I Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv inviteres du med Bent Hytholm Jensen på arbejde i mordefterforskninger, efterforskninger af krigsforbrydelser og meget mere. Læs et uddrag af bogen her.
Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv er et kig ind i kriminalteknologi, hvor det gælder om at finde de små detaljer, som kan være afgørende for en efterforskning. Bent Hytholm Jensen har i 32 år arbejdet som kriminaltekniker, og er kommet tættere på den menneskelige ondskab end de fleste.
LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden
Han har været med til at undersøge gerningssteder hundredvis af gang, hvor han gennem sikringen af spor efter fingeraftryk, blod, dna, sål- og dækaftryk har været med til at opklare nogle af de værste sager i Danmark.
Og så fortæller han om de helt særlige sager, hvor han er blevet sendt på internationale opgaver for at hjælpe med at identificere ofre – f.eks. efter branden på Scandinavian Star, krigsforbrydelser i Rwanda eller tsunamien i Thailand.
Læs et uddrag af Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv herunder. (Advarsel: Nedenstående uddrag indeholder beretninger om overgreb, vold og børnemishandling).
Djævlen ligger i detaljen
Bent Hytholm Jensen
KAPITEL 7: DNA
DNA er et af politiets vigtigste værktøjer og kan være afgørende, når en forbrydelse skal efterforskes og opklares. Det var i slutningen af 1980’erne, at dansk politi begyndte at indsamle DNA fra gerningssteder, hvilket har betydet, at rigtigt mange forbrydelser med tiden er blevet opklaret ved brug af DNA- profilanalyser, der har kunnet identificere en gerningsmand.
Ud over sporindsamling på gerningsstederne har politiet også lovmæssig hjemmel til at indsamle DNA-prøver, hvis der er en begrundet mistanke mod en person, som har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der kan give fængsel i 18 måneder eller derover.
Men det er også vigtigt at huske, at en DNA-profil kan udelukke en mistænkt fra at være gerningsmand. På den måde sikrer man, at uskyldige ikke bliver dømt for en forbrydelse, som de ikke har begået. Endelig kan DNA- profiler bruges til at identificere ofre i forbindelse med større ulykker og katastrofer, hvilket blev uhyre aktuelt i forbindelse med tsunamien i 2004 i Thailand. En tragisk begivenhed, som jeg vender tilbage til.
Man indsamler DNA fra personer ved at bruge nogle specialfremstillede DNA-sæt. Det sker typisk ved, at politiet med en skumgummilignende pude sikrer mundskrab i mundhulen på vedkommende. Når puden er tilstrækkeligt fugtig af spyt, trykkes puden mod et specialudviklet trækpapir, der reagerer ved at blive lyserødt, hvis der er tilstrækkeligt DNA-materiale i prøven. Efterfølgende lægges prøven i en DNA-pose, hvorpå den undersøgtes generalia er skrevet ned, så der ikke kan ske forveksling mellem prøver. De sendes til Retsgenetisk Afdeling, der foretager den videre analyse, som ender med en DNA-profil fra den undersøgte person.
Alternativt kan der sikres DNA igennem en blodprøve, der udtages af en læge. Ud over blod og spyt kan også sæd danne grundlag for en DNA-profil, som bedst kan betragtes som en slags genetisk fingeraftryk.
DNA er menneskets arvemasse og består af nogle aflange kromosomer, der befinder sig i vores cellekerner. Hvert menneskes DNA indeholder alle informationer om, hvordan vi er sat sammen. Det viser eksempelvis, hvilken hårfarve vi har, og hvilken farve øjnene er. Resten af vores udseende er også beskrevet i de informationer, man kan læse ud af de aflange kromosomer. Den ene halvdel af en persons DNA stammer fra moren, og den anden halvdel stammer fra faren.
Når retsgenetikerne analyserer et DNA-spor, bruger man kun en meget lille del af DNA’et. Man måler længden på særligt udvalgte bidder af kromosombåndene, så den færdige DNA-profil består af talrækker, der er unikke for hvert menneske.
Alle danske politifolk er uddannet til at indsamle DNA fra gerningssteder. Når der er tale om simple undersøgelser som indbrud, benytter politiet DNA-sæt, der ligger i alle patruljevogne. Her bruger man to vatpinde, hvorpå der dryppes en dråbe destilleret vand. Herefter foretages der aftørring med begge vatpinde samtidigt af det område, hvor man enten kan se eller mistænker, at der er DNA-materiale som blod eller andre kropsvæsker.
Derefter anbringes vatpindene i en særlig pose, der består af et specialudviklet papirmateriale, hvor indholdet kan tørre uden at gå i forrådnelse. Man benytter to vatpinde samtidigt for at forenkle processen. Tidligere brugte man en enkelt vatpind, men så skulle laboranterne på Retsgenetisk Afdeling splitte vattet op i to, da der altid laves to DNA-analyser sideløbende. Dermed kan man være sikker på, at analyseresultatet er korrekt, når begge prøver giver samme resultat.
Selv om dansk politi har indsamlet DNA fra gerningssteder siden slutningen af 1980’erne, var det først omkring 10 år senere, at redskabet skulle få sit gennembrud.
*
En 10-årig pige var en forårsdag i slutningen af halvfemserne blevet væk. Den savnede pige var sidst set, da hun var ude at sælge lodsedler om aftenen, og var aldrig kommet hjem til sin bopæl i Brøndby Strand. Jeg frygtede det værste, efterhånden som tiden gik, uden at pigen blev fundet. I Teknisk Afdeling forberedte vi otte-ti kollegaer på, at de ville blive tilkaldt fra hjemmet, såfremt det blev nødvendigt, når og hvis pigen blev fundet uden at være i live.
Den lokale politikreds iværksatte mange tiltag, men man ledte forgæves efter pigen i dagevis. Præcis en uge efter at hun var blevet meldt savnet, blev jeg ringet op af vores hjemmevagt, der var blevet tilkaldt af Glostrup Politi til en boligblok i Brøndby Strand. Her var den savnede pige fundet død i et aflåst kælderrum under boligblokken. Gangen og rummene hernede var tidligere blevet undersøgt uden resultat, og det kælderrum, hvor pigen senere blev fundet, havde på daværende tidspunkt været tomt og ulåst.
Nogle dage efter den første undersøgelse af kælderen havde en beboer bemærket en ubehagelig lugt, som kom fra et kælderrum. Det havde jo ikke tidligere været aflåst, men nu hang der en hængelås på døren. Beboeren lagde sig ned på knæ og kiggede ind under døren til kælderrummet. Her mente han, at han kunne se en lille mørk hånd. Politiet blev tilkaldt, og hængelåsen blev brudt op. Inde i rummet fandt betjentene den afdøde pige liggende på kældergulvet delvist skjult under nogle tomme flyttekasser. Den ubehagelige lugt, som flere beboere havde bemærket, skyldtes, at forrådnelsesprocessen fra liget var gået i gang.
Da oplysningen nåede vores gerningsstedskoordinator, ringede han rundt til de kollegaer, som var blevet forhåndsorienteret, og alle satte nu kurs mod afdelingen. Her hentede vi køretøjer med det nødvendige kriminaltekniske udstyr, inden vi mødtes med de lokale efterforskere og vores kollega, der tidligere var blevet tilkaldt til gerningsstedet.
Gerningsstedskoordinatoren og jeg fik et hurtigt overblik over ejendommen. Det var en fireetagers beboelsesejendom opført i beton med flere lejligheder på hver etage. Der var tre opgange med adgang til kælderetagen, hvor der var indrettet kælderrum under hele bygningens længde på hver side af kældergangen. Ud over dørene fra opgangene var der adgang til kælderen via døre og kældertrapper i hver endegavl. Med andre ord var der flere adgangsmuligheder til kælderetagen.
Gerningsstedskoordinatoren besluttede, at en af mine kollegaer og jeg skulle foretage en foreløbig gerningsstedsundersøgelse i kælderrummet, hvor pigen var blevet fundet, og rense adgangsvejen ind til kælderrummet for mulige kriminaltekniske spor. Efterfølgende skulle der foretages en findestedsundersøgelse sammen med en retsmediciner.
Det blev også besluttet, at to hold, der hver bestod af tre kriminalteknikere, skulle foretage undersøgelse af kældergangen i hver sin retning med udgangspunkt fra det rum, pigen var blevet fundet i. Vi formodede nemlig, at hun var blevet anbragt i kælderrummet og derfor måtte være båret til kælderrummet af gerningsmanden. Efterfølgende skulle alle opgangene og de omkringliggende områder også undersøges for eventuelle spor.
Inden min kollega og jeg bevægede os ind i kælderrummet, hvor pigen lå på gulvet, fotodokumenterede vi de faktiske forhold på stedet. Så arbejdede vi os langsomt ind i kælderrummet, mens vi afsøgte kældergulvet for spor. Vi flyttede og sikrede den flyttekasse, der lå delvist hen over pigen, med henblik på senere undersøgelse for spor i afdelingen. Da vi var færdige med at afsøge gulvet rundt om pigen, ankom retsmedicineren, og der blev foretaget findestedsundersøgelse, hvor han undersøgte den afdøde pige for dødstegn og mulige læsioner.
Da undersøgelsen af kælderrummet og liget var færdig, blev det nænsomt anbragt på en båre i findestillingen og kørt med den tilkaldte rustvogn til Retsmedicinsk Institut, hvor der skulle foretages en obduktion.
De øvrige hold, der undersøgte kældergangen i hver sin retning, kravlede hen over gulvet iført de obligatoriske kedeldragter, gummihandsker, hårnet og mundbind. De rettede deres opmærksomhed mod alt, hvad der bare lignede pletter eller afsmitninger på kældergulvet. Det ene hold fandt flere blodlignende pletter, der reagerede som blod ved en test.
Formen på blodpletterne tydede på, at der var tale om bloddryp, der var faldet fra en vis højde ned på gulvet. Dryppene var næsten cirkelrunde, men i kanten af dryppene fandtes en afvigelse i formen, der viste, at dryppene var faldet ned på cementgulvet, mens den genstand, hvorfra dryppene var kommet, havde været i bevægelse i en bestemt retning.
Afvigelsen i bloddryppene viste, at de var afsat i modsat retning af kælderrummet, hvor den afdøde pige var fundet. Med andre ord kan pigen have været bragt ned til kælderrummet indpakket i et eller andet, der har været blodigt, og som efter anbringelsen i kælderrummet er blevet båret i retning væk fra kælderrummet. Ved udgangsdøren op til en af opgangene fandtes det sidste bloddryp, der som de øvrige var afsat i retning mod opgangen, hvorefter rækken af bloddryp stoppede. Det andet hold, der undersøgte kældergangen i modsat retning af holdet, der fandt bloddryppene, fandt ingen relevante kriminaltekniske spor.
Dagen efter blev der afholdt obduktion af den afdøde pige, hvor jeg deltog som kriminaltekniker. Når der i alvorlige sager skal foretages en obduktion på de retsmedicinske institutter, deltager der ud over en retsmediciner og en laboratoriebetjent altid mindst en kriminaltekniker og normalt også en eller flere efterforskere fra politikredsen.
Kriminalteknikerens opgave er at bistå retsmedicineren, der skal foretage obduktionen. Jeg skulle dels fotodokumentere og sikre eventuelle kriminaltekniske spor, der blev fundet uden på liget, og dels efter retsmedicinerens anvisning fotodokumentere skader eller andre forhold, der kunne have afgørende betydning i forbindelse med obduktionen.
Efterforskerne fra politikredsen var til stede for så hurtigt som muligt at få oplysningerne om dødsårsagen og andre informationer, der kunne give dem en nødvendig viden med henblik på den videre efterforskning. Ved den aktuelle obduktion blev det konstateret, at den afdøde pige var blevet kvalt, og at hun havde været udsat for seksuelle overgreb. Der blev taget en del forskellige prøver, og det blev konstateret, at sæd fra gerningsmanden var afsat i forbindelse med det seksuelle overgreb.
Efterforskerne fra politikredsen havde i forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen fået nogle gode kort på hånden. Blodpletterne på kældergulvet og på trappen op til en af opgangene indikerede nemlig, at den afdøde pige kunne være båret ned i kælderen herfra. Derfor bad efterforskerne de mandlige beboere i hele ejendommen om at afgive en blodprøve, så man kunne sammenligne med de DNA-spor, der var sikret fra kælderen.
I stueetagen i den opgang, hvor den sidste blodplet var fundet, boede en 52-årig enlig mand, der nægtede at afgive blod under påskud om, at han tidligere havde været medlem af Jehovas Vidner. TV 2 interviewede ham endda, hvor han forklarede om sin modvilje mod at afgive blod til en DNA-analyse. Da han tonede frem i fjernsynet, bemærkede vores gerningsstedskoordinator og jeg, at han var iført et par bordeauxrøde benklæder, hvilket senere skulle få en afgørende betydning for sagens udfald.
Efterforskerne besluttede at anholde manden, der ikke ville afgive blod, og sigte ham for drabet. Han blev derefter varetægtsfængslet, og kriminalteknikere rykkede ind i hans lejlighed. Målet var at finde ud af, om pigen var kvalt og seksuelt misbrugt der, eller om pigens tøj kunne findes på stedet. På trods af en grundig undersøgelse af lejligheden blev der ikke fundet nogen konkrete ting, der kunne bekræfte, at det her var gerningsstedet, eller at den afdøde pige havde været i lejligheden.
Da kriminalteknikerne var færdige med de kriminaltekniske undersøgelser, rykkede efterforskerne fra politikredsen ind i lejligheden, hvor de foretog en ransagning. Men hverken vores undersøgelser eller den efterfølgende ransagning i lejligheden gav nogen brugbare spor. Vores gerningsstedskoordinator henledte efterforskernes opmærksomhed på, at den anholdtes tøj, som vi havde set i fjernsynet, ikke var sikret eller undersøgt i NKC, hvorfor efterforskerne kørte til Vestre Fængsel og hentede tøjet – også de førnævnte bordeauxrøde bukser.
En af mine kollegaer, Bonnie Ludvigsen, fik til opgave at undersøge tøjet, som den sigtede havde haft på i Vestre Fængsel og under interviewet i tv. På bukserne, lidt over kanten på den ene sidelomme, fandt hun to blodlignende pletter, der begge var ca. 5 mm i diameter. Ved en test reagerede begge pletter som for blod, og pletterne blev derfor sikret og videresendt til Retsgenetisk Afdeling.
Pletterne fra bukserne, blodprøven fra den sigtede og prøverne fra den obducerede pige blev via Retsgenetisk Afdeling videresendt til et laboratorie på det retsmedicinske center Forensic Science Service i West Yorkshire i England.
Her var man på daværende tidspunkt længere fremme med hensyn til at foretage DNA-analyser af mindre mængder af DNA-materiale, end man var i Retsgenetisk Afdeling i Danmark. Laboratoriet i England analyserede prøverne for DNA og kunne efterfølgende konkludere, at der var et match mellem den sigtedes DNA-profil og det biologiske materiale – altså sæden – der var sikret fra den afdøde pige. Desuden kunne de konstatere, at blodpletterne, der var fundet på den sigtedes bukser, stammede fra pigen.
Det var et stort gennembrud i sagen. Politiet kunne nu via DNA-analyserne bevise, at man havde fat i den rigtige gerningsmand. Analyserne kunne bekræfte, at det måtte være manden, der havde misbrugt pigen, fordi hans DNA var fundet på pigen, ligesom der på gerningsmandens benklæder var fundet DNA fra den afdøde pige. Det kædede gerningsmand og offeret sammen, og så var det underordnet, at gerningsmanden påstod, at han aldrig havde mødt offeret.
I forbindelse med den efterfølgende retssag blev jeg indkaldt som vidne i retten, hvor jeg skulle redegøre for de undersøgelser, som jeg havde deltaget i sammen med mine kollegaer. Den tiltalte mand nægtede til det sidste at have forvoldt pigens død og forsøgte med forskellige forklaringer at gøre det muligt, at hans sæd kunne være havnet i kælderrummet, hvor pigen var fundet. Nævningene købte ikke den tiltaltes forklaringer, og det endte med, at han blev kendt skyldig og idømt livsvarigt fængsel.
Under hele efterforskningsforløbet i denne sag var der meget stor medieinteresse omkring politiets brug af DNA-analyser. En af de offentlige diskussioner handlede blandt andet om, hvorvidt man skulle oprette en DNA-database, og hvem der i så fald skulle være registreret i sådan en.
*
Debatten havde allerede varet i nogle år, da Det Centrale DNA-profilregister blev oprettet ved lov i 2000. Det var og er en database, som består af et navneregister med DNA-profiler fra personer og et sporregister med DNA-profiler fra gerningssteder.
Når der fremkommer en DNA-profil fra Retsgenetisk Afdeling fra en person, lægges den ind i personregisteret og sammenlignes automatisk med tidligere indsamlede profiler fra gerningssteder. På samme måde lægges DNA-profilen fra et spor i sporregisteret i databasen.
Hvis der er et match mellem to DNA-profiler, er der meget stor sandsynlighed for, at der er tale om den samme persons DNA-profil. Det fremgår i den retsgenetiske erklæring, hvor der i de fleste tilfælde beregnes en bevismæssig vægt i form af et tal i en såkaldt likelihood-kvotient.
Den stærkeste likelihood-kvotient i Danmark er 1:1.000.000, der i erklæringen fra Retsgenetisk Afdeling ville lyde nogenlunde sådan: ”Der er overordentlig stærk vægt (1:1000.000) for, at den undersøgte DNA rent faktisk stammer fra den undersøgte person, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person i en relevant befolkningsgruppe.”
Imidlertid kan DNA-profilen ikke stå alene. Den betragtes ikke som 100 procent sikker og bør altid vurderes i sammenhæng med de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen.
Som det fremgår af likelihood-kvotienten, kan der i teorien være mere end en person, der har den samme DNA-profil. Så vidt jeg har læst mig frem til, er det kun set en enkelt gang i en sag fra Arizona i 2001, hvor to personer havde samme DNA-profil. Man ved, at enæggede tvillinger som udgangspunkt har samme DNA-profil, medmindre en dyberegående DNA-undersøgelse kan påvise, at den ene eksempelvis har en medfødt arvelig sygdom, som den anden ikke har arvet.
Et andet eksempel kunne være, at den sigtede kan komme med en fornuftig forklaring på, hvordan hans DNA er havnet på gerningsstedet. Det kan være, at han tidligere har været på gerningsstedet, men at han ikke har været til stede på gerningstidspunktet og tilmed har et skudsikkert alibi. Så er der ikke længere et afgørende bevis på, at han er gerningsmanden.
Da Det Centrale DNA-profilregister blev oprettet i 2000, blev der registreret DNA-profiler baseret på 10 undersøgte DNA-systemer, hvilket man fortsatte med indtil 2012. Retsgenetisk Afdeling følger løbende med i udviklingen, og siden begyndte man at lave DNA-profiler baseret på 16 undersøgte DNA-systemer, hvilket giver en større matchsikkerhed. I september 2019 kom det frem, at en person på grund af et stærkt DNA-match blev mistænkt og dømt i en sag, hvor en efterfølgende og mere grundig DNA-undersøgelse viste, at det alligevel ikke var vedkommende, der havde begået forbrydelsen.
Årsagen var, at der fortsat ligger en del DNA-profiler i Det Centrale DNA-profilregister, som er baseret på 10 undersøgte DNA-systemer. Den pågældendes DNA-profil passede så sammen med en af disse, og dermed skete fejlen. Rigspolitiet har nu skærpet reglerne omkring Det Centrale DNA-profilregister, så der i fremtiden ikke må rejses sigtelse mod en person, hvis der er et match baseret på de 10 undersøgte DNA-systemer, før der er foretaget en fornyet analyse, der viser et match baseret på 16 undersøgte DNA-systemer.
Justitsmord er skrækscenariet for alle, og tilfældene i Danmark er heldigvis få. Med udviklingen af DNA-analyser er risikoen også blevet væsentligt formindsket, og jeg husker nogle eksempler, hvor de biologiske spor på gerningsstedet har været afgørende for, at uskyldige er blevet renset for mistanke.
I 1993 blev en syvårig pige i Høje Gladsaxe udsat for voldtægt. Efterforskningen førte til, at en udviklingshæmmet mand blev anholdt og sigtet for voldtægten, som han tilstod. I forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen blev der fundet et pubeshår fra en mand, der dog viste sig ikke at stamme fra den sigtede mand. Imidlertid valgte retten at dømme manden, som havde tilstået forholdet.
Det skulle senere vise sig ved en DNA-analyse af hårroden, at pubeshåret stammede fra en tidligere dømt seksualforbryder, der faktisk var den rigtige gerningsmand, og som efterfølgende blev dømt for forbrydelsen.
Et andet eksempel på, at DNA har været afgørende for, at der ikke skete justitsmord, går også tilbage til 1993. I slutningen af maj blev en 36-årig kvinde fundet død i nærheden af en S-togsstation i københavnsområdet. Hun blev fundet liggende i et buskads, delvist afklædt og stærkt mishandlet. Obduktionen viste, at kvinden ud over at være mishandlet også var blevet voldtaget og kværket af gerningsmanden.
Et vidne havde set en mandsperson på en cykelsti meget tæt på gerningsstedet. Vidnet havde også bemærket, at manden havde hægtet en avisvogn bag på sin cykel. Politiet ville naturligvis gerne i forbindelse med denne person, hvorfor han blev efterlyst i pressen. Det gav pote, idet flere ud fra signalementet kunne udpege en mand, der boede på en båd i en nærliggende havn.
Flere havde bemærket, at han havde anskaffet sig en avisvogn, som han efterfølgende havde malet hvid. Det viste sig, at den mistænkte havde stjålet avisvognen og forklarede, at han kørte ad cykelstien den aften tæt på gerningsstedet, men at han ikke havde bemærket den døde kvinde, der lå i buskadset. Politiet mente, at der var grundlag for at anholde manden og fremstille ham i et grundlovsforhør, idet hans forklaring haltede en del. Dommeren gav politiet ret, og han blev sigtet for drabet og varetægtsfængslet.
Da det kom frem i pressen, at man havde anholdt en mistænkt, er det min opfattelse, at folkedomstolen allerede havde dømt den fængslede. Men det skulle vise sig, at personen ikke var gerningsmanden. Han havde blot stjålet en avisvogn og været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Under obduktionen af kvinden, der var ilde tilredt, blev der nemlig sikret forskellige prøver til analyse. Gerningsmanden havde efterladt spor af sperma i form af nogle sædpletter forskellige steder på og i den afdøde kvinde. Det lykkedes for retsgenetikerne at lave en fuld DNA-profil, der viste, at den varetægtsfængslede mand ikke kunne være gerningsmanden.
Resultatet blev offentliggjort i medierne, og man bad offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden. Politiet tog blodprøver fra 25 mænd, og blandt disse var en 21-årig mand, der var kommet i søgelyset, fordi hans mor havde gjort politiet opmærksom på, at han samme aften, som kvinden blev dræbt, havde opført sig anderledes end normalt. Ifølge moren var han kommet hjem om aftenen og havde taget sit tøj af og vasket det i vaskemaskinen, hvilket han ellers aldrig gjorde. Kvinden håbede selvfølgelig på, at det ikke var hendes søn, der havde begået en så forfærdelig forbrydelse.
Det viste sig, at DNA-prøven fra spermaen på kvinden stemte overens med den unge mands DNA, og han blev idømt 16 års fængsel.
Et andet eksempel, der viser, hvor galt det kan gå, var i en sag fra Jylland, hvor en 20-årig kvinde havde forladt en nytårsfest for at tage hjem. Kvinden havde tilsyneladende været beruset, da hun forlod festen. Hun havde efterladt både mobiltelefon, nøgler, jakke og sko. Hendes venner havde alarmeret politiet, fordi det var frostvejr, og de derfor frygtede for hendes helbred. En eftersøgning blev iværksat, men uden held.
Dagen efter blev hun fundet voldtaget og kvalt i sine egne strømpebukser i et kælderrum nogle få hundrede meter fra ejendommen, hvor nytårsfesten var blevet holdt. Endnu en dag gik, og så skred politiet til anholdelse af en mand, der boede i den opgang, som førte ned til kælderrummet, hvor kvinden var fundet dræbt. Manden blev sigtet for drabet og varetægtsfængslet. Han fortalte, at han var kommet beruset hjem fra en nytårsfest og havde stillet sin cykel i kælderrummet, hvor kvinden havde ligget skjult under et tæppe. Han nægtede også ethvert kendskab til drabet.
En af kriminalteknikerne, Carsten Husted, fra den daværende afdeling i Aarhus, var blevet udpeget som gerningsstedskoordinator. Han lagde sammen med sit hold af dygtige kriminalteknikere en undersøgelsesstrategi og drøftede sammen med en tilkaldt retsmediciner, hvordan man bedst kunne sikre spor på den dræbte kvinde.
Man blev enige om, at der skulle foretages aftørringer for DNA fra gerningsmanden på oversiden af afdødes krop på strategiske steder, der ville være relevante, hvis sagen havde seksuel karakter, og gerningsmanden i den forbindelse kunne have afsat spor. Ved den efterfølgende obduktion blev der foretaget yderligere aftørringer af den dræbte kvindes krop, og det viste sig, at både kriminalteknikernes aftørringer og aftørringerne, der var foretaget på Retsmedicinsk Institut i Aarhus, indeholdt tilstrækkeligt meget DNA fra gerningsmanden til, at Retsgenetisk Afdeling var i stand til at lave en fuld DNA-profil. Den viste, at det umuligt kunne være den varetægtsfængslede mand, der var gerningsmanden.
Efterforskerne fra politikredsen fortsatte efterforskningen, og på et tidspunkt fik man en anden mand i kikkerten. Han havde været i nærheden af gerningsstedet nytårsaften, hvor han besøgte en veninde i naboejendommen. Politiet tog en DNA-prøve fra den mistænkte, og det viste sig, at DNA-profilen fra manden stemte overens med DNA-profilen fra de spor, der var sikret på den dræbte kvinde. Gerningsmanden blev siden idømt 16 års fængsel.
*
DNA-analyser fik også en afgørende rolle i efterforskningen af de forbrydelser, Amagermanden begik fra 1987 til 2010. Begivenhederne har været dækket tæt, men sagen mod Amagermanden er alligevel en, der er værd at dvæle ved, når det handler om DNA-analyser.
Den første sag er fra 1987, da den 73-årige enkefrue Edith Louise Andrup, der boede alene i en lejlighed på Brøndkærvej i Valby, blev dræbt. Efter at hun var blevet kvalt, havde gerningsmanden stjålet hendes smykker. Inden han forlod gerningsstedet, havde han hængt stofstykker for vinduerne og åbnet for gashanerne på komfuret, formentligt med det formål, at der skulle ske en gaseksplosion, der kunne slette sporene fra drabet.
Imidlertid lugtede en overbo gassen, og man fandt ud af, at gassen kom fra den ældre dames lejlighed, hvor hun således blev fundet dræbt. Manden, der senere blev kendt som Amagermanden, kendte til hende, fordi han en måneds tid inden drabet som flyttemand havde hjulpet hende med at flytte nogle møbler. På drabstidspunktet havde man ikke samme muligheder for at sikre DNA-spor, som man har i dag, hvorfor DNA ikke spillede nogen rolle dengang. Men det skulle det få senere. Og drabssagen blev først knyttet sammen med Amagermanden 23 år senere.
Tre år senere – i august 1990 – blev den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen fundet voldtaget og kvalt i Fasanskoven på Amager. Offeret var den 29. august cyklet ud i skoven for at se på fugle, men vendte ikke hjem. Det fik hendes samlever til at efterlyse hende. Dagen efter blev der iværksat en eftersøgning i Fasanskoven, hvor man fandt hendes cykel stillet op ad et træ.
Ikke langt derfra fandt man liget af den dræbte. Det viste sig, at gerningsmanden havde stjålet en sølvring og et ur fra den afdøde. I forbindelse med obduktionen fandt man sæd fra gerningsmanden på blandt andet kvindens shorts. Politiet iværksatte en omfattende efterforskning, men det lykkedes ikke at finde gerningsmanden, og så gik efterforskningen i stå.
Jeg har altid været bevidst om, at der lå – og stadig ligger – flere uopklarede drabssager, der kun venter på, at man finder det afgørende spor, som kan identificere gerningsmanden. Derfor rettede jeg i forbindelse med oprettelsen af Det Centrale DNA-profilregister i 2000 henvendelse til Retsgenetisk Afdeling for at høre om, hvor sandsynligt det ville være, at gerningsmanden fra Fasanskoven ville blive fundet i det nye DNA-register.
På gerningstidspunktet i 1990 havde Retsgenetisk Afdeling arbejdet med DNA i nogle få år og inden da med andre analysemetoder som for eksempel blodtypesammenligning. I 1990 skulle man bruge en større mængde biologisk materiale for at fremstille en DNA-profil, og undersøgelsen var destruktiv, så når man havde analyseret det sikrede materiale, kunne der ikke laves en ny undersøgelse, medmindre man kunne finde yderligere materiale.
Jeg kunne ikke få et entydigt svar på, om den første DNA-undersøgelse af den dræbtes beklædning var god nok til, at en DNA-profil fra gerningsmanden kunne lægges ind i det nyoprettede DNA-register. Retsgenetikerne foreslog, at man kunne forsøge at lave en DNA-profil, hvis der fandtes flere DNA-spor på den afdødes beklædningsgenstande. Jeg kontaktede derfor drabsafdelingen i Københavns Politi, der opbevarede sporene fra sagen – også de nævnte shorts.
Jeg måtte rykke nogle gange for at få shortsene tilbage til NKC, men da de endelig dukkede op, blev de sendt videre til Retsgenetisk Afdeling, som undersøgte dem. Det viste sig, at der stadig fandtes en sparsom mængde sperma fra hændelsen, men i første omgang lykkedes DNA-analysen ikke, og som jeg husker det, var det noget med, at farvestoffet i shortsene gjorde det yderst vanskeligt at få analyseprocessen til at lykkes. Til sidst var der kun en meget lille rest tilbage af sporet.
Derfor var man meget forsigtig i forhold til, hvordan man skulle behandle det resterende materiale. Retsgenetikerne på Retsgenetisk Afdeling er heldigvis dygtige, og endelig lykkedes det at lave en profil med 10 markører, der kunne lægges i Det Centrale DNA-profilregister. Det var den profil, der mange år senere skulle være med til at fælde Amagermanden for drabet i Fasanskoven.
Efter drabet i Fasanskoven gik der fem år, inden Amagermanden i oktober 1995 brød ind i en villa på Ingolfs Allé på Amager. Her holdt han fire kvinder fanget, som han blandt andet bagbandt og voldtog på skift gennem mange timer. Inden han forlod gerningsstedet, stjal han sølv- og guldsmykker og et dankort, som han efterfølgende hævede penge på.
På daværende tidspunkt var politiet endnu ikke begyndt at arbejde med DNA-analyser, hvorfor man kun søgte efter fingeraftryk, blod og andre kriminaltekniske spor, der kunne identificere en gerningsmand. Men det lykkedes ikke, og Amagermanden kunne fortsætte med sine forbrydelser.
I maj 2005 begik han på ny en voldtægt. Han brød ind på et kollegieværelse på Amagerkollegiet i nærheden af Ørestaden, hvor han voldtog en 24-årig kvinde, som han truede med en kniv og gav bind for øjnene. Amagermanden opholdt sig på stedet i mindst to timer. På et tidspunkt hørte offeret, at han åbnede køleskabet og formentligt drak et eller andet.
Da politiet efterfølgende undersøgte gerningsstedet, konstaterede de, at der fandtes en mælkekarton, der var åbnet. Den blev sendt til Retsgenetisk Afdeling, hvor det lykkedes at lave en DNA-profil fra en mand. Profilen viste sig at matche DNA-profilen fra drabet i Fasanskoven i 1990. På stedet fandt politiet også et brudstykke af en håndflade, der senere viste sig at matche Amagermanden.
Amagermandens sidste forbrydelse fandt sted i september 2010, da han overfaldt en 17-årig pige på Kongelundsvej ud for et kolonihaveområde på Amager. Han truede hende med en kniv og tvang hende ind i en have. Her voldtog han hende og tvang hende til oralsex. Under sin flugt fra stedet tabte han sit kondom på Kongelundsvej, hvor politihundene senere fandt det.
Efterforskerne fra Københavns Politi havde således en DNA-profil fra den samme gerningsmand i tre tilfælde: drabet i Fasanskoven, voldtægten fra Amagerkollegiet og voldtægten fra Kongelundsvej. Men man manglede at bevise, at det var den samme gerningsmand, som havde begået den firedobbelte voldtægt på Ingolfs Allé.
I den sag havde kriminalteknikerne i forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen sikret nogle afskårne stykker sjippetov og en kniv, som gerningsmanden havde benyttet til at bagbinde og true de fire kvinder med. Man havde stadig stykkerne fra sjippetovet og kniven liggende, og de blev sendt videre til Retsgenetisk Afdeling, som foretog aftørringer af de indsendte effekter.
På trods af at der var gået 15 år siden voldtægterne på Ingolfs Allé, lykkedes det for retsgenetikerne at opformere så meget DNA fra aftørringerne, at det var muligt at lave en fuld DNA-analyse. Den bekræftede, at der var tale om den samme gerningsmand som i de tre andre sager.
En henvendelse fra en ældre kvinde skulle vise sig at være helt afgørende. Hun oplyste, at hendes søn tilbage i 1990 havde henvendt sig til politiet med et tip om drabet i Fasanskoven. Sønnen havde hørt i pressen, at man ledte efter vidner eller personer, der måske kunne komme med brugbare oplysninger i forbindelse med drabet. Han havde ringet til politiet, fordi han selv havde været på Amager Fælled den dag, drabet fandt sted. Han havde genkendt en mand på Fælleden, som han havde gået i skole med.
Personen viste sig senere at være identisk med Amagermanden, men desværre havde politimanden, der havde modtaget vidnets henvendelse, været uforskammet over for vidnet, fortalte moren. Til sidst havde sønnen smækket telefonrøret på.
Men denne gang blev hans oplysninger håndteret anderledes, og i november 2010 blev Amagermanden anholdt på sin bopæl. Han blev sigtet for drabet i Fasanskoven og to voldtægter. I forbindelse med ransagning på hans bopæl fandt politiet en pakke kondomer af svensk fabrikat, der var det samme, som han havde tabt på Kongelundsvej efter voldtægten mod den 17-årige pige.
Drabsafdelingen i København fortsatte efterforskningen af Amagermanden, og her viste det sig, at han i 1987 havde været under mistanke for drabet på den ældre kvinde i Valby. I forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen havde kriminalteknikerne dengang fundet låget fra en chokoladeæske, hvor den indvendige side vendte opad.
På låget havde man fundet et sålaftryk, der var afsat med en Adidas-kondisko. Amagermanden var blevet afhørt i sagen og havde beredvilligt afleveret sine Adidas-sko til politiet, der sendte disse til sammenligning med aftrykket fra gerningsstedet. Men selv om der var tale om samme sålmønster, var det dengang ikke muligt for kriminalteknikerne med sikkerhed at knytte hans sko til aftrykket på låget til chokoladeæsken.
Drabsafdelingens gennembrud i den gamle sag kom, da man genafhørte en af Amagermandens tidligere flyttemandskollegaer. Han erkendte ret hurtigt, at hans tidligere kollega over for ham havde erkendt drabet på den gamle dame og havde fortalt, at han havde stjålet nogle smykker på stedet. Flyttemanden havde været bange for kollegaen, men da han nu var i fængsel, turde han godt afgive forklaring til politiet.
Amagermanden blev således også sigtet for drabet på den ældre dame i Valby samt de fire voldtægter fra Ingolfs Alle. Den 19. december 2011 blev han kendt skyldig i to drab, seks voldtægter og forsøg på brandstiftelse. Dommen lød på livsvarigt fængsel. Desværre må man erkende, at han muligvis kunne være blevet fanget allerede i 1990, hvis politiet havde taget henvendelsen fra vidnet, der havde genkendt Amagermanden på Amager Fælled, alvorligt.
Djævlen ligger i detaljen
Hvordan er det at finde den lille detalje, som fælder en drabsmand?
Hvordan er det at overse noget på et gerningssted, som kunne have været afgørende?
Hvordan er det at stå overfor talrige, uskyldige ofre efter branden på Scandinavian Star eller efter tsunamien i Thailand?
Bent Hytholm har gennem 32 år som kriminaltekniker været tættere på det mest modbydelige end de fleste. I bogen inviterer han læseren indenfor i en verden af gerningssteder, hvor det handler om at gennemsøge alle detaljer minutiøst for at finde de brikker, der skal til for at løse en forbrydelse.
Du kan finde Djævlen ligger i detaljen som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
I Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv inviteres du med Bent Hytholm Jensen på arbejde i mordefterforskninger, efterforskninger af krigsforbrydelser og meget mere. Læs et uddrag af bogen her.
Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv er et kig ind i kriminalteknologi, hvor det gælder om at finde de små detaljer, som kan være afgørende for en efterforskning. Bent Hytholm Jensen har i 32 år arbejdet som kriminaltekniker, og er kommet tættere på den menneskelige ondskab end de fleste.
LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden
Han har været med til at undersøge gerningssteder hundredvis af gang, hvor han gennem sikringen af spor efter fingeraftryk, blod, dna, sål- og dækaftryk har været med til at opklare nogle af de værste sager i Danmark.
Og så fortæller han om de helt særlige sager, hvor han er blevet sendt på internationale opgaver for at hjælpe med at identificere ofre – f.eks. efter branden på Scandinavian Star, krigsforbrydelser i Rwanda eller tsunamien i Thailand.
Læs et uddrag af Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv herunder. (Advarsel: Nedenstående uddrag indeholder beretninger om overgreb, vold og børnemishandling).
Du kan købe Djævlen ligger i detaljen – Sager fra en kriminalteknikers liv online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 22 marts.
Djævlen ligger i detaljen
Bent Hytholm Jensen
KAPITEL 7: DNA
DNA er et af politiets vigtigste værktøjer og kan være afgørende, når en forbrydelse skal efterforskes og opklares. Det var i slutningen af 1980’erne, at dansk politi begyndte at indsamle DNA fra gerningssteder, hvilket har betydet, at rigtigt mange forbrydelser med tiden er blevet opklaret ved brug af DNA- profilanalyser, der har kunnet identificere en gerningsmand.
Ud over sporindsamling på gerningsstederne har politiet også lovmæssig hjemmel til at indsamle DNA-prøver, hvis der er en begrundet mistanke mod en person, som har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der kan give fængsel i 18 måneder eller derover.
Men det er også vigtigt at huske, at en DNA-profil kan udelukke en mistænkt fra at være gerningsmand. På den måde sikrer man, at uskyldige ikke bliver dømt for en forbrydelse, som de ikke har begået. Endelig kan DNA- profiler bruges til at identificere ofre i forbindelse med større ulykker og katastrofer, hvilket blev uhyre aktuelt i forbindelse med tsunamien i 2004 i Thailand. En tragisk begivenhed, som jeg vender tilbage til.
Man indsamler DNA fra personer ved at bruge nogle specialfremstillede DNA-sæt. Det sker typisk ved, at politiet med en skumgummilignende pude sikrer mundskrab i mundhulen på vedkommende. Når puden er tilstrækkeligt fugtig af spyt, trykkes puden mod et specialudviklet trækpapir, der reagerer ved at blive lyserødt, hvis der er tilstrækkeligt DNA-materiale i prøven. Efterfølgende lægges prøven i en DNA-pose, hvorpå den undersøgtes generalia er skrevet ned, så der ikke kan ske forveksling mellem prøver. De sendes til Retsgenetisk Afdeling, der foretager den videre analyse, som ender med en DNA-profil fra den undersøgte person.
Alternativt kan der sikres DNA igennem en blodprøve, der udtages af en læge. Ud over blod og spyt kan også sæd danne grundlag for en DNA-profil, som bedst kan betragtes som en slags genetisk fingeraftryk.
DNA er menneskets arvemasse og består af nogle aflange kromosomer, der befinder sig i vores cellekerner. Hvert menneskes DNA indeholder alle informationer om, hvordan vi er sat sammen. Det viser eksempelvis, hvilken hårfarve vi har, og hvilken farve øjnene er. Resten af vores udseende er også beskrevet i de informationer, man kan læse ud af de aflange kromosomer. Den ene halvdel af en persons DNA stammer fra moren, og den anden halvdel stammer fra faren.
Når retsgenetikerne analyserer et DNA-spor, bruger man kun en meget lille del af DNA’et. Man måler længden på særligt udvalgte bidder af kromosombåndene, så den færdige DNA-profil består af talrækker, der er unikke for hvert menneske.
Alle danske politifolk er uddannet til at indsamle DNA fra gerningssteder. Når der er tale om simple undersøgelser som indbrud, benytter politiet DNA-sæt, der ligger i alle patruljevogne. Her bruger man to vatpinde, hvorpå der dryppes en dråbe destilleret vand. Herefter foretages der aftørring med begge vatpinde samtidigt af det område, hvor man enten kan se eller mistænker, at der er DNA-materiale som blod eller andre kropsvæsker.
Derefter anbringes vatpindene i en særlig pose, der består af et specialudviklet papirmateriale, hvor indholdet kan tørre uden at gå i forrådnelse. Man benytter to vatpinde samtidigt for at forenkle processen. Tidligere brugte man en enkelt vatpind, men så skulle laboranterne på Retsgenetisk Afdeling splitte vattet op i to, da der altid laves to DNA-analyser sideløbende. Dermed kan man være sikker på, at analyseresultatet er korrekt, når begge prøver giver samme resultat.
Selv om dansk politi har indsamlet DNA fra gerningssteder siden slutningen af 1980’erne, var det først omkring 10 år senere, at redskabet skulle få sit gennembrud.
*
En 10-årig pige var en forårsdag i slutningen af halvfemserne blevet væk. Den savnede pige var sidst set, da hun var ude at sælge lodsedler om aftenen, og var aldrig kommet hjem til sin bopæl i Brøndby Strand. Jeg frygtede det værste, efterhånden som tiden gik, uden at pigen blev fundet. I Teknisk Afdeling forberedte vi otte-ti kollegaer på, at de ville blive tilkaldt fra hjemmet, såfremt det blev nødvendigt, når og hvis pigen blev fundet uden at være i live.
Den lokale politikreds iværksatte mange tiltag, men man ledte forgæves efter pigen i dagevis. Præcis en uge efter at hun var blevet meldt savnet, blev jeg ringet op af vores hjemmevagt, der var blevet tilkaldt af Glostrup Politi til en boligblok i Brøndby Strand. Her var den savnede pige fundet død i et aflåst kælderrum under boligblokken. Gangen og rummene hernede var tidligere blevet undersøgt uden resultat, og det kælderrum, hvor pigen senere blev fundet, havde på daværende tidspunkt været tomt og ulåst.
Nogle dage efter den første undersøgelse af kælderen havde en beboer bemærket en ubehagelig lugt, som kom fra et kælderrum. Det havde jo ikke tidligere været aflåst, men nu hang der en hængelås på døren. Beboeren lagde sig ned på knæ og kiggede ind under døren til kælderrummet. Her mente han, at han kunne se en lille mørk hånd. Politiet blev tilkaldt, og hængelåsen blev brudt op. Inde i rummet fandt betjentene den afdøde pige liggende på kældergulvet delvist skjult under nogle tomme flyttekasser. Den ubehagelige lugt, som flere beboere havde bemærket, skyldtes, at forrådnelsesprocessen fra liget var gået i gang.
Da oplysningen nåede vores gerningsstedskoordinator, ringede han rundt til de kollegaer, som var blevet forhåndsorienteret, og alle satte nu kurs mod afdelingen. Her hentede vi køretøjer med det nødvendige kriminaltekniske udstyr, inden vi mødtes med de lokale efterforskere og vores kollega, der tidligere var blevet tilkaldt til gerningsstedet.
Gerningsstedskoordinatoren og jeg fik et hurtigt overblik over ejendommen. Det var en fireetagers beboelsesejendom opført i beton med flere lejligheder på hver etage. Der var tre opgange med adgang til kælderetagen, hvor der var indrettet kælderrum under hele bygningens længde på hver side af kældergangen. Ud over dørene fra opgangene var der adgang til kælderen via døre og kældertrapper i hver endegavl. Med andre ord var der flere adgangsmuligheder til kælderetagen.
Gerningsstedskoordinatoren besluttede, at en af mine kollegaer og jeg skulle foretage en foreløbig gerningsstedsundersøgelse i kælderrummet, hvor pigen var blevet fundet, og rense adgangsvejen ind til kælderrummet for mulige kriminaltekniske spor. Efterfølgende skulle der foretages en findestedsundersøgelse sammen med en retsmediciner.
Det blev også besluttet, at to hold, der hver bestod af tre kriminalteknikere, skulle foretage undersøgelse af kældergangen i hver sin retning med udgangspunkt fra det rum, pigen var blevet fundet i. Vi formodede nemlig, at hun var blevet anbragt i kælderrummet og derfor måtte være båret til kælderrummet af gerningsmanden. Efterfølgende skulle alle opgangene og de omkringliggende områder også undersøges for eventuelle spor.
Inden min kollega og jeg bevægede os ind i kælderrummet, hvor pigen lå på gulvet, fotodokumenterede vi de faktiske forhold på stedet. Så arbejdede vi os langsomt ind i kælderrummet, mens vi afsøgte kældergulvet for spor. Vi flyttede og sikrede den flyttekasse, der lå delvist hen over pigen, med henblik på senere undersøgelse for spor i afdelingen. Da vi var færdige med at afsøge gulvet rundt om pigen, ankom retsmedicineren, og der blev foretaget findestedsundersøgelse, hvor han undersøgte den afdøde pige for dødstegn og mulige læsioner.
Da undersøgelsen af kælderrummet og liget var færdig, blev det nænsomt anbragt på en båre i findestillingen og kørt med den tilkaldte rustvogn til Retsmedicinsk Institut, hvor der skulle foretages en obduktion.
De øvrige hold, der undersøgte kældergangen i hver sin retning, kravlede hen over gulvet iført de obligatoriske kedeldragter, gummihandsker, hårnet og mundbind. De rettede deres opmærksomhed mod alt, hvad der bare lignede pletter eller afsmitninger på kældergulvet. Det ene hold fandt flere blodlignende pletter, der reagerede som blod ved en test.
Formen på blodpletterne tydede på, at der var tale om bloddryp, der var faldet fra en vis højde ned på gulvet. Dryppene var næsten cirkelrunde, men i kanten af dryppene fandtes en afvigelse i formen, der viste, at dryppene var faldet ned på cementgulvet, mens den genstand, hvorfra dryppene var kommet, havde været i bevægelse i en bestemt retning.
Afvigelsen i bloddryppene viste, at de var afsat i modsat retning af kælderrummet, hvor den afdøde pige var fundet. Med andre ord kan pigen have været bragt ned til kælderrummet indpakket i et eller andet, der har været blodigt, og som efter anbringelsen i kælderrummet er blevet båret i retning væk fra kælderrummet. Ved udgangsdøren op til en af opgangene fandtes det sidste bloddryp, der som de øvrige var afsat i retning mod opgangen, hvorefter rækken af bloddryp stoppede. Det andet hold, der undersøgte kældergangen i modsat retning af holdet, der fandt bloddryppene, fandt ingen relevante kriminaltekniske spor.
Dagen efter blev der afholdt obduktion af den afdøde pige, hvor jeg deltog som kriminaltekniker. Når der i alvorlige sager skal foretages en obduktion på de retsmedicinske institutter, deltager der ud over en retsmediciner og en laboratoriebetjent altid mindst en kriminaltekniker og normalt også en eller flere efterforskere fra politikredsen.
Kriminalteknikerens opgave er at bistå retsmedicineren, der skal foretage obduktionen. Jeg skulle dels fotodokumentere og sikre eventuelle kriminaltekniske spor, der blev fundet uden på liget, og dels efter retsmedicinerens anvisning fotodokumentere skader eller andre forhold, der kunne have afgørende betydning i forbindelse med obduktionen.
Efterforskerne fra politikredsen var til stede for så hurtigt som muligt at få oplysningerne om dødsårsagen og andre informationer, der kunne give dem en nødvendig viden med henblik på den videre efterforskning. Ved den aktuelle obduktion blev det konstateret, at den afdøde pige var blevet kvalt, og at hun havde været udsat for seksuelle overgreb. Der blev taget en del forskellige prøver, og det blev konstateret, at sæd fra gerningsmanden var afsat i forbindelse med det seksuelle overgreb.
Efterforskerne fra politikredsen havde i forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen fået nogle gode kort på hånden. Blodpletterne på kældergulvet og på trappen op til en af opgangene indikerede nemlig, at den afdøde pige kunne være båret ned i kælderen herfra. Derfor bad efterforskerne de mandlige beboere i hele ejendommen om at afgive en blodprøve, så man kunne sammenligne med de DNA-spor, der var sikret fra kælderen.
I stueetagen i den opgang, hvor den sidste blodplet var fundet, boede en 52-årig enlig mand, der nægtede at afgive blod under påskud om, at han tidligere havde været medlem af Jehovas Vidner. TV 2 interviewede ham endda, hvor han forklarede om sin modvilje mod at afgive blod til en DNA-analyse. Da han tonede frem i fjernsynet, bemærkede vores gerningsstedskoordinator og jeg, at han var iført et par bordeauxrøde benklæder, hvilket senere skulle få en afgørende betydning for sagens udfald.
Efterforskerne besluttede at anholde manden, der ikke ville afgive blod, og sigte ham for drabet. Han blev derefter varetægtsfængslet, og kriminalteknikere rykkede ind i hans lejlighed. Målet var at finde ud af, om pigen var kvalt og seksuelt misbrugt der, eller om pigens tøj kunne findes på stedet. På trods af en grundig undersøgelse af lejligheden blev der ikke fundet nogen konkrete ting, der kunne bekræfte, at det her var gerningsstedet, eller at den afdøde pige havde været i lejligheden.
Da kriminalteknikerne var færdige med de kriminaltekniske undersøgelser, rykkede efterforskerne fra politikredsen ind i lejligheden, hvor de foretog en ransagning. Men hverken vores undersøgelser eller den efterfølgende ransagning i lejligheden gav nogen brugbare spor. Vores gerningsstedskoordinator henledte efterforskernes opmærksomhed på, at den anholdtes tøj, som vi havde set i fjernsynet, ikke var sikret eller undersøgt i NKC, hvorfor efterforskerne kørte til Vestre Fængsel og hentede tøjet – også de førnævnte bordeauxrøde bukser.
En af mine kollegaer, Bonnie Ludvigsen, fik til opgave at undersøge tøjet, som den sigtede havde haft på i Vestre Fængsel og under interviewet i tv. På bukserne, lidt over kanten på den ene sidelomme, fandt hun to blodlignende pletter, der begge var ca. 5 mm i diameter. Ved en test reagerede begge pletter som for blod, og pletterne blev derfor sikret og videresendt til Retsgenetisk Afdeling.
Pletterne fra bukserne, blodprøven fra den sigtede og prøverne fra den obducerede pige blev via Retsgenetisk Afdeling videresendt til et laboratorie på det retsmedicinske center Forensic Science Service i West Yorkshire i England.
Her var man på daværende tidspunkt længere fremme med hensyn til at foretage DNA-analyser af mindre mængder af DNA-materiale, end man var i Retsgenetisk Afdeling i Danmark. Laboratoriet i England analyserede prøverne for DNA og kunne efterfølgende konkludere, at der var et match mellem den sigtedes DNA-profil og det biologiske materiale – altså sæden – der var sikret fra den afdøde pige. Desuden kunne de konstatere, at blodpletterne, der var fundet på den sigtedes bukser, stammede fra pigen.
Det var et stort gennembrud i sagen. Politiet kunne nu via DNA-analyserne bevise, at man havde fat i den rigtige gerningsmand. Analyserne kunne bekræfte, at det måtte være manden, der havde misbrugt pigen, fordi hans DNA var fundet på pigen, ligesom der på gerningsmandens benklæder var fundet DNA fra den afdøde pige. Det kædede gerningsmand og offeret sammen, og så var det underordnet, at gerningsmanden påstod, at han aldrig havde mødt offeret.
I forbindelse med den efterfølgende retssag blev jeg indkaldt som vidne i retten, hvor jeg skulle redegøre for de undersøgelser, som jeg havde deltaget i sammen med mine kollegaer. Den tiltalte mand nægtede til det sidste at have forvoldt pigens død og forsøgte med forskellige forklaringer at gøre det muligt, at hans sæd kunne være havnet i kælderrummet, hvor pigen var fundet. Nævningene købte ikke den tiltaltes forklaringer, og det endte med, at han blev kendt skyldig og idømt livsvarigt fængsel.
Under hele efterforskningsforløbet i denne sag var der meget stor medieinteresse omkring politiets brug af DNA-analyser. En af de offentlige diskussioner handlede blandt andet om, hvorvidt man skulle oprette en DNA-database, og hvem der i så fald skulle være registreret i sådan en.
*
Debatten havde allerede varet i nogle år, da Det Centrale DNA-profilregister blev oprettet ved lov i 2000. Det var og er en database, som består af et navneregister med DNA-profiler fra personer og et sporregister med DNA-profiler fra gerningssteder.
Når der fremkommer en DNA-profil fra Retsgenetisk Afdeling fra en person, lægges den ind i personregisteret og sammenlignes automatisk med tidligere indsamlede profiler fra gerningssteder. På samme måde lægges DNA-profilen fra et spor i sporregisteret i databasen.
Hvis der er et match mellem to DNA-profiler, er der meget stor sandsynlighed for, at der er tale om den samme persons DNA-profil. Det fremgår i den retsgenetiske erklæring, hvor der i de fleste tilfælde beregnes en bevismæssig vægt i form af et tal i en såkaldt likelihood-kvotient.
Den stærkeste likelihood-kvotient i Danmark er 1:1.000.000, der i erklæringen fra Retsgenetisk Afdeling ville lyde nogenlunde sådan: ”Der er overordentlig stærk vægt (1:1000.000) for, at den undersøgte DNA rent faktisk stammer fra den undersøgte person, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person i en relevant befolkningsgruppe.”
Imidlertid kan DNA-profilen ikke stå alene. Den betragtes ikke som 100 procent sikker og bør altid vurderes i sammenhæng med de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen.
Som det fremgår af likelihood-kvotienten, kan der i teorien være mere end en person, der har den samme DNA-profil. Så vidt jeg har læst mig frem til, er det kun set en enkelt gang i en sag fra Arizona i 2001, hvor to personer havde samme DNA-profil. Man ved, at enæggede tvillinger som udgangspunkt har samme DNA-profil, medmindre en dyberegående DNA-undersøgelse kan påvise, at den ene eksempelvis har en medfødt arvelig sygdom, som den anden ikke har arvet.
Et andet eksempel kunne være, at den sigtede kan komme med en fornuftig forklaring på, hvordan hans DNA er havnet på gerningsstedet. Det kan være, at han tidligere har været på gerningsstedet, men at han ikke har været til stede på gerningstidspunktet og tilmed har et skudsikkert alibi. Så er der ikke længere et afgørende bevis på, at han er gerningsmanden.
Da Det Centrale DNA-profilregister blev oprettet i 2000, blev der registreret DNA-profiler baseret på 10 undersøgte DNA-systemer, hvilket man fortsatte med indtil 2012. Retsgenetisk Afdeling følger løbende med i udviklingen, og siden begyndte man at lave DNA-profiler baseret på 16 undersøgte DNA-systemer, hvilket giver en større matchsikkerhed. I september 2019 kom det frem, at en person på grund af et stærkt DNA-match blev mistænkt og dømt i en sag, hvor en efterfølgende og mere grundig DNA-undersøgelse viste, at det alligevel ikke var vedkommende, der havde begået forbrydelsen.
Årsagen var, at der fortsat ligger en del DNA-profiler i Det Centrale DNA-profilregister, som er baseret på 10 undersøgte DNA-systemer. Den pågældendes DNA-profil passede så sammen med en af disse, og dermed skete fejlen. Rigspolitiet har nu skærpet reglerne omkring Det Centrale DNA-profilregister, så der i fremtiden ikke må rejses sigtelse mod en person, hvis der er et match baseret på de 10 undersøgte DNA-systemer, før der er foretaget en fornyet analyse, der viser et match baseret på 16 undersøgte DNA-systemer.
Justitsmord er skrækscenariet for alle, og tilfældene i Danmark er heldigvis få. Med udviklingen af DNA-analyser er risikoen også blevet væsentligt formindsket, og jeg husker nogle eksempler, hvor de biologiske spor på gerningsstedet har været afgørende for, at uskyldige er blevet renset for mistanke.
I 1993 blev en syvårig pige i Høje Gladsaxe udsat for voldtægt. Efterforskningen førte til, at en udviklingshæmmet mand blev anholdt og sigtet for voldtægten, som han tilstod. I forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen blev der fundet et pubeshår fra en mand, der dog viste sig ikke at stamme fra den sigtede mand. Imidlertid valgte retten at dømme manden, som havde tilstået forholdet.
Det skulle senere vise sig ved en DNA-analyse af hårroden, at pubeshåret stammede fra en tidligere dømt seksualforbryder, der faktisk var den rigtige gerningsmand, og som efterfølgende blev dømt for forbrydelsen.
Et andet eksempel på, at DNA har været afgørende for, at der ikke skete justitsmord, går også tilbage til 1993. I slutningen af maj blev en 36-årig kvinde fundet død i nærheden af en S-togsstation i københavnsområdet. Hun blev fundet liggende i et buskads, delvist afklædt og stærkt mishandlet. Obduktionen viste, at kvinden ud over at være mishandlet også var blevet voldtaget og kværket af gerningsmanden.
Et vidne havde set en mandsperson på en cykelsti meget tæt på gerningsstedet. Vidnet havde også bemærket, at manden havde hægtet en avisvogn bag på sin cykel. Politiet ville naturligvis gerne i forbindelse med denne person, hvorfor han blev efterlyst i pressen. Det gav pote, idet flere ud fra signalementet kunne udpege en mand, der boede på en båd i en nærliggende havn.
Flere havde bemærket, at han havde anskaffet sig en avisvogn, som han efterfølgende havde malet hvid. Det viste sig, at den mistænkte havde stjålet avisvognen og forklarede, at han kørte ad cykelstien den aften tæt på gerningsstedet, men at han ikke havde bemærket den døde kvinde, der lå i buskadset. Politiet mente, at der var grundlag for at anholde manden og fremstille ham i et grundlovsforhør, idet hans forklaring haltede en del. Dommeren gav politiet ret, og han blev sigtet for drabet og varetægtsfængslet.
Da det kom frem i pressen, at man havde anholdt en mistænkt, er det min opfattelse, at folkedomstolen allerede havde dømt den fængslede. Men det skulle vise sig, at personen ikke var gerningsmanden. Han havde blot stjålet en avisvogn og været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Under obduktionen af kvinden, der var ilde tilredt, blev der nemlig sikret forskellige prøver til analyse. Gerningsmanden havde efterladt spor af sperma i form af nogle sædpletter forskellige steder på og i den afdøde kvinde. Det lykkedes for retsgenetikerne at lave en fuld DNA-profil, der viste, at den varetægtsfængslede mand ikke kunne være gerningsmanden.
Resultatet blev offentliggjort i medierne, og man bad offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden. Politiet tog blodprøver fra 25 mænd, og blandt disse var en 21-årig mand, der var kommet i søgelyset, fordi hans mor havde gjort politiet opmærksom på, at han samme aften, som kvinden blev dræbt, havde opført sig anderledes end normalt. Ifølge moren var han kommet hjem om aftenen og havde taget sit tøj af og vasket det i vaskemaskinen, hvilket han ellers aldrig gjorde. Kvinden håbede selvfølgelig på, at det ikke var hendes søn, der havde begået en så forfærdelig forbrydelse.
Det viste sig, at DNA-prøven fra spermaen på kvinden stemte overens med den unge mands DNA, og han blev idømt 16 års fængsel.
Et andet eksempel, der viser, hvor galt det kan gå, var i en sag fra Jylland, hvor en 20-årig kvinde havde forladt en nytårsfest for at tage hjem. Kvinden havde tilsyneladende været beruset, da hun forlod festen. Hun havde efterladt både mobiltelefon, nøgler, jakke og sko. Hendes venner havde alarmeret politiet, fordi det var frostvejr, og de derfor frygtede for hendes helbred. En eftersøgning blev iværksat, men uden held.
Dagen efter blev hun fundet voldtaget og kvalt i sine egne strømpebukser i et kælderrum nogle få hundrede meter fra ejendommen, hvor nytårsfesten var blevet holdt. Endnu en dag gik, og så skred politiet til anholdelse af en mand, der boede i den opgang, som førte ned til kælderrummet, hvor kvinden var fundet dræbt. Manden blev sigtet for drabet og varetægtsfængslet. Han fortalte, at han var kommet beruset hjem fra en nytårsfest og havde stillet sin cykel i kælderrummet, hvor kvinden havde ligget skjult under et tæppe. Han nægtede også ethvert kendskab til drabet.
En af kriminalteknikerne, Carsten Husted, fra den daværende afdeling i Aarhus, var blevet udpeget som gerningsstedskoordinator. Han lagde sammen med sit hold af dygtige kriminalteknikere en undersøgelsesstrategi og drøftede sammen med en tilkaldt retsmediciner, hvordan man bedst kunne sikre spor på den dræbte kvinde.
Man blev enige om, at der skulle foretages aftørringer for DNA fra gerningsmanden på oversiden af afdødes krop på strategiske steder, der ville være relevante, hvis sagen havde seksuel karakter, og gerningsmanden i den forbindelse kunne have afsat spor. Ved den efterfølgende obduktion blev der foretaget yderligere aftørringer af den dræbte kvindes krop, og det viste sig, at både kriminalteknikernes aftørringer og aftørringerne, der var foretaget på Retsmedicinsk Institut i Aarhus, indeholdt tilstrækkeligt meget DNA fra gerningsmanden til, at Retsgenetisk Afdeling var i stand til at lave en fuld DNA-profil. Den viste, at det umuligt kunne være den varetægtsfængslede mand, der var gerningsmanden.
Efterforskerne fra politikredsen fortsatte efterforskningen, og på et tidspunkt fik man en anden mand i kikkerten. Han havde været i nærheden af gerningsstedet nytårsaften, hvor han besøgte en veninde i naboejendommen. Politiet tog en DNA-prøve fra den mistænkte, og det viste sig, at DNA-profilen fra manden stemte overens med DNA-profilen fra de spor, der var sikret på den dræbte kvinde. Gerningsmanden blev siden idømt 16 års fængsel.
*
DNA-analyser fik også en afgørende rolle i efterforskningen af de forbrydelser, Amagermanden begik fra 1987 til 2010. Begivenhederne har været dækket tæt, men sagen mod Amagermanden er alligevel en, der er værd at dvæle ved, når det handler om DNA-analyser.
Den første sag er fra 1987, da den 73-årige enkefrue Edith Louise Andrup, der boede alene i en lejlighed på Brøndkærvej i Valby, blev dræbt. Efter at hun var blevet kvalt, havde gerningsmanden stjålet hendes smykker. Inden han forlod gerningsstedet, havde han hængt stofstykker for vinduerne og åbnet for gashanerne på komfuret, formentligt med det formål, at der skulle ske en gaseksplosion, der kunne slette sporene fra drabet.
Imidlertid lugtede en overbo gassen, og man fandt ud af, at gassen kom fra den ældre dames lejlighed, hvor hun således blev fundet dræbt. Manden, der senere blev kendt som Amagermanden, kendte til hende, fordi han en måneds tid inden drabet som flyttemand havde hjulpet hende med at flytte nogle møbler. På drabstidspunktet havde man ikke samme muligheder for at sikre DNA-spor, som man har i dag, hvorfor DNA ikke spillede nogen rolle dengang. Men det skulle det få senere. Og drabssagen blev først knyttet sammen med Amagermanden 23 år senere.
Tre år senere – i august 1990 – blev den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen fundet voldtaget og kvalt i Fasanskoven på Amager. Offeret var den 29. august cyklet ud i skoven for at se på fugle, men vendte ikke hjem. Det fik hendes samlever til at efterlyse hende. Dagen efter blev der iværksat en eftersøgning i Fasanskoven, hvor man fandt hendes cykel stillet op ad et træ.
Ikke langt derfra fandt man liget af den dræbte. Det viste sig, at gerningsmanden havde stjålet en sølvring og et ur fra den afdøde. I forbindelse med obduktionen fandt man sæd fra gerningsmanden på blandt andet kvindens shorts. Politiet iværksatte en omfattende efterforskning, men det lykkedes ikke at finde gerningsmanden, og så gik efterforskningen i stå.
Jeg har altid været bevidst om, at der lå – og stadig ligger – flere uopklarede drabssager, der kun venter på, at man finder det afgørende spor, som kan identificere gerningsmanden. Derfor rettede jeg i forbindelse med oprettelsen af Det Centrale DNA-profilregister i 2000 henvendelse til Retsgenetisk Afdeling for at høre om, hvor sandsynligt det ville være, at gerningsmanden fra Fasanskoven ville blive fundet i det nye DNA-register.
På gerningstidspunktet i 1990 havde Retsgenetisk Afdeling arbejdet med DNA i nogle få år og inden da med andre analysemetoder som for eksempel blodtypesammenligning. I 1990 skulle man bruge en større mængde biologisk materiale for at fremstille en DNA-profil, og undersøgelsen var destruktiv, så når man havde analyseret det sikrede materiale, kunne der ikke laves en ny undersøgelse, medmindre man kunne finde yderligere materiale.
Jeg kunne ikke få et entydigt svar på, om den første DNA-undersøgelse af den dræbtes beklædning var god nok til, at en DNA-profil fra gerningsmanden kunne lægges ind i det nyoprettede DNA-register. Retsgenetikerne foreslog, at man kunne forsøge at lave en DNA-profil, hvis der fandtes flere DNA-spor på den afdødes beklædningsgenstande. Jeg kontaktede derfor drabsafdelingen i Københavns Politi, der opbevarede sporene fra sagen – også de nævnte shorts.
Jeg måtte rykke nogle gange for at få shortsene tilbage til NKC, men da de endelig dukkede op, blev de sendt videre til Retsgenetisk Afdeling, som undersøgte dem. Det viste sig, at der stadig fandtes en sparsom mængde sperma fra hændelsen, men i første omgang lykkedes DNA-analysen ikke, og som jeg husker det, var det noget med, at farvestoffet i shortsene gjorde det yderst vanskeligt at få analyseprocessen til at lykkes. Til sidst var der kun en meget lille rest tilbage af sporet.
Derfor var man meget forsigtig i forhold til, hvordan man skulle behandle det resterende materiale. Retsgenetikerne på Retsgenetisk Afdeling er heldigvis dygtige, og endelig lykkedes det at lave en profil med 10 markører, der kunne lægges i Det Centrale DNA-profilregister. Det var den profil, der mange år senere skulle være med til at fælde Amagermanden for drabet i Fasanskoven.
Efter drabet i Fasanskoven gik der fem år, inden Amagermanden i oktober 1995 brød ind i en villa på Ingolfs Allé på Amager. Her holdt han fire kvinder fanget, som han blandt andet bagbandt og voldtog på skift gennem mange timer. Inden han forlod gerningsstedet, stjal han sølv- og guldsmykker og et dankort, som han efterfølgende hævede penge på.
På daværende tidspunkt var politiet endnu ikke begyndt at arbejde med DNA-analyser, hvorfor man kun søgte efter fingeraftryk, blod og andre kriminaltekniske spor, der kunne identificere en gerningsmand. Men det lykkedes ikke, og Amagermanden kunne fortsætte med sine forbrydelser.
I maj 2005 begik han på ny en voldtægt. Han brød ind på et kollegieværelse på Amagerkollegiet i nærheden af Ørestaden, hvor han voldtog en 24-årig kvinde, som han truede med en kniv og gav bind for øjnene. Amagermanden opholdt sig på stedet i mindst to timer. På et tidspunkt hørte offeret, at han åbnede køleskabet og formentligt drak et eller andet.
Da politiet efterfølgende undersøgte gerningsstedet, konstaterede de, at der fandtes en mælkekarton, der var åbnet. Den blev sendt til Retsgenetisk Afdeling, hvor det lykkedes at lave en DNA-profil fra en mand. Profilen viste sig at matche DNA-profilen fra drabet i Fasanskoven i 1990. På stedet fandt politiet også et brudstykke af en håndflade, der senere viste sig at matche Amagermanden.
Amagermandens sidste forbrydelse fandt sted i september 2010, da han overfaldt en 17-årig pige på Kongelundsvej ud for et kolonihaveområde på Amager. Han truede hende med en kniv og tvang hende ind i en have. Her voldtog han hende og tvang hende til oralsex. Under sin flugt fra stedet tabte han sit kondom på Kongelundsvej, hvor politihundene senere fandt det.
Efterforskerne fra Københavns Politi havde således en DNA-profil fra den samme gerningsmand i tre tilfælde: drabet i Fasanskoven, voldtægten fra Amagerkollegiet og voldtægten fra Kongelundsvej. Men man manglede at bevise, at det var den samme gerningsmand, som havde begået den firedobbelte voldtægt på Ingolfs Allé.
I den sag havde kriminalteknikerne i forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen sikret nogle afskårne stykker sjippetov og en kniv, som gerningsmanden havde benyttet til at bagbinde og true de fire kvinder med. Man havde stadig stykkerne fra sjippetovet og kniven liggende, og de blev sendt videre til Retsgenetisk Afdeling, som foretog aftørringer af de indsendte effekter.
På trods af at der var gået 15 år siden voldtægterne på Ingolfs Allé, lykkedes det for retsgenetikerne at opformere så meget DNA fra aftørringerne, at det var muligt at lave en fuld DNA-analyse. Den bekræftede, at der var tale om den samme gerningsmand som i de tre andre sager.
En henvendelse fra en ældre kvinde skulle vise sig at være helt afgørende. Hun oplyste, at hendes søn tilbage i 1990 havde henvendt sig til politiet med et tip om drabet i Fasanskoven. Sønnen havde hørt i pressen, at man ledte efter vidner eller personer, der måske kunne komme med brugbare oplysninger i forbindelse med drabet. Han havde ringet til politiet, fordi han selv havde været på Amager Fælled den dag, drabet fandt sted. Han havde genkendt en mand på Fælleden, som han havde gået i skole med.
Personen viste sig senere at være identisk med Amagermanden, men desværre havde politimanden, der havde modtaget vidnets henvendelse, været uforskammet over for vidnet, fortalte moren. Til sidst havde sønnen smækket telefonrøret på.
Men denne gang blev hans oplysninger håndteret anderledes, og i november 2010 blev Amagermanden anholdt på sin bopæl. Han blev sigtet for drabet i Fasanskoven og to voldtægter. I forbindelse med ransagning på hans bopæl fandt politiet en pakke kondomer af svensk fabrikat, der var det samme, som han havde tabt på Kongelundsvej efter voldtægten mod den 17-årige pige.
Drabsafdelingen i København fortsatte efterforskningen af Amagermanden, og her viste det sig, at han i 1987 havde været under mistanke for drabet på den ældre kvinde i Valby. I forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen havde kriminalteknikerne dengang fundet låget fra en chokoladeæske, hvor den indvendige side vendte opad.
På låget havde man fundet et sålaftryk, der var afsat med en Adidas-kondisko. Amagermanden var blevet afhørt i sagen og havde beredvilligt afleveret sine Adidas-sko til politiet, der sendte disse til sammenligning med aftrykket fra gerningsstedet. Men selv om der var tale om samme sålmønster, var det dengang ikke muligt for kriminalteknikerne med sikkerhed at knytte hans sko til aftrykket på låget til chokoladeæsken.
Drabsafdelingens gennembrud i den gamle sag kom, da man genafhørte en af Amagermandens tidligere flyttemandskollegaer. Han erkendte ret hurtigt, at hans tidligere kollega over for ham havde erkendt drabet på den gamle dame og havde fortalt, at han havde stjålet nogle smykker på stedet. Flyttemanden havde været bange for kollegaen, men da han nu var i fængsel, turde han godt afgive forklaring til politiet.
Amagermanden blev således også sigtet for drabet på den ældre dame i Valby samt de fire voldtægter fra Ingolfs Alle. Den 19. december 2011 blev han kendt skyldig i to drab, seks voldtægter og forsøg på brandstiftelse. Dommen lød på livsvarigt fængsel. Desværre må man erkende, at han muligvis kunne være blevet fanget allerede i 1990, hvis politiet havde taget henvendelsen fra vidnet, der havde genkendt Amagermanden på Amager Fælled, alvorligt.
Djævlen ligger i detaljen
Hvordan er det at finde den lille detalje, som fælder en drabsmand?
Hvordan er det at overse noget på et gerningssted, som kunne have været afgørende?
Hvordan er det at stå overfor talrige, uskyldige ofre efter branden på Scandinavian Star eller efter tsunamien i Thailand?
Bent Hytholm har gennem 32 år som kriminaltekniker været tættere på det mest modbydelige end de fleste. I bogen inviterer han læseren indenfor i en verden af gerningssteder, hvor det handler om at gennemsøge alle detaljer minutiøst for at finde de brikker, der skal til for at løse en forbrydelse.
Du kan finde Djævlen ligger i detaljen som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Andre læste også: