Biografier Læseprøve og uddrag

Dansen blev min redning er Jens Werners fortælling om sin vej til toppen. Smuglæs i bogen her

Dansen blev min redning

I Dansen blev min redning – En verdensmesters vej til toppen fortæller Jens Werner om sine 50 år i dansens verden. Tyvstart din læsning herunder.


I Dansen blev min redning kommer du helt tæt på Jens Werners liv, hvor dansen på mange måder blev en redning i en barndom, der ikke altid var lige let at være i.

Mange danskere kender Jens Werner som den smilende og velklædte dommer i Vild med dans. I mere end 50 år har han kæmpet en lang og sej kamp i den konkurrenceprægede verden omkring dansen, hvor han i 1994 blev verdensmester i standarddans.

LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af

Dansen blev min redning er en farverig og overraskende historie om at finde sin plads i livet og gå benhårdt og kompromisløst efter at blive verdens bedste til det, man holder af. Fortællingen er både livsbekræftende og livsglad, også selvom Jens Werners opvækst ikke altid var let.

Læs et uddrag af Dansen blev min redning herunder.

Du kan købe Dansen blev min redning online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 6 september.




Dansen blev min redning

Jens Werner


KAPITEL 1

Det ypperste er at vinde, at stå øverst på sejrsskamlen. Vejen dertil er fuld af nederlag, men også af oplevelser, forbedringer og lærdom.’

Min mor sender mig på danseskole, da jeg fylder fire år. Det er i juli, og året er 1968. Storebror Lars, der er fem år ældre, har danset, siden han var fem. Når han skal hentes, er jeg ofte med, og jeg står altid i venteværelset og jazzer med til musikken fra salen.

Danseskolen hedder Andersen & Jensen og ligger på Borups Allé i Nordvest i København.

Udefra syner bygningen ikke af meget. En dør med et forkromet håndtag, og på hver side af den hænger udhængsskabe med billeder, der fortæller, hvad danseskolen kan tilbyde. Indenfor er der en lille skranke. Der sidder en danselærer eller en assistent, som stempler dansekortet, så man kan se, at der er betalt for den måned. I receptionen, lidt længere inde, gør store øltønder det ud for borde, og langs væggene står stole.

En trappe fører op til lokaler på 1. sal med omklædning og bad. Hvis man kommer lige fra arbejde eller skole, kan man gå derop. To svingdøre fører ind til dansesalen. Derinde møder den store verden en, et kæmpestort lokale med højt til loftet og det flotteste sildebensparketgulv, perfekt til at danse på. Rummet er større end en badmintonbane, og for en lille dreng imponerende.

Der står stole langs begge langsider, i venstre hjørne et piano. Og så er der en musikboks med forstærker, pladespiller, mixerpult og en mikrofon. Når der er pointturneringer, taler danselærerne i den, så forældrene kan høre, hvad der bliver sagt. På den ene korte side modsat pianoet er der to store radiatorer. Der er lige plads imellem dem til, at jeg kan få mine skuldre ind og sidde og varme mig.

Jeg bliver også sendt til dans for at blive opdraget. Min mor har vist opgivet at rette mig af. Jeg er lidt af en håndfuld, bedrevidende og hører ikke efter, hvad der bliver sagt. Der skal brydes grænser. Jeg er ikke særlig autoritetstro, hverken på danseskolen eller i skolen.

For min mor og far har det været magtpåliggende at give Lars og mig mulighed for ikke kun en boglig uddannelse, men også at lære, hvordan man opfører sig og taler til folk. Hvordan man formidler et budskab uden at sige det med ord. Og det kan man blandt andet gøre ved at danse.

Der ligger også en form for dannelse i at forstå musikkens store univers. Det er et sprog i sig selv. Min far er amatørmusiker, og når han er ude at spille med sit band, kan han se, at folk elsker at bevæge sig til musikken. Så det er naturligt, at vi skal lære at danse.

Dansen fanger mig. Når musikken spiller, går jeg, den lille lyshårede Jens, ind i en verden med musik og bevægelse og glemmer alt andet. I bakspejlet kan jeg se, at dansen bliver et frirum fra alt det besværlige; at man skal høre efter ved aftensbordet, at man skal lave lektier og stave A, A, B, B som seksårig. Det fatter jeg ikke nogen særlig interesse for.

Når man danser børnedans, lærer man ’Først den ene vej og så den anden vej’. Man lærer en lille smule polka, og hvis man bliver ved, også noget cha-cha-cha eller engelsk vals, begyndertrin i firkanter af vals, der består af seks trin. Og kan man dem, er man dygtig.

Hos danseægteparret Gitte og Per Vandborg er Per ikke den, der roser. Han siger: ’Gør dét’, mens Gitte glatter ud: ’Det er meget godt, Jens, gør du bare sådan og sådan.’

Mange danseskoler afholder pointturneringer. En lille lokal turnering, hvor de par, der for eksempel går på hold 4 mandag klokken 17, skal konkurrere mod hinanden. Så finder man ud af, hvem der er bedst, hvem der er nummer 2 og 3 og så fremdeles. En ekstern lærer/dommer bliver inviteret, så det ikke bliver for indspist, som hvis det havde været en af danseskolens egne instruktører, der dømte.

Det går som bekendt ikke så godt med den første pointturnering, hvor min partner og jeg bliver nummer 2.

Mor Eva er ikke den krammende, trøstende type.

Noget af det første, jeg husker, er, at hvis man ikke gør sig umage, kan man heller ikke forvente, at der kommer nogle fantastiske resultater. Hun siger direkte til mig:

’Hvis du ikke træner noget mere, vil du blive på samme niveau, og så vil andre par slå dig, og det har du ikke lyst til.’

Hun er meget impulsiv i sin måde at kommunikere på. Hun siger uden omsvøb, hvad hun føler. Det kan godt være, at hun bagefter tænker, at det måske var for hårdt eller forkert. Ikke at hun nogensinde har givet udtryk for det, men hun er en eftertænksom kvinde, og jeg tror, hun har indset, at der måske var ting, der skulle have været sagt eller gjort på en anden måde.

Men resultatet er, at jeg tager mig sammen.

Mine lærere siger også, at jeg skal tage mig sammen, men jeg tænker, at det siger de til alle. Mens min mor kun siger det til mig, fordi hun føler, at det er dét, der skal til.

50 år senere tænker jeg, at meget af det, jeg lærte derhjemme, benytter jeg næsten dagligt. Den opdragelse, jeg fik, fortrinsvis af min mor, har jeg stadig glæde af, også over for mine egne børn. Når jeg underviser min 15-årige datter Isabella, der danser hiphop og disco, er jeg ikke far, men træner, som kommunikerer med hende på samme måde, som min mor kommunikerede med mig. Hun får ren besked.

Hvis der var blødsødenhed, var det, fordi jeg havde indset, at Isabella ikke havde et talent for at blive rigtig dygtig. Så ville jeg nurse hende og sige, at det, hun præsterede, var fint nok. Men jeg kan se på hendes dans – og på min 18-årige søn Nikolais krop og træning i gymnastik – at de to børn kan noget. De ved, at når jeg udtaler mig, er det enten som far med hjertet eller som instruktøren Jens med hjernen.

Jeg bruger rosen på en sarkastisk måde. ’Hvor er det godt, Isabella. Det er bare ærgerligt, at du kun gider gøre 60 procent i dag.’ Så kan hun tage den eller lade være. Måske spørger hun, om vi lige kan gøre det en gang til. Og det kan vi. Så skruer hun selv op, om det så er teknik eller mekanik, der skal arbejdes med.

Umiddelbart efter at hun har fået et resultat i en turnering, falder der stor ros. Dér er det på sin plads at være træneren. Når hun er hjemme, er vi mor og far, ikke trænere. Men under træningen og til turneringer lyder det: ’Gør dét og gør dét, for ellers kommer du ikke i næste runde.’

Da hun bliver dansk mester i hiphop i 2019, kan hun se glæden i mine øjne. Anette og jeg fælder en glædeståre over, at alt det arbejde, hun har lagt i det, giver pote den dag. Der bliver ikke sparet på superlativer eller kærlighed, når børnene opnår noget flot. Så længe de gør deres absolut bedste. Det er det vigtigste.

Det gælder også i skolen, Nikolais gymnasium og Isabellas folkeskole. Så længe de gør sig umage, siger jeg ikke: ’Hvis I ikke får 12, er det ikke godt nok.’ Jeg ved, det ikke hjælper. Nikolai er virkelig flittig, i gymnasiet, i træningscentret med sin krop, og han er en flot, sød og opmærksom dreng.

Min far hedder både Werner til fornavn og efternavn, med mellemnavnet Fogt. Werner Fogt Werner er altid, med sit kropssprog, sit blik og sin energi, støttende og positiv. Det er godt nok, hvad Lars og jeg gør. Han er ikke med ved turneringer, men han er stolt af os. Det er den energi, synergi, balance, der er i hjemmet. Skulle jeg have brug for opbakning, kan jeg få det på to måder. Enten nonverbalt ved at kigge i fars øjne og blive forvisset om, at jeg er god nok. Eller ved at få den på den hårde måde af mor Eva: ’Du kan blive nummer 1, men du skal tage dig sammen.’

Min mor er streng, selvom hun ikke selv synes, hun er det. Hun mener, hun gør det bedste for Lars og mig. Havde jeg ikke haft en mor, der sagde: ’Du skal træne noget mere’, var jeg ikke nået så langt i karrieren, for så havde jeg tænkt, at ’det går nok’, og det gør det ikke af sig selv.

Jeg har fra barnsben af været ret bramfri og kan godt finde på at sige til danselærerne: ’Det er jeg ikke enig i’, hvis de for eksempel siger, at jeg skal hæve mine arme. Det er respektløst og arrogant af en 16-årig grønskolling, som ikke kan en pind, at tro, han ved mere om dans end en lærer, der har opnået alverdens titler.

Den frimodighed kommer nok af, at der skal meget til at overbevise mig om, at noget er rigtigt. Jeg skal virkelig tro på det, før jeg er overbevist. Hvis det inde i mit hoved ikke helt giver mening, siger jeg – eller rettere sagde jeg – lidt for hurtigt: ’Det er jeg ikke enig i.’ Og det er jeg kommet i uføre med undervejs i livet.

Det rapkæftede forsvinder ikke. Men jeg lærer at tøjle det. Og jeg ved, hvornår det ikke er særlig smart at være meget hurtig på den verbale aftrækker. I dag er jeg bedre til at tænke, før jeg taler. Det, man siger, husker folk. Uanset om det er godt eller ej. Når jeg er mest tryg, kan det ske, at ordene bare smutter ud. Men så er det, fordi jeg er sikker på, at de ikke bliver brugt imod mig. Når jeg optræder professionelt, overvejer jeg nøje, hvordan jeg udtaler mig.

Det viser sig senere, at mor har haft ambitioner om at blive danselærer, men det bliver hun ikke. Hun tager sig af de to børn, af opdragelsen, husholdningen, rengøringen i hjemmet.

Min far har stil og klasse. Hans mor, der bliver kaldt ’Bebbe’, da jeg ikke kan sige ’bedstemor’, er en fornem pianist. Jeg har ikke nogen særlig erindring om min farmor og farfar, de dør, inden jeg kommer i skole.

Min morfar, Christian Schultz, kommer fra landet og er bager. Morfar Christian har tre piger: mor Eva, min moster Grete og moster Lise. Min mormor dør af brystkræft, da min mor er ti år og hendes to søstre syv og fire. Mor Eva påtager sig i en tidlig alder en morrolle over for sine to søstre. Morfar og pigerne bor lidt syd for Fårevejle i Nordvestsjælland. Først senere flytter de til Arnesvej i Brønshøj.

Min mor møder min far, mens han uddanner sig til tandlæge i København. De bliver gift, da hun er i begyndelsen af tyverne, han nogle år ældre. På bryllupsbilledet er hun i hvid brudekjole. Min far i Garderhusarregimentets uniform med sabel og høj hat.

De finder en lejlighed i Julius Thomsens Gade på Frederiksberg, og mens far læser på Tandlægehøjskolen, arbejder mor som frisør i en salon på Åboulevard i København, og de lever af hendes beskedne løn.

Lejligheden ligger på 4. sal. En dag har vi besøg af en vinduespudser, for at min mor ikke selv skal hænge ud ad vinduerne. Jeg er et par år, har ild i rumpetten, og der er nok en grad af ADHD. Mor er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv, for hun kan ikke styre mig. Jeg kravler op på køkkenbordet via en radiator og ser, at vinduet er åbent. Jeg er på vej med hoved og hænder ud ad vinduet, men vinduespudseren ser det og får fat i mit ene ben og trækker mig tilbage. Desperat kalder han:

’Eva, kom og tag dig af din søn!’ ’Hvorfor?’

’Han er på vej ud.’

’Ud? Han kan ikke åbne døren.’ ’På vej ud ad vinduet!’

Min mor elsker at gå i Magasin, og jeg skal absolut slæbes med. Jeg hader det. Det er nok derfor, jeg den dag i dag afskyr at komme i storcentre. Det gælder dog ikke store lækre shopping malls i udlandet.

Jeg er en lille dreng og gider ikke kigge på dametøj, så jeg går min vej.

Pludselig tager en person mig om håndleddet: ’Hvor skal du hen, lille fyr?’

Det aner jeg ikke, og man kan ikke finde min mor. Så lyder det i højtaleren:

’Lille dreng i brune bukser og vindjakke søger sin mor. Moren kan komme til kasse dét og dét på etage dét og dét.’

Min mor er sur og frustreret, da vi bliver genforenet.

Siden bliver jeg under Magasin-besøg placeret i cafeteriet på 5. sal med et glas saftevand og en æggesandwich fra montren. Jeg elsker stadig æggesandwich.

Da far er færdiguddannet, begynder han at søge efter en praksis og finder et lokale mellem Strøget og Strædet. Der går en smøge, lige over for Helligåndskirken, Klostergangen hedder den. Oppe på 1. sal etablerer han sin første praksis.

Min mor stopper med at arbejde, da Lars bliver født. Hun bliver hjemmegående hustru, og far forsørger familien.

De køber en villa i Hellerup på grænsen til Emdrup. En gulstensvilla på Lundeborgvej 6. 270 kvadratmeter i tre etager, kælder, stue og 1. sal. Nu kommer der nogle dejlige år, fra jeg er tre-fire år, og de varer, indtil jeg er 15 år, og idyllen brister.

I stueetagen kommer man ind i en stor og flot entre med åben pejs. Faktisk en hall. Køkkenet er til højre. En dør leder ned til kælderetagen. Der er en dør i midten til gæstetoilettet. To garderobeskabe på hver side. Og to indgange på hver side af den åbne pejs. Én leder ind til herreværelset med tunge brune kontormøbler, skrivebord, stol, reoler på hele endevæggen, hvor der står et B&O-anlæg med højtalere, og endelig er der en sofa i mørkegrå velour med svajede armlæn. Den anden dør fører ind i spisestuen.

Min far giver mor frie hænder til mange ting, men han har sine idéer om, hvordan hjemmet skal indrettes.

Han er æstetiker, altid velklædt. Jeg husker ham både i smoking og jakkesæt. Selv på sine ældre dage klæder han sig i pænt tøj, rullekrave og en jakke. Han har også god stil med ur, manchetknapper og cut-away-flip, der er en lille smule højere, så slipseknuden bliver mere synlig. Når han går på arbejde, er det altid i jakkesæt, skjorte og slips. Så smider han jakken på arbejde og tager sin kittel på.

Selv når han er hjemme, er han velklædt. Om morgenen i en housecoat. Som barn tænker jeg, at det er noget gammeldags halløj. Men da jeg begynder at forstå, hvad stil er, hvordan man styler sig selv, og at man også gennem sit tøj kan udtrykke sig, lærer jeg meget af min far.

Dansen præger mig også, for tøjet skal altid sidde fuldstændig perfekt. Uden et skræddersyet sæt ryger skuldrene op til ørerne, når man løfter armene. Da Vild med dans begynder, kan jeg se, at det er et udstillingsvindue, hvor jeg kan vise den tøjstil, jeg synes er rigtig pæn. Nogen vil kalde den traditionel eller ligefrem kedelig, skjorter, slips, smarte jakker og frakker. Og så kan jeg godt lide accessories, manchetknapper og alle de ting, der hører med til den gammeldags gentlemanpåklædning. Og jeg har også en housecoat, i fløjl.

Min mor er en nydelig dame. Hun kommer fra lidt trange kår med en far, der knokler fra klokken 3 om morgenen til 22 om aftenen med sin bagervirksomhed og har tre piger, der skal opdrages. Der er ikke råd til at skeje ud. Hun kommer til penge, da hun gifter sig med en tandlæge. Det lyder måske lidt vulgært, men når økonomien ikke er en begrænsning, vil man gerne erhverve sig ting, man har drømt om som ung pige.

Hun er en kvinde, der til stadighed bevarer sin stolthed og gerne vil vise den bedste version af sig selv hver dag. Det lægger jeg ikke så meget mærke til som dreng. Men hun er altid pæn at se på. Jeg tror, hun er på forkant med moden. Og hun klæder sig efter lejligheden. Hun tager ikke sit bedste tøj på, når hun blot skal i Irma på Emdrupvej. Hun har et kæmpestort garderobeskab i soveværelset. En slags walk-in-closet. Når mine kammerater kommer hjem til os, siger de: ’Orv, du har en flot mor!’

Far tjener pengene og tager de fleste beslutninger.

Mine forældre køber også et sommerhus i Rågeleje i Nordsjælland. Der holder også altid en dejlig bil i carporten på Lundeborgvej.

På 1. sal er mors og fars soveværelse, Lars’ værelse, mit værelse og et badeværelse. Mit værelse har skrå vægge. Jeg husker det som meget hyggeligt, lidt huleagtigt, ikke stort, men det er jeg ligeglad med.

Over skibsbriksen har jeg hængt et fanhalstørklæde med navnet på mit favoritfodboldhold, engelske Arsenal. Mange af mine skolekammerater er Liverpool- eller Manchester United-fans. Men jeg holder med Arsenal, for de ligger ikke konstant nummer 1. Det er en arbejderklub med en anden ånd, og de holder sammen. Mange mennesker bakker dem op, men det er arbejdere, der skal knokle for at få råd til en billet til kampene. De andre klubber, Liverpool og United, får tilført en masse millioner pund langt tidligere, end det sker for Arsenal.

Siden jeg trådte ind i danseverdenen, har jeg kun sporadisk fulgt med i fodbold. Det er først i mine voksne år, at jeg sammen med Anette har fået interessen tilbage, specielt når Danmark spiller vigtige kampe. Så sidder vi klinet til skærmen. Men vi har aldrig været inde at se en kamp. Endnu.

I 7. eller 8. klasse er vi med vores engelsklærer, Kirsten Ferrold, i London. Vi har nogle dage derovre på egen hånd, hvor vi går i grupper på tre eller fire. Jeg er næsten sikker på, at vi tager ud og ser en fodboldkamp. Om det lige er Arsenal, der spiller, kan jeg ikke huske. Det er min første udlandsrejse, og det er stort.

Hjemme i haven, mellem to træer, laver Lars og jeg et mål, og vi spiller jævnligt fodbold. Vi spiller også kroket og badminton. Indimellem kravler jeg op på taget af carporten og springer ned i et forlæns rullefald.

Først senere går det op for mig, at jeg ikke kan risikere at blive skadet, for så kan jeg ikke træne dans. Min kammerat Jacob Kornerup og jeg står på skateboard. Ned ad små bakker ved Poppelhøj. I den lokale blomsterbutik stjæler vi urtepotter i nattens mulm og mørke, sætter dem ned ad vejen og kører slalom imellem dem. Vi kan alt muligt på de skateboards.

Jeg danser kun en gang om ugen hos Andersen & Jensen. Vi danser både standarddanse og latindanse. Man kommer ned til danseinstituttet på Borups Allé, danser 30 minutter latinamerikanske danse, cha-cha-cha, rumba, jive. Og danser 30 minutter standarddanse, engelsk vals, quickstep og tango. Sådan foregår det, indtil jeg bliver ni-ti år.

Endelig kommer den næste turnering. Vi danser to standarddanse, vals og quickstep, og måske også jive og cha-cha-cha. Så bliver de forskellige karakterer regnet sammen til et gennemsnit, så man kan finde ud af, hvem der har den bedste placering.

Nummer 2 igen!

Den andenplads står ikke så tydeligt for mig som den første, der gjorde mest ondt. Der går flere sæsoner, før vi får en førsteplads, min partner og jeg.

Da jeg begynder at få førstepladser i pointturneringer, bliver dansen sjovere, for det er godt nok noget andet at blive nummer 1 end at blive nummer 2. En helt anderledes følelse indeni. Nu er jeg noget ved musikken, når 15 par dyster mod hinanden og bliver delt op i mesterrækken, som er den bedste række, A-rækken, som er næstbedst, og B-rækken, som er tredjebedst. At blive nummer 1 i mesterrækken betyder, at der ikke er nogen i min aldersgruppe, som er bedre end mig. Min mor og jeg beslutter i fællesskab, at jeg skal træne to gange om ugen på danseskolen for at øge mit forspring yderligere.

Til undervisningen på danseskolen begynder vi med cha- cha-cha. Senere kommer engelsk vals eller rumba til. Så samba og quickstep, derefter tango og jive, wienervals og pasodoble. De ti danse, der tilhører standard- og latindansene, er dem, som alle danseskoler med respekt for sig selv lærer deres elever.

Jeg husker ikke, om jeg fortsætter med at danse med den samme pige. Det er først senere, at der er partnere, piger, kvinder, der gør indtryk. Men da jeg får den allerførste førsteplads, er jeg meget stolt. Far er stolt. Mor er tilfreds. Jeg er ti år.

Nu er der den ugentlige træning plus en ekstratræning, som Gitte og Per Vandborg arrangerer for dem, der gerne vil lidt mere. Jeg træner stadig nogle gange om ugen hjemme i kælderen. Det er klart, at træning på danseskolen giver mere udbytte, fordi der er trænere til stede, som kan se, om det, man laver, er godt eller skidt.

Hjemme i kælderen kan man kun gå og minde sig selv om, hvad man tror er rigtigt. Man kan let komme på afveje, hvis man ikke gør tingene rigtigt. Mange gange øver man noget, der er forkert, og så tager det tid at rette fejlen. Step by step, sæson for sæson, øger jeg træningsmængden, til jeg har tre ugentlige træninger på danseskolen.

Som 14-15-årig begynder jeg hos Britt Bendixen på Pejsegaarden og træner nu fire gange om ugen. To gange hos Britt Bendixen og to gange i Grøndalscenteret, hvor vi fritræner. Det vil sige, at vi træner på det, Britt lærer os på Pejsegaarden. Plus det løse hjemme i kælderen.

Min bror stopper med at danse, da han er omkring 20. Han gør det rigtig godt på danseskoleniveau. Han er den boglige type og går i gymnasiet og på universitetet. Selv bliver jeg meget tidligt klar over, at jeg vil bruge min tid på dansen, den er mit frirum. Jeg har fået smag for konkurrencer, spænding, forløsning – endorfiner, der udskilles. Følelsen af at være i kamp og skulle præstere noget fanger mig meget mere end at følge med i skolen.

Hvis man er 100 procent ærlig som sportsmand, må man indrømme, at der er langt flere nedture end opture. Alt bliver målt i at være den bedste, den hurtigste, den, der kan springe længst. Hvis man ikke vinder, taber man. Det hedder ikke: ’Jeg har opnået en andenplads.’ Hvis man ikke har de højeste ambitioner, er det fint at sige: ’Jeg kom blandt de seks bedste i verden.’ Al respekt for det, men sådan har jeg det ikke. Det ypperste er at vinde, at stå øverst på sejrsskamlen. Vejen dertil er fuld af nederlag, men også af oplevelser, forbedringer og lærdom.

Der er mange afsavn undervejs. Man siger nej til fødselsdage og fester, fordi man ved, at når ens kammerater drikker alkohol, går der en dag eller to, før de kan træne igen.

Jeg laver et regnestykke, da jeg er 15 år, måske før. Jeg udregner, helt vildt nørdet, hvor mange dage mine konkurrenter bruger på at komme sig efter en bytur i forlængelse af en turnering en lørdag i Søndervangshallen i Birkerød. Der går i hvert fald en søndag og måske også en mandag. To dage efter hver turnering. Hvis der er turnering to gange om måneden, er det fire dages træning om måneden, de mister.

Hvis jeg ikke går ud og drikker, er jeg fire dages træning foran. For mig er det at blive den bedste også at gå ned i alle detaljer og finde ud af, hvordan jeg kan gøre det bedre. Hvad skal jeg gøre for at slå mine konkurrenter? Hvis jeg kan komme et skridt foran ved ikke at feste og drikke mig fuld, er det dét, jeg må gøre.

Jeg gider ikke høre min mor sige: ’Du skal træne noget mere.’ Det er næsten værre end at blive nummer to. Men det er ikke, fordi jeg vil gøre hende glad, at jeg træner og træner. Jeg tænker nærmere: ’Jeg skal vise hende.’

Jeg skifter mine dansepartnere ud i ét væk. Enten synes min mor ikke, at pigerne lever op til sønnikes høje standard, eller også bliver jeg uvenner med dem. Jeg danser som regel en sæson eller to med en partner, så har jeg slidt hende op og må finde en ny.




Jens Werner: Dansen blev min redning

De fleste danskere kender Jens Werner som den storsmilende og velklædte dommer i Vild med dans. Nu åbner han for første gang døren ind til sin livshistorie, der beretter om mere end 50 år, hvor dansen har været i centrum. Det er fortællingen om en svær barndom, hvor dansen blev hans redning, samt en en lang og sej kamp for at nå verdenstoppen inden for både amatør og professionel dans. Det lykkedes i 1994, da Jens Werner sammen med partneren Charlotte Jørgensen blev verdensmester i standarddans, ligesom parret endte med også at vinde de danske mesterskaber, de nordiske mesterskaber og EM.

Dansen blev min redning er en livsbekræftende og livsglad fortælling om at finde sin plads i livet og gå benhårdt og kompromisløst efter at blive verdens bedste til det, man holder af.

Du kan købe Dansen blev min redning af Jens Werner online, fx hos Bog & Idé, eller i din nærmeste boghandel.