Den svenske krimiduo, der skriver under navnet Erik Axl Sund, er tilbage med Dukkeliv, en krimi om den side af samfundet, som vi helst ignorerer. Tyvstart din læsning af den gribende og brutale historie lige her.
Dukkeliv begynder, da to 16-årige piger, Nova og Mercy, flygter – hovedkulds – i en stjålet bil. Pigerne bliver jagtet, og spørgsmålet er, om de altid har været det …
Kriminalbetjenten Kevin Jonsson arbejder på en sag om online sexhandel, hvor han skal finde dukkemesteren. Personen bruger falske identiteter til at anskaffe sig film og billeder af mindreårige piger.
LÆS OGSÅ: Krimiverdenens rockstjerner. Erik Axl Sund skriver mørke bøger om Sveriges skyggesider
Efterforskningen fører Jonsson til Nova og Mercy, men tvinger ham også til at konfrontere hemmeligheder fra sin egen fortid.
Forfatterduoen Erik Axl Sund dykker med deres fortælling ned i et nådesløst Sverige, i menneskehandel og sexindustrien, men fortæller også en medrivende historie om evigt venskab og håb.
Læs et uddrag af Dukkeliv herunder.
Dukkeliv
Erik Axl Sund
FØRSTE DAG: November 2021
en redegørelse med et uendeligt antal ukendte årsager – Bergshamra
Pigens krop lå udstrakt på ryggen på den blanke, flade granit neden for et af seksetageshusene i Bergshamra. Den var blevet fundet lige efter midnat af en taxachauffør, der ville tage sig en rygepause efter en tur. Taxachaufføren troede først, at det var en mannequindukke. Alt for tyndt tøj til årstiden og med tynde, næsten hvide arme og ben, der stak ud i unaturlige vinkler.
Men da han kom nærmere, fik han øje på blodet.
Senere var det desværre begyndt at regne, og det meste af blodet var blevet skyllet væk fra granitpartiet. Eventuelle spor som for eksempel skoaftryk kunne ikke sikres mere.
Klokken halv et stod en enlig mor og kiggede ud gennem køkkenvinduet på fjerde sal i boligblokken. De blå blink fra politibilerne lavede flakkende, kolde mønstre mod træerne overfor og fortsatte ind i lejligheden. Det blinkende lys anime- rede hendes børns tegninger på køleskabet. Ja, de så næsten levende ud: hoveder med arme og ben, der spadserede over køleskabsdøren, ved siden af grankogler og løv, ubehjælpsomt malet med vandfarve.
Hun gned søvnen ud af øjnene og spekulerede på, hvem der lå bag plasticforhænget dernede på jorden, og hvad der var sket. Tanken om, at en af hendes drenge skulle falde ned fra altanen eller fra et vindue og lande på den nådesløse granit, havde forfulgt hende lige siden den første dag, de flyttede hertil.
Hun trak gardinerne for og gik ind til dem. De lå begge to og sov fredeligt i deres senge, og hun krøb ned til den yngste dreng. Før hun faldt i søvn, lagde hun mærke til, at de oprørte stemmer fra lejligheden ovenover var forstummet.
Klokken et om natten var politiets arbejde for alvor begyndt. En ambulance stod parkeret ved den blå og hvide minestrim- mel, men de to reddere havde ikke noget at lave.
Pigen var død, og der var ikke noget, de kunne lave.
En af politifolkene, Yrsa Helgadóttir, nyuddannet fra politiskolen, havde aldrig set et dødt menneske før. Hun gjorde sit bedste for at gøre sig nyttig, men følte sig alligevel som tilskuer. Som om hun så alting i fjernsynet.
Schwarz stillede sig ved siden af hende. »Se og lær,« sagde han og pegede i retning mod de fire teknikere i blå plastic- overalls. En af dem var en høj, sort kvinde.
»Emilia ligner en basketballspiller i NBA,« sagde han. »Men hun er den bedste tekniker, jeg har arbejdet sammen med.«
»Du mener WNBA?«
»Hvad?«
»Den kvindelige basketliga,« uddybede Yrsa og forstod samtidig, hvorfor hun smådrillede sin kollega. En spøgende jargon ville måske få knuden i hendes mave til at gå væk.
Teknikerne var netop blevet færdige med den første opgave: at sikre en to meter bred korridor frem til offeret samt området lige omkring kroppen. Hensigten var at gøre det lettere for retsobducenten at komme til uden at efterlade spor.
Retsobducenten, der indtil nu havde holdt sig i baggrunden med et stykke smørrebrød og en termokande med kaffe, steg ud af sin bil. »Ham dér er Ivo Andrić fra patologisk,« sagde Schwarz. »Hvis Emilia er til basket, så er Andrić mere til baseball.«
En baseballkasket burde ikke matche en plastichætte og et mundbind, men det forholdt sig lige modsat. Kombinationen virkede på en eller anden måde oplagt på retsobducenten.
Schwarz gav klarsignal til en første besigtigelse af den døde pige, og Andrić tog pandelampe på over baseballkasketten og bevægede sig langsomt frem mod liget, et skridt ad gangen.
Med jævne mellemrum standsede han og så sig omkring, og da han pludselig rakte armen ud med håndfladen opad, spekulerede Yrsa på, hvad det handlede om. En markering? tænkte hun. Har han fundet noget?
Andrić trak mundbindet lidt ned. »Det er holdt op med at regne,« sagde han og smilede til hende.
Knuden i maven blev lidt mindre hård.
Yrsa så op på den stålgrå himmel, kneb øjnene sammen og drømte sig væk et øjeblik. Til et sted, der var varmt. Som var simpelt og gavmildt.
Men nu var det her, hun var, og det var her, hun skulle være.
Teknikerne arbejdede sig ind mod liget med udgangs- punkt i omkredsen af en imaginær cirkel omkring det. Et møjsommeligt arbejde, der kunne tage flere timer, endnu længere, hvis de fandt noget interessant. Emilia gik rundt og fotograferede, og kameraets blitz lyste op som stroboskoplys over forsamlingen af mennesker, der kravlede rundt i mørket med deres pandelamper.
»Fund,« lød det pludselig fra en af teknikerne, der rettede sig op og pegede ned på jorden.
Et lille parti med ti centimeter højt græs i en sprække i granitfladen, og genstanden blev fotograferet in situ, før teknikeren lagde den i en plasticpose.
Selv på afstand var det let at se, hvad det var. En mobiltelefon, android, og Emilia gik med det samme hen til teknikernes bil med den.
Klokken kvart i to var retsobducenten nået hen til liget. Han studerede det indgående under det lille plastictelt, før han tog en diktafon frem, førte den op til munden og begyndte at tale uhørligt. Nogle minutter senere gjorde han tegn til, at der var fri adgang for de andre til at inspicere liget.
Mens Yrsa gik et par skridt bag ved Schwarz og de to andre mere erfarne politiassistenter, prøvede hun at huske det, hun havde lært under uddannelsen.
Ikke lede efter det forventelige, men efter det, der skiller sig ud. Hvilket sommetider kan være det mest naturlige, men samtidig det sværeste.
En pige er død.
En datter, måske en søster og kusine, ligger kold i et pla- stictelt. Indtil videre uforklarligt.
Et medmenneske, en veninde og klassekammerat, hvis død stadig kun er en uklar teori i periferien af synsfeltet hos de politifolk, der skal opklare hændelsen. Pigen, liget – ja, offeret – er indtil videre kun en redegørelse med et uendeligt antal ukendte årsager.
Yrsa tager de sidste, langsomme skridt hen mod liget. Lader blikket glide hen over pigen.
Formentlig mellem fjorten og seksten år gammel. Sparsomt klædt i en rød, ærmeløs kjole, som om hun havde været på vej til eller fra en fest. At dømme efter det tynde tøj en fest et sted i nærheden.
En enkel halskæde med et kors har viklet sig ind i det mørke, krøllede hår. Hun er bleg, men er af udenlandsk af- stamning. Formentlig fra Mellemøsten.
Højre underarm stikker lige op i vejret, og venstre skulder ser sammensunken ud. De bare arme og ben ser ud, som om de er gået af led.
Næsten ligesom en dukke, som taxachaufføren havde sagt til alarmcentralen.
To tomt stirrende øjne.
Fastfrosset i et øjeblik af angst.
Munden halvåben, læberne changerende i blåt, og under næsen indtørrede rester af blod, som det ikke er lykkedes regnen at skylle væk.
Det var så det første lig, tænker Yrsa.
Det var jo ikke så slemt.
Alligevel ved hun, at hun aldrig vil glemme det. Schwarz sætter sig på hug ved siden af liget og vender sig mod Ivo Andrić. »Hvad mener du, sådan umiddelbart? Er der tale om selvmord? Skal vi sende det ind til Hurtig?«
Retsobducenten ryster på hovedet. »Mit råd er, at I lige venter med det.« Han ser op mod boligblokkens seks etager. »Men rigtigt, legemets placering i forhold til huset udelukker ikke et spring, eller for den sags skyld et fald, fra en af de øverste etager. Heller ikke skaderne.«
Schwarz betragter den høje bygning. »Burde nogen ikke have set eller hørt, da hun faldt eller sprang deroppefra?«
Huset var næsten helt mørklagt, da de kom. Men nu er der lys i mindst halvdelen af vinduerne, og hist og her aner man silhuetter af mennesker. De blå blink havde lokket folk ud, og kort efter at man havde etableret afspærringen, blev de mest nysgerrige, dem, der havde stillet sig ud på altanerne for at kigge, beordret indendørs.
Retsobducent Andrić trækker på skuldrene. »Svært at sige, hvad folk hører og ser midt om natten, men der er altså ingen, der spontant har henvendt sig for at tale med jer?«
»Nej,« siger Schwarz. »Men vi kan vel lige så godt begynde at stemme dørklokker i huset, så snart vi har fået forstærk- ning. De kan være her, hvad øjeblik det skal være.«
Yrsa har på fornemmelsen, at det bliver hendes opgave at stemme dørklokker sammen med en anden grønskolling, så hun kaster et sidste blik på liget.
Der er noget med placeringen.
Som om pigen er blevet lagt der til offentlig beskuelse, liggende udstrakt på ryggen.
Klokken er fem minutter over to, da den anden politibil ankommer, og da de går tilbage for at mødes med forstærk- ningen, lægger Schwarz hånden på hendes skulder. »Du virker lidt nervøs,« siger han. »Men du skal se, det her er ikke værre end en kriminalroman.«
»Kriminalroman? Hvad mener du?«
»Ja, alle gode kriminalromaner begynder jo med, at nogen dør, og slutter med, at alting bliver opklaret.«
»Det her er måske ikke en af de gode kriminalromaner.«
En dum påstand, der fortjente et dumt svar, tænker hun, og de går tavse det sidste stykke til parkeringspladsen.
»Kom lige herhen.«
Det er Emilia, basketballspilleren. Hun sidder på forsædet i teknikernes bil med en laptop på skødet og posen med androidtelefonen i hånden.
En ledning går gennem plasticposen fra telefonen til computeren. »Jeg har låst mobilen op,« siger hun. »Den tilhører efter al sandsynlighed offeret. Pigen hedder Tara og er ret glad for selfier. Hendes sidste kontakt var via sms for fire timer siden.«
Jimmy Schwarz læner sig frem med armen på den åbne bildør. »Med hvem?«
Emilia ser eftertænksom ud. »Hun har gemt kontakten under navnet ’Olof ’. Men nummeret kan ikke spores, i hvert fald ikke med det udstyr her. Det ser ud, som om de aftalte at mødes her et sted.«
»Interessant. En god start.«
»Der er også noget andet,« fortsætter Emilia. »Tara skriver til denne Olof, og jeg citerer: ’Kender du Dukkemesteren?’
Olof svarer nej på spørgsmålet. Har I nogen som helst anelse om, hvad det kan betyde?«
Politiassistent Schwarz hæver øjenbrynene. »Nej. Ikke en snus, faktisk, men jeg tror, jeg kender en, der måske har det.«
»Okay … hvem?«
»Han hedder Kevin Jonsson og arbejder i Rigskrim.«
seksogtredive timer uden søvn – Tanto
Oppe på toppen af Tantoberget på Södermalm ligger der en luftværnsstilling, der under 2. verdenskrig skulle forsvare Årstabron og Liljeholmsbron mod fjendtlige angreb. Nogle stenkast fra de gamle krigsskuepladser ligger der et koloni- haveområde anlagt i terrasser ned mod vandet, og fra en af hytterne høres der granatild.
Klokken er halv tre om natten, og Kevin Jonsson ligger i sofaen med det sovjetiske krigsdrama Gå og se på compu- terskærmen.
De levende misunder de døde, tænker han.
Den lille grund på Tantoberget består hovedsagelig af nøgen klippe, og det dyrkbare areal begrænser sig til en smal stribe næringsrig jord langs stakittet. Byggeretten på kolonihavegrunden, der er en af hundrede og elleve grunde på bjergets sydside, er udnyttet maksimalt.
Fjorten kvadratmeter rød hytte med hvide hjørner, seks kvadratmeter åben veranda samt et redskabsskur, der rummer et tørkloset. Den lille grund har tilhørt familien siden halvfjerdserne, og han har boet i hytten i fire år. Ulovligt om vinteren, da det er i strid med kolonihaveområdets reglement, men foreningen klager ikke længere.
Ikke siden de fik at vide, at han arbejder som politimand.
Her er han vokset op. Her har han set somrene komme krybende op ad bjerget fra Årstaviken, og her har han sammen med sin far siddet på verandaen og kigget på solnedgangen nede over marinaen.
Det eneste rum i hytten indeholder et bord med to stole, en lille sofa og over den en loftseng. Kogepladen og køleskabet drives af flaskegas, og et solpanel leverer strøm til computeren og lamperne. Væggene er dækket af reoler, proppet med bøger og dvd’er.
Når han ser film, har han tit papir og blyant ved hånden, klar til at notere fejl som for eksempel plotfejl eller anakronismer, såkaldte goofs.
Det er ikke bare for morskabs skyld, men også for at træne sin iagttagelsesevne, noget, han har gavn af i sit arbejde. Men papiret ligger blankt på bordet, da de sidste scener i Gå og se ruller hen over computerskærmen.
Hovedpersonen, som i begyndelsen af filmen var en lille dreng, men som nu ser ud som en gammel knark, går ind i granskoven og slutter sig til partisanerne.
Skoven sluger ham.
Naturen ender altid med at vinde. Menneskene kan aldrig vinde.
Allerede som lille ledte Kevin efter logiske fejl. Pillede de andre børns fantasiforestillinger fra hinanden ved at påpege, at cowboys hverken skød med maskinpistol eller gik med bukser købt i KappAhl.
Han kunne aldrig holde sin mund i klassen. En plakat på væggen skulle forestille nogle vikinger, og han kunne ikke fordrage billedet, fordi det formidlede myten om, at de havde horn på hjelmene. Goof. På verdenskortet bag katederet så Grønland lige så stort ud som Afrika, og det gav jo et helt forkert indtryk. Goof.
Lærernes påstande om, at han havde DAMP og ADHD, og hvad det nu hed, blev aldrig modsagt og forvandledes til sandheder. Det var altid Kevin Jonsson, der forstyrrede og fik flest møgfald.
Men så var der en ung lærerinde, der vikarierede i et semester i femte, og hun var anderledes end de andre. En dag bad hun ham om at blive efter timen.
Han forventede en reprimande, men i stedet tog hun en lille æske frem, sådan en, som viskelæder kommer i. Hun spurgte ham, hvad der var i den, og han svarede, at den indeholdt femogtyve stykker viskelæder, præcis som der stod på æsken, hvorpå hun smilede og tog låget af.
Indeni lå der en lille, rød perle.
Æsken er dit ansigt udadtil, sagde hun. Den rolle, du har fået i klassen, og som alle tror på, inklusive dine lærere og måske også dig selv. Hun tog perlen, holdt den op mod lyset og fortsatte: Men den her, det er dig. Den, du i virkeligheden er. Jeg kommer til at lægge æsken på katederet, og perlen kommer til at blive liggende i den hele semesteret. Hver gang det bliver svært i klassen, kan du tænke på det, vi ved, men som ingen andre kender til.
Kevin afslørede aldrig hemmeligheden om perlen i æsken. Og han trivedes bedre i skolen.
Da juleferien nærmede sig, og vikaren skulle slutte, var det, som om de andre behandlede ham på en ny måde. De lyttede mere. Måske fordi han sagde mindre. Da han kom tilbage til skolen efter juleferien, var æsken med perlen væk.
På hans computer ligger der en Excel-fil med navnet GPM, goofs pr. minut, hvor han i flere år har lavet lister over film, der har den højeste frekvens af fejl af enhver slags foruden plotfejl og anakronismer. Af tabellen har han draget den lære, at skinnet tit bedrager. Det er ikke B-film, der topper listen, men kostbare produktioner, der påberåber sig troværdighed. På førstepladsen ligger Hitchcocks Fuglene, tæt fulgt af Dommedag nu, der samlet set indeholder mange flere goofs, men som bliver reddet af sin betragtelige længde.
Kevin finder en ny film frem, noget, der kan køre i baggrunden. Det bliver Werner Herzogs Hjerte af glas, og han vender tilbage til sofaen.
Han kan filmen udenad, scene for scene.
Han trækker tæppet op omkring sig. Seksogtredive timer uden søvn kan mærkes i kroppen, og verden føles ligesom ustabil. Men hjernen arbejder stadig på højtryk, og han spekulerer på, hvorfor man taler om små, grå celler. En levende hjerne er rosafarvet rent fysisk, og det er først, når man dør, at den bliver grå.
Når hans hjerne kører for fulde omdrejninger, er det med ildrøde lyn af blod. Som en centrifuge i hovedet, og lige nu udspiller der sig en krig mellem tanker om hans far og tanker om arbejdet.
Far politimand. Far, der var udødelig. Far, der er død.
Der er ikke engang gået tre uger, men Kevin har allerede forstået, at sorgen ikke er noget, der eksisterer inde i én, og som man kan gå i rette med. Den går ved siden af og lever sit eget liv. Den er lige uden for synsfeltet og prikker én på skulderen, så snart man bilder sig ind, at man har glemt den.
Den befinder sig lige bag virkeligheden. I mørket under en seng eller i skyggen bag en dør.
Filmen foran ham kører videre. Ligesom sorgen. Myten fortæller, at Herzog hypnotiserede skuespillertruppen, og resultatet ligner en kollektiv depression.
Indimellem bevirker savnet af faren, at han synker ned i en lignende tilstand.
Han får svært ved at trække vejret. Måske græder han, måske sidder han bare og stirrer. Varmer lidt mad, ser fjern- syn eller læser en bog. Uden at kunne huske, hvad han har spist, set eller læst.
Hvis han forestiller sig, at faren stadig lever, bliver det mere udholdeligt. Han plejer at genkalde sig en erindring.
Følelser, dufte, samtaler, sammenhænge, og lige nu tænker han på sin fars hænder.
Hans far sagde, at hænderne mindede ham om, hvor han kom fra. En slægt af norrlandsfiskere fra surstrømmingbæltet langs Höga Kusten. Hans hænder var sprukne af saltvand, fiskeskæl, stikkende gæller og finner, og blodkarrene brast, hvis det var koldt og tørt ude. Når det blødte, plejede han sige, at han labbede sin slægts blod i sig. Han påstod, at stanken af surstrømming på hans hænder aldrig var forsvundet, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Lugten af eddike og svovlbrinte eksisterede kun i hans hjerne, men den var så stærk, at den blev virkelig.
Kevin ser på sine egne hænder. De bærer på anger over at have slået en kammerat i de små klasser, skam over at have onaneret til forbudte fantasier som fjortenårig.
Og værre ting.
Meget værre ting. Den slags, der udhuler sjælen.
Den kvalme lugt af en hemmelighed, som kun han og én anden person kender til. En morbror, som han skal møde i morgen til sin fars begravelse.
Grunden til, at han blev politimand, rummes i en sursød duft, der minder om snus.
At han fik ansættelse i Rigskriminalpolitiet lige efter sin uddannelse, fordi han var en dygtig tekniker, der havde lavet en dybdegående eksamensopgave om, hvordan man sporer pædofile på nettet, er en sandhed med modifikationer. Han var aldrig havnet dér, hvis det ikke havde været for det, der skete i et telt ude på Grinda, da han var ni år gammel.
Nu atten år senere sidder han og stirrer på sine hænder, på det snavs, der altid vil være der, og han ser højrehånden lukke sig i en knytnæve med knoer, der bliver hvide, før den åbner sig igen og rækker ud efter en rød yoyo, der ligger på bordet.
Han begynder at kaste den. Ned og op nogle gange, lader den spinne nogle centimeter over gulvet i skæret fra filmen.
Legen med yoyoen får ham til at tænke bedre.
Den knugende og uklare erindring om en morbror i et telt på en ø i Stockholms skærgård erstattes af en klarere, lysere erindring fra samme sommer.
Det var i slutningen af august. Hans far var midt i en kompliceret drabsefterforskning og havde arbejdet i Linköping hele ugen.
Den dag, hvor han endelig skulle komme hjem, føltes som den længste i Kevins dengang niårige liv, og om aftenen havde han og hans mor taget tunnelbanen ind til hovedbanegården. De var alt for tidligt på den, og da toget endelig kom glidende ind på perronen, ledte han febrilsk efter farens ansigt bag kupéruderne. Til sidst havde han set ham vinke fra spisevognen.
Kevin havde løbet ved siden af toget, der så ud til aldrig at ville standse, og det tog en evighed, før det hvinede, og hjulene stod stille, og far steg af. Kevin kastede sig i favnen på ham. Borede næsen ind i hans skjorte, der duftede af cerutter og barbersprit.
»Hej, min dreng,« sagde han og knugede Kevin hårdt ind til sig, strøg ham over håret og kyssede ham på panden. »Jeg har en gave til dig.«
Han tog en lille pakke op af lommen, samtidig med at mor kom hen og sagde velkommen hjem.
Kevin åbnede pakken og fik sin første yoyo. Senere om aftenen viste hans far ham, hvordan han brugte den, og Kevin havde den liggende ved siden af sig på puden, da han skulle sove. Dagen efter tog han yoyoen med i skole, og den dag var han skolegårdens store stjerne.
Noget, der senere blev anderledes, tænker Kevin, men skyder med det samme tankerne fra sig. Han kaster videre med yoyoen. Husker tydeligt, at faren havde sagt, at den var lavet af træ fra Småland med bomuldssnor fra Amerika.
Man kan mærke fibrene i snoren, når den ruller sig op inde i trissen. Denne kildren i langfingeren, en varm vibra- tion, der får ham til at tænke på solsvedne bomuldsmarker nede sydpå i Amerika, og så det kølige, svenske træ mod håndfladen, præget af barske vintre i det smålandske højland.
Far var en kopi af Clint Eastwood, tænker han, samme stenhårde blik og skarptskårne ansigt, den gode i Den gode, den onde og den grusomme.
Yoyoen er drejet ud af et eneste stykke træ, og hans far havde selv fået den, da han var ni år gammel.
Han havde fortalt om den grusomme. En fyr, der blev kaldt for Fugleskræmslet, og som fik penge af bønderne for at stå ude på markerne i sit pjaltede tøj og skræmme fugle væk. Man havde lidt på fornemmelsen, at det var noget, han fandt på, men det gjorde ingenting, da det kun gjorde det mere spændende.
Fugleskræmslet arbejdede hvert år fra april til september, og de lod ham bo sammen med grisene, og det var derfor, han så så lurvet ud. Stort, sort skæg, der var snavset og strittede til alle sider. Han havde en brun, rynket vorte på kinden, af den slags, der ser ud, som om den når som helst kan falde af, og alle børnene var bange for ham.
Allerede på det tidspunkt havde Kevin forstået, at hans far ikke bare fandt på det. Der havde været et gran af sandhed i ordene. Noget, der var sort.
Far ville vaske det sorte væk med latter.
Han havde sagt, at somrene i slutningen af fyrrerne altid var varme, at solen altid skinnede, og at temperaturen i vandet i Ångermanälven lå stabilt på toogtyve grader. Han plejede at bade i elven, et sted, hvor man kunne hoppe i fra et reb, og Kevin ser en brusende elv for sig. Alt går i sort-hvidt som på billederne i farens gamle fotoalbum.
En dag havde faren badet i flere timer, og da han skulle til at tørre sig og gå hjem, så han, at Fugleskræmslet sad på skråningen nogle meter bag det træ, hvor rebet hang.
»Knarken smilede et tandløst smil,« sagde far. »Blottet, rødt tandkød, og så proppede han en stor klump snus ind under læ- ben. Han havde siddet der, siden jeg kom, og han sagde, at han ville give mig en gave, fordi jeg var så dygtig til at hoppe. Og så rakte han mig yoyoen. Den var knaldrød dengang. Ikke falmet og afskallet.«
Kevin stryger med fingrene over yoyoen. Studerer den ind- gående som så mange gange før.
Hver eneste ridse, hver flage af maling, der har løsnet sig, har en historie.
Han snuser til den. En lidt hengemt træduft, og så noget andet.
Måske er det vagabondens sved, der stadig sidder der.
»Hvad skete der så?« spurgte Kevin, og far så fraværende ud, som om han ikke havde hørt det.
»Der skete ikke noget særligt,« sagde han til sidst. »Jeg tog yoyoen og cyklede hjem. Fugleskræmslet frøs ihjel om vinteren samme år, og de fandt ham under en bro. Håret var frosset fast til jorden, og de måtte skære ham fri.«
I dag ved Kevin, at Fugleskræmslet i virkeligheden hed Gu- stav Fogelberg. En enspænder, der forgreb sig seksuelt på smådrenge, og som kom i fængsel for det. Den røde yoyo havde været en slags lokkemad, men hans far havde brugt den til at skjule en historie om et overgreb. Yoyoen blev den bærende del i hans livsløgn, og han havde aldrig løftet sløret for, at han var blevet udsat for noget.
Far havde en vagabond, den grusomme. Og selv har Kevin en morbror.
Dukkeliv
Dukkeliv er er en krimi om den side af samfundet, som vi helst ignorerer og nærmest aldrig hører om. Forfatterduoen Erik Axl Sund dykker med deres roman ned i et nådesløst Sverige, hvor menneskehandel og sexindustrien skjuler sig.
Kriminalbetjent Kevin Jonsson har fået en sag om online sexhandel. Han skal finde dukkemesteren – en person, der bruger falske identiteter til at skaffe film og billeder af unge piger. Efterforskningen tvinger Jonsson til at konfrontere hemmeligheder fra sin egen fortid, men fører ham også til Nova og Mercy.
Nova og Mercy er to 16-årige piger, der er flygtet i en stjålet bil fra et anlæg, hvor en anden ung kvinde er forsvundet. De to bliver jagtet, og har måske altid været det.
I samme serie
Glaslegemer
Der skyller en selvmordbølge blandt unge ind over Sverige, og følles for de døde er, at de unge har lyttet til gamle kassettebånd med optagelser af hård undergrundsmusik i dødsøjeblikket.
På et ukendt sted opholder enmandsbandet Hunger sig, og komponerer de unges dødsmusik på bestilling. Vanja er føler sig ensom, misforstået og er træt af livet, og hun skær i sig selv. Hun har også bestilt et bånd fra Hunger.
Konstitueret kriminalkommissær Jens Hurtig skal efterforske de usædvanlige og brutale selvmord, og finde frem til Hunger. Samtidig bliver en række velrespekterede ældre mænd dræbt, og dødsfaldene viser sig at have en sammenhæng med selvmordene. Jens Hurtig begiver sig ind i et ukendt, mørkt ungdomsmiljø, men er pludselig lidt for tæt på begivenhederne…
Er du krimi-fan? Så se vores liste med gode krimier her.
Den svenske krimiduo, der skriver under navnet Erik Axl Sund, er tilbage med Dukkeliv, en krimi om den side af samfundet, som vi helst ignorerer. Tyvstart din læsning af den gribende og brutale historie lige her.
Dukkeliv begynder, da to 16-årige piger, Nova og Mercy, flygter – hovedkulds – i en stjålet bil. Pigerne bliver jagtet, og spørgsmålet er, om de altid har været det …
Kriminalbetjenten Kevin Jonsson arbejder på en sag om online sexhandel, hvor han skal finde dukkemesteren. Personen bruger falske identiteter til at anskaffe sig film og billeder af mindreårige piger.
LÆS OGSÅ: Krimiverdenens rockstjerner. Erik Axl Sund skriver mørke bøger om Sveriges skyggesider
Efterforskningen fører Jonsson til Nova og Mercy, men tvinger ham også til at konfrontere hemmeligheder fra sin egen fortid.
Forfatterduoen Erik Axl Sund dykker med deres fortælling ned i et nådesløst Sverige, i menneskehandel og sexindustrien, men fortæller også en medrivende historie om evigt venskab og håb.
Læs et uddrag af Dukkeliv herunder.
Du kan købe Dukkeliv online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 10 marts.
Dukkeliv
Erik Axl Sund
FØRSTE DAG: November 2021
en redegørelse med et uendeligt antal ukendte årsager – Bergshamra
Pigens krop lå udstrakt på ryggen på den blanke, flade granit neden for et af seksetageshusene i Bergshamra. Den var blevet fundet lige efter midnat af en taxachauffør, der ville tage sig en rygepause efter en tur. Taxachaufføren troede først, at det var en mannequindukke. Alt for tyndt tøj til årstiden og med tynde, næsten hvide arme og ben, der stak ud i unaturlige vinkler.
Men da han kom nærmere, fik han øje på blodet.
Senere var det desværre begyndt at regne, og det meste af blodet var blevet skyllet væk fra granitpartiet. Eventuelle spor som for eksempel skoaftryk kunne ikke sikres mere.
Klokken halv et stod en enlig mor og kiggede ud gennem køkkenvinduet på fjerde sal i boligblokken. De blå blink fra politibilerne lavede flakkende, kolde mønstre mod træerne overfor og fortsatte ind i lejligheden. Det blinkende lys anime- rede hendes børns tegninger på køleskabet. Ja, de så næsten levende ud: hoveder med arme og ben, der spadserede over køleskabsdøren, ved siden af grankogler og løv, ubehjælpsomt malet med vandfarve.
Hun gned søvnen ud af øjnene og spekulerede på, hvem der lå bag plasticforhænget dernede på jorden, og hvad der var sket. Tanken om, at en af hendes drenge skulle falde ned fra altanen eller fra et vindue og lande på den nådesløse granit, havde forfulgt hende lige siden den første dag, de flyttede hertil.
Hun trak gardinerne for og gik ind til dem. De lå begge to og sov fredeligt i deres senge, og hun krøb ned til den yngste dreng. Før hun faldt i søvn, lagde hun mærke til, at de oprørte stemmer fra lejligheden ovenover var forstummet.
Klokken et om natten var politiets arbejde for alvor begyndt. En ambulance stod parkeret ved den blå og hvide minestrim- mel, men de to reddere havde ikke noget at lave.
Pigen var død, og der var ikke noget, de kunne lave.
En af politifolkene, Yrsa Helgadóttir, nyuddannet fra politiskolen, havde aldrig set et dødt menneske før. Hun gjorde sit bedste for at gøre sig nyttig, men følte sig alligevel som tilskuer. Som om hun så alting i fjernsynet.
Schwarz stillede sig ved siden af hende. »Se og lær,« sagde han og pegede i retning mod de fire teknikere i blå plastic- overalls. En af dem var en høj, sort kvinde.
»Emilia ligner en basketballspiller i NBA,« sagde han. »Men hun er den bedste tekniker, jeg har arbejdet sammen med.«
»Du mener WNBA?«
»Hvad?«
»Den kvindelige basketliga,« uddybede Yrsa og forstod samtidig, hvorfor hun smådrillede sin kollega. En spøgende jargon ville måske få knuden i hendes mave til at gå væk.
Teknikerne var netop blevet færdige med den første opgave: at sikre en to meter bred korridor frem til offeret samt området lige omkring kroppen. Hensigten var at gøre det lettere for retsobducenten at komme til uden at efterlade spor.
Retsobducenten, der indtil nu havde holdt sig i baggrunden med et stykke smørrebrød og en termokande med kaffe, steg ud af sin bil. »Ham dér er Ivo Andrić fra patologisk,« sagde Schwarz. »Hvis Emilia er til basket, så er Andrić mere til baseball.«
En baseballkasket burde ikke matche en plastichætte og et mundbind, men det forholdt sig lige modsat. Kombinationen virkede på en eller anden måde oplagt på retsobducenten.
Schwarz gav klarsignal til en første besigtigelse af den døde pige, og Andrić tog pandelampe på over baseballkasketten og bevægede sig langsomt frem mod liget, et skridt ad gangen.
Med jævne mellemrum standsede han og så sig omkring, og da han pludselig rakte armen ud med håndfladen opad, spekulerede Yrsa på, hvad det handlede om. En markering? tænkte hun. Har han fundet noget?
Andrić trak mundbindet lidt ned. »Det er holdt op med at regne,« sagde han og smilede til hende.
Knuden i maven blev lidt mindre hård.
Yrsa så op på den stålgrå himmel, kneb øjnene sammen og drømte sig væk et øjeblik. Til et sted, der var varmt. Som var simpelt og gavmildt.
Men nu var det her, hun var, og det var her, hun skulle være.
Teknikerne arbejdede sig ind mod liget med udgangs- punkt i omkredsen af en imaginær cirkel omkring det. Et møjsommeligt arbejde, der kunne tage flere timer, endnu længere, hvis de fandt noget interessant. Emilia gik rundt og fotograferede, og kameraets blitz lyste op som stroboskoplys over forsamlingen af mennesker, der kravlede rundt i mørket med deres pandelamper.
»Fund,« lød det pludselig fra en af teknikerne, der rettede sig op og pegede ned på jorden.
Et lille parti med ti centimeter højt græs i en sprække i granitfladen, og genstanden blev fotograferet in situ, før teknikeren lagde den i en plasticpose.
Selv på afstand var det let at se, hvad det var. En mobiltelefon, android, og Emilia gik med det samme hen til teknikernes bil med den.
Klokken kvart i to var retsobducenten nået hen til liget. Han studerede det indgående under det lille plastictelt, før han tog en diktafon frem, førte den op til munden og begyndte at tale uhørligt. Nogle minutter senere gjorde han tegn til, at der var fri adgang for de andre til at inspicere liget.
Mens Yrsa gik et par skridt bag ved Schwarz og de to andre mere erfarne politiassistenter, prøvede hun at huske det, hun havde lært under uddannelsen.
Ikke lede efter det forventelige, men efter det, der skiller sig ud. Hvilket sommetider kan være det mest naturlige, men samtidig det sværeste.
En pige er død.
En datter, måske en søster og kusine, ligger kold i et pla- stictelt. Indtil videre uforklarligt.
Et medmenneske, en veninde og klassekammerat, hvis død stadig kun er en uklar teori i periferien af synsfeltet hos de politifolk, der skal opklare hændelsen. Pigen, liget – ja, offeret – er indtil videre kun en redegørelse med et uendeligt antal ukendte årsager.
Yrsa tager de sidste, langsomme skridt hen mod liget. Lader blikket glide hen over pigen.
Formentlig mellem fjorten og seksten år gammel. Sparsomt klædt i en rød, ærmeløs kjole, som om hun havde været på vej til eller fra en fest. At dømme efter det tynde tøj en fest et sted i nærheden.
En enkel halskæde med et kors har viklet sig ind i det mørke, krøllede hår. Hun er bleg, men er af udenlandsk af- stamning. Formentlig fra Mellemøsten.
Højre underarm stikker lige op i vejret, og venstre skulder ser sammensunken ud. De bare arme og ben ser ud, som om de er gået af led.
Næsten ligesom en dukke, som taxachaufføren havde sagt til alarmcentralen.
To tomt stirrende øjne.
Fastfrosset i et øjeblik af angst.
Munden halvåben, læberne changerende i blåt, og under næsen indtørrede rester af blod, som det ikke er lykkedes regnen at skylle væk.
Det var så det første lig, tænker Yrsa.
Det var jo ikke så slemt.
Alligevel ved hun, at hun aldrig vil glemme det. Schwarz sætter sig på hug ved siden af liget og vender sig mod Ivo Andrić. »Hvad mener du, sådan umiddelbart? Er der tale om selvmord? Skal vi sende det ind til Hurtig?«
Retsobducenten ryster på hovedet. »Mit råd er, at I lige venter med det.« Han ser op mod boligblokkens seks etager. »Men rigtigt, legemets placering i forhold til huset udelukker ikke et spring, eller for den sags skyld et fald, fra en af de øverste etager. Heller ikke skaderne.«
Schwarz betragter den høje bygning. »Burde nogen ikke have set eller hørt, da hun faldt eller sprang deroppefra?«
Huset var næsten helt mørklagt, da de kom. Men nu er der lys i mindst halvdelen af vinduerne, og hist og her aner man silhuetter af mennesker. De blå blink havde lokket folk ud, og kort efter at man havde etableret afspærringen, blev de mest nysgerrige, dem, der havde stillet sig ud på altanerne for at kigge, beordret indendørs.
Retsobducent Andrić trækker på skuldrene. »Svært at sige, hvad folk hører og ser midt om natten, men der er altså ingen, der spontant har henvendt sig for at tale med jer?«
»Nej,« siger Schwarz. »Men vi kan vel lige så godt begynde at stemme dørklokker i huset, så snart vi har fået forstærk- ning. De kan være her, hvad øjeblik det skal være.«
Yrsa har på fornemmelsen, at det bliver hendes opgave at stemme dørklokker sammen med en anden grønskolling, så hun kaster et sidste blik på liget.
Der er noget med placeringen.
Som om pigen er blevet lagt der til offentlig beskuelse, liggende udstrakt på ryggen.
Klokken er fem minutter over to, da den anden politibil ankommer, og da de går tilbage for at mødes med forstærk- ningen, lægger Schwarz hånden på hendes skulder. »Du virker lidt nervøs,« siger han. »Men du skal se, det her er ikke værre end en kriminalroman.«
»Kriminalroman? Hvad mener du?«
»Ja, alle gode kriminalromaner begynder jo med, at nogen dør, og slutter med, at alting bliver opklaret.«
»Det her er måske ikke en af de gode kriminalromaner.«
En dum påstand, der fortjente et dumt svar, tænker hun, og de går tavse det sidste stykke til parkeringspladsen.
»Kom lige herhen.«
Det er Emilia, basketballspilleren. Hun sidder på forsædet i teknikernes bil med en laptop på skødet og posen med androidtelefonen i hånden.
En ledning går gennem plasticposen fra telefonen til computeren. »Jeg har låst mobilen op,« siger hun. »Den tilhører efter al sandsynlighed offeret. Pigen hedder Tara og er ret glad for selfier. Hendes sidste kontakt var via sms for fire timer siden.«
Jimmy Schwarz læner sig frem med armen på den åbne bildør. »Med hvem?«
Emilia ser eftertænksom ud. »Hun har gemt kontakten under navnet ’Olof ’. Men nummeret kan ikke spores, i hvert fald ikke med det udstyr her. Det ser ud, som om de aftalte at mødes her et sted.«
»Interessant. En god start.«
»Der er også noget andet,« fortsætter Emilia. »Tara skriver til denne Olof, og jeg citerer: ’Kender du Dukkemesteren?’
Olof svarer nej på spørgsmålet. Har I nogen som helst anelse om, hvad det kan betyde?«
Politiassistent Schwarz hæver øjenbrynene. »Nej. Ikke en snus, faktisk, men jeg tror, jeg kender en, der måske har det.«
»Okay … hvem?«
»Han hedder Kevin Jonsson og arbejder i Rigskrim.«
seksogtredive timer uden søvn – Tanto
Oppe på toppen af Tantoberget på Södermalm ligger der en luftværnsstilling, der under 2. verdenskrig skulle forsvare Årstabron og Liljeholmsbron mod fjendtlige angreb. Nogle stenkast fra de gamle krigsskuepladser ligger der et koloni- haveområde anlagt i terrasser ned mod vandet, og fra en af hytterne høres der granatild.
Klokken er halv tre om natten, og Kevin Jonsson ligger i sofaen med det sovjetiske krigsdrama Gå og se på compu- terskærmen.
De levende misunder de døde, tænker han.
Den lille grund på Tantoberget består hovedsagelig af nøgen klippe, og det dyrkbare areal begrænser sig til en smal stribe næringsrig jord langs stakittet. Byggeretten på kolonihavegrunden, der er en af hundrede og elleve grunde på bjergets sydside, er udnyttet maksimalt.
Fjorten kvadratmeter rød hytte med hvide hjørner, seks kvadratmeter åben veranda samt et redskabsskur, der rummer et tørkloset. Den lille grund har tilhørt familien siden halvfjerdserne, og han har boet i hytten i fire år. Ulovligt om vinteren, da det er i strid med kolonihaveområdets reglement, men foreningen klager ikke længere.
Ikke siden de fik at vide, at han arbejder som politimand.
Her er han vokset op. Her har han set somrene komme krybende op ad bjerget fra Årstaviken, og her har han sammen med sin far siddet på verandaen og kigget på solnedgangen nede over marinaen.
Det eneste rum i hytten indeholder et bord med to stole, en lille sofa og over den en loftseng. Kogepladen og køleskabet drives af flaskegas, og et solpanel leverer strøm til computeren og lamperne. Væggene er dækket af reoler, proppet med bøger og dvd’er.
Når han ser film, har han tit papir og blyant ved hånden, klar til at notere fejl som for eksempel plotfejl eller anakronismer, såkaldte goofs.
Det er ikke bare for morskabs skyld, men også for at træne sin iagttagelsesevne, noget, han har gavn af i sit arbejde. Men papiret ligger blankt på bordet, da de sidste scener i Gå og se ruller hen over computerskærmen.
Hovedpersonen, som i begyndelsen af filmen var en lille dreng, men som nu ser ud som en gammel knark, går ind i granskoven og slutter sig til partisanerne.
Skoven sluger ham.
Naturen ender altid med at vinde. Menneskene kan aldrig vinde.
Allerede som lille ledte Kevin efter logiske fejl. Pillede de andre børns fantasiforestillinger fra hinanden ved at påpege, at cowboys hverken skød med maskinpistol eller gik med bukser købt i KappAhl.
Han kunne aldrig holde sin mund i klassen. En plakat på væggen skulle forestille nogle vikinger, og han kunne ikke fordrage billedet, fordi det formidlede myten om, at de havde horn på hjelmene. Goof. På verdenskortet bag katederet så Grønland lige så stort ud som Afrika, og det gav jo et helt forkert indtryk. Goof.
Lærernes påstande om, at han havde DAMP og ADHD, og hvad det nu hed, blev aldrig modsagt og forvandledes til sandheder. Det var altid Kevin Jonsson, der forstyrrede og fik flest møgfald.
Men så var der en ung lærerinde, der vikarierede i et semester i femte, og hun var anderledes end de andre. En dag bad hun ham om at blive efter timen.
Han forventede en reprimande, men i stedet tog hun en lille æske frem, sådan en, som viskelæder kommer i. Hun spurgte ham, hvad der var i den, og han svarede, at den indeholdt femogtyve stykker viskelæder, præcis som der stod på æsken, hvorpå hun smilede og tog låget af.
Indeni lå der en lille, rød perle.
Æsken er dit ansigt udadtil, sagde hun. Den rolle, du har fået i klassen, og som alle tror på, inklusive dine lærere og måske også dig selv. Hun tog perlen, holdt den op mod lyset og fortsatte: Men den her, det er dig. Den, du i virkeligheden er. Jeg kommer til at lægge æsken på katederet, og perlen kommer til at blive liggende i den hele semesteret. Hver gang det bliver svært i klassen, kan du tænke på det, vi ved, men som ingen andre kender til.
Kevin afslørede aldrig hemmeligheden om perlen i æsken. Og han trivedes bedre i skolen.
Da juleferien nærmede sig, og vikaren skulle slutte, var det, som om de andre behandlede ham på en ny måde. De lyttede mere. Måske fordi han sagde mindre. Da han kom tilbage til skolen efter juleferien, var æsken med perlen væk.
På hans computer ligger der en Excel-fil med navnet GPM, goofs pr. minut, hvor han i flere år har lavet lister over film, der har den højeste frekvens af fejl af enhver slags foruden plotfejl og anakronismer. Af tabellen har han draget den lære, at skinnet tit bedrager. Det er ikke B-film, der topper listen, men kostbare produktioner, der påberåber sig troværdighed. På førstepladsen ligger Hitchcocks Fuglene, tæt fulgt af Dommedag nu, der samlet set indeholder mange flere goofs, men som bliver reddet af sin betragtelige længde.
Kevin finder en ny film frem, noget, der kan køre i baggrunden. Det bliver Werner Herzogs Hjerte af glas, og han vender tilbage til sofaen.
Han kan filmen udenad, scene for scene.
Han trækker tæppet op omkring sig. Seksogtredive timer uden søvn kan mærkes i kroppen, og verden føles ligesom ustabil. Men hjernen arbejder stadig på højtryk, og han spekulerer på, hvorfor man taler om små, grå celler. En levende hjerne er rosafarvet rent fysisk, og det er først, når man dør, at den bliver grå.
Når hans hjerne kører for fulde omdrejninger, er det med ildrøde lyn af blod. Som en centrifuge i hovedet, og lige nu udspiller der sig en krig mellem tanker om hans far og tanker om arbejdet.
Far politimand. Far, der var udødelig. Far, der er død.
Der er ikke engang gået tre uger, men Kevin har allerede forstået, at sorgen ikke er noget, der eksisterer inde i én, og som man kan gå i rette med. Den går ved siden af og lever sit eget liv. Den er lige uden for synsfeltet og prikker én på skulderen, så snart man bilder sig ind, at man har glemt den.
Den befinder sig lige bag virkeligheden. I mørket under en seng eller i skyggen bag en dør.
Filmen foran ham kører videre. Ligesom sorgen. Myten fortæller, at Herzog hypnotiserede skuespillertruppen, og resultatet ligner en kollektiv depression.
Indimellem bevirker savnet af faren, at han synker ned i en lignende tilstand.
Han får svært ved at trække vejret. Måske græder han, måske sidder han bare og stirrer. Varmer lidt mad, ser fjern- syn eller læser en bog. Uden at kunne huske, hvad han har spist, set eller læst.
Hvis han forestiller sig, at faren stadig lever, bliver det mere udholdeligt. Han plejer at genkalde sig en erindring.
Følelser, dufte, samtaler, sammenhænge, og lige nu tænker han på sin fars hænder.
Hans far sagde, at hænderne mindede ham om, hvor han kom fra. En slægt af norrlandsfiskere fra surstrømmingbæltet langs Höga Kusten. Hans hænder var sprukne af saltvand, fiskeskæl, stikkende gæller og finner, og blodkarrene brast, hvis det var koldt og tørt ude. Når det blødte, plejede han sige, at han labbede sin slægts blod i sig. Han påstod, at stanken af surstrømming på hans hænder aldrig var forsvundet, hvilket selvfølgelig ikke var sandt. Lugten af eddike og svovlbrinte eksisterede kun i hans hjerne, men den var så stærk, at den blev virkelig.
Kevin ser på sine egne hænder. De bærer på anger over at have slået en kammerat i de små klasser, skam over at have onaneret til forbudte fantasier som fjortenårig.
Og værre ting.
Meget værre ting. Den slags, der udhuler sjælen.
Den kvalme lugt af en hemmelighed, som kun han og én anden person kender til. En morbror, som han skal møde i morgen til sin fars begravelse.
Grunden til, at han blev politimand, rummes i en sursød duft, der minder om snus.
At han fik ansættelse i Rigskriminalpolitiet lige efter sin uddannelse, fordi han var en dygtig tekniker, der havde lavet en dybdegående eksamensopgave om, hvordan man sporer pædofile på nettet, er en sandhed med modifikationer. Han var aldrig havnet dér, hvis det ikke havde været for det, der skete i et telt ude på Grinda, da han var ni år gammel.
Nu atten år senere sidder han og stirrer på sine hænder, på det snavs, der altid vil være der, og han ser højrehånden lukke sig i en knytnæve med knoer, der bliver hvide, før den åbner sig igen og rækker ud efter en rød yoyo, der ligger på bordet.
Han begynder at kaste den. Ned og op nogle gange, lader den spinne nogle centimeter over gulvet i skæret fra filmen.
Legen med yoyoen får ham til at tænke bedre.
Den knugende og uklare erindring om en morbror i et telt på en ø i Stockholms skærgård erstattes af en klarere, lysere erindring fra samme sommer.
Det var i slutningen af august. Hans far var midt i en kompliceret drabsefterforskning og havde arbejdet i Linköping hele ugen.
Den dag, hvor han endelig skulle komme hjem, føltes som den længste i Kevins dengang niårige liv, og om aftenen havde han og hans mor taget tunnelbanen ind til hovedbanegården. De var alt for tidligt på den, og da toget endelig kom glidende ind på perronen, ledte han febrilsk efter farens ansigt bag kupéruderne. Til sidst havde han set ham vinke fra spisevognen.
Kevin havde løbet ved siden af toget, der så ud til aldrig at ville standse, og det tog en evighed, før det hvinede, og hjulene stod stille, og far steg af. Kevin kastede sig i favnen på ham. Borede næsen ind i hans skjorte, der duftede af cerutter og barbersprit.
»Hej, min dreng,« sagde han og knugede Kevin hårdt ind til sig, strøg ham over håret og kyssede ham på panden. »Jeg har en gave til dig.«
Han tog en lille pakke op af lommen, samtidig med at mor kom hen og sagde velkommen hjem.
Kevin åbnede pakken og fik sin første yoyo. Senere om aftenen viste hans far ham, hvordan han brugte den, og Kevin havde den liggende ved siden af sig på puden, da han skulle sove. Dagen efter tog han yoyoen med i skole, og den dag var han skolegårdens store stjerne.
Noget, der senere blev anderledes, tænker Kevin, men skyder med det samme tankerne fra sig. Han kaster videre med yoyoen. Husker tydeligt, at faren havde sagt, at den var lavet af træ fra Småland med bomuldssnor fra Amerika.
Man kan mærke fibrene i snoren, når den ruller sig op inde i trissen. Denne kildren i langfingeren, en varm vibra- tion, der får ham til at tænke på solsvedne bomuldsmarker nede sydpå i Amerika, og så det kølige, svenske træ mod håndfladen, præget af barske vintre i det smålandske højland.
Far var en kopi af Clint Eastwood, tænker han, samme stenhårde blik og skarptskårne ansigt, den gode i Den gode, den onde og den grusomme.
Yoyoen er drejet ud af et eneste stykke træ, og hans far havde selv fået den, da han var ni år gammel.
Han havde fortalt om den grusomme. En fyr, der blev kaldt for Fugleskræmslet, og som fik penge af bønderne for at stå ude på markerne i sit pjaltede tøj og skræmme fugle væk. Man havde lidt på fornemmelsen, at det var noget, han fandt på, men det gjorde ingenting, da det kun gjorde det mere spændende.
Fugleskræmslet arbejdede hvert år fra april til september, og de lod ham bo sammen med grisene, og det var derfor, han så så lurvet ud. Stort, sort skæg, der var snavset og strittede til alle sider. Han havde en brun, rynket vorte på kinden, af den slags, der ser ud, som om den når som helst kan falde af, og alle børnene var bange for ham.
Allerede på det tidspunkt havde Kevin forstået, at hans far ikke bare fandt på det. Der havde været et gran af sandhed i ordene. Noget, der var sort.
Far ville vaske det sorte væk med latter.
Han havde sagt, at somrene i slutningen af fyrrerne altid var varme, at solen altid skinnede, og at temperaturen i vandet i Ångermanälven lå stabilt på toogtyve grader. Han plejede at bade i elven, et sted, hvor man kunne hoppe i fra et reb, og Kevin ser en brusende elv for sig. Alt går i sort-hvidt som på billederne i farens gamle fotoalbum.
En dag havde faren badet i flere timer, og da han skulle til at tørre sig og gå hjem, så han, at Fugleskræmslet sad på skråningen nogle meter bag det træ, hvor rebet hang.
»Knarken smilede et tandløst smil,« sagde far. »Blottet, rødt tandkød, og så proppede han en stor klump snus ind under læ- ben. Han havde siddet der, siden jeg kom, og han sagde, at han ville give mig en gave, fordi jeg var så dygtig til at hoppe. Og så rakte han mig yoyoen. Den var knaldrød dengang. Ikke falmet og afskallet.«
Kevin stryger med fingrene over yoyoen. Studerer den ind- gående som så mange gange før.
Hver eneste ridse, hver flage af maling, der har løsnet sig, har en historie.
Han snuser til den. En lidt hengemt træduft, og så noget andet.
Måske er det vagabondens sved, der stadig sidder der.
»Hvad skete der så?« spurgte Kevin, og far så fraværende ud, som om han ikke havde hørt det.
»Der skete ikke noget særligt,« sagde han til sidst. »Jeg tog yoyoen og cyklede hjem. Fugleskræmslet frøs ihjel om vinteren samme år, og de fandt ham under en bro. Håret var frosset fast til jorden, og de måtte skære ham fri.«
I dag ved Kevin, at Fugleskræmslet i virkeligheden hed Gu- stav Fogelberg. En enspænder, der forgreb sig seksuelt på smådrenge, og som kom i fængsel for det. Den røde yoyo havde været en slags lokkemad, men hans far havde brugt den til at skjule en historie om et overgreb. Yoyoen blev den bærende del i hans livsløgn, og han havde aldrig løftet sløret for, at han var blevet udsat for noget.
Far havde en vagabond, den grusomme. Og selv har Kevin en morbror.
Dukkeliv
Dukkeliv er er en krimi om den side af samfundet, som vi helst ignorerer og nærmest aldrig hører om. Forfatterduoen Erik Axl Sund dykker med deres roman ned i et nådesløst Sverige, hvor menneskehandel og sexindustrien skjuler sig.
Kriminalbetjent Kevin Jonsson har fået en sag om online sexhandel. Han skal finde dukkemesteren – en person, der bruger falske identiteter til at skaffe film og billeder af unge piger. Efterforskningen tvinger Jonsson til at konfrontere hemmeligheder fra sin egen fortid, men fører ham også til Nova og Mercy.
Nova og Mercy er to 16-årige piger, der er flygtet i en stjålet bil fra et anlæg, hvor en anden ung kvinde er forsvundet. De to bliver jagtet, og har måske altid været det.
Du kan købe Dukkeliv online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.
I samme serie
Glaslegemer
Der skyller en selvmordbølge blandt unge ind over Sverige, og følles for de døde er, at de unge har lyttet til gamle kassettebånd med optagelser af hård undergrundsmusik i dødsøjeblikket.
På et ukendt sted opholder enmandsbandet Hunger sig, og komponerer de unges dødsmusik på bestilling. Vanja er føler sig ensom, misforstået og er træt af livet, og hun skær i sig selv. Hun har også bestilt et bånd fra Hunger.
Konstitueret kriminalkommissær Jens Hurtig skal efterforske de usædvanlige og brutale selvmord, og finde frem til Hunger. Samtidig bliver en række velrespekterede ældre mænd dræbt, og dødsfaldene viser sig at have en sammenhæng med selvmordene. Jens Hurtig begiver sig ind i et ukendt, mørkt ungdomsmiljø, men er pludselig lidt for tæt på begivenhederne…
Du kan købe Glaslegemer online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Er du krimi-fan? Så se vores liste med gode krimier her.
Andre læste også: