Krimi Camilla Grebe Populære krimier Svenske krimier Svenske krimiforfattere

Åndeløst spændende krimi om grænseløs adfærd på de sociale medier. Smuglæs i Camilla Grebes Dvale

Åndeløst spændende krimi om grænseløs adfærd på de sociale medier. Smuglæs i Camilla Grebes Dvale

Hun vandt Glasnøglen for bedste skandinaviske krimi 2018 og Årets svenske krimi 2017 med krimien Husdyret. Nu er svenske Camilla Grebe aktuel med den nervepirrende krimi Dvale. Få en smagsprøve på den her.



Dvale, Camilla Grebe, krimi, svensk krimi, skandinavisk krimi

I Dvale møder vi attenårige Samuel, der frygter for sit liv. Han har en vred narkoboss i hælene, og hans stærkt religiøse mor har smidt ham ud hjemmefra.

Under sin flugt svarer han på et jobopslag, hvor en enlig kvinde søger hjælp til at passe sin hjerneskadede teenagesøn. En oplagt mulighed for at få tag over hovedet og gemme sig. Men ingenting bliver, som Samuel havde forestillet sig, da han flytter ind hos den smukke Rakel og hendes søn Jonas i det afsidesliggende hus ved havet i skærgården.

Læs også Du har vel hørt om Camilla Grebe, ikke? Krimistjernen fra Sverige, du ikke må gå glip af

Samtidig undersøger politiet, med kriminalinspektør Manfred Olsson i spidsen, en drabssag, hvor liget af to unge mænd er blevet fundet nedsænket i vand. Efterforskningen kompliceres yderligere, da en desperat mor melder sin søn savnet. Er der en sammenhæng mellem de to sager?

Dvale er en skræmmende og åndeløst spændende krimi om en samtid præget af selvoptagethed og grænseløshed på de sociale medier. Samtidigt er det dog også en skildring af kærlighed stærk nok til at overvinde mørket.

Du kan købe Dvale af Camilla Grebe online her eller i din lokale boghandel fra den 28. marts.

Camilla Grebe

Dvale

Manfred

Vi er en helt almindelig familie. Det var en morgen som alle andre.

En af den slags morgener, som man ikke forventer, vil få nogen særlig betydning. En af de mange ubetydelige dage, som man ikke tillægger nogen egentlig vægt, fordi man ikke tror, de kommer til at gøre en forskel. Det var bare endnu en dag, man skulle igennem. Endnu en dag, man skulle klare og håndtere, som om den var en blanket, der skulle udfyldes og postes før klokken fem.

Afsaneh stod op først for at give Nadja vælling.

Jeg hørte hendes skridt; lette, næsten prøvende, da hun trissede fra gangen ind i køkkenet. Som om hun gik på tynd is. Derefter hverdagsstøjen, suset fra vandhanen og det lille smæld, da hun satte kasserollen på komfuret. Til sidst piskerisets rytmiske slag mod metal, da hun piskede vællingepulveret sammen med vandet.

Fra min plads i sengen – stadig varm af Afsanehs krop – hørte jeg Nadja klynke og hoste fra børneværelset ved siden af.

Det var helt almindelige familielyde: kvinden, min unge kone, måske for ung – det var der i hvert fald nogle, der syntes – og min datter. Og det var stilheden efter de tre ældre børn, der var flyttet ud, og min ekskone, der forlod lejligheden en forårsmorgen, ikke ulig denne, med en rejsetaske så tung, at hun formodentlig ikke ville have kunnet bære den, hvis ikke hun havde været så rasende.

Men alt det her tænkte jeg ikke på det tidspunkt, ikke da jeg lå der, døsig af nattens drømme og sengens varme. Det er først her bagefter, at alle disse små hændelser får tyngde og bliver betydningsfulde.

Det er først bagefter, at alle livets trivialiteter vokser, får tænder og jagter en om natten.

Det var en morgen som alle andre. Desuden var det Nadjas tredje forkølelse på lige så mange uger, og både Afsaneh og jeg var dødtrætte af natteroderi og gråd fra vores elskede, men trodsige toårig.

Vi kunne godt lave sjov med det – at Nadja blev som et spædbarn, når hun var snottet. Og Afsaneh plejede at sige, at jeg kun havde mig selv at takke, når jeg sådan havde valgt at begynde forfra med småbørn og alt det bøvl, selv om jeg var over halvtreds.

Afsaneh åbnede døren til soveværelset på klem.

Hun bar Nadja på hoften, og da hun blødt bøjede i knæene og løftede Nadja højere op for at få bedre fat, gled morgenkåben til side og blottede hendes ene bryst, det smukke bryst, der imod alle odds var blevet mit.

Hun spurgte, om jeg kunne blive hjemme, og jeg forklarede, at jeg havde tænkt mig at tage ind i Huset lidt.

Huset er Politihuset på Kungsholmen i Stockholm. Min arbejdsplads i over tyve år og synonymt med jobbet, hamsterhjulet. Stedet, hvor jeg efterforsker drab og andre alvorlige forbrydelser. Hvor jeg bliver holdt travlt beskæftiget af menneskets værste sider, de modbydelige afarter af menneskelige handlinger, som resten af befolkningen ikke behøver at forholde sig til.

Hvordan kunne jeg synes, at det var så vigtigt?

Lad dem slå hinanden ihjel, tænker jeg. Lad dem voldtage og myrde hinanden. Lad stofferne flyde og forstæderne brænde som stjernekastere i natten. Bare jeg ikke behøver at blive blandet ind i det.

Jeg husker, at Afsaneh rynkede panden, da jeg sagde det med jobbet. Hun mindede mig om, at det var Kristi himmelfartsdag og spurgte, hvad det var, der var så vigtigt. Derefter forklarede hun tålmodigt, at hun havde lovet at drikke kaffe med en af sine ph.d.-studerende, og at hun allerede havde nævnt det for mig to gange under aftensmaden.

Sådan fortsatte vi en rum tid.

Vi småskændtes om, hvem der skulle blive hjemme, som om det virkelig betød noget. Vi småskændtes på den der ureflekterede, trættende måde, som jeg forestiller mig, at de fleste familier gør en helt almindelig morgen i det trygge velfærdssamfund, som Sverige jo er.

Da Afsaneh var gået for at mødes med sin ph.d.-studerende, og Nadja lå ved siden af mig i vores brede seng og trykkede sin lille, snottede næse mod min kind, var det faktisk helt okay. Hvad skulle jeg egentlig i Huset i dag? De døde kunne vente til i morgen, og de fleste af mine kolleger havde alligevel fri.

Jeg husker det ikke helt, men jeg tror, at jeg gik rundt og ryddede lidt op i lejligheden om formiddagen. Knæet gjorde forbandet ondt, og jeg tog et par Voltaren. Måske smugrøg jeg også et par cigaretter under emhætten. Nadja så fjernsyn, og jeg var nødt til at skrue op for lyden for at overdøve vejarbejdet nede på Karlavägen.

Min ældste datter, Alba, ringede fra Paris og ville låne nogle penge. Jeg forklarede hende roligt, men bestemt, at hun måtte tale med sin mor, for hun havde allerede fået 3000 ekstra af mig den her måned. Desuden havde hendes søskende, Alexander og Stella, ikke fået en krone. Og der måtte jo være lidt retfærdighed til, ikke?

Retfærdighed. Hvilket mærkeligt begreb her bagefter.

Til sidst blev Nadja træt af at se fjernsyn. Hun skreg og skreg, og jeg bar hende rundt i lejligheden for at få hende til at falde til ro. Hendes lille krop var skoldhed, og jeg gav hende en Alvedon, selv om Afsaneh ikke brød sig om, at jeg gjorde det – det var også noget, vi plejede at småskændes om. Afsaneh syntes ikke, at små børn skulle have medicin, medmindre de var døende.

Måske blev Nadja roligere af Alvedonen, måske var det den franskbrødsmad, jeg smurte til hende, der gjorde udslaget. Eller også var det vejarbejdet udenfor, der til sidst distraherede hende.

Jeg løftede hende op i vindueskarmen i stuen, og hun stod længe som fortryllet og stirrede ned på gravkoen, der langsomt åd sig gennem vejbanen tre etager nede, samtidig med at hun slikkede smørret af brødet og snottet af overlæben med sin lille, spidse tunge. Vi talte lidt om gravkøer og biler og lastbiler og motorcykler. Om alle slags motorkøretøjer.

Nadja er vild med alt, der har en motor og larmer – det havde Afsaneh og jeg tidligt konstateret.

Det må have været der, Afsaneh ringede fra caféen.

Jeg løftede Nadja, som protesterede højlydt, ned på gulvet og gik ud i gangen for at tale uforstyrret – larmen fra vejarbejdet fik hele lejligheden til at vibrere.

Afsaneh spurgte, hvordan Nadja havde det, og jeg sagde, at hun havde det helt fint, at hun spiste madder, og at det næppe var noget alvorligt, hun fejlede, eftersom hun både spiste og drak.

Jeg sagde selvfølgelig ikke noget om Alvedonen.

Da vi lagde på, vidste jeg med det samme, at der var noget galt. Det var, som om luften var blevet tykkere, som om den trykkede sig mod mig; en taktil forudanelse om snarlig fare. Sekundet senere indså jeg, at det snarere var fraværet af noget, der havde fået mig til at reagere.

Der var helt stille.

Arbejderne nede på gaden holdt åbenbart en pause, og det eneste, jeg kunne høre, var mit eget åndedræt.

Jeg gik ind i stuen for at se til Nadja, men rummet var tomt på nær hendes sutteflaske, der lå midt i en pøl af saft på gulvet og bunken af legetøj, som hun havde taget frem om morgenen.

Måske var det i det øjeblik, at uroen blev vakt til live, det urinstinkt, vi alle bærer rundt på, driften mod at beskytte vores børn imod alt ondt.

Så blev jeg blændet af en solstråle, en skarp stribe lys, som ikke burde være der af den enkle årsag, at stuens vindue lå i skygge.

Jeg vendte mig mod lyset, missede med øjnene og så ind i køkkenet.

Vinduet stod åbent, og solen blev reflekteret i ruden.

Pludselig stod alt klart for mig: Afsaneh havde pudset køkkenvinduet i går. Hun måtte have glemt at sætte børnelåsen på. Men Nadja kunne vel ikke være klatret op og have åbnet vinduet? Hvorfor skulle hun dog gøre det?

I samme sekund jeg formulerede spørgsmålet for mig selv, forstod jeg hvorfor: gravkoen, den forbandede gravko.

Jeg løb hen mod det åbne vindue.

Jeg løb, fordi det var det eneste, jeg kunne gøre. Jeg løb, fordi man skal, fordi man er nødt til det. Man kan ikke lade sit barn falde, dø. Det er det eneste, man ikke må her i livet.

Alt andet kan man klare.

Udenfor legede solstrålerne i træernes transparente grønne blade, og nedenfor stod byggearbejderne stille og så op på mig med tomme blikke. Et par af dem løb hen mod vores hus med udstrakte arme.

Nadja hang i vindueskarmen, og det mærkelige var, at hun var helt stille, ligesom jeg har hørt, at børn, der er ved at drukne, er.

Hendes små fingre klamrede sig fast, og jeg kastede mig hen mod hende, fordi det er, hvad man gør. Man kaster sig efter sit barn, man går gennem ild og vand.

Man gør alt og lidt til.

Og jeg fik fat i hende, jeg nåede frem og mærkede, hvordan de klæbrige små fingre langsomt gled ud af min hånd. Smuttede ud af mit greb som et stykke våd sæbe.

Hun faldt.

Mit barn faldt ned mod gaden, og jeg kunne ikke stoppe det.

Alt, hvad det havde krævet, var, at jeg var kommet et sekund før, at jeg havde nået at tilbagelægge yderligere en meter i det tidsrum, hvor tiden syntes at stå stille, og den brølende tavshed gav genlyd i mine ører.

I et andet liv, i en parallel tilværelse, havde jeg måske kunnet redde hende.

Men mit barn faldt.

Hun faldt fra tredje sal ned mod gaden, og jeg kunne ikke gøre noget som helst for at forhindre det.

Vi var en ganske almindelig familie.

Det var en morgen som alle andre, men bagefter var intet det samme.



Del 1: Flugten

”Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet for mit Åsyn.” Men Jonas stod op for at fly fra Herrens Åsyn til Tarsis.

Jonas’ Bog, 1, 2-3



Samuel

Det tog mig lige nøjagtig ti dage at fucke mit liv op.

Jeg ser ud gennem vinduet.

Fra mit værelse har jeg udsigt til en parkeringsplads, og på den anden side af den kan jeg skimte konturerne af Långbro Sygehus – et gammelt psykiatrisk hospital, som er blevet lavet om til dyre ejerlejligheder.

Lige netop i dag samler der sig mørke skyer over bygningerne. Træernes lysegrønne blade står i stærk kontrast til de violette skyer. Græsset vokser frodigt rundt om parkeringspladsen, men det er stadig pissekoldt, selv om det er den ellevte juni.

Jeg kan høre min mor rumstere i køkkenet.

Hun er sygt irriterende. Med irriterende mener jeg ikke bare, at hun altid fortæller mig, hvad jeg burde gøre – søge arbejde, gå på arbejdsformidlingen, sætte i opvaskemaskinen, tage ud af opvaskemaskinen og så videre, i en skide uendelighed – men hun er også så forbandet bekymret. Og den bekymring æder sig ind i mig og får det til at klø over hele kroppen, som om der kravler små myrer rundt under min hud.

Det er, som om hun ikke kan få ind i sit hoved, at jeg er voksen.

Jeg fyldte 18 for en måned siden, men alligevel hænger hun over mig som den vildeste hønemor og kræver at få information om hvert et skridt, jeg tager.

Som om jeg var hendes skide livsopgave.

Det irriterer mig virkelig.

Jeg tror, at hun selv ville få det meget bedre, hvis hun slappede

mere af. Hvis hun ligesom gav slip, bare lidt. Hun taler altid om, hvor meget hun har ofret for mig – hvorfor får hun sig ikke bare et liv nu, hvor hun har chancen?

Alexandra, min kæreste, eller egentlig bare hende-jeg-knalder-med, siger, at sådan er hendes mor også, men det er løgn. Sirpa følger i hvert fald aldrig efter Alexandra ude i byen, telefonstalker ikke hendes venner eller gennemroder hendes lommer på jagt efter pot eller kondomer.

Hvad angår kondomer, burde min mor vel blive glad, hvis hun fandt nogle. For er det ikke det, alle forældre gerne vil have: at deres børn beskytter sig? Jeg går ud fra, at det er hendes store skræk, at jeg skulle gøre en eller anden gravid, så jeg ender ligesom hende.

En eneforsørger, enlig forælder.

Eller enestående forælder, som de plejer at sige i den menighed, min mor kommer i, når de prøver at være så indsmigrende inkluderende, at alle taberne føler sig velkomne.

Min mor og jeg bor i en treetagers ejendom på Ellen Keys Gata i Fruängen, en helt okay forstad i den sydlige del af Stockholm. Det tager nøjagtig 19 minutter med metroen til Centralen, og 19 minutter af sit liv kan man jo godt miste, uden at det gør så meget.

Eller hvad?

19 minutter til centrum og 19 hjem, det bliver 38 minutter om dagen. Hvis man foretager den rejse hver dag, bliver det 13.870 minutter om året, hvilket er det samme som 230 timer eller næsten ti dage.

Ti dages mistet liv: Det er trods alt ikke så lidt.

Der kan som bekendt ske meget på ti dage.

Min pointe er, at det er vigtigt at regne efter, før man drager forhastede konklusioner, som for eksempel at 19 minutter i metroen ikke spiller nogen rolle.

Matematik var det eneste, jeg nogensinde var rigtig god til i skolen. Måske også svensk, da jeg var yngre. For jeg kunne godt lide at læse bøger. Men det er jeg holdt op med nu, for man gider jo ikke ligefrem blive set i metroen med en bog i hånden.

Men det var alligevel noget særligt med matematikken. Jeg behøvede aldrig anstrenge mig, jeg så ligesom bare tallene oppe i hovedet og kendte svaret, længe før de andre havde nået at række ud efter lommeregneren. Og selv om jeg næsten aldrig kom til timerne, så gav min matematiklærer mig topkarakterer i 2.g.

Jeg går ud fra, at det var for at opmuntre mig, men jeg droppede alligevel ud. Jeg kunne ligesom ikke rigtig se ideen med at gå der.

En bevægelse i øjenkrogen fanger min opmærksomhed. I buret på gulvet laver solsorteungen – som ikke er en unge længere – et lille hop. Han pikker lidt med næbbet mellem frøresterne på gulvet, standser midt i bevægelsen, lægger hovedet på skrå og ser på mig med sine gulkantede knappenålsøjne.

Solsort, Turdus merula.

Jo, der var faktisk noget andet end matematik, som jeg også var ret god til, og det var fugle. Jeg var helt besat af fugle, da jeg var lille, men det har jeg også droppet.

Det er alt for nørdet.

Men da jeg fandt solsorteungen i containeren, kunne jeg alligevel ikke lade være med at redde den.

Jeg ser på fuglen. Betragter den glinsende sorte fjerdragt og det gule næb, som i små ryk samler frø op fra gulvet.

Jeg fodrer ham med frø og små stykker fedt. Jeg har endda lært ham at spise af min hånd, som et dresseret husdyr.

Jeg tager mobilen mellem tommel- og pegefinger. Tjekker Snapchat.

Liam har lagt en film ud med en øldåse, der eksploderer. Det ser næsten ud, som om nogen skyder den i stykker, måske med Liams luftpistol. Alexandra har sendt et billede af sig selv i sengen. Selv om dynen er trukket helt op til næsen, kan jeg se på hendes øjne, at hun smiler. Rundt om hende pulserer små, skrigende lyserøde hjerter, som hun har lagt ind i billedet.

Jeg åbner Whatsapp: ingenting fra Igor endnu.

Faktisk håber jeg, at han aldrig mere lader høre fra sig. Men desværre har jeg fucket op, og nu må jeg betale prisen.

Ti dage.

Præcis så lang tid tog det at blive fanget i Igors klæbrige net. Lige så lang tid, som det tager at køre frem og tilbage til centrum hver dag i løbet af et år.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så begyndte det langt tidligere. Min mor plejer at sige, at jeg helt savner dømmekraft og ikke kan koncentrere mig i længere tid, end det tager at drikke et glas mælk. Hun har aldrig sagt det direkte, men det fremgår tydeligt, at hun tror, det er noget, jeg har arvet fra min far. Og eftersom jeg aldrig har mødt ham, er det ret svært at sige noget til.

Min mor, derimod, har selvfølgelig ingen af den slags problemer.

I hvert fald ikke når det kommer til at holde øje med mig. Hun mister aldrig koncentrationen, giver aldrig op.

Hun er som en sporhund.

Skolepsykologen sendte mig til Børne- og Ungepsykiatrien, og Børne- og Ungepsykiatrien sendte mig til en specialist. En psykologkælling med svedige hænder, store sølvsmykker og så brune tænder, at det så ud, som om hun havde ædt lort.

Jeg kunne virkelig ikke lide hende.

Især ikke, da hun begyndte at fable om neuropsykiatrisk funktionsnedsættelse. Hun sagde, at selv om jeg ikke kvalificerede til en diagnose, så havde jeg problemer med koncentration og impulskontrol. I nøjagtig det øjeblik holdt jeg op med at høre efter. Det gjorde min mor også, for hun ville trods alt ikke gå med til, at der var andet i vejen med mig end en smule dårlig dømmekraft.

Et par måneder senere læste jeg noget i et sladderblad om en kendis, som sagde, at det var så dejligt endeligt at have fået en diagnose, at det ligesom forklarede så meget. Som om han gerne ville være skør, som om diagnosen var en fed læderjakke eller en flot tatovering, som han gerne ville vise frem.

Hvordan havnede jeg egentlig i al det her lort?

Mig og Liam smårapsede lidt i byen. Først var det bare for sjov. Vi stjal småting, som parfumer eller tøj. Men inden længe fandt vi ud af, at hvis vi stjal elektronik – små harddiske, høretelefoner og bærbare højtalere – så kunne vi sælge det videre. Liam købte en booster bag – en rygsæk foret med flere lag aluminiumsfolie – af Janne fra gymnasiet, og så var det egentlig bare at gemme sig for overvågningskameraerne, tage lortet ned fra hylderne, smide det i tasken, gå derfra, hoppe på en metro og 19 minutter senere stige ud ved Fruängen.

Det var næsten for let.

Vi blev ret gode til det, blev aldrig snuppet, og der gik ikke ret lang tid, før Liams mors kælder var fuld af elektronik. Men det var sgu temmelig arbejdskrævende at sælge igen via annoncer på nettet, og min mor begyndte også at undre sig over, hvorfor jeg havde flere mobiltelefoner og altid forsvandt ind på mit værelse, når jeg tog et opkald.

Så derfor begyndte vi at sælge tingene til en tjetjener, der hed Aslan, en skummel type med tatoveringer i ansigtet, som aldrig smilede.

Aslan betalte ikke særlig godt, vi fik kun en fjerdedel af, hvad vi havde fået, hvis vi selv havde solgt, men han købte alt med det samme, og han stillede aldrig nogen spørgsmål.

For pengene købte vi sprut, sneakers, pot og indimellem lidt coke. Engang tog vi ind på Stureplan og åd skaldyr på en fin restaurant som de vildeste snobber, men som regel sad vi bare stille og roligt og røg lidt tjald foran en god film.

Vi hang ud hjemme hos mig om dagen og hos Liam om natten, fordi hans mor havde nattevagter på Huddinge sygehus.

Vi forstyrrede virkelig ingen.

Butikkerne var jo forsikrede, så de fik pengene tilbage. Og vi stjal aldrig fra privatpersoner, kun fra store, rige kæder som Media Markt og Elgiganten, som alligevel bare franarrer almindelige mennesker deres penge hver eneste dag.

Tjalden og coken købte vi af en fyr, der hed Malte, som plejede at hænge ud nede i billardhallen. Malte var høj, sygeligt tynd, havde dirrende hænder og var usædvanligt venlig af en pusher at være.

Jeg tror, det var Liam, der spurgte ham, om vi kunne betale med elektronik. Men Malte gned bare sine benede hænder mod hinanden, grinede, så guldtænderne glimtede i kæften, og forklarede, at det ikke ligefrem var hans business. Men, sagde han, hvis vi ville have lidt gratis røg, så kunne vi måske hjælpe ham med et par ting.

Og sådan blev det. Vi begyndte at arbejde lidt for Malte.

Det gik ret hurtigt op for os, at han var et vigtigt tandhjul i det maskineri, der forsynede stockholmerne med hash og coke. Desuden var han virkelig tæt på bossen, Igor. Så tæt på, at Liam nogle gange kaldte Malte for Igors bitch.

Det grinede vi meget af.

De jobs, vi lavede for Malte, var bare småting, ikke noget vildt ulovligt eller noget.

Vi hentede og afleverede pakker forskellige steder eller passede telefonen, når kunderne ringede ind med bestillinger på Whatsapp. Selv om al kommunikation på appen var krypteret, så havde Malte og hans slæng udviklet de sygeste koder for forskellige varer. Når nogen ringede og bestilte ”pizza”, var det mit job at spørge, hvilken slags de ville have. ”Capricciosa” var for eksempel pot, og ”Hawaii” var coke. Så hvis en kunde ville have fem ”Hawaii”, betød det fem gram coke.

Prisen for et gram førsteklasses coke ligger på 800 kroner, så det var ikke ligefrem billige pizzaer. Men så fik kunden også leveret varerne hjem til sig inden for en halv time, så vi havde faktisk et virkelig højt serviceniveau.

Vi kørte strictly old school: coke, speed, hash og pot. Ikke en masse medicin og lort. Og heroin solgte vi selvfølgelig ikke – det marked sidder gambianerne hårdt på.

Nogle gange fortalte Malte, hvordan det var før i tiden, hvor folk stod og solgte midt på gaden, som om de solgte is. Og panserne snuppede dem konstant.

Jeg grinede højt.

Det var ikke til at fatte, hvordan man overlevede før internettet og alle appsene kom.

Jeg havde det som en fisk i vandet, men Liam var nervøs og ville helst trække sig ud. Til sidst tvang han mig til at love, at vi snart ville holde op med at arbejde for Malte, og jeg sagde ja, mest for at gøre ham glad.

Efter et par måneder svømmede vi ikke bare i pot, men også i penge. Jeg regnede hurtigt ud, at jeg aldrig ville kunne tjene lige så meget med et almindeligt arbejde.

Liam købte en gammel BMW af en fyr i Bredäng og virkede rigtig tilfreds for første gang i lang tid. Selv turde jeg ikke købe noget rigtig dyrt, for min mor stillede allerede forbandet mange spørgsmål om, hvor jeg havde købt mit nye tøj og mine nye sko og så videre.

Det var næsten, som om hun kunne lugte, at der var noget galt.

En dag blev jeg kaldt ind til Maltes boss Igor, en kæmpestor russer med pumpede muskler og barberet hoved.

Igor var legendarisk af tre grunde.

For det første styrede han en stor del af Stockholms narkomarked. For det andet påstod Liam, at han havde gjort det af med tre fyre, der havde snydt ham for nogle penge, ved at binde deres hænder og ankler sammen og drukne dem som kattekillinger.

For det tredje skrev han åbenbart digte og havde udgivet flere bøger.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg sgu nok lidt smigret, da Igor sagde, at han havde hørt, at jeg klarede mig rigtig godt, og spurgte, om jeg ville hjælpe til med andre, lidt større ting. Jeg ville blive godt betalt, og hvis jeg fortsatte den gode udvikling, var der flere åbninger i firmaet.

Jo, han kaldte det faktisk for ”firmaet”. Som om det var et skide aktieselskab.

Han snakkede også meget om at sætte kunden i centrum, om hvor vigtigt det var aldrig at snyde køberne og altid at være service minded.

Det var næsten, som om han havde været på et af de der kurser, som Arbejdsformidlingen tilbyder, og som handler om, hvordan man driver et rigtigt firma med moms og overarbejdsbetaling og alt det lort.

Jeg sagde ja med det samme. Det var først, da jeg var på vej derfra, jeg fik mine tvivl.

Men der var det ligesom for sent.

Senere samme aften inviterede Igor mig til firmaets fredagsbar. Jeg ved ikke, om det var en joke, men han kaldte det faktisk for after work drinks.

Vi drak øl og spillede billard. Det vil sige alle på nær Igor, som åbenbart aldrig drak en dråbe alkohol, men bare sad i den ene ende af lokalet og ligesom holdt øje med os.

Liam var der ikke.

Senere fortalte han, at han havde fået samme tilbud af Igor, men havde takket nej. Han sagde, at jeg var blevet sindssyg, og det ville gå ad helvede til for mig, hvis ikke jeg lærte at tænke mig om.

Desuden havde jeg jo lovet ham ikke at lave flere jobs for Igor og hans bitch. Men nu havde jeg svigtet ham som sædvanligt, og så videre. Bla bla bla.

Det er præcis ti dage siden.

Ugen efter skulle jeg køre rundt med Malte for at inddrive gæld fra kunder, der havde handlet på kredit. Det var der, det gik op for mig, at firmaets kredithåndtering ikke var særlig kundevenlig, og at Malte ikke var sådan en hyggelig fætter, som Liam og jeg havde troet.

Det foregik nogenlunde sådan her: Vi bankede på døren hjemme hos kunden, og hvis han eller hun åbnede, så forklarede Malte, at vi var der for at hente de penge, de skyldte. Nogle gange betalte de faktisk, og så takkede vi mange gange, ønskede dem en fortsat god aften og gik derfra som et par veltalende mormoner.

Ofte sagde kunderne, at de ikke havde nogen penge, men at de snart ville betale. Hvis det var første besøg, så svarede vi, at vi ville komme tilbage om en uge, og at det ville være ”bedst for alle”, hvis de betalte, når vi kom tilbage, hvorefter Malte med sine dirrende hænder nøje noterede det i sin mobilapp, hvor alle skyldnere var registrerede.

Men hvis det var anden eller tredje påmindelse, så fik de bank.

Hvad der skete ved den fjerde påmindelse, ved jeg ikke, men jeg går ud fra, at det var en anden end Malte, en lidt mere skræmmende type, der var ansvarlig for den afdeling. Formodentlig den samme, som havde hjulpet Igor med at drukne de der fyre. Hvis den historie overhovedet var sand, altså, for Liam har altid sagt en masse lort.

Mit job var at holde kunderne stille og oprejste, mens Malte slog og sparkede som den vildeste psykopat. Pigerne plejede han dog at true med en kniv i stedet: Han trykkede det blåglimtende, rillede knivsblad mod den tynde hud lige under øjet, rev lidt, til de blødte og forklarede, hvilke grimme ar de ville få, mens han tog dem på patterne.

Kun en enkelt gang undlod Malte at true en person – en pige, selvfølgelig – selv om det var anden påmindelse. Det var en ung pige med langt, rødt hår, Sabina hed hun. Allerede da Sabina åbnede døren, var det tydeligt, at hun og Malte kendte hinanden, og at Malte desuden var vild med hende. De snakkede så længe, at jeg ikke gad stå og vente og spurgte, om jeg måtte låne toilettet.

Det måtte jeg.

Da jeg kom tilbage, så jeg Malte give pigen et tyndt bundt tusindkronesedler i stedet for omvendt.

Bare sådan uden videre.

Pigen så glad ud og lovede at betale tilbage snart.

Netop som hun havde udtalt ordene, opdagede Malte mig. Han tog fat i min krave, trykkede mig op mod væggen og hvæsede ind i mit øre.

”Ikke et ord om det her, er du med? Ellers er jeg død. Og det er du også.”

Jeg nikkede bare.

Hvad troede han? At jeg havde tænkt mig at sladre til Igor? At jeg var en af hans bitches nu?

Men den rødhårede var som sagt den eneste undtagelse. Alle de andre fik bank eller blev truet.

Mange skreg. En del græd.

Store fyre med gorillabiceps og dødningehovedtatoveringer brølede som små børn og bad om nåde. En knægt brækkede sig på mine nye Guccisneakers, efter at Malte havde givet ham en knytnæve i maven.

Det hele var sgu ret ubehageligt.

En ting var at rapse elektronik fra Elgiganten eller tage imod bestillinger på pizza, som egentlig var coke, men at banke andre mennesker på den måde? Jeg kunne ikke. Jeg ved, at jeg har lavet en del lort i min tid, men hallo, jeg er jo ikke noget monster.

Jeg indså allerede den første aften, at Igors foretagende nok ikke var noget for mig.

Men hvordan sagde man op fra det her job?

Til sidst tog jeg mod til mig og sagde det, som det var, til Igor. At jeg ikke duede til at skræmme livet af folk.

Han nikkede alvorligt og smilede. Lænede sig tilbage i stolen, så hans læderjakke knirkede. Så forklarede han, at det her job ikke var for alle, og at der var andre ting, jeg kunne være behjælpelig med, når nu jeg åbenbart var en lille fisse, der var for fin til at tage ordentligt fat.

Han grinede, da han sagde det sidste, og mod min vilje kunne jeg mærke, at jeg rødmede af skam.

Men så blev Igor alvorlig igen og sagde, at han troede på mangfoldighed, og at alle var gode til noget. Og for at opbygge en stærk organisation måtte man kunne trække på forskellige kompetencer.

Så lænede han sig frem og tog en pakke frem, på størrelse med en pakke smør og pakket ind i brunt papir, og kastede den til mig.

”Kom ud i industriområdet mandag aften. Mød mig uden for det nedlagte bilværksted klokken ni. Ikke et minut senere. Sluk mobilen, før du tager derhen, og tag pakken med. Det er vigtigt, er du med? Dit job er at holde vagt, mens jeg mødes med en kunde. En stor kunde. En distributør.”

Han holdt en kort pause og så ud til at granske mig, før han fortsatte:

”Pakken indeholder vareprøver, så jeg behøver vel ikke forklare, hvor vigtigt det er, at du ikke mister den?”

Jeg rystede på hovedet og forlod Igors kontor bag billardhallen med en underlig blanding af skam og lettelse. Men lettelsen var alligevel stærkest: Jeg ville ikke længere behøve at true nogen, og alt andet var bedre end det.

Men nu er det søndag, og den lettelse, jeg mærkede inde på Igors tilrøgede kontor, er langsomt blevet erstattet af et krybende ubehag.

Jeg vejer pakken i hånden og ser ud ad vinduet. Skyerne over det gamle psykiatriske hospital er blevet tungere, og der falder en tynd regn ned over parkeringspladsen. Asfalten er sort og blank, som isen på en nyfrossen og meget dyb sø.

Pakken er ikke tung, jeg vil gætte på, at den vejer cirka 100 gram. I løbet af min korte, men intensive karriere i Firmaet, har jeg trænet min evne til at vurdere vægten af små poser og pakker til perfektion.

Jeg er næsten lige så god til det som til hovedregning.

100 gram. Formodentlig coke. 800 kroner grammet. Det vil sige, at gadeprisen på varerne er 80.000 kroner.

Det banker på. Jeg lægger straks pakken fra mig på bordet og vender mig mod døren.

Min mor kommer ind.

Hun ser træt ud.

Det lange, brune hår har strejf af gråt og falder i slidte lokker ned over skuldrene. Denimskjorten strammer over brysterne, og i udringningen glimter guldkorset. De strøgne, sandfarvede bukser er så slidte, at de er begyndt at frynse forneden. Hun har en affaldspose i den ene hånd.

”Hvad laver du?” spørger hun, mens hendes blik flakker lidt rundt, og hun stryger en hårlok om bag øret. ”Altså, laver du noget? Eller sidder du bare og … altså, det er selvfølgelig også i orden. At du ikke laver noget. Altså.”

Min mor snakker for meget. Det er, som om ordene flyver direkte ud af hendes mund uden at passere hjernen. Som fugle, der lige er flygtet fra et bur.

”Ingenting,” siger jeg og håber, at hun vil gå, for jeg orker ikke at skændes med hende nu.

”Ringede du til Ingemar i dag? For jeg tror, det ville være godt, hvis du gjorde det. Ringede til ham, altså.”

Ingemar er en af ældstebrødrene i min mors menighed. En fyr i tresserne med kruset gråt hår og tykke, røde læber. Han smiler altid, selv når præsten taler om helvede og den yderste dag. Ingemar ejer en lille kæde af grillbarer, som altid har brug for folk, det siger min mor i hvert fald.

Men hvorfor skulle jeg grille pølser for 90 kroner i timen, når jeg tjener mindst ti gange så meget hos Igor?

”Næ. Nåede det ikke.”

Min mor slipper affaldsposen. Den lander på gulvet med et vådt klask.

”Men Samuel. Du lovede det jo. Hvad lavede du, som var så vigtigt?”

Jeg svarer ikke, for hvad skal jeg sige? At jeg spillede computerspil hele dagen?

Hun tager et par skridt hen mod mig og lægger armene over kors hen over brystet. Rundt om skraldeposen vokser en våd, blank plet sig større og større.

”Det går ikke det her, Samuel. Du er nødt til at få styr på dit liv. Du kan ikke bare sidde herhjemme og … og …”

Hendes stemme knækker over, og ordene slipper for en gangs skyld op. Jeg kan se, at hendes blik glider over fugleburet, og hun ryster næsten umærkeligt på hovedet.

Så stivner hun pludselig.

”Hvad er det?”

Hun snupper Igors pakke fra bordet.

”Giv mig den,” siger jeg, rejser mig op og indser i samme øjeblik, at jeg har afsløret mig selv ved min alt for hurtige og heftige reaktion.

Min mor ryster pakken, som om hun ville kunne høre, hvad den indeholder.

Hvad fanden! Giv mig den!”

Jeg strækker mig efter den brune pakke.

”Du skal ikke bande i mit hjem,” snerrer min mor.

Og så:

”Men. Hvad er det?”

Hun bakker et par skridt væk fra mig, men blikket siger alt. Blikket er ikke uroligt eller vredt, bare skuffet.

Som altid.

Jeg er hendes store skuffelse.

”Ikke noget,” siger jeg.

”Jamen, så gør det vel ikke noget, at jeg tager den. Hvis ikke det er noget vigtigt. Så betyder det vel ikke noget, at jeg tager den. Eller hvad?”

Min mor piller ved pakken, gransker den fra alle sider, som om det var en bombe. Med skælvende fingre tager hun fat i tapen og river i papiret. Til sidst brister det brune papir, og en masse meget små, gennemsigtige poser med hvidt indhold falder ned på gulvet og lander rundt om hendes fødder, som efterårsblade rundt om et stort træ.

”Hvad i …?”

”Det er ikke, hvad du tror. Det er …”

Men jeg kan ikke komme på nogen god undskyldning, for hvad skulle man ellers opbevare i små lynlåsposer, hvis ikke det var stoffer?

Min mor svajer frem og tilbage med åben mund. Øjnene er blanke af tårer.

”Nu ryger du ud, Samuel. Jeg mener det.”

Hendes stemme er rolig, selv om hun ser ud, som om hun lige har set et spøgelse ved højlys dag.

”Jeg …”

Ud!” råber hun og synker ned på hug. Skraber de små poser sammen, går hen til skraldeposen og trykker dem ned mellem gamle mælkekartoner, fiskeskind og æbleskrog. Derefter tager hun skraldeposen i hånden og går ud i gangen.

Jeg ser på den våde plet på gulvet og hører, hvordan døren til trappehuset bliver åbnet. Så hører jeg den velkendte, dæmpede lyd af skraldeposen, der bliver smidt ned i skakten.

Skridt nærmer sig, og hoveddøren bliver lukket.

Ud!” råber hun igen ude fra gangen.

Jeg tager mine ting, lægger dem i rygsækken, tager jakken på og går ud i gangen.

”Forsvind fra mit hjem,” hvæser min mor. ”Og tag det her med dig.”

Hun tager det armbånd med farvede glasperler af, som jeg lavede til hende i første klasse, og smider det på gulvet. Så forlader hun snøftende rummet.

Jeg samler armbåndet op – det, hun har båret, så længe jeg kan huske. Gnider glasperlerne mellem mine fingre.

De er stadig varme.

Nøglen til porten virker også til skralderummet i kælderen, og efter at have lirket lidt, glider den tunge dør op med en knirkende lyd. Jeg bliver mødt af den kvælende stank af halvrådne madvarer, gamle bleer og sur vin.

Et sted udenfor kan jeg høre lyden af en lastbil, der kører væk.

Jeg famler efter kontakten langs betonvæggen, finder den, tænder, og i næste sekund er rummet badet i et koldt lys.

Skraldesækkene er væk.

Der hænger nye, tomme skraldesække i karrusellen. De flagrer og knitrer lidt i trækken fra døren.

Hjertet slår et ekstra slag, og jeg spæner op til porten, åbner den og træder ud i regnen, lige tids nok til at se den skide skraldebil køre af sted med coke for 80.000 kroner.

Det var ikke min skyld.

Jeg har altid haft en dårlig impulskontrol, det sagde psykologen med de brune tænder selv, og hun burde jo vide det.

Jeg har aldrig haft noget ønske om at skade nogen, selv om min mor lader til at tro, at jeg bevidst har prøvet at sabotere hendes liv.

Da vi rapsede lidt, var det kun fra rige kædebutikker, der var forsikrede til op over begge ører, og stofferne solgte vi jo til voksne mennesker, kunder, som selv valgte at betale for at blive høje.

Hvor der er efterspørgsel, er der også et marked.

Det eneste, vi gjorde, var at tilgodese den efterspørgsel på en måde, der var hurtig, effektiv og helvedes service minded.

Og inddrivningsjobbet med Malte?

Nej, det er ikke noget, jeg er stolt af, og hvis jeg havde kunnet skrue tiden tilbage, så havde jeg sagt nej, da Igor spurgte mig. Men nu kan man jo ikke skrue tiden tilbage. Tiden går kun i én retning. Klokken slår og slår.

19.36.

Om nøjagtig et døgn, en time og 24 minutter skal jeg indfinde mig i industriområdet.

Jeg husker, hvad Igor sagde.

Pakken indeholder vareprøver, så jeg behøver vel ikke forklare, hvor vigtigt det er, at du ikke mister den?

Hvis jeg kommer derhen uden pakken, så bliver Igor rasende. Men hvis jeg ikke tager derhen, så tør jeg ikke engang tænke på, hvad der vil ske. Jeg går ud fra, at de vil sende ham kæmpen efter mig, ham, der har ansvaret for den fjerde påmindelse.

Jeg synker ned på hug. Bliver siddende på den våde asfalt med ryggen mod muren.

Armbåndet af glasperler glimter i skæret fra gadebelysningen. På et par af perlerne er der indgraveret bogstaver.

Jeg blinker et par gange og læser det velkendte ord.

MOR.




Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.