CarlsenPuls Bøger til unge Børnebøger 13-15 år Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

I mørke er alle katte grå – Tomas Lagermand Lundme er tilbage med en ny og stærk YA-roman

Om natten lyver jeg aldrig, tomas lagermand lundme, ya, young adult, ungdomsbog

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Især når den handler om en selv. Det ved hovedpersonen i Tomas Lagermand Lundmes nye roman alt om. Her kan du tyvstarte på bogen.

Yosef er vandt til at lyve. Han lyver for sin familie, sine venner og nogle gange også sig selv. Men ikke om natten, for om natten kan Yosef være lige præcis den, han er. Her kan du læse et uddrag af Om natten lyver jeg aldrig!

Om natten lyver jeg aldrig af Tomas Lagermand Lundme

I mørke er alle katte grå – Tomas Lagermand Lundme er tilbage med en ny og stærk YA-roman

Yosef er 17 år og er lige droppet ud af gymnasiet. Han er rastløs, driver rundt mellem boligblokkene og er personlig træner i et fitnesscenter.

Derhjemme har faren store drømme på sønnens vegne, som Yosef har svært ved at leve op til.

Da hans far får mulighed for at få et nyt job, sætter familien alt ind på at være den perfekte familie, som ingen kan sætte en finger på. Men Yosef har en hemmelighed, som kan få hele facaden til at krakelere, og hver nat lever han et helt andet liv.

Yosefs ønske om at blive fri. Han vil ikke lyve mere. Men der er øjne alle steder, og før Yosef selv bliver klar til at være ærlig omkring, hvem han er, sker der noget, som ændrer alt …

Romanen er baseret på tv-serien af samme navn skrevet af Martin Garde Abildgaard og Tomas Lagermand Lundme.

Du kan købe Om natten lyver jeg aldrig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Om natten lyver jeg aldrig

af Tomas Lagermand Lundme

1 .

I dag er det min fødselsdag. Jeg har tyndskid af begejstring.

Maysaa ville ordne det.

Hun fik lov.

Jeg fik fred.

Om mit hoved har hun bundet et silketørklæde, så jeg ikke kan se noget.

”Hey, hvor længe skal jeg sidde her?” råber jeg.

Maysaa kommer fnisende ind på værelset. ”Sorry, nu må du også godt komme.”

”Det tog vildt lang tid.”

”Vi havde ikke glemt dig.”

Jeg rejser mig. Jeg kan ingenting se, hun har bundet det virkelig hårdt, det der tørklæde. Jeg famler for at finde døren.

Maysaa griner bag mig, da jeg knalder den ene side ind i væggen i entreen. Bamler ind i en af mors citrusplanter. Her i Danmark kan den kun overleve indenfor. Under særlige hensyn.

”Hvor længe skal jeg have det her på?”

”Kom nu bare,” siger hun og trækker i mig. Rører ved mig. Forsigtigt. ”Ellers er det ikke en overraskelse.” Hun skubber mig blidt gennem entreen.

Jeg famler mig gennem døren ind mod stuen. Jeg ramler igen ind i en stor gulvplante og er ved at falde ned i den. Maysaa griner igen. Okay, jeg synes faktisk også selv, at det er lidt sjovt.

”Hold kæft, du er dum,” siger jeg alligevel og tjatter ud efter hende, men rammer ikke andet end luften mellem os. ”Bare vent, til det bliver din tur.”

Jeg kæmper mig op og videre ind i stuen. Væk fra citrus, jord og blade.
”Og … Stop!”

De råber bag mig. Fulde af håb. Glæde.

Jeg står stille.

”Nu må du godt tage det af,” siger min søster spændt. Jeg tager tørklædet af og misser lidt med øjnene i det skarpe lys, der altid er i stuen.

Lampeskærme er kun noget, man bruger andre steder. Her har pærerne altid været nøgne.

Farfar og farmor havde det også sådan. Pærerne hang i loftet og dinglede i varmen, når der kom en lille blæst og berørte ledningerne. Sådan er historierne. Når de skal fortælles. Om det, der var. Og det skal de. Fortælles.

Igen og igen.

Mor og Maysaa står foran mig. Far står lidt bag dem.

”Tillykke, skat!” Det er mor.

”Tillykke!” Maysaa griner til mig. Hun har fars tænder.

”Ja, tillykke!” Far ser på mig.

Jeg smiler. ”Tak.”

”Se her,” siger far og peger hen mod døren til deres soveværelse, hvor der står en funklende ny, rød racercykel. Den står på gulvet med en stor sløjfe på. ”Se nu her, min søn.”

Far er stolt. Han slår ud med hånden. Den er stor. Som en frokosttallerken.

Jeg går begejstret hen til cyklen og kigger på den. Jeg føler, jeg er god til det.

Selvfølgelig er jeg glad. Overrasket. De kunne godt lige have pakket den ordentligt ind, men jeg kan allerede høre far, der overtaler mor til, at de penge til papir kan man sagtens bruge lidt mere fornuftigt.

Mor kommer hen til mig og holder kærligt om mig bagfra. Det er underligt. Hun krammer mig også imens.

”Tillykke, min dreng. Er den ikke bare flot?”

”Jo …” Jeg når ikke at sige mere, før Maysaa overtager.

Det gør hun tit.

LÆS OGSÅ: Dårlige tinderdates, karakterræs og angst. 10 rå og realistiske YA-bøger

”Nej, den er totalt tøset.”

Jeg ryster på hovedet. Hun fanger mit blik.

”Hey, jeg siger det bare,” fortsætter hun.

”Det er den da ikke.” Mor slipper taget om mig.

”Jeg synes bare, I skulle have valgt en anden farve,” fortsætter min søster.

Far afbryder hende. Kærligt, men også bestemt. ”Ja, den er meget rød. Jeg synes, den var mere …”

”Mat, ikke?” Mor tager over. ”På nettet. Der var farven ikke så voldsom.”

Jeg er ligeglad. Nu kan jeg bare cykle derudaf. Tour de fuck jer. Jeg kører min hånd hen over sadlen. Den er blød. Som hud på en … ”Jeg er altså helt vild med den.”

”Den ville passe bedre til mig,” siger Maysaa.

Mor og far ser opgivende på hende. ”Maysaa, altså …”

”Men det ville den.” Hun giver ikke op.

”Jeg synes, den er cool.” Jeg rører ved bremserne. ”Tusind tak.” Jeg vender mig mod dem og giver dem alle tre et kram. Med mor er det nemt nok. Maysaa lidt sværere.

Far er umulig.

Mor tager sin telefon frem. ”Sæt dig lige op på den.”

”Ikke i stuen,” siger far.

”Jo, det sker der ikke noget ved. Den har ikke været nede på gaden endnu.” Hun står klar med sin telefon. Jeg sætter mig op på cyklen.

Mor tager en masse billeder. ”Prøv at køre lidt.”

”Nej, altså …” Maysaa laver himmelvendte øjne, men griner også, da jeg gør det samme. Ja, Yosef cykler rundt i stuen på sin spritnye, røde cykel.

Men det bedste af det hele er, at far også griner.

Jeg kunne få en Oscar for det der. To, nej, tre. Jeg kunne fylde et køkkenskab med diplomer og præmier på, hvor god jeg er til at spille en rolle.

Jeg mærker sadlen mod mine balder. Fornemmelsen af noget nyt. Lige der. På den måde. Det elsker jeg.

”Sæt dig,” siger mor.

Jeg sætter mig ved et dækket morgenbord i stuen. Jeg ved, mor har gjort sit bedste. Hun har gjort det så fint, som hun kan. Nærmest skrøbeligt er det. Som om alting klirrer. Dirrer. Der er en kurv med friskbagte boller. Appelsiner.

Vi får altid appelsiner. Det er noget, far har bestemt. Sådan husker vi arfar og farmor. Midt på stuegulvet står cyklen. Jeg rækker ud og tager en bolle. Mor smiler. Jeg skærer den over. Bruger smør. Marmelade. Jeg kigger på dem.

De har nybagte boller på tallerknerne, og de har noget at drikke i glassene og porcelænskopperne. Der er også servietter på bordet. Papir, der skal bruges, hvis man spilder. Eller hvis man begynder at græde. Udefra vil det se rigtigt ud, tænker jeg. Vi vil se ud som en familie.

Far rømmer sig. Der er brødkrummer i hans skæg. Som små snefnug. ”Den cykel er perfekt til, når du kommer ind på handelsskolen. Du vil ræse mod succes.”

”Skal du tilbage på skolebænken?” spørger Maysaa.

”Det skal du da sikkert også,” hvisker jeg til hende. Jeg gider ikke det her nu.
Hun sender mig øjne.

Mor rømmer sig. ”Vi skal ikke tale om skole nu. Det ordner sig. Det hele.” Hun skærer et par boller over. Hun skal have noget at bruge sine hænder til. Placere dem et sted.

