Amerikanske YA-forfattere CarlsenPuls Young Adult-romaner

Dramaet i det amerikanske kongehus fortsætter

majestæt

Hvis du heller ikke kan få nok af serier som The Selection og Gossip Girl, så er American Royals oplagt læsning til dig. Der er nemlig ikke sparet på hverken gossip eller glamour.

Smagen af magt kan være berusende. Ligesom den første forelskelse. Er USA klar til landets første dronning? Læs et uddrag af fortsættelsen til American Royals her!

American Royals (2) Majestæt


I 250 år har Washington-familien siddet på den amerikanske trone, lige siden folket gjorde general George Washington til deres konge. Men de er ikke som andre royale familier. De er amerikanere.

Mens Amerika er ved at vænne sig til at have en dronning som overhoved, kæmper Beatrice med tanken om, hvad hun mistede, da hun overtog tronen. Samantha har travlt med at leve op til sit ‘party-prinsesse’-ry.

Nina prøver forgæves at undgå slottet – og prins Jefferson. Og en farlig hemmelighed kan komme til at ødelægge Daphnes nøje udtænkte planer om at blive gift med prins Jefferson. En ny regeringstid er i gang ..

Du kan købe American Royals (2) – Majestæt online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.




American Royals II: Majestæt
af Katharine McGee

Oversat fra engelsk af Ane Lauenblad



PROLOG

Morgenen var grå og trøstesløs, og der hang en tung tåge over hovedstadens gader. Ifølge alle korrespondenterne var det passende vejr til en begravelse.

De opholdt sig bag et velourreb på den ene side af porten ind til slottet, udvekslede cigaretter og mintpastiller, tjekkede hurtigt læbestiften på telefonens skærm. Så svingede hovedporten op, og de første gæster blev lukket ind.

De kom fra alle verdens hjørner. Kejsere og sultaner, ærkehertuger og enkedronninger, endda en kardinal sendt af selveste paven. Der var kongresmedlemmer og aristokrater – de var der alle for at ære Hans Majestæt Kong George IV, den afdøde konge af Amerika.

Klædt i alvorsfulde, sorte kjoler og mørke jakkesæt strømmede de ind gennem dørene til den enorme tronsal. Der var ikke noget andet sted i hovedstaden, hvor der var plads til tre tusind gæster.

En militærsalut blev affyret ud over floden, og begravelsesoptoget drejede ind på det sidste stykke op til slottet. Stilheden sænkede sig, tæt som den uendelige tåge. Pressefolkene rettede sig lidt op, kameramændene justerede deres kameralinser.

Ingen sagde noget, da en gruppe mennesker dukkede op af tågen: otte unge mænd fra Reveregarden, det elitekorps af gardere, der beskyttede kongefamilien, fulgte monarken på hans sidste rejse. De bar en kiste draperet i det amerikanske flags farver; rød, blå og guld.

De fleste af garderne stirrede resolut lige frem for sig. Men en ung mand – høj, med lysebrunt hår og tågede blågrå øjne – blev ved med at se sig tilbage over skulderen. Måske var han ved at blive træt. Begravelsesoptoget havde bevæget sig på kryds og tværs af byen hele morgenen.

I fugleflugtslinje drejede det sig om mindre end tre kilometer, men den bugtede rute havde taget flere timer. Det var med vilje planlagt sådan, så flest mulige borgere fik mulighed for at vise deres afdøde konge den sidste respekt.

LÆS OGSÅ: Til kamp for tronen med Katharine McGee

Det var stadig svært at begribe, at kong George virkelig var borte. Han var kun halvtreds, da han døde efter en kort og tragisk kamp mod lungekræft.

Få meter bag kisten gik den toogtyveårige prinsesse Beatrice – nej, mindede folket sig selv om, hun var ikke længere prinsesse. Med hendes fars død var hun blevet Hendes Majestæt Beatrice Georgina Fredericka Louise, dronning af Amerika.

Det ville tage noget tid at vænne sig til titlen. Amerika var aldrig tidligere blevet regeret af en dronning, ikke før nu.

Da processionen nåede slottets porte, nejede Beatrice foran sin fars kiste. Et kor af insektlydende klik brød ud fra kamerasværmen, da fotograferne skyndte sig at fange det ikoniske billede: den nye, unge dronning, der for allersidste gang nejer for sin far, kongen.



Beatrice havde aldrig før oplevet slottet så stille.

Som regel genlød gangene af larm; butlere i færd med at give ordrer til lakajer; turguider i gang med at fortælle slottets historie til studerende; ambassadører eller ministre på jagt efter hofmarskallen for at tigge om et møde med kongen.

I dag var der helt tyst. Der var lagt støvbeskyttende overtræk over møblerne, de gav et spøgelsesagtigt skær i halvmørket. Selv folkemængden, der plejede at hænge ud nede ved porten, var væk.

Slottet lå nu strandet som en ø i et hav af fortove og nedtrampet græs.

Beatrice kunne høre sin mor stige ud af bilen. Sam og Jeff havde valgt at blive i huset på landet endnu en nat.

Da de var yngre, plejede de tre søskende at følges dertil – i en mørk SUV, hvor de sad på bagsædet og så film – men Beatrice måtte ikke længere køre sammen med sin søster. Monarken og den næste i tronfølgen måtte af sikkerhedsgrunde ikke rejse sammen.

LÆS OGSÅ: Lidt royal har man lov at være, men hvilken queen er du egentlig?

Hun var kun nået halvvejs gennem hallen, da hendes hæl sad fast i et antikt tæppe. Hun snublede – og en hånd rakte ud for at støtte hende.

Beatrice så op i de kølige grå øjne på sin livvagt, Connor Markham.

„Er du okay, Bee?”

Hun burde give ham en reprimande for at bruge hendes kælenavn i stedet for den officielle titel, især her i offentligheden, hvor alle kunne høre det. Men Beatrice kunne ikke tænke klart, når hun havde Connors hånd i sin. Efter alle disse uger uden kontakt føltes hans berøring som en flammende ild i hendes årer.

Der lød et ekko af stemmer ned gennem gangen. Connor rynkede panden, men tog hurtigt et skridt tilbage, og i samme øjeblik drejede to lakajer om hjørnet i selskab med en mand med gråt hår og et barskt udtryk i øjnene: Robert Standish, der havde arbejdet som hofmarskal for Beatrices far og nu for hende. Han bukkede formelt. „Jeg beklager meget, Deres Majestæt. Vi forventede ikke Deres ankomst før i morgen.”

Beatrice forsøgte ikke at fare sammen ved tiltaleformen. Hun havde ikke vænnet sig til, at Deres Majestæt var hende. Lakajerne begyndte at gå fra rum til rum og fjerne støvbeskytterne.

Slottet blev bragt til live, i takt med at ornamenterede sideborde og
filigrankobberlamper hurtigt blev sat fri.

„Jeg besluttede mig for at tage tidligt hjem. Jeg ville bare …” Beatrice tav uden at gøre sætningen færdig; væk. Den seneste måned på Sulgrave, familien Washingtons gods, var tænkt som et pusterum.

Men selv omgivet af familien følte hun sig alene. Og udmattet. Hver nat forsøgte Beatrice at holde sig vågen så længe som muligt, for det øjeblik hun faldt i søvn, kom drømmene.

Frygtelige, forvrængede drømme, hvor hun blev tvunget til at se sin far dø, igen og igen med den frygtelige viden om, at det var hendes skyld.

Hun var skyld i sin fars død. Hvis hun ikke havde råbt ad ham den aften – ikke havde truet med at gifte sig med sin livvagt og give afkald på tronen – så ville kong George måske stadig være i live.

Beatrice holdt et suk tilbage. Hun vidste bedre end at give plads til den slags tanker. Hvis hun gjorde, ville hun gå til grunde, synke som en sten dybere og dybere ned i en brønd af sorg uden nogensinde at ramme bunden.

„Deres Majestæt.” Robert kastede et blik på den tablet, han havde med sig overalt. „Der er et par ting, jeg gerne vil diskutere.

Skal vi gå op på Deres kontor?”

Der gik et øjeblik, før Beatrice indså, at han mente hendes fars kontor. Som nu var hendes.

„Nej,” svarede hun en smule for højt. Hun var ikke klar til at gå derind – og stå ansigt til ansigt med alle de minder, som var fanget derinde. „Kan vi mon tale her?” tilføjede hun og pegede ind i en af stuerne.

„Udmærket.” Robert fulgte efter hende, trak dobbeltdørene til
bag dem og lod Connor stå tilbage i hallen.

Hun satte sig yderst på en stribet, grøn sofa og kastede et blik på de tre karnapvinduer, der vendte ud mod indkørslen. Det var en nervøs vane, hun havde tillagt sig efter sin fars død: at se mod vinduerne i hvert rum, hun trådte ind i. Som om det naturlige lys ville få hende til at føle sig lidt mindre kvalt.

Eller som om hun ledte efter en flugtvej.

„Deres Majestæt, her er Deres skema for den kommende uge.”

Robert rakte et stykke papir frem. Det var præget med det kongelige
våbenmærke.

„Mange tak, lord Standish,” sagde Beatrice og tav lidt. Hun havde altid tiltalt ham med hans fulde titel, lige siden hun mødte ham som teenager, men nu … „Må jeg kalde Dem Robert?”

„Det ville være mig en ære,” sagde han underdanigt.

„I så fald må De også kalde mig Beatrice.”

Hofmarskallen gispede hæst. „Åh nej, Deres Majestæt. Det ville jeg aldrig vove. Og må jeg foreslå,” tilføjede han, „at De ikke bringer den slags op igen, og slet ikke, når der er tale om nogen i en serviceposition. Det er simpelthen ikke passende.”

Beatrice hadede, at hun følte sig irettesat som en skolepige, som om hun var syv år gammel, og hendes takt og tone-lærer lige havde slået hende over fingrene med linealen, fordi hun havde nejet sjusket. Hun tvang sig selv til at studere papiret blot for at se forvirret op.

„Hvor er resten af planen?” Der var kun offentlige arrangementer – en gåtur uden for hovedstaden med en konversationsgruppe, et meet-and-greet med de lokale pigespejdere – den slags aktiviteter, som skulle generere god omtale, og som Beatrice var vant til fra sin tid som arving til tronen.

„Jeg bør vel have en audiens med hver enkelt partileder i Kongressen,” fortsatte hun. „Og hvorfor er der ikke planlagt et kabinetsmøde på torsdag?”

„Der er ingen grund til at kaste Dem ud i alt det med det samme,” sagde Robert silkeblødt. „De har været væk fra offentligheden siden begravelsen. Folket har brug for at blive beroliget ved Deres blotte tilstedeværelse.”

LÆS OGSÅ: Derfor skal du læse American Royals af Katharine McGee

Beatrice bekæmpede en følelse af uro. Det var meningen, at monarken skulle regere, ikke rende rundt og trykke hænder som en eller anden maskot for Amerika. Det var tronarvingens job. Men hvad skulle hun sige?

Alt, hvad hun havde lært om sin rolle, havde hun lært af sin far. Nu var han her ikke længere, og den eneste person til at vejlede hende var Robert, hans højre hånd. Hofmarskallen rystede på hovedet. „Desuden går jeg ud fra, at De skal bruge de næste par måneder på at planlægge brylluppet.”

Beatrice prøvede at sige noget, men hendes hals var helt snøret sammen.

Hun var stadig forlovet med Theodore Eaton, søn af hertugen af Boston. Men hver gang hun havde tænkt på Teddy i den forgangne måned, havde hendes hjerne lukket ned. Jeg finder ud af det, når jeg vender tilbage, havde hun lovet sig selv. Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det lige nu.

Det havde været nemt at glemme alt om Teddy på Sulgrave. Ingen i hendes familie havde nævnt ham. De havde i det hele taget ikke talt ret meget sammen, blot hver for sig været fortabt i deres egen sorg.


Majestæt udkommer den 26. november

Læs også den første bog i serien!

american royals, katharine mcgee, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, ya-bøger

Siden Amerika vandt Uafhængighedskrigen, som gjorde George Washington til konge, har Washington familien siddet solidt på tronen.

Til at overtage tronen er prinsesse Beatrice, der er modsat sin festglade og rebelske søster Samantha, er den perfekte tronfølger. Hun ved nemlig, at tronen altid kommer i første række.

På den anden side står Daphne og Nina, som ikke har blåt blod i årene, men som alligevel vil gøre alt for at træde ind den royale familie. De fire unge kvinder må kæmpe sig gennem drama, sladder, intriger og hed romantik i verdens mest glitrende royale familie.

Du kan købe American Royals online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren

Læs mere om forfatteren

Katharine McGee er fra Houston, Texas. Hun har studeret litteratur på Princeton University og har en MBA fra Stanford. Hun debuterede i 2016 med New York Times-bestselleren The Thousandth Floor (på dansk i 2017).