Artists), 1972). Pris: 90,3 millioner amerikanske dollars.
Jeg håber, I vil indse, at forskellen i pris ikke har noget som helst at gøre med en iboende forskel i kvalitet, men udelukkende handler om, hvordan vi værdisætter forskellige kunstnere. I det seneste årti har vi været vidner til et stort antal ’rettelser’ i kunsthistorien. Fra de utallige retrospektive udstillinger dedikeret til kvindelige billedhuggere, malere, abstraktionister eller surrealister, som for eksempel Fantastic Women: Surreal Worlds from Meret Oppenheim to Frida Kahlo, We Wanted a Revolution: Black Radical Women 1965-1985 eller Radical Women: Latin American Art 1960-1985 til den første større soloudstilling med værker af Pauline Boty, Carmen Herrera og Hilma af Klint.
Jeg håber, vi vil komme til at se endnu flere – og at mit næste besøg på en kunstmesse vil blive en helt anden oplevelse end den, jeg havde tilbage i 2015.
Så her er altså mit take på ’historien om kunst uden mænd’. Netop fordi statistikken stadig virker ret chokerende, er det afgørende vigtigt indimellem at slukke for mændenes larm, så vi kan høre de andre stemmer, som også har vigtige roller at spille i vores kulturhistorie.
Historien om kunst uden mænd
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “En gave til alle os, der holder af kunst” – Kristeligt Dagblad
Kvindernes kunsthistorie er en rig og fascinerende historie, der hører til i den kunsthistoriske kanon på lige fod med de mandlige kunstnere. Men alt for længe er kvinderne blevet udeladt. Det gør kunsthistoriker Katy Hessel nu op med i denne bog, der tager læseren på en rejse gennem de største og vigtigste værker i historien om kunst – uden mænd.
Denne bog fortæller om nogle helt særlige kvinder i kunstens verden. Det er de vigtigste kvindelige kunstnere fra Renæssancen og 1800-tallets USA, den hollandske guldalder og efterkrigstidens Latinamerika. Det er historien om, hvordan kvinderne brød med normerne, kom ind på kunstakademierne og var med til at forme kunstens verden. Dette er historien om kunst, som den aldrig er blevet fortalt før.
Få øjnene op for kunstens enestående kvinder gennem tiden. Kunsthistoriker Katy Hessel genskriver kunsthistorien – uden mænd.
Da den engelske kunsthistoriker Katy Hessel for en del år siden besøgte en kunstmesse i London og gik rundt blandt tusindvis af værker slog det hende, at ikke et eneste af dem var skabt af en kvinde. Hun ransagede sig selv: hvor mange kvindelige kunstnere kendte hun egentlig?
Det fik hende straks efter til at oprette instagramprofilen @thegreatwomenartists, hvor hun i et lettilgængeligt sprog ønskede at skabe opmærksomhed omkring interessante kvindelige kunstnere og deres værker. Kunstnere, der for manges vedkommende er blevet overset i den gængse kunsthistorieskrivning, men som Katy Hessel mener fortjener at blive hevet frem i lyset.
Historien om kunst uden mænd er en slags personligt opslagsværk, der præsenterer cirka 300 bemærkelsesværdige kvindelige kunstnere, som har været med til at forme kunstens verden fra 1500-tallet og frem til nutiden.
Katy Hessel vil med sin bog gerne både udfordre den traditionelle kunstkanon og samtidig opfordre til en bredere samtale om kunst udenfor kunstinstitutionerne og universiteterne.
Læs Katy Hessels introduktion til bogen her:
I oktober 2015 besøgte jeg en kunstmesse med tusindvis af værker og blev hurtigt klar over, at ikke et eneste af dem var lavet af en kvinde. Det udløste straks en række spørgsmål: Kunne jeg selv på stående fod nævne tyve kvindelige kunstnere? Ti før 1950? Bare en enkelt før 1850? Svaret var nej. Havde jeg hidtil studeret historien om kunsten fra en mandlig synsvinkel? Svaret var ja.
På det tidspunkt var udelukkelsen af kvindelige kunstnere (og andre underrepræsenterede personer) fra den officielle kunsthistorie ved at blive et hot emne. Jeg havde netop fået min bachelorgrad på en opgave, der handlede om Alice Neel (1900-1984). Hun var en fremragende amerikansk maler, der specialiserede sig i psykologisk komplicerede portrætter af folk fra alle samfundslag. Men Neel blev først rigtig anerkendt i den etablerede kunstverden, da hun for længst var fyldt 70.
Hendes historie gjorde mig opmærksom på den anselige underrepræsentation, som kvindelige kunstnere gennem tiderne har været udsat for – deres værker blev ikke solgt i gallerierne, de hang ikke på museerne, de var fraværende på aktuelle udstillinger, og de blev ignoreret i kunsthistorien.
LÆS OGSÅ: 7 interessante fakta fra Historien om kunst uden mænd, du måske ikke kendte
Hvorfor var det gået sådan? Manglen på kvinder, der blev anerkendt som betydningsfulde kunstnere, er i hvert fald blevet diskuteret siden 1970’erne, da Linda Nochlin udgav sit banebrydende essay Why Have There Been No Great Women Artists?, netop som den anden feministiske bølge kom rullende. Men mere end 40 år senere virkede det ikke, som om der var sket de store ændringer.
Når listen med kunstnere, som typisk siges at definere den kunsthistoriske kanon, skal skrives, er de følgende navne næsten altid med: Giotto, Botticelli, Titian, Leonardo, Caravaggio, Rembrandt, David, Delacroix, Manet, Gauguin, Van Gogh, Kandinsky, Pollock, Freud, Hockney og Hirst. Jeg er sikker på, at mange af jer har hørt om dem. Men hvor mange af de følgende kunstnere kender I? Anguissola, Fontana, Sirani, Peeters, Gentileschi, Kauffman, Powers, Lewis, Macdonald Mackintosh, Valadon, Höch, Asawa, Krasner, Mendieta, Pindell og Himid? Hvis ikke jeg aktivt havde studeret emnet ’kvindelige kunstnere’ de seneste syv år, tvivler jeg på, at jeg ville have genkendt mere end et par stykker.
Burde det komme som en overraskelse? Ikke ifølge statistikken. En undersøgelse fra 2019 viste, at samlingerne på de 18 største amerikanske kunstmuseer indeholdt 87 % værker skabt af mænd og 85 % værker skabt af hvide kunstnere.
I dag udgør værkerne af kvindelige kunstnere kun 1 % af samlingen på Londons National Gallery. I 2020 arrangerede man samme sted den første store soloudstilling med malerier af en historisk kvindelig kunstner, nemlig Artemisia Gentileschi, og i 2023 lagde Royal Academy of Arts i London for første gang lokaler til en soloudstilling af en nulevende kvindelig kunstner (Marina Abramovic). Kun en enkelt farvet kvinde har individuelt vundet den britiske Turner Prize (Lubaina Himid) – det skete i 2017 – og først i 2020 kom farvede kvinder til at repræsentere USA (Simone Leigh) og Storbritannien (Sonja Boyce) ved Biennalen i Venedig, en af verdens mest prestigefyldte kunstbegivenheder.
Da jeg i begyndelsen af 2022 bestilte en YouGov-undersøgelse af briternes kendskab til kvindelige kunstnere, viste resultaterne, at 30 % ikke kunne nævne flere end tre kvindelige kunstnere (hele 83 % af de 18-24-årige formåede ikke at nævne tre), og mere end halvdelen svarede, at de aldrig havde hørt om kvindelige kunstnere i skolen.
Natten efter at jeg havde besøgt kunstmessen, kunne jeg ikke sove. Frustreret og vred over det, jeg netop havde været vidne til, stod jeg op og skrev ’kvindelig kunstner’ i søgefeltet på Instagram. Der skete ingenting. Og derfor oprettede straks jeg profilen @thegreatwomenartists (et navn, der skal forstås som en hyldest til Nochlin) og lovede mig selv, at jeg hver dag ville lægge billeder og tekst op om alt fra unge, ukendte kunstnere til de gamle mestre. Og det skulle være, uanset hvilket medie de arbejdede i: fra malerier og skulpturer til fotografier og tekstiler.
Målet var at formidle i et uhøjtideligt sprog og tiltrække følgere med en varierende grad af kunsthistorisk indsigt og en stor nysgerrighed efter at ville vide mere om disse oftest oversete kvindelige kunstneres liv og værk.
Siden 2019 har jeg også udgivet en podcast med samme titel, som behandler det samme emne på en mere udfoldet måde. Jeg forsøger således at nedbryde den udbredte fordom, at kunst er for eliten – kunst er for alle, og alle kan deltage i samtalen.
LÆS OGSÅ: Litteratur i #MeToo’s årti. Se vores liste med bøger, der beskæftiger sig med kvinders oplevelser og rettigheder
Jeg vil også gerne give plads til de kunstnere, som ofte er blevet ignoreret i historiebøgerne og de fag, jeg fulgte på universitet. Det er ikke, fordi jeg tror, der er noget grundlæggende anderledes ved værker, der er skabt af kunstnere med et bestemt køn – det handler mere om, at samfundet og dets smagsdommere gennem historien altid har fremhævet en særlig gruppe. Og jeg mener, at det er afgørende vigtigt både at italesætte denne praksis og at forandre den. Det er det, jeg nu (næsten syv år senere) forsøger at gøre med denne bog, som altså har fået titlen Historien om kunst uden mænd.
Bogen indeholder ikke en definitiv fremstilling – det ville være en helt umulig opgave at skrive sådan en – men jeg vil forsøge at nedbryde den kanon, jeg så ofte er blevet præsenteret for i min egen kultur. Kunsthistoriens kanon er naturligvis global, men fordi det vestlige, maskuline narrativ har været helt urimeligt dominerende på bekostning af andre narrativer, er det netop dette, jeg ønsker at udfolde og udfordre.
Bogens titel er inspireret af den berømte ’bibel’ inden for feltet, E.M. Gombrichs Kunstens historie. Det er en fantastisk bog, som kun har en enkelt fejl: Den første udgave (fra 1950) omtalte nøjagtig nul kvindelige kunstnere, og ikke før den 16. udgave kommer en kvinde gennem nåleøjet. Det er mit håb, at denne bog vil blive brugt som en supplerende guide til alt det, vi allerede ved.
Kunstnere sætter fokus på bestemte øjeblikke i historien (via deres enestående udtryksformer) og gør det dermed muligt for os andre at forstå tidens gang. Hvis ikke vi oplever kunst skabt af mange forskellige mennesker, kommer samfundet, historien og kulturen ikke til at hænge sammen i vores bevidsthed. Derfor håber jeg, at denne bog vil blive fulgt af mange andre, og at kanon dermed vil blive udvidet yderligere.
Der er ingen tvivl om, at den voksende interesse for ikke-mandlige kunstnere, der nyder godt af store udstillinger eller regelmæssige ophængninger på museumsvægge, skyldes de mennesker, som i dag har ledende stillinger på alverdens museer. For første gang i historien er det kvinder, som har de ledende stillinger på Tate, Louvre og National Gallery of Art i Washington D.C., for blot at nævne nogle få institutioner. Og hvad fortæller det så? At uligheden i gallerier og på museer afspejler en større systemisk tendens, og derfor er der meget af det, vi oplever, som bør ændres.
Det samme kan siges om den måde, vi tilskriver kønnet en økonomisk værdi i samfundet. Overvej lige en gang, at den højeste pris, der nogensinde er blevet betalt for et værk af en nulevende kvindelig kunstner på auktion (Jenny Savilles Propped, 1992), kun udgjorde 12 % af den højeste pris, som en nulevende mandlig kunstner har opnået (David Hockneys Portrait of an Artist (Pool with two Artists), 1972). Pris: 90,3 millioner amerikanske dollars.
Jeg håber, I vil indse, at forskellen i pris ikke har noget som helst at gøre med en iboende forskel i kvalitet, men udelukkende handler om, hvordan vi værdisætter forskellige kunstnere. I det seneste årti har vi været vidner til et stort antal ’rettelser’ i kunsthistorien. Fra de utallige retrospektive udstillinger dedikeret til kvindelige billedhuggere, malere, abstraktionister eller surrealister, som for eksempel Fantastic Women: Surreal Worlds from Meret Oppenheim to Frida Kahlo, We Wanted a Revolution: Black Radical Women 1965-1985 eller Radical Women: Latin American Art 1960-1985 til den første større soloudstilling med værker af Pauline Boty, Carmen Herrera og Hilma af Klint.
Jeg håber, vi vil komme til at se endnu flere – og at mit næste besøg på en kunstmesse vil blive en helt anden oplevelse end den, jeg havde tilbage i 2015.
Så her er altså mit take på ’historien om kunst uden mænd’. Netop fordi statistikken stadig virker ret chokerende, er det afgørende vigtigt indimellem at slukke for mændenes larm, så vi kan høre de andre stemmer, som også har vigtige roller at spille i vores kulturhistorie.
Historien om kunst uden mænd
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “En gave til alle os, der holder af kunst” – Kristeligt Dagblad
Kvindernes kunsthistorie er en rig og fascinerende historie, der hører til i den kunsthistoriske kanon på lige fod med de mandlige kunstnere. Men alt for længe er kvinderne blevet udeladt. Det gør kunsthistoriker Katy Hessel nu op med i denne bog, der tager læseren på en rejse gennem de største og vigtigste værker i historien om kunst – uden mænd.
Denne bog fortæller om nogle helt særlige kvinder i kunstens verden. Det er de vigtigste kvindelige kunstnere fra Renæssancen og 1800-tallets USA, den hollandske guldalder og efterkrigstidens Latinamerika. Det er historien om, hvordan kvinderne brød med normerne, kom ind på kunstakademierne og var med til at forme kunstens verden. Dette er historien om kunst, som den aldrig er blevet fortalt før.
Du kan købe Historien om kunst uden mænd online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: