INTERVIEW|| Yosef lever et dobbeltliv: i én verden er han en god dreng fra et kulturmuslimsk hjem, der passer sit arbejde og er sin fars pligtopfyldende søn. I en anden skriver han beskeder til fremmede mænd på Grindr – og forelsker sig i den jævnaldrende Tobias.
Historien om Yosef og hans dobbeltliv: Hvor kommer den fra?
Jeg har lavet radio i mange år. Og jeg havde interviewet to fyre fra Sverige, som fortalte om at have et dobbeltliv og leve med to mobiltelefoner. En af dem fortalte mig også den historie, som kom med i både romanen og den tv-serie på DR3 af samme navn, jeg også skrev manuskriptet til. Han fortalte en historie om én, hvis fætter opdager nogle Boyfriend/Grindr-profiler og pludselig kan afsløre en hemmelighed med uoverskuelige konsekvenser.
Jeg havde først tænkt mig at lave en dokumentar om de her to unge drenge som, da jeg begyndte at interviewe dem, endnu ikke var sprunget ud. De levede stadig det her dobbeltliv. Men overvejelsen var selvfølgelig: hvordan kunne vi følge dem og fortælle deres historie og samtidig passe på dem? Og det fandt jeg ret hurtigt ud af, at det kunne vi ikke.
Jeg kunne ikke svare for, hvad der kom til at ske med dem efterfølgende. Så det var simpelthen for farlig en historie at fortælle i virkelighedens verden. Derfor blev den til fiktion.
Om natten lyver jeg aldrig er rullet over skærmen som en serie på DR3. Hvorfor skal man læse bogen – indeholder bogen noget, som man ikke får med i serien?
Ja, jeg synes faktisk, der er rigtig meget i bogen, som serien ikke har med.
Dels er bogen fortalt fra Yosefs synspunkt, altså i jeg-form, så man er meget mere inde i hovedet på ham og inde i hans turbulente følelsesliv. Man får også bedre forståelse for hans underlige moralkodeks – hvor han på den ene side er totalt ja-siger men også en nej-siger, der ikke tør noget.
Desuden har bogen i forhold til serien en stærk humoristisk vinkel. Og så er der flere nuancer på relationerne, fx mellem Yosef og hans søster, og man får også lov til at mærke, at livet heller ikke er helt let for Tobias, som Yosef møder.
Hovedpersonen Yosef er ung, brun og muslim. Det er du ikke. Hvad gør du dig af tanker om at skrive en historie fra en synsvinkel, der er helt anderledes end din egen?
Alt, hvad jeg skriver, alt hvad jeg laver, hvad enten det er radio, tv eller litteratur, det handler om følelser – grundfølelser. Og de følelser tror jeg sådan set er de samme, uanset hvilken religion du tilhører, hvilken hudfarve du har, hvilken seksualitet du har. Det er følelserne, jeg skriver hen over, hver gang jeg skriver en bog; jeg skriver på en slags følelsernes alfabet, tror jeg.
Og så er jeg meget ude hos læserne – fx på skolerne og gymnasierne – og har kontakt med mange, der står i situationer, der ligner Yosefs. Jeg bliver også kontaktet af rigtig mange, i særdeleshed af en masse unge fyre, der læser mine historier – – og også deres forældre!
For det er jo sådan, at selvom vi skriver 2020, og samtalen om seksualitet er blevet langt mere åben, så er der bare stadig den dér lørdag aften, hvor man skal stå foran sin mor og far og sige det højt. Og det kan godt være de har haft det på fornemmelsen – men det er bare svært.
Og der tror jeg litteraturen kan noget helt særligt, fordi den skaber empati: der er en, der holder dig i hånden, mens du kæmper. Mens du står nogle steder, hvor du føler dig virkelig alene i verden. Uanset om du er hvid eller brun eller kommer fra Amager eller Hobro.
Når jeg så lægger en historie som Om natten lyver jeg aldrig ud i verden, så får de noget at snakke om derhjemme. Og det kan måske lette lidt nogle gange.
I forbindelse med tv-seriens premiere blev historien mødt med en del kritik – blandt andet for ikke at nævne foreningen Sabaah, der støtter LGBT-personer med minoritetsetnisk baggrund. Hvorfor nævnes Sabaah ikke?
Jeg har stor respekt for Sabaah og deres arbejde – og deres arbejde har også ligget i fin forlængelse af serien, hvor nogle af deres medlemmer var ude og lave case-historier, som DR3 også viste.
Men i min historie, der er det jo ikke sådan, at hvis Yosef bare var gået hen i Sabaah, så var hans problemer løst. Sådan er det jo ikke. I dag kunne Yosef måske godt opsøge Sabaah. Men der, hvor vi møder ham i bogen, der er han ikke i stand til at sige: ”Hey, jeg er bøsse”. Han har ikke defineret sig sådan endnu.
Foto: Simon Klein-Knudsen
Og i bund og grund er det heller ikke rigtig det, der er Yosefs problem – der, hvor vi møder ham i romanen. Han finder ud af, at han er forelsket i Tobias. Og det forvirrer ham, for han plejer at kunne adskille sex og kærlighed. Sex – det er noget han kan få hurtigt, fx på Grindr, og så behøver han ikke have hverken hjernen eller hjertet med. Eller samvittigheden i forhold til familien. Sex, det er bare noget, der er nede i pikken. Men så møder han Tobias – og Tobias har lyst til ham og ser ham på en helt anden måde.
Og det er jo det, der altid sker med kærlighed: man bliver modig. Man begynder at finde ud af, hvem man selv er. Tobias er Yosefs første møde med kærligheden. Og vi ved det jo: det første møde med kærlighed forandrer os for altid. På godt og ondt. Vi vil altid huske den første kærlighed, den står bare mega skarpt. Også al den smerte, den indebærer. Og alt det underlige mod til at sige og gøre alt muligt.
Der er meget håb i din historie om Yosef. Er det vigtigt for dig, når du skriver?
Ja. Jeg synes, det er ret vigtigt, når man skriver for børn og unge: at der er håb, en sprække af lys, at det godt kan gå.
Jeg tror aldrig jeg kommer til at skrive happy ending-bøger, hvor vi ryger tilbage til sådan noget … Bulderby. Dén verden kender jeg ikke selv. Så det er også noget med troværdighed.
Jeg havde virkelig lyst til, at Om natten lyver jeg aldrig skulle være en fortælling til ungdommen, og at den skulle handle om at være ung lige nu, fordi det er jo netop når man er ung, at man battler med de her spørgsmål. Om man så er kulturmuslim eller fra Jylland eller, som mig, fra Amager – så er det jo bare nogle fælles problemer man har. For selvom vi skriver 2020, så står vi stadigvæk et underligt sted, hvor man skal definere sig seksuelt og sige: ”Hey, jeg er ikke som flertallet og derfor falder jeg udenfor”.
Og det kan godt være at vi som 22, 32 eller 47-årige kan se, at nåja den rejse var god for os, den har dannet os – men det kan man altså ikke se og mærke når man er 14-15 år. Så er man bare pisse ked af det og tænker ”Bare jeg var som Brian”. Og det er man bare ikke, hvis man hedder Yosef og har den her baggrund.
Dér er håbet vigtigt. Og jeg, jeg har selv været igennem alt muligt pis (og det har jeg skrevet om i nogle af mine andre bøger), så jeg siger det hver gang, jeg er ude på skolerne og bibliotekerne: Jeg står her faktisk endnu. Og jeg vil stadig kæmpe for både mig selv og for dem, læserne derude.
Tomas Lagermand Lundme: Om natten lyver jeg aldrig
Yosef er 17 år og er lige droppet ud af gymnasiet. Han er rastløs, driver rundt mellem boligblokkene og er personlig træner i et fitnesscenter.
Derhjemme har faren store drømme på sønnens vegne, som Yosef har svært ved at leve op til.
Da hans far får mulighed for at få et nyt job, sætter familien alt ind på at være den perfekte familie, som ingen kan sætte en finger på. Men Yosef har en hemmelighed, som kan få hele facaden til at krakelere, og hver nat lever han et helt andet liv.
Yosefs ønske om at blive fri. Han vil ikke lyve mere. Men der er øjne alle steder, og før Yosef selv bliver klar til at være ærlig omkring, hvem han er, sker der noget, som ændrer alt …
Romanen er baseret på tv-serien af samme navn skrevet af Martin Garde Abildgaard og Tomas Lagermand Lundme.
INTERVIEW || Yosef lever et dobbeltliv: i én verden er han en god dreng fra et kulturmuslimsk hjem, der passer sit arbejde og er sin fars pligtopfyldende søn. I en anden skriver han beskeder til fremmede mænd på Grindr – og forelsker sig i den jævnaldrende Tobias.
Vi har talt med forfatter Tomas Lagermand Lundme om romanen Om natten lyver jeg aldrig.
Historien om Yosef og hans dobbeltliv: Hvor kommer den fra?
Jeg har lavet radio i mange år. Og jeg havde interviewet to fyre fra Sverige, som fortalte om at have et dobbeltliv og leve med to mobiltelefoner. En af dem fortalte mig også den historie, som kom med i både romanen og den tv-serie på DR3 af samme navn, jeg også skrev manuskriptet til. Han fortalte en historie om én, hvis fætter opdager nogle Boyfriend/Grindr-profiler og pludselig kan afsløre en hemmelighed med uoverskuelige konsekvenser.
LÆS OGSÅ: Uddrag af Om natten lyver jeg aldrig
Jeg havde først tænkt mig at lave en dokumentar om de her to unge drenge som, da jeg begyndte at interviewe dem, endnu ikke var sprunget ud. De levede stadig det her dobbeltliv. Men overvejelsen var selvfølgelig: hvordan kunne vi følge dem og fortælle deres historie og samtidig passe på dem? Og det fandt jeg ret hurtigt ud af, at det kunne vi ikke.
Jeg kunne ikke svare for, hvad der kom til at ske med dem efterfølgende. Så det var simpelthen for farlig en historie at fortælle i virkelighedens verden. Derfor blev den til fiktion.
Om natten lyver jeg aldrig er rullet over skærmen som en serie på DR3. Hvorfor skal man læse bogen – indeholder bogen noget, som man ikke får med i serien?
Ja, jeg synes faktisk, der er rigtig meget i bogen, som serien ikke har med.
Dels er bogen fortalt fra Yosefs synspunkt, altså i jeg-form, så man er meget mere inde i hovedet på ham og inde i hans turbulente følelsesliv. Man får også bedre forståelse for hans underlige moralkodeks – hvor han på den ene side er totalt ja-siger men også en nej-siger, der ikke tør noget.
Desuden har bogen i forhold til serien en stærk humoristisk vinkel. Og så er der flere nuancer på relationerne, fx mellem Yosef og hans søster, og man får også lov til at mærke, at livet heller ikke er helt let for Tobias, som Yosef møder.
Hovedpersonen Yosef er ung, brun og muslim. Det er du ikke. Hvad gør du dig af tanker om at skrive en historie fra en synsvinkel, der er helt anderledes end din egen?
Alt, hvad jeg skriver, alt hvad jeg laver, hvad enten det er radio, tv eller litteratur, det handler om følelser – grundfølelser. Og de følelser tror jeg sådan set er de samme, uanset hvilken religion du tilhører, hvilken hudfarve du har, hvilken seksualitet du har. Det er følelserne, jeg skriver hen over, hver gang jeg skriver en bog; jeg skriver på en slags følelsernes alfabet, tror jeg.
Og så er jeg meget ude hos læserne – fx på skolerne og gymnasierne – og har kontakt med mange, der står i situationer, der ligner Yosefs. Jeg bliver også kontaktet af rigtig mange, i særdeleshed af en masse unge fyre, der læser mine historier – – og også deres forældre!
For det er jo sådan, at selvom vi skriver 2020, og samtalen om seksualitet er blevet langt mere åben, så er der bare stadig den dér lørdag aften, hvor man skal stå foran sin mor og far og sige det højt. Og det kan godt være de har haft det på fornemmelsen – men det er bare svært.
Og der tror jeg litteraturen kan noget helt særligt, fordi den skaber empati: der er en, der holder dig i hånden, mens du kæmper. Mens du står nogle steder, hvor du føler dig virkelig alene i verden. Uanset om du er hvid eller brun eller kommer fra Amager eller Hobro.
Når jeg så lægger en historie som Om natten lyver jeg aldrig ud i verden, så får de noget at snakke om derhjemme. Og det kan måske lette lidt nogle gange.
I forbindelse med tv-seriens premiere blev historien mødt med en del kritik – blandt andet for ikke at nævne foreningen Sabaah, der støtter LGBT-personer med minoritetsetnisk baggrund. Hvorfor nævnes Sabaah ikke?
Jeg har stor respekt for Sabaah og deres arbejde – og deres arbejde har også ligget i fin forlængelse af serien, hvor nogle af deres medlemmer var ude og lave case-historier, som DR3 også viste.
Men i min historie, der er det jo ikke sådan, at hvis Yosef bare var gået hen i Sabaah, så var hans problemer løst. Sådan er det jo ikke. I dag kunne Yosef måske godt opsøge Sabaah. Men der, hvor vi møder ham i bogen, der er han ikke i stand til at sige: ”Hey, jeg er bøsse”. Han har ikke defineret sig sådan endnu.
Og i bund og grund er det heller ikke rigtig det, der er Yosefs problem – der, hvor vi møder ham i romanen. Han finder ud af, at han er forelsket i Tobias. Og det forvirrer ham, for han plejer at kunne adskille sex og kærlighed. Sex – det er noget han kan få hurtigt, fx på Grindr, og så behøver han ikke have hverken hjernen eller hjertet med. Eller samvittigheden i forhold til familien. Sex, det er bare noget, der er nede i pikken. Men så møder han Tobias – og Tobias har lyst til ham og ser ham på en helt anden måde.
Og det er jo det, der altid sker med kærlighed: man bliver modig. Man begynder at finde ud af, hvem man selv er. Tobias er Yosefs første møde med kærligheden. Og vi ved det jo: det første møde med kærlighed forandrer os for altid. På godt og ondt. Vi vil altid huske den første kærlighed, den står bare mega skarpt. Også al den smerte, den indebærer. Og alt det underlige mod til at sige og gøre alt muligt.
Der er meget håb i din historie om Yosef. Er det vigtigt for dig, når du skriver?
Ja. Jeg synes, det er ret vigtigt, når man skriver for børn og unge: at der er håb, en sprække af lys, at det godt kan gå.
Jeg tror aldrig jeg kommer til at skrive happy ending-bøger, hvor vi ryger tilbage til sådan noget … Bulderby. Dén verden kender jeg ikke selv. Så det er også noget med troværdighed.
Jeg havde virkelig lyst til, at Om natten lyver jeg aldrig skulle være en fortælling til ungdommen, og at den skulle handle om at være ung lige nu, fordi det er jo netop når man er ung, at man battler med de her spørgsmål. Om man så er kulturmuslim eller fra Jylland eller, som mig, fra Amager – så er det jo bare nogle fælles problemer man har. For selvom vi skriver 2020, så står vi stadigvæk et underligt sted, hvor man skal definere sig seksuelt og sige: ”Hey, jeg er ikke som flertallet og derfor falder jeg udenfor”.
Og det kan godt være at vi som 22, 32 eller 47-årige kan se, at nåja den rejse var god for os, den har dannet os – men det kan man altså ikke se og mærke når man er 14-15 år. Så er man bare pisse ked af det og tænker ”Bare jeg var som Brian”. Og det er man bare ikke, hvis man hedder Yosef og har den her baggrund.
Dér er håbet vigtigt. Og jeg, jeg har selv været igennem alt muligt pis (og det har jeg skrevet om i nogle af mine andre bøger), så jeg siger det hver gang, jeg er ude på skolerne og bibliotekerne: Jeg står her faktisk endnu. Og jeg vil stadig kæmpe for både mig selv og for dem, læserne derude.
Tomas Lagermand Lundme: Om natten lyver jeg aldrig
Yosef er 17 år og er lige droppet ud af gymnasiet. Han er rastløs, driver rundt mellem boligblokkene og er personlig træner i et fitnesscenter.
Derhjemme har faren store drømme på sønnens vegne, som Yosef har svært ved at leve op til.
Da hans far får mulighed for at få et nyt job, sætter familien alt ind på at være den perfekte familie, som ingen kan sætte en finger på. Men Yosef har en hemmelighed, som kan få hele facaden til at krakelere, og hver nat lever han et helt andet liv.
Yosefs ønske om at blive fri. Han vil ikke lyve mere. Men der er øjne alle steder, og før Yosef selv bliver klar til at være ærlig omkring, hvem han er, sker der noget, som ændrer alt …
Romanen er baseret på tv-serien af samme navn skrevet af Martin Garde Abildgaard og Tomas Lagermand Lundme.
Du kan købe Om natten lyver jeg aldrig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Det skal ikke være svært at finde fantastiske læseoplevelser. Find den bedste bog 2023/2024 til dig på vores liste her.
Andre læste også: