Der er kun plads til én dronning i American Royals, men hvem ender med at sidde på tronen? Forfatteren til Tusinde etager er tilbage med en ny og spændende serie, fyldt med drama og intriger i kampen om den royale krone og kærligheden. Her kan du læse et uddrag af bogen.
American Royals af Katharine McGee
PROLOG
Du kender sikkert allerede historien om den amerikanske revolution og det amerikanske monarkis tilblivelse.
Måske kender du den fra de billedbøger, du kiggede i som barn. Fra de forskellige skuespil i skolen – hvor du længtes efter at få lov til at spille rollen som kong George I eller dronning Martha og i stedet skulle spille et kirsebærtræ. Du kender den fra sange og historiebøger og måske fra den sommer, du var på besøg i Washington og tog på den officielle rundtur på Washington Palace.
Du har hørt historien så mange gange, at du kan den udenad: Efter slaget ved Yorktown faldt oberst Lewis Nicola på knæ foran general George Washington og tryglede ham på vegne af hele nationen om at blive den første konge af Amerika.
Generalen sagde selvfølgelig ja.
Historikere elsker at diskutere, om tingene kunne være gået anderledes. Hvad, hvis general Washington havde nægtet at blive konge og i stedet havde bedt om at blive leder af et folkestyre? Eller premierminister? Eller måske ville han have opfundet et helt nyt ord for den stilling, som for eksempel præsident? Måske ville andre lande være blevet inspireret af Amerika og have omstyrtet deres egne kongehuse – Frankrig og Rusland og Preussen, Østrig-Ungarn og Kina og Grækenland – og det ville have medført en ny, demokratisk tid.
Men vi ved alle sammen, at det ikke skete. Og du er her ikke for at høre en eller anden opdigtet historie. Du er her, fordi du gerne vil høre historien om det, der siden skete. Hvordan Amerika ser ud to hundrede og halvtreds år senere, hvor efterkommerne af George I stadig sidder på tronen.
Det er historien om prægtige balsale og mørke korridorer. Om hemmeligheder og skandaler, om kærlighed og hjertesorg. Det er historien om verdens mest berømte familie, som udspiller alle deres familiedramaer på verdens største scene.
Det her er historien om det amerikanske kongehus.
Beatrice kunne spore sin familie helt tilbage til det tiende århundrede. Det var faktisk kun på dronning Marthas side, men det afholdt de fleste sig fra at nævne. Kong George I var jo trods alt blot en plantageejer-opkomling fra Virginia, indtil han blev godt gift – og endnu bedre til at slås. Han var så god til at slås, at han hjalp med at vinde Amerikas uafhængighed, og blev af folket belønnet med en krone.
Men via Martha kunne Beatrice spore sin slægt mere end fyrre generationer tilbage. Blandt hendes forfædre var konger og dronninger og ærkehertuger, lærde og soldater. Der var endda en glorificeret helgen. Vi kan lære meget af fortiden, mindede hendes far hende altid om. Glem aldrig, hvor du kommer fra.
Det var svært at glemme sine forfædre, når man bar rundt på deres navne, som Beatrice gjorde: Beatrice Georgina Fredericka Louise af Huset Washington, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse af Amerika.
Beatrices far, Hans Majestæt Kong George IV, skævede til hende. Hun rankede sig straks og sørgede for at lytte godt efter, mens rigsmarskallen gennemgik planerne for Dronningeballet i morgen. Hendes hænder lå sammenfoldede på den dydige nederdel, og hun krydsede fødderne. Hendes takt og tone-lærer havde nemlig – med et hårdt rap med en lineal, hver gang hun glemte det – banket ind i hovedet på hende, at en dame aldrig lægger benene over kors.
Og reglerne var særligt rigide, når det gjaldt Beatrice, for hun var ikke blot prinsesse. Hun var også den første kvinde, der skulle overtage den amerikanske trone. Den første kvinde som, uafhængigt af nogen anden, ville blive dronning – ikke som gemalinde til kongen, men som en sand dronningeregent.
Var hun blevet født tyve år før, ville hun være blevet sprunget over, og tronen ville gå direkte til Jeff. Men hendes farfar havde som bekendt bortskaffet den ældgamle lov og besluttet, at tronen for alle kommende generationer ville gå til det førstefødte barn, ikke den førstefødte søn.
Beatrice så ud over mødebordet. Det var fuld af papirer og krus med kaffe, der for længst var blevet kolde. I dag var det det sidste kabinetsmøde indtil januar, hvilket betød, at det var fuld af årsrapporter og lange analyser.
Kabinetsmøderne fandt altid sted her i Stjernekammeret, som var opkaldt efter de gyldne stjerner på de blå vægge og det berømte stjerneformede loftsvindue. Vinterlyset strømmede ind og lavede dansende solpletter på bordet. Ikke, at Beatrice ville få mulighed for at nyde det. Hun havde sjældent tid til at gå udenfor, bortset fra de dage, hvor hun stod op inden daggry og tog med sin far på en løbetur gennem hovedstaden, flankeret af sikkerhedsfolk.
I et kort og for hende ukarakteristisk sekund tænkte hun på, hvad hendes søskende mon lavede lige nu. Hvis de da var tilbage fra deres vilde tur rundt i Sydøstasien. Samantha og Jeff – som var tvillinger og tre år yngre end Beatrice – var et farligt par. De var livlige og spontane, fulde af dårlige idéer, og i modsætning til de fleste andre teenagere havde de mulighed for at udleve de idéer, til deres forældres store fortrydelse. Her et halvt år efter at de var færdige med highschool, var det tydeligt, at ingen af dem anede, hvad de skulle stille op med sig selv, ud over at fejre, at de var blevet atten, og nu helt legalt kunne drikke alkohol.
Ingen forventede noget af tvillingerne. Hele familiens – og, ja, verdens – forventninger blev som en hvidglødende projektør rettet mod Beatrice. Endelig blev rigsmarskallen færdig med sin rapport. Kongen nikkede afmålt og rejste sig. „Tak, Jacob. Hvis det var alt, så tror jeg, vi slutter mødet her.“
Alle rejste sig og begyndte at trække ud af lokalet, mens de småsnakkede om ballet i morgen eller ferieplaner. Det lod til, at kongens kabinet, der var ligeligt fordelt mellem føderalister og demokratiske republikanere, for øjeblikket så bort fra deres politiske kontroverser, men Beatrice var ret sikker på, at kontroverserne ville vende hurtigt tilbage efter årsskiftet.
Hendes personlige livvagt, Connor, løftede blikket. Han stod uden for døren ved siden af kongens livvagt. Begge var medlemmer af Reveregarden, det elitekorps af gardere, som havde helliget sig et liv med at beskytte kongefamilien.
„Beatrice, kan du lige blive et minut?“ spurgte hendes far.
Beatrice blev stående i døren. „Selvfølgelig.“
Kongen satte sig igen, og hun fulgte trop. „Tak igen for din hjælp med nomineringerne,“ sagde han. De så begge på papiret, der lå foran ham, med en liste af navne i alfabetisk orden.
Beatrice smilede. „Jeg er glad for, at du godkendte dem.“
I morgen skulle de afholde kongehusets årlige julefest, Dronningeballet. Det blev kaldt sådan på grund af det allerførste julebal, hvor dronning Martha havde tilskyndet George I til at adle snesevis af amerikanere, som havde hjulpet i Revolutionen. Det havde været en fast tradition siden. Hvert år hædrede kongen forskellige mennesker for deres bidrag og gjorde dem derved til lords eller ladies. Og for første gang havde han ladet Beatrice stå for kandidatforslagene.
Inden hun kunne nå at spørge, hvad han ville, blev der banket på døren. Kongen åndede lettet op, da Beatrices mor kom spankulerende ind.
Dronning Adelaide var adelig på begge sider af sin familie. Inden hun blev gift med kongen, havde hun stået til at arve både hertugdømmet Canaveral og hertugdømmet Savannah. The Double Duchess, havde folk kaldt hende.
Adelaide var vokset op i Atlanta, og hun havde aldrig mistet sin stærke sydstatscharme. Selv nu udstrålede hun elegance: hovedet lidt på skrå, mens hun smilede til sin datter, og den lille drejning af håndleddet, da hun satte sig til rette i stolen af valnøddetræ. Karamelfarvede striber glinsede i det nøddebrune hår, som hun hver morgen krøllede med brandvarme curlere og omsluttede med en hårbøjle.
Måden, de sad på – en forælder på hver side af Beatrice, som om de spærrede hende inde – gav hende en klar fornemmelse af, at de var ved at lave et bagholdsangreb.
„Hey, mor,“ sagde hun i en lettere forundret tone. Dronningen plejede ikke at deltage i deres administrative samtaler.
„Beatrice, din mor og jeg vil gerne tale om din fremtid,“ begyndte kongen.
Prinsessen blinkede nervøst med øjnene. Hun tænkte altid på fremtiden.
„På et mere personligt plan,“ forklarede hendes mor. „Vi tænkte på, om der var en … særlig person i dit liv lige nu.“
Beatrice blev forbløffet. Hun havde regnet med, at de skulle have den snak før eller siden, og havde gjort sit bedste for at forberede sig mentalt på det. Hun havde bare ikke troet, at det ville ske så hurtigt.
„Nej, det er der ikke,“ forsikrede hun dem. Hendes forældre nikkede åndsfraværende; de vidste begge, at hun ikke havde en kæreste. Det vidste hele landet.
Kongen rømmede sig. „Din mor og jeg håbede, at du måske ville begynde at kigge efter en partner. Den, du skal tilbringe resten af livet sammen med.“
Hans ord lod til at give genlyd i hele Stjernekammeret.
Beatrice havde stort set ingen erfaring med romantik. Ikke at forskellige, udenlandske prinser på hendes alder ikke havde forsøgt. Den eneste, der var kommet så langt som til en date nummer to, var prins Nikolaos fra Grækenland. Hans forældre havde opfordret ham til at tage et semester som udvekslingsstudent på Harvard, tydeligvis i håbet om at han og den amerikanske prinsesse ville forelske sig vildt i hinanden.
Beatrice var gået på date med ham for at glæde deres familier, men der var ikke kommet noget ud af det. Selv om Nikolaos som yngste søn i en royal familie var en af de få mænd, der faktisk var berettiget til at gå på date med Beatrice. Den kommende monark kunne kun gifte sig med en, der havde adeligt eller aristokratisk blod i årerne.
Beatrice havde altid vidst, at hun ikke måtte blive kæreste med den forkerte. Hun måtte end ikke kysse med den forkerte, som alle andre i college lod til at gøre. Ingen havde lyst til at se deres kommende monark gå the walk of shame hjem fra en collegefest.
Nej, det var meget mere trygt, hvis tronfølgeren ikke havde nogen seksuel fortid, som pressen kunne begynde at grave i. Ingen bagage fra ekskærester, ingen fyre, der kunne sælge intime detaljer til en afslørende biografi. Der måtte ikke være opture og nedture i Beatrices forhold. Når hun på et tidspunkt officielt fik sig en kæreste, så var det det: De ville blive nødt til at være lykkelige og stabile og forpligtede over for hinanden.
Det havde næsten fået hende til at holde sig helt fra at date nogen som helst.
I flere år havde medierne rost Beatrice for, at hun værnede om sit rygte. Men siden hun blev enogtyve, havde hun bemærket, at noget havde ændret sig, når de omtalte hendes kærlighedsliv. I stedet for at kalde hende dydig og dedikeret begyndte journalisterne at bruge ord som ensom og ynkværdig – og endnu værre: frigid. Hvis hun aldrig gik ud med nogen, sagde de beklagende, hvordan skulle hun så nogensinde blive gift og påbegynde den allermest nødvendige opgave med at producere den næste tronfølger?
„Synes I ikke, at jeg er lidt for ung til at begynde at bekymre mig om det?“ spurgte Beatrice og var lettet over, hvor rolig hun lød. Men hun var på den anden side altid blevet trænet i at lægge låg på sine følelser.
„Jeg var på din alder, da din far og jeg blev gift. Og jeg blev gravid året efter,“ sagde dronningen. En virkelig skræmmende tanke.
„Men det er tyve år siden!“ indvendte Beatrice. „Ingen regner med, at jeg … Jeg mener, alt er anderledes nu.“
„Vi siger jo heller ikke, at du skal spurte op ad kirkegulvet i morgen. Vi siger bare, at du skal begynde at overveje det. Det bliver ikke nogen let beslutning, og vi vil gerne hjælpe.“
„Hjælpe?“
„Der er flere unge mænd, vi gerne vil have, du møder. Vi har inviteret dem alle med til ballet i morgen.“ Dronningen åbnede sin noprede lædertaske og tog en folder op med kulørte faneblade. Hun rakte sin datter den.
Hver fane havde et navn. Lord José Ramirez, den kommende hertug af Texas. Lord Marshall Davis, den kommende hertug af Orange. Lord Theodore Eaton, den kommende hertug af Boston.
„I forsøger at lege Kirsten Giftekniv?“
„Vi giver dig bare nogle valgmuligheder. Præsenterer dig for unge mænd, der måske er et passende match.“
Beatrice bladrede blindt i folderen. Den var fuld af informationer: stamtræer, fotos, eksamenspapirer, selv fyrenes højde og drøjde.
„Brugte I jeres sikkerhedsgodkendelse til at skaffe alt det her?“
„Hvad? Nej.“ Kongen så chokeret ud ved antydningen om, at han ville misbruge sine privilegier på den måde. „De unge mænd og deres familier har fremlagt de her oplysninger af egen fri vilje. De ved, hvad de går ind til.“
„ I har altså allerede snakket med dem,“ sagde Beatrice stift. „Og I vil have, at jeg i morgen til Dronningeballet holder jobsamtaler med de her … potentielle ægtemænd?“
Hendes mors øjenbryn skød op i panden. „Når du siger jobsamtale, lyder det så upersonligt! Vi vil bare have, at du taler med dem, lærer dem lidt at kende. Hvem ved? Måske er der en af dem, der overrasker dig.“
„Måske er det lidt som en jobsamtale,“ sagde kongen. „Beatrice, når du en dag vælger én, bliver han ikke bare din mand. Han bliver også Amerikas første prinsgemal. Og det at være gift med en regerende monark er et fuldtidsarbejde.“
„Et arbejde, der aldrig stopper,“ istemte dronningen.
Gennem vinduet, nede fra Marmorgården, kunne Beatrice høre latterbrøl og snak og en enkelt stemme, der kæmpede for at overdøve larmen. Det var sikkert en skoleklasse på tur den sidste dag inden ferien. Teenagerne udenfor var nok ikke meget yngre end hende selv, alligevel følte Beatrice sig uendeligt fjern fra dem.
Med tommelfingeren bladrede hun tilbage i folderen og lukkede den. Der var kun ti eller tolv unge mænd i den.
„Det er en ret tynd folder,“ sagde hun stille.
Beatrice havde selvfølgelig altid vidst, at hun skulle fiske i en meget lille dam. At hendes valgmuligheder inden for potentielle kærester var utrolig få. Det var ikke så slemt som det havde været for hundrede år siden, hvor en regents ægteskab handlede mere om politik end om kærlighed. I det mindste ville hun ikke behøve at gifte sig for at forsegle en politisk traktat. Men det var alligevel meget at håbe på, at hun ville forelske sig i en, der stod på den meget korte liste.
„Din far og jeg har været meget grundige. Vi har gennemgået alle adelige sønner og sønnesønner, inden vi fandt frem til de navne,“ sagde hendes mor kærligt.
Kongen nikkede. „Der er nogle gode muligheder her, Beatrice. Alle på den liste er kloge og betænksomme og af god familie. Den type mand, der vil støtte dig uden at lade sit eget ego komme i vejen.“
Af god familie. Beatrice vidste nøjagtig, hvad det betød. De var børn og børnebørn af højtstående amerikanske adelsmænd, og kun fordi det ikke var gået med de udenlandske prinser på hendes alder – Nikolaos og Charles af Schleswig-Holstein og storhertug Pieter.
Beatrice så skiftevis på sin mor og sin far. „Men hvad, hvis min kommende mand ikke er på listen? Hvad, hvis jeg ikke vil giftes med nogen af dem?“
„Du har ikke engang mødt dem endnu,“ indvendte hendes far. „Desuden blev din mor og jeg ført sammen af vores forældre, og se, hvordan det er gået.“ Han mødte dronningens blik med et begejstret smil.
Beatrice nikkede og blev en smule roligere. Hun vidste, at hendes far havde udvalgt hendes mor fra netop sådan en kort liste over godkendte kandidater. De havde kun mødt hinanden få gange, da de blev gift. Og deres arrangerede ægteskab endte med at forvandle sig til et reelt kærlighedsforhold.
Hun forsøgte at overveje muligheden for, at hendes forældre havde ret. At hun kunne forelske sig i en af de unge mænd på listen i en skræmmende tynd folder.
Det virkede ikke sandsynligt.
Hun havde ikke mødt adelsmændene endnu, men hun havde allerede en klar fornemmelse af, hvordan de var. Den samme type forkælede, selvoptagede mænd, som havde cirklet rundt om hende i årevis. Den type, som hun gang på gang forsigtigt havde afvist på Harvard, når de havde inviteret hende med til klubfest i en studenterforening. Den type, der kiggede på hende og ikke så et menneske, men en krone.
Nogle gange, tænkte Beatrice nu, var det også, som om hendes forældre så på hende på samme måde.
Kongen lagde håndfladerne på bordet. Et par ringe skinnede på hans solbrune hænder: den enkle vielsesring i guld og ved siden af den den tunge signetring med Amerikas store segl. Hans to ægteskaber: med dronningen og med sit land.
„Vores håb for dig har altid været, at du ville finde en, du elsker. En, der også kan håndtere de ting, der hører med til dette liv,“ sagde han til hende. „En, der er et passende parti, både for dig og for Amerika.“
Beatrice kunne godt læse mellem linjerne: at hvis hun ikke kunne finde en, der kunne udfylde begge roller, så ville Amerika være nødt til at komme først. Det var vigtigere at gifte sig med en, der kunne klare opgaven, end at hun fulgte sit hjerte.
Og hvis sandheden skulle frem, havde Beatrice opgivet sit hjerte for længe siden. Hendes liv tilhørte ikke hende selv. Hendes beslutninger var aldrig for alvor hendes egne. Det havde hun vidst, siden hun var barn.
Hendes farfar, kong Edward III, havde sagt det til hende på sit dødsleje. Mindet var for altid indprentet i hende: den sterile lugt på hospitalet, det gule, fluorescerende lys, den bydende måde, hvorpå hendes farfar havde bedt alle andre forlade lokalet. „Jeg skal lige sige et par ord til Beatrice,“ havde han sagt med den skræmmende knurren, han altid talte til hende med.
Den døende konge havde taget Beatrices små hænder mellem sine egne dirrende og skrøbelige. „For længe siden eksisterede monarkierne for, at folk kunne tjene monarken. Nu er det monarken, der må tjene folket. Husk, at det er en ære og et privilegium at være en Washington og vie sit liv til dette land.“
le frem, havde Beatrice opgivet sit hjerte for længe siden. Hendes liv tilhørte ikke hende selv. Hendes beslutninger var aldrig for alvor hendes egne. Det havde hun vidst, siden hun var barn.
Hendes farfar, kong Edward III, havde sagt det til hende på sit dødsleje. Mindet var for altid indprentet i hende: den sterile lugt på hospitalet, det gule, fluorescerende lys, den bydende måde, hvorpå hendes farfar havde bedt alle andre forlade lokalet. „Jeg skal lige sige et par ord til Beatrice,“ havde han sagt med den skræmmende knurren, han altid talte til hende med.
Den døende konge havde taget Beatrices små hænder mellem sine egne dirrende og skrøbelige. „For længe siden eksisterede monarkierne for, at folk kunne tjene monarken. Nu er det monarken, der må tjene folket. Husk, at det er en ære og et privilegium at være en Washington og vie sit liv til dette land.“
Beatrice nikkede højtideligt. Hun vidste, at det var hendes pligt at sætte folket først. Det havde alle fortalt hende, siden hun blev født. Ordene For at tjene Gud og fædreland var bogstaveligt talt blevet skrevet på væggen i hendes barneværelse.
„Fra dette øjeblik er du to mennesker på samme tid: pigen Beatrice og tronfølgeren Beatrice. Og når de to har forskellige ønsker, er det tronfølgeren, der må vinde,“ sagde hendes farfar alvorligt. „Altid. Lov mig det.“ Hans fingre lukkede sig om hendes med forbavsende styrke.
„Det lover jeg,“ hviskede Beatrice. Hun kunne ikke huske, at hun bevidst havde valgt at bruge de ord. Det var, som om en stærkere kraft, måske ånden fra Amerika selv, havde lagt sig over hende og fremtvunget ordene fra hendes bryst.
Beatrice havde holdt dette hellige løfte. Hun havde altid vidst, at denne beslutning lå som en trussel i fremtiden. Men det pludselige ved det – det, at hendes forældre ville have, at hun skulle begynde at udvælge sig en mand i morgen og fra sådan en forkortet liste – gav hende åndenød.
„Du ved godt, at det ikke er et let liv,“ sagde kongen venligt. „At det ofte ser så anderledes ud, end det i virkeligheden er. Det er så vigtigt, Beatrice, at man finder den rette partner at dele det med. En, der kan hjælpe dig igennem prøvelserne og tage del i glæderne. Din mor og jeg er et team. Jeg kunne ikke have klaret det uden hende.“
Beatrice kunne mærke, at hendes hals snørede sig sammen. Men hvis hun virkelig var nødt til at gifte sig for nationens skyld, kunne hun lige så godt forsøge at vælge en af dem, som hendes forældre havde valgt til hende.
„Skal vi gennemgå kandidaterne, inden jeg møder dem i morgen?“ sagde hun til sidst og åbnede folderen igen.
Siden Amerika vandt Uafhængighedskrigen, som gjorde George Washington til konge, har Washington familien siddet solidt på tronen.
Til at overtage tronen er prinsesse Beatrice, der er modsat sin festglade og rebelske søster Samantha, er den perfekte tronfølger. Hun ved nemlig, at tronen altid kommer i første række.
På den anden side står Daphne og Nina, som ikke har blåt blod i årene, men som alligevel vil gøre alt for at træde ind den royale familie. De fire unge kvinder må kæmpe sig gennem drama, sladder, intriger og hed romantik i verdens mest glitrende royale familie.
Mens amerikanerne vænner sig til tanken om en kvindelig regent, kæmper dronning Beatrice med minderne om alt det, hun mistede, da hun satte sig på tronen.
Samtidig prøver Samantha at leve op til sit ry som den ultimative “party princess”, Nina prøver at undgå slottet for enhver pris, og Daphne arbejder målrettet mod at blive gift med prins Jefferson.
Smagen af magt er berusende og overvældende.
Og mens nogen bliver trukket ind i magtens cirkler mod deres vilje, vil andre gøre alt for at få del i den …
Katharine McGee er fra Houston, Texas. Hun har studeret litteratur på Princeton University og har en MBA fra Standford. Hun debuterede i 2016 med New York Times-bestselleren The Thousandth Floor (på dansk i 2017).
Der er kun plads til én dronning i American Royals, men hvem ender med at sidde på tronen? Forfatteren til Tusinde etager er tilbage med en ny og spændende serie, fyldt med drama og intriger i kampen om den royale krone og kærligheden. Her kan du læse et uddrag af bogen.
American Royals
af Katharine McGee
PROLOG
Du kender sikkert allerede historien om den amerikanske revolution og det amerikanske monarkis tilblivelse.
Måske kender du den fra de billedbøger, du kiggede i som barn. Fra de forskellige skuespil i skolen – hvor du længtes efter at få lov til at spille rollen som kong George I eller dronning Martha og i stedet skulle spille et kirsebærtræ. Du kender den fra sange og historiebøger og måske fra den sommer, du var på besøg i Washington og tog på den officielle rundtur på Washington Palace.
Du har hørt historien så mange gange, at du kan den udenad: Efter slaget ved Yorktown faldt oberst Lewis Nicola på knæ foran general George Washington og tryglede ham på vegne af hele nationen om at blive den første konge af Amerika.
Historikere elsker at diskutere, om tingene kunne være gået anderledes. Hvad, hvis general Washington havde nægtet at blive konge og i stedet havde bedt om at blive leder af et folkestyre? Eller premierminister? Eller måske ville han have opfundet et helt nyt ord for den stilling, som for eksempel præsident? Måske ville andre lande være blevet inspireret af Amerika og have omstyrtet deres egne kongehuse – Frankrig og Rusland og Preussen, Østrig-Ungarn og Kina og Grækenland – og det ville have medført en ny, demokratisk tid.
Men vi ved alle sammen, at det ikke skete. Og du er her ikke for at høre en eller anden opdigtet historie. Du er her, fordi du gerne vil høre historien om det, der siden skete. Hvordan Amerika ser ud to hundrede og halvtreds år senere, hvor efterkommerne af George I stadig sidder på tronen.
Det er historien om prægtige balsale og mørke korridorer. Om hemmeligheder og skandaler, om kærlighed og hjertesorg. Det er historien om verdens mest berømte familie, som udspiller alle deres familiedramaer på verdens største scene.
Det her er historien om det amerikanske kongehus.
Beatrice kunne spore sin familie helt tilbage til det tiende århundrede. Det var faktisk kun på dronning Marthas side, men det afholdt de fleste sig fra at nævne. Kong George I var jo trods alt blot en plantageejer-opkomling fra Virginia, indtil han blev godt gift – og endnu bedre til at slås. Han var så god til at slås, at han hjalp med at vinde Amerikas uafhængighed, og blev af folket belønnet med en krone.
Men via Martha kunne Beatrice spore sin slægt mere end fyrre
generationer tilbage. Blandt hendes forfædre var konger og dronninger og ærkehertuger, lærde og soldater. Der var endda en glorificeret helgen. Vi kan lære meget af fortiden, mindede hendes far hende altid om. Glem aldrig, hvor du kommer fra.
Det var svært at glemme sine forfædre, når man bar rundt på deres navne, som Beatrice gjorde: Beatrice Georgina Fredericka Louise af Huset Washington, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse af Amerika.
Beatrices far, Hans Majestæt Kong George IV, skævede til hende. Hun rankede sig straks og sørgede for at lytte godt efter, mens rigsmarskallen gennemgik planerne for Dronningeballet i morgen. Hendes hænder lå sammenfoldede på den dydige nederdel, og hun krydsede fødderne. Hendes takt og tone-lærer havde nemlig – med et hårdt rap med en lineal, hver gang hun glemte det – banket ind i hovedet på hende, at en dame aldrig lægger benene over kors.
Og reglerne var særligt rigide, når det gjaldt Beatrice, for hun var ikke blot prinsesse. Hun var også den første kvinde, der skulle overtage den amerikanske trone. Den første kvinde som, uafhængigt af nogen anden, ville blive dronning – ikke som gemalinde til kongen, men som en sand dronningeregent.
Var hun blevet født tyve år før, ville hun være blevet sprunget over, og tronen ville gå direkte til Jeff. Men hendes farfar havde som bekendt bortskaffet den ældgamle lov og besluttet, at tronen for alle kommende generationer ville gå til det førstefødte barn, ikke den førstefødte søn.
Beatrice så ud over mødebordet. Det var fuld af papirer og krus med kaffe, der for længst var blevet kolde. I dag var det det sidste kabinetsmøde indtil januar, hvilket betød, at det var fuld af årsrapporter og lange analyser.
Kabinetsmøderne fandt altid sted her i Stjernekammeret, som var opkaldt efter de gyldne stjerner på de blå vægge og det berømte stjerneformede loftsvindue. Vinterlyset strømmede ind og lavede dansende solpletter på bordet. Ikke, at Beatrice ville få mulighed for at nyde det. Hun havde sjældent tid til at gå udenfor, bortset fra de dage, hvor hun stod op inden daggry og tog med sin far på en løbetur gennem hovedstaden, flankeret af sikkerhedsfolk.
I et kort og for hende ukarakteristisk sekund tænkte hun på, hvad hendes søskende mon lavede lige nu. Hvis de da var tilbage fra deres vilde tur rundt i Sydøstasien. Samantha og Jeff – som var tvillinger og tre år yngre end Beatrice – var et farligt par. De var livlige og spontane, fulde af dårlige idéer, og i modsætning til de fleste andre teenagere havde de mulighed for at udleve de idéer, til deres forældres store fortrydelse. Her et halvt år efter at de var færdige med highschool, var det tydeligt, at ingen af dem anede, hvad de skulle stille op med sig selv, ud over at fejre, at de var blevet atten, og nu helt legalt kunne drikke alkohol.
Ingen forventede noget af tvillingerne. Hele familiens – og, ja, verdens – forventninger blev som en hvidglødende projektør rettet mod Beatrice.
Endelig blev rigsmarskallen færdig med sin rapport. Kongen nikkede afmålt og rejste sig. „Tak, Jacob. Hvis det var alt, så tror jeg, vi slutter mødet her.“
Alle rejste sig og begyndte at trække ud af lokalet, mens de småsnakkede om ballet i morgen eller ferieplaner. Det lod til, at kongens kabinet, der var ligeligt fordelt mellem føderalister og demokratiske republikanere, for øjeblikket så bort fra deres politiske kontroverser, men Beatrice var ret sikker på, at kontroverserne ville vende hurtigt tilbage efter årsskiftet.
Hendes personlige livvagt, Connor, løftede blikket. Han stod uden for døren ved siden af kongens livvagt. Begge var medlemmer af Reveregarden, det elitekorps af gardere, som havde helliget sig et liv med at beskytte kongefamilien.
„Beatrice, kan du lige blive et minut?“ spurgte hendes far.
Beatrice blev stående i døren. „Selvfølgelig.“
Kongen satte sig igen, og hun fulgte trop. „Tak igen for din hjælp med nomineringerne,“ sagde han. De så begge på papiret, der lå foran ham, med en liste af navne i alfabetisk orden.
Beatrice smilede. „Jeg er glad for, at du godkendte dem.“
I morgen skulle de afholde kongehusets årlige julefest, Dronningeballet. Det blev kaldt sådan på grund af det allerførste julebal, hvor dronning Martha havde tilskyndet George I til at adle snesevis af amerikanere, som havde hjulpet i Revolutionen. Det havde været en fast tradition siden. Hvert år hædrede kongen forskellige mennesker for deres bidrag og gjorde dem derved til lords eller ladies. Og for første gang havde han ladet Beatrice stå for kandidatforslagene.
Dronning Adelaide var adelig på begge sider af sin familie. Inden hun blev gift med kongen, havde hun stået til at arve både hertugdømmet Canaveral og hertugdømmet Savannah. The Double Duchess, havde folk kaldt hende.
Adelaide var vokset op i Atlanta, og hun havde aldrig mistet sin stærke sydstatscharme. Selv nu udstrålede hun elegance: hovedet lidt på skrå, mens hun smilede til sin datter, og den lille drejning af håndleddet, da hun satte sig til rette i stolen af valnøddetræ. Karamelfarvede striber glinsede i det nøddebrune hår, som hun hver morgen krøllede med brandvarme curlere og omsluttede med en hårbøjle.
Måden, de sad på – en forælder på hver side af Beatrice, som om de spærrede hende inde – gav hende en klar fornemmelse af, at de var ved at lave et bagholdsangreb.
„Hey, mor,“ sagde hun i en lettere forundret tone. Dronningen plejede ikke at deltage i deres administrative samtaler.
„Beatrice, din mor og jeg vil gerne tale om din fremtid,“ begyndte kongen.
Prinsessen blinkede nervøst med øjnene. Hun tænkte altid på fremtiden.
„På et mere personligt plan,“ forklarede hendes mor. „Vi tænkte på, om der var en … særlig person i dit liv lige nu.“
Beatrice blev forbløffet. Hun havde regnet med, at de skulle have den snak før eller siden, og havde gjort sit bedste for at forberede sig mentalt på det. Hun havde bare ikke troet, at det ville ske så hurtigt.
„Nej, det er der ikke,“ forsikrede hun dem. Hendes forældre nikkede åndsfraværende; de vidste begge, at hun ikke havde en kæreste. Det vidste hele landet.
Kongen rømmede sig. „Din mor og jeg håbede, at du måske ville begynde at kigge efter en partner. Den, du skal tilbringe resten af livet sammen med.“
Beatrice havde stort set ingen erfaring med romantik. Ikke at forskellige, udenlandske prinser på hendes alder ikke havde forsøgt. Den eneste, der var kommet så langt som til en date nummer to, var prins Nikolaos fra Grækenland. Hans forældre havde opfordret ham til at tage et semester som udvekslingsstudent på Harvard, tydeligvis i håbet om at han og den amerikanske prinsesse ville forelske sig vildt i hinanden.
Beatrice var gået på date med ham for at glæde deres familier, men der var ikke kommet noget ud af det. Selv om Nikolaos som yngste søn i en royal familie var en af de få mænd, der faktisk var berettiget til at gå på date med Beatrice. Den kommende monark kunne kun gifte sig med en, der havde adeligt eller aristokratisk blod i årerne.
Beatrice havde altid vidst, at hun ikke måtte blive kæreste med den forkerte. Hun måtte end ikke kysse med den forkerte, som alle andre i college lod til at gøre. Ingen havde lyst til at se deres kommende monark gå the walk of shame hjem fra en collegefest.
Nej, det var meget mere trygt, hvis tronfølgeren ikke havde nogen seksuel fortid, som pressen kunne begynde at grave i. Ingen bagage fra ekskærester, ingen fyre, der kunne sælge intime detaljer til en afslørende biografi. Der måtte ikke være opture og nedture i Beatrices forhold. Når hun på et tidspunkt officielt fik sig en kæreste, så var det det: De ville blive nødt til at være lykkelige og stabile og forpligtede over for hinanden.
Det havde næsten fået hende til at holde sig helt fra at date nogen som helst.
I flere år havde medierne rost Beatrice for, at hun værnede om sit rygte. Men siden hun blev enogtyve, havde hun bemærket, at noget havde ændret sig, når de omtalte hendes kærlighedsliv. I stedet for at kalde hende dydig og dedikeret begyndte journalisterne at bruge ord som ensom og ynkværdig – og endnu værre: frigid. Hvis hun aldrig gik ud med nogen, sagde de beklagende, hvordan skulle hun så nogensinde blive gift og påbegynde den allermest nødvendige opgave med at producere den næste tronfølger?
„Synes I ikke, at jeg er lidt for ung til at begynde at bekymre mig om det?“ spurgte Beatrice og var lettet over, hvor rolig hun lød. Men hun var på den anden side altid blevet trænet i at lægge låg på sine følelser.
„Jeg var på din alder, da din far og jeg blev gift. Og jeg blev gravid året efter,“ sagde dronningen. En virkelig skræmmende tanke.
„Men det er tyve år siden!“ indvendte Beatrice. „Ingen regner med, at jeg … Jeg mener, alt er anderledes nu.“
„Vi siger jo heller ikke, at du skal spurte op ad kirkegulvet i morgen. Vi siger bare, at du skal begynde at overveje det. Det bliver ikke nogen let beslutning, og vi vil gerne hjælpe.“
„Hjælpe?“
„Der er flere unge mænd, vi gerne vil have, du møder. Vi har inviteret dem alle med til ballet i morgen.“ Dronningen åbnede sin noprede lædertaske og tog en folder op med kulørte faneblade. Hun rakte sin datter den.
Hver fane havde et navn. Lord José Ramirez, den kommende hertug af Texas. Lord Marshall Davis, den kommende hertug af Orange. Lord Theodore Eaton, den kommende hertug af Boston.
„I forsøger at lege Kirsten Giftekniv?“
„Vi giver dig bare nogle valgmuligheder. Præsenterer dig for unge mænd, der måske er et passende match.“
Beatrice bladrede blindt i folderen. Den var fuld af informationer: stamtræer, fotos, eksamenspapirer, selv fyrenes højde og drøjde.
„Brugte I jeres sikkerhedsgodkendelse til at skaffe alt det her?“
„Hvad? Nej.“ Kongen så chokeret ud ved antydningen om, at han ville misbruge sine privilegier på den måde. „De unge mænd og deres familier har fremlagt de her oplysninger af egen fri vilje. De ved, hvad de går ind til.“
„ I har altså allerede snakket med dem,“ sagde Beatrice stift. „Og I vil have, at jeg i morgen til Dronningeballet holder jobsamtaler med de her … potentielle ægtemænd?“
Hendes mors øjenbryn skød op i panden. „Når du siger jobsamtale, lyder det så upersonligt! Vi vil bare have, at du taler med dem, lærer dem lidt at kende. Hvem ved? Måske er der en af dem, der overrasker dig.“
„Måske er det lidt som en jobsamtale,“ sagde kongen. „Beatrice, når du en dag vælger én, bliver han ikke bare din mand. Han bliver også Amerikas første prinsgemal. Og det at være gift med en regerende monark er et fuldtidsarbejde.“
„Et arbejde, der aldrig stopper,“ istemte dronningen.
Gennem vinduet, nede fra Marmorgården, kunne Beatrice høre latterbrøl og snak og en enkelt stemme, der kæmpede for at overdøve larmen. Det var sikkert en skoleklasse på tur den sidste dag inden ferien. Teenagerne udenfor var nok ikke meget yngre end hende selv, alligevel følte Beatrice sig uendeligt fjern fra dem.
Med tommelfingeren bladrede hun tilbage i folderen og lukkede den. Der var kun ti eller tolv unge mænd i den.
„Det er en ret tynd folder,“ sagde hun stille.
Beatrice havde selvfølgelig altid vidst, at hun skulle fiske i en meget lille dam. At hendes valgmuligheder inden for potentielle kærester var utrolig få. Det var ikke så slemt som det havde været for hundrede år siden, hvor en regents ægteskab handlede mere om politik end om kærlighed. I det mindste ville hun ikke behøve at gifte sig for at forsegle en politisk traktat.
Men det var alligevel meget at håbe på, at hun ville forelske sig i en, der stod på den meget korte liste.
„Din far og jeg har været meget grundige. Vi har gennemgået alle adelige sønner og sønnesønner, inden vi fandt frem til de navne,“ sagde hendes mor kærligt.
Kongen nikkede. „Der er nogle gode muligheder her, Beatrice. Alle på den liste er kloge og betænksomme og af god familie. Den type mand, der vil støtte dig uden at lade sit eget ego komme i vejen.“
Af god familie. Beatrice vidste nøjagtig, hvad det betød. De var børn og børnebørn af højtstående amerikanske adelsmænd, og kun fordi det ikke var gået med de udenlandske prinser på hendes alder – Nikolaos og Charles af Schleswig-Holstein og storhertug Pieter.
„Du har ikke engang mødt dem endnu,“ indvendte hendes far. „Desuden blev din mor og jeg ført sammen af vores forældre, og se, hvordan det er gået.“ Han mødte dronningens blik med et begejstret smil.
Beatrice nikkede og blev en smule roligere. Hun vidste, at hendes far havde udvalgt hendes mor fra netop sådan en kort liste over godkendte kandidater. De havde kun mødt hinanden få gange, da de blev gift. Og deres arrangerede ægteskab endte med at forvandle sig til et reelt kærlighedsforhold.
Hun forsøgte at overveje muligheden for, at hendes forældre havde ret. At hun kunne forelske sig i en af de unge mænd på listen i en skræmmende tynd folder.
Det virkede ikke sandsynligt.
Hun havde ikke mødt adelsmændene endnu, men hun havde allerede en klar fornemmelse af, hvordan de var. Den samme type forkælede, selvoptagede mænd, som havde cirklet rundt om hende i årevis. Den type, som hun gang på gang forsigtigt havde afvist på Harvard, når de havde inviteret hende med til klubfest i en studenterforening. Den type, der kiggede på hende og ikke så et menneske, men en krone.
Nogle gange, tænkte Beatrice nu, var det også, som om hendes forældre så på hende på samme måde.
Kongen lagde håndfladerne på bordet. Et par ringe skinnede på hans solbrune hænder: den enkle vielsesring i guld og ved siden af den den tunge signetring med Amerikas store segl. Hans to ægteskaber: med dronningen og med sit land.
„Vores håb for dig har altid været, at du ville finde en, du elsker. En, der også kan håndtere de ting, der hører med til dette liv,“ sagde han til hende. „En, der er et passende parti, både for dig og for Amerika.“
Beatrice kunne godt læse mellem linjerne: at hvis hun ikke kunne finde en, der kunne udfylde begge roller, så ville Amerika være nødt til at komme først. Det var vigtigere at gifte sig med en, der kunne klare opgaven, end at hun fulgte sit hjerte.
Og hvis sandheden skulle frem, havde Beatrice opgivet sit hjerte for længe siden. Hendes liv tilhørte ikke hende selv. Hendes beslutninger var aldrig for alvor hendes egne. Det havde hun vidst, siden hun var barn.
Hendes farfar, kong Edward III, havde sagt det til hende på sit dødsleje. Mindet var for altid indprentet i hende: den sterile lugt på hospitalet, det gule, fluorescerende lys, den bydende måde, hvorpå hendes farfar havde bedt alle andre forlade lokalet. „Jeg skal lige sige et par ord til Beatrice,“ havde han sagt med den skræmmende knurren, han altid talte til hende med.
Den døende konge havde taget Beatrices små hænder mellem sine egne dirrende og skrøbelige. „For længe siden eksisterede monarkierne for, at folk kunne tjene monarken. Nu er det monarken, der må tjene folket. Husk, at det er en ære og et privilegium at være en Washington og vie sit liv til dette land.“
le frem, havde Beatrice opgivet sit hjerte for længe siden. Hendes liv tilhørte ikke hende selv. Hendes beslutninger var aldrig for alvor hendes egne. Det havde hun vidst, siden hun var barn.
Hendes farfar, kong Edward III, havde sagt det til hende på sit dødsleje. Mindet var for altid indprentet i hende: den sterile lugt på hospitalet, det gule, fluorescerende lys, den bydende måde, hvorpå hendes farfar havde bedt alle andre forlade lokalet. „Jeg skal lige sige et par ord til Beatrice,“ havde han sagt med den skræmmende knurren, han altid talte til hende med.
Den døende konge havde taget Beatrices små hænder mellem sine egne dirrende og skrøbelige. „For længe siden eksisterede monarkierne for, at folk kunne tjene monarken. Nu er det monarken, der må tjene folket. Husk, at det er en ære og et privilegium at være en Washington og vie sit liv til dette land.“
Beatrice nikkede højtideligt. Hun vidste, at det var hendes pligt at sætte folket først. Det havde alle fortalt hende, siden hun blev født. Ordene For at tjene Gud og fædreland var bogstaveligt talt blevet skrevet på væggen i hendes barneværelse.
„Fra dette øjeblik er du to mennesker på samme tid: pigen Beatrice og tronfølgeren Beatrice. Og når de to har forskellige ønsker, er det tronfølgeren, der må vinde,“ sagde hendes farfar alvorligt. „Altid. Lov mig det.“ Hans fingre lukkede sig om hendes med forbavsende styrke.
„Det lover jeg,“ hviskede Beatrice. Hun kunne ikke huske, at hun bevidst havde valgt at bruge de ord. Det var, som om en stærkere kraft, måske ånden fra Amerika selv, havde lagt sig over hende og fremtvunget ordene fra hendes bryst.
Beatrice havde holdt dette hellige løfte. Hun havde altid vidst, at denne beslutning lå som en trussel i fremtiden. Men det pludselige ved det – det, at hendes forældre ville have, at hun skulle begynde at udvælge sig en mand i morgen og fra sådan en forkortet liste – gav hende åndenød.
„Du ved godt, at det ikke er et let liv,“ sagde kongen venligt. „At det ofte ser så anderledes ud, end det i virkeligheden er. Det er så vigtigt, Beatrice, at man finder den rette partner at dele det med. En, der kan hjælpe dig igennem prøvelserne og tage del i glæderne. Din mor og jeg er et team. Jeg kunne ikke have klaret det uden hende.“
Beatrice kunne mærke, at hendes hals snørede sig sammen. Men hvis hun virkelig var nødt til at gifte sig for nationens skyld, kunne hun lige så godt forsøge at vælge en af dem, som hendes forældre havde valgt til hende.
„Skal vi gennemgå kandidaterne, inden jeg møder dem i morgen?“ sagde hun til sidst og åbnede folderen igen.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du læse American Royals af Katharine McGee
American Royals af Katharine McGee
Siden Amerika vandt Uafhængighedskrigen, som gjorde George Washington til konge, har Washington familien siddet solidt på tronen.
Til at overtage tronen er prinsesse Beatrice, der er modsat sin festglade og rebelske søster Samantha, er den perfekte tronfølger. Hun ved nemlig, at tronen altid kommer i første række.
På den anden side står Daphne og Nina, som ikke har blåt blod i årene, men som alligevel vil gøre alt for at træde ind den royale familie. De fire unge kvinder må kæmpe sig gennem drama, sladder, intriger og hed romantik i verdens mest glitrende royale familie.
Du kan købe American Royals online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Se bogtraileren
Majestæt af Katharine McGee
Mens amerikanerne vænner sig til tanken om en kvindelig regent, kæmper dronning Beatrice med minderne om alt det, hun mistede, da hun satte sig på tronen.
Samtidig prøver Samantha at leve op til sit ry som den ultimative “party princess”, Nina prøver at undgå slottet for enhver pris, og Daphne arbejder målrettet mod at blive gift med prins Jefferson.
Smagen af magt er berusende og overvældende.
Og mens nogen bliver trukket ind i magtens cirkler mod deres vilje, vil andre gøre alt for at få del i den …
Du kan købe American Royals (2) – Majestæt online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Om Katharine McGee
Katharine McGee er fra Houston, Texas. Hun har studeret litteratur på Princeton University og har en MBA fra Standford. Hun debuterede i 2016 med New York Times-bestselleren The Thousandth Floor (på dansk i 2017).
Andre læste også: