Fagbøger

Svikmøllens yndlingsoffer 2021 er klimaminister Dan Jørgensen

ÅRET DER GAK. Foto: Per Arnesen/TV2

Offer er som regel noget man er, fordi det er synd for én. Men at være Svikmøllens yndlingsoffer er en ære. I år er der kun at sige: Sådan Dan!


Det var en stolt klimaminister Dan Jørgensen, der modtog prisen som Svikmøllens yndlingsoffer 2021 under showet “Året der gak 2021”, der vises på søndag på TV2 Charlie og TV2 Play.

En grøn korsridder

Om motiveringen sagde Svikmøllens redaktør Søren Anker Madsen:

“Corona og #metoo har af gode grunde fyldt meget de sidste par år, men i virkeligheden ligger den største udfordring for menneskeheden lige foran os. Klimakampen. Og der er vi så heldige at have en kloning af Jaques Costeau, Søren Ryge og Supermand på vores hold.

En grøn korsridder, som nok skal få naturen til at makke ret inden 2030, så CO2 forsvinder ud af vores luft. En mand, der kniber øjnene sammen og lægger hovedet på skrå, så biodiversiteten tager sig sammen og retter ind. En mand der er så cool, at han alene kan sænke temperaturen i verdenshavene.

Offer er som regel noget man er, fordi det er synd for én. Men at være Svikmøllens yndlingsoffer er en ære. I år er der kun at sige: Sådan Dan!”

‘Året der gak 2021’ kan ses 19. december på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE og 31. december på TV 2. Værter Annette Heick og Rasmus Botoft. Dan Jørgensen medvirker også i GO’ Morgen Danmark på TV2 den 18. december. Foto: Per Arnesen/TV2

Find Svikmøllen 2021 på dit lokale bibliotek.