Marie Hougaard er aktuel med sin anden roman, Normal opførsel, der kaster lys over, hvor hårdt det kan være at holde fast i et forhold. Med skarpsindig indsigt undersøger hun de udfordringer, der kan opstå i et romantisk forhold og stiller spørgsmålstegn ved, hvor langt vi er villige til at gå for at redde kærligheden og hvornår, vi er gået for langt.
Marie Hougaard er tilbage med sin anden roman, Normal opførsel. Mens hendes første udgivelse, Vi troede vi skulle, fokuserede på fertilitetsbehandling og de udfordringer, som 30’erne kan bringe, tager Hougaard i sin seneste bog et nærmere kig på de komplekse dynamikker i romantiske forhold. Med et skarpt øje for de grænser, der kan blive udvisket mellem offer og skurk, udforsker hun, hvad der sker, når “normal” opførsel tager en uforudset drejning.
Anna er midt i trediverne og drømmer om at finde den eneste ene. Da hun møder Villads, er hun hurtigt overbevist om, at han er manden i hendes liv. Han er charmerende og har styr på sit liv, men samtidig en smule uopnåelig og svær at læse.
Anna er ivrig efter at flytte sammen med Villads, men snart opstår der revner i deres forhold. Når døren lukkes, og de to er alene, viser de nye sider af sig selv, som får deres forhold til at slå sprækker.
Læs i Normal opførsel herunder.
Normal opførsel
Marie Hougaard
Seks måneder senere
Vi stabler mine flyttekasser oven på hinanden i den gamle elevator. Der er plads til ti i kabinen. De sidste to kan vi bære op.
Vi smiler til hinanden mens vi løfter mine kasser ud af elevatoren og ind i hans lejlighed. Vores lejlighed. Villads kan tage to kasser ad gangen.
Da vi har båret kasserne ind og stablet dem i køkkenet, åbner han køleskabet.
Skal vi ikke fejre? spørger han med en flaske champagne i hånden.
Jo, om lidt, siger jeg og løfter rammen med mit litografi, holder det op mod væggen.
Kunne det hænge her?
Hvad er det overhovedet for en plante det forestiller? spørger Villads bag mig.
Tror det er en aloe vera, siger jeg, selvom der ikke kan være nogen tvivl om at det er det.
Jeg ved ikke lige, siger han. Måske det kan hænge på kontoret.
På kontoret?
Prøv at stille det derind for nu, så finder vi et godt sted at hænge det snart.
Jeg går forbi ham med billedet og åbner døren til det lille rum med skrivebordet foran det nordvendte vindue.
Sætter billedet fra mig op ad væggen og kigger mig omkring. Har aldrig set ham sidde her og arbejde Bag døren står strygebrættet, støvsugeren, tørrestativet. Så kalder Villads på mig fra soveværelset. Jeg lukker døren bag mig og går gennem gangen ned til ham.
Han står foran klædeskabet, vil vise mig de tomme hylder og tøjstangen med nøgne bøjler.
Er det plads nok? spørger han.
Det er meget mere plads end hvad jeg havde før, siger jeg og læner mig ind mod ham.
Han kysser mig på håret og gør sig fri, siger han vil hente mine kasser.
Lidt efter kommer han tilbage med dem som jeg har skrevet Tøj på med en rød sprittusch.
Skal jeg hjælpe? spørger han mens jeg åbner en af kasserne.
Jeg vil helst selv, siger jeg og smiler til ham. Men tak.
Så begynder jeg at lave mad, siger han og går tilbage ad gangen mod køkkenet.
Jeg hænger på bøjler, folder og lægger på hylder.
I køkkenet bliver skabslåger åbnet og lukket. Han skramler med gryder, og så lyden af vand mod metal.
Skufferne til undertøj og strømper glider lydløst ud og ind. Lidt efter når duften af svitsede løg og krydderier ind i soveværelset.
Jeg træder et skridt tilbage og betragter mit tøj som jeg har arrangeret i farveorden.
Vil du have et glas champagne nu? råber han fra køkkenet.
Ja tak, råber jeg tilbage.
Så lukker jeg skabet og går på de brede lyse gulvbrædder mod madduften. Jeg bor sammen med min kæreste. Alt er som det skal være.
Nu
God aften, siger min kollega da han går forbi mit skrivebord.
Jeg kigger op og smiler til ham.
God aften.
Bliv nu ikke siddende for længe, siger han over skulderen.
Uret på min skærm viser 17:56. Der er ikke andre tilbage på kontoret. Dem der henter børn, går senest klokken tre. Dem med større børn går mellem fire og fem.
Ofte er jeg den sidste der går. Ikke fordi jeg har meget arbejde, men fordi min lejlighed er så stille. Jeg lukker min computer, pakker mine ting sammen, går gennem rækkerne af skriveborde og skærme, slukker en lampe på vejen.
Ved udgangen passerer jeg neonskiltet der med sin syregrønne farve sørger for at jeg aldrig glemmer hvad virksomheden jeg arbejder for, hedder. Det er marts, og den kølige luft sniger sig ind i åbningen på mine frakkeærmer.
Med skuldrene trukket op mod ørerne cykler jeg langs Søerne. På den anden side lyser bilernes lygter gule og røde i tusmørket. Jeg stiller min cykel foran en børnetøjsforretning med et Ingen cykelparkering-klistermærke i ruden.
Der er dæmpet belysning i lokalet, og ved bordene sidder der folk i samtale, så jeg vælger to pladser i baren. Med benene over kors og et fast blik i menuen koncentrerer jeg mig om ikke at tage min telefon op.
Cille er forsinket, det har hun været lige siden jeg mødte hende på højskolen for 13 år siden.
Jeg gik på skrivelinjen, og hun på drama.
Det er dramatikerens sans for timing, sagde hun dengang når hun kom for sent.
Eller måske er du bare en diva, sagde jeg.
Nu bruger hun som regel sit arbejde som undskyldning for sine forsinkelser.
Kunne du tænke dig noget at drikke mens du venter? spørger bartenderen.
Er det så tydeligt at jeg venter? siger jeg og tager imod det kort han rækker mig.
Det kræver vin eller bevægelsen at føre et glas op til munden at sidde alene på en bar og ikke kigge på sin telefon.
Har du noget tørt, mineralsk, meget koldt? spørger jeg uden at kigge på det kort han lige har rakt mig.
Han finder en flaske frem med en minimalistisk etikette, smiler mens han skænker et smageglas.
Jeg dufter til vinen, tager mig god tid, smager og nikker så med et smil der skal ligne en connaisseurs.
Han skænker et helt glas. Jeg kigger mig omkring i baren. Om der er nogle pæne mænd som kunne se ud som om de var single. Har stadig en drøm om at møde én helt analogt.
Der sidder en mand på den modsatte side. Han har fyldigt gråt hår, mørke øjenbryn og er sikkert sådan en der insisterer på at tage regningen. Lidt efter kigger han op og fanger mit blik.
Jeg kigger hurtigt væk, tager en tår af min vin og finder så alligevel min telefon frem.
Cille kommer 19 minutter for sent.
Undskyld, siger hun og ser forhastet ud, med røde kinder og hurtige bevægelser.
Jeg kan mærke alkoholen simre blidt bag panden.
Hun krammer mig ihærdigt, holder mig ind mod sig længere end et gennemsnitligt knus varer. Sådan krammer Cille.
Det føles som om man et øjeblik kan give helt slip og bare læne sig ind i hende.
Jeg kunne jo også bare lære at komme for sent, siger jeg.
Hvad drikker vi? Hun sætter sig på stolen ved siden af mig.
Noget østrigsk. Jeg løfter mit glas, kigger på den lille tår der er tilbage, og drikker resten.
Vi bestiller en flaske og noget at spise: små ting som man kan dele. Burrata selvfølgelig, brød, oliven, ansjoser.
Første emne er arbejde. Det er det tit. Vi bruger det som en bro over til det som vi i virkeligheden vil tale om: mænd.
Men vi er kvinder med gode jobs som interesserer sig for samfundet, for kultur, vi kan ikke bare gå direkte i gang med at tale om mænd. Så Cille fortæller om et nyt program hun arbejder på, sammen med en tilrettelægger der hele tiden er syg.
Det er useriøst, siger hun.
Hun har ikke selv haft en sygedag i to år. Ikke en eneste.
Jeg har på fornemmelsen at Cille tror at hvis hun ikke kommer på arbejde, så ville de ikke få udrettet en eneste ting i produktionsselskabet. Nu læser hun en mail højt som hun har fået fra sin chef alt for sent natten til i dag. Som Cille sidder der og taler ophidset om sit arbejde, slår det mig at emnet måske slet ikke er en bro for hende længere.
Kan du ikke sige til ham at du ikke har det godt med mikroledelse? siger jeg.
Han lytter ikke, siger Cille som er sunket sammen i ryggen.
Hendes skuldre falder tungt fremover.
Kan du så ikke sige til ham at han ikke skal sende dig mails efter midnat?
Jeg kan jo ikke bestemme hvornår han sender sine mails.
Men det er vel fair nok at bede om, siger jeg. Det handler vel også om den kultur han skaber som leder.
Cille siger: Lige præcis.
Jeg drikker mere vin, glemmer at spise det der står foran mig. Ansjoserne som ligger udstrakte i olie på tallerkenen, og den hvide ost med det flydende indre som Cille får op på sit brød med en kniv.
Du bliver nødt til at gøre noget, siger jeg. Det holder ikke i længden.
Så skifter hun emne, retter sig op, viser mig et billede af en hun skriver med. En mand med tætsiddende øjne og et smilehul i den ene kind.
Han er høj og sjov, og han virker klog, siger Cille med et udtryk, som har hun gjort et kup på et loppemarked.
Sjov er noget af det fineste man kan være i Cilles verden.
Bartenderen skænker endnu et glas vin til os fra flasken i vinkøleren. Jeg er blevet fuld nu.
Se.
Hun viser mig nogle beskeder som er sjovere for hende end for mig. Alligevel griner jeg for at bekræfte hende i at han kunne være alt det hun håber han er.
Har du mødt ham?
Skal i morgen, siger hun og kan ikke stoppe smilet, som har hun mistet kontrollen over sit ansigtsudtryk.
Hvad med dig? Skal du ikke snart til at i gang igen? Det er længe siden ham Göran nu.
Hun lægger telefonen på bardisken med skærmen nedad.
Jo. Snart, siger jeg.
Han hedder ikke Göran, men noget andet svensk, et nydeligt dobbeltnavn. Og han gjorde mig ked af det for et halvt år siden da han efter et par måneder alligevel ikke ville date mere.
Det hjalp lidt at Cille begyndte at kalde ham Göran.
Snart? Hvad med nu? Hvad med at vi laver en profil til dig nu?
Snart, gentager jeg og drikker mere af min vin.
Det er altså meget sjovt at date, siger hun. Og hvad er det værste der kan ske?
At jeg aldrig møder nogen.
Cille lægger hovedet lidt på skrå.
Så skal du jo netop date, siger hun og fisker en ansjos op.
Marie Hougaard: Normal opførsel
Anna er midt i trediverne og vil gerne finde en kæreste. Og det ønsker hendes venner og familie også, at hun gør. Så da hun møder Villads, bliver hun hurtigt sikker på, at det er ham, hun vil have. Villads har styr på sit liv, men han er også flyvsk og utilgængelig, og Annas forelskelse bliver forvandlet til usikkerhed.
Da Anna flytter ind hos Villads i hans smukke lejlighed i indre København, kan hun endelig slappe af, og hun begynder straks at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Men snart slår forholdet sprækker.
Normal opførsel er en roman, der skildrer et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler. Og som undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.
Marie Hougaard er aktuel med sin anden roman, Normal opførsel, der kaster lys over, hvor hårdt det kan være at holde fast i et forhold. Med skarpsindig indsigt undersøger hun de udfordringer, der kan opstå i et romantisk forhold og stiller spørgsmålstegn ved, hvor langt vi er villige til at gå for at redde kærligheden og hvornår, vi er gået for langt.
Marie Hougaard er tilbage med sin anden roman, Normal opførsel. Mens hendes første udgivelse, Vi troede vi skulle, fokuserede på fertilitetsbehandling og de udfordringer, som 30’erne kan bringe, tager Hougaard i sin seneste bog et nærmere kig på de komplekse dynamikker i romantiske forhold. Med et skarpt øje for de grænser, der kan blive udvisket mellem offer og skurk, udforsker hun, hvad der sker, når “normal” opførsel tager en uforudset drejning.
LÆS OGSÅ: Marie Hougaard: I 30’erne står vi og flagrer midt i angsten
Anna er midt i trediverne og drømmer om at finde den eneste ene. Da hun møder Villads, er hun hurtigt overbevist om, at han er manden i hendes liv. Han er charmerende og har styr på sit liv, men samtidig en smule uopnåelig og svær at læse.
Anna er ivrig efter at flytte sammen med Villads, men snart opstår der revner i deres forhold. Når døren lukkes, og de to er alene, viser de nye sider af sig selv, som får deres forhold til at slå sprækker.
Læs i Normal opførsel herunder.
Normal opførsel
Marie Hougaard
Seks måneder senere
Vi stabler mine flyttekasser oven på hinanden i den gamle elevator. Der er plads til ti i kabinen. De sidste to kan vi bære op.
Vi smiler til hinanden mens vi løfter mine kasser ud af elevatoren og ind i hans lejlighed. Vores lejlighed.
Villads kan tage to kasser ad gangen.
Da vi har båret kasserne ind og stablet dem i køkkenet, åbner han køleskabet.
Skal vi ikke fejre? spørger han med en flaske champagne i hånden.
Jo, om lidt, siger jeg og løfter rammen med mit litografi, holder det op mod væggen.
Kunne det hænge her?
Hvad er det overhovedet for en plante det forestiller? spørger Villads bag mig.
Tror det er en aloe vera, siger jeg, selvom der ikke kan være nogen tvivl om at det er det.
Jeg ved ikke lige, siger han. Måske det kan hænge på kontoret.
På kontoret?
Prøv at stille det derind for nu, så finder vi et godt sted at hænge det snart.
Jeg går forbi ham med billedet og åbner døren til det lille rum med skrivebordet foran det nordvendte vindue.
Sætter billedet fra mig op ad væggen og kigger mig omkring. Har aldrig set ham sidde her og arbejde Bag døren står strygebrættet, støvsugeren, tørrestativet. Så kalder Villads på mig fra soveværelset. Jeg lukker døren bag mig og går gennem gangen ned til ham.
Han står foran klædeskabet, vil vise mig de tomme hylder og tøjstangen med nøgne bøjler.
Er det plads nok? spørger han.
Det er meget mere plads end hvad jeg havde før, siger jeg og læner mig ind mod ham.
Han kysser mig på håret og gør sig fri, siger han vil hente mine kasser.
Lidt efter kommer han tilbage med dem som jeg har skrevet Tøj på med en rød sprittusch.
Skal jeg hjælpe? spørger han mens jeg åbner en af kasserne.
Jeg vil helst selv, siger jeg og smiler til ham. Men tak.
Så begynder jeg at lave mad, siger han og går tilbage ad gangen mod køkkenet.
Jeg hænger på bøjler, folder og lægger på hylder.
I køkkenet bliver skabslåger åbnet og lukket. Han skramler med gryder, og så lyden af vand mod metal.
Skufferne til undertøj og strømper glider lydløst ud og ind. Lidt efter når duften af svitsede løg og krydderier ind i soveværelset.
Jeg træder et skridt tilbage og betragter mit tøj som jeg har arrangeret i farveorden.
Vil du have et glas champagne nu? råber han fra køkkenet.
Ja tak, råber jeg tilbage.
Så lukker jeg skabet og går på de brede lyse gulvbrædder mod madduften. Jeg bor sammen med min kæreste. Alt er som det skal være.
Nu
God aften, siger min kollega da han går forbi mit skrivebord.
Jeg kigger op og smiler til ham.
God aften.
Bliv nu ikke siddende for længe, siger han over skulderen.
Uret på min skærm viser 17:56. Der er ikke andre tilbage på kontoret. Dem der henter børn, går senest klokken tre. Dem med større børn går mellem fire og fem.
Ofte er jeg den sidste der går. Ikke fordi jeg har meget arbejde, men fordi min lejlighed er så stille.
Jeg lukker min computer, pakker mine ting sammen, går gennem rækkerne af skriveborde og skærme, slukker en lampe på vejen.
Ved udgangen passerer jeg neonskiltet der med sin syregrønne farve sørger for at jeg aldrig glemmer hvad virksomheden jeg arbejder for, hedder. Det er marts, og den kølige luft sniger sig ind i åbningen på mine frakkeærmer.
Med skuldrene trukket op mod ørerne cykler jeg langs Søerne. På den anden side lyser bilernes lygter gule og røde i tusmørket. Jeg stiller min cykel foran en børnetøjsforretning med et Ingen cykelparkering-klistermærke i ruden.
Der er dæmpet belysning i lokalet, og ved bordene sidder der folk i samtale, så jeg vælger to pladser i baren. Med benene over kors og et fast blik i menuen koncentrerer jeg mig om ikke at tage min telefon op.
Cille er forsinket, det har hun været lige siden jeg mødte hende på højskolen for 13 år siden.
Jeg gik på skrivelinjen, og hun på drama.
Det er dramatikerens sans for timing, sagde hun dengang når hun kom for sent.
Eller måske er du bare en diva, sagde jeg.
Nu bruger hun som regel sit arbejde som undskyldning for sine forsinkelser.
Kunne du tænke dig noget at drikke mens du venter? spørger bartenderen.
Er det så tydeligt at jeg venter? siger jeg og tager imod det kort han rækker mig.
Det kræver vin eller bevægelsen at føre et glas op til munden at sidde alene på en bar og ikke kigge på sin telefon.
Har du noget tørt, mineralsk, meget koldt? spørger jeg uden at kigge på det kort han lige har rakt mig.
Han finder en flaske frem med en minimalistisk etikette, smiler mens han skænker et smageglas.
Jeg dufter til vinen, tager mig god tid, smager og nikker så med et smil der skal ligne en connaisseurs.
Han skænker et helt glas. Jeg kigger mig omkring i baren. Om der er nogle pæne mænd som kunne se ud som om de var single. Har stadig en drøm om at møde én helt analogt.
Der sidder en mand på den modsatte side. Han har fyldigt gråt hår, mørke øjenbryn og er sikkert sådan en der insisterer på at tage regningen. Lidt efter kigger han op og fanger mit blik.
Jeg kigger hurtigt væk, tager en tår af min vin og finder så alligevel min telefon frem.
Cille kommer 19 minutter for sent.
Undskyld, siger hun og ser forhastet ud, med røde kinder og hurtige bevægelser.
Jeg kan mærke alkoholen simre blidt bag panden.
Hun krammer mig ihærdigt, holder mig ind mod sig længere end et gennemsnitligt knus varer. Sådan krammer Cille.
Det føles som om man et øjeblik kan give helt slip og bare læne sig ind i hende.
Jeg kunne jo også bare lære at komme for sent, siger jeg.
Hvad drikker vi? Hun sætter sig på stolen ved siden af mig.
Noget østrigsk. Jeg løfter mit glas, kigger på den lille tår der er tilbage, og drikker resten.
Vi bestiller en flaske og noget at spise: små ting som man kan dele. Burrata selvfølgelig, brød, oliven, ansjoser.
Første emne er arbejde. Det er det tit. Vi bruger det som en bro over til det som vi i virkeligheden vil tale om: mænd.
Men vi er kvinder med gode jobs som interesserer sig for samfundet, for kultur, vi kan ikke bare gå direkte i gang med at tale om mænd. Så Cille fortæller om et nyt program hun arbejder på, sammen med en tilrettelægger der hele tiden er syg.
Det er useriøst, siger hun.
Hun har ikke selv haft en sygedag i to år. Ikke en eneste.
Jeg har på fornemmelsen at Cille tror at hvis hun ikke kommer på arbejde, så ville de ikke få udrettet en eneste ting i produktionsselskabet. Nu læser hun en mail højt som hun har fået fra sin chef alt for sent natten til i dag. Som Cille sidder der og taler ophidset om sit arbejde, slår det mig at emnet måske slet ikke er en bro for hende længere.
Kan du ikke sige til ham at du ikke har det godt med mikroledelse? siger jeg.
Han lytter ikke, siger Cille som er sunket sammen i ryggen.
Hendes skuldre falder tungt fremover.
Kan du så ikke sige til ham at han ikke skal sende dig mails efter midnat?
Jeg kan jo ikke bestemme hvornår han sender sine mails.
Men det er vel fair nok at bede om, siger jeg. Det handler vel også om den kultur han skaber som leder.
Cille siger: Lige præcis.
Jeg drikker mere vin, glemmer at spise det der står foran mig. Ansjoserne som ligger udstrakte i olie på tallerkenen, og den hvide ost med det flydende indre som Cille får op på sit brød med en kniv.
Du bliver nødt til at gøre noget, siger jeg. Det holder ikke i længden.
Så skifter hun emne, retter sig op, viser mig et billede af en hun skriver med. En mand med tætsiddende øjne og et smilehul i den ene kind.
Han er høj og sjov, og han virker klog, siger Cille med et udtryk, som har hun gjort et kup på et loppemarked.
Sjov er noget af det fineste man kan være i Cilles verden.
Bartenderen skænker endnu et glas vin til os fra flasken i vinkøleren. Jeg er blevet fuld nu.
Se.
Hun viser mig nogle beskeder som er sjovere for hende end for mig. Alligevel griner jeg for at bekræfte hende i at han kunne være alt det hun håber han er.
Har du mødt ham?
Skal i morgen, siger hun og kan ikke stoppe smilet, som har hun mistet kontrollen over sit ansigtsudtryk.
Hvad med dig? Skal du ikke snart til at i gang igen? Det er længe siden ham Göran nu.
Hun lægger telefonen på bardisken med skærmen nedad.
Jo. Snart, siger jeg.
Han hedder ikke Göran, men noget andet svensk, et nydeligt dobbeltnavn. Og han gjorde mig ked af det for et halvt år siden da han efter et par måneder alligevel ikke ville date mere.
Det hjalp lidt at Cille begyndte at kalde ham Göran.
Snart? Hvad med nu? Hvad med at vi laver en profil til dig nu?
Snart, gentager jeg og drikker mere af min vin.
Det er altså meget sjovt at date, siger hun. Og hvad er det værste der kan ske?
At jeg aldrig møder nogen.
Cille lægger hovedet lidt på skrå.
Så skal du jo netop date, siger hun og fisker en ansjos op.
Marie Hougaard: Normal opførsel
Anna er midt i trediverne og vil gerne finde en kæreste. Og det ønsker hendes venner og familie også, at hun gør. Så da hun møder Villads, bliver hun hurtigt sikker på, at det er ham, hun vil have. Villads har styr på sit liv, men han er også flyvsk og utilgængelig, og Annas forelskelse bliver forvandlet til usikkerhed.
Da Anna flytter ind hos Villads i hans smukke lejlighed i indre København, kan hun endelig slappe af, og hun begynder straks at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Men snart slår forholdet sprækker.
Normal opførsel er en roman, der skildrer et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler. Og som undersøger, hvor langt vi er villige til at gå for at blive sammen.
Du kan købe Normal opførsel online hos fx Bog og idé eller i din nærmeste boghandel.
Af samme forfatter:
Find endnu mere inspiration her.
Andre læste også: