Piger skal kunne se sig selv i Kampklar

De fleste har haft litterære helte som Pippi og Ronja Røverdatter, men selvom det er stærke piger, kan de også være svære at spejle sig i.

Ni seje forfattere har sammen lavet bogen Kampklar, fyldt med små historier om forskellige piger, der inspirerer børn til at være lige, som de gerne vil være.

”Jeg synes det er så fantastisk, at der er en bog med kun pigehovedroller, der viser ni forskellige måder at være pige på,” siger Silja Okking, der har skrevet historien om Freja, der opdager, at hun har de samme superkræfter som sin far.

LÆS OGSÅ: Read like a girl – YA-bøger med stærke kvinder til din læseliste

Forfatterne er begejstrede for at kunne fortælle hver deres historie om forskellige måder at være pige på i Kampklar.

“Min historie er sådan en, jeg gerne ville have læst selv, da jeg var barn. En historie om en pige, der spiller musik og ikke bliver begrænset i det, fordi hun er pige,” siger Ida Rud, der har skrevet historien om Elin, der gerne vil spille på trommer til en talentkonkurrence.

Piger må også larme

Nogle spiller trommer, andre græder gyldne tårer og så er der dem, der kan løbe stærkere end alle de andre i klassen. Der er mange forskellige måder at være pige på, og det er vigtigt at børn lærer det gennem de bøger, de læser.

“Jeg er vokset op med, at piger i børnelitteratur spiller violin eller klaver, derfor vil jeg gerne fortælle en historie om en pige, der larmer og fylder, fordi det er vigtigt at vise, at piger også kan larme,” siger Ida Rud.

For Sanne Søndergaard har det været vigtigt at fortælle en historie om, hvordan reglerne kan være anderledes for piger end for drenge, og hvilke konsekvenser det kan have for piger.

LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv

”Børn går i den alder enormt meget op i regler, fordi de prøver at lure, hvordan verden ser ud, og hvordan verden hænger sammen. Vi fik at vide, at drenge og piger havde de samme muligheder og var helt lige, men det kunne jeg jo se, at det ikke stemte overens med virkeligheden,” siger hun.

Sannes hovedperson Nana er den i klassen, der løber hurtigst, men det anerkendes ikke af drengene. Sanne Søndergaard mener, at det er et helt almindeligt problem, at piger ikke kan anderkendes for at være bedre end drenge.

“Jeg vil gerne vise piger, at de ikke skal føle sig alene, hvis de oplever, at der ikke gælder de samme regler for dem som for drengene,” siger Sanne Søndergaard om sin historie i Kampklar.

Gode hovedpersoner at spejle sig i

Alle børn spejler sig i deres omgivelser, deres forældre, deres venner og de personer, de møder gennem litteraturen og kulturen.

”Det er vigtigt med forskellige piger i børnelitteratur, for at man ikke føler sig forkert. Hvis man bliver præsenteret for ti forskellige piger, der er lyshårede og spinkle, er det svært at identificere sig med de personer, hvis de slet ikke ligner en selv,” siger Ida Rud.

For hende er det ikke vigtigt, at man skal kunne identificere sig en til en, med alle de karakterer der er i litteraturen, men hvis der kun er en type, så begynder man at føle sig forkert, hvis ikke man ligner den type. 

LÆS OGSÅ: Om kvindesagen og kampen for at blive hørt

“Ofte kan man se sig selv i nogle personlighedstræk eller interesser, men det er også bare rart helt fysisk at kunne se nogle træk hos folk, man læser om, som man også kan spejle sig i,” siger hun.

Muligheden for at finde sin egen vej

Listen af seje og handlekraftige piger i litteraturen er betydeligt kortere end drenge, og når de tre forfattere tænker tilbage på litterære forbilleder i deres barndom, så er Pippi og Ronja Røverdatter dem, der står skarpest i hukommelsen.

“Jeg var så meget Ronja Røverdatter som barn, men det er jo slet ikke sikkert, at man er den seje Ronja Røverdatter eller Pippi, måske er man en en mere forsigtig og afventende pige, så den historie er også enormt vigtig at fortælle,” siger Silja Okking, og er glad for, at hun med Kampklar kan bidrage med en sej pige.

LÆS OGSÅ: På høje tid at få dem frem i lyset. Helle Juhl fortæller om sygeplejerskerne på Jutlandia

Sanne Søndergaard var meget inspireret af Bjarne Reuters universer som barn, men oftest kunne hun mest identificere sig med de drenge, der lignede hende mest, fordi pigerne altid bare sad i hjørnet og så på.

”Jeg elskede den lille havfrue, fordi hun havde ambitioner og ville ud i verden. Det er først som voksen, at jeg kan se, at hun selvfølgelig var en karakter, som jeg så op til, fordi hun ikke accepterede de regler og rammer, der var sat op for hende.

Men brød fri og krævede sin egen ret til at være i verden. Det er enormt vigtige historier til piger at fortælle stadigvæk,” siger Sanne Søndergaard.

Plads til forskellighed – også i illustrationerne

Tegneren Anne Holberg har sørget for de mange flotte illustrationer i Kampklar, der giver et ekstra lag til de ni fortællinger.

”Det er vigtigt med en bred repræsentation i børnelitteraturen, og dem kan man styrke gennem illustrationer, som det er blevet gjort i Kampklar,” siger Sanne Søndergaard. 

I hendes historie har Nana en stedmor, der er kæreste med hendes mor. Det bliver ikke kommenteret i historien, fordi det er kun interessant så længe, det ikke er noget, vi skal kommentere på.

LÆS OGSÅ: Seje godnathistorier, der får børn til at drømme stort. Smuglæs i Kampklar

Det samme gør sig gældende for illustrationerne til Ida Ruds historie om den trommende Elin.

”Noget af det, jeg synes, det var fedt, var at snakke med illustratoren om, var mine egne forestillinger om, hvordan Elin ser ud.

Jeg ville gerne have, at hun var en lille tyk pige. Det har jeg ikke selv skrevet i historien, men det var hun i mine tanker,” siger hun.

Forfattere håber, det anderledes bliver en del af hverdagen

Hvis vi viser ting frem for at fortælle dem, håber de to forfattere, at det kan blive en helt almindelig del af børnelitteraturen og i sidste ende vores hverdag.

LÆS OGSÅ: Girl Power Hour – 10 stærke heltinder til din tbr

“Hvis vi understreger, at karakterne ser ud på en bestemt måde eller er på en bestemt måde, bliver det simpelthen ikke en naturlig ting,” siger Sanne Søndergaard, og mener, at man gennem illustrationerne når meget længere.

”Tegneren har givet karakterne i bogen alle mulige farver og former, og det er jo helt vildt godt, for så er der mange flere, der kan spejle sig i dem, i stedet for den gang, jeg var barn, hvor alle var lyshårede og tynde.

Det er vigtigt, at man både er repræsenteret i forhold til udseende og personlighed,” siger hun. 

---