Mød den fantastiske Grace Adams, 45 år og rasende. Hun er lige blevet fyret fra sit job, skilt fra sin mand gennem tyve år, men værst af alt har hun mistet kontakten til sin teenagedatter Lotte.
På en varm sommerdag i en bilkø i kaotisk London-trafik mister Grace Adams besindelsen. Stille og roligt forlader hun sin bil og går sin vej, fast besluttet på at overbringe en ekstravagant kage til sin datter, der fylder 16 år og har nægtet Grace adgang til sin fødselsdagsfest. Og sit liv.
Grace vil vise sin datter, at uanset hvor hårde slag livet tildeler en, skal man kæmpe imod, og at kærligheden og sammenholdet er det, der får os igennem selv de værste kriser.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
Fantastiske Grace Adams er historien om et liv, et ægteskab og en familie fortalt med vid og humor på én alt for varm sommerdag i London.
Dommen er klar hos Paula Hawkins, der er forfatter til den filmatiserede bestseller Kvinden i toget. Om Fantastiske Grace Adams siger hun: “Overbevisende, sjov og gribende. Jeg slugte den råt.”
Læs de første to kapitler af Fantastiske Grace Adams herunder:
Fantastiske Grace Adams
Fran Littlewood
Nu
Grace har det varmt. Der er solen, som en kogende ånde på taget af hendes bil, men det er mere end det. Den her følelse af, at hun lige pludselig står i flammer indefra og ud. En strime af sved trækker et langsomt, kløende S mellem hendes bryster, og hun har lyst til at stikke en hånd ned under halsudskæringen for at tørre den væk. Men trafikken er gået helt i stå, og hun er spærret inde på alle sider, og der er manden i Audien, hvis bilrude er lige ud for hendes.
Han stirrer på hende, som om hun er den distraktion, han har brug for lige nu. Fuck dig, tænker hun. Fuck dig, fuck dig, fuck dig.
”Hvis I har det varmt derude i dag,” siger kvinden i radioen, ”bliver det ifølge den seneste rapport fra klimatænketanken Autonomy kun varmere fremover …”
Grace gasser op for at overdøve ordene, og hendes blik finder uret på instrumentbrættet: 12:23. Kan det være rigtigt? Hun tjekker sin telefon på passagersædet. Shit. Hun er sent på den. Rigtig sent. Der er Paradise-kagen, som hun skal hente, den kage, som hun har fået dem til at lave særligt til hende. Kagen, hun ikke har råd til, men som hun satser på skal redde det hele.
En, to, tre, fire … Hun begynder at tælle, selvom det ikke virker – men hun husker det vagt som et værktøj fra det onlinekursus i kognitiv adfærdsterapi, som hun droppede efter de første par gange – hvorefter hun tager en dyb indånding gennem næsen.
Nu klæber hendes jeans til lårene. Grace piller ved ventilatorerne og trykker igen hårdt på knappen til den aircondition, som hun ved ikke virker. Det er den billige hede i det syntetiske stof, der gør det hele værre, og hun spreder knæene mest muligt og prøver at få lidt ikkeeksisterende luft ind mellem benene.
Hendes telefon ringer på passagersædet, og det gibber i hende.
Lotte? Det er den første, instinktive tanke – at det kan være hende. Men allerede mens hun læner sig hen for at se efter, ved hun, at det ikke er Lotte. I stedet får hun et chok over det dobbelthagede ansigt, der kigger op fra skærmen, og der går et øjeblik, før hun genkender sig selv og forstår, at Cate prøver at facetime hende igen.
Grace viger tilbage og trykker sig ind mod bildøren. Hun har ikke lyst til at svare, og selvom hun er ret sikker på, at Cate ikke kan se hende – Lotte har grinet ad hende hundred gange over netop det her – har hun stadig på fornemmelsen, at hendes søster på en eller anden måde kigger på hende.
Grace ved allerede, hvad Cate ringer for at sige: Hun har lagt en enerverende strøm af beskeder i løbet af de sidste to uger, der utroligt nok har formået at være både medlidende og anklagende.
Mor ringede for at sige, at hun har forsøgt at få fat på dig, Grace. Hun er bekymret for dig. Og det er far også. Det er faktisk ikke fair over for dem, at du … Hør, ring til mig, så jeg ved, at du er okay. Eller, ikke okay, men … Vi er alle sammen bekymrede, Grace …
En bil dytter højt bag hende, og hun vender sig om i sædet. Som om det er rettet mod hende. Trafikken er tæt og strækker sig lige så langt bagud, som øjet rækker, hen ad den smalle vej, der løber fra foden af Muswell Hill og hele vejen hen til Emirates Stadium. Det er en af den slags veje, der ville egne sig bedre til en søvnig landsby – eller middelalderen – men som er kaotisk blokeret af håndværkervogne og bybusser og pakkebude og firehjulstrækkere.
”Seriøst?” siger hun ud i den tomme bil.
”Seriøst, røvhul? Hvad forestiller du dig egentlig, at vi skal gøre?”
Bilen lukker sig om hende, og hun kan lugte brændt plastic. Hvorfor har de ikke flyttet sig endnu? Situationen minder hende om noget – en bog, en tv-serie, et filmmanuskript … Hun kan ikke huske det. Hun kan knap nok huske, hvad hun selv hedder for tiden.
Hun falder sammen i sædet og prøver at komme i tanke om de ting, hun ikke har kunnet huske på det seneste. Men det kan hun selvfølgelig ikke. Det ville næsten være sjovt, hvis ikke det var så skræmmende. Som om en del af hendes hjerne faldt ud, mens hun var optaget af noget andet.
Hendes telefon begynder at ringe igen, og en eller anden trykker hornet i bund og holder det der. Manden stirrer stadig på hende, varmen i bilen … og nu er der noget herinde, som summer og ikke kan komme ud. En stor, sort flue vibrerer mod vinduerne. Sveden springer frem på tindingen, og hun slår sig selv, for fluen kamikazebomber hende og svirrer hektisk rundt i bilen.
Pludselig dukker et ansigt op i bagruden af bilen foran. En lille pige med en nusset dukke i hånden stirrer på Grace uden at smile. Hun kan høre det hakkende beat fra et nummer i radioen, den knoglerystende vibreren fra et bor ved vejarbejdet længere fremme. Og nu sidder fluen på hendes kind, på hendes arm, i hendes hår, og trafikken bevæger sig stadig ikke, og tiden springer fremad i enheder, der ikke er, som de burde være, og hun kan ikke komme for sent, ikke i dag, det er ganske enkelt udelukket.
Og så er det nok. Hun kan ikke mere.
Tykke udstødningsgasser kradser i halsen, da Grace stiger ud af bilen, tager sin telefon og stikker sit kreditkort og en tyvepundseddel ned i baglommen. Mere har hun ikke brug for. Hun gider ikke slæbe rundt på sin taske i den her hede – hun har i forvejen det forkerte tøj på: alt for stramt denim, der får hendes ben til at føles, som om de smelter. Grace smækker døren, holder nøglen hen mod den, og – ka-tjank – så er dørene låst. Og så går hun, hen ad de hvide midterstriber på vejen, da der lyder et råb bag hende.
”Hey, du der. Hey! Hvor tror du, du skal hen?”
Hun standser op og vender sig om.
Det er manden i Audien. Han har rullet vinduet ned, og han hæver stemmen over brølet af bilhorn, der går i gang. Hun registrerer truslen i motorernes pulseren rundt om hende, det vrede atonale lydbillede, men hun har en besynderlig fornemmelse af, at hun befinder sig et sted hinsides støjen, at den er adskilt fra hende.
”Det kan du simpelthen ikke …” Manden råber nu og gestikulerer vildt, så hun kan se svedskjolderne under hans arme. ”Du bliver nødt til at gå tilbage til din bil. Du kan ikke bare lade den stå der!”
Grace kan smage den metalliske varme, der står ud fra køretøjerne, som er kilet fast på hver side af hende, da hun smiler til ham. Med munden, ikke øjnene.
”Lev med det,” hvisker hun.
Fire måneder før
Northmere Park School
London N8 6TH
nps@haringey.sch.uk
Kære forælder eller værge for Lotte Adams Kerr
Vi er blevet opmærksomme på, at Lottes fremmøde i dette semester nu er under halvfjerds procent, og at en god del af hendes fravær stadig ikke er ”godkendt”. Dette er væsentligt i henhold til de Ofsted-målsætninger, som er stipuleret i vores skole-forælder-aftale, og dermed særdeles bekymrende.
Lottes alarmerende høje fravær vil få en alvorlig indflydelse på hendes indlæring og eksamensresultater. Som du er klar over, viser undersøgelser, at for hver nitten dages fravær må en elev forvente, at vedkommendes afgangseksamensresultat bliver én karakter lavere.
Vi beder dig kontakte skolen hurtigst muligt for at træffe en aftale med Lottes studievejleder såvel som hendes klasselærer for at drøfte situationen. På nuværende tidspunkt er ingen øvrige myndigheder involveret. Vi har dog pligt til at rapportere gentagen eller længere tids fravær.
Med venlig hilsen
John Power, skoleleder
Grace læner sig ind mod køkkenbordet og læser brevet to gange, men hun forstår stadig ikke, hvad der står. Hun rynker panden og tjekker konvolutten. Der må være tale om en administrativ fejl, de må have sendt brevet til den forkerte person. Alligevel kan hun mærke sine lunger stivne, som om hun ikke rigtigt kan trække vejret hele vejen ind.
”Lotte!” råber hun. Men hun ved, at hendes datter er på sit værelse med hovedtelefoner på, og at hun umuligt kan høre hende. Hun kaster et blik på sin computer på bordet. På skærmen kan hun se den dårlige japanske kærlighedsroman, hun er i gang med at oversatte – eller snarere ikke er i gang med at oversætte.
Hun vil ikke tænke på, hvor meget deadlinen er overskredet. Hun vil ikke tænke på, hvad der sker, hvis hun ikke tager sig sammen og kommer i gang, for hun har ikke råd til at miste arbejdet for oversætterbureauet. Ganske bogstaveligt. Det latterligt lave beløb, hun tjener på sit andet job – hendes hvad som helst for at komme ud af huset-job, hvor hun underviser uinteresserede tolvårige på Stanhope Primary School i fransk – dækker dårligt nok gasregningen.
Grace tager telefonen fra bordet og – for det er sådan, de gør nu – skriver til sin datter, der befinder sig mindre end ti meter fra det sted, hun står, en etage oppe, igennem et par vægge. Venter. Ingenting.
”Lotte!” prøver hun igen, højere denne gang, og mærker den velkendte irritation i maven. Derefter krøller hun brevet sammen og kyler det hårdt igennem køkkenet mod genbrugsspanden, der er gået over sine bredder.
Grace banker på, men venter ikke, før hun går ind på værelset. Lotte sidder på sin seng og smækker omgående låget på sin bærbare i. Hendes ansigtsudtryk er på én gang fjendtligt og sårbart. Hun har farvet sit hår pink igen, og den klæder hende så godt, den farve, som candyfloss, og det slår igen Grace, hvor smuk hun er blevet, hende perfekt-vilde datter. At hun bare ville stå her og nyde synet af hende, hvis hun kunne.
Lotte har shorts på og en grøn top, der faktisk minder mere om en forbinding. Den dækker knap nok hendes bryster. Disse bh-frie bryster, der synes at blive holdt oppe af magi. Fryser du ikke? har Grace lyst til at spørge. Fordi hun er blevet en kliché. Hun er blevet sin egen mor.
”Hvad?” siger Lotte og løfter hovedtelefonerne fra det ene øre.
”Jeg er lige i gang med noget.” Og Grace kan høre, at det kræver al hendes viljestyrke at holde sit tonefald lige på den rette side af høflighed. Eller, det vil sige … på den rette side af den nye nedre grænser for gensidig accepteret ”høflighed”.
Grace åbner munden for at svare, men hun opdager, at hun må standse op, for hun har det pludselig, som om hun muligvis ikke vil kunne sige ordene, uden at hendes stemme knækker over. Hendes blik skøjter rundt i værelset, som om hun leder efter spor. Der er den honningagtige svedlugt af snavsetøj, en væltet plante med det meste af jorden liggende under vinduet.
Plakater på væggen af pigen fra Stranger Things, fyren fra Sherlock, den farvestrålende matrjosjka midt på bogreolen, et virvar af creolerøreringe og den lille messing-Buddha på sengebordet. Graces tanker springer fra den ene genstand til den næste, som om de måske har svaret på, hvor hendes lille pige blev af. Svaret på, hvem det her fremmede, nye menneske er.
”Hvad?” spørger Lotte igen, og hun prøver ikke længere at skjule sin utålmodighed. Og så, lavmælt.
”Fuck, altså.”
Ordene får Grace til at miste pusten, bare lidt, men hun lader dem fare og retter blikket mod sit barn. De har de samme øjne, det ved hun, for det siger alle. De samme dybtliggende mørkeblå øjne. Øjne, som kan gøre en mand blød i knæene, sagde Ben ofte til hende.
”Jeg har fået et brev fra skolen, som ikke giver nogen mening,” siger Grace.
2002
Da hun sidder der ved klapbordet med sine kuglepenne lagt frem på række, spørger hun sig selv, hvorfor i alverden hun er kommet. Hendes mave sitrer af nervøsitet, det føles, som om hun er tilbage i college. Otteogtyve år gammel, og det er, som om hun er atten igen.
Hen over scenen hænger et gult plasticbanner fyldt med illustrationer, tegnet op med sort tusch, af forskellige vartegn fra rundtomkring i verden – Taj Mahal, Eiffeltårnet, Vasilij-katedralen – og med store, grønne bogstaver står ordene ”ÅRETS POLYGLOT 2002”.
En nørdkonference, kalder Marc det – kaldte Marc det, retter Grace sig selv, for han er en del af hendes fortid nu. De er ikke sammen længere. ”En geni-konference, skal du nok snarere regne med,” havde hun svaret, da hun hængte tilmeldingsformularen op på køleskabet og stadig med ryggen til ham gav ham fingeren.
Et par pladser længere henne ser hun manden i den sorte sweater med hullerne ved håndleddene. Hun havde lagt mærke til ham, da de skrev sig ind ved ankomsten. Han er yngre end hende, vil hun tro, måske et par år. Men han er den eneste normale herinde. Mens hun tænker dette, læner han sig over mod hende, som om hun på en eller anden måde har røbet sine tanker.
”Undskyld, hej …”
Tæt på har han exceptionelt indfaldne kinder og et L-formet kæbeparti – man kunne måle en 90-graders vinkel med det. Hans hår stritter til alle sider, men hans brune øjne ser på hende.
”Har du en pen?” spørger han.
Grace ser ned på sit lager på klapbordet og spekulerer et øjeblik på, om det er for sjov. Hun har kuglepenne i blå, sort og rød, et sæt overstregningstuscher og tre HB-blyanter. Pludselig føler hun sig som en latterlig stræber.
”Det ser faktisk sådan ud,” siger hun.
”Bare vælg, hvad du vil have.”
Han smiler til hende, strækker sig længere hen over sæderne og ser på hendes bord. Han tager sig god tid til det, og hun får igen på fornemmelsen, at han måske gør grin med hende.
”Jeg vælger en blå Bic,” siger han til sidst.
”Den klassiske.” Hun tager den fra bordet og rækker ham den.
”Det kan jeg godt lide.”
Han ler og takker hende. Derefter trykker han pennen to gange mod håndfladen, som om han tester den. Han har smukke fingre, bemærker hun. Lange, med firkantede, klippede negle.
Han læner sig tilbage på sin stol og derefter omgående fremad igen, som om noget har stukket ham i ryggen.
”Jeg hedder Ben, for øvrigt.”
”Grace.” Hun mærker varmen stige op i kinderne, da hun siger sit navn.
En skinger feedback fra højtaleranlægget redder hende. En mand er trådt op på scenen, hvor han piller ved mikrofonen. Han er meget solbrændt og iført et jakkesæt af hør, så han ligner noget fra A Year in Provence. Han slår en finger mod mikrofonen et par gange og rømmer sig.
”Velkommen, alle sammen,” siger manden og trykker håndfladerne sammen i bøn.
”Og tillykke med, at I er kommet så langt. Jeg hedder David Turner, og I er nogle af landets bedste lingvister.”
Grace skæver over på manden i den sorte sweater. Han hæver øjenbrynene, bare en smule. Hun spærrer øjnene op som svar.
”… Hvilket vil sige, at I alle er blevet valgt på baggrund af jeres båndede videotilmeldinger,” siger David Turner,
”og jeg skal da ikke undlade at nævne, at niveauet i år er tårnhøjt. Vi har deltagere her i en alder fra treogtyve til fireoghalvfjerds år og fra alle hjørner af Storbritannien, hvilket er helt fantastisk, det er jeg sikker på, at I vil give mig ret i. Nå, men vi lægger ud med nogle indledende foredrag her til formiddag, og vi har fundet nogle utroligt spændende oplægsholdere til jer. Og så begynder det rigtigt sjove i eftermiddag!”
Han stikker en knytnæve i vejret, og der lyder spredt latter i salen.
”Jeg ved, at I alle er ivrige efter at komme i gang, så tilbage står egentlig kun at ønske jer …” Han holder inde og blinker.
Grace er sikker på, at han blinker:
”… bonne chance, buena suerte, viel Erfolg, udachi, held og lykke et cetera, et cetera, et cetera!”
Grace vender sig om mod manden i den sorte sweater og blinker overdrevet.
”Held og lykke,” siger hun.
”I lige måde.” Han blinker tilbage, uden at fortrække en mine.
Frokosten bliver serveret i kantinen. De universitetsstuderende holder ferie, og campus er uhyggeligt tomt. Grace er ikke sulten, men vælger en bagt kartoffel på størrelse med en mursten og lidt slatten salat. Hun venter på kvinden i køen bag sig, så hun har en at sidde sammen med. Inden længe er de omgivet ved kantinebordet af – ja – nørder.
Snakken falder på bøjninger og kyrillisk og klingonsk, og – hun kan ikke lade være – hun labber det i sig. Hun er helt væk i sprog, men hun er alligevel opmærksom på, at manden i den sorte sweater med hullerne fra tid til anden kigger på hende fra den anden side af kantinen.
Eftermiddagen går i et svimlende brus af lingvistisk sparring, og hun er i sit rette element – hun klarer det hele med flyvende faner. Hun styrer for vildt i fransk, spansk, japansk, russisk, hollandsk. Der er udtale på tid – en speed-oplæsning af et hundred sætninger på ti minutter, simultantolkning og en kritisk diskussion af ukendte spørgsmål med kun tres sekunder til at svare.
De forsøger at lære rumænsk på en time. Grace er væk, og hendes hjerne, hendes krop kanaliserer ordene. Hun har læst og læst til det her. Hun har lagt de fornødne ti tusind timer i det, men det er nemt for hende. Det er, som om ordene, sætningerne, sprogstrukturerne hele tiden har været der, gemt i hendes hjernebark, og hun skal bare grave dem frem.
Det må være det samme for de andre deltagere, for manden i hørjakkesættet – David – har ret: De er alle benhårde. I de foregående tre år har hun hvert år været lige ved at melde sig til konkurrencen, men der har altid været noget, som stoppede hende, en fornemmelse af, at hun måske ikke ville være god nok.
Hun havde endda udfyldt tilmeldingsformularen sidste år, men da det kom til stykket, havde hun ikke sendt den ind. Nu hvor hun er her, kan hun ikke fatte, at hun har talt sig selv fra det. Og pludselig vil hun det her. Hun vil vinde. Mere end noget andet. Da hun kommer hen til baren i studenterhuset, hvor præmieuddelingen skal finde sted, sidder han der allerede.
Der lugter af gammel røg og desinficeringsmidler, og det er ligesom med Pavlovs hunde: Grace får omgående lyst til en drink. Hun tøver, og manden, Ben, vinker til hende og gør plads, så hun kan sætte sig ned. Derefter tager han hendes blå kuglepen op af lommen og rækker hende den.
”Tak,” siger han.
”Min hemmelige amulet. Le Bic bleu …”
”Ha,” siger hun.
”Jeg håber, den virkede.”
Pennen er varm efter at have ligget i hans hånd, og hun får en pludselig trang til at løfte den op til ansigtet, til at inhalere det sted, hans fingre har været.
Der står vin på bordet, og hun skænker et glas og holder flasken frem mod ham.
”Jeg har det, som om vi burde drikke shandy.”
”Helt sikkert. Eller varme ølsjatter.”
Der begynder at blive fyldt op ved bordene. Hun vinker til rekrutteringskonsulenten fra Cambridge, som hun spiste frokost sammen med. David Turner er ved at gøre klar forrest i lokalet, og der står en sølvpokal på baren bag ham.
”Nå, hvordan klarede du dig?” spørger Ben.
”Rimelig godt, tror jeg,” svarer hun. ”Hvad med dig?”
”Jo.” Han nikker.
”Jo?” Hun ler.
”Hvad betyder det?”
”O-kaaay … Vi er lidt bagud i forhold til tidsplanen, så lad os komme i gang.” David Turner hæver stemmen over snakken i baren.
”Jeg vil gerne takke jer alle sammen igen for at have været med. Jeg er stolt af at kunne sige …”
Hun prøver at koncentrere sig om meddelelsen, men Grace er sikker på, at hun kan mærke, at Ben ser på hende. Hun kan mærke varmen fra hans blik på siden af ansigtet. Hun kan også lugte ham, når han sidder så tæt på hende. En rå, hvid lugt, der får hende til at tænke på vinter.
”… Så derfor går jeg nu direkte videre til tredjepladsen.”
David Turner skygger for øjnene med hænderne og ser ud over baren. Nu har han hendes opmærksomhed. Grace sidder bomstille.
”Ariel Jones, er du her et sted?”
De kigger lige frem og klapper, begge to, da den lille mand med det uheldige overskæg tager imod sin præmie, og måske er det vinen, der er gået hende lige til hovedet, men hun har en besynderlig fornemmelse af, at hun har befundet sig i det her øjeblik før.
”… Og på andenpladsen, med et hundred og treogtres point, og den heldige vinder af et boggavekort på et hundred pund hos Foyles, har vi …” David Turner kigger på sit papir.
”Ben Kerr. Godt gået!”
Manden i den sorte sweater ser kort på hende, da han rejser sig og skærer en hurtig, overrasket grimasse, før han går op forrest i lokalet og tager imod sin præmie. Hun mærker en hjertebanken, som hun ikke forstår. Hendes håndflader dunker af at klappe, og hun er glad på hans vegne, det er hun.
Han virker som en flink fyr, men samtidig kan hun ikke lide tanken om, at han har fået flere point i konkurrencen end hende. Og hun aner ikke, hvorfor det er så vigtigt for hende, hvad hun prøver at bevise, for det er bare en fjollet, lille konkurrence og …
”… Vinder af titlen som Årets Polyglot, med utrolige et hundred og fireogtres point – kun ét point, mine damer og herrer, adskiller førstepladsen og andenpladsen … er Grace Adams. Tillykke, Grace. Vi bøjer os i støvet!”
Der går et øjeblik, før hun forstår, at David Turner har råbt hendes navn. Folk vender og drejer sig i hele baren.
”Kom herop, Grace,” råber David Turner.
Og da hun rejser sig, hviler alles blikke på hende. For hun har vundet, hun har fandeme vundet. Hun prøver forgæves at finde et pokerfjæs frem, da hun går op mod baren. Hun indser, at den her dag har været alt, hun havde brug for. Den har gjort hende glad. Og det er første gang, hun har følt sådan, siden Marc – siden hun og Marc – besluttede at gå fra hinanden. Siden længe før det faktisk.
En eller anden rækker hende et glas champagne, og hun får overrakt sølvtrofæet. Der er også en konvolut, men hun har hænderne fulde og kan ikke tage imod den.
”Jamen, jeg kan fortælle dig,” siger David Turner og bøjer konvolutten, ”at vores gode venner ved Sprogentusiasterne har foræret dig en weekend for to på det smukke Kerensa Hotel i Cornwall …”
Grace har ingen fornemmelse af, hvor lang tid der går, før flokken omkring hende spreder sig. Hun har smilet og smilet og drukket og drukket, så hun har ondt i ansigtet af anstrengelse, og pludselig er det bare hende og manden i den sorte sweater med huller ved håndleddene, som står sammen ved baren.
”Jeg vidste, det ville blive dig.” Han læner sin krop så tæt ind mod hendes, at de næsten rører hinanden.
”I samme øjeblik jeg så alle de kuglepenne linet op ved siden af hinanden, som en lille kontorartikelhær, vidste jeg, at jeg havde tabt. Men kun med ét point.” Han slår smæld med tungen.
”Jeg er lige i hælene på dig.”
Hun hælder rødvin fra en flaske på baren op i sit champagneglas.
”Men hvis bare din præmie havde været et gavekort til Zara. For du ved godt, at du bliver nødt til at købe en ny sweater, ikke?”
”Den var god, Grace,” svarer han.
Og der er noget ved måden, han bruger hendes navn på – som om han kender hende. Den giver hende sommerfugle i maven.
”Nå – en weekend på et fancy hotel … Det lyder lækkert.”
Ja. Problemet er bare, at jeg ikke kan tage afsted.”
”Hvad? Hvorfor ikke?”
”Jeg har ingen at tage med.” Grace stiller sit glas på baren. ”Okay, nu kan jeg godt høre, hvordan det lyder, men jeg slog op med min kæreste for en måned siden. Alle andre er … Er ved at komme i den alder, du ved …”
Hendes stemme svinder hen. Hun vil ikke tænke på det.
”Sikke noget møg, det er jeg ked af at høre.”
”Tja.” Hun trækker på skuldrene.
”Men det ville have været værre, hvis vi var blevet sammen. Jeg vil ikke have børn, og det viste sig, at det var en dealbreaker.”
Det var i hvert fald, hvad Marc havde konkluderet. Men når hun tænker tilbage på den forfærdelige aften på den etiopiske restaurant i Kentish Town, ved Grace, at hvis hun havde sagt, at hun var desperat efter at stifte familie nu, ville det også have været det forkerte svar.
Jeg er ked af det, skat, havde han sagt, mens han havde holdt hendes blik fast over det lille bord. Jeg elsker dig, men jeg tror ikke, jeg kan gøre det her mere. Han havde sagt det, som om han var en dyrlæge, der rådede hende til at få et sygt kæledyr aflivet.
De havde spist injera-fladbrød med en kødret til, og hun havde kæmpet med trangen til at læne sig ind over bordet og smøre maden ud over hans overdrevet bekymrede ansigt. Hvad som helst for at standse den faldende, styrtende følelse i brystet.
Hun var heldig, at hun slap ud, det ved hun, selvom det ikke føles sådan, for der havde været andre, mens de boede sammen. Det har hun mistanke om – hun kan mærke det inderst inde. Han var ikke engang specielt omhyggelig med at skjule det, men hun valgte ikke at se det. Hun var afhængig af ham, det var dumt, og da det kom til stykket, var han bare ikke så vild med hende, så det var tre år spildt.
Ben rømmer sig.
”Undskyld.” Hun blinker.
”Jeg aner ikke, hvorfor jeg lige fortalte dig det.”
”Det har været en lang dag?” foreslår han, og hun ler.
”Det har været en lang dag,” medgiver hun.
”Og jeg er ret fuld.”
”Hvem skulle have troet, at det ville blive sådan et abegilde?”
De ser på hinanden, og hun opdager, at hun ikke har lyst til at se væk igen. Der er en uro i luften omkring dem. Som om ligevægten pludselig er slået skæv.
”Vi kunne dele præmien.” Ordene er ude af hendes mund, før hendes hjerne har en chance for at følge med.
”Jeg mener, der var kun ét points forskel. Det var mig, der vandt, men det kunne lige så godt have været dig.” Hun tager konvolutten fra baren og vifter den ad ham.
”Vil du med mig?”
Så snart hun har sagt det, kan hun ikke fatte, at hun gjorde det. Hun vil tage det i sig igen, men samtidig vil hun ikke. Der er en del af hende, som tænker: Game on.
Manden i den blå sweater kører en hånd igennem håret og studerer hende.
”Okay,” siger han efter en pause.
”Hvorfor ikke?”
”Okay,” gentager hun, og hun nikker, som om hun prøver at fortolke det, han lige har sagt.
”Jeg mener, jeg vil hellere have trofæet, men hvis du kun tilbyder weekenddelen af præmien, så …”
Og nu ler de begge to ad den her skøre ting, som de påtænker at gøre. En sprudlende, vild, ude på kanten-agtig latter, for i det øjeblik ved de begge to, at de vil gøre det. De ved – med et regelmæssigt verbums vidunderlige sikkerhed – at det vil ske.
Nu
Grace har stadig bilnøglerne i hånden og den brændende sol i nakken, da det går op for hende, at hun vil gå derhen. Den fastlåste trafik knurrer en gade væk, bilerne dytter, som om der er tivoli i byen, og lettelsen ved bare at gå, gå på hendes egne to ben efter den kvælende luft i bilen, er enorm.
Det er befriende. Hun skærer genvej igennem gyden mellem fried chicken-biksen og isenkrambutikken, som vil føre hende ud til hovedgaden. Til trods for graffitien på murene, det tætte ukrudt og den grimme lugt af solsvedet pis, tænker hun klart på en måde, som hun ikke har gjort i dagevis, ugevis, længere tid endda.
Hun vil gå herfra og hele vejen til Bens lejlighed i den nordlige del af London for at aflevere kagen til sin datter på hendes sekstenårs fødselsdag. Det er dét, hun vil gøre. Det kan hun sagtens.
Hun skal bare hente den først – den to hundrede pund dyre foræring, der føles som bestikkelse. Den er invitationen, hun ikke har fået, og hun vil levere den med et triumferende smil, som om hun er forbandelsen i et mørkt eventyr, den onde heks.
”Nej!” Ordet ryger ud af hende der i gyden, som om hun er et forrykt kvindemenneske, der taler med sig selv.
Det er ikke sådan, det vil blive. Kagen er en kærlighedserklæring, og det vil Lotte se. Det vil hun. Og hun vil tilgive hende.
Fire måneder før
- (x + 2)(3x – 12) =
- Find værdien af x og y: 3x + 7y = 14
6y – 6x = 19
- Find værdien af x: 24x(14 + 2x) = 45
- XXX + L = Jeg var lige ved at komme bare af at se på dig i dag …
”Lotte?”
Hun holder det afrevne stykke af et arbejdsark i hånden, da hun kommer ud på badeværelset. Lotte står nøgen foran spejlet og er ved at rulle deodorant under armene. Hendes datters øjne møder hendes i spejlet, der er et spørgsmål i hendes sammentrukne øjenbryn. Hendes krop er perfekt, som om hun lige er blevet formet af engle. Grace krøller sedlen sammen og stikker den i lommen på sine jeans. Det her er ikke øjeblikket.
”Åh, for himlens skyld, kan du ikke dække dig lidt til,” siger hun i stedet med en påtaget misbilligende stemme.
”Altså, vi har jo talt om det her. Jeg gider simpelthen ikke se på den slags i min alder.”
Da hun kommer nærmere, ryster Lotte på hovedet og himler med øjnene ad Graces spejlbillede.
”Hvordan kan de sidde så latterligt godt – de vender jo næsten opad?”
”Mor, hold op …”
”Er de overhovedet ægte?” Hun lader, som om hun vil prikke til Lottes bryst, og trækker fingeren til sig, som om den er blevet kastet tilbage.
”Jeg mener, det er da utroligt …”
De ler begge, da Lotte dasker hendes hånd væk.
”Du skal ikke røre mig, sindssyge kvindemenneske.”
Hun har anlagt et vredt ansigtsudtryk, men hendes øjne smiler stadig.
”Du er så upassende. Hvordan har du overhovedet fået ansvaret for en flok skolebørn?”
”Jeg har faktisk ikke ansvaret for dem, så …” Grace spidser munden.
Lotte snupper håndklædet fra gulvet og sin telefon fra vasken.
”Nej. Det er nok meget heldigt,” siger hun, idet hun går baglæns ud af badeværelset.
Du må ikke gå, tænker Grace og bliver stående, som om hun er strandet. Den sæbefugtige lugt af hendes barns mageløse hud hænger i rummet, og der er en vibration i luften, hvor hun lige har været.
“Jeg går i gang med den nye sæson af Parks and Rec i aften,” ryger det ud af Grace, selvom hun allerede kan høre fodtrin forsvinde op ad trappen.
”Hvis du vil se med?”
”Måske.”
Grace kan høre på Lottes stemme, at hun er optaget af noget andet, hun er sikkert allerede på Instagram igen. Og hun ved, at ”måske” betyder ”nej”. Hun venter et, to øjeblikke. Så kommer det lette klik fra soveværelsesdøren, der går i. Det føles som et slag i hovedet.
Hun tager sedlen op af lommen og lader igen blikket glide over ordene. Jeg var lige ved at komme bare af at se på dig i dag. Den mister ikke evnen til at chokere, den her lille printede las. Hun har svært ved at forlige sig med, at nogen har sendt det her til hendes datter, til hendes femtenårige barn. Hun ved ikke, hvordan hun skal få det nævnt.
Jeg ledte i din blazer og … Hvad? Hvad kan hun sige? Jeg er bekymret for dig? Du ved godt, at du kan tale med mig, ikke? Jeg har på fornemmelsen, at der er nogle ting, du ikke fortæller mig, og jeg vil ikke snage, men du skal bare vide, at jeg er her. Hun ser på sig selv i spejlet. Ja, alle de ting, Grace, siger hun til sig selv. Men, fuck altså, det lyder alt sammen som noget fra en dårlig sæbeopera, og hun er så forbandet træt.
Pludselig er der noget ved hendes ansigt, som får hende til at studse, og hun rykker tættere ind mod vasken, så hun bedre kan se sig selv. Hvad fanden er der sket med hendes læber? De er på vej væk. Hun vrider munden i flere forskellige retninger. Det er, som om den øverste del af hendes overlæbe er forsvundet. Lige fra den ene dag til den anden. Så det, der var lyserødt før, nu er hvidt, men de små lodrette læbelinjer er der stadig, så abrakadabra, er det blevet én stor rynke.
Men det kan da ikke bare være sket så pludseligt. Kan det? Hvilket rejser spørgsmålet om, hvordan i alverden hun kan have undgået at se det før nu?
En dunkende bas går i gang, den kommer ned igennem loftet fra Lottes værelse. Og mens hun står der og stirrer på sin dumme forsvindende mund, ser hun sin datter for sig, som hun stod her for et par øjeblikke siden, og hun funderer over den fucking forfærdelige timing.
Hvordan døtrene – netop på det tidspunkt hvor hun, hvor alle mødre, tørrer op indefra og ud (eller udefra og ind, hvem fuck kan se forskel?) – blomstrer op med præcis den faste, saftspændte vitalitet, som mødrene er ved at miste. Og det værste ved det hele er måske, at de ikke engang ved det.
Og derefter tænker hun igen på sedlen, den eksplicit sjofle tone, og på det brev, hun har ignoreret. Brevet fra skolen, som Lotte var enig i ikke gav nogen mening. Det er over en uge siden, det kom nu. Der har også været en opfølgende mail. Hun vil ringe til skolen i morgen, det vil hun. Det er bare meget at klare alt det her på egen hånd lige nu, med arbejde og huset og oversættelsen og …
Skyldfølelsen begynder at snige sig ind på hende. Skyldfølelsen og selvfølgelig også Skyldfølelsen. Hun lukker hårdt ned for tanken. Ikke nu.
2002
De har aftalt at mødes på stranden klokken nitten. Han har taget toget, fordi han ved, at den sidste tredjedel af turen skulle være meget smuk, men han ænser den nærmest ikke. Han er ikke kommet forbi side fem i No Logo, har ikke spist den sandwich, han købte til frokost ved Warwick Parkway, han har ikke engang fået noterne til sin ph.d.-afhandling op af tasken.
Billeder fra konferencen bliver ved med at fare igennem hans hoved. Billeder af hende. Håret sat op i en pjusket knold, hendes mørke jakke med opsmøgede ærmer, som om hun var klar til kamp. Hvor klog hun var, hvor skarp, hvor sjov, hvor smuk. Ikke vokset op med hestesport og gincocktails, ikke skrevet i en kode, hans familie ville forstå. En sprognørd ligesom ham.
Men mens han går hen ad kystvejen, der lugter af salt og affald og varme sten, spørger han sig selv, om han overhovedet vil genkende hende, når han når frem. Han har ikke fortalt nogen, at han gør det her, ikke sin husfælle Isaac, ikke sine brødre, ingen. Det føles som noget, han er nødt til at holde for sig selv, en vanvittig hemmelighed, han ikke vil dele med nogen.
Hun sidder i sandet med knæene trukket op mod brystet og ser ud over havet. Hun er den eneste på stranden, så han ved med det samme, at det er hende – men han tænker flygtigt, at han faktisk ville have genkendt hende hvor som helst. Der er et mærkeligt besværgende lys, et hyperrealistisk skær, der farver alting lyserødt langs kanterne. Han er tør i munden.
Han sparker sine sneakers af og svajer usikkert, mens han trækker strømperne af fødderne, og han tager en dyb, styrkende indånding og skal lige til at råbe til hende, da hun vender sig om mod ham. Hun har blussende røde kinder, og med solen i ansigtet ligner hun den der skuespillerinde, hende den intelligente med det røde hår. Julianne Moore.
Han smider sin taske i sandet og går hen imod hende.
”Åh, hej, du kom,” siger hun og skygger for øjnene.
”Hvad var det nu, du hed?” Og hun smiler hurtigt og bredt.
”Meget underfundigt.”
”Underfundigt.” Hun nikker. ”Et godt ord.”
”Et godt ord,” medgiver han og kommer hen og sætter sig ved siden af hende.
Ikke alt for tæt på.
I stedet for at spørge ham om, hvordan hans tur har været, eller forsøge sig med en form for smalltalk peger hun til venstre for stranden ud mod horisonten.
”Derovre. Se,” siger hun, som om de er halvvejs inde i en samtale, og han følger hendes blik.
Det tager ham et øjeblik at finde det, men så får han øje på det, hun kigger på – noget, der ser ud, som om det kunne være en klippe eller en bøje. Det er mørkt og glat og vugger op og ned et godt stykke ude.
”En sæl?” spørger han.
”En delfin … en haj?”
Hun giver ham en albue i siden. Let, så hun næsten ikke rører ham. Men det er alligevel, som om hun har sendt et elektrisk stød igennem ham.
”Det er en surfer, din idiot. Han var allerede derude, da jeg kom, og han får det til at se så utroligt nemt ud.”
”Surfer du?” spørger han, og han mærker den akavede form af ordene på sin tunge, sin overdrevne udtale af det alt for formelle spørgsmål.
”Det har jeg gjort. Men det er længe siden.”
Hun uddyber det ikke, og hun returnerer ikke spørgsmålet. De sidder i tavshed, mens de ser ud på havet. Ben borer sine fødder ned i sandet og prøver at rodfæste sig selv. Der er den kradsende fornemmelse mellem tæerne, hans hjerte, som slår hårdt, og han ved ikke, om det er nervøsitet eller spænding.
Han ved ikke, hvad det her er, hvad de laver her, hvorfor de er kommet, men han kan mærke hendes tiltrækningskraft. Som om deres kroppe er smeltet sammen, selvom de sidder flere centimeter fra hinanden. Og han tænker: Mærker hun det også?
Han vil gerne række ud og vende hendes blik væk fra havet. Han vil gerne se ind i de mørke, leende øjne og spørge hende om, hvad det her er. Han vil gerne blotte sit inderste, fjerne facaden og anerkende, hvor bizart det her er – at de knap nok kender hinanden og dog gør det her. Han vil gerne åbne hende, vinde adgang til hende.
I stedet hører han sig selv spørge:
”Har du allerede tjekket ind?”
”Jep,” svarer hun.
”Jeg har reserveret bord til middag klokken ni, hvis det er okay med dig? Ellers kan vi bare få pomfritter eller … Hov.”
Hun er hurtigt oppe på hug med et uroligt ansigtsudtryk, og hun læner overkroppen fremad og ser hen over stranden og ud mod havet. Hele hendes ansigtsudtryk har ændret sig.
”Hvad?” siger han.
”Grace?”
”Surferen,” mumler hun, som om hun taler til sig selv, ikke til ham. Ben følger hendes blik. Der er det grågrønne vand, men han kan ikke se den mørke skikkelse mod bølgerne nu. Han lader blikket glide hen over overfladen og venter på, at han skal dukke op igen.
”Jeg tror ikke … Der er noget galt.” I én flydende bevægelse skubber hun sig selv op at stå, tager sin telefon op af lommen og smider den i sandet. Så løber hun mod havet, væk fra ham. Sandet er tykt, som farin, her på den øverste del af stranden, men hun bevæger sig igennem det, som det er blevet skyllet igennem af tidevandet.
Et øjeblik sidder han der bare helt målløs, for hvad fanden foregår der? Er hun sindssyg, den her kvinde, han dårligt nok kender? Men så rejser han sig også, for han kigger, men han kan stadig ikke lokalisere den glatte, sorte krop i bølgerne. Alting har et lyserødt skær, og den lave aftensols filter ligger hen over stranden og havet og får ham til at føle, at det alt sammen er uvirkeligt, som om han er med i en film.
Da han når derhen, skyder hun igennem vandet, ud på den anden side af bøjerne, hvor havet er mørkt og bølgerne høje. Han kan se surferen igen nu, længere ude, han begynder at vade ud i havet, han tager store skridt, så hans jeans i løbet af få sekunder klæber til hans ben. Kulden får ham til at snappe efter vejret, og han fortsætter, men hun er allerede så langt fra ham, at det er udelukket, det er simpelthen udelukket.
Vandet når ham til livet, da han standser op. Det svimler for ham, han kan ikke tænke klart. Han må ringe til kystvagten, det er dét, han må gøre. Med hjertet bankende i halsen vender han om.
”Vi har folk fremme om … hos dig om mindre end fem minutter.” Han har kun én streg på sin telefon hernede på det våde sand, og kvinden i den anden ende bliver ved med at falde ud.
”Okay,” siger han, selvom han ikke rigtigt er med. Han kan ikke koncentrere sig.
”Ser det ud, som om det kan være en tværstrøm?” spørger stemmen
i den anden ende af røret.
”Jamen, altså, det ved jeg ikke,” svarer han uden håb i stemmen.
”Og du kan stadig se dem?”
Det kan han. Det kan han.
”… Fire minutter væk … Det er …” siger stemmen.
”Fortsæt med at holde øje med dem, og du må ikke lægge på.”
Og nu hvor han ser efter, synes han, at hun måske kommer tættere på.
Han kniber øjnene sammen. Lyset begynder at aftage, og det er svært at skelne, men han kan muligvis se surfbrættet og to skikkelser ved siden af det. Han lægger hånden over telefonen.
”Grace!” råber han.
”Grace!”
Hvis hun hører ham, sker der ikke noget. Hun reagerer ikke.
”Jeg må ud i vandet igen,” siger han til kvinden i telefonen.
”… større hjælp for os … ikke lægge på …”
Han mærker den ubehagelige kløen af salt mod lårene, og spyttet bliver hængende bagerst på tungen.
Han kan ikke bare stå her og ikke gøre noget.
”Jeg vil bede dig om … vent et øjeblik, sir.”
En skælven glider op igennem ham. Chokket fra vandet, hans iskolde frygt, for hvad hvis der sker hende noget derude? Hvad skal han så gøre? Han ved, hvad hun hedder, han har hendes telefonnummer og ligger inde med en håndfuld tilfældige oplysninger om, hvem hun er. Hun taler fem sprog, forestiller han sig selv fortælle en medfølende politibetjent.
Hun foretrækker japansk ud af de fem. Hun har en ekskæreste, som dumpede hende. Hun vil ikke have børn, hendes yndlingskuglepen er en blå Bic. Det er rimelig meget alt, han kan bidrage med. Han tjekker horisonten, afsøger den mørke, urolige flade. Intet. Hvem skulle han overhovedet kontakte som hendes nærmeste pårørende? Han skubber tanken ud af hovedet og begynder igen at gå ned mod vandet, for uanset hvad kvinden i telefonen siger til ham, vil han have Grace op af havet.
Han har brug for, at hun er okay. Han vil have den her weekend, præcis som de havde planlagt.
Og så er der lyden af sirener, og Ben vender sig om og ser kystvagtens bil køre hen ad stranden mod ham. Lettelsen vælter ind over ham, og han løfter armene i vejret, som om han overgiver sig, og begynder at vifte med dem over hovedet som en tosse. ”Herovre!” råber han, selvom de har kurs lige mod ham.
”Hurtigt! Herovre!”
De har dem oppe af vandet så hurtigt, at det er, som om der aldrig rigtig var nogen fare på færde. Surferen – en kvinde med brunt hår, der vokser viltert som slanger – bløder ved tindingen, men han kan se, at hun er ved bevidsthed, og de lægger hende op på en båre, standser blødningen og tjekker hende for hjernerystelse. Han ser hjælpeløst til, mens en paramediciner trækker Grace til side.
”Du kan godt holde op med at vifte det åndssvage stykke stanniol ad mig,” hører han hende sige.
”Jeg var kun derude i fem minutter.”
Paramedicineren vinker ham hen til dem og giver ham sølvtæppet, som Grace siger, hun ikke vil have.
”Du må få hende ud af det våde tøj,” siger han til ham, og han opremser symptomerne på underafkøling og giver Ben besked på at ringe til alarmcentralen, hvis der bliver det mindste. Og så er det dét. Bilen forsvinder, og de er alene.
De står der bare. Chokerede. Hun har en hvid bluse på, der er krøbet op om halsen og klæber til hendes krop, så han kan se hendes bh igennem den og små områder af abrikosfarvet hud. Hendes jeans er blevet sorte og blanke.
”Altså, er du fucking Superwoman?” Hans stemme er en høj hvæsen, og hun smiler. Men det er et mærkeligt, fordrejet smil, og det går op for ham, at hun er to sekunder fra at græde.
”Hey …” siger han, og han tager et par skridt frem mod hende og stryger håret fra hendes ansigt. Saltkrystaller ligger hen over hendes næseryg og pande og fremhæver hendes fregner. ”Det er okay, det hele er okay. Men du er gennemkold, Grace. Vi må have dig i tørt tøj.”
Når han står så tæt på, mærker han udstrålingen fra hende. En følelse i ham, som han ikke kan forklare, men som giver et sug i hans mave, som et skjult fald på en ukendt vej. Han ved kun, at han bliver nødt til at lære hende at kende, denne intelligente, besynderlige, dumdristige kvinde, der fylder hele hans krop og sind og skræmmer ham halvt ihjel. Han må kende hver eneste del af hende.
Hendes ånde er varm mod hans hud, da hun rækker op og griber om hans hånd, der stadig er i hendes hår. Og så er hendes mund på hans, og der er hendes salte og rustne smag, en smuttende følelse i ham, der bliver ved og ved, indtil hun pludselig trækker sig tilbage.
”Shit, Ben.” Hun trækker ud i sit våde tøj og hår.
”Jeg har det, som om vi er med i en dårlig 80’er-pornofilm.”
Og han ler, men han er så fucking hård, at han ikke ved, hvad han skal gøre. Han slikker hendes smag af læberne og rømmer sig.
”Lad os gå.” Hun begynder at gå op ad stranden.
”Jeg må have noget andet tøj på. Det må du også,” tilføjede hun, og hun peger over skulderen på tidevandsmærket på hans T-shirt, hvor alting er mørkt fra lige under navlen.
Hotellet er skåret ind i det øverste af klippeskrænten med udsigt ud over havet, og hun har overgivet sig og har rumtæppet over skuldrene, da de når derop. Der holder dyre biler udenfor, og i foyeren registrerer han veloursofaer og en Eames Lounge Chair og et stort designervægur som en eksploderende stjerne. Der er ingen i receptionen, og han er lettet over, at de ikke behøver at forklare, hvad der er sket, da de går direkte op til hendes værelse på første sal.
Da hun sætter nøglekortet i låsen, er der en intimitet, som kommer helt bag på ham. Det er hele hotelværelsesituationen, de lumre konnotationer, og han er sikker på, at hun må have det på samme måde.
”Nå … men ikke alene taler du lige så mange sprog som Kleopatra, du lader også til at være superveltrænet?” Han prøver at holde en let tone, da de træder ind på værelset.
”Det er rigtigt. Jeg er ret cool.” Hun står med ryggen til ham og tænder lysene, men han kan høre smilet i hendes stemme.
”Men derudover er jeg også vokset op ved havet. I Brighton. Jeg tog livredderkursus der, det gør alle. Shit, hvor jeg fryser. Jeg kan næsten ikke …”
”Grace,” afbryder han.
”Jeg burde være svømmet ud efter dig.”
Hun vender sig om mod ham. Hun har slået armene om overkroppen, som om hun holder sig selv inde, men der er alligevel noget vildt ved hende, noget forandret. Så finder hendes øjne hans, og der går et stød igennem ham. Ingen af dem siger noget, og han er bevidst om den stille tikken fra en radiator eller et ur i værelset. Og han ved, hvad det her er. Han ved med sikkerhed, hvorfor de er kommet. Hun ser lige på ham, og der er en kraft i hende, så han ikke kan tage blikket til sig, mens hun knapper hans bukser op og skubber sine egne jeans ned. Og så løfter han hende op mod væggen og spørger
“Er det her okay?” og hun lægger hovedet bagover og lukker øjnene. Hendes krop er kold og fugtig og blød. Der er sand i furerne ved hendes lår og i hendes knæhaser, og han bider sig så hårdt i læben, at han kan smage blod.
De bestiller roomservice. Der er varmt græskarbrød og krebs med aioli, artiskokhjerter i krydret trøffelolie. En vokset lagret cheddar, kulkiks, kalamataoliven. Kirsebær med peber og marcipan og bitter chokolademousse i røgfarvede glas. Der er havudsigt fra værelset, og de sidder på sengen og ser på det natsorte vand og har de hvide frottébadekåber på, som hang på bagsiden af badeværelsesdøren. Og de spiser, som om de er bange for, at maden vil slippe op.
”Det her føles alt sammen meget uvirkeligt,” siger han og slikker chokolade af bagsiden af en kold ske.
”Hvad? Den fortryllede mad?” Hun har et kirsebær i munden, og da hun taler, løber lidt saft ned ad hendes hage og drypper ned på den hvide badekåbe.
”Shit.” Hun ler og tørrer sig så i ansigtet med ærmet, så det bliver mørkerødt.
”Flot.” Ben ryster smilende på hovedet.
”Åh, de lægger alligevel alt det her i klorin, når man har haft det på bare én gang.”
Hun løfter skuldrene og lader dem falde igen.
”Hvad føles uvirkeligt?” spørger hun så.
Han tøver. Han vil gerne fortælle hende, hvor vanvittig smuk hun er. Som hun sidder der i skrædderstilling på sengen, stadig med efterskælvet af sex på kinderne. At han aldrig har mødt nogen anden kvinde som hende.
”Hvad?” spørger hun igen.
”Det her.” Han kører en hånd igennem håret.
”Dig. Alting. Den sindssyge episode på stranden – skete det overhovedet?”
”Du mener hele redde en kvinde fra at drukne-situationen? Barnemad,” svarer hun med et skuldertræk,
”for en som lærte sig selv den spanske konjunktiv som tolvårig.”
Da hun smiler bredt, tager han hende om skuldrene og skubber hende tilbage mod hovedgærdet. Holder hende fast der, leende, før hendes mørke øjne bliver alvorlige, og han igen presser sin mund mod hendes.
Nu
45 år er den ulykkeligste alder, man kan have, ifølge et nyt studie fra The US’s National Bureau of Economic Research. 45,2 for at være helt præcis. Det siger den tidligere Bank of England-økonom Anthony Blanche, der har analyseret data fra 132 forskellige lande verden over.
I Storbritannien trak studiet på research fra den årlige befolkningsundersøgelse, der stillede spørgsmålet: Hvor tilfreds er du overordnet med dit liv lige nu? De adspurgte svarede, at fra fyrreårsalderen og fremad styrtdykker lykken.
Grace kommer ud på hovedgaden og fnyser, da hun kommer i tanke om den Guardian Online-rapport, hun havde læst ugen før. To måneder præcis efter hendes femogfyrreårs fødselsdag, for at det ikke skulle være løgn. Det havde været et af de Truman Show-øjeblikke, hvor det havde føltes, som om en eller anden form for omnipotent eksistens iagttog hende, studerede hende, lo ad hende. Som om hun var et stankelben, der fik benene hevet af ét for ét. Et menneskeligt eksperiment, som rimelig meget var nede ved det sidste ben.
Den sindssyge bålhede står igennem hende, da hun går forbi neglesalonen, genbrugsbutikken, den japanske deli, og nu klør det også i skridtet – hun kan ikke lade, som om det ikke gør det. Det har kløet i de sidste to minutter. Om igen. Det har kløet i skridtet i de sidste to år. Alting har kløet. Nej, tænker hun, nej, for hun kan ikke tage endnu en Canesten-stikpille den her måned, det kan hun ikke.
Hun har allerede overskredet sin halvårlige kvote med … hun aner det ikke. Mere end det er lægeligt tilrådeligt i hvert fald. Betydeligt mere. Det er den alder … havde hendes mor indirekte sagt til hende, da hun en dag var knækket og havde ringet for at få råd. Herfra går det alt sammen kun ned ad bakke sydpå, og alle andre steder også for den sags skyld …
Da Grace kigger ind ad vinduet i den nye kaffebar, hvor Harry Styles efter sigende får sit daglige fix, slår det hende, hvor elendig til mode alle ser ud – den alder eller ej.
Ung, gammel, mand, kvinde, sort, hvid, brun … de ser alle miserable ud, mens de visner i den svitsende varme sol, og stressen siver fra hver eneste pore og spreder sig som en infektion. Ligesom det er meningen, at smilet fra kasseassistenten i supermarkedet skal vandre fra den ene person til den næste og til den næste igen og sprede god stemning undervejs. Bare med præcis modsat fortegn.
Trafikken er en pulserende metalmasse, og hun har en smag af udstødningsgasser i munden, som giver hende kvalme. En lyshåret kvinde spærrer det smalle fortov længere fremme, hun har røde pletter på kiderne og på brystet, hvor halslinningen på hendes T-shirt hænger slapt.
Hun er sikkert i trediverne, men for Grace ser hun ikke nær gammel nok ud til at have ét barn i en barnevogn og et andet spændt fast foran i en kompliceret udseende slynge. Poser fra brugsforeningen hænger fra håndtagene på barnevognen, og Grace kan se, at de slår ind i kvindens ben. Rollingen rækker opad med en hånd, der er som en lille, buttet stjerne. Han har lagt hovedet bagover og ser op på himlen.
Et minde dukker pludselig op i hendes hoved og indfanger hende. Og hun står midt i parken med en tung og blødt indpakket baby på hoften, mens hun peger op på et træ, som bliver oplyst af solen. Se på bladene, siger hun. Se. Men hun taler lige så meget til sig selv som til barnet i hendes arme, for hvordan kan hun have undgået at se det før nu? Det er, som om hun aldrig har kigget.
Som om hun for første gang fråser i bladenes og træets mirakel, som om hendes baby lærer hende at se. Hendes hals er strakt bagover, og over hendes hoved danner de spinkle blade, lysende grønne som limefrugter, et blændende, fragmenteret loft. Det er smukt, livskraftigt, æterisk – begyndelsen på noget, hun knap nok begriber, men som føles som håb – og det gør hende svimmel.
Og så driver hendes tanker sidelæns, og hun husker, hun husker … og det er for sent, hun har set det: Hun har fået et glimt af den mørke flænge i tilværelsens sammenhæng. Hun rækker ud og støtter sig et øjeblik til muren uden for helsebutikken, for det er alt sammen for meget. Heden og hastværket og tankerne i hendes hoved. Hvad laver hun? Hun burde give op, gå hjem, opgive det her latterlige korstog. Hun venter på et hul i strømmen af mennesker, og så vender hun om og går tilbage samme vej, som hun er kommet.
Hun er nået så langt som til takeaway-restauranten, da hun pludselig standser op. Nogen – en mand i et lidt for stramt jakkesæt – bumper ind i hende bagfra, bander lavmælt og vender sig om for at glo arrigt på hende, da han går forbi hende. Men hun registrerer ham dårligt nok. Kom nu, Grace, tænker hun. Og hun knytter hænderne og bider tænderne sammen. For hun har reelt ikke noget valg: Hun ved, at hun bliver nødt til at gøre det her, og hun vender om på hælen. Hun må bare sætte det ene ben foran det andet, og så vil hun nå frem.
Da hendes telefon ringer, rækker hun automatisk ud efter den og svarer, før hendes hjerne når at bremse hende.
”Grace, jeg har forsøgt at få fat på dig.” Paul. Det er Paul.
”Grace?”
Fuck.
”Hej, Paul. Det må du virkelig undskylde, jeg ville have ringet. Eller, det har jeg selvfølgelig …”
Hun ser ham for sig på hans trange, varme kontor tæt ved Fleet Street, med den tørstige, Jurassic-agtige bregne i hjørnet og væggene, der er dækket af bøger.
”Jeg har været nødt til at give Yamamoto-oversættelsen til en anden, Grace. Vi skulle have afleveret den for to måneder siden, og jeg kan ikke blive ved med at komme med undskyldninger …”
Der er ingen indledning, og Paul lirer ordene af, som om han læser op fra et manuskript. Hendes hjerte begynder at slå hårdt, da hun drejer væk fra hovedgaden og kommer ind på en villavej.
”… og jeg ved godt, at det har været svært for dig de seneste … eller, der er gået et godt stykke tid nu, altså, siden … siden …” han famler efter ordene
”… og sagen er, at jeg bliver nødt til at tænke på forretningen, Grace. Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at opsige vores samarbejde.”
Han siger den sidste del lynhurtigt, og det er så klichéagtigt, at hun er lige ved at begynde at grine. Eller måske er det chokket over hans ord, der giver hende den mærkelige, gyngende fornemmelse indvendigt.
”Hør lige, Paul …” begynder hun, men hvad kan hun sige? At hun har brug for arbejdet. At hun har brug for det lige så meget for sit selvværds skyld som for pengene, for det er kun to måneder siden, at skolelederen på Stanhope Primary School, hvor hun har arbejdet de seneste tre år, besluttede, at hun ikke ville forlænge hendes deltidskontrakt.
Også dengang havde Grace måttet forhindre et besynderligt, indespærret smil i at invadere hendes ansigt, mens skolelederen tiltalte hende som ”Madame Adams” og ævlede løs om beskæringer i sprogbudgettet, selvom de begge to vidste, at det ikke havde noget med beskæringerne at gøre.
Hun kniber huden mellem øjenbrynene sammen og prøver igen:
”Det er virkelig forfærdelig dårlig timing, Paul. Det bliver jeg nødt til at sige. Det værst –”
Men han afbryder hende. Han hører ikke efter. Han har sine indøvede replikker, de ting, han skal have sagt.
”… Så jeg er virkelig ked af det, Grace. Du har været hos os meget længe – tyve år, ikke? – og det siger sig selv, at du er fantastisk til det, du laver, du er uden diskussion vores bedste freelancer, og jeg er sikker på, at du kan få noget at lave et andet sted, men jeg kan ikke …”
Pauls stemme svinder hen: ”Det ved jeg, at du forstår.”
Nej, tænker Grace. Nej, det gør hun ikke. Men hun vil ikke høre mere. Hun vil have det til at holde op. Paul er midt i at sige noget om dobbelt betaling for det arbejde, hun er blevet færdig med, da hun trykker på det lille røde telefonikon på skærmen og lægger på.
”Op med humøret, skat, det er ikke sikkert, at det går så galt.”
Grace ser hurtigt op. Der står en mand i forhaven lige fremme og holder en stige mod et firkantet hus fra forrige århundredeskifte, og en anden mand – halvskaldet og solskoldet – står oppe på det øverste trin af stigen med en lang moppe i hånden. Han ser ned på hende med et sjofelt blik. Brunt sæbevand løber ned ad vinduet, som han er i gang med at vaske. Grace mærker sin hovedbund stramme til.
Så kommer den velovervejede pause, det tunge, brovtende blik. ”Kom nu, smil lidt.”
Hun kan mærke de fugtige skjolde under armene og mellem benene, hvor hun er sikker på, at man kan se sveden. Hun er næsten ud for dem, og hun leder efter det perfekte skarpe svar, men der er ikke noget, og hun ved det.
Og hun skal lige til at anlægge en neutral maske og finde det tomme blik frem, som hun altid har lige i nærheden til øjeblikke som det her, da manden råber:
”Hvad? Åh nej, nu skal du ikke sige, at du er en af de der feminazier.”
Han ser på sin makker nu, ikke hende, og fortrækker ansigtet i en grimasse af komisk afsky, og han hæver stemmen til den sidste, nedladende bemærkning:
”Sådan nogle gimper som jer må simpelthen lære at slappe lidt af og få barberet benene.”
Noget går i stykker inde i hende. Det er, som om hun hører smældet. Okay, ved du hvad? tænker hun.
Ikke i dag.
Hun standser op og bøjer sig frem mod ham, som om hun vil betro ham noget. ”Que te den,” siger hun, og hendes stemme er klar og rolig.
”Usero. Vas te faire enduler. Poshel na khuy. Rot op. Det betyder ’fuck dig’ på fem forskellige sprog.”
Hun krydser fingrene på begge hænder og holder dem op og frem mod ham og kniber ansigtet sammen i påtaget bekymring.
Han ser kort ned på sin makker, han smiler stadig, men der er en slaphed om hans mund og hans øjne, og hun kan se, at hun har gjort ham usikker – ydmyget ham – at han ville ønske, at det var ham, som stod nede på jorden og ikke oppe på stigen til fuldt skue. Derefter slipper hun pegefingrene og stikker de to midterste fingre op i luften, før hun vender sig om og går.
”Sindssyge kælling!”
Hans ord er et nyrestød, men Grace ranker sig og går videre, og hun er halvvejs nede ad gaden, da adrenalinen rammer. Den pumper igennem hende, og hun ved, at hun burde føle sig opløftet over det, hun lige har gjort. Befriet. Men hun kan ikke ryste resterne af hans slet skjulte vrede af sig, hans aggression, som hun ved, at han over for sin makker vil kalde godmodigt drilleri.
Hun må bøje hovedet for at komme under en lavthængende gren på et platantræ, og da bladene strejfer hendes hår, er det, som om nogen har rakt ind og gravet hendes indre ud. Hun kan ikke fatte, at hun har et barn, som bliver seksten i dag.
Et barn, som ikke vil se hende. Det er, som om hun fødte hende, blinkede, og nu er hun her, femogfyrre år gammel, hendes livmoder er ved at visne, og hendes liv styrter sammen om ørerne på hende.
Bens lejlighed ligger helt oppe i Nordlondon – på den anden side af Swiss Cottage – og festen, en barbecue i haven, skal begynde klokken fire. Hun skal nå frem med kagen, før gæsterne kommer, for hun vil overrække den til Lotte, og det behøver hun ikke et publikum til. Hun tjekker uret på sin telefon og krymper sig – 13.08.
Hun er knap nok et kvarters gang fra sit hus, og hun har gået i næsten en time. Hvad skete der? Hvor er tiden blevet af?
Hun skal nok nå frem, koste hvad det vil, og hun vil få Lotte til at forstå. Hun vil vise hende, hvor højt hun elsker hende. Hun vil få sin datter hjem.
Fantastiske Grace Adams – Fran Littlewood
Mød Grace Adams, 45 år og rasende. Hun er lige blevet fyret fra sit job, skilt fra sin mand gennem tyve år, men værst af alt har hun mistet kontakten til sin teenagedatter Lotte.
Men Grace Adams er fast besluttet på at kæmpe sig tilbage til sit liv. På en smeltende varm sommerdag, i en bilkø i kaotisk London-trafik mister hun besindelsen.
Hun vil vise sin datter, at uanset hvor hårde slag livet tildeler en, skal man kæmpe imod og at kærligheden og sammenholdet er det, der får os igennem selv de værste kriser.
Mød den fantastiske Grace Adams, 45 år og rasende. Hun er lige blevet fyret fra sit job, skilt fra sin mand gennem tyve år, men værst af alt har hun mistet kontakten til sin teenagedatter Lotte.
På en varm sommerdag i en bilkø i kaotisk London-trafik mister Grace Adams besindelsen. Stille og roligt forlader hun sin bil og går sin vej, fast besluttet på at overbringe en ekstravagant kage til sin datter, der fylder 16 år og har nægtet Grace adgang til sin fødselsdagsfest. Og sit liv.
Grace vil vise sin datter, at uanset hvor hårde slag livet tildeler en, skal man kæmpe imod, og at kærligheden og sammenholdet er det, der får os igennem selv de værste kriser.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
Fantastiske Grace Adams er historien om et liv, et ægteskab og en familie fortalt med vid og humor på én alt for varm sommerdag i London.
Dommen er klar hos Paula Hawkins, der er forfatter til den filmatiserede bestseller Kvinden i toget. Om Fantastiske Grace Adams siger hun: “Overbevisende, sjov og gribende. Jeg slugte den råt.”
Læs de første to kapitler af Fantastiske Grace Adams herunder:
Fantastiske Grace Adams
Fran Littlewood
Nu
Grace har det varmt. Der er solen, som en kogende ånde på taget af hendes bil, men det er mere end det. Den her følelse af, at hun lige pludselig står i flammer indefra og ud. En strime af sved trækker et langsomt, kløende S mellem hendes bryster, og hun har lyst til at stikke en hånd ned under halsudskæringen for at tørre den væk. Men trafikken er gået helt i stå, og hun er spærret inde på alle sider, og der er manden i Audien, hvis bilrude er lige ud for hendes.
Han stirrer på hende, som om hun er den distraktion, han har brug for lige nu. Fuck dig, tænker hun. Fuck dig, fuck dig, fuck dig.
”Hvis I har det varmt derude i dag,” siger kvinden i radioen, ”bliver det ifølge den seneste rapport fra klimatænketanken Autonomy kun varmere fremover …”
Grace gasser op for at overdøve ordene, og hendes blik finder uret på instrumentbrættet: 12:23. Kan det være rigtigt? Hun tjekker sin telefon på passagersædet. Shit. Hun er sent på den. Rigtig sent. Der er Paradise-kagen, som hun skal hente, den kage, som hun har fået dem til at lave særligt til hende. Kagen, hun ikke har råd til, men som hun satser på skal redde det hele.
En, to, tre, fire … Hun begynder at tælle, selvom det ikke virker – men hun husker det vagt som et værktøj fra det onlinekursus i kognitiv adfærdsterapi, som hun droppede efter de første par gange – hvorefter hun tager en dyb indånding gennem næsen.
Nu klæber hendes jeans til lårene. Grace piller ved ventilatorerne og trykker igen hårdt på knappen til den aircondition, som hun ved ikke virker. Det er den billige hede i det syntetiske stof, der gør det hele værre, og hun spreder knæene mest muligt og prøver at få lidt ikkeeksisterende luft ind mellem benene.
Hendes telefon ringer på passagersædet, og det gibber i hende.
Lotte? Det er den første, instinktive tanke – at det kan være hende. Men allerede mens hun læner sig hen for at se efter, ved hun, at det ikke er Lotte. I stedet får hun et chok over det dobbelthagede ansigt, der kigger op fra skærmen, og der går et øjeblik, før hun genkender sig selv og forstår, at Cate prøver at facetime hende igen.
Grace viger tilbage og trykker sig ind mod bildøren. Hun har ikke lyst til at svare, og selvom hun er ret sikker på, at Cate ikke kan se hende – Lotte har grinet ad hende hundred gange over netop det her – har hun stadig på fornemmelsen, at hendes søster på en eller anden måde kigger på hende.
Grace ved allerede, hvad Cate ringer for at sige: Hun har lagt en enerverende strøm af beskeder i løbet af de sidste to uger, der utroligt nok har formået at være både medlidende og anklagende.
Mor ringede for at sige, at hun har forsøgt at få fat på dig, Grace. Hun er bekymret for dig. Og det er far også. Det er faktisk ikke fair over for dem, at du … Hør, ring til mig, så jeg ved, at du er okay. Eller, ikke okay, men … Vi er alle sammen bekymrede, Grace …
En bil dytter højt bag hende, og hun vender sig om i sædet. Som om det er rettet mod hende. Trafikken er tæt og strækker sig lige så langt bagud, som øjet rækker, hen ad den smalle vej, der løber fra foden af Muswell Hill og hele vejen hen til Emirates Stadium. Det er en af den slags veje, der ville egne sig bedre til en søvnig landsby – eller middelalderen – men som er kaotisk blokeret af håndværkervogne og bybusser og pakkebude og firehjulstrækkere.
”Seriøst?” siger hun ud i den tomme bil.
”Seriøst, røvhul? Hvad forestiller du dig egentlig, at vi skal gøre?”
Bilen lukker sig om hende, og hun kan lugte brændt plastic. Hvorfor har de ikke flyttet sig endnu? Situationen minder hende om noget – en bog, en tv-serie, et filmmanuskript … Hun kan ikke huske det. Hun kan knap nok huske, hvad hun selv hedder for tiden.
Hun falder sammen i sædet og prøver at komme i tanke om de ting, hun ikke har kunnet huske på det seneste. Men det kan hun selvfølgelig ikke. Det ville næsten være sjovt, hvis ikke det var så skræmmende. Som om en del af hendes hjerne faldt ud, mens hun var optaget af noget andet.
Hendes telefon begynder at ringe igen, og en eller anden trykker hornet i bund og holder det der. Manden stirrer stadig på hende, varmen i bilen … og nu er der noget herinde, som summer og ikke kan komme ud. En stor, sort flue vibrerer mod vinduerne. Sveden springer frem på tindingen, og hun slår sig selv, for fluen kamikazebomber hende og svirrer hektisk rundt i bilen.
Pludselig dukker et ansigt op i bagruden af bilen foran. En lille pige med en nusset dukke i hånden stirrer på Grace uden at smile. Hun kan høre det hakkende beat fra et nummer i radioen, den knoglerystende vibreren fra et bor ved vejarbejdet længere fremme. Og nu sidder fluen på hendes kind, på hendes arm, i hendes hår, og trafikken bevæger sig stadig ikke, og tiden springer fremad i enheder, der ikke er, som de burde være, og hun kan ikke komme for sent, ikke i dag, det er ganske enkelt udelukket.
Og så er det nok. Hun kan ikke mere.
Tykke udstødningsgasser kradser i halsen, da Grace stiger ud af bilen, tager sin telefon og stikker sit kreditkort og en tyvepundseddel ned i baglommen. Mere har hun ikke brug for. Hun gider ikke slæbe rundt på sin taske i den her hede – hun har i forvejen det forkerte tøj på: alt for stramt denim, der får hendes ben til at føles, som om de smelter. Grace smækker døren, holder nøglen hen mod den, og – ka-tjank – så er dørene låst. Og så går hun, hen ad de hvide midterstriber på vejen, da der lyder et råb bag hende.
”Hey, du der. Hey! Hvor tror du, du skal hen?”
Hun standser op og vender sig om.
Det er manden i Audien. Han har rullet vinduet ned, og han hæver stemmen over brølet af bilhorn, der går i gang. Hun registrerer truslen i motorernes pulseren rundt om hende, det vrede atonale lydbillede, men hun har en besynderlig fornemmelse af, at hun befinder sig et sted hinsides støjen, at den er adskilt fra hende.
”Det kan du simpelthen ikke …” Manden råber nu og gestikulerer vildt, så hun kan se svedskjolderne under hans arme. ”Du bliver nødt til at gå tilbage til din bil. Du kan ikke bare lade den stå der!”
Grace kan smage den metalliske varme, der står ud fra køretøjerne, som er kilet fast på hver side af hende, da hun smiler til ham. Med munden, ikke øjnene.
”Lev med det,” hvisker hun.
Fire måneder før
Northmere Park School
London N8 6TH
nps@haringey.sch.uk
Kære forælder eller værge for Lotte Adams Kerr
Vi er blevet opmærksomme på, at Lottes fremmøde i dette semester nu er under halvfjerds procent, og at en god del af hendes fravær stadig ikke er ”godkendt”. Dette er væsentligt i henhold til de Ofsted-målsætninger, som er stipuleret i vores skole-forælder-aftale, og dermed særdeles bekymrende.
Lottes alarmerende høje fravær vil få en alvorlig indflydelse på hendes indlæring og eksamensresultater. Som du er klar over, viser undersøgelser, at for hver nitten dages fravær må en elev forvente, at vedkommendes afgangseksamensresultat bliver én karakter lavere.
Vi beder dig kontakte skolen hurtigst muligt for at træffe en aftale med Lottes studievejleder såvel som hendes klasselærer for at drøfte situationen. På nuværende tidspunkt er ingen øvrige myndigheder involveret. Vi har dog pligt til at rapportere gentagen eller længere tids fravær.
Med venlig hilsen
John Power, skoleleder
Grace læner sig ind mod køkkenbordet og læser brevet to gange, men hun forstår stadig ikke, hvad der står. Hun rynker panden og tjekker konvolutten. Der må være tale om en administrativ fejl, de må have sendt brevet til den forkerte person. Alligevel kan hun mærke sine lunger stivne, som om hun ikke rigtigt kan trække vejret hele vejen ind.
”Lotte!” råber hun. Men hun ved, at hendes datter er på sit værelse med hovedtelefoner på, og at hun umuligt kan høre hende. Hun kaster et blik på sin computer på bordet. På skærmen kan hun se den dårlige japanske kærlighedsroman, hun er i gang med at oversatte – eller snarere ikke er i gang med at oversætte.
Hun vil ikke tænke på, hvor meget deadlinen er overskredet. Hun vil ikke tænke på, hvad der sker, hvis hun ikke tager sig sammen og kommer i gang, for hun har ikke råd til at miste arbejdet for oversætterbureauet. Ganske bogstaveligt. Det latterligt lave beløb, hun tjener på sit andet job – hendes hvad som helst for at komme ud af huset-job, hvor hun underviser uinteresserede tolvårige på Stanhope Primary School i fransk – dækker dårligt nok gasregningen.
Grace tager telefonen fra bordet og – for det er sådan, de gør nu – skriver til sin datter, der befinder sig mindre end ti meter fra det sted, hun står, en etage oppe, igennem et par vægge. Venter. Ingenting.
”Lotte!” prøver hun igen, højere denne gang, og mærker den velkendte irritation i maven. Derefter krøller hun brevet sammen og kyler det hårdt igennem køkkenet mod genbrugsspanden, der er gået over sine bredder.
Grace banker på, men venter ikke, før hun går ind på værelset. Lotte sidder på sin seng og smækker omgående låget på sin bærbare i. Hendes ansigtsudtryk er på én gang fjendtligt og sårbart. Hun har farvet sit hår pink igen, og den klæder hende så godt, den farve, som candyfloss, og det slår igen Grace, hvor smuk hun er blevet, hende perfekt-vilde datter. At hun bare ville stå her og nyde synet af hende, hvis hun kunne.
Lotte har shorts på og en grøn top, der faktisk minder mere om en forbinding. Den dækker knap nok hendes bryster. Disse bh-frie bryster, der synes at blive holdt oppe af magi. Fryser du ikke? har Grace lyst til at spørge. Fordi hun er blevet en kliché. Hun er blevet sin egen mor.
”Hvad?” siger Lotte og løfter hovedtelefonerne fra det ene øre.
”Jeg er lige i gang med noget.” Og Grace kan høre, at det kræver al hendes viljestyrke at holde sit tonefald lige på den rette side af høflighed. Eller, det vil sige … på den rette side af den nye nedre grænser for gensidig accepteret ”høflighed”.
Grace åbner munden for at svare, men hun opdager, at hun må standse op, for hun har det pludselig, som om hun muligvis ikke vil kunne sige ordene, uden at hendes stemme knækker over. Hendes blik skøjter rundt i værelset, som om hun leder efter spor. Der er den honningagtige svedlugt af snavsetøj, en væltet plante med det meste af jorden liggende under vinduet.
Plakater på væggen af pigen fra Stranger Things, fyren fra Sherlock, den farvestrålende matrjosjka midt på bogreolen, et virvar af creolerøreringe og den lille messing-Buddha på sengebordet. Graces tanker springer fra den ene genstand til den næste, som om de måske har svaret på, hvor hendes lille pige blev af. Svaret på, hvem det her fremmede, nye menneske er.
”Hvad?” spørger Lotte igen, og hun prøver ikke længere at skjule sin utålmodighed. Og så, lavmælt.
”Fuck, altså.”
Ordene får Grace til at miste pusten, bare lidt, men hun lader dem fare og retter blikket mod sit barn. De har de samme øjne, det ved hun, for det siger alle. De samme dybtliggende mørkeblå øjne. Øjne, som kan gøre en mand blød i knæene, sagde Ben ofte til hende.
”Jeg har fået et brev fra skolen, som ikke giver nogen mening,” siger Grace.
2002
Da hun sidder der ved klapbordet med sine kuglepenne lagt frem på række, spørger hun sig selv, hvorfor i alverden hun er kommet. Hendes mave sitrer af nervøsitet, det føles, som om hun er tilbage i college. Otteogtyve år gammel, og det er, som om hun er atten igen.
Hen over scenen hænger et gult plasticbanner fyldt med illustrationer, tegnet op med sort tusch, af forskellige vartegn fra rundtomkring i verden – Taj Mahal, Eiffeltårnet, Vasilij-katedralen – og med store, grønne bogstaver står ordene ”ÅRETS POLYGLOT 2002”.
En nørdkonference, kalder Marc det – kaldte Marc det, retter Grace sig selv, for han er en del af hendes fortid nu. De er ikke sammen længere. ”En geni-konference, skal du nok snarere regne med,” havde hun svaret, da hun hængte tilmeldingsformularen op på køleskabet og stadig med ryggen til ham gav ham fingeren.
Et par pladser længere henne ser hun manden i den sorte sweater med hullerne ved håndleddene. Hun havde lagt mærke til ham, da de skrev sig ind ved ankomsten. Han er yngre end hende, vil hun tro, måske et par år. Men han er den eneste normale herinde. Mens hun tænker dette, læner han sig over mod hende, som om hun på en eller anden måde har røbet sine tanker.
”Undskyld, hej …”
Tæt på har han exceptionelt indfaldne kinder og et L-formet kæbeparti – man kunne måle en 90-graders vinkel med det. Hans hår stritter til alle sider, men hans brune øjne ser på hende.
”Har du en pen?” spørger han.
Grace ser ned på sit lager på klapbordet og spekulerer et øjeblik på, om det er for sjov. Hun har kuglepenne i blå, sort og rød, et sæt overstregningstuscher og tre HB-blyanter. Pludselig føler hun sig som en latterlig stræber.
”Det ser faktisk sådan ud,” siger hun.
”Bare vælg, hvad du vil have.”
Han smiler til hende, strækker sig længere hen over sæderne og ser på hendes bord. Han tager sig god tid til det, og hun får igen på fornemmelsen, at han måske gør grin med hende.
”Jeg vælger en blå Bic,” siger han til sidst.
”Den klassiske.” Hun tager den fra bordet og rækker ham den.
”Det kan jeg godt lide.”
Han ler og takker hende. Derefter trykker han pennen to gange mod håndfladen, som om han tester den. Han har smukke fingre, bemærker hun. Lange, med firkantede, klippede negle.
Han læner sig tilbage på sin stol og derefter omgående fremad igen, som om noget har stukket ham i ryggen.
”Jeg hedder Ben, for øvrigt.”
”Grace.” Hun mærker varmen stige op i kinderne, da hun siger sit navn.
En skinger feedback fra højtaleranlægget redder hende. En mand er trådt op på scenen, hvor han piller ved mikrofonen. Han er meget solbrændt og iført et jakkesæt af hør, så han ligner noget fra A Year in Provence. Han slår en finger mod mikrofonen et par gange og rømmer sig.
”Velkommen, alle sammen,” siger manden og trykker håndfladerne sammen i bøn.
”Og tillykke med, at I er kommet så langt. Jeg hedder David Turner, og I er nogle af landets bedste lingvister.”
Grace skæver over på manden i den sorte sweater. Han hæver øjenbrynene, bare en smule. Hun spærrer øjnene op som svar.
”… Hvilket vil sige, at I alle er blevet valgt på baggrund af jeres båndede videotilmeldinger,” siger David Turner,
”og jeg skal da ikke undlade at nævne, at niveauet i år er tårnhøjt. Vi har deltagere her i en alder fra treogtyve til fireoghalvfjerds år og fra alle hjørner af Storbritannien, hvilket er helt fantastisk, det er jeg sikker på, at I vil give mig ret i. Nå, men vi lægger ud med nogle indledende foredrag her til formiddag, og vi har fundet nogle utroligt spændende oplægsholdere til jer. Og så begynder det rigtigt sjove i eftermiddag!”
Han stikker en knytnæve i vejret, og der lyder spredt latter i salen.
”Jeg ved, at I alle er ivrige efter at komme i gang, så tilbage står egentlig kun at ønske jer …” Han holder inde og blinker.
Grace er sikker på, at han blinker:
”… bonne chance, buena suerte, viel Erfolg, udachi, held og lykke et cetera, et cetera, et cetera!”
Grace vender sig om mod manden i den sorte sweater og blinker overdrevet.
”Held og lykke,” siger hun.
”I lige måde.” Han blinker tilbage, uden at fortrække en mine.
Frokosten bliver serveret i kantinen. De universitetsstuderende holder ferie, og campus er uhyggeligt tomt. Grace er ikke sulten, men vælger en bagt kartoffel på størrelse med en mursten og lidt slatten salat. Hun venter på kvinden i køen bag sig, så hun har en at sidde sammen med. Inden længe er de omgivet ved kantinebordet af – ja – nørder.
Snakken falder på bøjninger og kyrillisk og klingonsk, og – hun kan ikke lade være – hun labber det i sig. Hun er helt væk i sprog, men hun er alligevel opmærksom på, at manden i den sorte sweater med hullerne fra tid til anden kigger på hende fra den anden side af kantinen.
Eftermiddagen går i et svimlende brus af lingvistisk sparring, og hun er i sit rette element – hun klarer det hele med flyvende faner. Hun styrer for vildt i fransk, spansk, japansk, russisk, hollandsk. Der er udtale på tid – en speed-oplæsning af et hundred sætninger på ti minutter, simultantolkning og en kritisk diskussion af ukendte spørgsmål med kun tres sekunder til at svare.
De forsøger at lære rumænsk på en time. Grace er væk, og hendes hjerne, hendes krop kanaliserer ordene. Hun har læst og læst til det her. Hun har lagt de fornødne ti tusind timer i det, men det er nemt for hende. Det er, som om ordene, sætningerne, sprogstrukturerne hele tiden har været der, gemt i hendes hjernebark, og hun skal bare grave dem frem.
Det må være det samme for de andre deltagere, for manden i hørjakkesættet – David – har ret: De er alle benhårde. I de foregående tre år har hun hvert år været lige ved at melde sig til konkurrencen, men der har altid været noget, som stoppede hende, en fornemmelse af, at hun måske ikke ville være god nok.
Hun havde endda udfyldt tilmeldingsformularen sidste år, men da det kom til stykket, havde hun ikke sendt den ind. Nu hvor hun er her, kan hun ikke fatte, at hun har talt sig selv fra det. Og pludselig vil hun det her. Hun vil vinde. Mere end noget andet. Da hun kommer hen til baren i studenterhuset, hvor præmieuddelingen skal finde sted, sidder han der allerede.
Der lugter af gammel røg og desinficeringsmidler, og det er ligesom med Pavlovs hunde: Grace får omgående lyst til en drink. Hun tøver, og manden, Ben, vinker til hende og gør plads, så hun kan sætte sig ned. Derefter tager han hendes blå kuglepen op af lommen og rækker hende den.
”Tak,” siger han.
”Min hemmelige amulet. Le Bic bleu …”
”Ha,” siger hun.
”Jeg håber, den virkede.”
Pennen er varm efter at have ligget i hans hånd, og hun får en pludselig trang til at løfte den op til ansigtet, til at inhalere det sted, hans fingre har været.
Der står vin på bordet, og hun skænker et glas og holder flasken frem mod ham.
”Jeg har det, som om vi burde drikke shandy.”
”Helt sikkert. Eller varme ølsjatter.”
Der begynder at blive fyldt op ved bordene. Hun vinker til rekrutteringskonsulenten fra Cambridge, som hun spiste frokost sammen med. David Turner er ved at gøre klar forrest i lokalet, og der står en sølvpokal på baren bag ham.
”Nå, hvordan klarede du dig?” spørger Ben.
”Rimelig godt, tror jeg,” svarer hun. ”Hvad med dig?”
”Jo.” Han nikker.
”Jo?” Hun ler.
”Hvad betyder det?”
”O-kaaay … Vi er lidt bagud i forhold til tidsplanen, så lad os komme i gang.” David Turner hæver stemmen over snakken i baren.
”Jeg vil gerne takke jer alle sammen igen for at have været med. Jeg er stolt af at kunne sige …”
Hun prøver at koncentrere sig om meddelelsen, men Grace er sikker på, at hun kan mærke, at Ben ser på hende. Hun kan mærke varmen fra hans blik på siden af ansigtet. Hun kan også lugte ham, når han sidder så tæt på hende. En rå, hvid lugt, der får hende til at tænke på vinter.
”… Så derfor går jeg nu direkte videre til tredjepladsen.”
David Turner skygger for øjnene med hænderne og ser ud over baren. Nu har han hendes opmærksomhed. Grace sidder bomstille.
”Ariel Jones, er du her et sted?”
De kigger lige frem og klapper, begge to, da den lille mand med det uheldige overskæg tager imod sin præmie, og måske er det vinen, der er gået hende lige til hovedet, men hun har en besynderlig fornemmelse af, at hun har befundet sig i det her øjeblik før.
”… Og på andenpladsen, med et hundred og treogtres point, og den heldige vinder af et boggavekort på et hundred pund hos Foyles, har vi …” David Turner kigger på sit papir.
”Ben Kerr. Godt gået!”
Manden i den sorte sweater ser kort på hende, da han rejser sig og skærer en hurtig, overrasket grimasse, før han går op forrest i lokalet og tager imod sin præmie. Hun mærker en hjertebanken, som hun ikke forstår. Hendes håndflader dunker af at klappe, og hun er glad på hans vegne, det er hun.
Han virker som en flink fyr, men samtidig kan hun ikke lide tanken om, at han har fået flere point i konkurrencen end hende. Og hun aner ikke, hvorfor det er så vigtigt for hende, hvad hun prøver at bevise, for det er bare en fjollet, lille konkurrence og …
”… Vinder af titlen som Årets Polyglot, med utrolige et hundred og fireogtres point – kun ét point, mine damer og herrer, adskiller førstepladsen og andenpladsen … er Grace Adams. Tillykke, Grace. Vi bøjer os i støvet!”
Der går et øjeblik, før hun forstår, at David Turner har råbt hendes navn. Folk vender og drejer sig i hele baren.
”Kom herop, Grace,” råber David Turner.
Og da hun rejser sig, hviler alles blikke på hende. For hun har vundet, hun har fandeme vundet. Hun prøver forgæves at finde et pokerfjæs frem, da hun går op mod baren. Hun indser, at den her dag har været alt, hun havde brug for. Den har gjort hende glad. Og det er første gang, hun har følt sådan, siden Marc – siden hun og Marc – besluttede at gå fra hinanden. Siden længe før det faktisk.
En eller anden rækker hende et glas champagne, og hun får overrakt sølvtrofæet. Der er også en konvolut, men hun har hænderne fulde og kan ikke tage imod den.
”Jamen, jeg kan fortælle dig,” siger David Turner og bøjer konvolutten, ”at vores gode venner ved Sprogentusiasterne har foræret dig en weekend for to på det smukke Kerensa Hotel i Cornwall …”
Grace har ingen fornemmelse af, hvor lang tid der går, før flokken omkring hende spreder sig. Hun har smilet og smilet og drukket og drukket, så hun har ondt i ansigtet af anstrengelse, og pludselig er det bare hende og manden i den sorte sweater med huller ved håndleddene, som står sammen ved baren.
”Jeg vidste, det ville blive dig.” Han læner sin krop så tæt ind mod hendes, at de næsten rører hinanden.
”I samme øjeblik jeg så alle de kuglepenne linet op ved siden af hinanden, som en lille kontorartikelhær, vidste jeg, at jeg havde tabt. Men kun med ét point.” Han slår smæld med tungen.
”Jeg er lige i hælene på dig.”
Hun hælder rødvin fra en flaske på baren op i sit champagneglas.
”Men hvis bare din præmie havde været et gavekort til Zara. For du ved godt, at du bliver nødt til at købe en ny sweater, ikke?”
”Den var god, Grace,” svarer han.
Og der er noget ved måden, han bruger hendes navn på – som om han kender hende. Den giver hende sommerfugle i maven.
”Nå – en weekend på et fancy hotel … Det lyder lækkert.”
Ja. Problemet er bare, at jeg ikke kan tage afsted.”
”Hvad? Hvorfor ikke?”
”Jeg har ingen at tage med.” Grace stiller sit glas på baren. ”Okay, nu kan jeg godt høre, hvordan det lyder, men jeg slog op med min kæreste for en måned siden. Alle andre er … Er ved at komme i den alder, du ved …”
Hendes stemme svinder hen. Hun vil ikke tænke på det.
”Sikke noget møg, det er jeg ked af at høre.”
”Tja.” Hun trækker på skuldrene.
”Men det ville have været værre, hvis vi var blevet sammen. Jeg vil ikke have børn, og det viste sig, at det var en dealbreaker.”
Det var i hvert fald, hvad Marc havde konkluderet. Men når hun tænker tilbage på den forfærdelige aften på den etiopiske restaurant i Kentish Town, ved Grace, at hvis hun havde sagt, at hun var desperat efter at stifte familie nu, ville det også have været det forkerte svar.
Jeg er ked af det, skat, havde han sagt, mens han havde holdt hendes blik fast over det lille bord. Jeg elsker dig, men jeg tror ikke, jeg kan gøre det her mere. Han havde sagt det, som om han var en dyrlæge, der rådede hende til at få et sygt kæledyr aflivet.
De havde spist injera-fladbrød med en kødret til, og hun havde kæmpet med trangen til at læne sig ind over bordet og smøre maden ud over hans overdrevet bekymrede ansigt. Hvad som helst for at standse den faldende, styrtende følelse i brystet.
Hun var heldig, at hun slap ud, det ved hun, selvom det ikke føles sådan, for der havde været andre, mens de boede sammen. Det har hun mistanke om – hun kan mærke det inderst inde. Han var ikke engang specielt omhyggelig med at skjule det, men hun valgte ikke at se det. Hun var afhængig af ham, det var dumt, og da det kom til stykket, var han bare ikke så vild med hende, så det var tre år spildt.
Ben rømmer sig.
”Undskyld.” Hun blinker.
”Jeg aner ikke, hvorfor jeg lige fortalte dig det.”
”Det har været en lang dag?” foreslår han, og hun ler.
”Det har været en lang dag,” medgiver hun.
”Og jeg er ret fuld.”
”Hvem skulle have troet, at det ville blive sådan et abegilde?”
De ser på hinanden, og hun opdager, at hun ikke har lyst til at se væk igen. Der er en uro i luften omkring dem. Som om ligevægten pludselig er slået skæv.
”Vi kunne dele præmien.” Ordene er ude af hendes mund, før hendes hjerne har en chance for at følge med.
”Jeg mener, der var kun ét points forskel. Det var mig, der vandt, men det kunne lige så godt have været dig.” Hun tager konvolutten fra baren og vifter den ad ham.
”Vil du med mig?”
Så snart hun har sagt det, kan hun ikke fatte, at hun gjorde det. Hun vil tage det i sig igen, men samtidig vil hun ikke. Der er en del af hende, som tænker: Game on.
Manden i den blå sweater kører en hånd igennem håret og studerer hende.
”Okay,” siger han efter en pause.
”Hvorfor ikke?”
”Okay,” gentager hun, og hun nikker, som om hun prøver at fortolke det, han lige har sagt.
”Jeg mener, jeg vil hellere have trofæet, men hvis du kun tilbyder weekenddelen af præmien, så …”
Og nu ler de begge to ad den her skøre ting, som de påtænker at gøre. En sprudlende, vild, ude på kanten-agtig latter, for i det øjeblik ved de begge to, at de vil gøre det. De ved – med et regelmæssigt verbums vidunderlige sikkerhed – at det vil ske.
Nu
Grace har stadig bilnøglerne i hånden og den brændende sol i nakken, da det går op for hende, at hun vil gå derhen. Den fastlåste trafik knurrer en gade væk, bilerne dytter, som om der er tivoli i byen, og lettelsen ved bare at gå, gå på hendes egne to ben efter den kvælende luft i bilen, er enorm.
Det er befriende. Hun skærer genvej igennem gyden mellem fried chicken-biksen og isenkrambutikken, som vil føre hende ud til hovedgaden. Til trods for graffitien på murene, det tætte ukrudt og den grimme lugt af solsvedet pis, tænker hun klart på en måde, som hun ikke har gjort i dagevis, ugevis, længere tid endda.
Hun vil gå herfra og hele vejen til Bens lejlighed i den nordlige del af London for at aflevere kagen til sin datter på hendes sekstenårs fødselsdag. Det er dét, hun vil gøre. Det kan hun sagtens.
Hun skal bare hente den først – den to hundrede pund dyre foræring, der føles som bestikkelse. Den er invitationen, hun ikke har fået, og hun vil levere den med et triumferende smil, som om hun er forbandelsen i et mørkt eventyr, den onde heks.
”Nej!” Ordet ryger ud af hende der i gyden, som om hun er et forrykt kvindemenneske, der taler med sig selv.
Det er ikke sådan, det vil blive. Kagen er en kærlighedserklæring, og det vil Lotte se. Det vil hun. Og hun vil tilgive hende.
Fire måneder før
6y – 6x = 19
”Lotte?”
Hun holder det afrevne stykke af et arbejdsark i hånden, da hun kommer ud på badeværelset. Lotte står nøgen foran spejlet og er ved at rulle deodorant under armene. Hendes datters øjne møder hendes i spejlet, der er et spørgsmål i hendes sammentrukne øjenbryn. Hendes krop er perfekt, som om hun lige er blevet formet af engle. Grace krøller sedlen sammen og stikker den i lommen på sine jeans. Det her er ikke øjeblikket.
”Åh, for himlens skyld, kan du ikke dække dig lidt til,” siger hun i stedet med en påtaget misbilligende stemme.
”Altså, vi har jo talt om det her. Jeg gider simpelthen ikke se på den slags i min alder.”
Da hun kommer nærmere, ryster Lotte på hovedet og himler med øjnene ad Graces spejlbillede.
”Hvordan kan de sidde så latterligt godt – de vender jo næsten opad?”
”Mor, hold op …”
”Er de overhovedet ægte?” Hun lader, som om hun vil prikke til Lottes bryst, og trækker fingeren til sig, som om den er blevet kastet tilbage.
”Jeg mener, det er da utroligt …”
De ler begge, da Lotte dasker hendes hånd væk.
”Du skal ikke røre mig, sindssyge kvindemenneske.”
Hun har anlagt et vredt ansigtsudtryk, men hendes øjne smiler stadig.
”Du er så upassende. Hvordan har du overhovedet fået ansvaret for en flok skolebørn?”
”Jeg har faktisk ikke ansvaret for dem, så …” Grace spidser munden.
Lotte snupper håndklædet fra gulvet og sin telefon fra vasken.
”Nej. Det er nok meget heldigt,” siger hun, idet hun går baglæns ud af badeværelset.
Du må ikke gå, tænker Grace og bliver stående, som om hun er strandet. Den sæbefugtige lugt af hendes barns mageløse hud hænger i rummet, og der er en vibration i luften, hvor hun lige har været.
“Jeg går i gang med den nye sæson af Parks and Rec i aften,” ryger det ud af Grace, selvom hun allerede kan høre fodtrin forsvinde op ad trappen.
”Hvis du vil se med?”
”Måske.”
Grace kan høre på Lottes stemme, at hun er optaget af noget andet, hun er sikkert allerede på Instagram igen. Og hun ved, at ”måske” betyder ”nej”. Hun venter et, to øjeblikke. Så kommer det lette klik fra soveværelsesdøren, der går i. Det føles som et slag i hovedet.
Hun tager sedlen op af lommen og lader igen blikket glide over ordene. Jeg var lige ved at komme bare af at se på dig i dag. Den mister ikke evnen til at chokere, den her lille printede las. Hun har svært ved at forlige sig med, at nogen har sendt det her til hendes datter, til hendes femtenårige barn. Hun ved ikke, hvordan hun skal få det nævnt.
Jeg ledte i din blazer og … Hvad? Hvad kan hun sige? Jeg er bekymret for dig? Du ved godt, at du kan tale med mig, ikke? Jeg har på fornemmelsen, at der er nogle ting, du ikke fortæller mig, og jeg vil ikke snage, men du skal bare vide, at jeg er her. Hun ser på sig selv i spejlet. Ja, alle de ting, Grace, siger hun til sig selv. Men, fuck altså, det lyder alt sammen som noget fra en dårlig sæbeopera, og hun er så forbandet træt.
Pludselig er der noget ved hendes ansigt, som får hende til at studse, og hun rykker tættere ind mod vasken, så hun bedre kan se sig selv. Hvad fanden er der sket med hendes læber? De er på vej væk. Hun vrider munden i flere forskellige retninger. Det er, som om den øverste del af hendes overlæbe er forsvundet. Lige fra den ene dag til den anden. Så det, der var lyserødt før, nu er hvidt, men de små lodrette læbelinjer er der stadig, så abrakadabra, er det blevet én stor rynke.
Men det kan da ikke bare være sket så pludseligt. Kan det? Hvilket rejser spørgsmålet om, hvordan i alverden hun kan have undgået at se det før nu?
En dunkende bas går i gang, den kommer ned igennem loftet fra Lottes værelse. Og mens hun står der og stirrer på sin dumme forsvindende mund, ser hun sin datter for sig, som hun stod her for et par øjeblikke siden, og hun funderer over den fucking forfærdelige timing.
Hvordan døtrene – netop på det tidspunkt hvor hun, hvor alle mødre, tørrer op indefra og ud (eller udefra og ind, hvem fuck kan se forskel?) – blomstrer op med præcis den faste, saftspændte vitalitet, som mødrene er ved at miste. Og det værste ved det hele er måske, at de ikke engang ved det.
Og derefter tænker hun igen på sedlen, den eksplicit sjofle tone, og på det brev, hun har ignoreret. Brevet fra skolen, som Lotte var enig i ikke gav nogen mening. Det er over en uge siden, det kom nu. Der har også været en opfølgende mail. Hun vil ringe til skolen i morgen, det vil hun. Det er bare meget at klare alt det her på egen hånd lige nu, med arbejde og huset og oversættelsen og …
Skyldfølelsen begynder at snige sig ind på hende. Skyldfølelsen og selvfølgelig også Skyldfølelsen. Hun lukker hårdt ned for tanken. Ikke nu.
2002
De har aftalt at mødes på stranden klokken nitten. Han har taget toget, fordi han ved, at den sidste tredjedel af turen skulle være meget smuk, men han ænser den nærmest ikke. Han er ikke kommet forbi side fem i No Logo, har ikke spist den sandwich, han købte til frokost ved Warwick Parkway, han har ikke engang fået noterne til sin ph.d.-afhandling op af tasken.
Billeder fra konferencen bliver ved med at fare igennem hans hoved. Billeder af hende. Håret sat op i en pjusket knold, hendes mørke jakke med opsmøgede ærmer, som om hun var klar til kamp. Hvor klog hun var, hvor skarp, hvor sjov, hvor smuk. Ikke vokset op med hestesport og gincocktails, ikke skrevet i en kode, hans familie ville forstå. En sprognørd ligesom ham.
Men mens han går hen ad kystvejen, der lugter af salt og affald og varme sten, spørger han sig selv, om han overhovedet vil genkende hende, når han når frem. Han har ikke fortalt nogen, at han gør det her, ikke sin husfælle Isaac, ikke sine brødre, ingen. Det føles som noget, han er nødt til at holde for sig selv, en vanvittig hemmelighed, han ikke vil dele med nogen.
Hun sidder i sandet med knæene trukket op mod brystet og ser ud over havet. Hun er den eneste på stranden, så han ved med det samme, at det er hende – men han tænker flygtigt, at han faktisk ville have genkendt hende hvor som helst. Der er et mærkeligt besværgende lys, et hyperrealistisk skær, der farver alting lyserødt langs kanterne. Han er tør i munden.
Han sparker sine sneakers af og svajer usikkert, mens han trækker strømperne af fødderne, og han tager en dyb, styrkende indånding og skal lige til at råbe til hende, da hun vender sig om mod ham. Hun har blussende røde kinder, og med solen i ansigtet ligner hun den der skuespillerinde, hende den intelligente med det røde hår. Julianne Moore.
Han smider sin taske i sandet og går hen imod hende.
”Åh, hej, du kom,” siger hun og skygger for øjnene.
”Hvad var det nu, du hed?” Og hun smiler hurtigt og bredt.
”Meget underfundigt.”
”Underfundigt.” Hun nikker. ”Et godt ord.”
”Et godt ord,” medgiver han og kommer hen og sætter sig ved siden af hende.
Ikke alt for tæt på.
I stedet for at spørge ham om, hvordan hans tur har været, eller forsøge sig med en form for smalltalk peger hun til venstre for stranden ud mod horisonten.
”Derovre. Se,” siger hun, som om de er halvvejs inde i en samtale, og han følger hendes blik.
Det tager ham et øjeblik at finde det, men så får han øje på det, hun kigger på – noget, der ser ud, som om det kunne være en klippe eller en bøje. Det er mørkt og glat og vugger op og ned et godt stykke ude.
”En sæl?” spørger han.
”En delfin … en haj?”
Hun giver ham en albue i siden. Let, så hun næsten ikke rører ham. Men det er alligevel, som om hun har sendt et elektrisk stød igennem ham.
”Det er en surfer, din idiot. Han var allerede derude, da jeg kom, og han får det til at se så utroligt nemt ud.”
”Surfer du?” spørger han, og han mærker den akavede form af ordene på sin tunge, sin overdrevne udtale af det alt for formelle spørgsmål.
”Det har jeg gjort. Men det er længe siden.”
Hun uddyber det ikke, og hun returnerer ikke spørgsmålet. De sidder i tavshed, mens de ser ud på havet. Ben borer sine fødder ned i sandet og prøver at rodfæste sig selv. Der er den kradsende fornemmelse mellem tæerne, hans hjerte, som slår hårdt, og han ved ikke, om det er nervøsitet eller spænding.
Han ved ikke, hvad det her er, hvad de laver her, hvorfor de er kommet, men han kan mærke hendes tiltrækningskraft. Som om deres kroppe er smeltet sammen, selvom de sidder flere centimeter fra hinanden. Og han tænker: Mærker hun det også?
Han vil gerne række ud og vende hendes blik væk fra havet. Han vil gerne se ind i de mørke, leende øjne og spørge hende om, hvad det her er. Han vil gerne blotte sit inderste, fjerne facaden og anerkende, hvor bizart det her er – at de knap nok kender hinanden og dog gør det her. Han vil gerne åbne hende, vinde adgang til hende.
I stedet hører han sig selv spørge:
”Har du allerede tjekket ind?”
”Jep,” svarer hun.
”Jeg har reserveret bord til middag klokken ni, hvis det er okay med dig? Ellers kan vi bare få pomfritter eller … Hov.”
Hun er hurtigt oppe på hug med et uroligt ansigtsudtryk, og hun læner overkroppen fremad og ser hen over stranden og ud mod havet. Hele hendes ansigtsudtryk har ændret sig.
”Hvad?” siger han.
”Grace?”
”Surferen,” mumler hun, som om hun taler til sig selv, ikke til ham. Ben følger hendes blik. Der er det grågrønne vand, men han kan ikke se den mørke skikkelse mod bølgerne nu. Han lader blikket glide hen over overfladen og venter på, at han skal dukke op igen.
”Jeg tror ikke … Der er noget galt.” I én flydende bevægelse skubber hun sig selv op at stå, tager sin telefon op af lommen og smider den i sandet. Så løber hun mod havet, væk fra ham. Sandet er tykt, som farin, her på den øverste del af stranden, men hun bevæger sig igennem det, som det er blevet skyllet igennem af tidevandet.
Et øjeblik sidder han der bare helt målløs, for hvad fanden foregår der? Er hun sindssyg, den her kvinde, han dårligt nok kender? Men så rejser han sig også, for han kigger, men han kan stadig ikke lokalisere den glatte, sorte krop i bølgerne. Alting har et lyserødt skær, og den lave aftensols filter ligger hen over stranden og havet og får ham til at føle, at det alt sammen er uvirkeligt, som om han er med i en film.
Da han når derhen, skyder hun igennem vandet, ud på den anden side af bøjerne, hvor havet er mørkt og bølgerne høje. Han kan se surferen igen nu, længere ude, han begynder at vade ud i havet, han tager store skridt, så hans jeans i løbet af få sekunder klæber til hans ben. Kulden får ham til at snappe efter vejret, og han fortsætter, men hun er allerede så langt fra ham, at det er udelukket, det er simpelthen udelukket.
Vandet når ham til livet, da han standser op. Det svimler for ham, han kan ikke tænke klart. Han må ringe til kystvagten, det er dét, han må gøre. Med hjertet bankende i halsen vender han om.
”Vi har folk fremme om … hos dig om mindre end fem minutter.” Han har kun én streg på sin telefon hernede på det våde sand, og kvinden i den anden ende bliver ved med at falde ud.
”Okay,” siger han, selvom han ikke rigtigt er med. Han kan ikke koncentrere sig.
”Ser det ud, som om det kan være en tværstrøm?” spørger stemmen
i den anden ende af røret.
”Jamen, altså, det ved jeg ikke,” svarer han uden håb i stemmen.
”Og du kan stadig se dem?”
Det kan han. Det kan han.
”… Fire minutter væk … Det er …” siger stemmen.
”Fortsæt med at holde øje med dem, og du må ikke lægge på.”
Og nu hvor han ser efter, synes han, at hun måske kommer tættere på.
Han kniber øjnene sammen. Lyset begynder at aftage, og det er svært at skelne, men han kan muligvis se surfbrættet og to skikkelser ved siden af det. Han lægger hånden over telefonen.
”Grace!” råber han.
”Grace!”
Hvis hun hører ham, sker der ikke noget. Hun reagerer ikke.
”Jeg må ud i vandet igen,” siger han til kvinden i telefonen.
”… større hjælp for os … ikke lægge på …”
Han mærker den ubehagelige kløen af salt mod lårene, og spyttet bliver hængende bagerst på tungen.
Han kan ikke bare stå her og ikke gøre noget.
”Jeg vil bede dig om … vent et øjeblik, sir.”
En skælven glider op igennem ham. Chokket fra vandet, hans iskolde frygt, for hvad hvis der sker hende noget derude? Hvad skal han så gøre? Han ved, hvad hun hedder, han har hendes telefonnummer og ligger inde med en håndfuld tilfældige oplysninger om, hvem hun er. Hun taler fem sprog, forestiller han sig selv fortælle en medfølende politibetjent.
Hun foretrækker japansk ud af de fem. Hun har en ekskæreste, som dumpede hende. Hun vil ikke have børn, hendes yndlingskuglepen er en blå Bic. Det er rimelig meget alt, han kan bidrage med. Han tjekker horisonten, afsøger den mørke, urolige flade. Intet. Hvem skulle han overhovedet kontakte som hendes nærmeste pårørende? Han skubber tanken ud af hovedet og begynder igen at gå ned mod vandet, for uanset hvad kvinden i telefonen siger til ham, vil han have Grace op af havet.
Han har brug for, at hun er okay. Han vil have den her weekend, præcis som de havde planlagt.
Og så er der lyden af sirener, og Ben vender sig om og ser kystvagtens bil køre hen ad stranden mod ham. Lettelsen vælter ind over ham, og han løfter armene i vejret, som om han overgiver sig, og begynder at vifte med dem over hovedet som en tosse. ”Herovre!” råber han, selvom de har kurs lige mod ham.
”Hurtigt! Herovre!”
De har dem oppe af vandet så hurtigt, at det er, som om der aldrig rigtig var nogen fare på færde. Surferen – en kvinde med brunt hår, der vokser viltert som slanger – bløder ved tindingen, men han kan se, at hun er ved bevidsthed, og de lægger hende op på en båre, standser blødningen og tjekker hende for hjernerystelse. Han ser hjælpeløst til, mens en paramediciner trækker Grace til side.
”Du kan godt holde op med at vifte det åndssvage stykke stanniol ad mig,” hører han hende sige.
”Jeg var kun derude i fem minutter.”
Paramedicineren vinker ham hen til dem og giver ham sølvtæppet, som Grace siger, hun ikke vil have.
”Du må få hende ud af det våde tøj,” siger han til ham, og han opremser symptomerne på underafkøling og giver Ben besked på at ringe til alarmcentralen, hvis der bliver det mindste. Og så er det dét. Bilen forsvinder, og de er alene.
De står der bare. Chokerede. Hun har en hvid bluse på, der er krøbet op om halsen og klæber til hendes krop, så han kan se hendes bh igennem den og små områder af abrikosfarvet hud. Hendes jeans er blevet sorte og blanke.
”Altså, er du fucking Superwoman?” Hans stemme er en høj hvæsen, og hun smiler. Men det er et mærkeligt, fordrejet smil, og det går op for ham, at hun er to sekunder fra at græde.
”Hey …” siger han, og han tager et par skridt frem mod hende og stryger håret fra hendes ansigt. Saltkrystaller ligger hen over hendes næseryg og pande og fremhæver hendes fregner. ”Det er okay, det hele er okay. Men du er gennemkold, Grace. Vi må have dig i tørt tøj.”
Når han står så tæt på, mærker han udstrålingen fra hende. En følelse i ham, som han ikke kan forklare, men som giver et sug i hans mave, som et skjult fald på en ukendt vej. Han ved kun, at han bliver nødt til at lære hende at kende, denne intelligente, besynderlige, dumdristige kvinde, der fylder hele hans krop og sind og skræmmer ham halvt ihjel. Han må kende hver eneste del af hende.
Hendes ånde er varm mod hans hud, da hun rækker op og griber om hans hånd, der stadig er i hendes hår. Og så er hendes mund på hans, og der er hendes salte og rustne smag, en smuttende følelse i ham, der bliver ved og ved, indtil hun pludselig trækker sig tilbage.
”Shit, Ben.” Hun trækker ud i sit våde tøj og hår.
”Jeg har det, som om vi er med i en dårlig 80’er-pornofilm.”
Og han ler, men han er så fucking hård, at han ikke ved, hvad han skal gøre. Han slikker hendes smag af læberne og rømmer sig.
”Lad os gå.” Hun begynder at gå op ad stranden.
”Jeg må have noget andet tøj på. Det må du også,” tilføjede hun, og hun peger over skulderen på tidevandsmærket på hans T-shirt, hvor alting er mørkt fra lige under navlen.
Hotellet er skåret ind i det øverste af klippeskrænten med udsigt ud over havet, og hun har overgivet sig og har rumtæppet over skuldrene, da de når derop. Der holder dyre biler udenfor, og i foyeren registrerer han veloursofaer og en Eames Lounge Chair og et stort designervægur som en eksploderende stjerne. Der er ingen i receptionen, og han er lettet over, at de ikke behøver at forklare, hvad der er sket, da de går direkte op til hendes værelse på første sal.
Da hun sætter nøglekortet i låsen, er der en intimitet, som kommer helt bag på ham. Det er hele hotelværelsesituationen, de lumre konnotationer, og han er sikker på, at hun må have det på samme måde.
”Nå … men ikke alene taler du lige så mange sprog som Kleopatra, du lader også til at være superveltrænet?” Han prøver at holde en let tone, da de træder ind på værelset.
”Det er rigtigt. Jeg er ret cool.” Hun står med ryggen til ham og tænder lysene, men han kan høre smilet i hendes stemme.
”Men derudover er jeg også vokset op ved havet. I Brighton. Jeg tog livredderkursus der, det gør alle. Shit, hvor jeg fryser. Jeg kan næsten ikke …”
”Grace,” afbryder han.
”Jeg burde være svømmet ud efter dig.”
Hun vender sig om mod ham. Hun har slået armene om overkroppen, som om hun holder sig selv inde, men der er alligevel noget vildt ved hende, noget forandret. Så finder hendes øjne hans, og der går et stød igennem ham. Ingen af dem siger noget, og han er bevidst om den stille tikken fra en radiator eller et ur i værelset. Og han ved, hvad det her er. Han ved med sikkerhed, hvorfor de er kommet. Hun ser lige på ham, og der er en kraft i hende, så han ikke kan tage blikket til sig, mens hun knapper hans bukser op og skubber sine egne jeans ned. Og så løfter han hende op mod væggen og spørger
“Er det her okay?” og hun lægger hovedet bagover og lukker øjnene. Hendes krop er kold og fugtig og blød. Der er sand i furerne ved hendes lår og i hendes knæhaser, og han bider sig så hårdt i læben, at han kan smage blod.
De bestiller roomservice. Der er varmt græskarbrød og krebs med aioli, artiskokhjerter i krydret trøffelolie. En vokset lagret cheddar, kulkiks, kalamataoliven. Kirsebær med peber og marcipan og bitter chokolademousse i røgfarvede glas. Der er havudsigt fra værelset, og de sidder på sengen og ser på det natsorte vand og har de hvide frottébadekåber på, som hang på bagsiden af badeværelsesdøren. Og de spiser, som om de er bange for, at maden vil slippe op.
”Det her føles alt sammen meget uvirkeligt,” siger han og slikker chokolade af bagsiden af en kold ske.
”Hvad? Den fortryllede mad?” Hun har et kirsebær i munden, og da hun taler, løber lidt saft ned ad hendes hage og drypper ned på den hvide badekåbe.
”Shit.” Hun ler og tørrer sig så i ansigtet med ærmet, så det bliver mørkerødt.
”Flot.” Ben ryster smilende på hovedet.
”Åh, de lægger alligevel alt det her i klorin, når man har haft det på bare én gang.”
Hun løfter skuldrene og lader dem falde igen.
”Hvad føles uvirkeligt?” spørger hun så.
Han tøver. Han vil gerne fortælle hende, hvor vanvittig smuk hun er. Som hun sidder der i skrædderstilling på sengen, stadig med efterskælvet af sex på kinderne. At han aldrig har mødt nogen anden kvinde som hende.
”Hvad?” spørger hun igen.
”Det her.” Han kører en hånd igennem håret.
”Dig. Alting. Den sindssyge episode på stranden – skete det overhovedet?”
”Du mener hele redde en kvinde fra at drukne-situationen? Barnemad,” svarer hun med et skuldertræk,
”for en som lærte sig selv den spanske konjunktiv som tolvårig.”
Da hun smiler bredt, tager han hende om skuldrene og skubber hende tilbage mod hovedgærdet. Holder hende fast der, leende, før hendes mørke øjne bliver alvorlige, og han igen presser sin mund mod hendes.
Nu
45 år er den ulykkeligste alder, man kan have, ifølge et nyt studie fra The US’s National Bureau of Economic Research. 45,2 for at være helt præcis. Det siger den tidligere Bank of England-økonom Anthony Blanche, der har analyseret data fra 132 forskellige lande verden over.
I Storbritannien trak studiet på research fra den årlige befolkningsundersøgelse, der stillede spørgsmålet: Hvor tilfreds er du overordnet med dit liv lige nu? De adspurgte svarede, at fra fyrreårsalderen og fremad styrtdykker lykken.
Grace kommer ud på hovedgaden og fnyser, da hun kommer i tanke om den Guardian Online-rapport, hun havde læst ugen før. To måneder præcis efter hendes femogfyrreårs fødselsdag, for at det ikke skulle være løgn. Det havde været et af de Truman Show-øjeblikke, hvor det havde føltes, som om en eller anden form for omnipotent eksistens iagttog hende, studerede hende, lo ad hende. Som om hun var et stankelben, der fik benene hevet af ét for ét. Et menneskeligt eksperiment, som rimelig meget var nede ved det sidste ben.
Den sindssyge bålhede står igennem hende, da hun går forbi neglesalonen, genbrugsbutikken, den japanske deli, og nu klør det også i skridtet – hun kan ikke lade, som om det ikke gør det. Det har kløet i de sidste to minutter. Om igen. Det har kløet i skridtet i de sidste to år. Alting har kløet. Nej, tænker hun, nej, for hun kan ikke tage endnu en Canesten-stikpille den her måned, det kan hun ikke.
Hun har allerede overskredet sin halvårlige kvote med … hun aner det ikke. Mere end det er lægeligt tilrådeligt i hvert fald. Betydeligt mere. Det er den alder … havde hendes mor indirekte sagt til hende, da hun en dag var knækket og havde ringet for at få råd. Herfra går det alt sammen kun ned ad bakke sydpå, og alle andre steder også for den sags skyld …
Da Grace kigger ind ad vinduet i den nye kaffebar, hvor Harry Styles efter sigende får sit daglige fix, slår det hende, hvor elendig til mode alle ser ud – den alder eller ej.
Ung, gammel, mand, kvinde, sort, hvid, brun … de ser alle miserable ud, mens de visner i den svitsende varme sol, og stressen siver fra hver eneste pore og spreder sig som en infektion. Ligesom det er meningen, at smilet fra kasseassistenten i supermarkedet skal vandre fra den ene person til den næste og til den næste igen og sprede god stemning undervejs. Bare med præcis modsat fortegn.
Trafikken er en pulserende metalmasse, og hun har en smag af udstødningsgasser i munden, som giver hende kvalme. En lyshåret kvinde spærrer det smalle fortov længere fremme, hun har røde pletter på kiderne og på brystet, hvor halslinningen på hendes T-shirt hænger slapt.
Hun er sikkert i trediverne, men for Grace ser hun ikke nær gammel nok ud til at have ét barn i en barnevogn og et andet spændt fast foran i en kompliceret udseende slynge. Poser fra brugsforeningen hænger fra håndtagene på barnevognen, og Grace kan se, at de slår ind i kvindens ben. Rollingen rækker opad med en hånd, der er som en lille, buttet stjerne. Han har lagt hovedet bagover og ser op på himlen.
Et minde dukker pludselig op i hendes hoved og indfanger hende. Og hun står midt i parken med en tung og blødt indpakket baby på hoften, mens hun peger op på et træ, som bliver oplyst af solen. Se på bladene, siger hun. Se. Men hun taler lige så meget til sig selv som til barnet i hendes arme, for hvordan kan hun have undgået at se det før nu? Det er, som om hun aldrig har kigget.
Som om hun for første gang fråser i bladenes og træets mirakel, som om hendes baby lærer hende at se. Hendes hals er strakt bagover, og over hendes hoved danner de spinkle blade, lysende grønne som limefrugter, et blændende, fragmenteret loft. Det er smukt, livskraftigt, æterisk – begyndelsen på noget, hun knap nok begriber, men som føles som håb – og det gør hende svimmel.
Og så driver hendes tanker sidelæns, og hun husker, hun husker … og det er for sent, hun har set det: Hun har fået et glimt af den mørke flænge i tilværelsens sammenhæng. Hun rækker ud og støtter sig et øjeblik til muren uden for helsebutikken, for det er alt sammen for meget. Heden og hastværket og tankerne i hendes hoved. Hvad laver hun? Hun burde give op, gå hjem, opgive det her latterlige korstog. Hun venter på et hul i strømmen af mennesker, og så vender hun om og går tilbage samme vej, som hun er kommet.
Hun er nået så langt som til takeaway-restauranten, da hun pludselig standser op. Nogen – en mand i et lidt for stramt jakkesæt – bumper ind i hende bagfra, bander lavmælt og vender sig om for at glo arrigt på hende, da han går forbi hende. Men hun registrerer ham dårligt nok. Kom nu, Grace, tænker hun. Og hun knytter hænderne og bider tænderne sammen. For hun har reelt ikke noget valg: Hun ved, at hun bliver nødt til at gøre det her, og hun vender om på hælen. Hun må bare sætte det ene ben foran det andet, og så vil hun nå frem.
Da hendes telefon ringer, rækker hun automatisk ud efter den og svarer, før hendes hjerne når at bremse hende.
”Grace, jeg har forsøgt at få fat på dig.” Paul. Det er Paul.
”Grace?”
Fuck.
”Hej, Paul. Det må du virkelig undskylde, jeg ville have ringet. Eller, det har jeg selvfølgelig …”
Hun ser ham for sig på hans trange, varme kontor tæt ved Fleet Street, med den tørstige, Jurassic-agtige bregne i hjørnet og væggene, der er dækket af bøger.
”Jeg har været nødt til at give Yamamoto-oversættelsen til en anden, Grace. Vi skulle have afleveret den for to måneder siden, og jeg kan ikke blive ved med at komme med undskyldninger …”
Der er ingen indledning, og Paul lirer ordene af, som om han læser op fra et manuskript. Hendes hjerte begynder at slå hårdt, da hun drejer væk fra hovedgaden og kommer ind på en villavej.
”… og jeg ved godt, at det har været svært for dig de seneste … eller, der er gået et godt stykke tid nu, altså, siden … siden …” han famler efter ordene
”… og sagen er, at jeg bliver nødt til at tænke på forretningen, Grace. Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at opsige vores samarbejde.”
Han siger den sidste del lynhurtigt, og det er så klichéagtigt, at hun er lige ved at begynde at grine. Eller måske er det chokket over hans ord, der giver hende den mærkelige, gyngende fornemmelse indvendigt.
”Hør lige, Paul …” begynder hun, men hvad kan hun sige? At hun har brug for arbejdet. At hun har brug for det lige så meget for sit selvværds skyld som for pengene, for det er kun to måneder siden, at skolelederen på Stanhope Primary School, hvor hun har arbejdet de seneste tre år, besluttede, at hun ikke ville forlænge hendes deltidskontrakt.
Også dengang havde Grace måttet forhindre et besynderligt, indespærret smil i at invadere hendes ansigt, mens skolelederen tiltalte hende som ”Madame Adams” og ævlede løs om beskæringer i sprogbudgettet, selvom de begge to vidste, at det ikke havde noget med beskæringerne at gøre.
Hun kniber huden mellem øjenbrynene sammen og prøver igen:
”Det er virkelig forfærdelig dårlig timing, Paul. Det bliver jeg nødt til at sige. Det værst –”
Men han afbryder hende. Han hører ikke efter. Han har sine indøvede replikker, de ting, han skal have sagt.
”… Så jeg er virkelig ked af det, Grace. Du har været hos os meget længe – tyve år, ikke? – og det siger sig selv, at du er fantastisk til det, du laver, du er uden diskussion vores bedste freelancer, og jeg er sikker på, at du kan få noget at lave et andet sted, men jeg kan ikke …”
Pauls stemme svinder hen: ”Det ved jeg, at du forstår.”
Nej, tænker Grace. Nej, det gør hun ikke. Men hun vil ikke høre mere. Hun vil have det til at holde op. Paul er midt i at sige noget om dobbelt betaling for det arbejde, hun er blevet færdig med, da hun trykker på det lille røde telefonikon på skærmen og lægger på.
”Op med humøret, skat, det er ikke sikkert, at det går så galt.”
Grace ser hurtigt op. Der står en mand i forhaven lige fremme og holder en stige mod et firkantet hus fra forrige århundredeskifte, og en anden mand – halvskaldet og solskoldet – står oppe på det øverste trin af stigen med en lang moppe i hånden. Han ser ned på hende med et sjofelt blik. Brunt sæbevand løber ned ad vinduet, som han er i gang med at vaske. Grace mærker sin hovedbund stramme til.
Så kommer den velovervejede pause, det tunge, brovtende blik. ”Kom nu, smil lidt.”
Hun kan mærke de fugtige skjolde under armene og mellem benene, hvor hun er sikker på, at man kan se sveden. Hun er næsten ud for dem, og hun leder efter det perfekte skarpe svar, men der er ikke noget, og hun ved det.
Og hun skal lige til at anlægge en neutral maske og finde det tomme blik frem, som hun altid har lige i nærheden til øjeblikke som det her, da manden råber:
”Hvad? Åh nej, nu skal du ikke sige, at du er en af de der feminazier.”
Han ser på sin makker nu, ikke hende, og fortrækker ansigtet i en grimasse af komisk afsky, og han hæver stemmen til den sidste, nedladende bemærkning:
”Sådan nogle gimper som jer må simpelthen lære at slappe lidt af og få barberet benene.”
Noget går i stykker inde i hende. Det er, som om hun hører smældet. Okay, ved du hvad? tænker hun.
Ikke i dag.
Hun standser op og bøjer sig frem mod ham, som om hun vil betro ham noget. ”Que te den,” siger hun, og hendes stemme er klar og rolig.
”Usero. Vas te faire enduler. Poshel na khuy. Rot op. Det betyder ’fuck dig’ på fem forskellige sprog.”
Hun krydser fingrene på begge hænder og holder dem op og frem mod ham og kniber ansigtet sammen i påtaget bekymring.
Han ser kort ned på sin makker, han smiler stadig, men der er en slaphed om hans mund og hans øjne, og hun kan se, at hun har gjort ham usikker – ydmyget ham – at han ville ønske, at det var ham, som stod nede på jorden og ikke oppe på stigen til fuldt skue. Derefter slipper hun pegefingrene og stikker de to midterste fingre op i luften, før hun vender sig om og går.
”Sindssyge kælling!”
Hans ord er et nyrestød, men Grace ranker sig og går videre, og hun er halvvejs nede ad gaden, da adrenalinen rammer. Den pumper igennem hende, og hun ved, at hun burde føle sig opløftet over det, hun lige har gjort. Befriet. Men hun kan ikke ryste resterne af hans slet skjulte vrede af sig, hans aggression, som hun ved, at han over for sin makker vil kalde godmodigt drilleri.
Hun må bøje hovedet for at komme under en lavthængende gren på et platantræ, og da bladene strejfer hendes hår, er det, som om nogen har rakt ind og gravet hendes indre ud. Hun kan ikke fatte, at hun har et barn, som bliver seksten i dag.
Et barn, som ikke vil se hende. Det er, som om hun fødte hende, blinkede, og nu er hun her, femogfyrre år gammel, hendes livmoder er ved at visne, og hendes liv styrter sammen om ørerne på hende.
Bens lejlighed ligger helt oppe i Nordlondon – på den anden side af Swiss Cottage – og festen, en barbecue i haven, skal begynde klokken fire. Hun skal nå frem med kagen, før gæsterne kommer, for hun vil overrække den til Lotte, og det behøver hun ikke et publikum til. Hun tjekker uret på sin telefon og krymper sig – 13.08.
Hun er knap nok et kvarters gang fra sit hus, og hun har gået i næsten en time. Hvad skete der? Hvor er tiden blevet af?
Hun skal nok nå frem, koste hvad det vil, og hun vil få Lotte til at forstå. Hun vil vise hende, hvor højt hun elsker hende. Hun vil få sin datter hjem.
Fantastiske Grace Adams – Fran Littlewood
Mød Grace Adams, 45 år og rasende. Hun er lige blevet fyret fra sit job, skilt fra sin mand gennem tyve år, men værst af alt har hun mistet kontakten til sin teenagedatter Lotte.
Men Grace Adams er fast besluttet på at kæmpe sig tilbage til sit liv. På en smeltende varm sommerdag, i en bilkø i kaotisk London-trafik mister hun besindelsen.
Hun vil vise sin datter, at uanset hvor hårde slag livet tildeler en, skal man kæmpe imod og at kærligheden og sammenholdet er det, der får os igennem selv de værste kriser.
Du kan købe Fantastiske Grace Adams online hos fx Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 15. marts.
Andre læste også: