Fiktion Indefra Skønlitteratur

Fem brillante bud der får dig op på læsehesten igen

Fem brillante bud der får dig op på læsehesten igen

Vi kender det hver som én: Timerne, der bliver slugt, mens fingrene bare scroller videre i det endeløse. De sociale medier stjæler min tid – og garanteret også din – mens listen af bøger på læselisten bare vokser og vokser til én stor dårlig samvittighed.

Man vil jo gerne gå i gang med en bog, man faktisk får noget ud af. Men nogle gange kræver det overmenneskelige kræfter både at vælge en bog og vende første side, hvor Instagram blot kræver ét – desværre temmelig automatiseret – klik.

Et fald fra læsehesten

Engang slugte jeg ugentligt bøger. Aftener hvor klokken passerede både to og tre om natten, fordi der jo ‘kun’ var 143 sider igen – og jeg jo alligevel ikke kunne sove, hvis ikke jeg fik slutningen med. De aftener var ikke sjældne.

Men en dag var det slut. Når (for) meget læsning i hverdagen bliver pligt, bliver det bare sværere at bruge det som et frirum. Og Facebook, Instagram, Snapchat – ja selv LinkedIn blev i mit sørgelige tilfælde der, hvor jeg søgte hen for at få en pause og et digitalt fix.

Op på læsehesten igen

Den gode nyhed er, at ved at kombinere begge dele kan du også få mere ud af både bøger og bloggere. Og vigtigst af alt få skubbet til din læsesult. Der er masser af Instagram-profiler, podcasts og bloggere, der er dedikerede til læsning, og hvor du kan finde inspiration til den næste store læseoplevelse. Det er øvrigt er blevet populært som aldrig før. For hvis læsning nogensinde har været væk, er det at fordybe sig bøgernes univers mere end bare tilbage!

Her kommer fem tips, der har hjulpet mig til vende tilbage til bøgerne og blive fanget i fortællinger:

  1. Følg personer på de sociale medier, der deler ud af deres læseglæde
    Vi når alle til det punkt en sen og ubeslutsom eftermiddag, hvor vi i et svagt øjeblik googler ‘nem aftensmad’ – og sikkert ender med handle ind til en tarvelig spaghetti med kødsovs … Det forholder sig ikke meget anderledes med bøger: Det kræver (ny) inspiration at få dig til at læse nye bøger!

    Så find og følg folk, hvis entusiasme smitter, og som giver dig lyst til at sluge ny bøger! Bogbloggere, anmeldere, litteraturmagasiner, instagammere. De findes i tusindvis. Og ved du ikke, hvor du skal starte, så prøv at afsøge #hashtags som #boganmeldelse, #denbogdulæserligenu, #bogsnak, #anmeldereksemplar, #bogblog og #bogblogger.

  2. Læs dét, der virkelig tænder dig
    Har du efter længere tid besluttet dig for at tage læsning op igen, så start ud med noget, du realistisk kommer igennem. Det kan være fristende at tage Dostojevskij eller Knausgaard ned fra hylden og stritte lidt med lillefingeren imens. For de fleste af os vil gerne være lige dét mere sofistikerede, end vi nok egentlig er.

    Prøv i stedet at være ærlig over for dig selv, og vælg en af de bøger, du virkelig har lyst til at læse. At lide under litterært snobberi får dig i hvert fald ikke til det.

  3. Tag på biblioteket og snak med bibliotekaren – det er guld værd!
    Man finder meget på mobilen, men anbefalinger fortalt fra ét menneske til et andet slår stadig alt, hvad reklamebranchen nogensinde har kunnet finde på.

    Slå tanken om et støvet bibliotek langt ud af hovedet, og kom ned og mød de måske mest kompetente bogmennesker, der findes. Bibliotekarerne ved, hvad der trender inden for alle aldersgrupper og genrer. Og de vil hjertens gerne hjælpe dig til nye og spændende læseoplevelser. Du er i mål, når du er på fornavn i dit lokale bibliotek!

  4. Lav en ‘To be read’-liste
    Du åbner Netflix og bruger mindst en krig på at finde frem til den der tandløse komedie, som du alligevel har set en tre-fire gange – mindst. Og som ingen af gangene har været rigtig god. Og du lover dig selv, at næste gang skal det være anderledes.

    Det er der faktisk en videnskabelig forklaring på: Når du er træt, træffer du trætte beslutninger. Du vælger dét, du kender, og hvor du ikke skal tage stilling til nye input.

    Og her kommer verdens mindst inspirerende tip, der til gengæld virker lige så godt mod impulskøb i Netto, som når du kigger på boghylderne: Lav en liste! Bare en lille note på mobilen – og sørg så for at notere dig al litterær inspiration, når den byder sig, og ikke 30 sekunder senere. Der har du jo alligevel glemt det igen, din guldfisk.

  5. Prøv lydbøger
    Er tiden knap og koncentrationen fraværende, er lydbøger som sendt fra himlen. Udbuddet er efterhånden enormt, og hvad end du pendler, kokkererer eller gør rent, bliver oplevelsen kun bedre med fortællinger i øret.

    Lydbøger kan du finde på bl.a. E-reolen, Saxo Premium eller Mofibo, hvor de er klar til, at du trykker play.