Aktuelt Indefra

Coronakrisen har gjort din bogreol til det ultimative statussymbol

Coronakrisen har gjort din bogreol til det ultimative statussymbol

Under coronakrisen bliver vi oversvømmet af billeder af politikere og eksperter, der lader sig interviewe foran deres bogreoler – og det er ingen tilfældighed. For hvad udstråler mere intelligens og troværdighed end en tætpakket bogreol?

Zoom, Skype, Teams… Coronakrisen har sat gang i et hav af videomøder. Ikke mindst på TV, hvor folk bliver interviewet over webcam, mens de sidder derhjemme.

Det rejser jo dilemmaet: Hvor i sit hjem skal man stille sig, når alle kan kigge med?

Svaret har for mange været – foran bogreolen. For hvad udstråler mere troværdighed end en tætpakket bogreol i baggrunden? Gerne med tykke, læderindbundne værker af Marcel Proust og Bertrand Russel – eller noget om 2. verdenskrig?

Bogreoler udstråler viden, intelligens og kulturel kapital. Og det er langt fra tilfældigt, at eksperter og politikere verden over lader sig interviewe foran dem. Bogreoler er blevet et statussymbol.

Prinsessebogen i Troels Mylenbergs reol

En af de mest eksponerede bogreoler under coronakrisen tilhører Troels Mylenberg, der er politisk kommentator hos TV2. Hver gang han er på skærmen, kan seerne beundre hyldemeter efter hyldemeter af tykke, politiske værker i baggrunden. Mylenberg fastholder dog, at det er af rent praktiske årsager, at han stillede sig der.

“Det kontor er det eneste sted i huset, hvor jeg kan være i fred for mine fire børn,” forklarer han.

LÆS OGSÅ: For mange bøger eller for lidt plads? Gør en ende på den evige pladsmangel

Alligevel har bogsamlingen har fået en del opmærksomhed på de sociale medier.

“Jeg har fået et hav af henvendelser fra forfattere, der gerne ville have mig til at sætte deres bøger op i reolen. Faktisk har jeg fået tilsendt en del flere bøger, end jeg plejer. Men jeg har ikke flyttet på en eneste bog i min reol – den har set sådan ud i lang tid,” siger Troels Mylenberg.

Al den opmærksomhed fik til sidst Twitter-kontoen @dkpolmemes til at opfordre Mylenbergs søn Holger til at drille sin far lidt – på live TV.

Den var Holger med på.

Coronakrisen har gjort din bogreol til det ultimative statussymbol
Troels Mylenbergs bogreol før sønnen blandede sig – fyldt med vægtige, historiske værker.

I en af TV2’s reklamepauser sneg sønnen sig ind på Mylenbergs kontor og skiftede holocaustberetningen De mistede ud med den meget lyserøde Disneys Store Prinsessebog.

Coronakrisen har gjort din bogreol til det ultimative statussymbol
Her har Disneys Store Prinsessebog erstattet holocaustberetningen De mistede i bogreolen.

Den intetanende Mylenberg blev derefter interviewet med den farvestrålende prinsessebog over højre skulder. Pranken gik viralt, og historien bredte sig hurtigt til resten af Norden. I Norge er sagen nu kendt som “prinsesseboksgate”.

Troels Mylenberg lover, at han nok skal hævne sig på Holger. Det er bare et spørgsmål om tid.

“Jeg har truet min søn med, at jeg godt kan finde på at ændre lidt i hans litteraturlister, når han afleverer opgaver i gymnasiet. Det kan være, der sniger sig en “Fifty Shades of Grey” ind på en af listerne – eller det, der er værre,” siger han.

Bøger = boeuf bourguignon

Troels Mylenberg er ikke den eneste, der er kendt for sin bogreol. Litteraturanmelder Katherine Diez røg ud i en shitstorm, da hun sidste år skrev det berygtede indlæg ”Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol” i Berlingske. I artiklen erklærer hun, at hun aldrig dater en mand (eller spiser fransk gryderet med ham), før hun har sikret sig, at han har mange – og ikke mindst de rigtige – bøger.

LÆS OGSÅ: 10 bogrelaterede udfordringer, du (måske) kender

Siden har Katherine Diez fundet kærligheden i miljøminister Dan Jørgensen, og det nyforelskede par er nu flyttet sammen. Derfor skal deres bogsamlinger selvfølgelig blandes, som Dan Jørgensen for nylig gjorde opmærksom på i et Instagram-opslag:

Det ser unægtelig imponerende ud med de tætpakkede hylder. Og Dan Jørgensen må da være en omgang boeuf bourguignon værdig med en bog om Obama i den ene hånd og én om Hemingway i den anden.

Men han narrer ikke livstilsekspert Anne Glad. Hun var mildt sagt ikke imponeret over hans bogsamling, da Kender du typen besøgte Dan Jørgensens hjem i 2015:

Coronakrisen har gjort din bogreol til det ultimative statussymbol
Anne Glad om Dan Jørgensens bogsamling i Kender du typen. Kilde: dr.dk

Twitter holder øje med din bogreol

På Twitter har kontoen Bookcase Credibility fået over 80.000 følgere siden april. I profilens tagline står der: “What you say is not as important as the bookcase behind you”. Og er man bare en smule kendt, kan man regne med, at Twitter-kontoen står klar, hvis man lader sig interviewe foran en bogreol.

Pete Buttigieg, der tabte i kampen om Demokraternes præsidentkandidatur, har værket Fiasco stående over højre skulder under et TV-interview. På sin vis meget passende, er der mange, der har været hurtige til at påpege…

Ekspræsident Bill Clinton er indbegrebet af amerikansk patriotisme i dette interview. Det amerikanske flag har selvfølgelig en plads i reolen, og de obligatoriske læderindbunde bøger er der også. Clinton går dog lidt mod strømmen med sin store CD-samling – måske for at minde os om, at han faktisk er en habil saxofonist?

Men det er ikke alle, det går lige godt for, når de bliver interviewet på TV. Nedenfor ser du ABC-journalisten Will Reeve, der er med i et indslag om droner i Good Morning America. Hans baggrund er der ikke noget i vejen med; billedrammer og bøger i en reol af mørkt træ. Det hele emmer af troværdighed. Problemet er bare, at Will Reeve ikke har bukser på.

Coronakrisen har gjort din bogreol til det ultimative statussymbol

Hvem af os har ikke tøffet rundt i nattøj en hel arbejdsdag, mens landet har været i corona-lockdown? Det er selvfølgelig lidt noget andet, når man er på nationalt TV, og mon ikke Reeve husker at trække i bukserne næste gang?

Pimp din egen baggrund

Coronakrisen har gjort vores hjem lidt mere offentlige. Så hvis du vil imponere kollegerne til næste Zoom-møde, er der kun én ting at gøre. Stil dig foran en velassorteret bogreol og håb på, at de får øje på alle klassikerne bag dig.

LÆS OGSÅ: Fem brilliante bud der får dig op på læsehesten igen

Hvis du ikke har sådan én (eller bare vil skjule opvasken fra i går), står Zoom, Teams og alle de andre videotjenester klar til at hjælpe. Man kan nemlig vælge mellem et hav af animerede baggrunde, når man videochatter. Så nu kan du holde dit morgenmøde med en hvid sandstrand i baggrunden, eller på et cool new yorker-loft. Eller – selvfølgelig – foran en bogreol.