Ved valget i 1915 får kvinderne stemmeret. Valget er en markør for en samfundsforandring i den måde, man forstår kvinden og kvindens rolle på, som finder sted i begyndelsen af 1900-tallet. Men kvindernes stemmeret er kun en realitet på grund af de mange kvinder, som har kæmpet for at overbevise samfundet om, at deres stemme har en værdi.
Skrevet af: Anne Badsberg-Nielsen
At gøre det private offentligt i litteraturen
En af de litterære forkæmpere som er med til at fremsætte de første banebrydende tanker i den danske kvindedebat, er forfatteren Mathilde Fibiger (1830-1867) med sin brevroman Clara Raphael – Tolv breve. I brevromangenren er den personlige fortælling i fokus, fordi brevene ofte er skrevet til karakterernes fortrolige. Genren bliver fremmende for debatten om kvindernes rolle, fordi den gør kvinders privatsfære offentlig. Gennem brevromanen kan man dele en karakters inderste og mest private tanker og synspunkter, og dermed give kvinden en stemme. En stemme som hun er afskåret fra i den offentlige samfundsdebat i en tid, hvor det private og kvinden ikke hører til.
I Fibigers brevroman Clara Raphael – Tolv breve læser man de breve, Clara sender sin veninde, i mens hun arbejder som guvernante hos en borgerlig familie. I brevene kritiserer hun blandt andet det borgerlige liv og den underminering af kvinder, som finder sted inden for ægteskabet. Clara står i et dilemma mellem sit ønske om ægteskab og sit ønske om at forblive en selvstændig kvinde. På denne tid har kvinder, som ikke blev gift en smule juridisk selvstændighed, mens al juridisk selvstændighed frafalder kvinder ved ægteskab. Juridisk set kan kvinders rettigheder på Fibigers tid sammenlignes med børns. Fibiger skriver først under et synonym, men da hendes identitet bliver afsløret, bliver hun udstødt af det bedre borgerskab, der ikke kan forlige sig med den kritik, som romanen udtrykker.
”Det svage køn”
Før debatten overhovedet drejer sig om stemmeret, handler den i sin tid om kvindernes ret til uddannelse, til at gå i skole og til at læse på universitet. Man undskylder forbuddet med, at kvinderne ikke har energi nok til både at tænke og holde deres reproduktion i gang – selv om dette selvfølgelig kun gælder de borgerlige kvinder og ikke kvinderne, der arbejder som bønder ude på landet.
Forfatteren Erna Juel-Hansen (1845-1922) er en af dem, som er med til at skabe en debat omkring det såkaldte ”svage køn”. I hendes roman En ung dames historie (1888) udstiller hun den måde, hvorpå en ung kvinde fastholdes i sengen og i huset. Derved fastholdes ideen om, at hun er svagelig, således at mændene kan føle sig som det stærke køn. Således kritiserer Juel-Hansen gennem litteraturen myten om kvinden som det svage køn og afslører denne overbevisning, som en undskyldning for at holde kvinden i hjemmet. Juel-Hansen er ligeledes grundlæggeren af det første gymnastikinstitut i Danmark, hvor også kvinder kan få lov at dyrke sport.
Kvindens værdi
I det brede perspektiv handler den daværende debat om, at kvinderne kræver deres værdi som et menneske på lige fod med manden. Her er Juel-Hansen også én af pionererne. Juel-Hansen grundlægger nemlig Danmarks første børnehave og angiver dermed, at børnepasning er et reelt og hårdt arbejde, som bør belønnes. Samtidig giver det andre mødre en mulighed for at uddelegerer børnepasning og i stedet koncentrere sig om for eksempel uddannelse. Man kan læse om Juel-Hansen i forfatteren og historiefortælleren Pia Sigmunds (1940-) biografi Oldemor Erna – En beretning om en pionér og hendes tid, hvor Sigmund beretter om sin egen oplevelse af sin oldemors væsen og betydning for kvindesagen.
Den danske forfatter og foredragsholder Thit Jensen (1876-1957) har ligeså gjort sit for at insistere på, at hendes meninger har værdi på trods af, hvad hendes modstandere siger. Hun er sågar blevet en del af forfatteren Maria Hellebergs (1956-) bogserie om Kvinder, der forandrede Danmark – et projekt, som ligeledes udtrykker et ønske om at yde retfærdighed mod de historiske kvinder, som så ofte har stået i skyggen af mænd. Thit Jensen kæmper en livslang kamp for at komme til orde og for at give andre kvinder en stemme gennem sin litteratur. Det på trods af at hun ofte bliver sat i skyggen af sin bror den Nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen. Bogen “Familien Storm” fra 1904 kan læses som en nøgleroman for forholdet mellem de to søskende, der ender i en kunstnerisk konflikt.
En kunstnerisk stemme i samfundsdebatten
Den litterære kvindesag viser os, at litteratur ikke kun afspejler samfundet, men også er en kritisk stemme, der gør noget ved samfundet og sætter vigtige spørgsmål til debat. Det samme gør sig gældende med forfatteren Karen Bramson (1875-1936), som primært skriver dramaer. I teaterstykket Mødre (1901) udstiller Bramson familien Kragh og den undertrykkelse, der finder sted af kvinden inden for hjemmets fire vægge. Bramson er netop interesseret i at analysere kønsrollerne og sætte nye spørgsmål på dagsordenen, uden at hendes skuespil nødvendigvis kommer med et svar på, hvad der er rigtigt og forkert. Det er op til publikum at svare på.
Det samme gør sig gældende inden for litteraturen, der kan udstille livet fra mange forskellige synspunkter, men hvor det i sidste ende er læseren, som selv må tage stilling. I forfatteren Grethe Heltbergs (1911-1996) roman En gnist af glæde (1975) fortæller Heltberg således om sin egen mor, Eva, som måtte udstå et ægteskab med en dominerende og mandschauvinistisk mand. Sådan har en forfatter et ansvar for udvælgelsen af de liv, de skriver om, når de for eksempel vælger at gå imod de konventionelle fremstillinger af emner som kærlighed, kønsroller og kvinder.
Gennem litteraturen kan vi få en indsigt i de liv, der ikke nødvendigvis får omtale i medierne og i samfundsdebatten. Heltbergs roman Auroras billedbog (1978) handler om at synliggøre den effekt, vi alle har på hinanden i et samfund. Selv om den måske ikke ved første øjekast er synlig eller beviselig. På samme vis kan man heller ikke bevise, at litteraturens fremstillinger af kvinden og kvinderollen i sidste ende havde betydning for, at kvinderne fik stemmeret. Men litteraturen var en medskabende faktor til at ændre på de tanker, der var om kvinden i samtiden. Den tager igen og igen kvindens rolle og stemme op til debat, som et værdigt og vigtigt punkt på dagsordenen.
Ved valget i 1915 får kvinderne stemmeret. Valget er en markør for en samfundsforandring i den måde, man forstår kvinden og kvindens rolle på, som finder sted i begyndelsen af 1900-tallet. Men kvindernes stemmeret er kun en realitet på grund af de mange kvinder, som har kæmpet for at overbevise samfundet om, at deres stemme har en værdi.
Skrevet af: Anne Badsberg-Nielsen
At gøre det private offentligt i litteraturen
En af de litterære forkæmpere som er med til at fremsætte de første banebrydende tanker i den danske kvindedebat, er forfatteren Mathilde Fibiger (1830-1867) med sin brevroman Clara Raphael – Tolv breve. I brevromangenren er den personlige fortælling i fokus, fordi brevene ofte er skrevet til karakterernes fortrolige. Genren bliver fremmende for debatten om kvindernes rolle, fordi den gør kvinders privatsfære offentlig. Gennem brevromanen kan man dele en karakters inderste og mest private tanker og synspunkter, og dermed give kvinden en stemme. En stemme som hun er afskåret fra i den offentlige samfundsdebat i en tid, hvor det private og kvinden ikke hører til.
I Fibigers brevroman Clara Raphael – Tolv breve læser man de breve, Clara sender sin veninde, i mens hun arbejder som guvernante hos en borgerlig familie. I brevene kritiserer hun blandt andet det borgerlige liv og den underminering af kvinder, som finder sted inden for ægteskabet. Clara står i et dilemma mellem sit ønske om ægteskab og sit ønske om at forblive en selvstændig kvinde. På denne tid har kvinder, som ikke blev gift en smule juridisk selvstændighed, mens al juridisk selvstændighed frafalder kvinder ved ægteskab. Juridisk set kan kvinders rettigheder på Fibigers tid sammenlignes med børns. Fibiger skriver først under et synonym, men da hendes identitet bliver afsløret, bliver hun udstødt af det bedre borgerskab, der ikke kan forlige sig med den kritik, som romanen udtrykker.
”Det svage køn”
Før debatten overhovedet drejer sig om stemmeret, handler den i sin tid om kvindernes ret til uddannelse, til at gå i skole og til at læse på universitet. Man undskylder forbuddet med, at kvinderne ikke har energi nok til både at tænke og holde deres reproduktion i gang – selv om dette selvfølgelig kun gælder de borgerlige kvinder og ikke kvinderne, der arbejder som bønder ude på landet.
Forfatteren Erna Juel-Hansen (1845-1922) er en af dem, som er med til at skabe en debat omkring det såkaldte ”svage køn”. I hendes roman En ung dames historie (1888) udstiller hun den måde, hvorpå en ung kvinde fastholdes i sengen og i huset. Derved fastholdes ideen om, at hun er svagelig, således at mændene kan føle sig som det stærke køn. Således kritiserer Juel-Hansen gennem litteraturen myten om kvinden som det svage køn og afslører denne overbevisning, som en undskyldning for at holde kvinden i hjemmet. Juel-Hansen er ligeledes grundlæggeren af det første gymnastikinstitut i Danmark, hvor også kvinder kan få lov at dyrke sport.
Kvindens værdi
I det brede perspektiv handler den daværende debat om, at kvinderne kræver deres værdi som et menneske på lige fod med manden. Her er Juel-Hansen også én af pionererne. Juel-Hansen grundlægger nemlig Danmarks første børnehave og angiver dermed, at børnepasning er et reelt og hårdt arbejde, som bør belønnes. Samtidig giver det andre mødre en mulighed for at uddelegerer børnepasning og i stedet koncentrere sig om for eksempel uddannelse. Man kan læse om Juel-Hansen i forfatteren og historiefortælleren Pia Sigmunds (1940-) biografi Oldemor Erna – En beretning om en pionér og hendes tid, hvor Sigmund beretter om sin egen oplevelse af sin oldemors væsen og betydning for kvindesagen.
Den danske forfatter og foredragsholder Thit Jensen (1876-1957) har ligeså gjort sit for at insistere på, at hendes meninger har værdi på trods af, hvad hendes modstandere siger. Hun er sågar blevet en del af forfatteren Maria Hellebergs (1956-) bogserie om Kvinder, der forandrede Danmark – et projekt, som ligeledes udtrykker et ønske om at yde retfærdighed mod de historiske kvinder, som så ofte har stået i skyggen af mænd. Thit Jensen kæmper en livslang kamp for at komme til orde og for at give andre kvinder en stemme gennem sin litteratur. Det på trods af at hun ofte bliver sat i skyggen af sin bror den Nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen. Bogen “Familien Storm” fra 1904 kan læses som en nøgleroman for forholdet mellem de to søskende, der ender i en kunstnerisk konflikt.
En kunstnerisk stemme i samfundsdebatten
Den litterære kvindesag viser os, at litteratur ikke kun afspejler samfundet, men også er en kritisk stemme, der gør noget ved samfundet og sætter vigtige spørgsmål til debat. Det samme gør sig gældende med forfatteren Karen Bramson (1875-1936), som primært skriver dramaer. I teaterstykket Mødre (1901) udstiller Bramson familien Kragh og den undertrykkelse, der finder sted af kvinden inden for hjemmets fire vægge. Bramson er netop interesseret i at analysere kønsrollerne og sætte nye spørgsmål på dagsordenen, uden at hendes skuespil nødvendigvis kommer med et svar på, hvad der er rigtigt og forkert. Det er op til publikum at svare på.
Det samme gør sig gældende inden for litteraturen, der kan udstille livet fra mange forskellige synspunkter, men hvor det i sidste ende er læseren, som selv må tage stilling. I forfatteren Grethe Heltbergs (1911-1996) roman En gnist af glæde (1975) fortæller Heltberg således om sin egen mor, Eva, som måtte udstå et ægteskab med en dominerende og mandschauvinistisk mand. Sådan har en forfatter et ansvar for udvælgelsen af de liv, de skriver om, når de for eksempel vælger at gå imod de konventionelle fremstillinger af emner som kærlighed, kønsroller og kvinder.
Gennem litteraturen kan vi få en indsigt i de liv, der ikke nødvendigvis får omtale i medierne og i samfundsdebatten. Heltbergs roman Auroras billedbog (1978) handler om at synliggøre den effekt, vi alle har på hinanden i et samfund. Selv om den måske ikke ved første øjekast er synlig eller beviselig. På samme vis kan man heller ikke bevise, at litteraturens fremstillinger af kvinden og kvinderollen i sidste ende havde betydning for, at kvinderne fik stemmeret. Men litteraturen var en medskabende faktor til at ændre på de tanker, der var om kvinden i samtiden. Den tager igen og igen kvindens rolle og stemme op til debat, som et værdigt og vigtigt punkt på dagsordenen.
Andre læste også: