Uncategorized

En matematiker med et skriveproblem

En matematiker med et skriveproblem

Torben Munksgaard fejrede i 2017 10 års forfatterjubilæum med udgivelsen af romanen Muren. Han debuterede i 2007 med Retrograd og siden fulgte Den perfekte mand, en selvbiografi (2009), Sort hund (2012) og I virkeligheden (2014). I 2013 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.

Her fortæller han, hvordan han blev forfatter. Eller rettere – hvordan han ikke kunne lade være, selv om hans liv pegede i en anden retning.


For ti år siden fik jeg et telefonopkald fra Lindhardt og Ringhof. De spurgte, om jeg kunne komme ind til et lille møde. Jeg var på arbejde og sagde, at jeg desværre ikke havde tid, før jeg fik fri. Men måske kunne min chef give mig lov til at gå lidt før.

Et lille halvt år forinden havde jeg sendt et manuskript ind til en romankonkurrence, som L&R havde udskrevet, og selv om jeg syntes, jeg havde skrevet en god bog, regnede jeg ikke med noget. Nu var der også gået så lang tid. Så da de ringede, troede jeg, det handlede om, at de måske alligevel ville arbejde videre med bogen. Selv om jeg ikke havde vundet.

Så jeg cyklede derind en sen eftermiddag i januar og blev godt modtaget af to redaktører. Vi gik ind på et lille kontor, jeg stadig med overtøjet på. Og pludselig kunne jeg mærke, at noget var på færde. Og ganske rigtigt: Til min store overraskelse fik jeg at vide, at jeg havde vundet romankonkurrencen, hvorefter døren gik op og en masse af forlagets medarbejdere kom ind med blomster og champagne. Der blev vist også holdt en tale, og jeg holdt vist også selv en, men jeg husker ærligt talt ikke så meget.

Bare at jeg pludselig stod nede på gaden. Alene med min cykel i januarmørket, fuld og forvirret. Hvad var det lige, der var sket? Jeg tog min telefon og ringede til min mor. ”Jeg har vundet en romankonkurrence,” sagde jeg. ”Hvad har du?” ”Ja, jeg skal udgive en bog.” ”Hvad er det for en bog?”

Sagen er, at jeg aldrig rigtig havde snakket så meget om, at jeg skrev. Som om det var en slags hemmeligt misbrug. Eller som den irske digter Brendan Behan siger: I’m a drinker with a writing problem. Nej, det var ikke noget, jeg skiltede med. Det var min egen lille perversion, og da jeg var yngre, havde min mor vel regnet med, at det gik over af sig selv. Når jeg blev ældre.

Og jeg blev ældre, og det blev værre. I gymnasiet var det kun småskriverier, et enkelt lille digt som en hurtig opstrammer i ny og næ og måske en novelle, når det gik vildt for sig. Men altid alene. Og jeg viste det ikke til nogen – eller i hvert fald kun til meget få, folk, der forstod, hvad det ville sige. At være afhængig. At skrive i det skjulte. At beruse sig i ord, når det hele blev for meget.

Jeg havde et problem, det stod hurtigt klart. For jeg var bestemt for noget helt andet. I folkeskolen tog min matematiklærer mig til side, og jeg måtte love ham, at jeg ville læse til civilingeniør. Det var det, jeg havde evnerne til. I gymnasiet overtalte min matematiklærer mig til at vælge både matematik, fysik og kemi på højt niveau. Og så snart jeg havde fået min studenterhue, begyndte jeg at studere matematik og fysik på Aarhus Universitet.

Men på universitetet gik det galt. Jeg begyndte langsomt at udeblive fra undervisningen for i stedet at sidde derhjemme. Og skrive. Når ingen så det, lagde jeg matematikbøgerne til side og åbnede for mit gamle årgangs-WordPerfect – det med den blå skærm og de lyse bogstaver – hvorefter jeg lod ordene flyde. Og de flød, de flød over, jeg droppede til sidst undervisningen helt, og efter et år måtte jeg erkende, at det var alvor. Jeg trængte til afvænning.

Min rehab blev henlagt til Paris, hvilket var en dårlig idé. Jeg lejede et værelse i det 17. arrondissement, siden et lille loftkammer i det 16., og selv om jeg om dagen passede mit arbejde på Louvre, gik nætterne med at skrive. Her kunne ingen holde øje med mig, og forbruget tog overhånd. Jeg druknede mig i ord, når jeg kunne komme til det, og det var nu ikke længere små stimulanser, der skulle til. Det var romaner. Da jeg kom tilbage til Danmark for at begynde på en frisk på universitetet, var jeg decideret afhængig. Ingen kunne se det på mig, men mine nærmeste venner fik det hurtigt på fornemmelsen.

Ved selskabelige lejligheder begyndte jeg pludselig at ævle løs om fiktive dramaer, og overalt på mit kollegieværelse flød det med bunker af tætskrevne sider. Det var tydeligt, at jeg havde et alvorligt skriveproblem. Jeg fik endda job på universitetsbiblioteket, så jeg kunne omgive mig med bøger, selv når jeg var på arbejde, og da jeg omkring årtusindskiftet flyttede til København, var det med flyttekasserne fulde af uafsluttede romaner, som holdt mig oppe om natten. Ordene flød og boblede og skummede, og jeg forsvandt for verden.

Dagene derpå hævnede det sig altid. Efter studierne fik jeg arbejde, og mine kolleger kunne mærke det på mig. Jeg var ikke til stede, jeg var altid et andet sted i tankerne, i en fortælling, jeg arbejdede på, og ofte måtte jeg stå skoleret foran chefen og forklare mig. Ikke et ord om mit misbrug, blot bortforklaringer. Jeg var vel digter. Selv om ingen var klar over det. Måske lidt dårlig ånde en gang imellem og rystende hænder, men ellers virkede jeg normal. Næsten.

Så da L&R ringede til mig i 2007, var det et opkald fra ligesindede. Her var endelig nogen, som anerkendte mit problem, og som ikke pegede fingre ad mig, fordi jeg ikke kunne lade være. Her blev jeg hyldet for det. Med blomster og med taler. Og en smule alkohol blev det endda også til (selv om jeg forsøger at være mådeholden med den slags).

Derfor skal der lyde en stor tak til L&R for ti års trofast understøttelse af mine dårlige vaner. I aften vil jeg åbne et helt nyt Word-dokument, og hele natten skal gå med at fejre mine problemer. Skål i skrift!


Muren af Torben Munksgaard

screen-shot-2017-01-03-at-11-33-53

Da den midaldrende forretningsmand Bjørn Thomsen bliver forladt af sin kone, beslutter han sig for at vende verden ryggen og mure sig inde. Bogstavelig talt: Han bygger en høj mur hele vejen rundt om sit hus for at være i fred for resten af verden.

 Sådan noget gør man ikke uhindret i det parcelhuskvarter, hvor Bjørn bor. Naboerne vil ikke finde sig i, at han bare sådan melder sig ud og bryder de uskrevne regler for fællesskabet, og snart begynder en indædt nabokrig med muren som centrum. Striden eskalerer hurtigt til uanede højder med anklager om indbrud, tyveri, hærværk og vold.

-> Køb Muren som e-bog eller lydbog her.
> Få en gratis læseprøve her.
-> Følg Torben Munksgaard på Facebook her.