Den uovervindelige Greta James af Jennifer E. Smith er en livsbekræftende og humoristisk pageturner om livets store omvæltninger. Smuglæs i bogen herunder.
I Den uovervindelige Greta James møder du superstjernen Greta, der elsker at optræde foran fyldte stadioner og proppede koncertsale. Men da hendes mor dør, bryder Greta sammen foran publikum, og hun må sætte karrieren på pause.
LÆS OGSÅ: 15 skønne romaner om kærlighed, familie, venskab og livet
Hun siger nådigt ja til at tage på en krydstogsrejse med sin far og bror til Alaska, som hendes mor havde bestilt før sin død. Men det går hurtigt op for hende, at hendes mor var familiens lim, og hun opdager, at forholdet til faren og broren er mere kompliceret, end hun lige tænkte.
Men på krydstogtskibet møder hun historikeren Ben Wilder, der skal holde et foredrag om en af Gretas mors yndlingsbøger. De fanger hinandens opmærksomhed, og mens Greta må arbejde på at hele og genopbygge sin selvsikkerhed, må Ben konfrontere sin usikre fremtid.
Læs et uddrag af Den uovervindelige Greta James herunder.
Den uovervindelige Greta James
Jennifer E. Smith
KAPITEL 1
Greta står ved vinduet på et hotel i West Hollywood, da hendes bror ringer for tredje gang den dag. På den anden side af gaden er der en stor reklametavle med en strømlinet, hvid yacht, omgivet af turkis- blåt vand. Det er en reklame for en ny slags øl, og et eller andet ved den – følelsen af at drive blindt afsted – gør det lettere at sige nej, da hun endelig tager telefonen.
”Kom nu,” siger Asher. ”Det er kun en uge.”
”En uge på en båd.”
”Det er et skib,” retter han.
”Det er det sidste, jeg har brug for lige nu,” siger Greta og vender sig væk fra vinduet, hvor lyset udenfor er drømmeagtigt og lyserødt. Hun er lige kommet tilbage fra et fotoshoot til coveret til sit andet album, der netop er blevet udskudt til juli. Havde det været op til Greta, ville hun have rykket det endnu længere tilbage, men det er åbenbart ikke en mulighed.
I stedet er hun blevet kaldt til Los Angeles for at tilbringe tre dage i et pakhus omgivet af blitzende kameraer og vigtige mænd fra pladeselskabet iført jakkesæt og sneakers og bekymrede miner. Presset over at ramme det her helt rigtigt var tydeligt at se i deres ansigter.
Det er to måneder siden, hun sidst optrådte live – ugen efter hendes mors død, hvor hun brød sammen på scenen – men alt andet er bare fortsat fremad, forretningsdelen kværner ufortrødent videre, stort set uden hende.
På bordet, ved siden af hotellets brevpapir, står en tallerken chokolader med en hilsen fra hotelmanageren med ordene: Vi er utroligt glade for at have dig her hos os. Greta tænker automatisk på sin mor, som ikke længere er her, hvis fravær føles så altopslugende endeligt, at selv det her er nok til at få hendes hjerte til at snøre sig sammen.
”Hvorfor tager du ikke med?” siger hun til Asher. Hun prøver at forestille sig at tilbringe så lang tid på en båd sammen med sin far. Krydstogtet ud for Alaskas kyster havde været hendes mors idé. Det var det eneste, hun talte om i næsten et år, helt frem til marts, hvor en blodåre bristede i hendes hoved, og hele verden syntes at gå i stå.
Nu er der kun en måned til krydstogtet. Og hendes far har stadig tænkt sig at tage afsted.
”Vi kan ikke lade ham tage afsted alene,” siger Asher og ignorerer hendes spørgsmål. ”Det er simpelthen for sørgeligt.”
”Han kommer næppe til at være alene,” svarer Greta, mens hun går ud på badeværelset. ”Foster- og Bloom-parret skal jo også med. De skal nok tage sig af ham.”
Hun ser på sig selv i spejlet, hun har stadig makeup på fra fotoshootet. Røde læber, hvid hud, grønne øjne trukket op med masser af eyeliner. Hendes mørke hår, normalt så vildt og uregerligt, er nu helt glat og tæmmet. Hun lægger telefonen ned på vasken og slår højtaleren til, hvorefter hun tænder for vandet og begynder at skrubbe det hele af.
”Han kommer til at være femte hjul,” insisterer Asher. Hans stem- me bliver kastet rundt i badeværelset. ”Det er deprimerende. En af os må tage med ham.”
”Ja,” svarer Greta. ”Dig.”
”Det kan jeg ikke.”
Hun retter sig igen op. Hendes hud er nu lyserød, men hun ligner mere sig selv, hvilket altid er en lettelse. Hun tager et håndklæde og dupper sig i ansigtet. ”Sagen er,” siger hun, mens hun tager telefonen op og går ud i værelset, hvor hun dejser om på sengen, ”at han rent faktisk kan lide dig.”
”Greta,” siger han, utålmodigt nu. ”Du ved godt, at jeg ikke kan.”
Det ved hun selvfølgelig godt. Asher har en kone og tre døtre, der alle er under fem år. Han har et job med en chef og en almindelig arbejdsuge, en HR-afdeling og et fast antal feriedage, som primært bliver brugt, når pigerne er syge. Det er flere år siden, han har befundet sig på et fly.
Greta har allerede befundet sig på tre den her uge.
Hun sukker. ”Giv mig lige datoerne igen?”
”Slut maj, begyndelsen af juni.”
”Jeg bliver nødt til at være i New York til Gov Ball den 5.,” siger hun og er næsten uanstændigt lettet over at have en legitim undskyldning, uanset hvor meget hun gruer for det. Men det afskrækker ikke Asher. ”Jamen så er det jo heldigt,” siger han, ”at I kommer tilbage den 4.” ”Du ved godt, at det ikke bare er en hvilken som helst koncert.
Det er vigtigt.”
”Vigtigere end far?”
”Det er ikke fair.”
”Men jeg beder dig jo ikke om at vælge,” svarer han. ”Du vil være tilbage i New York i god tid. Og Alaska skulle være smukt på den her tid af året. Stadig lidt koldt, måske, men det var jo bare far, som prøvede at spare lidt penge …”
”Asher?”
”Ja?”
”Jeg tror ikke, jeg kan gøre det.”
”Selvfølgelig kan du det. Du elsker vand. Kan du huske dengang, vi tog kanoen ud på …”
”Du ved godt, hvad jeg mener.”
Han bliver stille et øjeblik. ”Det ville jo ikke kun være for ham,” siger han så.
Og det er dét, der til sidst får hende til at give efter.
KAPITEL 2
Greta står i den brede skygge under et enormt skib og spekulerer på, hvordan sådan en tingest overhovedet kan flyde. Det er et hotel med ror, en skyskraber lagt ned på siden, en monolit, et uhyre. Og det er – utroligt nok – hendes hjem i de næste otte dage.
Navnet på skibet er malet hen over dets lange, hvide side. Det hedder The Escape, hvilket er det eneste, der indtil videre har givet hende lyst til at le.
Hundredvis af folk myldrer rundt om hende med dyre kameraer dinglende om halsen, alle hver især ivrige efter at komme ombord og påbegynde deres alaskanske eventyr. Til venstre forsvinder Vancouver op i himlen, der nu er sølvgrå og truer tungt med regn. Greta var her engang for at give en koncert, men ligesom med så mange andre af de steder, hun har været, har hendes indtryk nærmest udelukkende begrænset sig til spillestedernes indre fire vægge.
”Det har elleve dæk,” siger hendes far og træder hen ved siden af hende med et kort over skibet. Han har en tynd windbreaker på, for tynd, og en kasket, som han fik gratis, da han åbnede en ny bankkonto. Det er nu tre måneder siden, hendes mor døde, og for første gang i sit liv ligner han hvert eneste af sine halvfjerds år. ”Og otte forskellige restauranter. Fire af dem med buffeter.”
Content_9788711996409.indd
Hvis hendes mor havde været her, ville hun have sagt: Wow! Hun ville have sagt: Jeg glæder mig til at prøve dem alle sammen. Hun ville have givet hans arm et klem og begejstret set op på skibets samtlige elleve dæk.
Men Helen er her ikke. Det er kun Greta, som stadig ikke kan fatte, at det lykkedes Asher at overtale hende til det her.
”Fedt,” siger hun i et forsøg på entusiasme, men det falder tyde- ligvis til jorden, for hendes far sender hende bare et resigneret blik og vender tilbage til sit kort.
Turen skulle have været en fejring af deres fyrreårs bryllupsdag. De havde planlagt den i næsten et år og sparet op til den i endnu flere. Sidste jul – for hele fem måneder siden nu – havde Helen givet Conrad en kalender med fotos af gletsjere, og han havde givet hende en ny fleece som erstatning for den gamle, der var tyndslidt af mange års havearbejde.
De købte en kikkert til deling, den slags, der hænger tungt om halsen, og hver gang der var en artikel om Alaska i avisen, klippede Helen den ud, lagde den i en konvolut, fandt et frimærke og sendte den med posten – jep, med posten – til Greta, med en post-it-seddel med ordene ”Til orientering”, som om hun også skulle med.
Den nye fleece – lyseblå og ufattelig blødligger i Gretas taske, som er ved at blive båret ombord på skibet. Hendes mor nåede aldrig at bruge den. Hun havde gemt den til turen.
Skibshornet tuder, og køen til at borde rykker fremad. Bag hende er de fire andre voksne – selv i en alder af seksogtredive år er det stadig sådan Greta tænker på dem – allerede i gang med at lægge planer, og de diskuterer, om de skal vælge kasinoet eller musicalen til deres første aften ombord.
De er mangeårige venner af hendes forældre, og hvert par har deres egne årsager til at være her: Foster-parret er begge for nylig gået på pension, og Bloom-parret fylder snart halvfjerds. Men alle ved, at den egentlige drivkraft var Helen, hvis begejstring for turen havde været så smittende, at hun på en eller anden måde havde overtalt dem alle til at tage med.
En steward kommer forbi, og Greta ser ham standse op og tage et par skridt tilbage mod hende. Han peger på hendes guitarkasse, som hun har haft hængende over skulderen, lige siden de steg ud af taxaen.
”Vil du have lidt hjælp med den, ma’am?” spørger han, og hun prøver at lade være med at glippe overrasket med øjnene ad hans ma’am. Hun har en kort, sort kjole på med Vans og solbriller. Hendes hår er sat op i en sjusket knold, og hun har en læderjakke over den arm, som ikke bærer guitaren. Hun er ikke typen, der er vant til at blive kaldt ma’am.
”Det er okay,” svarer hun. ”Jeg tror bare, jeg holder fast i den.”
Hendes far fnyser. ”Du ville ikke kunne vriste den ud af hænderne på hende, om så hun faldt over bord.”
”Det kan jeg da godt forstå,” siger Davis Foster, som kommer op bag dem. Han holder et kort over Vancouver op over sit skaldede hoved, da det begynder at småregne. ”Det ville da være rigtig ærgerligt at miste den.”
Greta har kendt Mary og Davis Foster, siden hun var tolv, og de flyttede ind i huset ved siden af. De var den første sorte familie på gaden, og Greta havde omgående forelsket sig i deres yngste søn, Jason, som gik to klasser over hende. Der var ikke sket noget før meget senere, da de begge boede i New York, og selv da var det aldrig seriøst, men mest bare når de var singler samtidigt, før de rykkede videre til næste forhold.
Ingen af forældrene havde den mindste mistanke om det, og det var ét hundrede procent med vilje. Hvis de havde, ville de sikkert for længst være begyndt at planlægge brylluppet, hvilket var det sidste, både Greta og Jason var interesseret i.
Davis nikker mod hendes guitarkasse. ”Jeg vil vædde med, man kan få en formue for den på eBay,” joker han, og hans kone, Mary, giver ham et dask på brystet. Han bukker sammen i påtaget smerte. ”Det var for sjov.”
Mary er høj og slank, med mørkebrun hud og en kort frisure, der får hendes øjne til at se enorme ud. Lige nu er de rettet mod Greta. ”Vi ved alle sammen, at den er meget mere værd i dine hænder,” siger hun, og der er noget beskyttende i hendes blik.
Mary og Helen var blevet venner i samme sekund, de mødte hinanden. Davis plejede at joke med, at de burde kalde den lille havesti mellem husene for det sorte hul, eftersom de så snart en af dem forsvandt over til den anden på besøg – altid med en flaske vin i hånden – var så godt som fortabt for omverdenen. I mindst et par timer.
Lige nu kan Greta nærmest mærke Marys stålsatte intention om at passe på hende. Det føles trøstende, som om hendes mor stadig er her i ånden.
”Ved du, hvad du burde gøre?” siger Eleanor Bloom med en svag irsk accent og ser helt begejstret ud ved tanken. Hun er klædt i en dyr regnjakke, og hendes lange, sølvgrå hår er som altid perfekt, til trods for den fugtige luft. ”Du burde give en lille koncert til søs. Det ville være fantastisk at se dig optræde.”
”Ah, det ved jeg nu ikke …” svarer Greta, selvom hun selvfølgelig ikke er to sekunder i tvivl om, at hun ikke skal optræde på et krydstogtskib. Aldrig nogensinde, hvis hun skal være helt ærlig, men især ikke lige nu.
”Jeg så, der er en varieté den sidste aften,” fortsætter Eleanor ufortrødent. ”Alle kan melde sig. Jeg er sikker på, at de vil være himmelhenrykte over at få en rigtig professionel på scenen.”
”Alle de optrædende er professionelle, skat,” siger hendes mand, Todd, i sit sædvanlige, milde tonefald. Ud over hans hustru, er Todds anden store lidenskab fugle – han tilbringer weekenderne ude i sumpene, hvor han kigger efter sølvhejrer og andre vandfugle.
En gang om året tager hans fugleklub en tur til et fjernt sted, som han kun ser igennem en kikkert, men han har aldrig været i Alaska før, og en felthåndbog over statens fugle har været klemt fast under hans arm hele formiddagen, og er allerede spækket med æselørede sider. ”De har temmelig gode folk med på de her ture,” siger han til Eleanor. ”Komikere, tryllekunstnere og Broadway-dansere.”
”Men ikke rockstjerner,” påpeger Eleanor. ”Ikke folk som Greta James.”
Hun siger den sidste del, som om Greta ikke står lige der ved siden af hende med et høfligt smil, som om hun taler om en helt anden: guitaristen Greta James, indie singer-songwriteren med en ekstremt dedikeret fanskare, i modsætning til Greta James, Conrad og Helens datter, der lærte at spille guitar i den åbne garage mellem værktøjshylder og med Ashers ørkenrotter – der var blevet forvist fra huset på grund af lugten – som eneste publikum, og som nu føler sig som et barn igen, mens hun venter på, at den her bizarre familieferie skal gå i gang. Hun er en sølle erstatning for det vigtigste medlem af gruppen.
Længere henne ad molen får hun øje på en mand, som er på vej mod enden af en anden kø. I et hav af ældre par og unge familier skiller han sig ud. Han har et trimmet skæg og et firkantet hageparti, og han bærer briller, der er enten ufatteligt nørdede eller ufatteligt hippe. Det er svært at afgøre hvilken af delene.
Da hun bemærker, at han bærer en gammeldags skrivemaskine under den ene arm som en football, har hun lyst til at himle med øjnene. Men så registrerer han i det samme hendes guitarkasse, og der er ikke andet at gøre end at udveksle lettere fårede smil, før han forsvinder ind i menneskemylderet.
”Bare tænk lidt over det,” siger Eleanor, og Greta retter igen blikket mod hende.
”Tak, men –”
”Det er jo det rene ingenting for hende nu om dage,” siger hendes far og hæver et øjenbryn. Han siger det ikke, som om det er en kompliment.
Der bliver stille et øjeblik. ”Det har du selvfølgelig ret i,” siger Eleanor så og prøver at lade være med at lyde alt for skuffet. ”Det var bare en tanke.”
”Nej, det er ikke det,” siger Greta og ryster på hovedet. ”Jeg er bare … jeg har kun sjældent tid til at koble helt af, så …”
Hvad hun ikke siger – hvad ingen af dem siger – er, at hun faktisk ikke har haft andet end tid på det seneste.
Mary retter et beundrende blik mod Greta. ”Jeg kan huske, hvordan du øvede og øvede i garagen hver aften …”
Davis sætter i en rungende latter. ”Du var forfærdelig, stump. Men du var dælme dedikeret. Det må man give dig.”
”Jamen lige præcis,” siger Eleanor og vender sig om mod Conrad. ”Hvor mange vokser rent faktisk op og kan leve af det, de drømte om, da de var små. Du må være utrolig stolt.”
Conrads blik glider over og møder Gretas, og de ser på hinanden i et langt øjeblik. Til sidst nikker han.
”Ja,” siger han. ”Vi er meget stolte.”
Hvilket er en dobbelt løgn. Det er han ikke. Og der er ikke noget vi mere.
KAPITEL 3
Kahytten er så lillebitte, at hun kan sidde på kanten af sengen og røre væggen. Men det generer ikke Greta. Hun har tilbragt de sidste fjorten år i New York, hvor plads er en luksus, så hun har stor erfaring med kunsten at leve på få kvadratmeter. Fraværet af vinduer er et større problem. Da hun bestilte turen, var der kun indvendige kahytter tilbage. Så hvor Conrads kahyt har store glasdøre ud til en balkon, ligner Gretas mere noget fra et åbent fængsel: småt og beige og kun lige netop funktionsdygtigt.
Syv nætter, tænker hun. Kun syv nætter.
Hun lægger guitaren på sengen ved siden af et tykt, sort ringbind, der indeholder en dag-for-dag-oversigt over turen. De vil være til søs resten af dagen og i morgen og cruise igennem The Inside Passage (indersiden af hvad står hen i det uvisse); derefter sejler de videre til Juneau, Glacier Bay, Haines og Icy Strait Point, og endelig skal de tilbringe endnu en hel dag til søs på turen tilbage til Vancouver.
Der er separate, laminerede sider for hver anløbshavn, fyldt med anbefalede udflugter, lister over restauranter, foreslåede vandreture og turistattraktioner. Der er også en forholdsvis fjollet mængde information om skibet: grundplaner og menuer, vejledning til bestilling af spa-tider, detaljerede beskrivelse af hver klub og bar, hvert foredrag og spilleaften. Man kunne bruge en hel uge alene på at afgøre, hvad man skulle bruge den på.
Greta lukker ringbindet. Der er ikke længe til, at skibet sætter sejl, og hun vil ikke være begravet inde i det som en muldvarp, når det sker. Hvis hun virkelig skal med på den her tur – og det ser det på nuværende tidspunkt ud til, at hun skal – vil hun i det mindste overvære starten af den.
Det var trods alt, hvad hendes mor ville have gjort.
Uden for sidder et par stykker godt pakket ind på dækstole under den lave Vancouver-himmel, men de fleste passagerer står spredt rundt langs skibets rælinger og kigger ud på byen eller over på de nøgne, grå bjerge, der rejser sig på den anden side af vandet. Hun finder en plads mellem et ældre par og en flok midaldrende kvinder i matchende lyserøde sweatshirts med ordene Fifty Is the New F-Word. De ler, mens de sender en lommelærke rundt.
Greta læner sig ind mod rælingen og tager en dyb indånding. Havnen lugter af salt og fisk, og langt nede vinker snesevis af bittesmå skikkelser vildt op mod dem, som om de er på vej ud på en farlig rejse, i stedet for et ottedages all-inclusive krydstogt med fire buffeter og en vandrutsjebane.
Et par fugle kredser over dem, og vinden er tung af salt. Greta lukker øjnene et øjeblik, og da hun åbner dem igen, kan hun fornemme, at nogen stirrer på hende. Hun drejer hovedet og får øje på en pige – sikkert ikke mere end tolv eller tretten år – som står et par meter længere henne ad rælingen. Hun har lysebrun hud og sort hår, og hun stirrer på Greta med en meget bestemt form for intensitet.
”Hej,” siger Greta, og pigen spærrer øjnene op, fanget et sted mellem henrykkelse og forlegenhed. Hun har pink Converse-sneakers på og skinny jeans med huller på knæene.
”Er du … Greta James?” spørger hun meget usikkert.
Greta hæver øjenbrynene og smiler lidt indvendigt. ”Ja, det er jeg.”
”Jeg vidste det.” Pigen ler overrasket. ”Wow. Det er så cool. Og vildt mærkeligt. Jeg kan ikke fatte, at du er med på det her krydstogt.”
”Det kan jeg heller ikke, hvis jeg skal være helt ærlig,” svarer Greta.
”Jeg elsker dit album. Og jeg var til din koncert i Berkeley sidste år,” siger hun. Ordene vælter ud af hende. ”Seriøst, du shredder for vildt. Jeg har aldrig set en pige spille sådan før.”
Det får Greta til at smile. Hun havde ikke regnet med et stort overlap i Venn-diagrammet over folk, som tager på krydstogter i Alaska, og folk, som tager til hendes koncerter. Hun fylder temmelig store spillesteder, og hendes sange bliver spillet i radioen, og hun har fans over hele verden. Hun har været på forsiden at et par musikmagasiner. Men hun bliver sjældent genkendt på gaden uden for New York eller Los Angeles. Og næsten aldrig af nogen så ung som pigen her.
”Spiller du?” spørger hun, og pigen nikker entusiastisk. Der er ikke noget fjoget over det, ingen beskedenhed: Svaret er ganske enkelt ja. Hun spiller.
Greta husker sig selv i den alder, allerede fuld af selvtillid, mens hun begyndte at forstå, at guitaren var mere end bare et legetøj, endda mere end bare et instrument. Allerede på det tidspunkt vidste hun, at den var en portal, og at hun var talentfuld nok til, at den kunne åbne verden for hende.
Det var hendes far, som havde købt den første guitar til hende. Greta var kun otte år. Guitaren var tiltænkt Asher, som var tolv, men selv dengang var han ikke interesseret i ret meget andet end football. Den var akustisk og brugt og alt for stor til hende, det tog flere år, før den kom til at passe til hende. Når Conrad kom hjem fra arbejde, blev han indimellem stående i den åbne garageport. Spidsen af hans cigaret glødede klart, mens han så hende forsøge at regne akkorderne ud, som var de en gåde, og når hun landede på de rigtige, lod han cigaretten dingle fra læberne, mens han klappede.
Det var dengang, han elskede, at hun spillede. Dengang musik stadig var et emne uden kontroverser imellem dem. Hver aften efter aftensmaden, satte han et gammelt Billy Joel-album på, mens de tog opvasken, og de sang begge med over lyden af vandhanen til ”Piano Man”, mens Helen lo, og Asher himlede med øjnene.
Pigen piller ved den skallende maling på rælingen. ”Jeg har faktisk forsøgt at finde ud af ’Birdsong’,” siger hun og refererer til et ikke specielt populært nummer på Gretas EP, hvilket er et valg, der får hende til at synes endnu bedre om pigen.
”Det er et svært nummer.”
”Ja, det ved jeg,” svarer hun. ”Meget sværere end ’Told You so’.”
Greta smiler. ”Told You So” var den første single fra hendes debutalbum, der kom ud for et par år siden, og det er uden sammenligning hendes mest succesfulde nummer – det har nået et popularitetsniveau, hvor folk ofte kender nummeret, selvom de aldrig har hørt om Greta James.
”Så du er ikke så meget til mainstream, hva’?” siger hun til pigen, som nikker alvorligt.
”Jeg foretrækker de mere ukendte numre.”
Greta ler. ”Fair nok.”
Et horn tuder én gang, to gange, og alle på dækket farer sammen og kigger sig omkring. Motoren er begyndt at brumme, og vandet bruser, mens skibet vibrerer under fødderne på dem. Et eller andet sted vågner en højtaler knitrende til live.
”God eftermiddag,” lyder en lettere utydelig stemme. ”Det her er kaptajn Edward Windsor. Jeg vil gerne byde jer alle velkommen ombord og gøre jer opmærksom på, at vi, før vi forlader havnen, afholder en sikkerhedsorientering. Hent venligst jeres redningsveste og find hen til jeres mønstringsstation.”
Pigen sender et blik hen mod de øvrige passager, der langsomt er på vej ind. ”Jeg må nok hellere finde mine forældre. Men det var virkelig cool at møde dig. Måske ses vi igen?”
Greta nikker. ”Hvad hedder du?”
”Preeti.”
”Det var godt at møde dig, Preeti,” siger hun. ”Jeg vil kigge efter dig, når jeg får brug for at snakke om musik, okay?”
Det får Preetis ansigt til at lyse op. Derefter giver hun et lille vink og skynder sig afsted.
Da Greta endelig får hentet redningsvesten fra kahytten og når hen til det anviste sted for redningsøvelsen, er hendes egen lille gruppe allerede forsamlet. Hendes far rynker panden, da han ser, at hun skødesløst har slynget vesten over den ene skulder. Han var søofficer under Vietnamkrigen, hvor han gjorde tjeneste på en patruljebåd i det vestlige Stillehav, og han tager ikke let på den slags.
Rundt om hende er der et hav af orange. Alle har deres redningsveste på, selv Davis Foster, som er to meter høj og har skuldre så brede, at det ser ud, som om et barns badedyr har sat sig fast om halsen på ham. Greta løfter vesten over hovedet, klikker spænderne i og håber ikke, der er flere uventede fans i nærheden. Hun har virkelig ikke brug for et billede af det her.
”Selvom det er usandsynligt, at I vil komme ud for en virkelig nødsituation, er det vigtigt at være forberedt,” siger en mand, der præsenterer sig selv som deres stationskaptajn.
Bag ham kan Greta se det øverste af de orangedækkede redningsbåde, der sidder på række hen langs kanten af skibet som juledekorationer på et træ. Mandens stemme er rolig, mens han fremlægger alle de værst tænkelige scenarier og de mange ulykker, som kan – hvor usandsynligt det end måtte være – ske på denne flydende by.
Det var også sådan, lægen havde talt efter hendes mors hjerneblødning, da Greta – som var fanget i en lufthavn i Berlin – havde insisteret på at tale med ham. Hendes mor lå allerede i koma på det tidspunkt, og diskrepansen mellem de forfærdelige ting, han sagde, og den rolige måde, han sagde dem på, var så skurrende, at den gav hende lyst til at kyle telefonen tværs gennem gaten.
”Hvis I skulle se nogen falde ud over siden,” siger en mand næsten muntert, ”smider I en redningskrans ud til vedkommende og råber derefter ’Mand overbord’ og informerer det nærmeste besætningsmedlem.”
En latterbølge breder sig mellem de forsamlede passagerer, mens de hviskende gætter på, hvem af dem der bliver den første, som ryger over. Davis tager så pludseligt fat om Marys skuldre, at hun giver et forskrækket udbrud fra sig. Eleanor rækker ud efter Todds hånd som for at forankre sig selv, men han har travlt med at betragte en lille, changerende fugl, som farer forbi den smule himmel, der er synlig mellem dækkene.
”En purpursvale,” hvisker han begejstret og fumler med sin kikkert. Men den sidder fast i hans redningsvest, og da han endelig får den op til øjnene, er fuglen væk.
Greta trækker i remmene på sin egen vest og kigger sig rundt. Længere henne ad dækket får hun øje på fyren, hun havde set tidligere med skrivemaskinen. Mens hun ser på, løfter han sin telefon og tager et billede af det her – af sikkerhedsorienteringen, af alle ting. Da han sænker den igen, kan hun se, at han skriver, og hun spekulerer på, hvem han sender billederne til. Derefter spekulerer hun på, hvorfor hun spekulerer på det.
”Du hører ikke efter,” siger hendes far lavmælt og giver hende et lille puf med albuen, og da fyren ser kort hen mod dem, har Greta det, som om hun er omkring tolv år gammel. Men han smiler bare, og derefter retter de begge igen opmærksomheden mod stationskaptajnen, som stadig udpensler alle de forskellige måder, hvorpå de kan – men sandsynligvis ikke vil – komme i fare i løbet af de næste otte dage.’
Jennifer E. Smith: Den uovervindelige Greta James
Greta James elsker at optræde for et gigantisk publikum. Men det er kun indtil hendes mor dør, og hun en dag bryder sammen på scenen.
Hun siger modstræbende ja til at tage sin mors plads på en krydstogtrejse til Alaska, som forældrene har planlagt. Men det går op for Greta, at moren var familiens lim, og at hendes forholdet til sin far og bror er meget kompliceret.
På krydstogtskibet møder hun historikeren Ben Wilder, som gennemgår store omvæltninger i sit liv. Ben er ombord for at holde sit foredrag om en eventyrlig bog, som Gretas mor elskede.
Mens Greta arbejder på at hele genopbygge sin selvsikkerhed, og Ben må konfrontere sin usikre fremtid, læner de sig op ad hinanden for at finde op og ned i livets svære valg.
Den uovervindelige Greta James af Jennifer E. Smith er en livsbekræftende og humoristisk pageturner om livets store omvæltninger. Smuglæs i bogen herunder.
I Den uovervindelige Greta James møder du superstjernen Greta, der elsker at optræde foran fyldte stadioner og proppede koncertsale. Men da hendes mor dør, bryder Greta sammen foran publikum, og hun må sætte karrieren på pause.
LÆS OGSÅ: 15 skønne romaner om kærlighed, familie, venskab og livet
Hun siger nådigt ja til at tage på en krydstogsrejse med sin far og bror til Alaska, som hendes mor havde bestilt før sin død. Men det går hurtigt op for hende, at hendes mor var familiens lim, og hun opdager, at forholdet til faren og broren er mere kompliceret, end hun lige tænkte.
Men på krydstogtskibet møder hun historikeren Ben Wilder, der skal holde et foredrag om en af Gretas mors yndlingsbøger. De fanger hinandens opmærksomhed, og mens Greta må arbejde på at hele og genopbygge sin selvsikkerhed, må Ben konfrontere sin usikre fremtid.
Læs et uddrag af Den uovervindelige Greta James herunder.
Du kan købe Den uovervindelige Greta James online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 9 juni.
Den uovervindelige Greta James
Jennifer E. Smith
KAPITEL 1
Greta står ved vinduet på et hotel i West Hollywood, da hendes bror ringer for tredje gang den dag. På den anden side af gaden er der en stor reklametavle med en strømlinet, hvid yacht, omgivet af turkis- blåt vand. Det er en reklame for en ny slags øl, og et eller andet ved den – følelsen af at drive blindt afsted – gør det lettere at sige nej, da hun endelig tager telefonen.
”Kom nu,” siger Asher. ”Det er kun en uge.”
”En uge på en båd.”
”Det er et skib,” retter han.
”Det er det sidste, jeg har brug for lige nu,” siger Greta og vender sig væk fra vinduet, hvor lyset udenfor er drømmeagtigt og lyserødt. Hun er lige kommet tilbage fra et fotoshoot til coveret til sit andet album, der netop er blevet udskudt til juli. Havde det været op til Greta, ville hun have rykket det endnu længere tilbage, men det er åbenbart ikke en mulighed.
I stedet er hun blevet kaldt til Los Angeles for at tilbringe tre dage i et pakhus omgivet af blitzende kameraer og vigtige mænd fra pladeselskabet iført jakkesæt og sneakers og bekymrede miner. Presset over at ramme det her helt rigtigt var tydeligt at se i deres ansigter.
Det er to måneder siden, hun sidst optrådte live – ugen efter hendes mors død, hvor hun brød sammen på scenen – men alt andet er bare fortsat fremad, forretningsdelen kværner ufortrødent videre, stort set uden hende.
På bordet, ved siden af hotellets brevpapir, står en tallerken chokolader med en hilsen fra hotelmanageren med ordene: Vi er utroligt glade for at have dig her hos os. Greta tænker automatisk på sin mor, som ikke længere er her, hvis fravær føles så altopslugende endeligt, at selv det her er nok til at få hendes hjerte til at snøre sig sammen.
”Hvorfor tager du ikke med?” siger hun til Asher. Hun prøver at forestille sig at tilbringe så lang tid på en båd sammen med sin far. Krydstogtet ud for Alaskas kyster havde været hendes mors idé. Det var det eneste, hun talte om i næsten et år, helt frem til marts, hvor en blodåre bristede i hendes hoved, og hele verden syntes at gå i stå.
Nu er der kun en måned til krydstogtet. Og hendes far har stadig tænkt sig at tage afsted.
”Vi kan ikke lade ham tage afsted alene,” siger Asher og ignorerer hendes spørgsmål. ”Det er simpelthen for sørgeligt.”
”Han kommer næppe til at være alene,” svarer Greta, mens hun går ud på badeværelset. ”Foster- og Bloom-parret skal jo også med. De skal nok tage sig af ham.”
Hun ser på sig selv i spejlet, hun har stadig makeup på fra fotoshootet. Røde læber, hvid hud, grønne øjne trukket op med masser af eyeliner. Hendes mørke hår, normalt så vildt og uregerligt, er nu helt glat og tæmmet. Hun lægger telefonen ned på vasken og slår højtaleren til, hvorefter hun tænder for vandet og begynder at skrubbe det hele af.
”Han kommer til at være femte hjul,” insisterer Asher. Hans stem- me bliver kastet rundt i badeværelset. ”Det er deprimerende. En af os må tage med ham.”
”Ja,” svarer Greta. ”Dig.”
”Det kan jeg ikke.”
Hun retter sig igen op. Hendes hud er nu lyserød, men hun ligner mere sig selv, hvilket altid er en lettelse. Hun tager et håndklæde og dupper sig i ansigtet. ”Sagen er,” siger hun, mens hun tager telefonen op og går ud i værelset, hvor hun dejser om på sengen, ”at han rent faktisk kan lide dig.”
”Greta,” siger han, utålmodigt nu. ”Du ved godt, at jeg ikke kan.”
Det ved hun selvfølgelig godt. Asher har en kone og tre døtre, der alle er under fem år. Han har et job med en chef og en almindelig arbejdsuge, en HR-afdeling og et fast antal feriedage, som primært bliver brugt, når pigerne er syge. Det er flere år siden, han har befundet sig på et fly.
Greta har allerede befundet sig på tre den her uge.
Hun sukker. ”Giv mig lige datoerne igen?”
”Slut maj, begyndelsen af juni.”
”Jeg bliver nødt til at være i New York til Gov Ball den 5.,” siger hun og er næsten uanstændigt lettet over at have en legitim undskyldning, uanset hvor meget hun gruer for det. Men det afskrækker ikke Asher. ”Jamen så er det jo heldigt,” siger han, ”at I kommer tilbage den 4.” ”Du ved godt, at det ikke bare er en hvilken som helst koncert.
Det er vigtigt.”
”Vigtigere end far?”
”Det er ikke fair.”
”Men jeg beder dig jo ikke om at vælge,” svarer han. ”Du vil være tilbage i New York i god tid. Og Alaska skulle være smukt på den her tid af året. Stadig lidt koldt, måske, men det var jo bare far, som prøvede at spare lidt penge …”
”Asher?”
”Ja?”
”Jeg tror ikke, jeg kan gøre det.”
”Selvfølgelig kan du det. Du elsker vand. Kan du huske dengang, vi tog kanoen ud på …”
”Du ved godt, hvad jeg mener.”
Han bliver stille et øjeblik. ”Det ville jo ikke kun være for ham,” siger han så.
Og det er dét, der til sidst får hende til at give efter.
KAPITEL 2
Greta står i den brede skygge under et enormt skib og spekulerer på, hvordan sådan en tingest overhovedet kan flyde. Det er et hotel med ror, en skyskraber lagt ned på siden, en monolit, et uhyre. Og det er – utroligt nok – hendes hjem i de næste otte dage.
Navnet på skibet er malet hen over dets lange, hvide side. Det hedder The Escape, hvilket er det eneste, der indtil videre har givet hende lyst til at le.
Hundredvis af folk myldrer rundt om hende med dyre kameraer dinglende om halsen, alle hver især ivrige efter at komme ombord og påbegynde deres alaskanske eventyr. Til venstre forsvinder Vancouver op i himlen, der nu er sølvgrå og truer tungt med regn. Greta var her engang for at give en koncert, men ligesom med så mange andre af de steder, hun har været, har hendes indtryk nærmest udelukkende begrænset sig til spillestedernes indre fire vægge.
”Det har elleve dæk,” siger hendes far og træder hen ved siden af hende med et kort over skibet. Han har en tynd windbreaker på, for tynd, og en kasket, som han fik gratis, da han åbnede en ny bankkonto. Det er nu tre måneder siden, hendes mor døde, og for første gang i sit liv ligner han hvert eneste af sine halvfjerds år. ”Og otte forskellige restauranter. Fire af dem med buffeter.”
Content_9788711996409.indd
Hvis hendes mor havde været her, ville hun have sagt: Wow! Hun ville have sagt: Jeg glæder mig til at prøve dem alle sammen. Hun ville have givet hans arm et klem og begejstret set op på skibets samtlige elleve dæk.
Men Helen er her ikke. Det er kun Greta, som stadig ikke kan fatte, at det lykkedes Asher at overtale hende til det her.
”Fedt,” siger hun i et forsøg på entusiasme, men det falder tyde- ligvis til jorden, for hendes far sender hende bare et resigneret blik og vender tilbage til sit kort.
Turen skulle have været en fejring af deres fyrreårs bryllupsdag. De havde planlagt den i næsten et år og sparet op til den i endnu flere. Sidste jul – for hele fem måneder siden nu – havde Helen givet Conrad en kalender med fotos af gletsjere, og han havde givet hende en ny fleece som erstatning for den gamle, der var tyndslidt af mange års havearbejde.
De købte en kikkert til deling, den slags, der hænger tungt om halsen, og hver gang der var en artikel om Alaska i avisen, klippede Helen den ud, lagde den i en konvolut, fandt et frimærke og sendte den med posten – jep, med posten – til Greta, med en post-it-seddel med ordene ”Til orientering”, som om hun også skulle med.
Den nye fleece – lyseblå og ufattelig blødligger i Gretas taske, som er ved at blive båret ombord på skibet. Hendes mor nåede aldrig at bruge den. Hun havde gemt den til turen.
Skibshornet tuder, og køen til at borde rykker fremad. Bag hende er de fire andre voksne – selv i en alder af seksogtredive år er det stadig sådan Greta tænker på dem – allerede i gang med at lægge planer, og de diskuterer, om de skal vælge kasinoet eller musicalen til deres første aften ombord.
De er mangeårige venner af hendes forældre, og hvert par har deres egne årsager til at være her: Foster-parret er begge for nylig gået på pension, og Bloom-parret fylder snart halvfjerds. Men alle ved, at den egentlige drivkraft var Helen, hvis begejstring for turen havde været så smittende, at hun på en eller anden måde havde overtalt dem alle til at tage med.
En steward kommer forbi, og Greta ser ham standse op og tage et par skridt tilbage mod hende. Han peger på hendes guitarkasse, som hun har haft hængende over skulderen, lige siden de steg ud af taxaen.
”Vil du have lidt hjælp med den, ma’am?” spørger han, og hun prøver at lade være med at glippe overrasket med øjnene ad hans ma’am. Hun har en kort, sort kjole på med Vans og solbriller. Hendes hår er sat op i en sjusket knold, og hun har en læderjakke over den arm, som ikke bærer guitaren. Hun er ikke typen, der er vant til at blive kaldt ma’am.
”Det er okay,” svarer hun. ”Jeg tror bare, jeg holder fast i den.”
Hendes far fnyser. ”Du ville ikke kunne vriste den ud af hænderne på hende, om så hun faldt over bord.”
”Det kan jeg da godt forstå,” siger Davis Foster, som kommer op bag dem. Han holder et kort over Vancouver op over sit skaldede hoved, da det begynder at småregne. ”Det ville da være rigtig ærgerligt at miste den.”
Greta har kendt Mary og Davis Foster, siden hun var tolv, og de flyttede ind i huset ved siden af. De var den første sorte familie på gaden, og Greta havde omgående forelsket sig i deres yngste søn, Jason, som gik to klasser over hende. Der var ikke sket noget før meget senere, da de begge boede i New York, og selv da var det aldrig seriøst, men mest bare når de var singler samtidigt, før de rykkede videre til næste forhold.
Ingen af forældrene havde den mindste mistanke om det, og det var ét hundrede procent med vilje. Hvis de havde, ville de sikkert for længst være begyndt at planlægge brylluppet, hvilket var det sidste, både Greta og Jason var interesseret i.
Davis nikker mod hendes guitarkasse. ”Jeg vil vædde med, man kan få en formue for den på eBay,” joker han, og hans kone, Mary, giver ham et dask på brystet. Han bukker sammen i påtaget smerte. ”Det var for sjov.”
Mary er høj og slank, med mørkebrun hud og en kort frisure, der får hendes øjne til at se enorme ud. Lige nu er de rettet mod Greta. ”Vi ved alle sammen, at den er meget mere værd i dine hænder,” siger hun, og der er noget beskyttende i hendes blik.
Mary og Helen var blevet venner i samme sekund, de mødte hinanden. Davis plejede at joke med, at de burde kalde den lille havesti mellem husene for det sorte hul, eftersom de så snart en af dem forsvandt over til den anden på besøg – altid med en flaske vin i hånden – var så godt som fortabt for omverdenen. I mindst et par timer.
Lige nu kan Greta nærmest mærke Marys stålsatte intention om at passe på hende. Det føles trøstende, som om hendes mor stadig er her i ånden.
”Ved du, hvad du burde gøre?” siger Eleanor Bloom med en svag irsk accent og ser helt begejstret ud ved tanken. Hun er klædt i en dyr regnjakke, og hendes lange, sølvgrå hår er som altid perfekt, til trods for den fugtige luft. ”Du burde give en lille koncert til søs. Det ville være fantastisk at se dig optræde.”
”Ah, det ved jeg nu ikke …” svarer Greta, selvom hun selvfølgelig ikke er to sekunder i tvivl om, at hun ikke skal optræde på et krydstogtskib. Aldrig nogensinde, hvis hun skal være helt ærlig, men især ikke lige nu.
”Jeg så, der er en varieté den sidste aften,” fortsætter Eleanor ufortrødent. ”Alle kan melde sig. Jeg er sikker på, at de vil være himmelhenrykte over at få en rigtig professionel på scenen.”
”Alle de optrædende er professionelle, skat,” siger hendes mand, Todd, i sit sædvanlige, milde tonefald. Ud over hans hustru, er Todds anden store lidenskab fugle – han tilbringer weekenderne ude i sumpene, hvor han kigger efter sølvhejrer og andre vandfugle.
En gang om året tager hans fugleklub en tur til et fjernt sted, som han kun ser igennem en kikkert, men han har aldrig været i Alaska før, og en felthåndbog over statens fugle har været klemt fast under hans arm hele formiddagen, og er allerede spækket med æselørede sider. ”De har temmelig gode folk med på de her ture,” siger han til Eleanor. ”Komikere, tryllekunstnere og Broadway-dansere.”
”Men ikke rockstjerner,” påpeger Eleanor. ”Ikke folk som Greta James.”
Hun siger den sidste del, som om Greta ikke står lige der ved siden af hende med et høfligt smil, som om hun taler om en helt anden: guitaristen Greta James, indie singer-songwriteren med en ekstremt dedikeret fanskare, i modsætning til Greta James, Conrad og Helens datter, der lærte at spille guitar i den åbne garage mellem værktøjshylder og med Ashers ørkenrotter – der var blevet forvist fra huset på grund af lugten – som eneste publikum, og som nu føler sig som et barn igen, mens hun venter på, at den her bizarre familieferie skal gå i gang. Hun er en sølle erstatning for det vigtigste medlem af gruppen.
Længere henne ad molen får hun øje på en mand, som er på vej mod enden af en anden kø. I et hav af ældre par og unge familier skiller han sig ud. Han har et trimmet skæg og et firkantet hageparti, og han bærer briller, der er enten ufatteligt nørdede eller ufatteligt hippe. Det er svært at afgøre hvilken af delene.
Da hun bemærker, at han bærer en gammeldags skrivemaskine under den ene arm som en football, har hun lyst til at himle med øjnene. Men så registrerer han i det samme hendes guitarkasse, og der er ikke andet at gøre end at udveksle lettere fårede smil, før han forsvinder ind i menneskemylderet.
”Bare tænk lidt over det,” siger Eleanor, og Greta retter igen blikket mod hende.
”Tak, men –”
”Det er jo det rene ingenting for hende nu om dage,” siger hendes far og hæver et øjenbryn. Han siger det ikke, som om det er en kompliment.
Der bliver stille et øjeblik. ”Det har du selvfølgelig ret i,” siger Eleanor så og prøver at lade være med at lyde alt for skuffet. ”Det var bare en tanke.”
”Nej, det er ikke det,” siger Greta og ryster på hovedet. ”Jeg er bare … jeg har kun sjældent tid til at koble helt af, så …”
Hvad hun ikke siger – hvad ingen af dem siger – er, at hun faktisk ikke har haft andet end tid på det seneste.
Mary retter et beundrende blik mod Greta. ”Jeg kan huske, hvordan du øvede og øvede i garagen hver aften …”
Davis sætter i en rungende latter. ”Du var forfærdelig, stump. Men du var dælme dedikeret. Det må man give dig.”
”Jamen lige præcis,” siger Eleanor og vender sig om mod Conrad. ”Hvor mange vokser rent faktisk op og kan leve af det, de drømte om, da de var små. Du må være utrolig stolt.”
Conrads blik glider over og møder Gretas, og de ser på hinanden i et langt øjeblik. Til sidst nikker han.
”Ja,” siger han. ”Vi er meget stolte.”
Hvilket er en dobbelt løgn. Det er han ikke. Og der er ikke noget vi mere.
KAPITEL 3
Kahytten er så lillebitte, at hun kan sidde på kanten af sengen og røre væggen. Men det generer ikke Greta. Hun har tilbragt de sidste fjorten år i New York, hvor plads er en luksus, så hun har stor erfaring med kunsten at leve på få kvadratmeter. Fraværet af vinduer er et større problem. Da hun bestilte turen, var der kun indvendige kahytter tilbage. Så hvor Conrads kahyt har store glasdøre ud til en balkon, ligner Gretas mere noget fra et åbent fængsel: småt og beige og kun lige netop funktionsdygtigt.
Syv nætter, tænker hun. Kun syv nætter.
Hun lægger guitaren på sengen ved siden af et tykt, sort ringbind, der indeholder en dag-for-dag-oversigt over turen. De vil være til søs resten af dagen og i morgen og cruise igennem The Inside Passage (indersiden af hvad står hen i det uvisse); derefter sejler de videre til Juneau, Glacier Bay, Haines og Icy Strait Point, og endelig skal de tilbringe endnu en hel dag til søs på turen tilbage til Vancouver.
Der er separate, laminerede sider for hver anløbshavn, fyldt med anbefalede udflugter, lister over restauranter, foreslåede vandreture og turistattraktioner. Der er også en forholdsvis fjollet mængde information om skibet: grundplaner og menuer, vejledning til bestilling af spa-tider, detaljerede beskrivelse af hver klub og bar, hvert foredrag og spilleaften. Man kunne bruge en hel uge alene på at afgøre, hvad man skulle bruge den på.
Greta lukker ringbindet. Der er ikke længe til, at skibet sætter sejl, og hun vil ikke være begravet inde i det som en muldvarp, når det sker. Hvis hun virkelig skal med på den her tur – og det ser det på nuværende tidspunkt ud til, at hun skal – vil hun i det mindste overvære starten af den.
Det var trods alt, hvad hendes mor ville have gjort.
Uden for sidder et par stykker godt pakket ind på dækstole under den lave Vancouver-himmel, men de fleste passagerer står spredt rundt langs skibets rælinger og kigger ud på byen eller over på de nøgne, grå bjerge, der rejser sig på den anden side af vandet. Hun finder en plads mellem et ældre par og en flok midaldrende kvinder i matchende lyserøde sweatshirts med ordene Fifty Is the New F-Word. De ler, mens de sender en lommelærke rundt.
Greta læner sig ind mod rælingen og tager en dyb indånding. Havnen lugter af salt og fisk, og langt nede vinker snesevis af bittesmå skikkelser vildt op mod dem, som om de er på vej ud på en farlig rejse, i stedet for et ottedages all-inclusive krydstogt med fire buffeter og en vandrutsjebane.
Et par fugle kredser over dem, og vinden er tung af salt. Greta lukker øjnene et øjeblik, og da hun åbner dem igen, kan hun fornemme, at nogen stirrer på hende. Hun drejer hovedet og får øje på en pige – sikkert ikke mere end tolv eller tretten år – som står et par meter længere henne ad rælingen. Hun har lysebrun hud og sort hår, og hun stirrer på Greta med en meget bestemt form for intensitet.
”Hej,” siger Greta, og pigen spærrer øjnene op, fanget et sted mellem henrykkelse og forlegenhed. Hun har pink Converse-sneakers på og skinny jeans med huller på knæene.
”Er du … Greta James?” spørger hun meget usikkert.
Greta hæver øjenbrynene og smiler lidt indvendigt. ”Ja, det er jeg.”
”Jeg vidste det.” Pigen ler overrasket. ”Wow. Det er så cool. Og vildt mærkeligt. Jeg kan ikke fatte, at du er med på det her krydstogt.”
”Det kan jeg heller ikke, hvis jeg skal være helt ærlig,” svarer Greta.
”Jeg elsker dit album. Og jeg var til din koncert i Berkeley sidste år,” siger hun. Ordene vælter ud af hende. ”Seriøst, du shredder for vildt. Jeg har aldrig set en pige spille sådan før.”
Det får Greta til at smile. Hun havde ikke regnet med et stort overlap i Venn-diagrammet over folk, som tager på krydstogter i Alaska, og folk, som tager til hendes koncerter. Hun fylder temmelig store spillesteder, og hendes sange bliver spillet i radioen, og hun har fans over hele verden. Hun har været på forsiden at et par musikmagasiner. Men hun bliver sjældent genkendt på gaden uden for New York eller Los Angeles. Og næsten aldrig af nogen så ung som pigen her.
”Spiller du?” spørger hun, og pigen nikker entusiastisk. Der er ikke noget fjoget over det, ingen beskedenhed: Svaret er ganske enkelt ja. Hun spiller.
Greta husker sig selv i den alder, allerede fuld af selvtillid, mens hun begyndte at forstå, at guitaren var mere end bare et legetøj, endda mere end bare et instrument. Allerede på det tidspunkt vidste hun, at den var en portal, og at hun var talentfuld nok til, at den kunne åbne verden for hende.
Det var hendes far, som havde købt den første guitar til hende. Greta var kun otte år. Guitaren var tiltænkt Asher, som var tolv, men selv dengang var han ikke interesseret i ret meget andet end football. Den var akustisk og brugt og alt for stor til hende, det tog flere år, før den kom til at passe til hende. Når Conrad kom hjem fra arbejde, blev han indimellem stående i den åbne garageport. Spidsen af hans cigaret glødede klart, mens han så hende forsøge at regne akkorderne ud, som var de en gåde, og når hun landede på de rigtige, lod han cigaretten dingle fra læberne, mens han klappede.
Det var dengang, han elskede, at hun spillede. Dengang musik stadig var et emne uden kontroverser imellem dem. Hver aften efter aftensmaden, satte han et gammelt Billy Joel-album på, mens de tog opvasken, og de sang begge med over lyden af vandhanen til ”Piano Man”, mens Helen lo, og Asher himlede med øjnene.
Pigen piller ved den skallende maling på rælingen. ”Jeg har faktisk forsøgt at finde ud af ’Birdsong’,” siger hun og refererer til et ikke specielt populært nummer på Gretas EP, hvilket er et valg, der får hende til at synes endnu bedre om pigen.
”Det er et svært nummer.”
”Ja, det ved jeg,” svarer hun. ”Meget sværere end ’Told You so’.”
Greta smiler. ”Told You So” var den første single fra hendes debutalbum, der kom ud for et par år siden, og det er uden sammenligning hendes mest succesfulde nummer – det har nået et popularitetsniveau, hvor folk ofte kender nummeret, selvom de aldrig har hørt om Greta James.
”Så du er ikke så meget til mainstream, hva’?” siger hun til pigen, som nikker alvorligt.
”Jeg foretrækker de mere ukendte numre.”
Greta ler. ”Fair nok.”
Et horn tuder én gang, to gange, og alle på dækket farer sammen og kigger sig omkring. Motoren er begyndt at brumme, og vandet bruser, mens skibet vibrerer under fødderne på dem. Et eller andet sted vågner en højtaler knitrende til live.
”God eftermiddag,” lyder en lettere utydelig stemme. ”Det her er kaptajn Edward Windsor. Jeg vil gerne byde jer alle velkommen ombord og gøre jer opmærksom på, at vi, før vi forlader havnen, afholder en sikkerhedsorientering. Hent venligst jeres redningsveste og find hen til jeres mønstringsstation.”
Pigen sender et blik hen mod de øvrige passager, der langsomt er på vej ind. ”Jeg må nok hellere finde mine forældre. Men det var virkelig cool at møde dig. Måske ses vi igen?”
Greta nikker. ”Hvad hedder du?”
”Preeti.”
”Det var godt at møde dig, Preeti,” siger hun. ”Jeg vil kigge efter dig, når jeg får brug for at snakke om musik, okay?”
Det får Preetis ansigt til at lyse op. Derefter giver hun et lille vink og skynder sig afsted.
Da Greta endelig får hentet redningsvesten fra kahytten og når hen til det anviste sted for redningsøvelsen, er hendes egen lille gruppe allerede forsamlet. Hendes far rynker panden, da han ser, at hun skødesløst har slynget vesten over den ene skulder. Han var søofficer under Vietnamkrigen, hvor han gjorde tjeneste på en patruljebåd i det vestlige Stillehav, og han tager ikke let på den slags.
Rundt om hende er der et hav af orange. Alle har deres redningsveste på, selv Davis Foster, som er to meter høj og har skuldre så brede, at det ser ud, som om et barns badedyr har sat sig fast om halsen på ham. Greta løfter vesten over hovedet, klikker spænderne i og håber ikke, der er flere uventede fans i nærheden. Hun har virkelig ikke brug for et billede af det her.
”Selvom det er usandsynligt, at I vil komme ud for en virkelig nødsituation, er det vigtigt at være forberedt,” siger en mand, der præsenterer sig selv som deres stationskaptajn.
Bag ham kan Greta se det øverste af de orangedækkede redningsbåde, der sidder på række hen langs kanten af skibet som juledekorationer på et træ. Mandens stemme er rolig, mens han fremlægger alle de værst tænkelige scenarier og de mange ulykker, som kan – hvor usandsynligt det end måtte være – ske på denne flydende by.
Det var også sådan, lægen havde talt efter hendes mors hjerneblødning, da Greta – som var fanget i en lufthavn i Berlin – havde insisteret på at tale med ham. Hendes mor lå allerede i koma på det tidspunkt, og diskrepansen mellem de forfærdelige ting, han sagde, og den rolige måde, han sagde dem på, var så skurrende, at den gav hende lyst til at kyle telefonen tværs gennem gaten.
”Hvis I skulle se nogen falde ud over siden,” siger en mand næsten muntert, ”smider I en redningskrans ud til vedkommende og råber derefter ’Mand overbord’ og informerer det nærmeste besætningsmedlem.”
En latterbølge breder sig mellem de forsamlede passagerer, mens de hviskende gætter på, hvem af dem der bliver den første, som ryger over. Davis tager så pludseligt fat om Marys skuldre, at hun giver et forskrækket udbrud fra sig. Eleanor rækker ud efter Todds hånd som for at forankre sig selv, men han har travlt med at betragte en lille, changerende fugl, som farer forbi den smule himmel, der er synlig mellem dækkene.
”En purpursvale,” hvisker han begejstret og fumler med sin kikkert. Men den sidder fast i hans redningsvest, og da han endelig får den op til øjnene, er fuglen væk.
Greta trækker i remmene på sin egen vest og kigger sig rundt. Længere henne ad dækket får hun øje på fyren, hun havde set tidligere med skrivemaskinen. Mens hun ser på, løfter han sin telefon og tager et billede af det her – af sikkerhedsorienteringen, af alle ting. Da han sænker den igen, kan hun se, at han skriver, og hun spekulerer på, hvem han sender billederne til. Derefter spekulerer hun på, hvorfor hun spekulerer på det.
”Du hører ikke efter,” siger hendes far lavmælt og giver hende et lille puf med albuen, og da fyren ser kort hen mod dem, har Greta det, som om hun er omkring tolv år gammel. Men han smiler bare, og derefter retter de begge igen opmærksomheden mod stationskaptajnen, som stadig udpensler alle de forskellige måder, hvorpå de kan – men sandsynligvis ikke vil – komme i fare i løbet af de næste otte dage.’
Jennifer E. Smith: Den uovervindelige Greta James
Greta James elsker at optræde for et gigantisk publikum. Men det er kun indtil hendes mor dør, og hun en dag bryder sammen på scenen.
Hun siger modstræbende ja til at tage sin mors plads på en krydstogtrejse til Alaska, som forældrene har planlagt. Men det går op for Greta, at moren var familiens lim, og at hendes forholdet til sin far og bror er meget kompliceret.
På krydstogtskibet møder hun historikeren Ben Wilder, som gennemgår store omvæltninger i sit liv. Ben er ombord for at holde sit foredrag om en eventyrlig bog, som Gretas mor elskede.
Mens Greta arbejder på at hele genopbygge sin selvsikkerhed, og Ben må konfrontere sin usikre fremtid, læner de sig op ad hinanden for at finde op og ned i livets svære valg.
Du kan købe Den uovervindelige Greta James online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: