I fjerde bind af Johanna Mos Ölandsserie kommer Hannah Duncker tættere på sandheden om det mord, hendes far er dømt for. Samtidig begås der et nyt mord i det lille samfund, hvor alle har hemmeligheder. Læs et uddrag af den nervepirrende krimi Espeløvet her.
Espeløvet er det fjerde bind i Ölandsserien om politiefterforsker Hanna Duncker. Hun er hjemvendt til barndommens Öland, et lille samfund, hvor alle kender alle. Det er også et sted, hvor alle har hemmeligheder. I hjemstavnen kan Hannah ikke løbe fra det mord hendes far er dømt for eller hendes bror, der måske er skyld i det hele. I Espeløvet kaster en ny retssag lys over den gamle sag.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Natsangeren af Johanna Mo
Da Hannahs barndomsveninde Ingrids kæreste bliver fundet død i sin lejlighed, ligner det unægteligt et mord. Men motivet er straks sværere, for hvem skulle myrde Vidar, en ældre herre, der holdte sig til sig selv?
Som Hannah graver i sagen, dukker flere spændinger og forviklinger frem og afslører, at Vidar måske ikke var så vellidt, som det virker til. Politiet må bede om Ingrids hjælp til at afsløre hans fortid, men da Ingrid bliver syg, må Hannah holde hovedet koldt.
LÆS OGSÅ: Skyggeliljen. Ny Johanna Mo-krimi er langt fra svensk skærgårdsidyl
Det er også på privatfronten, at problemerne melder sig. Med Hannahs graviditet, der komplicerer politiarbejdet, og en corona-epidemi, der sætter det lille lokalsamfund under pres, bliver udforskningen og efterforskeren udfordret. Kommer sandheden endelig frem om hvad der skete for 17 år siden, da deres far blev dømt for mord? Og hvem myrdede Vidar?
Johanna Mos Ölandsserie er en gribende krimiserie om politiarbejde, tragedier, tilgivelse, hemmeligheder og en svær fortid. Læs et uddrag af Espeløvet her.
Espeløvet
Johanna Mo
Den sidste dag
Trætheden vikler sig rundt om hovedet som et vådt tæppe. Da han var lille og havde feber, plejede hans mor at afkøle ham med kolde håndklæder. Måske har han feber nu? Han presser håndfladen mod panden, men den er kølig. Tankerne er så forbandet langsomme, svære overhovedet at få fat på. Han kigger på den tomme sofahynde ved siden af. Lige før sad der nogen, men hvem?
I morgen må han tage det mere roligt. Ikke drøne rundt som en idiot. Hovedet kan ikke klare det længere. Frokosten gør mest ondt. Han burde ikke have fortalt det. Ikke på den måde. Det bliver aldrig de to, men han vil ikke have, hun skal være vred på ham. Det eneste, der lykkes for ham nu, er at skuffe folk. Men det er vel egentlig ikke noget nyt.
Hagen falder ned mod brystet. Et bump får ham til at fare sammen. Var det køleskabet, der larmede igen? Han burde gå ud i køkkenet og tjekke, at det ikke er mælkekartonen i døren, der er væltet, men han orker det ikke. Blikket tiltrækkes af den tomme sofahynde. Det ville være så skønt at lægge sig ned, lade søvnen komme. Skide på alt det andet.
Et cognacglas bliver stillet ned på sofabordet foran ham. Hans blik følger armen op til ansigtet. Fortvivlelsen tager ham om hjertet. Han vil være alene, men kan ikke huske ordene, der kan forklare det.
”Så skål da,” siger stemmen.
Mekanisk griber han glasset og fører det til munden, smager på cognacen. Drikken har en underlig bismag, og han stiller glasset fra sig.
”Jeg vil gerne have, du går,” får han sagt.
”Ikke endnu,” siger stemmen og tager en ordentlig slurk af sin cognac.
Kroppen har sin egen hukommelse og efterligner bevægelsen. Han laver en grimasse, da smagen igen breder sig i brystkassen. Han kan ikke klare mere af det stærke. Nu om dage plejer han at holde sig til øl. Med et støn kommer han op af sofaen.
”Hvad skal du?” spørger stemmen.
”Ud til køleskabet,” siger han.
”Sæt dig.”
Stemmen har en ny og hårdere klang, og han synker tilbage, vil ikke skændes mere i dag.
”Drik nu,” fortsætter stemmen. ”Drik, så går jeg bagefter.”
Han stoler ikke på løftet, alligevel drikker han. Noget i hele situationen er forkert ad helvede til. Han ser hen imod træskrinet med udskæringerne på reolen. Har brug for den stabilitet, det altid giver. Skrinet er der ikke. Alle hans minder er væk.
MANDAG DEN 16. MARTS
Kapitel 1
Hånden fandt mavens runding. Barnet derinde levede, men selvom Hanna Duncker havde hørt hjerteslagene, havde hun svært ved at tro på det. Der var ikke noget, hun ønskede sig højere end at mærke barnet sparke. Hun var atten uger henne, og hun havde læst, at det var cirka nu, man kunne begynde at mærke fosteret bevæge sig. I næste uge skulle de endelig scannes. Måske kunne hun slappe af efter det.
Spark, opfordrede hun babyen, men den lystrede ikke. Kom nu, du skal gøre, som din mor siger. Stadig lige stille.
Hun løftede blikket og kiggede gennem sikkerhedsglasset, der skilte tilhørerne fra de andre i retssalen. På den anden side var dommeren begyndt med at kontrollere tilstedeværelsen. Mellem dommeren, protokolføreren og de tre domsmænd var der sat skærme af plexiglas op, og en af dem bar mundbind. Ved hver plads stod en lille flaske med håndsprit. Det tidlige forårslys flød ned fra de højt placerede vinduer i den hvidmalede retssal. Det eneste mørke indslag var de sorte stole.
Fingerspidserne gled hen over de to ar. Hun vidste nøjagtig, hvad der var under blusens prikkede stof. Det ene knivstik havde ramt i siden, hvor det havde undgået alle vigtige organer, men det andet havde perforeret tarmen. Infektionen, som fulgte, havde næsten taget livet af både hende og barnet. To gange var hun blevet opereret, og den første slags antibiotika havde ikke hjulpet. Først efter tre uger på sygehuset var hun blevet rask nok til at komme hjem. Hun og barnet havde klaret sig. Det havde de faktisk.
Hanna tvang hånden væk fra maven og så sig omkring blandt de andre tilhørere. I forhold til hvor meget der var blevet skrevet om Ester Jensens død i den seneste tid, var de færre end ventet. Ikke mere end ti, men det var vel frygten for smittefaren ved den nye virus, der holdt folk væk. Hverken hendes bror Kristoffer eller veninden Rebecka måtte være her, fordi de skulle vidne.
Som ansat i politiet havde hun deltaget i mange retsmøder, og hun havde troet, hun var godt forberedt. Det var først nu, Hanna indså, at det var hun ikke. Tungen klistrede til ganen, og nervøsiteten flaksede rundt i brystet som en indelukket fugl. Det var næsten for stort at kapere.
Hun sad til et nyt retsmøde om drabet på Ester Jensen. Et retsmøde, der forhåbentlig ville rense hendes far. De tidligere retsmøder om drabet på Ester Jensen havde hun holdt sig væk fra. Hvordan ville hendes far have reageret på dette nye retsmøde, hvis han stadig havde levet?
Hanna fortrød, at hun havde sagt nej, da Isak tilbød at tage med. Børnene i skolen havde brug for ham, men det havde hun også. Det ville have betydet så meget at have ham ved siden af sig. At kunne række hånden ud og røre ved ham. Selv havde hun taget fri fra arbejde hele ugen for at kunne følge med i retssagen.
Blikket faldt på Henning Larsson, der skulle følge sagen på Barometerets vegne. Han var den herinde, som var tættest på at være en ven. Måske kunne han mærke, at hun kiggede på ham, for han vendte ansigtet mod hende og hilste ved at nikke.
Skråt foran ham sad hendes kollega Carina Hansson. Kollegaen havde tabt sig, hun gættede på, at det snarere var på grund af stress end træning. Carina var kusine til Ester Jensens datter Maria, og de stod hinanden nær. Dengang Hanna begyndte hos politiet i Kalmar, havde Carina tydeligt vist sin misbilligelse. For hende havde hun været morderens datter, men nu ville skylden måske blive flyttet. Ester Jensens eksmand Sven-Otto – som nu var en af de anklagede – var Carinas farbror.
Mener Carina mon, at dette er min skyld? Hanna skubbede tanken væk. Ganske vist ville der sandsynligvis ikke have været nogen retssag, hvis det ikke havde været for hende. Det var hende, der var begyndt at bore i, hvad der egentlig var sket, da Ester Jensen døde. Men Carina og hun kom bedre ud af det med hinanden nu, selvom de stadig ikke talte særlig meget sammen.
Dommeren gav ordet til anklageren, og Hanna rettede blikket mod ham.
”Jeg vil indlede med at beskrive gerningen, sådan som vi fra anklagemyndighedens side mener, det gik til: Omkring klokken nitten nul nul den fjerde juni 2003 brød Axel Sandsten, Kristoffer Baxter – eller Duncker, som han hed dengang – og Robin Svensson ind hos Ester Jensen i Åby. Axel Sandsten mishandlede Ester Jensen så groft, at hun afgik ved døden. Jeg begærer derfor tolv års fængsel for drab.”
Anklageren havde mørkegråt jakkesæt på, og det lysebrune hår var nydeligt kortklippet. Han var nok ikke mere end tredive, men Hanna håbede, at han var lige så kompetent, som han lød. Ved siden af anklageren sad Maria Jensen og hendes advokat. Maria bar sort tøj og sad og så ned på sine hænder. Hun kunne lige så godt have siddet til en begravelse. Måske var det sådan, det føltes for hende. Hendes mor var blevet dræbt, og det var formentlig hendes far, der stod bag drabet.
Hanna flyttede blikket til de tiltalte. De havde ryggene mod tilhørerne, og Axel Sandstens ryg var rank, og hans hoved stille, som om han ikke havde noget at skamme sig over. Den djævel troede sikkert, han slap fri. Sven-Otto krummede sig sammen, og hænderne var i konstant bevægelse.
”Endvidere er det anklagemyndighedens påstand, at Sven-Otto Jensen betalte Axel Sandsten for at udføre drabet på sin ekshustru. For det begærer jeg fængsel på livstid for anstiftelse til drab.”
Da anklageren var færdig, vendte dommeren sig mod de tiltaltes forsvarsadvokater. Hanna vidste, hvad Axel Sandstens advokat ville sige, allerede inden hun åbnede munden. Det eneste, Hanna kunne se af hende, var bagsiden af jakken og det mørkebrune hår, som var opsat i en stram knold.
”Min klient nægter, at han overhovedet befandt sig på stedet, og bestrider sit ansvar.”
Også Sven-Otto Jensen nægtede sig skyldig. Hans advokat var en mand på måske halvtreds år, der bar en nålestribet habit. Den sad lige så naturligt på ham, som han opførte sig. Anklageren havde ikke rejst tiltale mod hendes bror Kristoffer, selvom han havde tigget og bedt om det. Det ville have været relevant at tiltale ham for at undlade at hjælpe ofret, som var i øjensynlig livsfare, men der var forældelsesfristen ikke mere end to år.
Hanna lukkede øjnene og tænkte på sorgen. Hendes liv var blevet forandret den dag, hendes far blev hentet af politiet. Kristoffer havde ikke kun været tavs om det, Axel Sandsten havde gjort. Han havde også ringet til deres far og fået ham til at påtage sig skylden for forbrydelsen ved at hævde, at han selv var den skyldige.
Deres far, Lars, havde sat ild til huset med den døde Ester Jensen og siden tilstået, at han havde dræbt hende. For det havde han tilbragt næsten ti år i fængslet. Da han var blevet løsladt, havde han drukket sig ihjel.
Tænk, hvis Axel Sandsten ikke blev dømt? Hvad ville der så ske med hende og Kristoffer? Hun var overbevist om, at en domfældelse var det eneste, der kunne reparere deres forhold. Kristoffer var om muligt endnu mere stresset over retssagen end hun. Han var kommet til Sverige i lørdags og sov i gæsteværelset i Isaks hus i Södra Näsby. Hun tænkte stadig på det som Isaks hus, selvom de havde boet der sammen i tre måneder. Først i morgen var Kristoffer indkaldt som vidne.
En domfældelse ville forhåbentlig gøre en ende på truslerne og angrebene. Den blonde mand, der stak hende med kniv lige før jul, var undsluppet i tumulten. Hun vidste slet ikke, hvem han var, men hun tvivlede ikke et sekund på, at det var Axel Sandsten, der havde sendt ham.
Anklageren rettede på slipseknuden og begyndte sin sagsfremstilling, beskrivelsen af, hvordan han mente, forbrydelsen var gået til. Det var også nu, de tekniske beviser blev fremlagt, men eftersom der var gået så mange år, siden forbrydelsen fandt sted, var der temmelig lidt af den slags. Først og fremmest gentagelser fra den første efterforskning, undersøgelsen af det nedbrændte hus og obduktionen af Ester Jensens forkullede lig.
Men også det nye: et af dna-sporene i huset var blevet identificeret som Axel Sandstens, og en uge efter drabet havde Sven-Otto Jensen overført fem tusind kroner til en konto, der tilhørte Axel. Kontoudtoget var fundet i Axels lejlighed under husransagningen. Hvorfor havde han gemt det? Måske som en slags forsikring mod Sven-Otto. Flere år senere var der sket flere overførsler.
Hverken Axel Sandstens eller Sven-Otto Jensens advokater havde særlig meget mere at tilføje, da det blev deres tur. Hanna vred sig, deres ord var en plage. Ifølge dem var dette en farce, igangsat af en gerningsmand, der havde mistet grebet totalt. Det var tydeligt, at de havde aftalt at lægge al skylden på Kristoffer. Dna-sporet blev bortforklaret med, at Axels far havde solgt en kommode til Ester, og at Axel havde hjulpet med at bære den ind.
Hanna kiggede op mod de aflange vinduer under loftet; hun havde brug for at blive mindet om, at der var en verden udenfor. Det eneste, man kunne se gennem ruderne, var træer. Grenene var nøgne, og afstanden for stor til, at hun kunne afgøre, om de havde knopper.
”Vi holder en pause,” erklærede dommeren.
Efter pausen var det den forurettede part, Maria Jensen, der skulle afhøres. Derefter de tiltalte. Hanna fik ondt i maven bare ved tanken om at være nødt til at lytte, når Axel Sandsten svinede hendes bror til.
Kapitel 2
Ingrid Mattsson foldede Barometeret sammen og lagde avisen fra sig på spisebordet i køkkenet. To nye tilfælde af corona bekræftet i Kalmar, lød den største overskrift. Det var da ubehageligt med sygdommen, der spredte sig, og hidtil var hun ikke gået glip af et eneste pressemøde med Sundhedsstyrelsens Anders Tegnell. Men lige nu var bekymringen for Vidar mere påtrængende. Hun havde ringet i går, sådan som hun havde gjort hver søndag de seneste måneder. Det var første gang, han ikke svarede, og han havde heller ikke ringet tilbage.
”Se, farmor,” sagde Olivia og holdt tegningen op, hun havde lavet.
Olivia var tolv år og hendes yngste barnebarn.
”Hvor er den flot,” sagde Ingrid og smilede. ”Er det Rufus?” Rufus var familiens hund.
”Nej,” fnisede Olivia. ”Det er en ko, dit tossehoved.”
Med pegefingeren skubbede hun brillerne op, som hele tiden gled ned. Olivias ældre søskende var treogtyve og enogtyve, men selvom den ene for nylig var droppet ud af sine universitetsstudier, og den anden konstant kæmpede med kærestesorger, bekymrede hun sig ikke lige så meget for dem. Uanset hvad deres far mente, var de foretagsomme og skulle nok finde både fornuftig beskæftigelse og kærlighed.
Det var mere vanskeligt for Olivia, der havde Downs syndrom. Efter nogle svære år, hvor det var lykkedes for hende at stikke af et antal gange, lod hun nu til at være faldet til ro. Skolen var lukket i dag, og Ingrid havde tilbudt sin søn Jakob at passe hende, så han kunne arbejde.
Jakob drev gården, som han havde arvet efter sin far – den, der engang havde været hele hendes hverdag. Antallet af malkekøer var nogenlunde det samme, tæt ved hundrede, men Jakobs kone havde etableret et lille gårdmejeri, hvor hun producerede oste.
”Hvad tænker du på?” spurgte Olivia.
Fantastiske lille unge.
”At jeg er så glad for at være her sammen med dig.”
Olivia fniste igen og rejste sig.
”Jeg vil ud at lege.”
”Ikke endnu,” sagde Ingrid og rakte hende et nyt stykke hvidt papir. ”Kan du tegne Rufus først?”
Olivia tog den brune tusch og begyndte at tegne. Næsten med det samme kom tungen ud af munden, som altid når hun koncentrerede sig. Rufus var en sort og hvid border collie, men Ingrid kommenterede ikke farvevalget. Den slags var ikke vigtigt i Olivias verden.
I stedet rakte hun ud efter mobiltelefonen og tastede nummeret til Vidar, men han svarede stadig ikke. Ingrid blev mere og mere overbevist om, at der måtte være sket noget. Frustreret trykkede hun på knappen med det røde telefonrør og fandt nummeret til Hanna – hendes tidligere nabo, der var politibetjent. Så kom hun i tanke om, at Hanna var optaget af retssagen, og lagde telefonen fra sig.
Måske kunne hun bede nogen i Borgholm om at gå over til Vidar og ringe på? Hun havde kontakt med flere af sine gamle venner og også nogle nye, men det føltes forkert at bede dem om dette. De kunne begynde at forestille sig noget om Vidar og hende. En let rødmen bredte sig over kinderne, da hun tænkte på deres seneste møde. Nej, her kunne hun ikke sidde og spekulere. Ingrid rørte ved Olivias arm og ventede, til hun rettede sin opmærksomhed mod hende.
”Vil du med på en udflugt?” spurgte hun.
”Ja!”
Olivia kastede armene op i luften. Rufus’ brune øjne kiggede op fra tegningen. Ører havde han også nået at få og en meget lang næse. Portrættet havde virkelig fanget noget hos hunden.
De hjalp hinanden med at pakke en kurv med ostemadder, jordbærsaft og en pose kanelboller fra fryseren. Køretiden fra Kleva op til Borgholm var fyrre minutter, og Olivia plejede at være glad for at køre i bil, takket være legetøjet i bilen. Femten minutter og et påtvunget toiletbesøg senere sad de begge på forsædet i den gamle Volvo. Olivia åbnede straks handskerummet og fandt et kortspil frem.
”Er vi der ikke snart?” sagde hun og trak det første kort.
Det var ikke et spørgsmål, men navnet på spillet. Kortet viste en ko.
”Ja!” råbte Olivia og kiggede ud ad vinduet.
Solen skinnede ganske vist fra en næsten blå himmel, men det var kun midten af marts, og temperaturen havde kun lige sneget sig op på syv grader. Ingrid tvivlede stærkt på, at nogen havde ladet deres køer komme på græs endnu. Efter at have ledt forgæves i flere minutter, trak Olivia et nyt kort.
”Skilt!” skreg hun lige så muntert.
Ingrid lod, som om hun ikke så hastighedsskiltet og lod Olivia ophidset udpege oldtidsmindeskiltet mod Karlevi-stenen, som dukkede op lidt senere i hendes side af vejen. Legen holdt helt til Rälla. Så ville Olivia standse og spise, men det lykkedes Ingrid at afværge det ved at foreslå, at de kunne tælle røde biler.
Følelsen af at have travlt holdt hende strammere og strammere i sit greb. Tænk, hvis Vidar var faldet og lå i lejligheden med et brækket ben? I så fald var det jo ikke så godt, at hun havde taget Olivia med. Ingrid fortrød, at hun ikke var taget til Borgholm allerede i går, selvom det ville have virket lige lovlig desperat. Tænk, hvis der bare var noget galt med telefonen, eller måske havde han tabt den. Eller også fortrød han den måde, deres seneste møde var sluttet på.
”Jeg er sulten,” klagede Olivia.
”Vi er der næsten,” sagde Ingrid. ”Se, der er slotsruinen.” Borgholm Slot havde de døbt den om til, men hun ville aldrig tænke på den som det.
”Skal vi spise dér?” spurgte Olivia.
”Nej, vi skal besøge en af mine venner. Han vil sikkert også gerne have en kanelbolle.”
Ved OKQ8 svingede Ingrid ind på Storgatan, og efter et par hundrede meter parkerede hun uden for Vidars lejlighed. En nabo var på vej ud gennem gadedøren, og Ingrid skyndte sig derhen, fordi hun ikke var sikker på, hun kunne huske koden.
”Du glemte kurven,” sagde Olivia, da døren var lukket bag dem.
”Nå, for søren, vi må hente den senere.”
Olivia var ikke tilfreds med svaret, men fulgte alligevel med op ad trappen.
For godt en uge siden havde Vidar endelig inviteret hende til middag. Lasagnen havde været en anelse brændt, og han havde lavet sjov med det og sagt, at han havde glemt tiden, fordi han var så optaget af at tænke på hende. Hans hånd havde bevæget sig hen over bordet, og i flere minutter havde de siddet med sammenflettede fingre og bare kigget på hinanden.
Da hun til sidst var nødt til at gå, havde han trukket hende ind i sin favn og presset sine læber mod hendes. Hun havde skilt sine og ladet hans tunge komme ind i sin mund. Styrken af det begær, som kysset vækkede, havde overrasket hende. Selvom hun i de seneste måneder havde tænkt en del på, hvad de havde haft sammen og muligvis kunne nå at få.
De var stødt ind i hinanden i Färjestaden i efteråret, og det havde været fantastisk at se ham igen efter så mange år. De første tanker havde ikke været andet end en flagrende længsel. Efter middagen for godt en uge siden havde hun næsten ikke kunnet fokusere på andet end Vidar. På hvor meget hun ville have ham.
Vidar boede på anden sal. Hun bad Olivia om at trykke på dørklokken og lagde øret mod døren. Ikke en lyd derindefra.
Hvis Vidar lå på gulvet med brækket ben, burde han råbe op. Hun tog mobilen frem og prøvede at ringe. Ringesignalet lød fra den anden side af døren. Alligevel kom han ikke ud for at åbne. Ingrid tog i dørhåndtaget, og til hendes forbløffelse var døren ulåst. De trådte ind på måtten i entréen.
”Vidar!” råbte hun ind i lejligheden.
Intet svar.
”Bliv her,” sagde hun til Olivia og låste for en sikkerheds skyld døren bag hende.
Køkkenet lå nærmest, og hun behøvede ikke at gå derind for at konstatere, at det var tomt. Langsomt fortsatte hun mod stuen, men der var han heller ikke. Hun nåede til soveværelset og åbnede døren. Vidar lå på ryggen med hovedet drejet i hendes retning. Øjnene var opspærrede og glasagtige. Munden og puden var dækket af opkast. Hun kunne ikke forhindre, at et gisp kom over hendes læber. Åh, Vidar.
”Er han syg?” spurgte Olivia bag hende.
Kapitel 3
Telefoner var ikke tilladt i retssalen, så Hanna stak hurtigt sin ned i jakkelommen, da vagten kiggede på hende. Afhøringen af Maria Jensen havde snart varet en halv time. Hun svarede med få ord på alle anklagerens spørgsmål.
De tydeligste erindringer var fra den dag, Ester døde. Maria havde ligget og sovet, da en nabo ringede på døren og sagde, at det brændte hos hendes mor. Naboen havde kørt hende til Åby, og flammerne, der omsluttede huset, havde fået hele hendes tilværelse til at brase sammen. Dagene efter bestod af brudstykker: politiet, der sagde, at moren var død, at hun var blevet dræbt, at Lars Duncker var pågrebet, at han var den skyldige.
Der er ingen tvivl, havde politiet sagt. Sikkert Ove Hultmark. Han havde anvendt præcis de samme ord over for Hanna. Dengang havde han bare ledet den efterforskning, der førte til, at hendes far blev dømt for drab, nu var han også hendes chef. Det var Ove, der hjalp hende med at få jobbet hos politiet i Kalmar, da hun efter seksten år i Stockholm valgte at flytte tilbage til Öland.
”Kan du fortælle om din mors og fars forhold?” fortsatte anklageren.
”De hadede hinanden,” sagde Maria ned i bordet.
”Du er nødt til at tale lidt højere,” bad dommeren hende blødt.
”De hadede hinanden,” gentog Maria med en mere bestemt stemme.
”Hvordan kom dette had til udtryk?” spurgte anklageren.
”Jeg var måske otte år, da jeg mærkede det første gang,” sagde Maria. ”De råbte ad hinanden og kunne ikke beherske sig, selvom jeg kom ud fra mit værelse og bad dem om at stoppe. Min far havde tømt opsparingskontoen. Det var derfor, min mor var så vred. De blev skilt få år efter.”
”Hvordan opførte de sig efter skilsmissen?”
”De undgik hinanden,” sagde Maria. ”Min mor nævnte ikke min far overhovedet, men min far klagede ofte over, at han havde mistet huset.”
”Hvad sagde din far om huset?” spurgte anklageren.
”Han sagde, at min mor havde stjålet det fra ham.”
”Blev det nogensinde bedre mellem dem?”
”Ja, efter et stykke tid. Men så blev min far fyret, og min mor mødte en ny mand. Det kunne min far ikke klare.”
”Hvordan viste han det?”
”Han blev endnu mere ondskabsfuld. Han sagde, at min mor havde ødelagt hans liv.”
Da anklageren ikke havde flere spørgsmål, gav dommeren ordet til de tiltaltes advokater.
”Jeg har kun ét spørgsmål,” sagde Sven-Otto Jensens advokat. ”Tror du, at din far hyrede Axel Sandsten til at dræbe din mor?”
”Nej, jeg nægter at tro det om ham,” sagde Maria så stille, at dommeren igen måtte opfordre hende til at hæve stemmen.
Efter at have kigget på sit armbåndsur besluttede dommeren sig for at fortsætte med det næste forhør. Anklageren havde bestemt, at Axel Sandsten skulle afhøres før Sven-Otto Jensen.
”Kan du fortælle, hvad du lavede den fjerde juni 2003?” spurgte anklageren.
”Det er sytten år siden,” sagde Axel Sandsten. ”Jeg aner det ikke.”
Stemmen fik Hanna til at skælve af ubehag. Han lød så dødtræt af det hele, nærmest hånlig. Hun så sig omkring. Var der virkelig ikke andre, som bemærkede det?
”Hvornår mødte du Ester Jensen første gang?” fortsatte anklageren.
”Første og eneste gang, jeg mødte hende, var i april eller maj 2003,” sagde Axel. ”Min far havde solgt en kommode til hende, og jeg hjalp med at bære den ind.”
”Dit dna var på trappegelænderet uden for huset,” sagde anklageren. ”Hvordan havnede det der, hvis du bar en kommode ind?”
”Jeg må vel have sat hånden på gelænderet, da jeg gik ud,” sagde Axel. ”Igen, det er sytten år siden. Jeg kan ikke huske det.”
Jeg kan ikke huske det, var det svar, som Axel Sandsten gav på de fleste spørgsmål. Han påstod, at han først havde lært Sven-Otto Jensen at kende efter drabet på Ester Jensen, da Sven-Otto tilbød ham diverse job.
Hanna vidste, det var løgn. Rebecka havde været hjemme hos Axel, da han fik besøg af Sven-Otto. Det var det, der havde fået Hanna til at indse, at eksmanden var indblandet. Først da anklageren kom ind på Kristoffer, blev svarene mere udførlige.
”Kristoffer har altid været misundelig på mig,” sagde Axel Sandsten. ”På min familie, på mit udseende, på mine penge. I hele gymnasietiden hang han efter mig, og jeg lod ham være med til en hel del, men han var ligesom aldrig tilfreds. Det her handler tydeligvis om, at han vil have mig ind at sidde.”
Hanna lagde hænderne ind under lårene. Hun ville både holde sig for ørerne og slå til stoleryggen foran sig. Hvordan kunne Axel lyve så uhæmmet? I gymnasiet havde Kristoffer løbet ærinder for ham, skaffet alkohol og ageret chauffør. Kristoffer havde sikkert fået penge for det, andet kunne hun ikke forestille sig.
”Mener du, at Kristoffer dræbte Ester Jensen udelukkende for at få dig i fængsel?” spurgte anklageren.
”Nej, det mener jeg ikke. Hans motiv må du spørge ham om, men jeg gætter på, at det handlede om penge. Jeg mener bare, at han lyver om, at jeg var med, at han påstår, at jeg sparkede hende ihjel.”
Hanna stirrede på hvirvlen i Axels lyse hår. Mange på skolen havde syntes, han var pæn, men hun havde aldrig været en af dem.
”Er det virkelig den eneste forklaring, du kan se?”
”Som sagt, nu spekulerer jeg bare på, hvad der rører sig i hans syge hjerne, men det kan også have handlet om en pige.”
”Hvilken pige?” spurgte anklageren.
”På gymnasiet kom jeg sammen med en pige, han var forelsket i, og jeg tror aldrig, han kom over det. Pigen og jeg var et par i flere år, og vi fik endda et barn sammen.”
Hanna var ved at rejse sig og råbe ad ham. Pigen, han talte om, var Rebecka Forslund. Hendes ældste barndomsveninde. Den eneste rigtige ven, hun havde haft under sin opvækst i Gårdby. Hvordan kunne Axel trække Rebecka ind i det her? Rebecka havde ganske rigtigt været interesseret i Kristoffer, men Hanna var temmelig sikker på, at den interesse aldrig havde været gensidig. Måske ville Axel trække hende ind i Kristoffers motiv for at sværte hende til før hendes vidneforklaring.
Anklageren takkede, og dommeren gav ordet til Axels forsvarsadvokat. Hanna syntes, han gav op for hurtigt. At han burde presse Axel endnu mere. Men det ville der være lejlighed til mange gange i forbindelse med vidneforklaringerne.
”Hvad skete der med jeres barn?” spurgte forsvarsadvokaten.
”Han blev dræbt for et år siden. Han blev kun femten år.”
Axel snøftede, og Hanna var igen lige ved at rejse sig. Spørgsmålet var kun et billigt forsøg på at vække sympati, og hun ville råbe til advokaten. Til alle her, at de ikke skulle hoppe på Axels løgne. Hans gennemrådne hykleri.
”Jeg kondolerer,” sagde advokaten. ”Det må have været frygteligt. Jeg har ikke flere spørgsmål. Tak.”
”Klokken er snart halv tolv,” sagde dommeren. ”Vi holder frokostpause. Retsmødet genoptages klokken et, og da indleder vi med afhøringen af Sven-Otto Jensen. Jeg håber, at vi også når Ove Hultmark og Per-Olof Hansson i løbet af eftermiddagen.”
Hanna forlod retssal fjorten og skyndte sig ind på toilettet, der lå lige ved siden af. Lige nu orkede hun ikke at tale med nogen. Axel Sandsten var så forbandet falsk, men han var også en mester i at få folk til at tro på sig. Tænk, hvis dommeren og domsmændene hoppede på de løgne, han havde slynget ud om hendes bror?
Efter at have tisset vaskede Hanna hænderne grundigt og skyllede ansigtet i iskoldt vand. Brugte et papirhåndklæde til at tørre sig med. Der stod en flaske håndsprit på håndvasken, og hun tog en klat og gned den ind i hænderne. Lugten stak i hendes overfølsomme næse. Da hun gik ud fra toilettet, så hun Kristoffer strejfe rundt mellem de spredte tilhørere.
”Hvad laver du her?” spurgte hun.
Ingen, der så dem sammen, ville kunne undgå at opdage, at de var søskende. Han var et antal centimeter højere end hendes et hundrede og femogfirs, men de havde samme kropsbygning og lyse hår. Der var kun et år imellem dem, og da de var yngre, var de sommetider blevet taget for at være tvillinger. De var begge korthårede nu, men hun havde længere pandehår.
”Jeg kan ikke klare ventetiden.”
Kristoffer stak hænderne i bukselommerne. Han var sikkert fortsat med at drikke i går, efter at hun og Isak var gået i seng. Hun forstod ham godt, men hun ville ønske, han kunne finde en anden måde at bekæmpe angsten på.
”Hvad sagde Axel?” spurgte Kristoffer.
”Du ved godt, jeg ikke kan sige det.”
Et mere sandt svar havde været, at hun ikke ville. Kristoffer ville ikke få det spor bedre af at høre, at Axel skød skylden over på ham, men det vidste han formentlig allerede. Ove havde holdt hårdt på hemmeligholdelse af forundersøgelsen, og hun vidste frustrerende lidt om, hvad der skulle ske under retssagen. De eneste vidner, hun kendte til, var Ove selv, Kristoffer, Rebecka og Sven-Otto Jensens bror.
Kristoffer kiggede på noget bag hende, og hun vendte sig om. På en af bænkene sad et par i tresårsalderen. Manden var høj og hvidhåret. Kvinden betydelig mindre og rødhåret – det så ud til at være farvet.
”Er det Axels forældre?” spurgte hun.
”Ja,” sagde Kristoffer. ”Jeg glæder mig, til det her er overstået.”
”Det gør jeg også,” sagde hun, selvom hun slet ikke var sikker på det.
Hun var tilbage ved den tanke, der gnavede i hende: Hvad ville der ske, hvis Axel Sandsten ikke blev dømt? Men hun ville ikke give den plads.
”Har du talt med Beth i dag?” fortsatte hun.
Hun fortrød det nærgående spørgsmål, lige så snart hun havde stillet det. Kristoffer rystede på hovedet. Hans kone og datteren, der fyldte fire senere på året, var stadig i London. Hanna for- nemmede, at det ikke gik så godt med ham og Beth. Lørdag aften havde hun hørt dem skændes i telefonen. Hun havde forsøgt at få ham til at tale om det bagefter, men det var tydeligt, at han ikke ville dele sine problemer med hende.
Henning Larsson kom hen til dem. Journalisten havde været til stor hjælp i vinter. Barometerets dybdeborende undersøgelse af Axel Sandstens byggeprojekt i Grönhögen havde på en måde været et startskud for det, der skete nu. Efterforskningen var blevet nedlagt af mangel på beviser, men byggeriet var alligevel blevet stoppet indtil videre. Det var i gennemgangen af Axels økonomi, at de mange indbetalinger fra Sven-Otto Jensen var blevet fundet.
”Hvad med det der interview?”
Spørgsmålet var ikke alvorligt ment, så hun smilede til ham.
”Ja, det kan vi tage, når jeg sidder på plejehjemmet.”
Henning fik travlt med at komme videre, for han fik øje på nogen, der formentlig ville kunne bidrage til artiklen om retssagen.
”Skønt at blive fri for ham,” sagde Kristoffer.
De seneste dage havde de tilbragt mere tid sammen end i løbet af alle de år, der var gået, siden Kristoffer flyttede til London.
”Hvorfor siger du det?”
”Jeg kan ikke lide ham,” sagde Kristoffer.
”Nej, det har jeg forstået, men hvorfor…”
Telefonen vibrerede i lommen, og hun fiskede den op. Oves navn lyste på displayet. Eftersom han vidste, hun var i retten, måtte det være vigtigt, så hun svarede, samtidig med at en højtalerstemme kaldte et vidne til sal ti.
”Jeg er ked af at forstyrre,” sagde Ove. ”Men vi har fået et alarmopkald om en død person i Borgholm.”
”Hvorfor ringer du til mig om det?” spurgte Hanna.
”Kvinden, der slog alarm, kender dig. I var naboer i Kleva.” ”
Ingrid,” sagde Hanna. ”Jeg kommer med det samme.”
Hun klikkede samtalen væk, men Ove ringede tilbage igen med det samme.
”Du skal ikke have så travlt,” sagde han. ”Ingrid havde barnebarnet med. Pigen er ganske vist tolv år, men hun har Downs syndrom, og nu er hun åbenbart væk.”
”Væk?” gentog Hanna.
”Jeg ved overhovedet ikke, hvad der er sket,” sagde Ove. ”Ingrid var meget usammenhængende, da hun slog alarm. Og du tager ikke selv derop. Erik samler dig op uden for retsbygningen.”
Johanna Mo: Espeløvet
Da Hanna Dunckers veninde, Ingrid, finder sin kæreste død, ligner det mord. Hanna og kollegerne ved Kalmars politi må bede Ingrid om hjælp til at optrevle sandheden om kærestens brogede fortid, men da Ingrid bliver akut syg ændres alt, og Hanna må holde hovedet koldt.
I mellemtiden er Hannas bror, Kristoffer, vendt tilbage til Öland for at deltage i retssagen, der kan rense deres far, og med sin angstfyldte bagage invaderer han Hanna og Isaks skrøbelige samliv. Kommer sandheden endelig frem om hvad der skete for 17 år siden, da deres far blev dømt for mord?
Espeløvet er fjerde bind i serien om Hanna Duncker og politistyrken på Öland.
Læs resten af bøgerne i Ölandsserien
Natsangeren
Velkommen til Johanna Mo – den nye stjerne på den svenske krimihimmel!
Politiefterforsker Hanna Duncker vender efter 16 år tilbage til sin barndoms ø, Öland, da hendes far dør.
På sin første arbejdsdag ved Kalmars politi kastes hun ud i en tragisk sag, hvor en teenagedreng bliver fundet død ved øens store naturområde Alvaret.
Pludselig står Hanna Duncker midt i en mordefterforskning. Sammen med sin makker Erik Lindgren må hun stå ansigt til ansigt med flere spøgelser fra sin fortid, og det bliver hurtigt tydeligt for hende, at ikke alle er begejstrede for at hendes ankomst til øen.
Natsangeren er første bog i Ölandsserien.
Skyggeliljen
Anden selvstændige krimi i Ölandsserien efter Natsangeren.
Da Jenny kommer hjem, kan hun mærke, at der er noget galt. Huset er tomt, og både Thomas, hendes mand, og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget?
Kalmars politi og efterforsker Hanna Duncker bidrager til sagen, og en stor eftersøgning igangsættes. Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
Samtidig mærker Hanna, hvordan nogen på øen tager grove midler i brug for at sikre sig, at hun ikke kommer sandheden om sin far nærmere, for hvad skete der egentlig for 16 år siden, da han blev dømt for mord?
Mørkeskov
Juni 1999. Mikael er nitten år gammel og lige blevet student, da han forsvinder sporløst til et studentergilde. Tyve år senere findes hans skelet i Mittlandsskoven på Öland. Det er tydeligt, at han er blevet dræbt. Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften.
Samtidigt kæmper Hanna stadig med sin fortid. Hun lever nemlig med uvisheden om, hvad der rent faktisk skete, da hendes far for mange år siden blev dømt for mord.
Mørkeskov er tredje selvstændige bind i Ölandsserien, en krimiserie om at leve i skyggen af forbrydelser og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
I fjerde bind af Johanna Mos Ölandsserie kommer Hannah Duncker tættere på sandheden om det mord, hendes far er dømt for. Samtidig begås der et nyt mord i det lille samfund, hvor alle har hemmeligheder. Læs et uddrag af den nervepirrende krimi Espeløvet her.
Espeløvet er det fjerde bind i Ölandsserien om politiefterforsker Hanna Duncker. Hun er hjemvendt til barndommens Öland, et lille samfund, hvor alle kender alle. Det er også et sted, hvor alle har hemmeligheder. I hjemstavnen kan Hannah ikke løbe fra det mord hendes far er dømt for eller hendes bror, der måske er skyld i det hele. I Espeløvet kaster en ny retssag lys over den gamle sag.
LÆS OGSÅ: Det siger læserne om Natsangeren af Johanna Mo
Da Hannahs barndomsveninde Ingrids kæreste bliver fundet død i sin lejlighed, ligner det unægteligt et mord. Men motivet er straks sværere, for hvem skulle myrde Vidar, en ældre herre, der holdte sig til sig selv?
Som Hannah graver i sagen, dukker flere spændinger og forviklinger frem og afslører, at Vidar måske ikke var så vellidt, som det virker til. Politiet må bede om Ingrids hjælp til at afsløre hans fortid, men da Ingrid bliver syg, må Hannah holde hovedet koldt.
LÆS OGSÅ: Skyggeliljen. Ny Johanna Mo-krimi er langt fra svensk skærgårdsidyl
Det er også på privatfronten, at problemerne melder sig. Med Hannahs graviditet, der komplicerer politiarbejdet, og en corona-epidemi, der sætter det lille lokalsamfund under pres, bliver udforskningen og efterforskeren udfordret. Kommer sandheden endelig frem om hvad der skete for 17 år siden, da deres far blev dømt for mord? Og hvem myrdede Vidar?
Johanna Mos Ölandsserie er en gribende krimiserie om politiarbejde, tragedier, tilgivelse, hemmeligheder og en svær fortid. Læs et uddrag af Espeløvet her.
Espeløvet
Johanna Mo
Den sidste dag
Trætheden vikler sig rundt om hovedet som et vådt tæppe. Da han var lille og havde feber, plejede hans mor at afkøle ham med kolde håndklæder. Måske har han feber nu? Han presser håndfladen mod panden, men den er kølig. Tankerne er så forbandet langsomme, svære overhovedet at få fat på. Han kigger på den tomme sofahynde ved siden af. Lige før sad der nogen, men hvem?
I morgen må han tage det mere roligt. Ikke drøne rundt som en idiot. Hovedet kan ikke klare det længere. Frokosten gør mest ondt. Han burde ikke have fortalt det. Ikke på den måde. Det bliver aldrig de to, men han vil ikke have, hun skal være vred på ham. Det eneste, der lykkes for ham nu, er at skuffe folk. Men det er vel egentlig ikke noget nyt.
Hagen falder ned mod brystet. Et bump får ham til at fare sammen. Var det køleskabet, der larmede igen? Han burde gå ud i køkkenet og tjekke, at det ikke er mælkekartonen i døren, der er væltet, men han orker det ikke. Blikket tiltrækkes af den tomme sofahynde. Det ville være så skønt at lægge sig ned, lade søvnen komme. Skide på alt det andet.
Et cognacglas bliver stillet ned på sofabordet foran ham. Hans blik følger armen op til ansigtet. Fortvivlelsen tager ham om hjertet. Han vil være alene, men kan ikke huske ordene, der kan forklare det.
”Så skål da,” siger stemmen.
Mekanisk griber han glasset og fører det til munden, smager på cognacen. Drikken har en underlig bismag, og han stiller glasset fra sig.
”Jeg vil gerne have, du går,” får han sagt.
”Ikke endnu,” siger stemmen og tager en ordentlig slurk af sin cognac.
Kroppen har sin egen hukommelse og efterligner bevægelsen. Han laver en grimasse, da smagen igen breder sig i brystkassen. Han kan ikke klare mere af det stærke. Nu om dage plejer han at holde sig til øl. Med et støn kommer han op af sofaen.
”Hvad skal du?” spørger stemmen.
”Ud til køleskabet,” siger han.
”Sæt dig.”
Stemmen har en ny og hårdere klang, og han synker tilbage, vil ikke skændes mere i dag.
”Drik nu,” fortsætter stemmen. ”Drik, så går jeg bagefter.”
Han stoler ikke på løftet, alligevel drikker han. Noget i hele situationen er forkert ad helvede til. Han ser hen imod træskrinet med udskæringerne på reolen. Har brug for den stabilitet, det altid giver. Skrinet er der ikke. Alle hans minder er væk.
MANDAG DEN 16. MARTS
Kapitel 1
Hånden fandt mavens runding. Barnet derinde levede, men selvom Hanna Duncker havde hørt hjerteslagene, havde hun svært ved at tro på det. Der var ikke noget, hun ønskede sig højere end at mærke barnet sparke. Hun var atten uger henne, og hun havde læst, at det var cirka nu, man kunne begynde at mærke fosteret bevæge sig. I næste uge skulle de endelig scannes. Måske kunne hun slappe af efter det.
Spark, opfordrede hun babyen, men den lystrede ikke. Kom nu, du skal gøre, som din mor siger. Stadig lige stille.
Hun løftede blikket og kiggede gennem sikkerhedsglasset, der skilte tilhørerne fra de andre i retssalen. På den anden side var dommeren begyndt med at kontrollere tilstedeværelsen. Mellem dommeren, protokolføreren og de tre domsmænd var der sat skærme af plexiglas op, og en af dem bar mundbind. Ved hver plads stod en lille flaske med håndsprit. Det tidlige forårslys flød ned fra de højt placerede vinduer i den hvidmalede retssal. Det eneste mørke indslag var de sorte stole.
Fingerspidserne gled hen over de to ar. Hun vidste nøjagtig, hvad der var under blusens prikkede stof. Det ene knivstik havde ramt i siden, hvor det havde undgået alle vigtige organer, men det andet havde perforeret tarmen. Infektionen, som fulgte, havde næsten taget livet af både hende og barnet. To gange var hun blevet opereret, og den første slags antibiotika havde ikke hjulpet. Først efter tre uger på sygehuset var hun blevet rask nok til at komme hjem. Hun og barnet havde klaret sig. Det havde de faktisk.
Hanna tvang hånden væk fra maven og så sig omkring blandt de andre tilhørere. I forhold til hvor meget der var blevet skrevet om Ester Jensens død i den seneste tid, var de færre end ventet. Ikke mere end ti, men det var vel frygten for smittefaren ved den nye virus, der holdt folk væk. Hverken hendes bror Kristoffer eller veninden Rebecka måtte være her, fordi de skulle vidne.
Som ansat i politiet havde hun deltaget i mange retsmøder, og hun havde troet, hun var godt forberedt. Det var først nu, Hanna indså, at det var hun ikke. Tungen klistrede til ganen, og nervøsiteten flaksede rundt i brystet som en indelukket fugl. Det var næsten for stort at kapere.
Hun sad til et nyt retsmøde om drabet på Ester Jensen. Et retsmøde, der forhåbentlig ville rense hendes far. De tidligere retsmøder om drabet på Ester Jensen havde hun holdt sig væk fra. Hvordan ville hendes far have reageret på dette nye retsmøde, hvis han stadig havde levet?
Hanna fortrød, at hun havde sagt nej, da Isak tilbød at tage med. Børnene i skolen havde brug for ham, men det havde hun også. Det ville have betydet så meget at have ham ved siden af sig. At kunne række hånden ud og røre ved ham. Selv havde hun taget fri fra arbejde hele ugen for at kunne følge med i retssagen.
Blikket faldt på Henning Larsson, der skulle følge sagen på Barometerets vegne. Han var den herinde, som var tættest på at være en ven. Måske kunne han mærke, at hun kiggede på ham, for han vendte ansigtet mod hende og hilste ved at nikke.
Skråt foran ham sad hendes kollega Carina Hansson. Kollegaen havde tabt sig, hun gættede på, at det snarere var på grund af stress end træning. Carina var kusine til Ester Jensens datter Maria, og de stod hinanden nær. Dengang Hanna begyndte hos politiet i Kalmar, havde Carina tydeligt vist sin misbilligelse. For hende havde hun været morderens datter, men nu ville skylden måske blive flyttet. Ester Jensens eksmand Sven-Otto – som nu var en af de anklagede – var Carinas farbror.
Mener Carina mon, at dette er min skyld? Hanna skubbede tanken væk. Ganske vist ville der sandsynligvis ikke have været nogen retssag, hvis det ikke havde været for hende. Det var hende, der var begyndt at bore i, hvad der egentlig var sket, da Ester Jensen døde. Men Carina og hun kom bedre ud af det med hinanden nu, selvom de stadig ikke talte særlig meget sammen.
Dommeren gav ordet til anklageren, og Hanna rettede blikket mod ham.
”Jeg vil indlede med at beskrive gerningen, sådan som vi fra anklagemyndighedens side mener, det gik til: Omkring klokken nitten nul nul den fjerde juni 2003 brød Axel Sandsten, Kristoffer Baxter – eller Duncker, som han hed dengang – og Robin Svensson ind hos Ester Jensen i Åby. Axel Sandsten mishandlede Ester Jensen så groft, at hun afgik ved døden. Jeg begærer derfor tolv års fængsel for drab.”
Anklageren havde mørkegråt jakkesæt på, og det lysebrune hår var nydeligt kortklippet. Han var nok ikke mere end tredive, men Hanna håbede, at han var lige så kompetent, som han lød. Ved siden af anklageren sad Maria Jensen og hendes advokat. Maria bar sort tøj og sad og så ned på sine hænder. Hun kunne lige så godt have siddet til en begravelse. Måske var det sådan, det føltes for hende. Hendes mor var blevet dræbt, og det var formentlig hendes far, der stod bag drabet.
Hanna flyttede blikket til de tiltalte. De havde ryggene mod tilhørerne, og Axel Sandstens ryg var rank, og hans hoved stille, som om han ikke havde noget at skamme sig over. Den djævel troede sikkert, han slap fri. Sven-Otto krummede sig sammen, og hænderne var i konstant bevægelse.
”Endvidere er det anklagemyndighedens påstand, at Sven-Otto Jensen betalte Axel Sandsten for at udføre drabet på sin ekshustru. For det begærer jeg fængsel på livstid for anstiftelse til drab.”
Da anklageren var færdig, vendte dommeren sig mod de tiltaltes forsvarsadvokater. Hanna vidste, hvad Axel Sandstens advokat ville sige, allerede inden hun åbnede munden. Det eneste, Hanna kunne se af hende, var bagsiden af jakken og det mørkebrune hår, som var opsat i en stram knold.
”Min klient nægter, at han overhovedet befandt sig på stedet, og bestrider sit ansvar.”
Også Sven-Otto Jensen nægtede sig skyldig. Hans advokat var en mand på måske halvtreds år, der bar en nålestribet habit. Den sad lige så naturligt på ham, som han opførte sig. Anklageren havde ikke rejst tiltale mod hendes bror Kristoffer, selvom han havde tigget og bedt om det. Det ville have været relevant at tiltale ham for at undlade at hjælpe ofret, som var i øjensynlig livsfare, men der var forældelsesfristen ikke mere end to år.
Hanna lukkede øjnene og tænkte på sorgen. Hendes liv var blevet forandret den dag, hendes far blev hentet af politiet. Kristoffer havde ikke kun været tavs om det, Axel Sandsten havde gjort. Han havde også ringet til deres far og fået ham til at påtage sig skylden for forbrydelsen ved at hævde, at han selv var den skyldige.
Deres far, Lars, havde sat ild til huset med den døde Ester Jensen og siden tilstået, at han havde dræbt hende. For det havde han tilbragt næsten ti år i fængslet. Da han var blevet løsladt, havde han drukket sig ihjel.
Tænk, hvis Axel Sandsten ikke blev dømt? Hvad ville der så ske med hende og Kristoffer? Hun var overbevist om, at en domfældelse var det eneste, der kunne reparere deres forhold. Kristoffer var om muligt endnu mere stresset over retssagen end hun. Han var kommet til Sverige i lørdags og sov i gæsteværelset i Isaks hus i Södra Näsby. Hun tænkte stadig på det som Isaks hus, selvom de havde boet der sammen i tre måneder. Først i morgen var Kristoffer indkaldt som vidne.
En domfældelse ville forhåbentlig gøre en ende på truslerne og angrebene. Den blonde mand, der stak hende med kniv lige før jul, var undsluppet i tumulten. Hun vidste slet ikke, hvem han var, men hun tvivlede ikke et sekund på, at det var Axel Sandsten, der havde sendt ham.
Anklageren rettede på slipseknuden og begyndte sin sagsfremstilling, beskrivelsen af, hvordan han mente, forbrydelsen var gået til. Det var også nu, de tekniske beviser blev fremlagt, men eftersom der var gået så mange år, siden forbrydelsen fandt sted, var der temmelig lidt af den slags. Først og fremmest gentagelser fra den første efterforskning, undersøgelsen af det nedbrændte hus og obduktionen af Ester Jensens forkullede lig.
Men også det nye: et af dna-sporene i huset var blevet identificeret som Axel Sandstens, og en uge efter drabet havde Sven-Otto Jensen overført fem tusind kroner til en konto, der tilhørte Axel. Kontoudtoget var fundet i Axels lejlighed under husransagningen. Hvorfor havde han gemt det? Måske som en slags forsikring mod Sven-Otto. Flere år senere var der sket flere overførsler.
Hverken Axel Sandstens eller Sven-Otto Jensens advokater havde særlig meget mere at tilføje, da det blev deres tur. Hanna vred sig, deres ord var en plage. Ifølge dem var dette en farce, igangsat af en gerningsmand, der havde mistet grebet totalt. Det var tydeligt, at de havde aftalt at lægge al skylden på Kristoffer. Dna-sporet blev bortforklaret med, at Axels far havde solgt en kommode til Ester, og at Axel havde hjulpet med at bære den ind.
Hanna kiggede op mod de aflange vinduer under loftet; hun havde brug for at blive mindet om, at der var en verden udenfor. Det eneste, man kunne se gennem ruderne, var træer. Grenene var nøgne, og afstanden for stor til, at hun kunne afgøre, om de havde knopper.
”Vi holder en pause,” erklærede dommeren.
Efter pausen var det den forurettede part, Maria Jensen, der skulle afhøres. Derefter de tiltalte. Hanna fik ondt i maven bare ved tanken om at være nødt til at lytte, når Axel Sandsten svinede hendes bror til.
Kapitel 2
Ingrid Mattsson foldede Barometeret sammen og lagde avisen fra sig på spisebordet i køkkenet. To nye tilfælde af corona bekræftet i Kalmar, lød den største overskrift. Det var da ubehageligt med sygdommen, der spredte sig, og hidtil var hun ikke gået glip af et eneste pressemøde med Sundhedsstyrelsens Anders Tegnell. Men lige nu var bekymringen for Vidar mere påtrængende. Hun havde ringet i går, sådan som hun havde gjort hver søndag de seneste måneder. Det var første gang, han ikke svarede, og han havde heller ikke ringet tilbage.
”Se, farmor,” sagde Olivia og holdt tegningen op, hun havde lavet.
Olivia var tolv år og hendes yngste barnebarn.
”Hvor er den flot,” sagde Ingrid og smilede. ”Er det Rufus?” Rufus var familiens hund.
”Nej,” fnisede Olivia. ”Det er en ko, dit tossehoved.”
Med pegefingeren skubbede hun brillerne op, som hele tiden gled ned. Olivias ældre søskende var treogtyve og enogtyve, men selvom den ene for nylig var droppet ud af sine universitetsstudier, og den anden konstant kæmpede med kærestesorger, bekymrede hun sig ikke lige så meget for dem. Uanset hvad deres far mente, var de foretagsomme og skulle nok finde både fornuftig beskæftigelse og kærlighed.
Det var mere vanskeligt for Olivia, der havde Downs syndrom. Efter nogle svære år, hvor det var lykkedes for hende at stikke af et antal gange, lod hun nu til at være faldet til ro. Skolen var lukket i dag, og Ingrid havde tilbudt sin søn Jakob at passe hende, så han kunne arbejde.
Jakob drev gården, som han havde arvet efter sin far – den, der engang havde været hele hendes hverdag. Antallet af malkekøer var nogenlunde det samme, tæt ved hundrede, men Jakobs kone havde etableret et lille gårdmejeri, hvor hun producerede oste.
”Hvad tænker du på?” spurgte Olivia.
Fantastiske lille unge.
”At jeg er så glad for at være her sammen med dig.”
Olivia fniste igen og rejste sig.
”Jeg vil ud at lege.”
”Ikke endnu,” sagde Ingrid og rakte hende et nyt stykke hvidt papir. ”Kan du tegne Rufus først?”
Olivia tog den brune tusch og begyndte at tegne. Næsten med det samme kom tungen ud af munden, som altid når hun koncentrerede sig. Rufus var en sort og hvid border collie, men Ingrid kommenterede ikke farvevalget. Den slags var ikke vigtigt i Olivias verden.
I stedet rakte hun ud efter mobiltelefonen og tastede nummeret til Vidar, men han svarede stadig ikke. Ingrid blev mere og mere overbevist om, at der måtte være sket noget. Frustreret trykkede hun på knappen med det røde telefonrør og fandt nummeret til Hanna – hendes tidligere nabo, der var politibetjent. Så kom hun i tanke om, at Hanna var optaget af retssagen, og lagde telefonen fra sig.
Måske kunne hun bede nogen i Borgholm om at gå over til Vidar og ringe på? Hun havde kontakt med flere af sine gamle venner og også nogle nye, men det føltes forkert at bede dem om dette. De kunne begynde at forestille sig noget om Vidar og hende. En let rødmen bredte sig over kinderne, da hun tænkte på deres seneste møde. Nej, her kunne hun ikke sidde og spekulere. Ingrid rørte ved Olivias arm og ventede, til hun rettede sin opmærksomhed mod hende.
”Vil du med på en udflugt?” spurgte hun.
”Ja!”
Olivia kastede armene op i luften. Rufus’ brune øjne kiggede op fra tegningen. Ører havde han også nået at få og en meget lang næse. Portrættet havde virkelig fanget noget hos hunden.
De hjalp hinanden med at pakke en kurv med ostemadder, jordbærsaft og en pose kanelboller fra fryseren. Køretiden fra Kleva op til Borgholm var fyrre minutter, og Olivia plejede at være glad for at køre i bil, takket være legetøjet i bilen. Femten minutter og et påtvunget toiletbesøg senere sad de begge på forsædet i den gamle Volvo. Olivia åbnede straks handskerummet og fandt et kortspil frem.
”Er vi der ikke snart?” sagde hun og trak det første kort.
Det var ikke et spørgsmål, men navnet på spillet. Kortet viste en ko.
”Ja!” råbte Olivia og kiggede ud ad vinduet.
Solen skinnede ganske vist fra en næsten blå himmel, men det var kun midten af marts, og temperaturen havde kun lige sneget sig op på syv grader. Ingrid tvivlede stærkt på, at nogen havde ladet deres køer komme på græs endnu. Efter at have ledt forgæves i flere minutter, trak Olivia et nyt kort.
”Skilt!” skreg hun lige så muntert.
Ingrid lod, som om hun ikke så hastighedsskiltet og lod Olivia ophidset udpege oldtidsmindeskiltet mod Karlevi-stenen, som dukkede op lidt senere i hendes side af vejen. Legen holdt helt til Rälla. Så ville Olivia standse og spise, men det lykkedes Ingrid at afværge det ved at foreslå, at de kunne tælle røde biler.
Følelsen af at have travlt holdt hende strammere og strammere i sit greb. Tænk, hvis Vidar var faldet og lå i lejligheden med et brækket ben? I så fald var det jo ikke så godt, at hun havde taget Olivia med. Ingrid fortrød, at hun ikke var taget til Borgholm allerede i går, selvom det ville have virket lige lovlig desperat. Tænk, hvis der bare var noget galt med telefonen, eller måske havde han tabt den. Eller også fortrød han den måde, deres seneste møde var sluttet på.
”Jeg er sulten,” klagede Olivia.
”Vi er der næsten,” sagde Ingrid. ”Se, der er slotsruinen.” Borgholm Slot havde de døbt den om til, men hun ville aldrig tænke på den som det.
”Skal vi spise dér?” spurgte Olivia.
”Nej, vi skal besøge en af mine venner. Han vil sikkert også gerne have en kanelbolle.”
Ved OKQ8 svingede Ingrid ind på Storgatan, og efter et par hundrede meter parkerede hun uden for Vidars lejlighed. En nabo var på vej ud gennem gadedøren, og Ingrid skyndte sig derhen, fordi hun ikke var sikker på, hun kunne huske koden.
”Du glemte kurven,” sagde Olivia, da døren var lukket bag dem.
”Nå, for søren, vi må hente den senere.”
Olivia var ikke tilfreds med svaret, men fulgte alligevel med op ad trappen.
For godt en uge siden havde Vidar endelig inviteret hende til middag. Lasagnen havde været en anelse brændt, og han havde lavet sjov med det og sagt, at han havde glemt tiden, fordi han var så optaget af at tænke på hende. Hans hånd havde bevæget sig hen over bordet, og i flere minutter havde de siddet med sammenflettede fingre og bare kigget på hinanden.
Da hun til sidst var nødt til at gå, havde han trukket hende ind i sin favn og presset sine læber mod hendes. Hun havde skilt sine og ladet hans tunge komme ind i sin mund. Styrken af det begær, som kysset vækkede, havde overrasket hende. Selvom hun i de seneste måneder havde tænkt en del på, hvad de havde haft sammen og muligvis kunne nå at få.
De var stødt ind i hinanden i Färjestaden i efteråret, og det havde været fantastisk at se ham igen efter så mange år. De første tanker havde ikke været andet end en flagrende længsel. Efter middagen for godt en uge siden havde hun næsten ikke kunnet fokusere på andet end Vidar. På hvor meget hun ville have ham.
Vidar boede på anden sal. Hun bad Olivia om at trykke på dørklokken og lagde øret mod døren. Ikke en lyd derindefra.
Hvis Vidar lå på gulvet med brækket ben, burde han råbe op. Hun tog mobilen frem og prøvede at ringe. Ringesignalet lød fra den anden side af døren. Alligevel kom han ikke ud for at åbne. Ingrid tog i dørhåndtaget, og til hendes forbløffelse var døren ulåst. De trådte ind på måtten i entréen.
”Vidar!” råbte hun ind i lejligheden.
Intet svar.
”Bliv her,” sagde hun til Olivia og låste for en sikkerheds skyld døren bag hende.
Køkkenet lå nærmest, og hun behøvede ikke at gå derind for at konstatere, at det var tomt. Langsomt fortsatte hun mod stuen, men der var han heller ikke. Hun nåede til soveværelset og åbnede døren. Vidar lå på ryggen med hovedet drejet i hendes retning. Øjnene var opspærrede og glasagtige. Munden og puden var dækket af opkast. Hun kunne ikke forhindre, at et gisp kom over hendes læber. Åh, Vidar.
”Er han syg?” spurgte Olivia bag hende.
Kapitel 3
Telefoner var ikke tilladt i retssalen, så Hanna stak hurtigt sin ned i jakkelommen, da vagten kiggede på hende. Afhøringen af Maria Jensen havde snart varet en halv time. Hun svarede med få ord på alle anklagerens spørgsmål.
De tydeligste erindringer var fra den dag, Ester døde. Maria havde ligget og sovet, da en nabo ringede på døren og sagde, at det brændte hos hendes mor. Naboen havde kørt hende til Åby, og flammerne, der omsluttede huset, havde fået hele hendes tilværelse til at brase sammen. Dagene efter bestod af brudstykker: politiet, der sagde, at moren var død, at hun var blevet dræbt, at Lars Duncker var pågrebet, at han var den skyldige.
Der er ingen tvivl, havde politiet sagt. Sikkert Ove Hultmark. Han havde anvendt præcis de samme ord over for Hanna. Dengang havde han bare ledet den efterforskning, der førte til, at hendes far blev dømt for drab, nu var han også hendes chef. Det var Ove, der hjalp hende med at få jobbet hos politiet i Kalmar, da hun efter seksten år i Stockholm valgte at flytte tilbage til Öland.
”Kan du fortælle om din mors og fars forhold?” fortsatte anklageren.
”De hadede hinanden,” sagde Maria ned i bordet.
”Du er nødt til at tale lidt højere,” bad dommeren hende blødt.
”De hadede hinanden,” gentog Maria med en mere bestemt stemme.
”Hvordan kom dette had til udtryk?” spurgte anklageren.
”Jeg var måske otte år, da jeg mærkede det første gang,” sagde Maria. ”De råbte ad hinanden og kunne ikke beherske sig, selvom jeg kom ud fra mit værelse og bad dem om at stoppe. Min far havde tømt opsparingskontoen. Det var derfor, min mor var så vred. De blev skilt få år efter.”
”Hvordan opførte de sig efter skilsmissen?”
”De undgik hinanden,” sagde Maria. ”Min mor nævnte ikke min far overhovedet, men min far klagede ofte over, at han havde mistet huset.”
”Hvad sagde din far om huset?” spurgte anklageren.
”Han sagde, at min mor havde stjålet det fra ham.”
”Blev det nogensinde bedre mellem dem?”
”Ja, efter et stykke tid. Men så blev min far fyret, og min mor mødte en ny mand. Det kunne min far ikke klare.”
”Hvordan viste han det?”
”Han blev endnu mere ondskabsfuld. Han sagde, at min mor havde ødelagt hans liv.”
Da anklageren ikke havde flere spørgsmål, gav dommeren ordet til de tiltaltes advokater.
”Jeg har kun ét spørgsmål,” sagde Sven-Otto Jensens advokat. ”Tror du, at din far hyrede Axel Sandsten til at dræbe din mor?”
”Nej, jeg nægter at tro det om ham,” sagde Maria så stille, at dommeren igen måtte opfordre hende til at hæve stemmen.
Efter at have kigget på sit armbåndsur besluttede dommeren sig for at fortsætte med det næste forhør. Anklageren havde bestemt, at Axel Sandsten skulle afhøres før Sven-Otto Jensen.
”Kan du fortælle, hvad du lavede den fjerde juni 2003?” spurgte anklageren.
”Det er sytten år siden,” sagde Axel Sandsten. ”Jeg aner det ikke.”
Stemmen fik Hanna til at skælve af ubehag. Han lød så dødtræt af det hele, nærmest hånlig. Hun så sig omkring. Var der virkelig ikke andre, som bemærkede det?
”Hvornår mødte du Ester Jensen første gang?” fortsatte anklageren.
”Første og eneste gang, jeg mødte hende, var i april eller maj 2003,” sagde Axel. ”Min far havde solgt en kommode til hende, og jeg hjalp med at bære den ind.”
”Dit dna var på trappegelænderet uden for huset,” sagde anklageren. ”Hvordan havnede det der, hvis du bar en kommode ind?”
”Jeg må vel have sat hånden på gelænderet, da jeg gik ud,” sagde Axel. ”Igen, det er sytten år siden. Jeg kan ikke huske det.”
Jeg kan ikke huske det, var det svar, som Axel Sandsten gav på de fleste spørgsmål. Han påstod, at han først havde lært Sven-Otto Jensen at kende efter drabet på Ester Jensen, da Sven-Otto tilbød ham diverse job.
Hanna vidste, det var løgn. Rebecka havde været hjemme hos Axel, da han fik besøg af Sven-Otto. Det var det, der havde fået Hanna til at indse, at eksmanden var indblandet. Først da anklageren kom ind på Kristoffer, blev svarene mere udførlige.
”Kristoffer har altid været misundelig på mig,” sagde Axel Sandsten. ”På min familie, på mit udseende, på mine penge. I hele gymnasietiden hang han efter mig, og jeg lod ham være med til en hel del, men han var ligesom aldrig tilfreds. Det her handler tydeligvis om, at han vil have mig ind at sidde.”
Hanna lagde hænderne ind under lårene. Hun ville både holde sig for ørerne og slå til stoleryggen foran sig. Hvordan kunne Axel lyve så uhæmmet? I gymnasiet havde Kristoffer løbet ærinder for ham, skaffet alkohol og ageret chauffør. Kristoffer havde sikkert fået penge for det, andet kunne hun ikke forestille sig.
”Mener du, at Kristoffer dræbte Ester Jensen udelukkende for at få dig i fængsel?” spurgte anklageren.
”Nej, det mener jeg ikke. Hans motiv må du spørge ham om, men jeg gætter på, at det handlede om penge. Jeg mener bare, at han lyver om, at jeg var med, at han påstår, at jeg sparkede hende ihjel.”
Hanna stirrede på hvirvlen i Axels lyse hår. Mange på skolen havde syntes, han var pæn, men hun havde aldrig været en af dem.
”Er det virkelig den eneste forklaring, du kan se?”
”Som sagt, nu spekulerer jeg bare på, hvad der rører sig i hans syge hjerne, men det kan også have handlet om en pige.”
”Hvilken pige?” spurgte anklageren.
”På gymnasiet kom jeg sammen med en pige, han var forelsket i, og jeg tror aldrig, han kom over det. Pigen og jeg var et par i flere år, og vi fik endda et barn sammen.”
Hanna var ved at rejse sig og råbe ad ham. Pigen, han talte om, var Rebecka Forslund. Hendes ældste barndomsveninde. Den eneste rigtige ven, hun havde haft under sin opvækst i Gårdby. Hvordan kunne Axel trække Rebecka ind i det her? Rebecka havde ganske rigtigt været interesseret i Kristoffer, men Hanna var temmelig sikker på, at den interesse aldrig havde været gensidig. Måske ville Axel trække hende ind i Kristoffers motiv for at sværte hende til før hendes vidneforklaring.
Anklageren takkede, og dommeren gav ordet til Axels forsvarsadvokat. Hanna syntes, han gav op for hurtigt. At han burde presse Axel endnu mere. Men det ville der være lejlighed til mange gange i forbindelse med vidneforklaringerne.
”Hvad skete der med jeres barn?” spurgte forsvarsadvokaten.
”Han blev dræbt for et år siden. Han blev kun femten år.”
Axel snøftede, og Hanna var igen lige ved at rejse sig. Spørgsmålet var kun et billigt forsøg på at vække sympati, og hun ville råbe til advokaten. Til alle her, at de ikke skulle hoppe på Axels løgne. Hans gennemrådne hykleri.
”Jeg kondolerer,” sagde advokaten. ”Det må have været frygteligt. Jeg har ikke flere spørgsmål. Tak.”
”Klokken er snart halv tolv,” sagde dommeren. ”Vi holder frokostpause. Retsmødet genoptages klokken et, og da indleder vi med afhøringen af Sven-Otto Jensen. Jeg håber, at vi også når Ove Hultmark og Per-Olof Hansson i løbet af eftermiddagen.”
Hanna forlod retssal fjorten og skyndte sig ind på toilettet, der lå lige ved siden af. Lige nu orkede hun ikke at tale med nogen. Axel Sandsten var så forbandet falsk, men han var også en mester i at få folk til at tro på sig. Tænk, hvis dommeren og domsmændene hoppede på de løgne, han havde slynget ud om hendes bror?
Efter at have tisset vaskede Hanna hænderne grundigt og skyllede ansigtet i iskoldt vand. Brugte et papirhåndklæde til at tørre sig med. Der stod en flaske håndsprit på håndvasken, og hun tog en klat og gned den ind i hænderne. Lugten stak i hendes overfølsomme næse. Da hun gik ud fra toilettet, så hun Kristoffer strejfe rundt mellem de spredte tilhørere.
”Hvad laver du her?” spurgte hun.
Ingen, der så dem sammen, ville kunne undgå at opdage, at de var søskende. Han var et antal centimeter højere end hendes et hundrede og femogfirs, men de havde samme kropsbygning og lyse hår. Der var kun et år imellem dem, og da de var yngre, var de sommetider blevet taget for at være tvillinger. De var begge korthårede nu, men hun havde længere pandehår.
”Jeg kan ikke klare ventetiden.”
Kristoffer stak hænderne i bukselommerne. Han var sikkert fortsat med at drikke i går, efter at hun og Isak var gået i seng. Hun forstod ham godt, men hun ville ønske, han kunne finde en anden måde at bekæmpe angsten på.
”Hvad sagde Axel?” spurgte Kristoffer.
”Du ved godt, jeg ikke kan sige det.”
Et mere sandt svar havde været, at hun ikke ville. Kristoffer ville ikke få det spor bedre af at høre, at Axel skød skylden over på ham, men det vidste han formentlig allerede. Ove havde holdt hårdt på hemmeligholdelse af forundersøgelsen, og hun vidste frustrerende lidt om, hvad der skulle ske under retssagen. De eneste vidner, hun kendte til, var Ove selv, Kristoffer, Rebecka og Sven-Otto Jensens bror.
Kristoffer kiggede på noget bag hende, og hun vendte sig om. På en af bænkene sad et par i tresårsalderen. Manden var høj og hvidhåret. Kvinden betydelig mindre og rødhåret – det så ud til at være farvet.
”Er det Axels forældre?” spurgte hun.
”Ja,” sagde Kristoffer. ”Jeg glæder mig, til det her er overstået.”
”Det gør jeg også,” sagde hun, selvom hun slet ikke var sikker på det.
Hun var tilbage ved den tanke, der gnavede i hende: Hvad ville der ske, hvis Axel Sandsten ikke blev dømt? Men hun ville ikke give den plads.
”Har du talt med Beth i dag?” fortsatte hun.
Hun fortrød det nærgående spørgsmål, lige så snart hun havde stillet det. Kristoffer rystede på hovedet. Hans kone og datteren, der fyldte fire senere på året, var stadig i London. Hanna for- nemmede, at det ikke gik så godt med ham og Beth. Lørdag aften havde hun hørt dem skændes i telefonen. Hun havde forsøgt at få ham til at tale om det bagefter, men det var tydeligt, at han ikke ville dele sine problemer med hende.
Henning Larsson kom hen til dem. Journalisten havde været til stor hjælp i vinter. Barometerets dybdeborende undersøgelse af Axel Sandstens byggeprojekt i Grönhögen havde på en måde været et startskud for det, der skete nu. Efterforskningen var blevet nedlagt af mangel på beviser, men byggeriet var alligevel blevet stoppet indtil videre. Det var i gennemgangen af Axels økonomi, at de mange indbetalinger fra Sven-Otto Jensen var blevet fundet.
”Hvad med det der interview?”
Spørgsmålet var ikke alvorligt ment, så hun smilede til ham.
”Ja, det kan vi tage, når jeg sidder på plejehjemmet.”
Henning fik travlt med at komme videre, for han fik øje på nogen, der formentlig ville kunne bidrage til artiklen om retssagen.
”Skønt at blive fri for ham,” sagde Kristoffer.
De seneste dage havde de tilbragt mere tid sammen end i løbet af alle de år, der var gået, siden Kristoffer flyttede til London.
”Hvorfor siger du det?”
”Jeg kan ikke lide ham,” sagde Kristoffer.
”Nej, det har jeg forstået, men hvorfor…”
Telefonen vibrerede i lommen, og hun fiskede den op. Oves navn lyste på displayet. Eftersom han vidste, hun var i retten, måtte det være vigtigt, så hun svarede, samtidig med at en højtalerstemme kaldte et vidne til sal ti.
”Jeg er ked af at forstyrre,” sagde Ove. ”Men vi har fået et alarmopkald om en død person i Borgholm.”
”Hvorfor ringer du til mig om det?” spurgte Hanna.
”Kvinden, der slog alarm, kender dig. I var naboer i Kleva.” ”
Ingrid,” sagde Hanna. ”Jeg kommer med det samme.”
Hun klikkede samtalen væk, men Ove ringede tilbage igen med det samme.
”Du skal ikke have så travlt,” sagde han. ”Ingrid havde barnebarnet med. Pigen er ganske vist tolv år, men hun har Downs syndrom, og nu er hun åbenbart væk.”
”Væk?” gentog Hanna.
”Jeg ved overhovedet ikke, hvad der er sket,” sagde Ove. ”Ingrid var meget usammenhængende, da hun slog alarm. Og du tager ikke selv derop. Erik samler dig op uden for retsbygningen.”
Johanna Mo: Espeløvet
Da Hanna Dunckers veninde, Ingrid, finder sin kæreste død, ligner det mord. Hanna og kollegerne ved Kalmars politi må bede Ingrid om hjælp til at optrevle sandheden om kærestens brogede fortid, men da Ingrid bliver akut syg ændres alt, og Hanna må holde hovedet koldt.
I mellemtiden er Hannas bror, Kristoffer, vendt tilbage til Öland for at deltage i retssagen, der kan rense deres far, og med sin angstfyldte bagage invaderer han Hanna og Isaks skrøbelige samliv. Kommer sandheden endelig frem om hvad der skete for 17 år siden, da deres far blev dømt for mord?
Espeløvet er fjerde bind i serien om Hanna Duncker og politistyrken på Öland.
Du kan købe Espeløvet online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra den 15. maj.
Læs resten af bøgerne i Ölandsserien
Natsangeren
Velkommen til Johanna Mo – den nye stjerne på den svenske krimihimmel!
Politiefterforsker Hanna Duncker vender efter 16 år tilbage til sin barndoms ø, Öland, da hendes far dør.
På sin første arbejdsdag ved Kalmars politi kastes hun ud i en tragisk sag, hvor en teenagedreng bliver fundet død ved øens store naturområde Alvaret.
Pludselig står Hanna Duncker midt i en mordefterforskning. Sammen med sin makker Erik Lindgren må hun stå ansigt til ansigt med flere spøgelser fra sin fortid, og det bliver hurtigt tydeligt for hende, at ikke alle er begejstrede for at hendes ankomst til øen.
Natsangeren er første bog i Ölandsserien.
Skyggeliljen
Anden selvstændige krimi i Ölandsserien efter Natsangeren.
Da Jenny kommer hjem, kan hun mærke, at der er noget galt. Huset er tomt, og både Thomas, hendes mand, og deres søn Hugo er væk. Men er de taget af sted frivilligt, eller er der sket dem noget?
Kalmars politi og efterforsker Hanna Duncker bidrager til sagen, og en stor eftersøgning igangsættes. Flere hemmeligheder kommer frem, og da Thomas findes død, intensiveres jagten på lille Hugo.
Samtidig mærker Hanna, hvordan nogen på øen tager grove midler i brug for at sikre sig, at hun ikke kommer sandheden om sin far nærmere, for hvad skete der egentlig for 16 år siden, da han blev dømt for mord?
Du kan købe Skyggeliljen online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Mørkeskov
Juni 1999. Mikael er nitten år gammel og lige blevet student, da han forsvinder sporløst til et studentergilde. Tyve år senere findes hans skelet i Mittlandsskoven på Öland. Det er tydeligt, at han er blevet dræbt. Efterforsker Hanna Duncker bliver tilkaldt for at finde ud af, hvad der skete med Mikael den skæbnesvangre sommeraften.
Samtidigt kæmper Hanna stadig med sin fortid. Hun lever nemlig med uvisheden om, hvad der rent faktisk skete, da hendes far for mange år siden blev dømt for mord.
Mørkeskov er tredje selvstændige bind i Ölandsserien, en krimiserie om at leve i skyggen af forbrydelser og ikke kunne slippe forbindelsen til sin hjemstavn.
Du kan købe Mørkeskov online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: