Fagbøger Historie

Træd ind på Fredensborg Slot og oplev de kongelige gemakker

Træd ind på Fredensborg Slot og oplev de kongelige gemakker

I bogen Fredensborg Slot – Kongelige rammer får læseren for første gang mulighed for at opleve den mere private side af slottet. De mange billeder suppleres af Dronning Margrethes historier om slottets sale, saloner og gemakker.


Fredensborg Slot er med sit virvar af stilarter et enestående mindesmærke over 1700-tallets bygningskunst og dansk arkitekturhistorie. Få et kig indenfor i Dronningens forårs- og efterårsresidens i den smukke bog Fredensborg Slot – Kongelige rammer af J. Henriette Linnemann.

Et monument over fred og den danske historie

I det nordøstlige Sjællands bløde landskab mellem Esrum Sø og de omkringliggende skove planlagde Frederik 4. i 1719 at bygge et nyt jagtslot for at fejre, at Store Nordiske Krig (1700-1721) var nær sin afslutning. Slottets navn blev et symbol på den længe ventede fred og har prydet det nordsjællandske landskab lige siden.

Træd ind på Fredensborg Slot og oplev de kongelige gemakker
Fredensborg Slot og Slotskirken, som blev føjet til slottet som en fødselsdagsgave til Frederik 4. i 1726.
Photo credit: Henrik Wichmann

I løbet af de 300 år, der er gået siden opførelsen af Fredensborg Slot, har de siddende danske regenter hver især sat deres præg på det smukke slot. Tilbygninger er af flere omgange blevet føjet til for at imødekomme det stigende pladsbehov, efterhånden som slottet overgik fra lystslot til kongelig residens.

Fredensborg Slot, Kongelige rammer, J. Henriette Linnemann, fagbog, fagbøger, danske slotte
Den pompøse Kuppelsal i barokstil er selve hovedrummet på Fredensborg Slot med den centrale placering i hovedbygningen. Det kvadratiske rum på 16 x 16 meter er inspireret af italienske palazzi, og kunst og håndværk smelter i dette rum sammen i skøn forening. Det ses bl.a. i det sort-hvide stjernemønstrede marmorgulv samt i det overdådige stukloft.
Photo credit: Henrik Wichmann

Fra barok til Royal Moderne

Også slottets interiør er fulgt med tiden. Der er tilført nye stiltiltag ved hvert regentskifte med ny hofbygmester og dermed ny håndværksmæssig styrke, hvilket har skabt lag på lag af myldrende visuelle indtryk.

“Man kan ikke undgå at drages mod de interessante fortællinger, der knytter sig til dette sted” – Fra bogens forord

Fredensborg Slot, Kongelige rammer, J. Henriette Linnemann, fagbog, fagbøger, danske slotte
Luksuriøs rokoko i Gule Salon, der benyttes til officielle formål. Men hvorfor bliver salonen kaldt Gule Salon? Dronningen forklarer: “Kuppelsalen er i forbindelse med alle salonerne, der ligger på rad og række rundt om den. Noget skal salonerne jo hedde, og man siger ikke salon 1, 2, 3 og 4 – det lyder jo ikke sjovt. Derfor kalder vi dem røde, gule, grønne og blå.”
Photo credit: Henrik Wichmann

I bogen Fredensborg Slot – Kongelige rammer er fokus på slottets indre og perioden 1720-1784 samt de tiltag og forbedringer, dronning Margrethe 2. har udført, siden hun og hendes familie flyttede ind i starten af 1970’erne.

Fredensborg Slot, Kongelige rammer, J. Henriette Linnemann, fagbog, fagbøger, danske slotte
Nyklassicismens rene linjer er fornemt repræsenteret på Fredensborg Slot i Harsdorffsalen. Salen er udtænkt af hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff, som fik til opgave at skabe nye rammer for slottets tredje storhedstid, efter Christian 7. blev konge i 1766.
Photo credit: Henrik Wichmann

De mange stilarter, der er repræsenteret på slottet – fra barok til régence over rokoko og Louis Seize til nyklassicisme – viser en udvikling fra enevældens overdådige interiørstil til en stadig mere udtalt enkel linjeføring. Denne enkelhed fuldendes med Royal Moderne, hvilket bruges om det nuværende kongehus’ indretning af Fredensborg Slot under dronning Margrethes kyndige ledelse.

“Med sin særlige sans for stjernestøv har dronningen genoplivet enevældens pragt i valget af tidstypiske tekstiler, stærke farver, forgyldninger og møblering” – Fra bogens forord

Fredensborg Slot, Kongelige rammer, J. Henriette Linnemann, fagbog, fagbøger, danske slotte
Dronningens arbejdsværelse i stilen Royal Moderne. I løbet af dronning Margrethes regeringstid er store dele af interiøret på Fredensborg Slot bragt tilbage til dets oprindelige udseende med hjælp fra Nationalmuseets eksperter. Samtidig har dronningen dog også med sin stilsikre sans også i et vist omfang moderniseret og fornyet slottets interiør. Således står Fredensborg Slot så smukt som aldrig før.
Photo credit: Henrik Wichmann



Fredensborg Slot – Kongelige rammer af J. Henriette Linnemann

Fredensborg slot, J. Henriette Linnemann, fredensborg, kongelige rammer, slot, danske slotte

Fredensborg Slot blev bygget som jagtslot for Frederik 4. i 1722 af hofarkitekt I.C. Krieger og har siden dannet ramme om både dagligliv og store begivenheder i Kongehuset.

Dronning Margrethe har udført et omfattende arbejde med at føre slottet tilbage til den oprindelige indretning, mens prins Henrik indrettede sine private gemakker i en mere global og franskinspireret stil.

I bogen kommer vi ind i private arbejdsværelser og stuer, som aldrig har været vist før, og der er stærkt fokus på de håndværksmæssige detaljer. Dronning Margrethe har desuden en vigtig stemme i bogen, når hun fortæller om, hvordan statsoverhoveder ridser deres navnetræk ind i slottets glasruder med en diamant, og hvordan hun og prins Henrik spiste frokost i Lille Barokspisestue og tilbragte aftenerne i Frederik 4.s Rum.

Du kan købe Fredensborg Slot – Kongelige rammer online her eller i din lokale boghandel.





Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.