Fiktion Læseprøve og uddrag Margaret Atwood Skønlitteratur

Ny roman af 36 af vores tids største forfattere portrætterer de særlige fællesskaber, der opstod under corona-nedlukningen. Læs et uddrag her

Fjorten dage

En gruppe naboer mødes på taget af deres Lower East Side-bygning under corona-nedlukningen. Her fortæller de gribende historier for at passere tiden. Romanen Fjorten dage er en hjertevarm fortælling, du kan læse et uddrag af her.


Fjorten dage er en roman, som nogle af nutidens største og mest anerkendte forfattere er gået sammen om at skrive. Det er forfattere som Angie Crux, Sylvia Day, Celeste Ng, De’Shawn Charles Winslow og mange flere. Bogen er derudover redigeret af Margaret Atwood og Douglas Preston, som også har bidraget til værket.

LÆS OGSÅ: Få overblik over Margaret Atwoods forfatterskab

Fjorten dage tager udgangspunkt i corona-nedlukningen. I romanen møder man en excentrisk gruppe af New Yorkere, der alle er naboer. De mødes på taget af deres Lower East Side-bygning under de første uger af nedlukningstiden. Her fortæller de hinanden historier, hvor hver karakter er skrevet af de 36 forskellige forfattere. Romanen er fremdrivende, uimodståelig og portrætterer de særlige fællesskaber, der opstod i nedlukningstiden.

LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse

Fjorten dage sætter menneskeskæbner i fokus og er en hjertevarm fortælling om en tid, der satte et stort præg på verden. Læs et uddrag af den hjertevarme roman, Fjorten dage, her:




Fjorten dage

Dag 1

31. marts 2020

Kald mig 1A. Jeg er vicevært i en ejendom på Rivington Street i Lower East Side, New York City. Det er en seksetagers bygning uden elevator med det latterlige navn Fernsby Arms, et faldefærdigt skur af en beboelsesejendom, der burde have været revet ned for længst. Den flugter i hvert fald på ingen måde med den øvrige overdådige yuppieficering af kvarteret.

Der har mig bekendt aldrig boet nogen berømtheder, hverken seriemordere, subversive graffitikunstnere, berygtede drukdigtere, radikale feminister eller Broadway-sangskrivere i fast rutefart til og fra Tin Pan Alley.

Der er muligvis blevet begået et mord eller to – ejendommen ser bestemt sådan ud – men ikke noget af interesse for New York Times. Jeg kender i det hele taget dårligt nok beboerne. Jeg er ny på stedet – blev først ansat for et par uger siden, nogenlunde samtidig med at byen blev lukket ned på grund af covid.

Lejligheden fulgte med jobbet. Nummeret, 1A, antydede noget i stueplan. Men da jeg kom hertil – og det var for sent at sige fra – fandt jeg ud af, at den faktisk ligger i kælderen og er mørk som kosteskabet i Hades, foruden at der sågar heller ikke er mobildækning dernede. Her i ejendommen er det kælderen, der er første etage, stueetagen ovenover er anden etage og så fremdeles op til sjette. Rent fup.

Lønnen i Fernsby Arms er elendig, men jeg var desperat, og så slap jeg da i hvert fald for at ende på gaden. Min far kom hertil fra Rumænien som teenager, blev gift og arbejdede konstant som vicevært i en ejendom i Queens. Så blev jeg født.

Da jeg var otte, skred min mor. Jeg fulgte med far, når han ordnede utætte pakninger, skiftede elpærer og forkyndte visdomsord. Som barn var jeg pænt yndig, og han tog mig med for at få flere drikkepenge. (Jeg er også stadig yndig, jo tak).

Han var den type vicevært, som folk gerne betror sig til. Beboerne holdt af at krænge deres trængsler ud, mens han var ved at skabe passage i et toilet stoppet til med lort eller sætte fælder op for kakerlakker. Så udtrykte han sin medfølelse, velsignede og beroligede folk. Han havde altid et gammelt rumænsk mundheld at trøste dem med, eller et eller andet alderstegent visdomsord fra Karpaterne – hvilket sammen med hans rumænske accent fik ham til at lyde klogere, end han i virkeligheden var. De elskede ham højt.

Eller nogle af dem gjorde i hvert fald. Jeg elskede ham også, for det var fuldstændig oprigtigt ment alt sammen, sådan var han virkelig, en varm, klog, kærlig og kun på overfladen streng far – det eneste negative ved ham var, at han havde for meget af den gamle verden i sig til at indse, hvor meget Tilværelsen I Amerika røvrendte ham hver eneste dag. Lad os bare konstatere, at jeg ikke har arvet hans venlige og tilgivende karakter.

Far drømte om at give mig en anden tilværelse, hvor jeg ikke skulle leve af at reparere andres ting. Han sparede op som en gal for at kunne sende mig på college, jeg fik et basketballstipendium til State University of New York og gik efter at blive sportsjournalist.

Det havde vi vores diskussioner om – lige siden jeg i femte klasse vandt førsteprisen i en konkurrence om at lave legorobotter, havde far villet have mig til at blive ingeniør. College blev ikke rigtig til noget. Jeg blev sat af basketballholdet efter at være testet positiv for græs. Og så holdt jeg helt op og lod min far sidde tilbage med 30.000 dollar i gæld.

Det havde ikke været 30.000 til at begynde med, det begyndte blot som et lille lån til at supplere mit stipendium med, men renterne voksede og voksede som en anden tumor. Efter at jeg stoppede på college, flyttede jeg til Vermont i en periode og levede af en rundhåndet kæreste, men så skete der noget skidt, som fik mig til at flytte hjem til min far og servere på Red Lobster i Queens Place Mall.

Da far begyndte at skrante på grund af alzheimers, dækkede jeg efter bedste evne ind for ham i ejendommen med at reparere ting om morgenen, før jeg gik på arbejde. Til sidst var der dog en smatso i ejendommen, der meldte os til ejeren, så han blev tvunget til at gå på pension. (Ved hjælp af min hovednøgle sørgede jeg for at hælde en pose af mine legoklodser ned i hendes toilet for på den måde at sige tak for sidst).

Jeg blev nødt til at få ham på et hjem. Vi havde ingen penge, så det offentlige anbragte ham på et plejehjem i New Rochelle. Evergreen Manor. Evergreen – sikke dog et navn. Det eneste grønne ved det er væggene – bræk-pus-institutionsgrønne, I kender farven. Kom for at nyde livet. Bliv her resten af livet. Den dag jeg flyttede ham dertil, smed han en tallerken Fettuccine Alfredo efter mig.

Indtil nedlukningen besøgte jeg ham så tit som muligt, hvilket på grund af min astma og den fortløbende katastrofe kendt som Mit Liv ikke har været alverden.

Det begyndte at vælte ind med regninger for pleje og behandling af far, selv om jeg egentlig troede, det var dækket af sygesikringen. Men nej, det var det ikke. Bare vent, til I selv er gamle og svagelige. I skulle have set den fem centimeter tykke bunke, jeg brændte i en papirkurv, og som fik brandalarmen til at gå i gang.

Det var i januar. Ejendommen ansatte en ny vicevært – som kvinde havde jeg ingen interesse, uanset at jeg kender ejendommen bedre end nogen anden – og gav mig en måneds opsigelse. Jeg blev også fyret fra Red Lobster efter at have haft for meget fravær i forbindelse med at tage mig af min far.

Belastningen ved både at være arbejdsløs og kunne se frem til at blive hjemløs udløste endnu et astmaanfald, og jeg blev kørt til akutmodtagelsen på Presbyterian Hospital for at få sat alle mulige slanger ind i mig. Da jeg blev udskrevet, var alle mine ting blevet fjernet fra lejligheden – det alt sammen, også fars ting.

Jeg havde stadig min telefon, og da jeg fik en mail med tilbud om stillingen her i Fernsby, endda med en efter sigende møbleret tjenestebolig, sagde jeg ja med det samme.

Det hele gik enormt hurtigt. Den ene dag var coronavirus bare noget ovre i Wu-hvor-fanden-det-så-ligger-henne-han, og i næste øjeblik har vi en verdensomspændende pandemi lige her i USA. Jeg havde tænkt mig at besøge far, i samme øjeblik jeg var flyttet ind det nye sted, men i mellemtiden havde jeg med hjælp fra en sygehjælper FaceTimet med ham på Brækgrønne Manor næsten hver eneste dag.

Så indforskrev de lige pludselig nationalgarden til at omringe New Rochelle, og far befandt sig med ét på ground zero, afsondret fra resten af verden. Hvad værre var, kunne jeg pludselig heller ikke komme i kontakt med nogen deroppe, hverken receptionen eller sygeplejerskens mobil eller fars egen telefon. Jeg ringede og ringede.

Først blev den bare ved og ved med at ringe, eller nogen nøjedes med at tage røret af og lade den være optaget i en uendelighed, eller en computerstemme bad mig lægge en besked. I marts blev byen lukket ned på grund af covid, hvorefter jeg så befandt mig i den omtalte kælderlejlighed med en masse underligt skrammel i en faldefærdig bygning med en flok tilfældige beboere, jeg ikke kendte.

Jeg var en smule nervøs, for de fleste forventer ikke at se viceværten være en kvinde, men omvendt er jeg over en meter og firs, stærk som bare fanden og parat til hvad som helst. Min far sagde altid, at jeg var ”strălucitor”, hvilket på rumænsk betyder noget i retning af umådeligt smuk, hvilket alle fædre sikkert siger til deres døtre. I mit tilfælde er det også bare sandt. Jeg får meget opmærksomhed fra mænd – uønsket, selvfølgelig, for det hold spiller jeg ikke på – men det bliver jeg nu ikke urolig af.

Lad os bare sige, at jeg har forstået at håndtere min andel af røvsyge mænd, som ikke glemmer det lige med det samme, så tro mig, jeg er også i stand til at klare alt, hvad viceværtjobbet måtte indebære.

Jeg mener, jeg nedstammer fra Dracula, eller det påstår far i hvert fald. Altså ikke den latterlige Hollywood-vampyr Dracula, men Vlad Dracula III, konge af Valakiet og også kendt som Vlad Spidderen – blandt saksere og osmanner.

Jeg kan regne alt ud og reparere alt. Jeg kan dividere et femcifret tal med et tocifret i hovedet, og jeg har engang lært de første fyrre decimaler i pi udenad og kan stadig recitere dem. (Sagt på en anden måde: Jeg er glad for tal). Jeg regner ikke med at skulle være i Fernsby Arms altid, men indtil videre skal jeg nok klare det. Far er jo ikke ligefrem i stand til at blive skuffet over mig længere.

Da jeg overtog jobbet, var min forgænger som vicevært allerede væk. Det er åbenbart ikke i alle ejendomme, man fjerner tidligere viceværters ting, for lejligheden var proppet med hans skrammel, og hold da op, hvor havde han fået samlet meget sammen.

Jeg kunne dårligt komme rundt, så som det første gik jeg det hele igennem og inddelte det i to bunker – en til eBay og en til skrald. Det meste af det var ligegyldigt ragelse, men et par af tingene var der også gode penge i, og nogle ganske få nærede jeg forventninger om kunne være ret værdifulde. Har jeg allerede sagt, at jeg sidder hårdt i det?

For at give jer en forestilling om, hvad jeg fandt, kommer her en liste i tilfældig rækkefølge: seks Elvis-singler med et snavset bånd om, et sæt bedende hænder i glas, et glas med brugte billetter til undergrundsbanen, et fløjlsbillede af Vesuv, en pestmaske med et stort, buet næb, en arkivmappe med en masse papirer, en blå sommerfugl sat på nål i en kasse, en lorgnet med imiterede diamanter på og et bundt gamle græske pengesedler.

Det mest forunderlige var dog en urne af tin med aske i og inskriptionen Wilbur P. Worthington III, RIP. Wilbur må vel have været en hund, selv om han selvfølgelig lige så godt kan have været en tam pyton eller en vombat.

Uanset hvor meget jeg ledte, kunne jeg ikke finde nogen som helst personlige oplysninger om den tidligere vicevært, ikke engang hans navn. I stedet er jeg også bare begyndt at tænke på ham som Wilbur. Jeg forestiller mig ham som en gammel mand med en småkrakilsk hvad-har-vi-så-her-attitude, ubarberet, i færd med at undersøge en revnet persienne med fugtige læber stikkende eftertænksomt frem, mens han kommer med små grynt. Wilbur P. Worthington III, vicevært, Fernsby Arms.

Til sidst fandt jeg inde i skabet noget langt mere efter min smag: en samling halvtomme flasker spiritus og mixere i alle regnbuens farver, der dækkede samtlige hylder fra top til bund.

Jeg var fascineret af arkivmappen. Der lå en samling blandede papirer i den. Det var helt sikkert ikke viceværtens egne skriblerier – det var dokumenter, han havde samlet sammen andetstedsfra. Nogle af dem var gamle og skrevet på skrivemaskine, andre printet ud fra en computer, og enkelte var skrevet i hånden.

De fleste lod til at være beretninger i første person, uforståelige og usammenhængende historier uden hverken begyndelse eller afslutning, uden plot og uden forfatternavn – tilfældige stumper og stykker af folks liv. Mange af dem manglede der sider i, så beretningerne begyndte og sluttede midt i en sætning. Der var også et par lange breve og ulæselige juridiske dokumenter.

Det måtte vel alt sammen nu være mit, gik jeg ud fra, og jeg fik kvalme ved tanken om, hvordan dette fremmede affald var alt, hvad jeg havde i verden, i stedet for alt det, jeg plejede at have, men som min fars ejendom havde smidt ud.

Men blandt tingene i lejligheden var der også et tykt ringbind, der lå helt for sig selv på et træskrivebord med flosset fernis og en gennemtygget kuglepen ovenpå. Når jeg siger ”gennemtygget”, mener jeg halvvejs fortæret, for min mystiske forgænger havde gnavet den mindst et par centimeter ned. Skrivebordet var nogenlunde det eneste ryddelige sted i lejligheden.

Jeg blev med det samme interesseret i ringbindet, der tydeligvis var en slags hjemmelavet bog. Titlen stod på omslaget, kalligraferet med gotisk skrift: Fernsby- bibelen. På første side havde den gamle vicevært indsat et notat til den nye vicevært – det vil sige mig – for at forklare, at han var amatørpsykolog og en skarp iagttager af menneskets natur, og at det efterfølgende var hans indsamlede notater om beboerne.

Der var mange af dem. Jeg bladrede bindet igennem og blev forbløffet over hans grundighed og ihærdighed. Og sidst i bindet havde han så indsat en masse tomme ark med overskriften ”Notater og iagttagelser”. Samt derefter tilføjet et kortfattet notat forneden: ”(Udfyldes af den næste vicevært).”

Jeg så på de tomme ark og tænkte ved mig selv, at det var vanvid af den gamle vicevært at forestille sig, at hans efterfølger – eller for den sags skyld nogen andre – skulle have lyst til at udfylde dem. Lidet vidste jeg noget om den magiske tillokkelse, en halvt opædt kuglepen og nogle tomme papirark ville få på mig.

Jeg bladrede tilbage til viceværtens egne skriverier. Han havde været flittig og fyldt side efter side med beskrivelser af beboerne i ejendommen, affattet med manisk korrekt håndskrift – med skarpe kommentarer til deres respektive historier, særheder og svagheder, hvad man skulle passe på samt noget så vigtigt som deres forhold til drikkepenge.

De var spækket med historier og anekdoter, sidebemærkninger og gåder, fakta, platheder og sjove kommentarer. Han havde også givet hver eneste beboer et øgenavn. De var på samme tid sjove og kryptiske.

”Hun er Damen med Ringene,” skrev han om beboeren i 2D. ”For ringe skal der købes, klæ’r skal skiftes.” Eller om beboeren i 6C: ”Hun er La Cocinera, køkkenchef for faldne engle.” 5C: ”Han er Eurovision og nægter at være noget, han ikke er.” Eller 3A: ”Han er Wurly, hvis tårer bliver til toner.” Sådan var mange af hans øgenavne og notater – gåder.

Wilbur må have været mesterlig til at prokrastinere og skrive løs i den her bog i stedet for at ordne utætte pakninger og knuste vinduer i lorteejendommen her.

Mens jeg læste arkene i ringbindet igennem, blev jeg nærmest hypnotiseret. Ud over at være dybt mærkeligt var det også rent guld for en nyslået vicevært. Jeg gik i gang med at indprente mig hver eneste beboer, hvert eneste øgenavn og hvert eneste lejlighedsnummer. Det er obligatorisk læsning for mig.

Hvor latterligt det end er, ville jeg være fortabt uden Fernsby-bibelen. Ejendommen er en ruin, og det undskyldte han også for med en forklaring om, at den fraværende ejer ikke reagerede på henvendelser, ikke vil betale for noget og sgu ikke engang gider tage telefonen – røvhullet har gjort sig helt og aldeles usynlig. ”Du bliver frustreret og ulykkelig,” skrev han, ”indtil det pludselig står klart: Du må klare dig selv.”

På bagsiden af bibelen havde han tapet en nøgle fast med bemærkningen ”Prøv den.”

Jeg tænkte, at det nok var en hovednøgle til lejlighederne, men det var det ikke, fandt jeg ud af. Nøglen havde en mærkelig form og passede ikke i nogen af de låse, jeg prøvede. Jeg fandt den fascinerende og begyndte ved først givne lejlighed at gå bygningen metodisk igennem for at afprøve nøglen i hver eneste lås, men uden held.

Jeg skulle lige til at give op, da jeg for enden af gangen på øverste etage opdagede en snæver trappe op til taget. Foroven var der en dør med hængelås på – og søreme, om ikke nøglen gled direkte ind i hængelåsen! Jeg åbnede døren, gik udenfor og så mig omkring.

Jeg blev fuldstændig overvældet. Taget var noget nær et paradis, og det kunne hverken edderkopperne eller duelorten eller det flaprende tagpap ændre ved. Det var stort, og udsigten var helt ufattelig.

Begge naboejendommene var for nylig blevet revet ned af entreprenører, så bygningen stod nu alene omgivet af en mark af murbrokker – og med afsindig udsigt op og ned ad Bowery og hele vejen til Brooklyn Bridge, Williamsburg Bridge og skyskraberne i downtown og midtown.

Det var aften, og hele byen henlå i et lyserødt skær med en enkelt skrigorange røgstribe fra et forbipasserende jetfly. Jeg flåede telefonen frem – fem streger. Jeg så mig omkring og tænkte: Hvad fanden? Måske var det bare et forbindelsesproblem, der havde gjort, at jeg ikke kunne komme igennem til min far og Opkast Manor – jeg kunne prøve at ringe til ham igen heroppefra.

Det var helt klart ulovligt at være oppe på taget, men ejeren ville med sikkerhed ikke komme ind i den covid-plagede by for at tilse sine besiddelser. Efter næsten to ugers nedlukning føltes taget her som det eneste bare halvvejs sikre sted at lade kroppen få frisk luft og solskin.

En dag ville entreprenørerne bygge hippe glastårne og henlægge Fernsby Arms i evig skygge. Men hvorfor skulle udsigten ikke være min indtil da? Gode gamle Wilbur P. Worthington III havde tydeligvis haft det på samme måde, og han havde endda ikke engang været her under en nedlukning.

Da jeg så mig nærmere omkring, bemærkede jeg omgående noget stort og uregelmæssigt, der stod for sig selv med en plastikpresenning over. Jeg rev den af og fik øje på en gammel, musegennemtygget briks i snavset rød fløjl – hvor den gamle vicevært helt sikkert havde holdt til. Jeg satte mig forsigtigt for at afprøve dens bæreevne og tænkte: Gud velsigne Wilbur P. Worthington den tredje!

Jeg begyndte at gå op på taget hver aften ved solnedgang med en termokande margarita eller en anden eksotisk cocktail, jeg havde bikset sammen fra spritflaskerne i alle regnbuens farver, bredte mig på briksen og så solen gå ned over Lower Manhattan, mens jeg ringede til far igen og igen. Jeg kunne stadig ikke få fat i ham, men blev dog nu i det mindste småsnalret imens.

Mit eneboerparadis varede dog ikke ved ret længe. For et par dage siden her i den sidste uge af marts, hvor covid begyndte at sætte byen i brand, klippede en af beboerne hængelåsen over og satte en plastikstol herop sammen med et havebord og en geranium i en potte. Jeg blev seriøst arrig.

Gode gamle Wilbur havde blandt alt det andet skrammel også efterladt sig et udvalg af låse, så jeg valgte en kæmpestor, hærdet hængelås i krom og stål, der var tung nok til at flække skallen på et elsdyr med, og satte den på døren. Den ville med garanti ikke kunne klippes over.

Men hvem end det var, så satte de åbenbart lige så stor pris på deres frihed som jeg, for nogen fandt på at angribe hængelåsen og haspen med et brækjern og vride dem af, så døren også blev flået op. Derefter var det slut med at låse den. Prøv selv bare lige at købe en ny dør under covid.

Jeg er temmelig sikker på, hvem der gjorde det. Da jeg kom ud på taget efter at have set den ødelagte dør, sad gerningsmanden trygt og godt i en ”hulestol” – en af de her æggeformede tingester med imiteret pels, man kravler ind i – og røg en e-cigaret og læste i en bog. Det må have været et helvede at skulle slæbe stolen helt op på taget.

Jeg genkendte hende som den unge beboer i 5B, som Wilbur havde kaldt Hello Kitty i sin bibel, fordi hun gik i sweatere og hoodies med den pågældende tegnefilmsfigur på. Hun så afmålt på mig som for at tilkendegive, at jeg lige kunne prøve at anklage hende for at have ødelagt døren.

Men jeg sagde ikke noget. Hvad skulle jeg have sagt? Desuden kunne jeg heller ikke lade være med at respektere hende lidt for det. Hun mindede mig om mig selv. Og vi behøvede jo ligesom heller ikke at tale sammen – hun virkede lige så opsat på at ignorere mig, som jeg var på at ignorere hende. Så jeg valgte at holde afstand.

Derefter begyndte andre af beboerne lidt efter lidt at opdage taget. De slæbte deres grimmeste stole op ad den smalle trappe og plantede sig i dem ved solnedgang, samtidig med at alle holdt ”social afstand”, det nye modeudtryk. Jeg prøvede at standse dem. Jeg satte et skilt op om, at det var forbudt (i princippet passer det også!), at der ikke måtte være nogen deroppe, at man kunne snuble og falde ud over den lave kant.

Men på dette tidspunkt føltes det allerede, som om verden havde været lukket ned i en menneskealder, og folk ville under ingen omstændigheder lade sig forhindre i at få lidt frisk luft og nyde en god udsigt. Det kan jeg ikke bebrejde dem.

Der er mørkt, koldt og utæt i ejendommen, der lugter mærkeligt på gangene, og der er revnede og knuste vinduer overalt. Desuden føles taget stadig tilstrækkelig stort – alle sørger omhyggeligt for ikke at røre ved hinanden, tale højt eller sågar bare pudse næse, og vi holder alle sammen to meters afstand.

Ærgerligt nok er det ikke til at opdrive håndsprit overhovedet i den her forbandede by, ellers ville jeg stille en kæmpeflaske op inden for døren. Nu må jeg nøjes med at give dørhåndtagene blegemiddel en gang om dagen. Og jeg er i alle tilfælde ikke bekymret på egne vegne – jeg er kun tredive og dermed også ung nok til ikke at blive ramt så hårdt af virussen, bortset fra at jeg selvfølgelig har astma.

Men jeg savnede nu alligevel mit privatrevir.

Imens blev byen hårdt ramt af covid. Den 9. marts forkyndte borgmesteren, at der nu var seksten tilfælde i byen, den 13. marts omringede nationalgarden som sagt New Rochelle, og den 20. marts blev New York lukket ned lige tidsnok til, at alle kunne nå at binge Tiger King. 

En uge efter var der over syvogtyve tusind smittede, flere hundrede døde hver eneste dag og stadig flere tilfælde. Jeg kastede mig over tallene og begyndte derefter, det må vel have været skæbnens vilje, at notere dem på de tomme ark bagest i Wilburs ringbind, hans såkaldte Fernsby-bibel.

Selvfølgelig havde alle med mulighed for at gøre det allerede forladt New York. De rige og velstående flygtede fra byen som rotter fra en synkende skude og myldrede pibende ud til The Hamptons, Connecticut, The Berkshires, Cape Cod, Maine – alle andre steder end New Covid City. Vi var de efterladte.

Som vicevært er det min opgave – eller det antager jeg i hvert fald – at forhindre covid i at komme herind og dræbe beboerne i Fernsby Arms. (Undtagen dem på boligsikring – ha ha, deres dørhåndtag er der ingen grund til at bruge blegemiddel på, ville ejeren helt sikkert have forklaret mig).

Jeg uddelte en notits med de grundlæggende regler: ingen udefrakommende i ejendommen, to meters afstand på alle fællesområder, ingen sammenstimlen på trappen. Og så videre og så videre. Nøjagtig ligesom far ville have gjort.

Endnu ingen retningslinjer fra de højere magter om mundbind, for der er i alle tilfælde ikke engang nok til sundhedspersonalet. Vi er mere eller mindre spærret inde i ejendommen indtil videre – lukket ned.

Så hver aften kom de af beboerne, der havde fundet vej til taget, nu derop og hang ud. Til at begynde med var vi syv. Jeg slog dem alle sammen op i Fernsby-bibelen. Det var Eddike fra 2B, Eurovision fra 5C, Damen med Ringene fra 2D, Terapeuten fra 6D, Florida fra 3C og Hello Kitty fra 5B.

For et par dage siden begyndte folk i New York på det her med at råbe hurra for lægerne og andet frontpersonale klokken syv, altså omkring solnedgang. Det føltes godt at foretage sig noget og få et afbræk i rutinen. Så folk fik for vane at mødes på taget lige før klokken syv, og når tiden var inde, klappede vi alle sammen og råbte hurra fra vores tag sammen med resten af byen, mens vi hamrede på grydelåg og kasseroller og piftede. Så var aftenen gået i gang.

Jeg tog en revnet lanterne med derop, jeg havde fundet blandt alt Wilburs skrammel, med plads til et stearinlys. Andre kom også med lanterner og lysestager med stormglas – nok til at få et lille oplyst område ud af det. Eurovision havde sågar en antik petroleumslampe af messing med ornamenteret glasskærm med.

I begyndelsen blev der ikke sagt noget, og det passede mig også glimrende. Efter at have set, hvordan min far blev behandlet af de mennesker, han havde boet sammen med og hjulpet i årevis, havde jeg ikke lyst til at lære dem at kende. Jeg ville ikke engang have været heroppe sammen med dem, hvis ikke det ligesom havde været mit sted først.

Hvis en vicevært tror, hun kan få venner i sin ejendom, er hun også selv ude om det. Selv i et lorteskur som det her anser alle sig for finere end viceværten. Hold afstand, er mit motto af samme grund. Og de for deres vedkommende havde så sandelig heller ikke lyst til at lære mig at kende. Glimrende.

Eftersom jeg var ny, var alle dem deroppe fremmede for mig. De fordrev tiden med at scrolle på deres telefoner, hælde øl eller vin ned, læse, ryge pot eller dimse med en bærbar.

Hello Kitty anbragte sig i læ i sin stol og røg nærmest konstant på sin e-cigaret. På et tidspunkt kunne jeg mærke lidt af dampen, som havde en vammelsødlig vandmelonduft. Hun sugede helt bogstaveligt på den konstant, nærmest som om hun trak vejret gennem den. Det var et mirakel, at hun ikke var død.

Med alle historierne fra Italien om folk i respirator, også selv om det mest er gamle mennesker, fik jeg lyst til at slå skidtet ud af hånden på hende. Men vi har vel alle sammen lov til at have vores laster, og hvem lytter i alle tilfælde til viceværten?

Eurovision tog en af de der små Bose Bluetooth-højttalere med herop, anbragte den ved siden af sin stol og satte den til at spille dæmpet Europop. Så vidt jeg vidste, gik ingen i ejendommen nogensinde udenfor, ikke engang efter dagligvarer eller toiletpapir. Vi var lukket fuldstændig ned.

Da vi lå tæt på Presbyterian Downtown Hospital, susede ambulancerne hylende op og ned ad Bowery med stadig kraftigere sirener på vej hen mod os og derefter gradvist dæmpet til et uddøende vræl på vej videre.

Alle de anonyme kølevogne begyndte at dukke op. Vi fandt hurtigt ud af, at de var til at transportere ligene af covid-ofre væk i, og hørte dem rumle afsted hen ad gaderne dag og nat som gamle dages pestkærrer, og alt for tit standsede de for at få en indhyllet last med.

Tirsdag den 31. marts – det vil sige i dag – blev en slags milepæl for mig, for der begyndte jeg selv at skrive i bogen. Oprindelig havde jeg blot tænkt mig at nedfælde tal og statistik, men det løb ligesom fra mig og blev til et mere omfattende projekt.

Dagens tal var også en slags milepæl – ifølge New York Times har dødstallet for covid i byen nu passeret de tusind. Der er 43.129 tilfælde i byen og 75.597 i delstaten. Af de fem distrikter er Queens og Brooklyn hårdest ramt af covid med henholdsvis 13.869 og 11.160 tilfælde mod 7.814 i Bronx, 6.539 på Manhattan og 2.354 på Staten Island.

Tilsyneladende blev tallene ligesom tæmmet af at blive skrevet ned, de blev mindre skræmmende.

Om eftermiddagen regnede det. Jeg gik som sædvanlig op på taget omkring et kvarter før solnedgang. Aftensolen kastede lange skygger ned ad den regnvåde Bowery. Ind imellem sirenerne lå byen øde og tavs hen. Det føltes mærkeligt og forunderligt fredfyldt. Der var ingen biler, ingen dytten, ingen fodgængere på vej hjem i skarpt trav ad fortovene, ingen summende fly ovenover. Luften var renset og ren, fuld af mørk skønhed og magiske muligheder.

Uden bildampene lugtede den frisk og mindede mig om mit korte, lykkelige liv i Vermont, før … nå, men altså.

Mens gaderne blev opslugt af tusmørket, dukkede de sædvanlige beboere op på taget. Da klokken blev syv, og vi hørte de første hurraråb og brag fra ejendommene i nærheden, lettede vi os fra stolene og piftede, klappede og råbte hurra som sædvanlig – alle undtagen beboeren i 2B. Hun blev bare siddende og prøvede at få gang i sin telefon.

Wilbur havde advaret mig om hende – hun var den højvelbårne type, der ringede for at få skiftet en pære, men i det mindste også gav kongelige drikkepenge. ”Hun er rendyrket New York-eddike,” skrev han og tilføjede en af sine gådefulde formuleringer: ”Den bedste vin giver den skarpeste eddike.” Hvad det så skal betyde. Jeg anslog hende til at være i halvtredserne – klædt helt i sort, sort T-shirt og falmede sorte skinny jeans. De eneste farver på hende var dryppene og klatterne af maling på hendes veltjente Doc Martens. Hun måtte være kunstner, tænkte jeg.

”Skal du ikke være med?” råbte kvinden i 3C, som i bogen havde fået navnet Florida, over til Eddike. Jeg kunne med det samme mærke på hendes tonefald, at der var et eller andet med dem.

Florida – den gamle vicevært havde ikke forklaret navnets oprindelse, måske blev hun bare kaldt sådan – var en stor, sværbarmet kvinde på omkring halvtreds, der formåede at udstråle rastløs energi, havde perfekt frisørhår og var iført en pailletskjorte med et skinnende guldsjal ud over. Bibelen kaldte hende en sladdertaske med følgende vittighed: ”Sladder er snak om menneskeheden, som den bedrives af dem, der elsker den.”

Eddike gengældte Floridas blik iskoldt. ”Nej.”

”Hvad mener du med nej?”

”Jeg er træt af at råbe ad universet uden virkning, ellers tak.”

”Vi råber hurra for frontarbejderne – som risikerer livet derude.”

”Hvor er det stort af dig,” sagde Eddike. ”Og hvordan skal det hjælpe dem at råbe op?”

Florida gloede på Eddike. ”Der er ikke nogen logik i det. Esto es una mierda, og vi prøver bare på at vise vores støtte.”

”Så du tror altså, det vil gøre nogen forskel at slå på grydelåg?” Florida trak guldsjalet tættere sammen om sig, klemte læberne fordømmende sammen og lirkede sig tilbage i stolen.

”Når alt det her er overstået,” sagde Damen med Ringene lidt efter, ”bliver det ligesom 11. september. Ingen vil have lyst til at tale om det. Det bliver ligesom, når nogen har begået selvmord – dem taler man heller aldrig om.”

”Folk taler ikke om 11. september,” sagde Terapeuten, ”fordi New York i sin tid fik en god portion PTSD ud af det. Jeg har stadig patienter fra 11. september, som prøver at komme ud over deres PTSD. Tyve år efter.”

”Hvad mener du med, at folk ikke taler om 11. september?” sagde Hello Kitty. ”De kan ikke holde op med at tale om det. Man skulle tro, at halvdelen af New York City havde været dernede og løbet for livet, mens de var ved at blive kvalt af røg og støv. Det her bliver ligesådan. Nu skal I alle sammen høre, hvordan jeg overlevede Den Store Pandemi i To Tusind og Tyve. Folk vil slet ikke kunne holde kæft med det.”

”Jamen dog,” sagde Eddike. ”Var du overhovedet i live under 11. september?”

Hello Kitty sugede på sin e-cigaret og ignorerede hende.

”Tænk bare på al den PTSD, pandemien her kommer til at udløse,” sagde Eurovision. ”Åh Gud, vi kommer til at skulle i behandling for evigt.” Han lo kort og vendte sig om mod Terapeuten. ”Sikke da en guldgrube for dig!”

Hun fortrak ikke en mine.

”Alle har PTSD nu om dage,” fortsatte Eurovision. ”Jeg har PTSD efter aflysningen af Eurovision 2020. Det er første gang siden 2005, jeg kommer til at gå glip af det.” Han tog sig til brystet og skar ansigt.

”Hvad er Eurovision?” spurgte Florida.

”Eurovision Song Contest, skatter. Sangere fra hele verden bliver udvalgt til at stille op med en original sang. Kun én sanger eller gruppe per land. Der stemmes for at finde frem til vinderen. Det bliver set i tv af seks hundrede millioner. Det er musikkens svar på VM. Det skulle have været i Rotterdam i maj i år, men blev aflyst i sidste uge. Jeg havde flybillet, hotel, det alt sammen. Så nu,” sagde han og strakte sig demonstrativt, ”har jeg brug for hjælp, doktor. Jeg har PTSD.”

”PTSD er ikke noget at spøge med,” sagde Terapeuten. ”Og det var 11. september heller ikke.”

”11. september er stadig hos os,” tilføjede en kvinde i trediverne. Jeg genkendte hende fra bogen som Merengueroens Datter i 3B. ”Det er frisk. Det har berørt os alle sammen, også min egen familie. Selv dem hjemme i Santo Domingo.”

”Mistede du måske nogen 11. september?” spurgte Damen med Ringene med aggression i stemmen.

”På sin egen underlige måde, ja.”

”Hvordan det?”


Hun tog en dyb indånding. ”Mí papá var en stor merenguero, hvilket betyder, hvis I ikke allerede ved det, at han levede af at spille merengue. Tidligere var han ganske ofte med i El Show del Mediodía, altså The Midday Show. Hvis der er et program i Den Dominikanske Republik, som bliver set af alle, er det det. Det bliver faktisk sendt i tv den dag i dag.”

Da hun begyndte at tale, kunne jeg ligesom mærke, at hun var ved at gå i gang med en historie, og jeg havde også en anelse om indholdet. Lige siden jeg var i begyndelsen af tyverne, har jeg haft for vane at optage de ting, folk siger rundtomkring mig, i særdeleshed alt muligt pis fra fyre, der lægger an på mig i en bar.

Jeg sørger bare for helt afslappet at lade min telefon ligge fremme på bardisken eller bordet eller i lommen, og nogle gange i undergrundsbanen har jeg foregivet at gøre noget med telefonen, mens jeg i virkeligheden optog, hvad en eller anden knold var i færd med at sige.

I skulle bare vide, hvad jeg i årenes løb har samlet sammen, mange timers storslået idioti og klamhed dokumenteret for eftertiden. Gid jeg dog bare kunne tjene penge på det på YouTube eller sådan noget. Og det er altså heller ikke kun de dårlige ting, jeg har også indfanget meget andet – sørgelige historier, sjove historier, venlighed, bekendelser, drømme, mareridt, minder, sågar forbrydelser.

Hvad fremmede dog ikke er parat til at sige til en sent om natten i linje E … Jeg var engang desperat nok til at ryge hundelort for at blive høj … Jeg udspionerede mine bedsteforældre i gang med at have sex, og du skulle bare lige vide, hvad de lavede … Jeg vandt hundrede dollar i et væddemål ved at flå, tilberede og spise min brors løbemus.

Min far samlede på mennesker gennem charme. Jeg gjorde det i det skjulte.

Nå, men jeg begyndte altså at optage. Min briks stod imidlertid for langt væk fra Merengueroens Datter, så jeg rejste mig, gjorde et nummer ud af at være ivrig efter at høre mere og trak den skide røde briks gennem de to meters afstand mellem alle andres stole, mens jeg sendte dem et stort dumt grin og mumlede noget om ikke at ville gå glip af et ord.

Jeg gjorde mig det behageligt og tog telefonen frem, foregav at tjekke noget på den, pegede med den og trykkede Optag. Så lagde jeg den henkastet på briksen i retning af Merengueroens Datter og lænede mig tilbage med fødderne oppe og en margarita i hånden.

Hvad vil jeg gøre med optagelsen? Da jeg trykkede Optag, vidste jeg det ikke med sikkerhed, men senere nede i min lejlighed fik jeg øje på Wilburs tykke ringbind på skrivebordet med alle de tomme sider, han havde efterladt til mig. Okay, tænkte jeg, lad os se at få dem fyldt. Så har jeg i hvert fald noget at lave, mens jeg de næste par uger sidder fast i den skide pseudopandemi.

Men sssh: Merengueroens Datter talte.

”Dengang præsenterede programmet de hotteste nye merenguebands. Og i øvrigt havde nogle af sangene dengang pænt sindssyge titler og tekster. Det er min udgave af en trigger warning, for der er noget pænt racistisk lort på vej.”

Hun holdt inde og så sig lidt nervøst om på taget, som om hun ikke helt kunne finde ud af at fortsætte, men også for at tage bestik af sine lyttere.

”Der var sågar en sang, der spurgte: ’Qué será lo que quiere el negro?’ Hvad vil den sorte mand have? Sangen var kolossalt populær i 1980’erne og blev tit spillet i El Show del Mediodía, som jeg selv så som lille. Jeg fik ikke lov til at komme med ind i studiet, for min far ville ikke have mig derind, og da han var på arbejde, kunne han ikke holde øje med mig samtidig. Han var enlig far, må I huske på. Han skulle have styr på mig og ville ikke have mig med til den slags.

Far var gode venner med nogle af danserne i programmet og mødte en kvinde derinde. Jeg ved ikke, hvad der skete mellem dem. De sagde bare, at de var ’muy amigos y muy queridos’. Jeg ved det ikke, jeg spurgte ikke. Men de blev i hvert fald ved med at være venner. Hun var altid god mod mig.

Ikke at hun forsøgte at udfylde en eller anden form for manglende moder-rolle, slet ikke på den måde, men hun lærte mig i hvert fald, hvad jeg skulle gøre, da jeg begyndte at bløde, den sommer jeg fyldte elleve. Jeg kan ikke engang forestille mig, hvad min far ville have gjort. Hun forsvandt ud af vores liv, mens jeg stadig var barn, men jeg havde kun gode minder om hende.

For nogen tid siden, et par uger før nedlukningen, rendte jeg tilfældigt ind i hende igen. Det var helt tosset. Jeg var henne hos min yndlingsfrisør for at få glattet håret, I ved. Der er en gammel vittighed om, at selv i himlen vil dominikanske frisører stadig vikle krøllerne om børsten med den ene hånd og med den anden sende guderne må vide hvor mange graders varme direkte ind i håret for at gøre det så glat som muligt.

Åh jo. Jeg plejede at få det gjort en gang om ugen, men så gik det op for mig, hvor ødelæggende det var for mit hår og min hovedbund, og så holdt jeg op.

Nå, men jeg får altså øje på hende henne hos frisøren og spørger, hvordan hun har det. Først virker hun ikke særlig glad for at se mig, eller for overhovedet at se en bekendt. Men så begynder hun på en vanvittig historie, der lyder fuldstændig usandsynlig, men den passer altså. Hendes historie begyndte 11. september.

Alle tænkte bare: ’Åh altså, behøver vi virkelig vende tilbage til 11. september?’ Det er jo hårdt, ikke også? Men måske er der et eller andet i den historie, der kan lære os noget om den situation, vi befinder os i heroppe på taget. Jeg kalder historien ’Den dobbelte tragedie’.

Lad mig bare lige påpege, at når en historie fanger opmærksomheden hos alle i frisørsalonen, tier føntørrerne. Folk kan stadig få håret sat i curlere. De kan stadig få håret farvet. De kan stadig blive klippet. Men hvis nogen har ordet og er i gang med at fortælle en historie, der fanger opmærksomheden hos alle, er der ikke noget med at føntørre. Det kan I være helt sikre på.

I øvrigt skal jeg lige have med, at Eva var halvfjerds og lignede en på halvtreds. Hun var taget til salonen for at få en blowout i sit grå hår, men der trængte nok sort igennem til at gøre det tydeligt, at hendes hår engang havde været kulsort. Nu var hun gråhåret på en værdig måde.

Hun var også blevet, lad os kalde det forbedret en smule på et par andre områder. Og det klædte hende. Hun havde fået sine tetas og sin pa’trás til at se godt ud for en halvfjerdsårig. Måske kommer JLo ogå til at se sådan ud. Vi kan kun gætte. Pointen er, at hun var halvfjerds og så toplækker ud.

Hun fortalte, at da hun var i halvtredserne og holdt op med at være med i El Show del Mediodía, og vi ikke længere havde kontakt, havde hun forelsket sig i en yngre mand. Hun gjorde det helt vanvittige – forlod sin mand, som hun aldrig havde formået at få barn sammen med. Og forelskede sig i den her dominikanske fyr, som forunderligt nok spillede i merenguebands.

Han var percussionist og spillede derfor på lidt af det hele – claves, bongotrommer, maracas, triángulo, cascabel og sågar et percussioninstrument fra Peru lavet af tørrede gedenegle. Men han spillede jazzet, moderne merengue, lidt ligesom de gamle klassikere Juan Luis Guerra (før han blev genfødt kristen), Victor Victor, Maridalia Hernandez og Chichi Peralta.

Eva var, sagde hun, blevet ramt af denne her helt vanvittige indskydelse om langt om længe at lytte til sit hjerte og ikke give en skid for det hele. Hun gik ikke mere op i det, som afholder så mange mennesker i Latinamerika og på la isla fra at gøre det, de gerne vil, og som grundlæggende er spørgsmålet: ’El qué dirán?’ ’Hvad vil naboerne ikke sige?’ Eva tænkte ’Fuck det. Jeg er ligeglad. Jeg er forelsket i fyren. Han spiller i et band. Og jeg forlader min mand.’

Sikkert fordi de forelskede sig så vildt og dybt og vanvittigt, blev hun også gravid. Det lyder ganske vist helt usandsynligt. Det ved I allerede godt, men som Eva fuldstændig ublufærdigt sagde til den samlede frisørsalon, havde de fantastisk sex. De havde sex konstant.

Da hun var sammen med sin mand, kneppede de bare ikke, mere kan jeg ikke sige. De gjorde det bare ikke, de var holdt op. Men den nye fyr var vel omkring tredive og i sin bedste alder. Åh Gud. Hvor hun dog talte om deres sex! Nå, det var altså virkelig godt, at hun blev gravid. Mere kan jeg ikke sige.”

”Jo vildere sex, desto hurtigere gravid,” afbrød Florida fra 3C. Nå ja, bibelen havde advaret mig mod, at hun var en sladdertaske.

”Rent videnskabeligt er det noget vås,” sagde Eddike spidst med en afvisende håndbevægelse. ”En ammestuehistorie, som er blevet modbevist for mange år siden.”

”Og hvornår har du så lige læst medicin?”

Efter en høflig pause valgte Merengueroens Datter at ignorere dem og fortsatte.

”Nogle gange handler det udelukkende om sex. Andre gange handler det om sex og lidenskab. Og det var kombinationen af de to ting, der førte til miraklet i denne forbindelse. Hun var halvtreds år gammel og gravid med sin tredive år gamle elsker og nu ægtemand. Selvfølgelig vakte det skandale. Men på det tidspunkt havde hun allerede brudt med ’el qué dirán’. Helt og aldeles.

Og det havde han også. Hendes nye ægtemand kom fra meget ydmyge kår i et kvarter i Santo Domingo kendt som Villa Mella. At han var blevet til noget som musiker og kunne leve af at spille, var allerede kæmpestort. Han var lykkelig. Og havde forelsket sig i denne utrolige kvinde. De var helt igennem utraditionelle, men fik det til at fungere. De havde tidligt besluttet sig for aldrig nogensinde at lade ævl og kævl udefra trænge ind i deres ægteskab.

Alle vi andre i frisørsalonen labbede hvert et ord af Evas historie i os. Yo! Salonassistenten fik besked på at gå ud og hente en omgang café con leche, fordi historien først lige var kommet i gang og allerede var kolossalt god.

Så vender Eva tilbage til 11. september. Den pågældende dag var Eva tilfældigvis nede i Wall Street til en aftale og så det. Hun så flyet komme lige hen over sig og brage ind i det første tårn. Hvor hun skulle have været til møde. Hun blev altså et af de uheldige godt tusind mennesker, et af de allermest uheldige – eller måske et af de heldigste, hvis man ser sådan på det – som var på stedet, da det skete.

Hun snublede og faldt omkuld på grund af chokket og forvred anklen slemt, men så satte adrenalinen ind og fik hende til at styrte afsted på en smadret ankel. Hun kunne ikke tænke på andet end at komme hjem til sin mand og sin søn på to.

Det var det eneste, hun ville. Komme ud derfra i en helvedes fart og tage undergrundsbanen hjem til Washington Heights for at være sammen med sin familie. Jovist, hun var jævnaldrende med de fleste bedstemødre. Men hun var midaldrende og desperat efter at se sin lille søn og holde ham i sine arme. Lugte ham.

Eva nåede undergrundsbanen, men kun på et hængende hår. Mindre end en time senere blev hele undergrundssystemet i New York City lukket ned. Hun kom hjem, trådte ind ad døren, og der var han, hendes pragtfulde mand med de nøddebrune øjne og de små krøller, der lignede bølger i et oprørt hav. Han havde mørkebrunt hår, men spidserne var lysere og matchede hans kanelfarvede hud.

Han hed Aleximas (en kombination af Alexis og Tomas og meget dominikansk, men yo, det skal I ikke sætte jer til dommer over), og da han fik øje på hende, begyndte han at græde. Tårerne trillede ned ad hans kinder, som var han et lille barn.

For det ukonventionelle par elskede hinanden så højt, at det ikke spillede nogen rolle, at han som voksen mand fældede tårer. Så sikker følte Aleximas sig over for sin tyve år ældre hustru. Hun fik ham til at føle sig tryg. Han havde haft en virkelig hård opvækst i Villa Mella. Jep, sådan var det. Da han voksede op i Den Dominikanske Republik, var det på et jordgulv. Det siger vist det hele, har jeg ikke ret?

På dette tidspunkt sad alle bare og nippede til deres cafecito. Eva fortsatte med at fortælle om, hvor dybt rystet hun havde været over det, hun havde set den 11. september. I en grad så hun ikke kunne sove.

Lægen forklarede, at hun havde forstuvet anklen og revet en muskel over, så hun skulle blive hjemme i flere uger med benet oppe. Hun var ved at blive tosset af det. Hun var nødt til at få sin mand til at gøre det hele. Han gik ud efter dagligvarer. Han gjorde alt for hende og for familien.

Han havde ikke noget imod at købe ind, ikke engang at hente tamponer til hende. Det var blot en del af deres ukonventionelle kærlighed, sagde hun. Han var en stærk, selvsikker dominikansk mand, der havde været heldig nok til at finde en kvinde, som sagde: ’Jeg er fucking ligeglad med, hvad alle andre siger om mig, og om hvad jeg gør.’ Soy una de muchas mujeres as!

Eva kunne ikke finde ud af at håndtere sine nye følelser. I skal huske, at tilbage i 2001 vidste folk endnu ikke rigtig noget om PTSD. Irakkrigen var ikke begyndt endnu. PTSD, hvad var nu det? Hun var ikke selv klar over det, men hun havde fået det. Hun kunne ikke komme fri af sin depression, sagde hun.

Hun var hjemme og så tv, mens hun tænkte på, at hun ikke kunne bevæge benet, fordi hun havde forvredet det i forbindelse med at løbe rædselsslagen væk fra det mest grufulde, hun nogensinde havde set. Hver eneste gang hun så billeder fra den dag i tv – det var den eneste historie i nyhederne, og de viste billederne igen og igen – følte hun det som at være tilbage der igen og stå ude på gaden, hvorefter hun begyndte at ryste og græde.

Aleximas begyndte vitterlig at blive urolig, i og med at hendes mareridt holdt hele familien vågen. Det lille barn kunne mærke sin mors angst og begyndte også at have svært ved at sove. Nøjagtig ligesom flyet var braset ind i tårnet, var det braset ind i deres hjem og havde vendt op og ned på deres liv.

De var ude af stand til at komme ud af traumacirklen. Til sidst tog de i fællesskab den svære beslutning – som de var klar over i det lange løb ville være det bedste – at forlade New York og tage tilbage til Den Dominikanske Republik, tilbage til Santo Domingo.

Også selv om de i praksis havde klaret sig godt i USA, godt nok til at udleve deres drømmeliv i New York City i en aflang lejlighed med tre soveværelser, store vinduer, dagligstue og separat spisestue.”

”Det er umuligt,” mumlede Florida. Der lød overrasket mumlen fra vores lille kreds af lyttende – jeg kunne ikke afgøre, om det var chok over lejligheden eller over Floridas afbrydelse. Men hun var kun lige gået i gang. ”Hvordan kunne de have råd til sådan en lejlighed? Nu om dage står de i over tre-fire tusind om måneden! Selv dengang – nej! Og hvis den var huslejereguleret, ville det da være vanvittigt af dem at forlade det.”

”Helt alvorligt,” sagde Eurovision. ”Det lyder utroligt. Nu om dage har jeg dårligt råd til at bo i det hul her.”

”Lad hende fortælle sin historie,” sagde Eddike spidst.

”Ja.” Merengueroens Datter nikkede. ”En separat spisestue på 172nd Street med udsigt til Fort Washington Avenue. Nemlig. Alt det ville de efterlade, fordi terroren var kommet hjem til dem, og hun ikke kunne holde op med at have mareridt.

De besluttede sig for, at hendes mand og søn skulle tage først til Santo Domingo, mens hun selv blev tilbage for at afslutte et par ting på sit arbejde. Desuden skulle hun have plads til at sørge og komme videre på egen hånd, bearbejde følelserne uden at skræmme sit barn. Hun ville tage afsted i løbet af en måned, højst to. Det var det hele. De ville flytte til Santo Domingo og begynde et nyt liv. De kendte tilstrækkelig mange mennesker derovre, det skulle nok gå.

Hun tjekkede flyplaner, og den tidligste dato med mulighed for at booke et fly til Aleximas og deres søn viste sig at være den 11. november. ’Jeg vil under ingen omstændigheder nogensinde mere lade min familie rejse den 11. i måneden,’ besluttede hun. ’Den ellevte está quema’o. Den er forbandet.’ Der ville aldrig mere blive booket fly på den dato. Aldrig.

I stedet købte hun billetter til den 12. november, tog i lufthavnen med sin mand og deres lille dreng og sagde farvel til dem i JFK.

Selv om hun var et nervevrag, vidste hun også, at når først de var væk, ville hun bedre kunne håndtere sin angst på egen hånd. Muligvis skrige ned i en pude tre-fire gange om dagen – hvad hun ikke ville kunne gøre med sin toårige i nærheden. Og kan I forestille jer, hvis hendes mand havde set hende gøre det? Så ville han for alvor tro, at hun var gået fra forstanden, men det var hun også.

Hun var traumatiseret. Kun hendes kærlighed til og ansvarsfølelse over for sin mand og søn afholdt hende fra at blive vanvittig.

Eva satte dem altså af i JFK og kørte tilbage mod Washington Heights. Hun satte en cd med sin mands musik på, for sådan gjorde man dengang, og kom straks i bedre humør. Det triste ved deres afsked i lufthavnen blev afløst af lettelse over snart at ville få et nyt liv langt væk fra alt det tragiske.

Hun smilede og lo og dansede i førersædet og blev sågar en smule opstemt og våd bare ved tanken om sin mand og om, hvor meget hun allerede savnede ham. Tænk bare. En voksen kvinde, der føler sig liderlig som en anden teenager. Ay!

Hun var så lykkeligt uvidende og fortabt i det første lykkelige øjeblik i mange måneder, at hun ikke hørte nyheder. Da hun var tilbage i Washington Heights, humpede hun ind i lejligheden og så, at lyset på telefonsvaren blinkede (husk på, at det var i 2001).

Hun trykkede Afspil og hørte sin mands søster sige: ’Hvor er han? Hvor er han? Hvordan kan det være sket? Hvorfor lod du dem tage med det fly?’ Eva løb hen til tv’et, og først da fandt hun ud af, at Flight 587 var styrtet ned i Far Rockaway i Queens halvandet minut efter at være lettet.

Flight 587 var så kendt i Den Dominikanske Republik, at der ligefrem var blevet opkaldt en merengue efter det. Og jo, hendes mand havde også spillet den. De plejede at spille merenguen ’El Vuelo Cinco Ochenta y Siete’ i flyet, så populær var den.

Flyet lettede altid tidligt om morgenen, så man ved ankomsten til Santo Domingo kunne have sin første kolde øl stående parat på is. Når øl serveres på den måde, kaldes det ’klædt på som en brud’, fordi flasken er dækket af is. Den ser ud, som om den har hvid kjole på.

Hendes mand burde have været i gang med at drikke sin vestida de novia-øl, men i stedet var han og deres lille dreng døde. De var blevet dræbt på stedet ombord i Flight 587 den 12. november 2001. De havde helt enkelt villet undgå at flyve den 11. november. Alle i frisørsalonen var blevet fuldstændig stille med undtagelse af en enkelt hulkende kvinde.”

Merengueroens Datter så sig omkring blandt os andre oppe på taget. Vi var også tavse af chok. Selv Eddike. Jeg rakte ud efter min telefon i den tro, at hun var færdig med historien. Mere end noget andet ønskede jeg lige i det øjeblik at kunne ringe til min far.

”Eva sagde bare: ’Ja, det var altså mit liv. Jeg oplevede en dobbelt tragedie.’” Merengueroens Datter rystede på hovedet, mens hun sagde det. ”Jeg tørrede næse i skjorten. ’Hvordan klarede du den?’ spurgte jeg.

’Det gjorde jeg heller ikke,’ sagde Eva. ’Altså, I er de første, jeg har fortalt det til. Det skete for tyve år siden, og jeg taler ikke om det. Jeg begravede så meget af min mand og min søn, som jeg kunne. Jeg låste min lejlighed her i New York af. Og flyttede til Den Dominikanske Republik. Der er der ingen, der kender mig eller ved, hvad jeg har været igennem. Jeg vil ikke fortælle jer mere om mig, for jeg vil ikke have, at I nogensinde kan finde mig.’ Da Eva sagde det, så hun på mig, og jeg nikkede tilbage for at lade hende vide, at jeg ikke ville afsløre hende.

Hun så nærmest trodsigt rundt på kvinderne omkring os i frisørsalonen: ’Jeg er ligeglad med, hvad I tænker. A mí no me importa el qué dirán. Jeg er ligeglad med, hvad nogen tænker om mit liv eller mine valg eller min måde at klare min dobbelte tragedie på. Y así fue, y así es la vida,’ tilføjede Eva og vendte sig om mod sin frisør. ’Termina mi peinado, por favor’. Så vil jeg gerne tørres færdig, tak.

Da frisøren var færdig, gav den halvfjerdsårige kvinde hende femogtyve dollar i drikkepenge og gik.

Jeg ved ikke rigtig. Hvad er moralen?”

Ingen oppe på taget sagde noget. Merengueroens Datter holdt inde, som om hun ventede på et svar, og trak så atter på skuldrene. ”Benægtelse. Helt grundlæggende fungerede benægtelse for hende. Hun holdt tingene adskilt i en grad, hvor hun bare kunne sige: ’Jeg vil ikke engang tænke på det mere’ til sig selv.

Jeg fandt senere ud af, at Eva faktisk har fået et helt nyt liv i Den Dominikanske Republik. Hun er ikke blevet gift igen, men får besøg af adskillige bejlere, der behandler hende som en dronning. Hvilket grundlæggende betyder, at hun kan få sex lige så tit, hun har lyst.

Så hvad gør vi? Nogle af os oplever jo adskillige tragedier, som I ved: Folk mister familiemedlemmer, deres arbejde, deres hjem, deres karriere og i nogle tilfælde hele deres familie. Mange mennesker benægter det. Men det er dem, der bliver ved med at gøre os dødtrætte, og jeg er dødtræt af dem.

Nu skal I høre, hvad jeg selv synes – man kan komme et pænt stykke vej med en smule benægtelse, men alt for meget benægtelse er at gå for langt. Y colorín colorado, este cuento se ha acabado.”


Merengueroens Datter vendte sig om mod Eurovision. ”Hør her, kammerat,” sagde hun, ”sæt noget merengue på. Jeg er nødt til at danse den dobbelte tragedie væk. Sæt ’Ojalà Que Llueva Café’ på. Jeg vil have det til at regne kaffe.”

”Hvem, mig?” spurgte Eurovision overrasket.

”Det er dig, der har højttalere.”

”Selvfølgelig, selvfølgelig.” Eurovision rettede sig hurtigt op og begyndte at pille ved sin telefon. ”Hvordan, øh, staver du sangtitlen? Jeg kan ikke spansk.”

Hun stavede den. Han tastede løs og rejste sig. ”Mine damer og herrer, må jeg præsentere Juan Luis Guerra live med ’Ojalà Que Llueva Café!’”

Jeg havde aldrig hørt den før. Musikken var sagte og længselsfuld uden det pulserende beat, jeg havde forventet. Da den var forbi, blev der helt stille.

”For mig lød det ikke som merengue,” sagde Eddike.

”Det er det sådan set heller ikke,” sagde Florida. ”Det er bachata.”

”Bachata er en form for merengue,” sagde Merengueroens Datter og begyndte at flamme op.

”Jeg sagde det bare.”

”Kan du oversætte den for os?” spurgte Eurovision.

”Ay hombre,” sage Merengueroens Datter, ”det er en dominikansk høstsang. En bøn. Den udtrykker håb om en god høst og om, at bønderne ikke kommer til at lide. Men den er også mere end det. Den handler om et enkelt liv og om drømme og kærlighed til jorden – i virkeligheden om, hvem vi er.” Hun lukkede øjnene, nynnede melodien og begyndte så at oversætte den til engelsk, mens hun svajede en anelse.

”Jeg vil have det til at regne kaffe på markerne / Lad det øse ned med cassave og te …”

Da Merengueroens Datter var færdig, åbnede hun øjnene.

Et øjeblik efter sagde Hello Kitty: ”Det lyder vanvittigt at dø den tolvte, fordi de ikke ville flyve den ellevte. Som om de var ramt af en forbandelse.”

”En forbandelse?” sagde Damen med Ringene. ”De gjorde ikke noget forkert. Den slags tragedier er tilfældige og upersonlige.”

”Det er kun i tankerne, man er forbandet,” sagde Terapeuten. ”At hævde sig forbandet eller uheldig eller gjort til offer er nogle menneskers måde at håndtere tragedier på, ligesom under pandemien her. Jeg ser det i min praksis. Folk forbander sågar også sig selv – enten af skamfølelse eller skyldfølelse.”

”Og det er så din opgave at hæve forbandelsen?” sagde Eurovision.

”Sådan kan man godt udtrykke det.”

”Jeg kunne godt bruge at få hævet et par forbandelser,” sagde han. ”Min poh poh – det vil sige min mormor – var ekspert i forbandelser,” sagde Terapeuten. ”Hun vidste alt om dem. Hun havde sit helt eget system til at håndtere dem med.”

”Hvordan det?”


”Altså, min mor er født i USA, og det er jeg også selv, men Ah Poh blev født i Kina i en lille bitte landsby i Guangdong. Jeg har aldrig selv været der, men hun har engang vist mig et billede – et lille gråt stenhus langt væk fra alting med rismarker til alle sider.

Min gung gung plejede at fange fisk i floden til aftensmad. De kom til San Francisco lige før krigen, slog sig ned i Sunset District og tog aldrig tilbage. Jeg er ikke engang sikker på, om huset stadig findes, eller om det blev ødelagt under revolutionen eller hvordan – det var der meget, der blev.

Nå, men kort tid efter min fødsel døde min gung gung, og min poh poh flyttede ind hos os og tog sig af mig og mine søstre, mens vores forældre var på arbejde. Hun plejede at lade os lege med sit jadearmbånd, som hun havde gået med lige siden barndommen, og selv om hendes håndled stadig var lille, var det vokset, så hun ikke længere kunne få armbåndet af.

Min mor havde et nøjagtig mage til, som altid blev helt sæbet ind, når hun vaskede op, og dækket med plantemuld, når hun var i haven. Ah Poh gav hver af os piger et, da vi var små, og prøvede også at få os til at gå med dem, men jeg kunne ikke holde følelsen af det omkring håndleddet ud. Det var som at have håndjern på. Mina og Courtney har vist stadig deres, men jeg er ikke klar over, hvad der egentlig er blevet af mit.

Ah Poh var ganske lille, højst halvanden meter, og blev endda en lille smule lavere for hvert år. Hun gik i vest med blomstermønster og var krumbøjet, sådan som gamle kinesiske damer bliver – hvis I har været i Chinatown, har I set dem. Mine søstre og jeg plejede at kalde hende Quasimodo, indtil min mor en dag hørte det og bankede os sønder og sammen.

Det er knogleskørhed, har jeg senere fundet ud af, og skyldes kalkmangel i barndommen. Bitte små brud i rygraden, der springer op og læges igen og igen, ligesom når en kop er blevet limet sammen for ofte. Det sagde de i hvert fald på medicinstudiet.

I må ikke misforstå mig – selv om Ah Poh lignede en sød lille gammel dame, kunne hun være aldeles frygtindgydende. Engang på Grant Street prøvede en fyr at hugge hendes taske. Hun ville ikke give slip. Hun flåede den så voldsomt til sig, at han mistede balancen.

Derefter gav hun ham sådan en overhaling, at han bare blev liggende, som om han havde fået en tur med en brandslange. Da hun var færdig, stod alle butiksejerne bomstille i deres døråbninger og gloede, indtil fyren kom på benene og stak af. Jeg kan huske, at jeg blev stående på stedet med den lyserøde plastikpose med fisk og det bundt bok choy, vi havde købt til aftensmad, hvorpå Ah Poh vente sig om mod mig. ”Okay, kom så, neui neui,” sagde hun, ”lad os se at komme hjem.” Som om intet var hændt.

Nå, da så mine søstre og jeg var kommet på college og blevet voksne, havde vi travlt med at date og arbejde og ringede ikke lige så tit hjem som før. Ah Poh begyndte at gøre som alle andre bedstemødre: stak til os for stadig at være single, hvordan vi hellere måtte se at få fart på og finde en.

’Er du da ikke ensom,’ sagde hun i telefonen, ’uden familie, hvad vil du så med dit liv?’ Jeg antydede, at det var projektion fra hendes side – at når vi alle sammen var væk, havde hun for meget tid til rådighed.

’Nuh-uh,’ sagde hun, ’det der psykologi skal du ikke forsøge dig med over for mig, neui neui. Det gælder ikke for kinesere. Det er kun for gweilo.’

På det tidspunkt var jeg skiftet fra medicin til psykologi, og det var det kun hende, der ikke var efter mig for. Mine forældre anså selvfølgelig ikke psykologi for at være rigtig medicin – de ville have mig til at være rigtig læge. Det håber de vist stadig på, tror jeg. Det er en kliché, men den er jo nok ikke uden grund, vel?

Det handler også om, at de gik så meget igennem for at komme hertil. De tænker på, hvordan Ah Poh voksede op midt ude i rismarken, på at have spinket og sparet i alle de år for at kunne betale studieafgifter, og så vil vi altså bare smide det alt sammen over bord og følge vores drømme og bliver digtere eller postmoderne dansere eller sådan noget? Vi er den investering, deres afsavn var udbetaling på, og de er i den grad indstillet på at få udbytte af den.

Nå – Ah Poh blev altså ved med at være efter mig for ikke at have fundet en.

’Hvad blev der af ham Alex?’ sagde hun. ’Det gik da så fint, troede jeg.’

Alex havde lige forladt mig til fordel for min veninde – nu eksveninde – og skyldte mig ovenikøbet også stadig ni hundrede dollar, som jeg havde lånt ham og efterhånden var temmelig sikker på aldrig at ville få igen. Da jeg forklarede Ah Poh det, klaprede hun med tænderne.

’Okay,’ sagde hun, ’nu skal du høre, neui neui. Jeg vil kaste en forbandelse over ham.’

Ah Poh var pænt overtroisk, vi er overtroiske folk – men det er alle måske. Du må ikke vende fisken på tallerkenen, så kæntrer din båd. Du må ikke lægge din pung fra dig på jorden, så bliver du fattig. Du må ikke give sakse og knive i gave, så skærer du venskabet over. Du må ikke sige tallet fire. Som børn var vi ude af stand til at vende os om uden at støde tæerne ind i et eller andet, der betød ulykke. Derimod har jeg aldrig hørt om, at det skulle være kinesisk skik at kaste forbandelser over andre.

’Hvad mener du med en forbandelse?’ sagde jeg.

Hun havde åbenbart lært det af sin veninde Marcie, som hun gik til bingo med tirsdag formiddag i den lokale kirke.

’Jeg troede, du kedede dig til bingo,’ sagde jeg.

’Vist gør jeg det,’ sagde hun, ’men det gør Marcie også, har jeg fundet ud af. Så nu har jeg lært hende at spille mah-jongg, og det gør vi så en gang om ugen i stedet for. Og går på kasino hver torsdag. Hvor der er pensionistrabat.’

’Vent lige, hvad spiller du så på kasino?’ spurgte jeg.

’På maskinerne,’ sagde hun – lidt overrasket, som om det burde give sig selv. ’Nogle gange også en smule blackjack.’

Marcie havde åbenbart et fast ritual med, at hvis nogen gjorde hende uret, skrev hun deres fulde navn ned på en papirstump, rullede den sammen og frøs den ind i en isterning. Og lod den blive liggende i fryseren. For altid.

’Det virker,’ insisterede min poh poh. ’Der var en håndværker, der tog for mange penge for at reparere Marcies tag, så hun skrev hans navn ned og frøs det. To uger efter blev han sagsøgt af kommunen for at have ladet sin autorisation udløbe. Giv mig nu bare Alex’ fulde navn. Jeg har et stykke papir lige her.’

Jeg mente ikke at have noget at miste, og i alle tilfælde plejede det alligevel at være håbløst at diskutere med Ah Poh, så jeg reciterede Alex’ fulde navn – fornavn, mellemnavn, efternavn og tretallet til sidst – som hun så skrev ned på et stykke papir og lovede mig at ville lægge i isterningbakken i samme øjeblik, vi havde lagt på.

Og ved I hvad, en måned efter hørte jeg på vandrørene, at min eksveninde havde været Alex utro med hans egen søster – og at det nu var blevet alvorligt med dem, og en uges tid senere så jeg billeder på Facebook af hendes tre karats forlovelsesring.

Derefter begyndte mine søstre og jeg konsekvent at ringe til Ah Poh, når vi havde sorger, der ikke lod sig bekæmpe på normal vis uden forbandelser. Da Mina fik en rolle som stand-in i en forestilling, sørgede Ah Poh for at fryse skuespillerinden i hovedrollen, som få dage efter brækkede foden, så Mina kunne springe ind.

Da Courtneys chef på arbejdet lagde an på hende, skrev Ah Poh hans navn ned, og senere samme år blev han grebet i at forfalske bevismateriale og frataget sin bestalling. Og da mine forældres genbo hængte sit skilt med ’Trump’ op og havde skrevet ’Send dem hjem’ i hånden foroven, skrev hun også hans navn ned. Sidst min mor hørte noget til ham, sagde hun, havde han fået helvedesild og været nødt til at holde sig inden døre i flere måneder.

Hver gang vi hørte om endnu en uret, der var blevet gengældt, ringede vi til Ah Poh. ’Nu skal du høre,’ sagde vi og gav hende så endnu et lille skud skadefryd.

Hun tog det meget alvorligt. Hun havde sine isterningforbandelser liggende i en fireliters pose omme bag i fryseren ved siden af isen og kalkunresterne. En gang, mens jeg stadig boede i Bay Area, ringede hun til mig.

’Strømmen er gået,’ sagde hun.

’Ah Poh, kan du klare dig?’ spurgte jeg. ’Skal du have hjælp?’

Så lavede hun igen den der klaprende lyd. ’Jeg har det fint,’ sagde hun. ’Jeg er ikke spor bange for mørke. Men hør lige, neui neui, din mor er ikke hjemme, og jeg skal have dig til at gøre noget for mig.’

Nærmere bestemt ville hun have mig til at komme forbi med en køletaske.

’Ah Poh, jeg er lige kommet hjem,’ sagde jeg. Dengang boede jeg i Oakland og orkede ikke at skulle over broen for tredje og derefter fjerde gang samme dag.

’Aiyah,’ sagde hun. ’Jeg har gjort så meget for dig gennem årene, og så vil du ikke engang gøre denne lille ting for mig?’

Da jeg nåede frem tre kvarter senere, slæbende på min store røde og hvide Coleman-køletaske til campingture, kom hun mig i møde ude på trappen med posen med alle forbandelserne.

’God pige,’ sagde hun. Så åbnede hun køletasken, anbragte posen nede mellem isterningerne og lukkede den igen, mens hendes jadearmbånd klirrede mod låget. ’Sådan,’ sagde hun. ’Så skal det nok holde, til der igen kommer strøm.’

Det gjorde det også, og da jeg ringede til hende næste morgen for at høre, hvordan hun havde det, sagde hun som det første, at isterningerne var tilbage i fryseren. Ikke en eneste af dem var smeltet.

Hun døde i fjor i en alder af seksoghalvfems, lavere og mere frygtindgydende end nogensinde, og tog stadig på kasino iført sin store gamle solhat sammen med Marcie lige til det sidste. På mange måder er jeg glad for, at hun gik bort, før alt det her begyndte. Tro mig, hun havde haft meget at sige om covid og alt det. Arme den, der havde prøvet at sige alt muligt pis om ’Kina-virus’ inden for hørevidde af hende.

Nå, i februar tog jeg hjem, lige før alting blev lukket ned, for at hjælpe min mor med at gå Ah Pohs ting igennem. Den sidste aften, mens alle andre lå og sov, gik jeg ud til fryseren. Alle forbandelserne var der stadig, små isterninger med grumsede hvide papirlapper i.

Jeg var interesseret i at få overblik over al vores vrede. Se dem alle sammen foran mig, alle de mennesker, der gennem årene havde gjort os uret. Hvem havde min poh poh skrevet ned på egne vegne? Hvem havde gjort hende uret?

Jeg bredte isterningerne ud på bordet og så dem langsomt smelte. Der var koldt i køkkenet, og det tog lang tid. Men til sidst var de der – små ruller papir, der endelig var blevet fri og lå og soppede i den stadig større vandpyt omkring dem. Jeg begyndte at rulle dem ud.

Og ved I hvad? Der stod ikke noget på dem. Ikke på en eneste af dem. Det var slet og ret blanke stykker papir, der var blevet rullet sammen og frosset ind i is. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal udlægge det. ’Psyko-ologi’, ville Ah Poh have sagt.”


Terapeuten tav, og havde det ikke været for endnu en skinger sirene gennem stilheden, havde man kunnet høre en knappenål ramme taget på Fernsby Arms.

”Hold da op,” mumlede Hello Kitty.

”Måske var det en form for terapi,” sagde Eddike. ”Hvor hun ikke gjorde det for at forbande andre, men for at glæde sig selv.”

”Eller,” sagde Damen med Ringene, ”måske var hendes forbandelser for grufulde til at kunne skrives ned på papir. Hun har hvisket dem ind i papiret.”

Terapeuten kom ikke selv med nogen forklaring. Gruppen blev tavs. Det var blevet sent. Natten var faldet på. Skyskraberne i midtown lignede med deres atypisk slukkede lys store, mørke, lodrette hvaler langt ude i havet. I det fjerne begyndte kirkeklokker at ringe og gav ekko gennem de mennesketomme gader.

Klokken var otte. Ingen vidste tilsyneladende helt, hvad der nu skulle ske, og efter at være blevet manet til eftertanke af historierne begyndte folk at samle deres ting sammen og gå ned til deres lejligheder. Jeg tog diskret min telefon og trykkede stop, mens jeg stak den i lommen.

Historierne havde mindet mig om min far, der sad helt alene på et nedlukket plejehjem, afskåret fra verden og kontakt med andre mennesker, og jeg fik kvalme ved tanken.

Tilbage hos mig selv sad jeg længe ved viceværtens ramponerede skrivebord med hans enorme ringbind foran mig og tænkte på det alt sammen. Jeg var ikke det ringeste træt. Historierne, jeg havde hørt i aftenens løb, rungede stadig inde i mit hoved.

Jeg tog den gennemtyggede kuglepen op og åbnede bogen, eller rettere bibelen, på de tomme ark med ”Notater og iagttagelser”. Så tog jeg min telefon frem og begyndte at afspille de fortalte historier sammen med alle bemærkningerne og ordvekslingerne indimellem, standsede og satte i gang igen og skrev omstændeligt det alt sammen ud i hånden, mens jeg tilføjede mine egne kommentarer og forbindende passager.

Det tog et par timer. Da jeg var færdig, lænede jeg mig tilbage i den knirkende stol og kiggede op i det plettede skumplastloft i lejligheden. Jeg havde en følelse af selv at være et af de mennesker, Terapeuten talte om, der udløser en forbandelse over sig. Mit liv lignede én lang kæde af selvpåførte forbandelser.

Men at nedfælde aftenen på papir føltes også som en slags renselse. Man har det altid umådelig meget bedre efter at have kastet rigtig godt op.

Netop da hørte jeg sagte skridt i den tomme lejlighed lige ovenover: 2A. Jeg vidste, at den stod tom, for jeg havde læst om den tidligere beboers skæbne i viceværtens bibel.

Han var blevet vanvittig derinde, og da de endelig brækkede døren op for at få ham på hospitalet, fandt de mange tusind dollar i tyvedollarsedler krøllet sammen og gemt af vejen i hvert eneste hjørne og afkrog. Da politiet spurgte galningen, hvad det handlede om, havde han sagt, at det var for at holde kakerlakkerne og de onde ånder bort.

I morgen må jeg hellere se, om nogen alligevel skulle have indtaget lejligheden.




Fjorten dage

Fjorten dage

På taget af en Lower East Side-bygning mødes den brogede skare af lejere under de første uger af coronalockdown og fortæller hinanden historier. 

Fjorten dage er en overraskende og uimodståeligt fremdrivende roman med et uventet twist: hver karakter fra denne diverse og excentriske trup af New York-naboer er skrevet af seksogtredive forskellige, store litterære stemmer – fra Margaret Atwood og Douglas Preston til Tommy Orange og Celeste Ng.

Forfattere: Charlie Jane Anders,  Margaret Atwood, Jennine Capó Crucet, Joseph Cassara, Angie Cruz Pat Cummings, Sylvia Day, Emma Donoghue, Dave Eggers, Diana Gabaldon, Tess Gerritsen, John Grisham, Maria Hinojosa, Mira Jacob, Erica Jong, CJ Lyons, Celeste Ng, Tommy Orange, Mary Pope Osborne, Douglas Preston, Alice Randall, Ishmael Reed, Roxana Robinson, 
Nelly Rosario, James Shapiro, Hampton Sides, R.L. Stine, Nafissa Thompson-Spires, Monique Truong, Scott Turow, , Luis Alberto Urrea, Rachel Vail, Weike Wang. Caroline Randall Williams, De’Shawn Charles Winslow, Meg Wolitzer

Du kan købe Fjorten dage online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel fra 16. april.