”Jeg tænker bare højt,” siger far. ”Det er bare så dumt, I ødelægger jeres egne muligheder, ikke!” Han er stadig sur over, at vi begge to droppede ud af gymnasiet. Maysaa kort før 3. G., mig midt i 2. G. Det kedede mig. Far peger på både Maysaa og mig.

Det ser egentlig ret latterligt ud med snefnuggene i hans skæg. En kikset udgave af en julemand med vat i krydderen. En af dem, der de sidste par måneder har stået i noget mølædt udklædningstøj nede ved indgangen til supermarkedet og solgt billige drømme til alle, der halsede forbi med indkøbsposerne. En af dem med noget i skægget. En fejl i forklædningen.

”Far, jeg gider ikke det der nu …”.

”Jeg har vel lov at drømme på jeres vegne,” fortsætter far.

Mor puffer til fars ben under bordet. ”Stop nu. Det er hans fødselsdag.”

”Du skal gå hele vejen, Yosef. Lave business. Big business.”

Far har sagt det før. Han vil sige det igen. Og igen.

”Ligesom dig?” Mor er ironisk. Hun har også hørt det mange gange.

”Jeg er chef for 30 mænd. Supervisor i en kæmpe lufthavn. Det kommer man ikke sovende til.”

”Det er bare mærkeligt, du ikke får mere udbetalt så, når du har alt det ansvar. Det synes jeg.” Mor bider fra sig.

Jeg synker bollen, den er stadig lun.

”Det er fagforeningen,” siger far. Han hælder mere juice op. Tømmer kaffekoppen. ”Her fylder fagforening alt. De æder alle ens penge. Så man er social.” Han drikker juicen.

Maysaa retter ham. ”Solidarisk er man. Social handler om noget andet.” Hun smiler til far. De har deres ting sammen sådan. Hun retter ham. Og han lader hende gøre det. Fars pige. Kun fars pige.

”Jeg betaler da ikke så mange penge til min fagforening,” siger mor stille og rækker ud efter glasset med marmelade.

LÆS OGSÅ: Grænser, gråzoner og mørketal: Kristina Aamand skriver om overgreb i “Mørke rum”

”Du arbejder heller ikke i lufthavnen, vel? Det er mere avanceret der. Feriepenge og pension er der også. Det sluger alt sammen. Men nu er det snart slut.”

”Ja, lad os nu se.” Mor ser på far.

”Det bliver svært for dem at undvære mig. Det bliver hårdt for dem. At miste mig. Det ved jeg.”

Jeg gider ikke forholde mig til det. Ikke nu. Det er fars ting. Hele tiden. Altid. Det er far, der fylder. Det er far, som tager rummet. Hvis det ikke er far, er det min onkel Omar. Hvis det så ikke er Omar, er det farfar. Respekten for farfar. Farfars ære. Farfars minde.

”Hvornår er det egentlig, du skal aflevere ansøgningen?” Maysaa slikker teskeen ren for jordbærsyltetøj.

”På mandag. Og så kan jeg snart kalde mig inspektør for boligforeningen Syrenhaven.” Far ser på dem alle tre. Der er noget i hans øjne, jeg ikke kan lide. En drøm er det. En drøm om noget andet. ”Så bliver jeg chef for alle viceværter.

Chef for vagtplaner. Chef for det hele.”

”Chief One.” Jeg siger det helt stille. De hører mig ikke. Eller far hører mig i hvert fald overhovedet ikke.

”Og den store chef for at samle hundelorte op, ikke?”

”Maysaa!” Mor ser på hende. ”Vi spiser.”

”Jeg skal ikke samle noget op,” siger far. ”Jeg bliver bare boss. Det er mig, der bestemmer.”

”Nu skal du lige have jobbet først, ikke? Der er vel også en samtale?” Mor drikker te med sukkerknalder i. Tre, nej, fire i dag. Det må hun godt.

”Omar kan ikke finde en bedre mand end mig. Hvem skulle det være?”

Det svarer mor ikke på. Maysaa ser også væk. Jeg bider i min ene fingernegl. Far må blive i sin drøm. Jeg bor ikke i den. Jeg bliver urolig af den. Jeg kan ikke drømme med på min fars drøm uden at begynde at ryste.

”Så får vi meget mere plads,” siger mor så, fordi hun ikke kan lide stilheden, når den indtager stuen på den der måde.

Når den bliver trykkende. ”Og en have med græsplæne. Det kunne være helt fantastisk.” Hun klemmer min hånd. Som om jeg skulle fare op nu. Klappe. Råbe hurra og være så begejstret. For det med have. Græsplæne. Jeg kan blive en rigtig dreng. Jeg kan have en fodbold. Eller spille stangtennis.

Alle kan se mig. Lige der. Midt på græsplænen.

I den der familie, der virkelig har klaret den. Og se så, nu træder den perfekte far ind på scenen, nej, græsplænen. Den perfekte far og den helt rigtige dreng.

”Ja, vi får fribolig med masser af kvadratmeter.” Far tømmer kartonen med appelsinjuice. Han spørger aldrig, om der er nogen, der også vil have. Hvis far vil have noget, tager han det. Og bunder. ”Og så får vi også råd til flere
andre ting.” Far er slet ikke færdig med drømmen.

”Ja, så vil jeg have en cykel som Yosef,” siger Maysaa.

”Så, skat. Far har jo ikke fået jobbet endnu.” Mor presser den tømte karton flad.

Far kigger på sit armbåndsur. ”Nå! Jeg skal også afsted, ud til mine flyvemaskinemænd.” Han griner. Han har stadig krummer i sit skæg. Julemanden skal ud i lufthavnen. Der er så mange børn et sted ude i verden, der har brug for ham nu. Især når julen er overstået. Vi holder selvfølgelig ikke jul. Vi holder kun fødselsdage. Vi faster heller ikke.

Det tror alle. På den måde snyder vi. Vi faster kun, hvis far taler med Omar om det. Når far taler med ham, er vi en anden familie.

Mor ryster på hovedet af far og børster kærligt krummerne væk.

Så rejser far sig fra bordet. ”Av!” Han tager sig hurtigt til ryggen.

”Du må altså bede dem om et hæve-sænkebord. Det har jeg sagt, du skal sige til dem.” Mor rejser sig også op.

”Ja, ja, nu er det også snart slut.” Far kysser Maysaa på kinden og mor på munden.

”Farvel, mine blomster.” Han står lidt og ved ikke, hvad han skal gøre med mig. Han ender med at lade sin hånd hvile på min ene skulder.

Jeg kan ikke lide det. Den store hånd på mig. Den holder mig fast. Presser mig ned i fars forestillinger.

”Det skal nok gå. Tillykke, min dreng. 17 år er alligevel også noget.”

LÆS OGSÅ: Kristina Aamand: Jeg håber, at de unge finder mine bøger og tænker: “Okay, der er håb”

Jeg svarer ikke.

Han går ikke. Han bliver stående. Han slipper ikke taget.

Jeg trækker mig sammen.

Det får hans hånd til at forsvinde, slippe grebet om mig.

Endelig.

”Min store, store dreng,” siger far så og forlader rummet, når ud i entreen, finder sit overtøj. Julemandsdragten må vente. Det bliver flyvemaskinetøjet i dag. Han skal også med metroen.

Der bliver helt stille.

Mor, Maysaa og jeg sidder tilbage om bordet. Med cyklen midt i stuen.

”Får far det job, tror du?”

Mor nikker.

Jeg ser på Maysaa.

”Sejt,” siger hun og ser på mig.

”Det håber jeg i hvert fald,” fortsætter mor. ”Omar skal bare ikke …”

”Hvad skal han ikke?” Maysaa afbryder hende.

”Have noget at sætte en finger på, vel?!”

”Det har han da heller ikke. Vi er da one big happy family.”

Maysaa griner. Hun har de tænder. Som marsvin. Små, skarpe. Nærmest som et barns. Et barns, der alligevel er i stand til at gnave over alting. Halvere det. Ødelægge.

Jeg har det, som om de begge to ser på mig.

Som om jeg kunne være en af grundene til, at onkel Omar ikke vil ansætte far. Sin egen bror. Omar vil have Syrenhaven til at blive lidt mere, som han vil have, at verden ser ud.


Du kan forsætte din læsning af Om natten lyver jeg aldrig den 10. november, hvor bogen udkommer.

Om forfatteren

Tomas Lagermand Lundme er født i 1973, opvokset på Amager, først i Reberbanegade og sidenhen i en nedlagt legetøjsbutik ude ved Flyvergrillen. Debuterede i 1998 med romanen Forhud.

Har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne, dramatik til teaterscenen og manuskripter til radioteaterstykker, dokudramaer, novellefilm og tv-serier.

Arbejder også som billedkunstner og har været radiovært på Radio24syv.