Er du fan af Bridgerton-serien eller Jane Austen? Så vil du elske forfatteren Georgette Heyer. Hun er dronningen af regency romances, og Den formidable Sophy er et festfyrværkeri af en roman.
Kender du til regency romances? Det er kort fortalt kærlighedsromaner, som foregår i 1800-tallet, og som er kendetegnede ved masser af hurtig, intelligent dialog mellem karaktererne i bøgerne.
Georgette Heyer (1902-1974) er kendt som opfinderen af og én af de dygtigste forfattere inden for genren, og nu kommer denne klassiske roman for første gang på dansk – oversat af Signe Sejersbøl.
LÆS OGSÅ: 20 historiske romaner til din læsning
Den formidable Sophy handler om den livlige, sprudlende og opfindsomme miss Sophy. Hun bliver sendt til hendes faster lady Ombersley i London, da hendes far skal på en diplomatisk rejse til Sydamerika. Sophy får hurtigt vendt op og ned på hele husholdningen, og får rystet godt op i det pæne borgerskab i London.
Læs et uddrag af bogen herunder.
Georgette Heyer
Den formidable Sophy
Oversat af Signe Sejersbøl
Et
Butleren, der – som han efterfølgende informerede sine mindre skarpsindige underordnede om – straks genkendte lady Ombersleys eneste overlevende bror, bukkede dybt for sir Horace og meddelte, at milady, som ellers ikke ville have været at træffe, hvis der kom mindre tætte forbindelser på besøg, med glæde ville se ham. Sir Horace var ikke imponeret over den nedladende tone.
Han rakte sin frakke til den ene lakaj, sin hat og stok til den anden, smed sine handsker på marmorbordet og sagde, at han ikke havde været et øjeblik i tvivl, og hvordan havde Dassett det for tiden? Butleren var splittet mellem en vis tilfredsstillelse over, at hans navn var blevet husket, og mishag over sir Horaces afslappede opførsel, og sagde, at han havde det så godt, som man nu kunne forvente, og var glad (hvis han måtte være så fri) for at se, at sir Horace ikke så en dag ældre ud end sidste gang, han havde den glæde at melde hans ankomst til lady Ombersley.
Han førte derefter stateligt an op ad den imponerende trappe til Den Blå Salon, hvor lady Ombersley døsede let på en sofa ved kaminen med et sjal bredt ud over fødderne og kysen siddende skævt på hovedet. Mr. Dassett, som havde bemærket disse detaljer, hostede og kom med sin melding i et bydende tonefald, “Sir Horace Stanton-Lacy.”
Lady Ombersley vågnede med et sæt, stirrede et øjeblik uforstående på dem, tog sig uden synderlig effekt til kysen og udstødte et lavmælt hvin. “Horace!”
“Goddag, Lizzie, hvordan har du det?” sagde sir Horace og gik over og gav hende et ordentligt klask på skulderen.
“Du godeste, hvor gjorde du mig forskrækket!” udbrød lady Ombersley og tog proppen af sin lugtedåse, som altid var inden for rækkevidde.
Butleren havde tålmodigt observeret disse begivenheder, og han lukkede nu døren til den genforenede bror og søster og gik ned for at fortælle sine underordnede, at sir Horace var en gentleman, som boede meget i udlandet, da han, så vidt han var orienteret, var ansat af regeringen i en diplomatisk henseende, som var for ømtålelig for deres forstand.
Diplomaten varmede i mellemtiden sine frakkeskøder ved kaminen, tog en pris tobak og sagde til sin søster, at hun var blevet tyk. “Ingen af os bliver jo yngre,” tilføjede han formildende. “Og du er fem år ældre end mig, Lizzie, medmindre min hukommelse svigter, og det tvivler jeg på.”
Der hang et stort, forgyldt spejl på væggen over for kaminen, og mens han talte, lod sir Horace blikket hvile på sit eget spejlbillede. Ikke på en forfængelig måde, men med kritisk billigelse. Hans femogfyrre år kunne ikke ses. Hvis han var blevet lidt rund, gjorde hans højde, som var et godt stykke over en meter og firs, at hans trivelighed var til at overse.
Han var en utroligt flot mand og havde foruden en stor og velproportioneret skikkelse et smukt ansigt, oven på hvilket lå kraftige brune lokker, som endnu ikke var blevet skæmmet af sølvstænk. Han var altid elegant klædt, men var alt for intelligent til at gå med på den ekstravagante mode, der afslørede den midaldrende krops ufuldkommenhed. “Bare se på stakkels Prinny,” sagde sir Horace til sine mindre kritiske kammerater. “Ham kan vi alle sammen lære noget af!”
Hans søster tog imod den implicitte kritik uden at kny. Syvogtyve års ægteskab havde gjort indtryk på hende, og pligtopfyldende at skulle vise sin uberegnelige og langtfra taknemmelige ægtemand sin kærlighed i form af at føde ham otte børn havde for længst ødelagt enhver foregivelse om skønhed i hende. Hendes helbred var så som så, hendes natur føjelig, og hun sagde ofte, at når man var blevet bedstemor, var det tid til at holde op med at tænke på sit udseende.
“Hvordan går det med Ombersley?” spurgte sir Horace af høflighed snarere end interesse.
“Han døjer lidt med sin podagra, men alt taget i betragtning har han det særdeles glimrende,” svarede hun.
Sir Horace nikkede eftertænksomt. “Han har altid drukket for meget. Men han må jo nærme sig de tres, og jeg går ikke ud fra, at du har ret mange af den anden slags problemer, vel?”
“Nej da!” sagde hans søster hastigt. Lord Ombersleys utroskaber, skønt ydmygende når de stod på i fuld offentlighed, hvilket de alt for ofte gjorde, havde aldrig generet hende ret meget, men hun havde ikke lyst til at diskutere dem med sin åbenmundede slægtning og skiftede brat emne ved at spørge, hvor han var kommet fra.
“Lissabon,” svarede han og tog endnu en pris tobak.
Det overraskede lady Ombersley en smule. Det var nu to år siden afslutningen på den langvarige Halvøskrig, og hun mente, at sir Horace, sidst hun havde hørt fra ham, havde været i Wien, hvor det uden tvivl på en eller anden måde lykkedes ham at deltage i Wienerkongressen, som var blevet afbrudt af ham det rædselsfulde monsters flugt fra Elba. “Åh!” sagde hun lidt forvirret. “Naturligvis, der har du jo et hus. Det havde jeg glemt. Og hvordan har kære Sophia det?”
“Faktisk,” sagde sir Horace, mens han lukkede tobaksæsken og puttede den i lommen, “er det på grund af Sophy, at jeg er kommet.” Sir Horace havde været enkemand i mere end femten år, og i den tid havde han hverken bedt sin søster om hjælp til at opdrage sin datter eller taget sig det mindste af hendes uopfordrede råd, men ved disse ord blev hun grebet af uro.
Hun sagde, “Ja, Horace? Kære lille Sophia! Det må være mindst fire år siden, jeg sidst så hende. Hvor gammel er hun nu? Hun må vel snart skulle debutere?”
“Det gjorde hun for flere år siden,” svarede sir Horace. “Siden er der ikke sket det store. Hun er tyve år gammel.”
“Tyve!” udbrød lady Ombersley. Hun regnede på det i hovedet og sagde, “Ja, det må hun være, for min egen Cecilia er lige fyldt nitten, og jeg kan huske, at din Sophia blev født næsten et år tidligere. Jamen dog! Den stakkels Marianne. Sikke et dejligt menneske hun var.”
Med en smule anstrengelse så sir Horace sin afdøde hustru for sig. “Ja, det var hun,” gav han hende ret. “Det glemmer man. Sophy slægter hende ikke ret meget på – hun ligner mig.”
“Hun må have været en stor trøst for dig,” sukkede lady Ombersley. “Og, kære Horace, din hengivenhed over for barnet har uden tvivl været en stor indflydelse på hende!”
“Jeg var overhovedet ikke hengiven,” afbrød sir Horace. “Jeg ville ikke have beholdt hende hos mig, hvis hun havde været besværlig. Det har hun aldrig været – hun er en god pige, min Sophy!”
“Ja, min kære, uden tvivl, men at slæbe en lille pige rundt i hele Spanien og Portugal, når hun ville have haft det meget bedre på en god skole –”
“Det ville hun ikke! Hun ville være blevet sippet og frøkenagtig,” sagde Horace kynisk. “I øvrigt nytter det ikke noget at prædike for mig nu – det er for sent. Det forholder sig sådan, Lizzie, at jeg er i knibe. Jeg vil gerne have, at du tager dig af Sophy, mens jeg er i Sydamerika.”
“Sydamerika?” gispede lady Ombersley.
“Brasilien. Jeg regner ikke med at være væk længe, men jeg kan ikke tage min lille Sophy med, og jeg kan ikke efterlade hende hos Tilly, for Tilly er død. Hun døde i Wien for et par år siden. Det var en pokkers upraktisk ting at gøre, men jeg tror ikke, at det var med vilje.”
“Tilly?” sagde lady Ombersley fortabt.
“For himlens skyld, Elizabeth, lad være med at gentage alt, hvad jeg siger! Det er en frygtelig vane. Miss Tillingham, Sophys guvernante.”
“Du altforbarmende! Siger du, at barnet ikke har en guvernante?”
“Selvfølgelig har hun ikke det. Hun har ikke brug for en guvernante. Der var altid adskillige kvinder, der kunne være anstandsdamer for hende, da vi var i Paris, og i Lissabon betød det ikke noget. Men jeg kan ikke lade hende være alene i England.”
“Nej, det kan du aldeles ikke! Men, min kæreste Horace, selvom jeg vil gøre alt for dig, er jeg ikke helt sikker på –”
“Sludder!” sagde sir Horace selvsikkert. “Hun vil blive en god ven for din pige – hvad er det, hun hedder? Cecilia? Det kære lille væsen. Der er ikke et gran ondskab i hende.”
Denne faderlige hyldest fik hans søster til at blinke og udgyde en svag protest. Sir Horace ignorerede den. “Desuden får du ingen problemer med hende,” sagde han. “Hun har hovedet godt skruet på, min Sophy. Hende er jeg aldrig bekymret for.”
En indgående viden om hendes brors karakter gjorde, at lady Ombersley sagtens kunne tro på dette, men da hun selv var velsignet med den samme afslappede natur, overvejede hun ikke engang at sige noget syrligt. “Jeg er sikker på, at hun er en sød pige,” sagde hun. “Men ser du, Horace –”
“Desuden er det på tide at finde en mand til hende,” fortsatte sir Horace og satte sig i en stol over for kaminen. “Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig. Du er jo hendes faster, for pokker! Og min eneste søster endda.”
“Jeg ville med glæde præsentere hende for selskabslivet,” sagde lady Ombersley vemodigt. “Men jeg tror ikke – Jeg er bange for – Ser du, med de frygtelige omkostninger, det havde at præsentere Cecilia sidste år, og kære Marias bryllup kort forinden, og Huberts ophold i Oxford, for ikke at nævne betaling til Eton for stakkels Theodore –”
“Hvis det er pengene, der generer dig, Lizzie, skal du ikke tænke på det, for jeg skal nok klare alt det pjat. Du behøver ikke præsentere hende ved hoffet, det skal jeg nok sørge for, når jeg kommer hjem, og hvis du ikke vil have besværet, kan jeg finde en anden dame til at klare det. Hvad jeg ønsker lige nu, er, at hun kan omgås sine fætre og kusiner, møde den rigtige slags mennesker – alt det der, du ved.”
“Selvfølgelig ved jeg det, og det ville ikke være til besvær! Men jeg er alligevel bange for, at måske – måske er det ikke nok. Jeg holder ikke selskaber ret ofte.”
“Det burde du med en flok piger i din varetægt,” sagde sir Horace ligefremt.
“Men Horace, jeg har ikke en flok piger i min varetægt!” indvendte lady Ombersley. “Selina er kun seksten, og Gertrude og Amabel har knap forladt barnekammeret!”
“Nu forstår jeg,” sagde sir Horace overbærende. “Du er bange for, at hun overstråler Cecilia. Nej nej, min kære. Min lille Sophy er ingen skønhed. Hun er er skam køn nok – faktisk vil jeg tro, at du nok vil synes, at hun er utroligt køn – men Cecilia er helt usædvanligt smuk. Det kan jeg huske, at jeg syntes, da jeg så hende sidste år. Det overraskede mig, for du har altid selv kun været gennemsnitlig, Lizzie, og jeg har altid syntes, at Ombersley var grim.”
Hans søster tog ydmygt imod kritikken, men blev temmelig oprørt over, at han så hende i stand til at tænke så grimme ting om hendes niece. “Og selv hvis jeg var så modbydelig, er der ikke længere det mindste behov for den slags tanker,” tilføjede hun. “Det er ikke bekendtgjort endnu, Horace, men jeg tør godt fortælle dig, at Cecilia snart bliver forlovet med et meget passende parti.”
“Glimrende,” sagde sir Horace. “Så har du tid til at finde en mand til Sophy. Det bliver ikke svært. Hun er meget indtagende, og hun får en bekvem arv en dag, udover hvad hendes mor har efterladt. Du behøver heller ikke at frygte, at hun gifter sig for at trodse os, hun er en fornuftig pige, og hun har set nok af verden til at opføre sig pænt. Hvem har du i tankerne til Cecilia?”
“Lord Charlbury har bedt Ombersley om tilladelse til at fri,” sagde hans søster med en vis stolthed.
“Charlbury, jaså,” sagde sir Horace. “Flot klaret, Elizabeth! Jeg må sige, at jeg ikke troede, du ville kunne finde sådan et godt parti, for udseendet er ikke alt, og at dømme efter den måde, Ombersley ødslede med sin formue på, sidst jeg så ham –”
“Lord Charlbury,” sagde lady Ombersley lidt stift, “er en meget velhavende mand, og han tænker slet ikke på den slags vulgariteter. Han fortalte mig selv, at det var kærlighed ved første blik for ham.”
“Fremragende!” sagde sir Horace. “Jeg antager, at han har været på udkig efter en hustru i lang tid – han er mindst tredive, ikke? – men hvis han er oprigtigt forelsket i pigen, så meget desto bedre! Så er han i hvert fald interesseret i hende.”
“Ja,” medgav lady Ombersley. “Og jeg er overbevist om, at de passer godt til hinanden. Han er yderst elskværdig og tiltalende, hans opførsel er upåklagelig, han er ganske intelligent, og han har en behagelig personlighed.”
Sir Horace, som ikke var særligt interesseret i sin nieces affærer, sagde, “Han er tydeligvis et forbillede for os alle, og Cecilia er heldig at få sådan et parti. Jeg håber, at du klarer det lige så godt for Sophy!”
“Det håber jeg sandelig også,” svarede hun med et suk. “Men det er et lidt ubelejligt tidspunkt, for – Det er sådan, at jeg er bange for, at Charles ikke vil bryde sig om det!”
Sir Horace rynkede panden i et forsøg på at huske. “Jeg troede, at han hed Bernard. Hvorfor skulle han ikke bryde sig om det?”
“Jeg taler ikke om Ombersley, Horace. Du må da kunne huske Charles!”
“Hvis du taler om din ældste søn, så husker jeg ham selvfølgelig. Men hvad har han at sige i den sag, og hvad pokker skulle han have imod min Sophy?”
“Nej nej, ikke imod hende. Det er jeg sikker på, at han ikke ville! Men jeg er bange for, at han ikke vil bryde sig om, at vi holder selskaber netop nu. Du har måske ikke set bekendtgørelsen af hans eget forestående ægteskab, men jeg kan fortælle dig, at han er forlovet med miss Wraxton.”
“Hvad siger du? Da vel ikke gamle Brinklows datter? Det må jeg sige, Lizzie, du har sandelig haft travlt! Jeg var ikke klar over, at du var så kløgtig. Hun er så afgjort et passende parti. Må jeg ønske tillykke!”
“Ja,” sagde lady Ombersley. “Åh ja! Miss Wraxton er en uovertruffen pige. Hun har tusinder af fremragende egenskaber. Hun er både intelligent og har principper, som man kun kan have respekt for.”
“Jeg synes, at hun lyder temmelig kedelig,” sagde sir Horace ligefremt.
“Charles,” sagde lady Ombersley, mens hun stirrede sørgmodigt ind i ilden, “bryder sig ikke om livlige piger eller – eller om nogen form for overdrevet fjolleri. Jeg må indrømme, at jeg ville ønske, at miss Wraxton var mere livlig – men det skal du ikke tage dig af, Horace, for jeg har aldrig selv haft den mindste lyst til at være blåstrømpe, og i dag, hvor så mange unge kvinder er så vilde, er det opmuntrende at finde en, som – Charles synes, at miss Wraxtons alvorlige, reflekterende natur er meget tiltalende!” afsluttede hun hurtigt.
“Det er temmelig spøjst, Lizzie, at en af dine og Ombersleys sønner er blevet så kedelig,” bemærkede sir Horace tørt. “Du har vel ikke bedraget Ombersley, vel?”
“Horace!”
“Nej, det ved jeg da godt, at du ikke har. Der er ingen grund til at fare sådan i flint. Ikke med din ældste, det er du for klog til at gøre. Men det er nu alligevel besynderligt, og det har jeg tit tænkt på. Han er velkommen til at gifte sig med sin blåstrømpe, jeg er ligeglad, men det forklarer ikke, hvorfor du går op i, hvad han vil og ikke vil bryde sig om.”
Lady Ombersley flyttede blikket fra de glødende kul til hans ansigt. “Du forstår det ikke, Horace.”
“Nej, det er jo det, jeg siger!” svarede han skarpt.
“Ja, men – Horace, Matthew Rivenhall har efterladt Charles hele sin formue!”
Sir Horace blev generelt anset som kløgtig, men han lod til at have svært ved at forstå denne oplysning. Han stirrede et øjeblik stift på sin søster og sagde så, “Du mener vel ikke Ombersleys gamle onkel?”
“Jo, det gør jeg.”
“Naboben?”
Lady Ombersley nikkede, men hendes bror var stadig ikke tilfreds. “Fyren, som tjente en formue i Indien?”
“Ja, og vi havde altid troet – men han sagde, at Charles var den eneste Rivenhall udover ham selv, som havde den mindste smule fornuft i sig, og han efterlod ham alt, Horace! Alt!”
“Du godeste!”
Dette udbrud passede åbenbart lady Ombersley, for hun nikkede igen og så fortvivlet på sin bror, mens hun vred frynserne på sit sjal mellem hænderne.
“Så det er Charles, der bestemmer,” sagde sir Horace.
“Det er utroligt gavmildt,” sagde lady Ombersley ulykkeligt. “Det må vi tænke på.”
“Pokker tage hans uforskammethed!” sagde sir Horace, som selv var far. “Hvad har han gjort?”
“Jo, ser du, Horace, du ved det måske ikke, fordi du altid er udenlands, men stakkels Ombersley havde en stor gæld.”
“Det ved alle da. I de år jeg har kendt ham, har han konstant været i problemer. Du siger vel ikke, at knægten har været dum nok til at betale gælden?”
“Men Horace, nogen skulle jo betale den,” indvendte hun. “Du aner ikke, hvor svært det var blevet! Og der er de yngre drenge at få godt i vej, og de kære piger – det er intet under, at Charles er så ivrig efter, at Cecilia får et godt parti!”
“Han sørger for hele flokken, hva’? Det er dumt af ham. Hvad med lånene? Hvis størstedelen af Ombersleys arv ikke var blevet båndlagt, ville han have spillet den væk for længst.”
“Jeg forstår ikke helt båndlæggelse,” sagde hans søster, “men jeg er bange for, at Charles ikke opførte sig, som han burde i forbindelse med det. Ombersley var meget utilfreds – men jeg vil altid mene, at det er upassende at kalde sin førstefødte en slangetand!
Da Charles blev myndig, kunne han åbenbart have gjort det hele lettere for sin stakkels Papa, hvis blot han havde været den mindste smule imødekommende. Men det var umuligt at få ham til at gå med til at bryde båndlæggelsen, så det hele stod i stampe, og man kan ikke bebrejde Ombersley, at han blev irriteret. Og så gik den afskyelige gamle mand hen og døde –”
“Hvornår?” forlangte sir Horace at få at vide. “Hvordan kan det være, at jeg ikke har hørt om det før i dag?”
“Det er over to år siden, og –”
“Det forklarer det. Dengang havde jeg pokkers travlt med Angoulême og alt det der. Jeg vil vædde på, at det skete samtidig med Toulouse. Men da jeg så jer sidste år, sagde du ikke et ord om det, Lizzie!”
Hun følte sig truffet over uretfærdigheden i den udtalelse og sagde indigneret, “Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have kunnet tænke på den slags ligegyldigheder, når det monster var løs, og med samlingen på Champs de Mars, og bankerne der standsede betalingerne, og Gud ved hvad ellers! Og du, der kom fra Bru- xelles uden at give besked først og kun var her i tyve minutter! Jeg var helt ør og ville slet ikke have kunnet magte at fortælle dig det!”
Sir Horace mente, at det var ligegyldigt, og sagde, med hvad der for ham var store følelser, “Skandaløst! Jeg siger ikke, at Ombersley ikke har en skrue løs, for der er ingen grund til at pakke det ind i vat, men at skrive en mand ud af sit testamente og lade hans søn bestemme over ham – hvilket jeg er sikker på, at han også gør!”
“Nej, nej!” protesterede lady Ombersley mat. “Charles er helt bevidst om, hvad der tilkommer hans far! Jeg forsikrer dig om, at han er respektfuld! Men stakkels Ombersley kan ikke undgå at tage lidt på vej, nu hvor Charles har taget alting i egen hånd.”
“Sikke en redelighed!”
“Ja, men det er en trøst, at det ikke er sluppet ud. Og jeg kan ikke benægte, at det på en måde er langt mere behageligt. Du vil nok ikke tro det, Horace, men der er ikke én ubetalt regning i huset!” Et øjebliks overvejelse fik hende til at modificere den udtalelse. “Jeg kan ikke svare for Ombersley, men i hvert fald alle de frygtelige husholdningsregnskaber, som Eckington – du kan godt huske vores gode Eckington, Ombersleys forvalter, ikke? – plejede at vrænge ad og betalingen for Eton og Oxford – min kære bror, Charles tager sig af det hele!”
“Du siger vel ikke, at Charles er tåbelig nok til at sløse gamle Matt Rivenhalls formue væk på at betale alle udgifterne for den her knaldhytte,” udbrød sir Horace.
“Nej. Åh nej, da! Jeg har ikke den mindste sans for forretning, så det nytter ikke at bede mig om at forklare dig det, men jeg skulle mene, at Charles overtalte sin far til – til at lade ham forvalte godset.”
“Afpressede ham, tror jeg nærmere,” sagde sir Horace bistert. “Det er en besynderlig tid, vi lever i. Jeg kan dog godt se drengens pointe, Lizzie, men du godeste, hvor er jeg ked af det på dine vegne!”
“Åh, sådan er det slet ikke!” udbrød lady Ombersley fortvivlet. “Det var ikke meningen, at du skulle synes – at give dig grund til at tro, at Charles er ubehagelig, for det er han bestemt ikke, bortset fra når han bliver vred, og man må give ham, at der er meget, der sætter hans tålmodighed på prøve! Derfor mener jeg, kære Horace, at hvis ikke han vil have, at jeg tager mig af Sophia for dig, så bør jeg ikke tirre ham!”
“Sludder!” sagde sir Horace. “Hvorfor skulle han ikke ville have det?”
“Vi – vi har besluttet ikke at holde selskaber denne sæson, udover hvad der er nødvendigt. Det forholder sig så uheldigt, at vi har måttet udskyde Charles’ bryllup på grund af et dødsfald i miss Wraxtons familie. En af lady Brinklows søstre, og de skal bære sorg i seks måneder. Familien Brinklow er meget pertentlige, når det handler om korrekt optræden. Eugenia går kun til meget stilfærdige selskaber, og – og naturligvis må man forvente, at Charles gør det samme!”
“Du altforbarmende, Elizabeth, en mand behøver ikke bære sorg for mosteren til en kvinde, han ikke engang er gift med!”
“Naturligvis ikke, men Charles mente – og så er der Charlbury!” “Hvad pokker er der nu galt med ham?”
“Fåresyge,” svarede lady Ombersley med en tragisk mine. “Virkelig?” Sir Horace brast i latter. “Sikke en fin fyr han må være, siden han sådan får fåresyge, når han skulle giftes med Cecilia!”
“Ærligt talt, Horace, nu er du uretfærdig, for hvordan skulle han kunne gøre for det? Det er frygteligt ydmygende for ham! Og desuden utroligt uheldigt, for jeg er ikke i tvivl om, at hvis han havde kunnet få Cecilia til at sige ja – og det er jeg sikker på, at han ville have kunnet, for en mere elskværdig mand findes ikke, og hans opførsel er præcis, som den bør være!
Men piger er så fjollede og får romantiske nykker og bliver opslugt af alle mulige slags forestillinger – men jeg er glad for, at Cecilia ikke er en af de der frygtelige moderne frøkner, og hun vil naturligvis lade sig vejlede af sine forældre! Men man kan ikke benægte, at Charlburys fåresyge er særdeles ubelejlig!”
Sir Horace åbnede sin tobaksæske igen og så på hende med et fornøjet og vidende blik. “Og hvad går miss Cecilias nykker ud på?” spurgte han.
Lady Ombersley var klar over, at hendes ældste søn ville have rådet hende til at være diskret og forholde sig tavs, men behovet for at betro sig til broren var for stort. Hun sagde, “Jeg ved, at du ikke vil sige det videre, Horace, men det forholder sig sådan, at det fjollede pigebarn tror, at hun er forelsket i Augustus Fawnhope!”
“En af Lutterworths drenge?” spurgte sir Horace. “Det var søreme ikke noget godt parti!”
“Du store, det må du ikke engang sige! Og ovenikøbet den yngste søn, som ikke har de ringeste udsigter. Men han er digter.”
“Det er farligt,” medgav sir Horace. “Jeg tror aldrig, at jeg har set drengen. Hvordan er han?”
“Virkelig smuk!” sagde lady Ombersley med fortvivlelse i stemmen.
“På samme måde som lord Byron? Den fyr skulle have en ordentlig omgang!”
“Nej, nej. Jeg mener, at han er lige så køn som Cecilia selv, og han halter ikke, og selvom hans digte er meget smukke, bundet i hvidt pergament, ser de ikke ud til at sælge særligt godt. Jeg mener, slet ikke som lord Byrons. Det virker uretfærdigt, for det var vist temmelig dyrt at få dem trykt, og han skulle selv dække alle udgifter – eller det vil sige, det skulle lady Lutterworth, så vidt jeg har hørt.”
“Nu hvor jeg tænker over det,” sagde sir Horace, “så kender jeg godt knægten. Han var sammen med Stuart i Bruxelles sidste år. Lyt til mit råd, og få Cecilia gift med Charlbury hurtigst muligt!”
“Det ville jeg også, hvis bare – det vil sige, naturligvis ville jeg ikke det, hvis jeg mente, at hun ikke brød sig om ham. Og du må da kunne se, Horace, at jeg ikke kan gøre noget, når han ligger i sengen med fåresyge!”
Sir Horace rystede på hovedet. “Så gifter hun sig med digteren.”
“Det må du ikke sige! Men Charles mener, at det ville være klogt at sørge for, at hun ikke kommer i nærheden af den unge mand, og det er endnu en af grundene til, at vi lever stilfærdigt for tiden. Det er virkelig ubelejligt! Nogle gange tror jeg, at det ville have været lettere, hvis den elendige skabning havde været et helt og aldeles upassende parti – en lykkejæger eller en købmandssøn eller noget lignende!
Så kunne man have forment ham adgang til huset og forbudt Cecilia at danse med ham til ballerne, men det ville slet ikke have været nødvendigt, for i så fald ville vi aldrig have mødt ham i selskabslivet. Men naturligvis møder man familien Fawnhope allevegne! Det er så irriterende! Og selvom jeg er sikker på, at Charles er afvisende over for ham, så anerkender selv han, at det ville være upassende at opføre sig så grimt, at man fornærmede familien. Almeria Lutterworth er en af mine ældste veninder!”
Sir Horace, som allerede kedede sig over emnet, gabte og sagde dovent, “Der er ingen grund til at være urolig. Familien Fawnhope er fattige som kirkerotter, og lady Lutterworth bryder sig sandsynligvis lige så lidt om forbindelsen, som du gør.”
“Overhovedet ikke!” svarede hun tvært. “Hun er virkelig tåbelig, Horace! Hvad Augustus vil have, det får han. Hun kommer med de mest åbenlyse antydninger, så jeg hverken ved, hvor jeg skal kigge hen, eller hvad jeg skal sige, bortset fra at lord Charlbury har bedt om tilladelse til at fri til Cecilia, og at jeg mener, at hun – altså, hun er ikke ligeglad med ham! Det faldt mig aldrig ind, at Augustus havde så lidt følelse for, hvad der sømmer sig, at han gjorde kur til Cecilia uden først at gå til Ombersley, men det er præcis det, han har gjort!”
“Nå, men,” sagde sir Horace, “hvis hun er så betaget af ham, må du hellere lade hende få ham. Hun gifter sig jo ikke under sin stand, og hvis hun gerne vil være hustru til en fattig yngste søn, er det helt hendes egen sag.”
“Det ville du ikke sige, hvis det var Sophia!” sagde hans søster.
“Sophy er ikke så dum.”
“Cecilia er heller ikke dum,” erklærede lady Ombersley fornærmet. “Hvis man har set Augustus, kan man godt forstå hende! Man kan ikke undgå at føle en vis forkærlighed for ham. Det indrømmer jeg gerne, at jeg selv gjorde. Men jeg har måttet indset, at Charles har helt ret. Det går ikke!”
“Nå, men når hun får sin kusine til at holde sig med selskab, vil det aflede hendes opmærksomhed og sandsynligvis få hende på andre tanker,” sagde sir Horace trøstende.
Denne bemærkning gjorde stort indtryk på lady Ombersley. Hendes ansigt lyste op, og hun sagde, “Gad vide, om det er rigtigt? Hun er lidt sky og har svært ved at få nye venner, og siden hendes kære veninde, miss Friston, blev gift og flyttede til The Midlands, er der ingen andre unge piger, hun er fortrolig med. Hvis kære Sophia boede hos os …” Hun tav, imens hun vendte og drejede det i tankerne. Denne øvelse var hun stadig i gang med, da døren åbnede, og hendes ældste søn trådte ind i salonen.
Den velbårne Charles Rivenhall var seksogtyve år gammel, men han havde et ansigt med hårde træk og et væsen, der kombinerede selvsikkerhed med en vis mængde reservation, og det fik ham til at se en del ældre ud. Han var en høj og stærk ung mand, som så ud, som om han hellere ville have travet rundt på sin fars jorder end at konversere i sin mors salon.
Han gik næsten altid i ridetøj frem for de mere fashionable pantaloner og husarstøvler, bandt sin kravat på en konservativ måde og brugte kun en lille smule stivelse til sine meget moderate skjortekraver. Han foragtede lapsede pyntegenstande som segl, urkæder og de små, ornamenterede forstørrelsesglas, der var på mode og fornærmede sin skrædder ved at insistere på at få syet sine frakker, så han selv kunne tage dem på uden hjælp fra sin kammertjener.
Man havde hørt ham sige, at himlen forbyde, at han nogensinde blev forvekslet med en dandy, men, som hans ven, mr. Cyprian Wychbold, venligt påpegede, var der slet ikke behov for himlens hjælp på det punkt.
Dandyerne, sagde mr. Wychbold alvorligt, kunne kendes lige så meget på deres kultiverede måde at tale på som på deres udsøgte tøjstil og var generelt elskværdige mænd, hvis høflige opførsel og gode egenskaber gjorde dem velkomne i enhver salon.
Da mr. Rivenhalls måde at være behagelig på var at behandle dem, han ikke brød sig om, med kølig høflighed, og hans egenskaber – som ikke ligefrem var tiltalende – inkluderede at nidstirre dem, hvis prætentioner han misbilligede, og at komme med svidende bemærkninger, som satte en brat stopper for det sociale samvær, var han i langt større fare (sagde mr. Wychbold) for at blive forvekslet med en grobrian.
Da han lukkede døren bag sig, så hans mor op, gav et lille sæt og sagde til sin brors irritation med nervøsitet i stemmen, “Åh, Charles! Jamen dog! Din morbror Horace!”
“Det sagde Dassett,” svarede mr. Rivenhall. “Goddag, sir.”
Han gav sin onkel hånden, trak en stol hen og satte sig og konverserede høfligt med sir Horace. Hans mor, som først pillede nervøst ved frynserne på sit sjal og derefter ved sit lommetørklæde, afbrød samtalen for at sige, “Charles, kan du huske Sophia? Din lille kusine?”
Mr. Rivenhall lignede ikke en, som kunne huske sin lille kusine, men han sagde på sin kølige måde, “Ja da. Jeg håber, at hun har det godt, sir?”
“Hun har aldrig i sit liv haft en sygedag bortset fra mæslinger,” sagde sir Horace. “Du får hende snart selv at se – din mor vil tage sig af hende, mens jeg er i Brasilien.”
Det var tydeligt, at lady Ombersley ikke brød sig om denne måde at fortælle nyheden på, og hun begyndte straks at sige, “Det er naturligvis ikke besluttet endnu, selvom der ikke er noget, jeg hellere ville end at have min kære brors datter boende. Jeg tænkte også, Charles, at det ville være dejligt for Cecilia. Sophia og hun er næsten jævnaldrende.”
“Brasilien?” sagde mr. Rivenhall. “Det lyder interessant, må jeg sige. Vil De blive der længe, sir?”
“Bestemt ikke!” svarede sir Horace vagt. “Sandsynligvis ikke. Det kommer an på omstændighederne. Jeg har sagt til din mor, at jeg vil være hende yderst taknemmelig, hvis hun kan finde et passende parti til min Sophy. Det er på tide, at hun bliver gift, og ud fra hvad jeg har hørt, er din mor virkelig dygtig til den slags. Jeg kan forstå, at jeg skal ønske dig tillykke, min dreng?”
“Ja, mange tak,” sagde mr. Rivenhall med et lille nik.
“Hvis du ikke er imod det, Charles, vil jeg med glæde have Sophia boende,” sagde lady Ombersley mildt.
Han sendte hende et utålmodigt blik og svarede, “Du kan gøre, præcis som du vil, Mama. Jeg kan ikke se, hvad det kommer mig ved.”
“Naturligvis har jeg forklaret din onkel, at vi fører et meget stille liv.”
“Det vil ikke genere hende,” sagde sir Horace selvsikkert. “Hun er en god lille pige, som altid kan finde på noget at beskæftige sig med. Hun er lige så lykkelig i en spansk landsby som i Wien eller Bruxelles.”
Dette fik lady Ombersley til at rette sig op. “Du siger vel ikke, at du slæbte pigebarnet med til Bruxelles sidste år!”
“Selvfølgelig kom hun med til Bruxelles! Hvor pokker skulle hun ellers være?” svarede sir Horace irritabelt. “Du ville vel ikke have, at jeg skulle have efterladt hende i Wien? I øvrigt var hun glad for det. Vi mødte adskillige gamle venner.”
“Det var jo farligt!”
“Pladder! Nonsens! Der var intet af den slags under Wellingtons kommando.”
“Hvornår, sir, får vi fornøjelsen af min kusine?” indskød mr. Rivenhall. “Vi må håbe, at hun ikke finder livet i London for kedeligt efter al den fornøjelse på kontinentet.”
“Det gør hun næppe,” sagde sir Horace. “Der har aldrig været et øjeblik, hvor Sophy ikke var optaget af et eller andet projekt. Giv hende frie tøjler. Det gør jeg altid, og hun er aldrig kommet noget til. Jeg ved ikke helt, hvornår hun kommer. Hun vil sikkert gerne sige farvel til mig, men så tager hun med postdiligencen til London, så snart jeg er sejlet.”
“Postdiligencen til London, så snart – Horace, du følger hende da hertil!” gispede hans søster chokeret. “En pige på hendes alder, der rejser alene! Nu har jeg aldrig!”
“Hun vil ikke være alene. Hun har sin kammerpige med – en rigtig drage! Hun rejste med os over hele Europa – og også John Potton.” Han bemærkede sin nevøs løftede øjenbryn og så sig nødsaget til at tilføje, “Rideknægt – kurer – generelt faktotum. Har passet Sophy, siden hun var spæd.” Han tog sit ur frem og så på det. “Nå, nu er det hele på plads, så jeg må afsted, Lizzie. Jeg regner med, at du tager dig af Sophy og ser dig omkring efter et passende parti. Det er vigtigt, for – men det har jeg ikke tid til at forklare nu! Hun vil sikkert fortælle dig det hele.”
“Men Horace, det hele er ikke på plads!” indvendte hans søster. “Og Ombersley vil blive skuffet over ikke at se dig! Jeg havde håbet, at du ville blive til middag.”
“Det kan jeg ikke,” svarede han. “Jeg skal til middag på Carlton House. Du må hilse Ombersley. Jeg ser ham nok igen engang!”
Så kyssede han hende mekanisk, gav hende endnu et klap på skulderen og gik ud efterfulgt af sin nevø. “Som om jeg ikke kune have ønsket mig noget bedre!” sagde lady Ombersley opbragt, da Charles kom tilbage. “Og jeg har ikke den mindste anelse om, hvornår pigebarnet kommer!”
“Det er ligegyldigt,” sagde Charles med en apatisk mine, som hun syntes, var dybt irriterende. “Du beordrer vel bare et værelse gjort klar til hende, så kan hun komme, når hun vil. Vi må håbe, at Cecilia kan lide hende, for jeg går ud fra, at hun bliver nødt til at se mest til hende.”
“Den stakkel!” sukkede lady Ombersley. “Jeg glæder mig til at give hende lidt moderlig omsorg, Charles. Sikke et besynderligt, ensomt liv hun må have!”
“Besynderligt, helt afgjort. Men næppe ensomt, hvis hun har skullet opvarte min onkel. Jeg går ud fra, at hun har en ældre dame boende hos sig – en guvernante eller lignende.”
“Ja, det skulle man tro, men din onkel sagde ligeud, at guvernanten døde, da de var i Wien! Jeg bryder mig ikke om at sige den slags om min eneste bror, men Horace virker helt uegnet til at tage sig af en datter!”
“Fuldstændig uegnet,” sagde Charles tørt. “Jeg håber ikke, at du kommer til at fortryde din venlighed, Mama.”
“Det gør jeg bestemt ikke!” sagde hun. “Din onkel talte om hende på en sådan måde, at jeg fik den største lyst til at tage imod hende! Stakkels pigebarn, jeg er bange for, at hun ikke er vant til, at hendes ønsker eller velbefindende tages i betragtning. Jeg var lige ved at blive vred på Horace, da han fortalte, at hun var en god pige, der aldrig har voldt problemer. Han har næppe ladet nogen volde ham problemer, for en mere selvisk mand findes ikke! Sophia må have sin stakkels mors søde væsen. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil blive en god veninde for Cecilia.”
“Det håber jeg,” sagde Charles. “Og det minder mig om noget, Mama. Jeg har lige opsnappet endnu en af hvalpens blomstergaver til min søster. Denne besked var bundet fast til den.”
Lady Ombersley tog skrivelsen og så på den med mishag. “Hvad skal jeg gøre med den?” spurgte hun.
“Smide den i kaminen,” anbefalede han.
“Nej, det kan jeg ikke, Charles! Den kan jo være helt uskyldig! I øvrigt – jamen, den kan endda indeholde en besked fra hans mor til mig!”
“Højst usandsynligt, men hvis du tror det, må du hellere læse den.”
“Selvfølgelig, det er min pligt at gøre det,” medgav hun mismodigt.
Han sendte hende et hånligt blik, men sagde ingenting, og efter et øjebliks tøven brød hun seglet og åbnede brevet. “Åh Gud, det er et digt!” sagde hun. “Jeg må sige, at det er meget smukt! Hør her, Charles: Nymfe, når eders milde, himmelblå blik kaster sin stråle på min rastløse ånd –”
“Jeg bryder mig ikke om poesi,” afbrød mr. Rivenhall i en hård tone. “Smid det i kaminen, Mama, og sig til Cecilia, at hun ikke må modtage breve uden din tilladelse.”
“Ja, men synes du virkelig, at jeg skal brænde det, Charles? Tænk nu, hvis det er det eneste eksemplar af digtet! Måske vil han have det trykt.”
“Han skal ikke trykke sådan noget om min søster!” sagde mr. Rivenhall bistert med udstrakt hånd.
Lady Ombersley, som altid gav efter for en stærkere vilje end sin egen, skulle lige til at give ham arket, da en skælvende stemme i døren fik hende til at standse, “Mama! Lad være!”
Den udadvendte, selvsikre og ligefremme Sophy bliver sendt til sin faster Lady Ombersley i London.
Byens bedre borgerskab bliver taget af storm af Frøken Sophy, og ligeså gør hendes fætre og kusiner. Hun opdager at de alle tydeligt har brug for hendes hjælp, og at der i familien er knuste hjerter, problematiske forlovelser og mangel på frihed.
Georgette Heyer bliver i dag kaldt Regency romance-genrens moder, og skrev mere end 30 historiske romances i sine mere end 50 år som aktiv forfatter – og titlerne udgives stadig verden over.
Er du fan af Bridgerton-serien eller Jane Austen? Så vil du elske forfatteren Georgette Heyer. Hun er dronningen af regency romances, og Den formidable Sophy er et festfyrværkeri af en roman.
Kender du til regency romances? Det er kort fortalt kærlighedsromaner, som foregår i 1800-tallet, og som er kendetegnede ved masser af hurtig, intelligent dialog mellem karaktererne i bøgerne.
Georgette Heyer (1902-1974) er kendt som opfinderen af og én af de dygtigste forfattere inden for genren, og nu kommer denne klassiske roman for første gang på dansk – oversat af Signe Sejersbøl.
LÆS OGSÅ: 20 historiske romaner til din læsning
Den formidable Sophy handler om den livlige, sprudlende og opfindsomme miss Sophy. Hun bliver sendt til hendes faster lady Ombersley i London, da hendes far skal på en diplomatisk rejse til Sydamerika. Sophy får hurtigt vendt op og ned på hele husholdningen, og får rystet godt op i det pæne borgerskab i London.
Læs et uddrag af bogen herunder.
Du kan købe Den formidable Sophy online, eller i din nærmeste boghandler fra d. 4 februar.
Georgette Heyer
Den formidable Sophy
Oversat af Signe Sejersbøl
Et
Butleren, der – som han efterfølgende informerede sine mindre skarpsindige underordnede om – straks genkendte lady Ombersleys eneste overlevende bror, bukkede dybt for sir Horace og meddelte, at milady, som ellers ikke ville have været at træffe, hvis der kom mindre tætte forbindelser på besøg, med glæde ville se ham. Sir Horace var ikke imponeret over den nedladende tone.
Han rakte sin frakke til den ene lakaj, sin hat og stok til den anden, smed sine handsker på marmorbordet og sagde, at han ikke havde været et øjeblik i tvivl, og hvordan havde Dassett det for tiden? Butleren var splittet mellem en vis tilfredsstillelse over, at hans navn var blevet husket, og mishag over sir Horaces afslappede opførsel, og sagde, at han havde det så godt, som man nu kunne forvente, og var glad (hvis han måtte være så fri) for at se, at sir Horace ikke så en dag ældre ud end sidste gang, han havde den glæde at melde hans ankomst til lady Ombersley.
Han førte derefter stateligt an op ad den imponerende trappe til Den Blå Salon, hvor lady Ombersley døsede let på en sofa ved kaminen med et sjal bredt ud over fødderne og kysen siddende skævt på hovedet. Mr. Dassett, som havde bemærket disse detaljer, hostede og kom med sin melding i et bydende tonefald, “Sir Horace Stanton-Lacy.”
Lady Ombersley vågnede med et sæt, stirrede et øjeblik uforstående på dem, tog sig uden synderlig effekt til kysen og udstødte et lavmælt hvin. “Horace!”
“Goddag, Lizzie, hvordan har du det?” sagde sir Horace og gik over og gav hende et ordentligt klask på skulderen.
“Du godeste, hvor gjorde du mig forskrækket!” udbrød lady Ombersley og tog proppen af sin lugtedåse, som altid var inden for rækkevidde.
Butleren havde tålmodigt observeret disse begivenheder, og han lukkede nu døren til den genforenede bror og søster og gik ned for at fortælle sine underordnede, at sir Horace var en gentleman, som boede meget i udlandet, da han, så vidt han var orienteret, var ansat af regeringen i en diplomatisk henseende, som var for ømtålelig for deres forstand.
Diplomaten varmede i mellemtiden sine frakkeskøder ved kaminen, tog en pris tobak og sagde til sin søster, at hun var blevet tyk. “Ingen af os bliver jo yngre,” tilføjede han formildende. “Og du er fem år ældre end mig, Lizzie, medmindre min hukommelse svigter, og det tvivler jeg på.”
Der hang et stort, forgyldt spejl på væggen over for kaminen, og mens han talte, lod sir Horace blikket hvile på sit eget spejlbillede. Ikke på en forfængelig måde, men med kritisk billigelse. Hans femogfyrre år kunne ikke ses. Hvis han var blevet lidt rund, gjorde hans højde, som var et godt stykke over en meter og firs, at hans trivelighed var til at overse.
Han var en utroligt flot mand og havde foruden en stor og velproportioneret skikkelse et smukt ansigt, oven på hvilket lå kraftige brune lokker, som endnu ikke var blevet skæmmet af sølvstænk. Han var altid elegant klædt, men var alt for intelligent til at gå med på den ekstravagante mode, der afslørede den midaldrende krops ufuldkommenhed. “Bare se på stakkels Prinny,” sagde sir Horace til sine mindre kritiske kammerater. “Ham kan vi alle sammen lære noget af!”
Hans søster tog imod den implicitte kritik uden at kny. Syvogtyve års ægteskab havde gjort indtryk på hende, og pligtopfyldende at skulle vise sin uberegnelige og langtfra taknemmelige ægtemand sin kærlighed i form af at føde ham otte børn havde for længst ødelagt enhver foregivelse om skønhed i hende. Hendes helbred var så som så, hendes natur føjelig, og hun sagde ofte, at når man var blevet bedstemor, var det tid til at holde op med at tænke på sit udseende.
“Hvordan går det med Ombersley?” spurgte sir Horace af høflighed snarere end interesse.
“Han døjer lidt med sin podagra, men alt taget i betragtning har han det særdeles glimrende,” svarede hun.
Sir Horace nikkede eftertænksomt. “Han har altid drukket for meget. Men han må jo nærme sig de tres, og jeg går ikke ud fra, at du har ret mange af den anden slags problemer, vel?”
“Nej da!” sagde hans søster hastigt. Lord Ombersleys utroskaber, skønt ydmygende når de stod på i fuld offentlighed, hvilket de alt for ofte gjorde, havde aldrig generet hende ret meget, men hun havde ikke lyst til at diskutere dem med sin åbenmundede slægtning og skiftede brat emne ved at spørge, hvor han var kommet fra.
“Lissabon,” svarede han og tog endnu en pris tobak.
Det overraskede lady Ombersley en smule. Det var nu to år siden afslutningen på den langvarige Halvøskrig, og hun mente, at sir Horace, sidst hun havde hørt fra ham, havde været i Wien, hvor det uden tvivl på en eller anden måde lykkedes ham at deltage i Wienerkongressen, som var blevet afbrudt af ham det rædselsfulde monsters flugt fra Elba. “Åh!” sagde hun lidt forvirret. “Naturligvis, der har du jo et hus. Det havde jeg glemt. Og hvordan har kære Sophia det?”
“Faktisk,” sagde sir Horace, mens han lukkede tobaksæsken og puttede den i lommen, “er det på grund af Sophy, at jeg er kommet.” Sir Horace havde været enkemand i mere end femten år, og i den tid havde han hverken bedt sin søster om hjælp til at opdrage sin datter eller taget sig det mindste af hendes uopfordrede råd, men ved disse ord blev hun grebet af uro.
Hun sagde, “Ja, Horace? Kære lille Sophia! Det må være mindst fire år siden, jeg sidst så hende. Hvor gammel er hun nu? Hun må vel snart skulle debutere?”
“Det gjorde hun for flere år siden,” svarede sir Horace. “Siden er der ikke sket det store. Hun er tyve år gammel.”
“Tyve!” udbrød lady Ombersley. Hun regnede på det i hovedet og sagde, “Ja, det må hun være, for min egen Cecilia er lige fyldt nitten, og jeg kan huske, at din Sophia blev født næsten et år tidligere. Jamen dog! Den stakkels Marianne. Sikke et dejligt menneske hun var.”
Med en smule anstrengelse så sir Horace sin afdøde hustru for sig. “Ja, det var hun,” gav han hende ret. “Det glemmer man. Sophy slægter hende ikke ret meget på – hun ligner mig.”
“Hun må have været en stor trøst for dig,” sukkede lady Ombersley. “Og, kære Horace, din hengivenhed over for barnet har uden tvivl været en stor indflydelse på hende!”
“Jeg var overhovedet ikke hengiven,” afbrød sir Horace. “Jeg ville ikke have beholdt hende hos mig, hvis hun havde været besværlig. Det har hun aldrig været – hun er en god pige, min Sophy!”
“Ja, min kære, uden tvivl, men at slæbe en lille pige rundt i hele Spanien og Portugal, når hun ville have haft det meget bedre på en god skole –”
“Det ville hun ikke! Hun ville være blevet sippet og frøkenagtig,” sagde Horace kynisk. “I øvrigt nytter det ikke noget at prædike for mig nu – det er for sent. Det forholder sig sådan, Lizzie, at jeg er i knibe. Jeg vil gerne have, at du tager dig af Sophy, mens jeg er i Sydamerika.”
“Sydamerika?” gispede lady Ombersley.
“Brasilien. Jeg regner ikke med at være væk længe, men jeg kan ikke tage min lille Sophy med, og jeg kan ikke efterlade hende hos Tilly, for Tilly er død. Hun døde i Wien for et par år siden. Det var en pokkers upraktisk ting at gøre, men jeg tror ikke, at det var med vilje.”
“Tilly?” sagde lady Ombersley fortabt.
“For himlens skyld, Elizabeth, lad være med at gentage alt, hvad jeg siger! Det er en frygtelig vane. Miss Tillingham, Sophys guvernante.”
“Du altforbarmende! Siger du, at barnet ikke har en guvernante?”
“Selvfølgelig har hun ikke det. Hun har ikke brug for en guvernante. Der var altid adskillige kvinder, der kunne være anstandsdamer for hende, da vi var i Paris, og i Lissabon betød det ikke noget. Men jeg kan ikke lade hende være alene i England.”
“Nej, det kan du aldeles ikke! Men, min kæreste Horace, selvom jeg vil gøre alt for dig, er jeg ikke helt sikker på –”
“Sludder!” sagde sir Horace selvsikkert. “Hun vil blive en god ven for din pige – hvad er det, hun hedder? Cecilia? Det kære lille væsen. Der er ikke et gran ondskab i hende.”
Denne faderlige hyldest fik hans søster til at blinke og udgyde en svag protest. Sir Horace ignorerede den. “Desuden får du ingen problemer med hende,” sagde han. “Hun har hovedet godt skruet på, min Sophy. Hende er jeg aldrig bekymret for.”
En indgående viden om hendes brors karakter gjorde, at lady Ombersley sagtens kunne tro på dette, men da hun selv var velsignet med den samme afslappede natur, overvejede hun ikke engang at sige noget syrligt. “Jeg er sikker på, at hun er en sød pige,” sagde hun. “Men ser du, Horace –”
“Desuden er det på tide at finde en mand til hende,” fortsatte sir Horace og satte sig i en stol over for kaminen. “Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig. Du er jo hendes faster, for pokker! Og min eneste søster endda.”
“Jeg ville med glæde præsentere hende for selskabslivet,” sagde lady Ombersley vemodigt. “Men jeg tror ikke – Jeg er bange for – Ser du, med de frygtelige omkostninger, det havde at præsentere Cecilia sidste år, og kære Marias bryllup kort forinden, og Huberts ophold i Oxford, for ikke at nævne betaling til Eton for stakkels Theodore –”
“Hvis det er pengene, der generer dig, Lizzie, skal du ikke tænke på det, for jeg skal nok klare alt det pjat. Du behøver ikke præsentere hende ved hoffet, det skal jeg nok sørge for, når jeg kommer hjem, og hvis du ikke vil have besværet, kan jeg finde en anden dame til at klare det. Hvad jeg ønsker lige nu, er, at hun kan omgås sine fætre og kusiner, møde den rigtige slags mennesker – alt det der, du ved.”
“Selvfølgelig ved jeg det, og det ville ikke være til besvær! Men jeg er alligevel bange for, at måske – måske er det ikke nok. Jeg holder ikke selskaber ret ofte.”
“Det burde du med en flok piger i din varetægt,” sagde sir Horace ligefremt.
“Men Horace, jeg har ikke en flok piger i min varetægt!” indvendte lady Ombersley. “Selina er kun seksten, og Gertrude og Amabel har knap forladt barnekammeret!”
“Nu forstår jeg,” sagde sir Horace overbærende. “Du er bange for, at hun overstråler Cecilia. Nej nej, min kære. Min lille Sophy er ingen skønhed. Hun er er skam køn nok – faktisk vil jeg tro, at du nok vil synes, at hun er utroligt køn – men Cecilia er helt usædvanligt smuk. Det kan jeg huske, at jeg syntes, da jeg så hende sidste år. Det overraskede mig, for du har altid selv kun været gennemsnitlig, Lizzie, og jeg har altid syntes, at Ombersley var grim.”
Hans søster tog ydmygt imod kritikken, men blev temmelig oprørt over, at han så hende i stand til at tænke så grimme ting om hendes niece. “Og selv hvis jeg var så modbydelig, er der ikke længere det mindste behov for den slags tanker,” tilføjede hun. “Det er ikke bekendtgjort endnu, Horace, men jeg tør godt fortælle dig, at Cecilia snart bliver forlovet med et meget passende parti.”
“Glimrende,” sagde sir Horace. “Så har du tid til at finde en mand til Sophy. Det bliver ikke svært. Hun er meget indtagende, og hun får en bekvem arv en dag, udover hvad hendes mor har efterladt. Du behøver heller ikke at frygte, at hun gifter sig for at trodse os, hun er en fornuftig pige, og hun har set nok af verden til at opføre sig pænt. Hvem har du i tankerne til Cecilia?”
“Lord Charlbury har bedt Ombersley om tilladelse til at fri,” sagde hans søster med en vis stolthed.
“Charlbury, jaså,” sagde sir Horace. “Flot klaret, Elizabeth! Jeg må sige, at jeg ikke troede, du ville kunne finde sådan et godt parti, for udseendet er ikke alt, og at dømme efter den måde, Ombersley ødslede med sin formue på, sidst jeg så ham –”
“Lord Charlbury,” sagde lady Ombersley lidt stift, “er en meget velhavende mand, og han tænker slet ikke på den slags vulgariteter. Han fortalte mig selv, at det var kærlighed ved første blik for ham.”
“Fremragende!” sagde sir Horace. “Jeg antager, at han har været på udkig efter en hustru i lang tid – han er mindst tredive, ikke? – men hvis han er oprigtigt forelsket i pigen, så meget desto bedre! Så er han i hvert fald interesseret i hende.”
“Ja,” medgav lady Ombersley. “Og jeg er overbevist om, at de passer godt til hinanden. Han er yderst elskværdig og tiltalende, hans opførsel er upåklagelig, han er ganske intelligent, og han har en behagelig personlighed.”
Sir Horace, som ikke var særligt interesseret i sin nieces affærer, sagde, “Han er tydeligvis et forbillede for os alle, og Cecilia er heldig at få sådan et parti. Jeg håber, at du klarer det lige så godt for Sophy!”
“Det håber jeg sandelig også,” svarede hun med et suk. “Men det er et lidt ubelejligt tidspunkt, for – Det er sådan, at jeg er bange for, at Charles ikke vil bryde sig om det!”
Sir Horace rynkede panden i et forsøg på at huske. “Jeg troede, at han hed Bernard. Hvorfor skulle han ikke bryde sig om det?”
“Jeg taler ikke om Ombersley, Horace. Du må da kunne huske Charles!”
“Hvis du taler om din ældste søn, så husker jeg ham selvfølgelig. Men hvad har han at sige i den sag, og hvad pokker skulle han have imod min Sophy?”
“Nej nej, ikke imod hende. Det er jeg sikker på, at han ikke ville! Men jeg er bange for, at han ikke vil bryde sig om, at vi holder selskaber netop nu. Du har måske ikke set bekendtgørelsen af hans eget forestående ægteskab, men jeg kan fortælle dig, at han er forlovet med miss Wraxton.”
“Hvad siger du? Da vel ikke gamle Brinklows datter? Det må jeg sige, Lizzie, du har sandelig haft travlt! Jeg var ikke klar over, at du var så kløgtig. Hun er så afgjort et passende parti. Må jeg ønske tillykke!”
“Ja,” sagde lady Ombersley. “Åh ja! Miss Wraxton er en uovertruffen pige. Hun har tusinder af fremragende egenskaber. Hun er både intelligent og har principper, som man kun kan have respekt for.”
“Jeg synes, at hun lyder temmelig kedelig,” sagde sir Horace ligefremt.
“Charles,” sagde lady Ombersley, mens hun stirrede sørgmodigt ind i ilden, “bryder sig ikke om livlige piger eller – eller om nogen form for overdrevet fjolleri. Jeg må indrømme, at jeg ville ønske, at miss Wraxton var mere livlig – men det skal du ikke tage dig af, Horace, for jeg har aldrig selv haft den mindste lyst til at være blåstrømpe, og i dag, hvor så mange unge kvinder er så vilde, er det opmuntrende at finde en, som – Charles synes, at miss Wraxtons alvorlige, reflekterende natur er meget tiltalende!” afsluttede hun hurtigt.
“Det er temmelig spøjst, Lizzie, at en af dine og Ombersleys sønner er blevet så kedelig,” bemærkede sir Horace tørt. “Du har vel ikke bedraget Ombersley, vel?”
“Horace!”
“Nej, det ved jeg da godt, at du ikke har. Der er ingen grund til at fare sådan i flint. Ikke med din ældste, det er du for klog til at gøre. Men det er nu alligevel besynderligt, og det har jeg tit tænkt på. Han er velkommen til at gifte sig med sin blåstrømpe, jeg er ligeglad, men det forklarer ikke, hvorfor du går op i, hvad han vil og ikke vil bryde sig om.”
Lady Ombersley flyttede blikket fra de glødende kul til hans ansigt. “Du forstår det ikke, Horace.”
“Nej, det er jo det, jeg siger!” svarede han skarpt.
“Ja, men – Horace, Matthew Rivenhall har efterladt Charles hele sin formue!”
Sir Horace blev generelt anset som kløgtig, men han lod til at have svært ved at forstå denne oplysning. Han stirrede et øjeblik stift på sin søster og sagde så, “Du mener vel ikke Ombersleys gamle onkel?”
“Jo, det gør jeg.”
“Naboben?”
Lady Ombersley nikkede, men hendes bror var stadig ikke tilfreds. “Fyren, som tjente en formue i Indien?”
“Ja, og vi havde altid troet – men han sagde, at Charles var den eneste Rivenhall udover ham selv, som havde den mindste smule fornuft i sig, og han efterlod ham alt, Horace! Alt!”
“Du godeste!”
Dette udbrud passede åbenbart lady Ombersley, for hun nikkede igen og så fortvivlet på sin bror, mens hun vred frynserne på sit sjal mellem hænderne.
“Så det er Charles, der bestemmer,” sagde sir Horace.
“Det er utroligt gavmildt,” sagde lady Ombersley ulykkeligt. “Det må vi tænke på.”
“Pokker tage hans uforskammethed!” sagde sir Horace, som selv var far. “Hvad har han gjort?”
“Jo, ser du, Horace, du ved det måske ikke, fordi du altid er udenlands, men stakkels Ombersley havde en stor gæld.”
“Det ved alle da. I de år jeg har kendt ham, har han konstant været i problemer. Du siger vel ikke, at knægten har været dum nok til at betale gælden?”
“Men Horace, nogen skulle jo betale den,” indvendte hun. “Du aner ikke, hvor svært det var blevet! Og der er de yngre drenge at få godt i vej, og de kære piger – det er intet under, at Charles er så ivrig efter, at Cecilia får et godt parti!”
“Han sørger for hele flokken, hva’? Det er dumt af ham. Hvad med lånene? Hvis størstedelen af Ombersleys arv ikke var blevet båndlagt, ville han have spillet den væk for længst.”
“Jeg forstår ikke helt båndlæggelse,” sagde hans søster, “men jeg er bange for, at Charles ikke opførte sig, som han burde i forbindelse med det. Ombersley var meget utilfreds – men jeg vil altid mene, at det er upassende at kalde sin førstefødte en slangetand!
Da Charles blev myndig, kunne han åbenbart have gjort det hele lettere for sin stakkels Papa, hvis blot han havde været den mindste smule imødekommende. Men det var umuligt at få ham til at gå med til at bryde båndlæggelsen, så det hele stod i stampe, og man kan ikke bebrejde Ombersley, at han blev irriteret. Og så gik den afskyelige gamle mand hen og døde –”
“Hvornår?” forlangte sir Horace at få at vide. “Hvordan kan det være, at jeg ikke har hørt om det før i dag?”
“Det er over to år siden, og –”
“Det forklarer det. Dengang havde jeg pokkers travlt med Angoulême og alt det der. Jeg vil vædde på, at det skete samtidig med Toulouse. Men da jeg så jer sidste år, sagde du ikke et ord om det, Lizzie!”
Hun følte sig truffet over uretfærdigheden i den udtalelse og sagde indigneret, “Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have kunnet tænke på den slags ligegyldigheder, når det monster var løs, og med samlingen på Champs de Mars, og bankerne der standsede betalingerne, og Gud ved hvad ellers! Og du, der kom fra Bru- xelles uden at give besked først og kun var her i tyve minutter! Jeg var helt ør og ville slet ikke have kunnet magte at fortælle dig det!”
Sir Horace mente, at det var ligegyldigt, og sagde, med hvad der for ham var store følelser, “Skandaløst! Jeg siger ikke, at Ombersley ikke har en skrue løs, for der er ingen grund til at pakke det ind i vat, men at skrive en mand ud af sit testamente og lade hans søn bestemme over ham – hvilket jeg er sikker på, at han også gør!”
“Nej, nej!” protesterede lady Ombersley mat. “Charles er helt bevidst om, hvad der tilkommer hans far! Jeg forsikrer dig om, at han er respektfuld! Men stakkels Ombersley kan ikke undgå at tage lidt på vej, nu hvor Charles har taget alting i egen hånd.”
“Sikke en redelighed!”
“Ja, men det er en trøst, at det ikke er sluppet ud. Og jeg kan ikke benægte, at det på en måde er langt mere behageligt. Du vil nok ikke tro det, Horace, men der er ikke én ubetalt regning i huset!” Et øjebliks overvejelse fik hende til at modificere den udtalelse. “Jeg kan ikke svare for Ombersley, men i hvert fald alle de frygtelige husholdningsregnskaber, som Eckington – du kan godt huske vores gode Eckington, Ombersleys forvalter, ikke? – plejede at vrænge ad og betalingen for Eton og Oxford – min kære bror, Charles tager sig af det hele!”
“Du siger vel ikke, at Charles er tåbelig nok til at sløse gamle Matt Rivenhalls formue væk på at betale alle udgifterne for den her knaldhytte,” udbrød sir Horace.
“Nej. Åh nej, da! Jeg har ikke den mindste sans for forretning, så det nytter ikke at bede mig om at forklare dig det, men jeg skulle mene, at Charles overtalte sin far til – til at lade ham forvalte godset.”
“Afpressede ham, tror jeg nærmere,” sagde sir Horace bistert. “Det er en besynderlig tid, vi lever i. Jeg kan dog godt se drengens pointe, Lizzie, men du godeste, hvor er jeg ked af det på dine vegne!”
“Åh, sådan er det slet ikke!” udbrød lady Ombersley fortvivlet. “Det var ikke meningen, at du skulle synes – at give dig grund til at tro, at Charles er ubehagelig, for det er han bestemt ikke, bortset fra når han bliver vred, og man må give ham, at der er meget, der sætter hans tålmodighed på prøve! Derfor mener jeg, kære Horace, at hvis ikke han vil have, at jeg tager mig af Sophia for dig, så bør jeg ikke tirre ham!”
“Sludder!” sagde sir Horace. “Hvorfor skulle han ikke ville have det?”
“Vi – vi har besluttet ikke at holde selskaber denne sæson, udover hvad der er nødvendigt. Det forholder sig så uheldigt, at vi har måttet udskyde Charles’ bryllup på grund af et dødsfald i miss Wraxtons familie. En af lady Brinklows søstre, og de skal bære sorg i seks måneder. Familien Brinklow er meget pertentlige, når det handler om korrekt optræden. Eugenia går kun til meget stilfærdige selskaber, og – og naturligvis må man forvente, at Charles gør det samme!”
“Du altforbarmende, Elizabeth, en mand behøver ikke bære sorg for mosteren til en kvinde, han ikke engang er gift med!”
“Naturligvis ikke, men Charles mente – og så er der Charlbury!” “Hvad pokker er der nu galt med ham?”
“Fåresyge,” svarede lady Ombersley med en tragisk mine. “Virkelig?” Sir Horace brast i latter. “Sikke en fin fyr han må være, siden han sådan får fåresyge, når han skulle giftes med Cecilia!”
“Ærligt talt, Horace, nu er du uretfærdig, for hvordan skulle han kunne gøre for det? Det er frygteligt ydmygende for ham! Og desuden utroligt uheldigt, for jeg er ikke i tvivl om, at hvis han havde kunnet få Cecilia til at sige ja – og det er jeg sikker på, at han ville have kunnet, for en mere elskværdig mand findes ikke, og hans opførsel er præcis, som den bør være!
Men piger er så fjollede og får romantiske nykker og bliver opslugt af alle mulige slags forestillinger – men jeg er glad for, at Cecilia ikke er en af de der frygtelige moderne frøkner, og hun vil naturligvis lade sig vejlede af sine forældre! Men man kan ikke benægte, at Charlburys fåresyge er særdeles ubelejlig!”
Sir Horace åbnede sin tobaksæske igen og så på hende med et fornøjet og vidende blik. “Og hvad går miss Cecilias nykker ud på?” spurgte han.
Lady Ombersley var klar over, at hendes ældste søn ville have rådet hende til at være diskret og forholde sig tavs, men behovet for at betro sig til broren var for stort. Hun sagde, “Jeg ved, at du ikke vil sige det videre, Horace, men det forholder sig sådan, at det fjollede pigebarn tror, at hun er forelsket i Augustus Fawnhope!”
“En af Lutterworths drenge?” spurgte sir Horace. “Det var søreme ikke noget godt parti!”
“Du store, det må du ikke engang sige! Og ovenikøbet den yngste søn, som ikke har de ringeste udsigter. Men han er digter.”
“Det er farligt,” medgav sir Horace. “Jeg tror aldrig, at jeg har set drengen. Hvordan er han?”
“Virkelig smuk!” sagde lady Ombersley med fortvivlelse i stemmen.
“På samme måde som lord Byron? Den fyr skulle have en ordentlig omgang!”
“Nej, nej. Jeg mener, at han er lige så køn som Cecilia selv, og han halter ikke, og selvom hans digte er meget smukke, bundet i hvidt pergament, ser de ikke ud til at sælge særligt godt. Jeg mener, slet ikke som lord Byrons. Det virker uretfærdigt, for det var vist temmelig dyrt at få dem trykt, og han skulle selv dække alle udgifter – eller det vil sige, det skulle lady Lutterworth, så vidt jeg har hørt.”
“Nu hvor jeg tænker over det,” sagde sir Horace, “så kender jeg godt knægten. Han var sammen med Stuart i Bruxelles sidste år. Lyt til mit råd, og få Cecilia gift med Charlbury hurtigst muligt!”
“Det ville jeg også, hvis bare – det vil sige, naturligvis ville jeg ikke det, hvis jeg mente, at hun ikke brød sig om ham. Og du må da kunne se, Horace, at jeg ikke kan gøre noget, når han ligger i sengen med fåresyge!”
Sir Horace rystede på hovedet. “Så gifter hun sig med digteren.”
“Det må du ikke sige! Men Charles mener, at det ville være klogt at sørge for, at hun ikke kommer i nærheden af den unge mand, og det er endnu en af grundene til, at vi lever stilfærdigt for tiden. Det er virkelig ubelejligt! Nogle gange tror jeg, at det ville have været lettere, hvis den elendige skabning havde været et helt og aldeles upassende parti – en lykkejæger eller en købmandssøn eller noget lignende!
Så kunne man have forment ham adgang til huset og forbudt Cecilia at danse med ham til ballerne, men det ville slet ikke have været nødvendigt, for i så fald ville vi aldrig have mødt ham i selskabslivet. Men naturligvis møder man familien Fawnhope allevegne! Det er så irriterende! Og selvom jeg er sikker på, at Charles er afvisende over for ham, så anerkender selv han, at det ville være upassende at opføre sig så grimt, at man fornærmede familien. Almeria Lutterworth er en af mine ældste veninder!”
Sir Horace, som allerede kedede sig over emnet, gabte og sagde dovent, “Der er ingen grund til at være urolig. Familien Fawnhope er fattige som kirkerotter, og lady Lutterworth bryder sig sandsynligvis lige så lidt om forbindelsen, som du gør.”
“Overhovedet ikke!” svarede hun tvært. “Hun er virkelig tåbelig, Horace! Hvad Augustus vil have, det får han. Hun kommer med de mest åbenlyse antydninger, så jeg hverken ved, hvor jeg skal kigge hen, eller hvad jeg skal sige, bortset fra at lord Charlbury har bedt om tilladelse til at fri til Cecilia, og at jeg mener, at hun – altså, hun er ikke ligeglad med ham! Det faldt mig aldrig ind, at Augustus havde så lidt følelse for, hvad der sømmer sig, at han gjorde kur til Cecilia uden først at gå til Ombersley, men det er præcis det, han har gjort!”
“Nå, men,” sagde sir Horace, “hvis hun er så betaget af ham, må du hellere lade hende få ham. Hun gifter sig jo ikke under sin stand, og hvis hun gerne vil være hustru til en fattig yngste søn, er det helt hendes egen sag.”
“Det ville du ikke sige, hvis det var Sophia!” sagde hans søster.
“Sophy er ikke så dum.”
“Cecilia er heller ikke dum,” erklærede lady Ombersley fornærmet. “Hvis man har set Augustus, kan man godt forstå hende! Man kan ikke undgå at føle en vis forkærlighed for ham. Det indrømmer jeg gerne, at jeg selv gjorde. Men jeg har måttet indset, at Charles har helt ret. Det går ikke!”
“Nå, men når hun får sin kusine til at holde sig med selskab, vil det aflede hendes opmærksomhed og sandsynligvis få hende på andre tanker,” sagde sir Horace trøstende.
Denne bemærkning gjorde stort indtryk på lady Ombersley. Hendes ansigt lyste op, og hun sagde, “Gad vide, om det er rigtigt? Hun er lidt sky og har svært ved at få nye venner, og siden hendes kære veninde, miss Friston, blev gift og flyttede til The Midlands, er der ingen andre unge piger, hun er fortrolig med. Hvis kære Sophia boede hos os …” Hun tav, imens hun vendte og drejede det i tankerne. Denne øvelse var hun stadig i gang med, da døren åbnede, og hendes ældste søn trådte ind i salonen.
Den velbårne Charles Rivenhall var seksogtyve år gammel, men han havde et ansigt med hårde træk og et væsen, der kombinerede selvsikkerhed med en vis mængde reservation, og det fik ham til at se en del ældre ud. Han var en høj og stærk ung mand, som så ud, som om han hellere ville have travet rundt på sin fars jorder end at konversere i sin mors salon.
Han gik næsten altid i ridetøj frem for de mere fashionable pantaloner og husarstøvler, bandt sin kravat på en konservativ måde og brugte kun en lille smule stivelse til sine meget moderate skjortekraver. Han foragtede lapsede pyntegenstande som segl, urkæder og de små, ornamenterede forstørrelsesglas, der var på mode og fornærmede sin skrædder ved at insistere på at få syet sine frakker, så han selv kunne tage dem på uden hjælp fra sin kammertjener.
Man havde hørt ham sige, at himlen forbyde, at han nogensinde blev forvekslet med en dandy, men, som hans ven, mr. Cyprian Wychbold, venligt påpegede, var der slet ikke behov for himlens hjælp på det punkt.
Dandyerne, sagde mr. Wychbold alvorligt, kunne kendes lige så meget på deres kultiverede måde at tale på som på deres udsøgte tøjstil og var generelt elskværdige mænd, hvis høflige opførsel og gode egenskaber gjorde dem velkomne i enhver salon.
Da mr. Rivenhalls måde at være behagelig på var at behandle dem, han ikke brød sig om, med kølig høflighed, og hans egenskaber – som ikke ligefrem var tiltalende – inkluderede at nidstirre dem, hvis prætentioner han misbilligede, og at komme med svidende bemærkninger, som satte en brat stopper for det sociale samvær, var han i langt større fare (sagde mr. Wychbold) for at blive forvekslet med en grobrian.
Da han lukkede døren bag sig, så hans mor op, gav et lille sæt og sagde til sin brors irritation med nervøsitet i stemmen, “Åh, Charles! Jamen dog! Din morbror Horace!”
“Det sagde Dassett,” svarede mr. Rivenhall. “Goddag, sir.”
Han gav sin onkel hånden, trak en stol hen og satte sig og konverserede høfligt med sir Horace. Hans mor, som først pillede nervøst ved frynserne på sit sjal og derefter ved sit lommetørklæde, afbrød samtalen for at sige, “Charles, kan du huske Sophia? Din lille kusine?”
Mr. Rivenhall lignede ikke en, som kunne huske sin lille kusine, men han sagde på sin kølige måde, “Ja da. Jeg håber, at hun har det godt, sir?”
“Hun har aldrig i sit liv haft en sygedag bortset fra mæslinger,” sagde sir Horace. “Du får hende snart selv at se – din mor vil tage sig af hende, mens jeg er i Brasilien.”
Det var tydeligt, at lady Ombersley ikke brød sig om denne måde at fortælle nyheden på, og hun begyndte straks at sige, “Det er naturligvis ikke besluttet endnu, selvom der ikke er noget, jeg hellere ville end at have min kære brors datter boende. Jeg tænkte også, Charles, at det ville være dejligt for Cecilia. Sophia og hun er næsten jævnaldrende.”
“Brasilien?” sagde mr. Rivenhall. “Det lyder interessant, må jeg sige. Vil De blive der længe, sir?”
“Bestemt ikke!” svarede sir Horace vagt. “Sandsynligvis ikke. Det kommer an på omstændighederne. Jeg har sagt til din mor, at jeg vil være hende yderst taknemmelig, hvis hun kan finde et passende parti til min Sophy. Det er på tide, at hun bliver gift, og ud fra hvad jeg har hørt, er din mor virkelig dygtig til den slags. Jeg kan forstå, at jeg skal ønske dig tillykke, min dreng?”
“Ja, mange tak,” sagde mr. Rivenhall med et lille nik.
“Hvis du ikke er imod det, Charles, vil jeg med glæde have Sophia boende,” sagde lady Ombersley mildt.
Han sendte hende et utålmodigt blik og svarede, “Du kan gøre, præcis som du vil, Mama. Jeg kan ikke se, hvad det kommer mig ved.”
“Naturligvis har jeg forklaret din onkel, at vi fører et meget stille liv.”
“Det vil ikke genere hende,” sagde sir Horace selvsikkert. “Hun er en god lille pige, som altid kan finde på noget at beskæftige sig med. Hun er lige så lykkelig i en spansk landsby som i Wien eller Bruxelles.”
Dette fik lady Ombersley til at rette sig op. “Du siger vel ikke, at du slæbte pigebarnet med til Bruxelles sidste år!”
“Selvfølgelig kom hun med til Bruxelles! Hvor pokker skulle hun ellers være?” svarede sir Horace irritabelt. “Du ville vel ikke have, at jeg skulle have efterladt hende i Wien? I øvrigt var hun glad for det. Vi mødte adskillige gamle venner.”
“Det var jo farligt!”
“Pladder! Nonsens! Der var intet af den slags under Wellingtons kommando.”
“Hvornår, sir, får vi fornøjelsen af min kusine?” indskød mr. Rivenhall. “Vi må håbe, at hun ikke finder livet i London for kedeligt efter al den fornøjelse på kontinentet.”
“Det gør hun næppe,” sagde sir Horace. “Der har aldrig været et øjeblik, hvor Sophy ikke var optaget af et eller andet projekt. Giv hende frie tøjler. Det gør jeg altid, og hun er aldrig kommet noget til. Jeg ved ikke helt, hvornår hun kommer. Hun vil sikkert gerne sige farvel til mig, men så tager hun med postdiligencen til London, så snart jeg er sejlet.”
“Postdiligencen til London, så snart – Horace, du følger hende da hertil!” gispede hans søster chokeret. “En pige på hendes alder, der rejser alene! Nu har jeg aldrig!”
“Hun vil ikke være alene. Hun har sin kammerpige med – en rigtig drage! Hun rejste med os over hele Europa – og også John Potton.” Han bemærkede sin nevøs løftede øjenbryn og så sig nødsaget til at tilføje, “Rideknægt – kurer – generelt faktotum. Har passet Sophy, siden hun var spæd.” Han tog sit ur frem og så på det. “Nå, nu er det hele på plads, så jeg må afsted, Lizzie. Jeg regner med, at du tager dig af Sophy og ser dig omkring efter et passende parti. Det er vigtigt, for – men det har jeg ikke tid til at forklare nu! Hun vil sikkert fortælle dig det hele.”
“Men Horace, det hele er ikke på plads!” indvendte hans søster. “Og Ombersley vil blive skuffet over ikke at se dig! Jeg havde håbet, at du ville blive til middag.”
“Det kan jeg ikke,” svarede han. “Jeg skal til middag på Carlton House. Du må hilse Ombersley. Jeg ser ham nok igen engang!”
Så kyssede han hende mekanisk, gav hende endnu et klap på skulderen og gik ud efterfulgt af sin nevø. “Som om jeg ikke kune have ønsket mig noget bedre!” sagde lady Ombersley opbragt, da Charles kom tilbage. “Og jeg har ikke den mindste anelse om, hvornår pigebarnet kommer!”
“Det er ligegyldigt,” sagde Charles med en apatisk mine, som hun syntes, var dybt irriterende. “Du beordrer vel bare et værelse gjort klar til hende, så kan hun komme, når hun vil. Vi må håbe, at Cecilia kan lide hende, for jeg går ud fra, at hun bliver nødt til at se mest til hende.”
“Den stakkel!” sukkede lady Ombersley. “Jeg glæder mig til at give hende lidt moderlig omsorg, Charles. Sikke et besynderligt, ensomt liv hun må have!”
“Besynderligt, helt afgjort. Men næppe ensomt, hvis hun har skullet opvarte min onkel. Jeg går ud fra, at hun har en ældre dame boende hos sig – en guvernante eller lignende.”
“Ja, det skulle man tro, men din onkel sagde ligeud, at guvernanten døde, da de var i Wien! Jeg bryder mig ikke om at sige den slags om min eneste bror, men Horace virker helt uegnet til at tage sig af en datter!”
“Fuldstændig uegnet,” sagde Charles tørt. “Jeg håber ikke, at du kommer til at fortryde din venlighed, Mama.”
“Det gør jeg bestemt ikke!” sagde hun. “Din onkel talte om hende på en sådan måde, at jeg fik den største lyst til at tage imod hende! Stakkels pigebarn, jeg er bange for, at hun ikke er vant til, at hendes ønsker eller velbefindende tages i betragtning. Jeg var lige ved at blive vred på Horace, da han fortalte, at hun var en god pige, der aldrig har voldt problemer. Han har næppe ladet nogen volde ham problemer, for en mere selvisk mand findes ikke! Sophia må have sin stakkels mors søde væsen. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil blive en god veninde for Cecilia.”
“Det håber jeg,” sagde Charles. “Og det minder mig om noget, Mama. Jeg har lige opsnappet endnu en af hvalpens blomstergaver til min søster. Denne besked var bundet fast til den.”
Lady Ombersley tog skrivelsen og så på den med mishag. “Hvad skal jeg gøre med den?” spurgte hun.
“Smide den i kaminen,” anbefalede han.
“Nej, det kan jeg ikke, Charles! Den kan jo være helt uskyldig! I øvrigt – jamen, den kan endda indeholde en besked fra hans mor til mig!”
“Højst usandsynligt, men hvis du tror det, må du hellere læse den.”
“Selvfølgelig, det er min pligt at gøre det,” medgav hun mismodigt.
Han sendte hende et hånligt blik, men sagde ingenting, og efter et øjebliks tøven brød hun seglet og åbnede brevet. “Åh Gud, det er et digt!” sagde hun. “Jeg må sige, at det er meget smukt! Hør her, Charles: Nymfe, når eders milde, himmelblå blik kaster sin stråle på min rastløse ånd –”
“Jeg bryder mig ikke om poesi,” afbrød mr. Rivenhall i en hård tone. “Smid det i kaminen, Mama, og sig til Cecilia, at hun ikke må modtage breve uden din tilladelse.”
“Ja, men synes du virkelig, at jeg skal brænde det, Charles? Tænk nu, hvis det er det eneste eksemplar af digtet! Måske vil han have det trykt.”
“Han skal ikke trykke sådan noget om min søster!” sagde mr. Rivenhall bistert med udstrakt hånd.
Lady Ombersley, som altid gav efter for en stærkere vilje end sin egen, skulle lige til at give ham arket, da en skælvende stemme i døren fik hende til at standse, “Mama! Lad være!”
Den udadvendte, selvsikre og ligefremme Sophy bliver sendt til sin faster Lady Ombersley i London.
Byens bedre borgerskab bliver taget af storm af Frøken Sophy, og ligeså gør hendes fætre og kusiner. Hun opdager at de alle tydeligt har brug for hendes hjælp, og at der i familien er knuste hjerter, problematiske forlovelser og mangel på frihed.
Georgette Heyer bliver i dag kaldt Regency romance-genrens moder, og skrev mere end 30 historiske romances i sine mere end 50 år som aktiv forfatter – og titlerne udgives stadig verden over.
Du kan købe Den formidable Sophy online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: